arketypisk

[arketypisk]

Seouls skyline glimter gennem Smoggen, den kommer i bølger over havet, fra Kina var der en der fortalte mig

Fine partikler der lagde sig på kanten af dit glas, mens du fik øje på mig 

Hvor tilfældigt at vi begge fandtes her i det sekund, på det tag, den aften i september 

Hvornår startede det? En glidende bevægelse, der fordelte sig i rummet 

Forstår du, at jeg har vidst, at jeg skulle miste dig, fra det øjeblik, jeg mødte dig? 

Og vi forlod baren, trådte ud i mørket, mens støvet dalede ned over tagene Gennem Seouls labyrint af bygninger, forbi monumenter fra krige jeg ikke kender til 

Startede det på det tag den aften? eller da mit universitet ringede og fortalte, at du havde spurgt efter mig? 

En glidende bevægelse, der fordelte sig i rummet 

Forstår du, at jeg har vidst, at jeg skulle miste dig fra det øjeblik, jeg mødte dig? 

At jeg har vidst, jeg skulle miste dig fra det øjeblik, jeg mødte dig 

En uendelig række af bevægelser, af tilfældigheder 

Startede det de aftener, vi sad og kiggede udover basen, dit ansigt badet i lys, fra flyene der landede og lettede, som en glidende bevægelse, gennem rummet, ud i smoggen 

Forstår du, at jeg har vidst, at jeg skulle miste dig, fra det øjeblik jeg mødte dig? At jeg har vidst, jeg skulle miste dig fra det øjeblik, jeg mødte dig 

At jeg har vidst, jeg skulle miste dig 

Og alligevel gav vi efter, en glidende bevægelse, gennem rummet, ud i smoggen, ind i mørket

[arketypisk]

vinduet står på klem, nattevinden har hvirvlet objekter ind på bordpladen; frøstande, en gennemsigtig vinge fra et ukendt insekt

Der er en alien der vokser inden i mig, den trykker på blæren

Jeg står op om natten, må tisse, ser på månens kulde der skinner svagt i  håndvaskens porcelæn, imens strålen larmer mod vandet

Bliver scannet på klinikken, om dagen, skræppebladendes kølighed, man kan fornemme den når man passerer i atriumgården, som om det emmer udfra stænglernes mørke. Der er en ø hvor der kun gror rododendron. Der er kokoner under bladende, spundet, de hænger sagte, gløder inde i skyggerne

jeg fik fem piller, fire til at putte op i skeden og én til at spise, jeg drak mørk Ribena, så sød at det smertede i ganen, tusmørket og saften der farver munden rød, som et åbent granatæble

lagde mig ind under lagnerne i broderi anglaise, rejste mig, blødte, gik frem og tilbage

frem og tilbage, det lød som når man tømmer en håndvask, jeg tænkte “nu er det nu” og det fyldte mig med ingenting. jeg kiggede i brochuren fra hospitalet, psykologtimer hvis man havde brug for at tale om det, hvorfor skulle jeg det? jeg snakkede ikke med min psykolog, da jeg fik fjernet mine visdomstænder, dengang med tænderne fik jeg så meget lattergas at jeg grinede højt imens jeg tænkte på røde blomster der springer ud under huden. nu: jeg tænker på stænglernes mørke. kokoner under bladene i gården der ved hospitalet. 

Jeg træder ud i natten

En stille eufori

Over ikke at være gravid længere

[arketypisk]

Jeg mindes mig selv som lille og spekulerer over om jeg allerede den gang havde revet mig løs fra fastlandet. På dage hvor kun kan skimte land meget langt væk i horisonten og måske slet ikke tænker jeg på mig selv som barn, for så græder jeg. Jeg kan ikke græde over mig selv i dag. Den voksne version af mig er jeg vred på og skammer mig over. Børn er uden skyld og uden skyld ingen skam. 

Som barn var jeg angst. Angst for alt muligt. For guldregn, træet der duftede varmt og klægt, som en mørnet handske, der med sine gule rangler bøjede sig imod asfalten. Med sine bælge svajende i vinden. Et bjerg af et træ. Afsindigt giftig havde mormor fortalt. jeg holdt vejret når jeg gik forbi. Trak det først ordentligt igen når vejen drejede. Jeg var bange for lim, for at være alene, for at skulle sove, bange når andre fik skældud, bange for at sluge fast føde og få det galt i halsen. 

