livetsomsindssyg

[livetsomsindssyg]

jeg er ikke død. kan se man godt kunne få den idé med min sidste post. men det er jeg altså ikke. ikke at jeg lever livet, men jeg er dog i live. opdaterer på et andet tidspunkt hvis jeg får lyst og overskud

[livetsomsindssyg]

tw

seriøst, trigger warning, selvmord.

jeg har givet mig selv titel “dronnigen af dårlige beslutninger”, for det er jeg lige nu. af flere grunde. som jeg måske kan opdatere på senere. men den største grund er, at der er en læge fra psyk der efter min sidste indlæggelse har lagt en recept på noget antipsykotisk på serveren til mig. en læge jeg, så vidt jeg ved, aldrig har mødt. det læste jeg så inde på ejournalen. så dem har jeg lige været nede og hente. men de er ikke på særligt mange milligram, så mig og stemmerne er blevet enige om at jeg prøver at ringe til lokalpsyk og bestille en recept mere på dem. der skal bare gå lang nok tid til at det ikke virker mistænksomt hvis nu de går ind og tjekker hvornår jeg sidst fik udskrevet en recept på dem. er gået med til at jeg prøver på mandag. de ville have jeg skulle gøre det i dag, men jeg kunne ikke tale. og er bange for jeg kommer til at tage dem i weekenden og det så bliver opdaget og kp T ser det som et udtryk for at det bare er fordi jeg vil have hun skal være ved mig. hvilket det ikke ville være. det er faktisk bare et udtryk for at jeg vil dø. så måske mandag, har kunnet udskyde det de andre gange de har besluttet sig for jeg skulle gøre det fordi jeg har sagt, at hvis det bliver “opdaget” er den mulighed ligesom lukket. men tror ikke den går mere. så nu må det briste eller bære. er også bange for at nattevagt P har opdaget recepten (men ret sikker på hun ville have handlet på det så). har nemlig fundet ud af der er en log over hvem der har været inde i ens journal (dog kun gennem sundhed.dk) og ens FMK og kan se hun har været inde og kigge inden jeg selv opdagede recepten. og hun har kigget på flere ting end de plejer at kigge på når de er inde og kigge på min FMK. så har ikke-kp L været inde og kigge lige efter jeg har hentet dem. så ved sku ikke. men der er ihvertfald ikke nogen der har reageret på det. 

det der skræmmer mig mest lige nu er, at da jeg gik fra apoteket med lommen fuld af piller fik jeg den der boblende lykke følelse. den der hvor man ikke kan lade være med at smile og hvor der bobler et grin i maven der bare skal ud. betyder det jeg faktisk gerne vil dø? det er sådan jeg føler (eller, jeg vil ikke dø, jeg vil bare ikke leve på den her måde) men de andre gange har jeg ikke reageret sådan - og jeg plejer altid at blive mega ambivalent når muligheden så reelt er der og jeg sidder med dem i hånden. så nu er jeg spændt på hvordan det hele udvikler sig. stemmerne har planlagt det hele. og jeg har ikke nogen indvendinger lige nu. så nu er det lidt op til om jeg kan lave tricket med at ringe og bestille medicin til mig selv for anden gang. 

[livetsomsindssyg]

Om depression

Det er ligesom om jeg svømmer.

I en å.

Mod strømmen.

Og jeg kommer ingen vegne.

Hver gang jeg når 100 m frem, finder jeg på samme tid ud af, at åen er 100 m længere end jeg regnede med.

Og jeg er så træt i mine arme.

Jeg kan ikke mere.

Så nu har jeg bare lyst til at give slip.

Tage et hvil og blive ført med strømmen.

Og håbe at mit hoved rammer en sten.

Så det slutter mere før end siden.

“Har du brug for at blive indlagt?” Spørger de så

Men hvad nytter det?

Hvad nytter de, at to fiskere hiver mig op på land og holder øje med mig.

Og den dag jeg akkurat får nok kræfter til selv at løfte mine arme så meget at jeg kan tage en slurk vand.

Så smider de mig i åen igen.

