ethavaftanker

[ethavaftanker]

Hvorfor er jeg så fokuseret på at være noget eller nogen i stedet for at fokusere på at være glad?

[ethavaftanker]

Mit liv har været lidt for meget lidt for længe

[ethavaftanker]

Jeg er vaskeægte fuldstændig og helt og aldeles færdig med corona.

[ethavaftanker]

Er der ikke en, der vil tage en for holdet og i det mindste bare lade som om at elske mig?

[ethavaftanker]

Den eneste der skal holde mig ud for evigt, er mig

[ethavaftanker]

Nogle dage har jeg bare lyst til at lukke øjnene for aldrig at åbne dem igen - i dag er en sådan dag.

[ethavaftanker]

Jeg var til jobsamtale i dag. Der er no shame i ikke at få et job, rigtig mange er interesserede i, og bare det at blive kaldt til samtale er et win i sig selv. Men jeg følte allerede inden samtalen, at jeg havde tabt på forhånd. Og det endte også med, at det blev udfaldet. Jeg fik ikke jobbet. Desværre. Det har fået mig til at tænke enormt meget over mit eget selvbillede, og hvordan andre ser mit selvbillede. Udadtil virker jeg og mit liv måske fejlfrit (endda på trods af, at jeg er lidt af et brokkehoved), men virkeligheden er en anden. Jeg tror, at folk ser mig, som en, der tænker store tanker om sig selv. Men sandheden er en anden. Selvom jeg udadtil måske har omtalt jobbet, som om det allerede var mit, vidste jeg indeni, at det ikke var sandt, af ren og skær frygt for, at udfaldet af samtalen ikke blev til min fordel. Og nu synes jeg, det er pinligt, at jeg ikke fik jobbet. Og jeg frygter at folk spørger til det i morgen, selvom folk nok er pissehamrende ligeglade, og hvis ikke det er tilfældet, så spørger de nok af almen interesse, ikke for at håne mig. Jeg tror på, at alt har en årsag. Det job var ikke meningen for mig. Så nu må jeg finde en mening på ny - meningen findes i hvert fald ikke på mit nuværende job. Jeg må indrømme, at jeg er bange for at bruge for meget tid på at vinde i livet, end rent faktisk at leve det.

[ethavaftanker]

dag 65

Jeg vil ikke tilbage til at arbejde mig ihjel jeg vil ikke tilbage til at forsømme mine venner tænke at jeg bare altid kan se dem jeg vil ikke tilbage til at udskyde besøg hos mine bedsteforældre på plejecentrene jeg vil ikke tilbage til den dovne madlavning jeg vil ikke tilbage til en hverdag uden skak jeg vil ikke tilbage til de usårlige følelser jeg vil ikke tilbage til at hade velfærdsstaten altid at overse dens vilde potentiale jeg vil ikke tilbage til blikke mod asfalt de undvigende øjne forbi mennesker i Netto forbi mennesker foran Netto de slidte og udsatte jeg vil ikke tilbage til at bebrejde et menneske de skæbner de ikke selv har valgt jeg vil ikke tilbage til din egen lykkes smed til at grine af kineserne grine af indernes infrastrukturer jeg vil ikke tilbage til et liv hvor de svage ses som de eneste der er en udgift for staten jeg vil ikke tilbage til mennesker som udgift jeg vil ikke tilbage til homo economicus til Air BnB der tvinger priserne op jeg vil ikke tilbage til at være den gode forbruger hvad skulle jeg med de ting hvad skulle jeg med det evige nye sæsonlook jeg vil ikke tilbage jeg vil ikke tilbage til mit slidte begær jeg vil ikke tilbage til en nødvendig politik der ikke er sundhedens ikke er omsorgens jeg vil ikke tilbage til aldrig at vaske hænder jeg vil ikke tilbage til overfyldte fødegange jeg vil ikke tilbage til gratis skattely jeg vil ikke tilbage til betingede almisser menneskers adgang til værnemidler alt efter hvilke stater der er allierede jeg vil ikke tilbage til ingen tid til morgensex jeg vil ikke tilbage til den private smerte ikke at tænke på at andre også græder andre steder i andre lejligheder eller samme lejligheder pludselig at tænke at hudens åbenhed forbinder os mere mere end vi troede jeg vil ikke tilbage jeg vil ikke tilbage til at se mig selv som en der ikke påvirker andres bevægelser og følelser på de mikroskopiske niveauer

[ethavaftanker]

Min papfar har lige skrevet, at vi er nødt til at overleve corona, fordi der er mange ting, vi skal opleve endnu. Mine øjne sveder lidt.

[ethavaftanker]

Fandme svært at spille kostbar, når der ikke er nogen, der vil have dig. 

[ethavaftanker]

Han er det fineste, jeg nogensinde har set. Den fineste, der nogensinde har rørt mig.

[ethavaftanker]

Kan det at føle for meget føles som om, at man ikke føler noget som helst?

[ethavaftanker]

Jeg har mødt nogen. Nogen er svær at komme ind på, men jeg føler, at nogen kan lære mig så meget. Om livet, om kærlighed og om mig selv. Jeg håber nogen bliver, for jeg kan virkelig godt lide nogen. Hvordan viser man nogen, at man godt kan lide nogen, uden at vise nogen, at man måske kan lide nogen for meget?

[ethavaftanker]

I min hjerne er livet en stor katastrofe

[ethavaftanker]

Kender I det der når en ny ven nusser dig for første gang eller lægger sit hovede på ens skulder for første gang? Man føler ligesom lidt at man har vundet

[ethavaftanker]

Hvorfor kan en krop, ikke bare anerkendes for at være det, den er? Altså en krop. En krop burde ikke behøve et vist sex-appeal, som desuden er objektivt, for at være god nok. En krop er en krop.

[ethavaftanker]

dag 16

Jeg overvejede lige at cykle en tur alene i mørket alene på vejene i dag har jeg set tre film fra 90erne som jeg ser hvert år en tryghed i gentagelsen at vide hvad der sker det er ikke kærligheden i Fire bryllupper og en begravelse som jeg længes imod men venskabet i gruppen den måde de er sammen på igennem rastløsheden og senere tragedien et fælles sprog en fælles historie men hvorfor er de altid så fandens rige i de romantiske komedier måske er det et forsøg på at plædere for at kærligheden overskrider det økonomiske sikke noget bullshit lige nu stiger antallet af kvinder der udsættes for partnervold måske er det tiden der kalder på omsorg der lader dem se hvor sygt det er eller kvadratmeterne der øger misbruget men logikkerne er helt overflødige der er ingen grunde til at være en voldelig partner hvis kærligheden har et mål må det være at overskride undskyldningerne for sig selv en strejke i mig’et være en fælles krop efter at Gareth får hjertestop i filmen læser Matthew et digt op til begravelsen Funeral Blues af W.H. Auden tragedierne sker altid i baggrunden stop all the clocks cut off the telephone det kan føles ubærligt at verden går videre det er underligt at tænke på at min farfar aldrig kommer til at opleve det vi oplever nu jeg savner dem der skal sammenligne nuet med fortidens begivenheder noget at holde fast i også jeg er en sucker for en statsleder-mom jeg har brug for hjælp til at spise sundere være en bedre person selv når jeg siger det føles det pinligt men hvem er det der ikke har brug for andre for at lægge sig ned og tage mavebøjninger på gulvet mit hår omkring ørene ligner at jeg har givet op da A skrev tidligere om jeg skulle have mad med hun bestilte fra Wolt sov jeg igen ovre på sofaen klokken var seks mine rytmer er blæste jeg ved ikke hvad det er der føles så udmattende