Derfor levede jeg i en periode af pulverbearnaise og flødeskum, og blev lille og mager. Jeg skjulte det i lang tid, tyggede mine rugbrødsmadder i børnehaven og spyttede den brune masse ud i en oprulning på ærmet eller gemte den tyggede mad forskellige steder. Jeg mener vi har billeder et sted af en fødselsdagsfest hvor jeg sidder med hule kinder og fødselsdagshat på. Igennem vinduet bag kan man ane guldregnen i fuldt flor. Billedet er væk for længst og jeg ved ikke om det er noget jeg forestiller mig. 

Sådan er det med minder. Det der skete og det man husker bliver blandet sammen og uadskilleligt. Som duften af guldregn eller en gennemtygget rugbrødsmasse i ærmet. 

Jeg ved ikke hvad der er værst.

[arketypisk]

Han kysser mig med tungen. Vi kan ikke lade hinanden være. Vi snakker og kysser og boller og griner og skændes og vælter rundt, vi ryger og går i bad sammen, han vasker mig. Da klokken er ved at være 3 går vi i seng. Han holder mig helt tæt helt helt tæt ind til sig. Vi ligger i ske og holder i hånden. Jeg ligger på ham og holder ham i hånden. Vi er tætte og sårbare på en måde vi ikke har været gør. Han knuger mig tæt ind til sig. Aer mig på ryggen, kysser mig på panden. Nusser mine fingre. Der er noget sårbart og tøvende over ham, noget drenget jeg ikke har set før. Vi ligger begge i stilhed men ingen af os kan sove. Der er 5 timer til han skal op nu. Vi ved begge to godt at det sandsynligvis er sidste gang vi ses. Men vi snakker ikke om det. Hele aftenen har vi haft det sjovt og intenst, men i mørket og stilheden taler kroppene over sig. Selvom han ikke siger det kan jeg nærke det på ham. Han kan mærke det på mig. Da vi endelig falder i søvn vågner vi flere gange i løbet af de 5 timer. Han står op og går rundt. Kommer ind og kysser mig holder mig tæt ind til sig. da han står op om morgenen kan jeg mærke hans rastløshed. Han kommer ind til mig lige før han skal gå. Jeg lader som om jeg sover. Kan ikke sige farvel. Ikke nu. Ikke sådan her. Han sætter sig ved siden af mig og kysser mig på panden “i really enjoyed this, all of it” jeg smiler til ham, han vender sig og går over imod døren. Imens han lukker den efter sig hvisker jeg “I did too”. Udenfor er solen stået op, der er larm fra biler og mennesker. Planen var at jeg skulle sove videre, men jeg kan ikke ligge her i hans seng alene. Jeg både vil ud derfra og jeg vil blive der forevigt. Jeg vil dufte til hans tøj. Jeg samler mine ting. Skal pludselig hurtigt ud herfra. Før jeg forlader hans værelse tager jeg to billeder af det på min iPhone. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Jeg smækker døren efter mig, går ned af trappen. De to etager ned. I gangen ud imod gaden ligger hans ørering og glimter. Jeg samler den op og putter den i lommen. Hele vejen hjem i ubahn knuger jeg den ind i håndfladen. Da jeg kommer op i min lejlighed har den efterladt et mærke i min hud.

[arketypisk]

Jeg ringer til mormor fra altanen. Det er mørkt selvom klokken ikke er seks endnu. Det er efterår i berlin. Men slut november så på grænsen til vinter. Det blæser og småregner. Jeg fortæller mormor det hele. Der er stille i noget tid. Så siger hun: han er bange for at blive ked af det. Han ved at du rejser. Han er bange for at blive for glad for dig. Ligesom du er bange for at blive for glad for ham. Det ved jeg. Siger hun. Jeg holder vejret. Min hals lukker til. Jeg prøver at sige noget men min stemme er tyk, det lyder som om den kommer fra et dyr. Noget udenfor det menneskelige. Jeg prøver at gøre min stemme normal. Vil ikke gøre hende bekymret. Jeg tænker på hans hænder. Jeg ser dem for mig. Ser at de taster på en computer. At de låser hans dør op. At de vasker hans krop. Ruller en cigaret. Jeg ser at de rører ved mig. Knapper mine bluse op. Holder fast i mit hår. Jeg ser det hele. Jeg siger: men mormor jeg er helt utroligt ked af det. Jeg er virkelig ked af det. Da jeg har lagt på bestiller jeg en busbillet til torsdag nat. det er søndag i dag. Hvad nytter det. Hvad fanden nytter det. Hvad havde jeg forestillet mig? At jeg skulle flytte ind hos ham. Og hvad skulle jeg her? Hvad fanden havde jeg tænkt mig. Jeg lukker computeren. Det er begyndt at regne kraftigt udenfor. Jeg lukker mine vinduer halvt i. Slukker lyset. Jeg ligger i min seng. Tænker på den sidste nat hos ham. Hvordan han faldt i søvn og jeg lå vågen i flere timer og lyttede til hans vejtrækning. Jeg kiggede på skyggerne i loftet. Kunne se hvordan træet på hans vej kastede lange skygger henad tapetet. så faldt jeg i søvn.

