michellebach-blog1 - Tumblr blog

michellebach-blog1 · 5 years

Text

A novel I wrote in Danish ( My main language)

Samtaleterapi

Endnu engang står jeg i hjørnet og venter i et tomt lokale med stole ved min side, lige som de sidste tre gange bare et andet sted. Fatter ikke hvorfor min mor bliver ved med at tvinge mig til det her, jeg kommer ikke til at dele noget med nogle fremmede mennesker, Jeg kender dem ikke engang, hvorfor skulle jeg også det? Døren går op, og en ældre herre træder ind ad døren. ” Okay alle sammen, lad os tage en stol så vi kan komme i gang.” Jeg kiggede tomt over på hans brystkasse efter et navneskilt, hans navn var John Smith, typisk hvidmandsnavn bortset fra han var mørk i huden. Fire unge mennesker tog en stol inklusiv mig selv, sammen dannede vi en rundkreds og satte os med en fods afstand mellem os. John begyndte at tale til os igen. ” Mit navn er John. Jeg er fra New York” – ”New York! Wauw,” afbrød en pige med lidt sarkasme i stemmen ”det er slet ikke fordi vores samtale tager sted i New York, og der er et skilt ude foran døren der hedder ’Samtaleterapi for unge i New York.” Jeg fnøs lidt, hun er nok lidt ældre end mig selv og var i ført en hvid bluse. John nikkede med et smil, og forsatte.” Jeg er 38 år og i aften er jeg ordstyrer i vores samtaleterapi, det vil sige jeg bestemmer hvem der får lov til sige noget først, og derefter lader vi det køre flydende, så alle lytter og får sagt hvad man gerne vil sige. Så vil du starte? Ja dig i den gule?” Spurgte John og kiggede over på en ung fyr, med gul hættetrøje og uldet mørkt hår. Han trak på skulderne og så ned i jorden. ”Du kan eventuelt sige dit navn, alder og hvor du kommer fra?” Jeg kunne lugte en anelse hash fra fyren i det gule, jeg rullede øjne. ”Mit navn er Tristan, Jeg er 19 år gammel og jeg kommer fra New York.” Jeg kiggede væk, jeg havde ikke noget til overs for junkies. ”Hej Tristan!” Sagde de alle sammen på nær mig. ”Hvorfor er du her i dag Tristan?” Spurgte John roligt. Tristan så ned, der gik nogle sekunder før han ville svare. ”Min kæreste blev begravet i går, undskyld, eks kæreste. Min mor er brudt fuldstændig sammen af det, de havde et godt forhold, så lige nu er det ikke rar at være hjemme. Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg hende for mig, den aften da jeg fandt hende den nat, død og livløs. Jeg ville ønske jeg ikke havde sagt de ting til hende. ” Hans stemme knækkede over til sidst, jeg så stadig væk og prøvede at finde en udvej hvis alle nu begynder at tude. ”Hvordan døde hun? Spurgte en pige, jeg så kort på hende, hun havde en rød T-shirt på. ” Hun tog extasy til fester, så da jeg fandt hende på gulvet med pillerne hist og her lagde jeg hurtig to plus to sammen, overdosis, hendes krop kunne ikke mere. Samme aften havde vi et skænderi, så jeg går udefra det var det der satte det i værk. Det var meningen at jeg skulle være i London nu og læse derover. ” Tristans øjne blev mere og mere våde efter som han talte mere om emnet. Takket være den junkie som har ødelagt hans liv, no shit han er her i dag. ”Det er jeg ked af.” Kom det fra den pige i hvid som nok er ældre end mig. Hun sad ved siden af ham, lade sin hånd over hans, de så op på hinanden. ” Jeg ved hvordan det er at få sit hjerte knust.” Hun så ned på sit skød, John og de andre så over på pigen i hvid. Loftet virkede nu mere interessant end at høre på endnu engang kærestesorg. ”For cirka en måned siden fandt jeg ud af at jeg var gravid, min ekskæreste brød sig overhovedet ikke om det, da han fandt ud af det ville han have mig ude af lejligheden. Han sagde jeg ikke skulle komme tilbage og bede om penge, eller komme med en unge der skulle have været død til at starte med.” En tåre faldt ned ad hendes kind. ” Hvad er dit navn min ven?” Spurgte John forsigtigt og medfølende pigen i hvid. ”Alice, jeg er 19 år jeg er også fra New York.” Okay så hun var yngre end jeg havde troede. ”Hvad gør du med barnet? Kan du passe det? Hvad med dine forældre, ved de det?” Kom det fra pigen i den røde T-shirt, et snøft kom ovrefra pigen Alice. ”Jeg ved det ikke, men jeg føler mig som en morder ved bare tanken om at tage livet fra en uskyldig…” Hun blev stille, loftet er stadig gråt, folk kunne nu godt gøre noget ud af det. Selv en smule maling vil måske gøre rummet mindre deprimerende. ”Jeg hedder Stormy.” Udbrød pigen i den røde T-shirt som tilsyneladende hed Stormy. Hun sukkede kort. ” Jeg er 21 år, jeg er fra Queens, New York og jeg sidder her i dag som en del af min prøveløsladelse for mord.” Sagde hun stille, der var stille i lokalet, så stille at det nærmest larmede.