[arketypisk]

Jeg sidder i vinduet imens jeg lytter til hans trin på vej ned af trappen. At blive liggende i sengen imens han forlader mig føles for ensomt. Mine lagner våde af sved, min hud fedtet af sæd. Jeg er stadig høj af den xanax vi tog sammen tidligere. Jeg sidder i vinduet og ser ham forsvinde ned af gaden og ind i natten og jeg har aldrig været mere ensom. Jeg tænder en cigaret, lytter til biler der passerer i mørket. Natten er kun lige startet. Jeg tænker på mennesker der kommer og går. Mennesker jeg mødte og forlod. Hvad mon de laver nu. Én ligger i sin seng, én sidder alene i toget på vej hjem, én på en bar i et andet land med sine venner, én i lufthavn, én i et mørkt lokale med neonlys, én cykler i regnen. jeg sidder i vinduet. alle de mennesker er så flygtige. de slipper ud imellem mine fingre, ind i byen, ud i mørket, de forlader mig og livet går videre og jeg sidder her, i vinduet, og ryger imens han sæd løber ned af mit ben.

[arketypisk]

Du asker sin cigaret imens du undgår mit blik. Udenfor har jorden åbnet sig og regnen står i stråler ned i mulden der væsker og bobler. Jeg vil åbne munden og skrige ham ind i hovedet, men jeg siger ingenting. det gør ondt bagerst i min hals, bag bardisken er bartenderen ved at pudse glas. Han holder dem op imod det svage lys og pudser grundigt.

Lige da vi mødte hinanden kørte vi lange ture om aftenen. For det meste ned til vandet. eller forbi din gamle skole, din første barndomsgade, din park, dit cykelskur, dit skovbryn, din skumring. Din svømmehal. Jeg forestiller mig at det svage blålilla lys som er tusmørket tilhørte dig at det strømmede ud af dig og ud igennem bilens nedrullede vindue og ind i skoven og rundt om træstammerne.

Svømmehallen er lukket og der er helt mørkt derinde på nær det svage lys fra poolen. Det ligner at den gløder. Du har en ekstranøgle fra din ven der arbejder der i weekenden som livredder. Du låser os ind. Kantinen er lukket, frituren hænger stadig i luften. vi går neden under igennem prøverummene det gnistrer fra neonlamperne da du tænder lyset, der lugter kraftigt af klor, din hånd er varm og blød og stor om min knyttede næve, du holder den som et lille dyr. Helt fast. Helt fast. vi går ud i hallen hvor poolen strækker sig fra den ene ende til den anden, for enden tre vipper. Du trækker din trøje over hovedet, du klæder dig af og jeg gør det samme. Hurtigt som om vi konkurrerer med hinanden. Du vender dig imod mig presser din nøgne krop imod min. Jeg kan mærke dit hjerte banke kraftigt, jeg kan mærke din pik imod mit lår, dine knæ der vender til indad, jeg kan dufte din sved og jeg kysser dig grådigt og vådt i mørket og poolen gløder vi har vand til livet og du vender mig forover over kanten på poolen og trænger op i mig. vi er stille som om det ikke er okay at sige en lyd, som om stilhed er at foretrække, den eneste lyd er skvulpende fra vandet. Kloren hænger i luften. Det minder mig om at være syv år og ligger i vandet til man blev helt rynket, at tage tag frem og tilbage i baner, brystsvømning og crawl og butterfly imens Mette, min idrætslærer, stod på kanten og råbte, hvordan rummet kun eksisterede i glimt når man brød overfladen for at trække vejret, de andres ben nedenunder vandet, stilheden og roen dér, en verden for sig. Det er den stilhed der hersker her i rummet og det er det jeg tænker på imens jeg kommer voldsomt.

vi er stille på vej hjem i bilen, måske var vi allerede dengang klar over at vi ikke kunne blive ved. Jeg husker at mine tænder klaprede og at jeg kunne smage kloren på læberne. Mit hår lå vådt ned af min ryg og klistrede til mine kinder og min pande. Udenfor græssede et hjortekid i skovbrynet. Tusmørket havde veget for natten. Vandet i svømmehallen havde lagt sig igen. Jeg tænker stadig på den engang imellem. Hvordan det ville være at tage tilbage. Om den overhovedet ville eksistere på samme måde i dagslys, fyldt med mennesker og larm og lys.

[arketypisk]

Imens hun knappede sin trøje op sad jeg på sengen. Hun stod med ryggen imod de sprossede vinduer. Lyset udefra var svagt, men den eneste grund til at jeg husker det er fordi det gav hendes krop en tydelig silhuet, som om der strømmede lys ud fra den, hendes hår glødede i lyset fra solen der var på vej ned. Hun lod sin trøje falde, lynede sin nederdel ned, og tog sine strømper af. Jeg opdagede at mit ansigt var vådt, hun kiggede mig i øjnene og jeg følte at jeg blev suget ind i hende. Som om jeg forlod rummet. 

Hun var tæt på mig nu, jeg kunne mærke hendes åndedrag på mit ansigt, hendes tunge varme ånde, hendes pandehår der kildede min pande, hendes læber var så bløde at jeg næsten ikke kunne være i det og jeg blev sindssygt angst, i et øjeblik forestillede jeg mig at forlade værelset og gå ned på gaden for at tage en taxa ud i natten. Men hendes tunge bragte mig tilbage igen. Jeg følte at det hele snurrede og at jeg havde det dårligt. 

Hun lagde mig ned og lagde sig ovenpå mig, kroppens tyngde beroligede mig og jeg trak vejret igen, vi snavede med tungerne. Jeg suttede på hendes tungespids og hun indtog min mund. Jeg kunne mærke hvor våd jeg var fordi hendes mave var våd af mine safter, jeg bevægede hofterne imod hendes, stødte forsigtigt til og gned mit køn imod hendes mave, det var udenfor min kontrol, kroppen havde sit eget sprog. Jeg rystede under hende, suttede grådigt på hendes tunge, som en kalv eller et andet dyr, der er udenfor det menneskelige. 

Hendes ben søgte ned under mine og holdt dem fast, som en skruetvinge, vi bevægede os begge nu, jeg åbnede øjnene og opdagede at hendes var åbne og de lyste som om der var noget indeni hende der ville ud. Mit ansigt var gennemblødt og det smagte af salt imens vi snavede, jeg drak mine egne tårer af hendes ru tunge, jeg stirrede ind i hendes øjne, bedende næsten, spørgende, hun gav et svagt nik og jeg kom voldsomt jeg tvang mig selv til at holde mine øjne åbne imens og se ind i hendes. Hun holdt mig fast under sig. Da min orgasme ebbede ud blev hun liggende på mig og hvilte sit hoved på min skulder imens jeg græd lydløst ind i hendes hår.

[arketypisk]

Jeg trækker knæene op under min hage, fjerner en øjenvippe fra min kind, knækker det øverste led på venstre ringefinger, slår klik med tungen. Så trækker jeg hvide bomuldstrusser på, som han kan lide det. Ingen bh. Fletter mit hår i to lange fletninger. Bukker øjenvipperne, putter lidt diskret mascara på, en masse blush, så det ligner jeg konstant rødmer-så trækker jeg en tshirt over hovedet og tager en plisseret nederdel på. Hvide sneakers. Pakker min tandbørste, natkjole og min bamse og cykler imod Østerbro.