Hvis mit hoved lænede sig lidt mere tilbage i lidt længere tid, så vil jeg snart have hol i nakken. ”Hvem har du dræbt?” Spurgte Tristan nervøst og skræmt. ” Min far, han bankede mig og mine søskende og gjorde ting mod os som stillede spørgsmålstegn om han var menneske. I hele vores opvækst havde vi fået bank og blevet seksuelt overgrebet af ham. Han drak en del, og var aldrig en rar person at være sammen med. Jeg kunne ikke klare det, den totur vi skulle igennem hver dag, jeg måtte gøre noget og siden vores mor forlod os for 11 år siden, har vi ikke hørt meget fra hende, hun ringer engang imellem og opfordre mig til at være et bedre menneske,” sagde hun med en sårede stemme, jeg så hurtigt på hende og hendes grå øjne blev blanke, hun rystede det hurtigt af sig. ”Hmf, what ever, det kan også være lige meget det hele!” Hvæsede hun ligegyldigt og irriterede. Loftet virkede som en nød vej for mig for at se de her mennesker i øjnene, jeg havde intet tilovers for dem.

Pludselig brød John ind.” Lyder det bekendt Jamie.” Mit navn blev nævnt. Jeg lod langsom mit hoved falde ned, og med et løb alle mine tåre ned fra mine kinder, jeg lukkede mine øjne. ”Da jeg var 16 slog det klik for mig. En dag, kom jeg sent hjem fra arbejde og jeg kunne høre min far og søster ovenpå råbe og skrige. Jeg gik ovenpå og så han holdt min søster nede med sin store krop. Hun var mast, hun kunne ikke komme fri. Han havde allerede taget bukserne af hende og manglede bare sine egne. For et øjeblik var jeg frosset fast, men indså at jeg måtte gøre noget hurtigt. Han var ved at tage sin pik ud, jeg tog en af de tomme ølflasker der var på kommoden ved siden af mig og smadret bunden på den, slog ham hårdt i baghovedet hvor han derefter faldt om på siden og forblødte ude på gulvet. Min søster kom fri. Hun gik med til at hjælpe mig med at holde mund. Hun sagde ikke et ord til nogen. Vi gik med til at sige at det var i selvforsvar, hvis nogen nu skulle stille spørgsmål, hvilket er sandt, men fordi min far ikke havde nogen officielt plettede straffeattest så var retten svær at overbevise min historie. Jeg fortryder ikke jeg gjorde det, jeg vil gøre det igen. At jeg slap af sted med det i så lang tid overrasker mig heller ikke. Han havde ingen venner, kollegaer eller familie der ikke ønskede ham død. Jeg flygtede så fra mit barndomshjem og opsøgte min daværende kæreste, jeg spurgte om jeg kunne bo hos ham, hvilket han gik med til og gerne ville hjælpe mig. Hvilket fungerede godt i lang tid, flere år, faktisk fire gode år, men så for en lidt over en måned siden, fandt jeg ud af jeg var gravid. Jeg sagde han skulle være far, men det ville han ikke være. Han smed mig ud i stedet for at være der for mig. Derfra boede jeg i et fritidshjem i nogle få uger, også for nogle dage siden ringede jeg til ham. Jeg sagde jeg vil beholde barnet, han blev rasende, men jeg kunne ikke forstå hvad han sagde, han havde det med at tage hårde stoffer. Jeg besluttede så at tage over til ham, og der lå han, død, stendød på den sorte sofa med tændt tv hvor et eller andet dyreprogram kørte. Han blev begravet i går, jeg måtte ikke komme med, fordi politiet havde fundet ud af det med min far og jeg havde dræbt ham. De fandt ud af det via min mor, hun havde prøvet at ringe til ham angående noget med deres skilsmisse papir der aldrig var gået igennem så hun ikke kunne blive gift med sin nye mand. Hun ringede så til mig og spurgte hvad der var sket, jeg sagde jeg havde dræbt ham. Underligt nok græd hun, jeg ved ikke om det var af glæde eller af sorg, måske lidt af begge. Så nu sidder jeg her. Mit navn er Jamie, jeg er 21 år og er fra Queens i New York” Jeg åbnede mine øjne, og de tre personer der var der før er nu iført orange kedeldragter og begyndte langsomt at ændre sig. Ligesom mig fik de kort, mørkt hår og grå øjne. Deres ansigter blev forvrænget og lignede mit jo mere jeg kiggede på dem. Det var som om at se sig selv i tre spejle, med forskellige personligheder der lignede mig på en prik på så mange måder. John Smith var der, men ikke som person, nu var han ikke andet end en stemme man kunne køre i det fjerne. De begyndte at forsvinde langsom, de havde alle tre det samme skumle smil over sig og et blik der sagde at de ville komme tilbage. Jeg indså at de tre mennesker var mig, det hele er i mit hoved og det her er min historie. Nu sidder jeg her, i et tomt lokale og venter igen med stole ved min side ligesom de sidste fire gange, bare et andet sted.

#dansk #storytime #greif #dead #mental health

1 note · View note