Han er lidt for ung til realistisk at kunne være min far - eller han kunne være min far hvis han havde fået mig da han var 17. det betyder ikke noget. Det betyder ingenting. Ingenting. Jeg er stadig hans lille pige. Hans lille prinsesse. Hans datter. Det er som om at når jeg krydser søerne træder jeg ind i et nyt land, en ny alder, en tidligere alder. Og jeg efterlader larmen, ligger byen bag mig. Når jeg ankommer til lejligheden klæder han mig af og giver mig natkjolen på, knapper den forsigtigt. Så tager han fletningerne ud, reder mit hår, børster mine tænder, putter mig i seng, kryber ind under dynen til mig, kører sine hænder henover kjolen. Udenfor vinduet kurrer en due, solen er ved at forsvinde bag tagene. Det er en fordel at jeg har små bryster, at jeg har langt hår, at jeg stadig er ung. Jeg vil aldrig hjem.

[arketypisk]

Han havde svært ved at få rejsning og undskyldte. Eller han havde let ved at få stiv pik men svært ved at holde den kørende. Jeg red ham noget tid og tog hans fingre i munden. Det tændte han tydeligvis voldsomt på. Han stak én finger op i mig og jeg tiggede ham om at gøre det med to. Det strammede om dem imens han kørte dem dybt ind og ud. Hvis jeg havde haft mere overskud ville jeg have forklaret ham hvordan det var dejligst. Han brugte sine fingre henover mit bryst imens jeg lå på ryggen ved siden af ham der lå på siden. Jeg havde hånden mellem benene og bad om lov til at komme. Og han sagde overrasket ”ja selvfølgelig”, selvom jeg havde ment det som en seksuel leg, hvor han skulle nægte mig det og holde min orgasme hen, men jeg havde glemt at vi ikke kendte hinanden bedre. Alt den indforståethed sex kan indeholde. Jeg kom voldsomt imens jeg klemte hans arm og kyssede ham krævende og vådt og liderligt med tungen. Forsvandt ind i varmen og blødheden i hans mund imens jeg krampede sammen om hans fingre. Og løftede lænden fra madrassen.

Vi havde mødt hinanden på festivalen jeg havde stået på et højtalertårn og kysset aggressivt med en fremmed pige og vi havde danset sammen og haft det grineren. Resten kom tilfældigt af sig selv.

[arketypisk]

I akutmodtagelsen var der først en ældre sygeplejerske der tog blodtryk og lyttede på puls. Hun virkede irriteret så jeg forsøgte at holde min gråd tilbage. Hun tyssede på mig da jeg spurgte hende om noget. Herefter blev jeg henvist til en stue hvor jeg fik besked på at lægge mig. Så bad hun mig tage trøjen af, og jeg følte en stærk modvilje imod at ligge med blottede bryster foran hende. Hun satte elektroder på brysterne, i siden, maven, og under kravebenene. Bagefter konstaterede hun at ekg’et så ganske normalt ud, som pulsen og som blodtrykket. Amager hospital var en firkant om en mindre atrium gård med høje poppeltræer. Byggeriet var smukt mursten og hospitalsstuen jeg lå på havde høje sprossede vinduer. Den øverste del af vinduet var åbent ud imod atriumgården. Man kunne høre en sagte lyd fra vinden og regnen udenfor. En ung kvindelig sygeplejerske kom ind. Hun var nok ikke meget ældre end mig selv. Hun havde diskrete tatoveringer på begge arme og lyst hår samlet i en hestehale der faldt ned over venstre skulder. Hun var spinkel og med bare ben under hospitalskjolen. Jeg kunne med det samme lide hende. Jeg lagde mærke til at mit ansigt var vådt. Hun tog en stol ud og satte sig overfor mig. ”du er ked af det”. Jeg fortalte hende om angsten og de sidste par år. Om at se mit første døde familiemedlem, om hele min barndom i terapi, om sygdomsangsten, om hvordan døden pludselig fyldte det hele. Hvordan jeg var så fanget i tanker om død og kropsligt forfald at jeg ikke kunne leve mit liv som andre unge mennesker. Hun var forstående og jeg kunne hurtigt fornemme at hun kunne relatere. Hun fortalte mig om accept om buddhisme, hvordan det havde hjulpet hende efter hendes egen mor fik kræft. Hun sagde at hun havde udviklet en voldsom sygdomsangst og hvordan at handle på angsten havde hjulpet hende. Jeg fortalte hende om mit sidste besøg på akut psykiatrisk, hun spugte ind til hvilket beroligende medicin jeg havde fået. Jeg nævnte oxapax for hende og hun hentede en halv pille og fyldte et glas vand til mig. Angsten var begyndt at ligge sig, selvom uroen i kroppen stadig var insisterende og konstant. Der lød lyde ude fra gangen, tumult, bevægelse. En ældre mand’s stemme, diffus. Mandens ekg tydede på en blodprop i hjrtet og en stemme forklarede manden at han skulle køres på rigshospitalet hvor de ville kunne undersøge hjertet igennem lysken. En kvinde jeg gættede til mandens kone forklarede at han havde været sur over at hun ville ringe efter en ambulance og at han kun modvilligt ville med på hospitalet. Jeg følte en overvældende skam over at være her uden at fejle noget i kroppen, at være her og tage tid fra de andre patienter. Da sygeplejersken kom tilbage noget tid efter fortalte jeg hende om det og undskyldte, hun svarede at det skulle jeg ikke, der er også noget galt med dig og du skal også havde hjælp.

[arketypisk]

jeg kunne stoppe med at skrive, eller begynde at skrive mere. hvad nytter det? jeg er kommet ind på min drømmeuddannelse, min panikangst er vendt tilbage. jeg ser mumitroldene, ryger cigaretter, mærker på mit hjerte med hånden, hvordan det slår tyst, tyst, tyst inde i vævet bag ribbenene. jeg tænker på mennesker jeg kendte engang. jeg lytter til lydene fra gaden. jeg bider i en negl, jeg impulskøber tøj. jeg tænker over hvem jeg er, hvem hun er hende jeg er inden i, hende jeg er. hende jeg var, hende jeg er i gang med at blive. jeg tænker på maj, at bøgen springer ud her nu. at jeg er 21. nogle gange tænker jeg at andre læser med her. at de kommenterer. hvad nytter det. hvad nytter det.

[arketypisk]

Aloe vera; en majestætisk sukkulent. overlegen, høj, med sit alenlange blomsterskud. en nubret plantehud. indeni; en kølig helbredende verden. aloe veraen minder mig om kongelys på markerne om sommeren. noget tronende midt i det flade landskab. kongelys et majestætisk ord. det er vildt hvordan planterne på mange måder skaber en tidslinje for mit barndomsliv. erantisser og vintergækker om foråret. jeg lærte at jeg havde fødselsdag i den måned hvor bøgen springer ud før jeg lærte at det var i maj. min mormors fortjeneste. botanik var fastgroet i hendes livshistorie. alle steder i mormors fortællinger skyder naturen frem. som en stædig sukkulent, en majestætisk plante. 

[arketypisk]

om natten skriver jeg med ham over mail. han har en kæreste og er fra new hampshire. vi mødtes online tilfældigt. han ligner den første dreng jeg var vild med. sådan rodet tilfældigt hår og smilehuller. nogle gange cammer vi til ud på morgenen. det er den mest ensomme relation jeg har haft. jeg onanerer altid bagefter. det er en sød melankolsk følelse når jeg ser der tikker en mail ind. det var slet ikke meningen at vi skulle holde kontakt. da jeg så ham på cam første gang tænkte jeg med det samme på en rasteplads i Frankrig der var omgivet af pinjetræer. Imellem deres stammer kunne man skimte vandet og solen der spillede i bølgerne. det var en sensommereftermiddag for mange år siden og jeg tænkte at her kom jeg aldrig tilbage til igen så jeg bestemte mig for at indprente sceneriet så grundigt at jeg ville huske det forevigt. det har ligget gemt væk langt inde i mig i mange år, men da jeg så ham dukkede det op igen. det fylder mig med tristhed. 

[arketypisk]

jeg tænker på den eftermiddag ofte

på fyrtårnet og klitterne, hvordan havet satte ind med hele sin håbløshed

familien der samlede blåbær langs de sandede stier henover heden ned imod det ugidelige

heden der strakte sig så langt jeg kunne se og ned til Vesterhavet, så vildt og brusende, så brutalt og ufatteligt, så viljeløst, så sorgfuldt, så beroligende     som om jeg altid havde kendt det

hvis jeg skulle drukne mig et sted skulle det være her; håbløsheden sætter ind med skummet og marehalmen, lyngen, håbløsheden

den eftermiddag vi besteg bankerne af sand i et rum uden tid. hvordan jeg dengang i ottende havde læst om cecilie der mistede forstanden midt i al lyngen, fordi hendes kærlighed var uigengældt, vanviddet, flere hundrede år tidligere

nu, vi er her, havets håbløshed, sandets fygen, lyngen

LYNGEN FOR HELVEDE, VESTERHAVET ET STED FOR HÅBLØSHED

vores kroppe, magtesløse i alt sandet, hvordan mit skød åbnede sig under ham den eftermiddagen, hvordan marehalmen groede og groede og havet satte ind og vinden græd i klitterne og sandet føg om ørene på os

hele verden er heden, hele verden er her!

hvordan saltet lagde sig på huden, i tøjet, i kroppen

og vesterhavet satte ind med alt sin håbløshed, med århundrede sorg, som om jeg altid havde kendt det

jeg vil drunke mig her, jeg vil slå hvileløst og beroligende mod sandbankerne, magtesløs i alt skummet, som den eftermiddag

vesterhavet; et sted hvor døden sidder i tøjet, fra natten ind i dagen og ud på hede, ensomheden og sindssygen og alt det vedvarende og beroligende, det magtesløse, det velkendte

ikke gå helt fra forstanden af uigengældt kærlighed, ikke her i det samme klitter, ikke her i den samme lyng

[arketypisk]

Om at drikke sig ihjel og om kartoflen, tomaten og auberginen: Mennesket er en del af vækster, som natskyggefamilien; kartoflen, tomaten og auberginen er i familie med natskyggen, en giftig plante. Jeg ville drikke mig ihjel. Starte på den lokale og se hvor det førte mig hen. Klokken var lidt over 6 og der var ikke så mange mennesker endnu. Nogle trofaste stamkunder med nikotingule negle og hentehår sad i baren. Én spillede på flippermaskine. Jeg bestilte fire guldøl til at starte med og arnbitter ved siden af. En rødme under huden, et sted hvor alting blomstrer for at visne Springer ud for at forsvinde Der er en rødme under huden, som natskyggen når den blomstrer Jeg drikker og jeg lever imens jeg drikker, ruderne dugger forsigtigt og prøvende til, undskyldende, en natsværmer bakser imod ruden Der er en rødme under huden, som natskyggen når den blomstrer Ethanol; der er gift i øllen, i arnbitteren, i alkoholen én sort hedder bittersød natskygge, som om navnet indeholder det dobbelte Et tveægget sværd, en livmoder, et sted for liv, en plante der blomstrer og giver liv, liv til liv og liv til død I anatomien, i en lever for eksempel, i kredsløb, i kartoflen, i tomaten, i auberginen I natskyggen, i kvinden Eva med æblet, synden i kvinden, i begæret, i kimen til livet, i frugten, i livmoderen, i kartoflen, i tomaten, i auberginen Lyden af flippermaskinen, et spil billard der bliver sat op, en pakke smøger der bliver røget, og en natsværmer imod ruden for eksempel. Livmoderen et sted for begær, for liv, for smerte. Det forunderlige i reproduktionen, i cyklussen Mennesket er en del af vækster, som natskyggefamilien: Kærlighed fx, en rødme under huden Det er derfor jeg er hér. Hvor alting blomstrer for at visne, et sted for liv under huden, forgifter mig i bittesmå doser. Det er derfor jeg ryger smøgen, drikker øllen. For ikke at være mere. Springer ud for at forsvinde

[arketypisk]

trådende i bølgerne forbinder menneskerne mågerne på havnen forbinder menneskerne nattens tyngde og muldets varme og duften af støvet og skovens stilhed forbinder menneskerne de livets tab forbinder menneskerne og hudens sitren forbinder menneskerne og lungernes harmonikaskrig forbinder menneskerne og hemmelighederne  forbinder menneskerne og sorgen forbinder menneskerne tusmørket og bærrenes fasthed forbinder menneskerne og  mælketænderne og musklernes ømhed og frostens klarhed  forbinder menneskerne persiennernes skygger på gulvet og tomme rums ensomhed og tyngdekraften forbinder menneskerne Livet vil uvilkårligt forbinde menneskerne stilheden og savnet vil forbinde menneskerne ensomheden vil forbinde menneskerne og rejsen vil forbinde menneskerne og månen vil forbinde menneskerne og vævets blødhed vil forbinde menneskerne og skovbrynets skygger vil forbinde menneskerne