[livetsomsindssyg]

nå men som sagt tog jeg ud til min mor i sidste weekend fordi jeg ikke kunne holde ud at være herhjemme. og det vidste jeg godt jeg nok kom til at betale for, for det er hårdt for mig at være sammen med andre mennesker så længe, også selvom vi er sammen uden at være sammen. 

men jeg kom først hjem mandag morgen, og tænkte fedt, nu er der endeligt en mandag hvor jeg er i tale og hvor jeg ikke er psykotisk eller dårlig, hvilket jo så betød jeg kunne komme til badminton. og kunne egentligt godt mærke at det måske ville være bedre hvis jeg blev hjemme og havde lidt alenetid, men den der mavefornemmelse jeg er begyndt at mærke nogle gange har jeg ikke helt lært at lytte til endnu og jeg tænkte jeg ikke havde nogle undskyldninger, så jeg tog afsted sammen med en praktikant der er i noget arbejdsprøvning (men som er uddannet ergo). på vej derud kunne jeg godt mærke, at det begyndte at blive lidt tåget i mit hoved, at jeg blev forvirret og ikke kunne holde fast i mine tanker og begyndte at gå langsommere. gik sådan og overvejede hvad fanden jeg lige skulle gøre, vidste ikke hvordan hende der var med mig ville reagere hvis jeg sagde noget (var bange for hun invaliderede mig ved ikke at tage det alvorligt) og var også i tvivl om hvad det ville blive til (selvom jeg nok godt inderst inde kunne mærke at det var ved at gå helt galt) og håbede på, at hvis jeg kunne nå ud til hallen inden det gik galt, så ville jeg kunne kunne snappe lidt ud af det ved at komme igang med noget fysisk aktivitet. men jeg begyndte ikke at kunne gå ligeså hurtigt eller reagere på det hun sagde og på et tidspunkt stopper jeg op og siger “det er helt tåget inde i mit hoved” og derfra kan jeg ikke rigtigt huske mere i et stykke tid - hvor lang tid har jeg ingen idé om. det næste jeg husker er et kort billede af, at vi står på et fortov og jeg har en følelse af at hun er sur på mig. jeg står med min hånd omme på ryggen, væk fra hende og hun står med sin hånd rakt frem mod mig og siger “enten holder du mig i hånden, eller også begynder du at gå lidt hurtigere. altså hvad?? fair nok at man ikke kender så meget til psykose og katatoni, men prøv da bare som grundregel at gå ud fra, at folk ikke gør ting for at irritere dig, og lad være med at blive sur på mig over mine symptomer. vi kom da hjem, men har fået at vide det tog os 1 t og 45 min at gå hjem - en tur som højest burde tage 30 min hvis vi ikke vendte om der hvor vi var nået til da jeg fik det skidt, men gik helt ud til hallen inden vi gik hjem. life’s great... 

[livetsomsindssyg]

JEG ER SÅ TRÆT AF PERSONALET JEG KUNNE BRÆKKE MIG!!! ahh, det var dejligt at komme af med. men for realz, get ready for a grand rant:

så her for 14 dage siden var sådan cirka halvdelen af personalet på bostedet syge - og de resterende havde temadag onsdag så der var vikarer nærmest konstant og så udelukkende fra nattevagten tirsdag til dagvagt torsdag. en rigtig lorteuge for at sige det pænt. blev ikke set hele aftenvagten pga. en misforståelse og fordi vikarerne åbenbart ikke kan finde ud af at bruge indersiden af hobedet bare en lille smule, men heldigvis havde jeg faktisk en ok aften i mit eget selskab og mit humør blev, overraskende nok, ikke ødelagt af at jeg blev glemt hele aftenen på trods af at det normalt er en kæmpe trigger, så alles gut. i weekenden så det så virkeligt også skod ud, 2 mænd og én kvindelig vikar i av både fre, lør og søn, hvilket jo som bekendt betyder at kvinden går til en anden beboer der har fast på og jeg har en mand på mig hele aftenen. jeg var ude ved min mor til fødselsdag fredag, så det gik fint og jeg tænkte det nok skulle gå lørdag, for jeg havde en masse praktisk jeg skulle have ordnet i min lejlighed og jeg glædede mig egentligt til at gå og høre høj musik og få nogle ting streget fra to-do listen. men så fik jeg det skidt allerede i dv inden jeg overhovedet kom i gang med noget af det praktiske. prøvede så at sige, at jeg jo var set i dag og derfor ikke ville have mere kontakt resten af dagen. selvom jeg kunne mærke jeg var ved at få det skidt havde jeg det sådan, at jeg hellere ville klare det selv for kunne virkeligt ikke overskue at have A rendende heroppe hele aftenen og at han sidder og bruger min lejlighed som en eller anden form for pausestue. det er sygt grænseoverskridende for mig at jeg ikke kan bestemme hvem der må komme ind i min lejlighed og at de så også bare behandler den som om det er deres andet hjem gør det virkeligt ikke bedre. nå men sms’er lidt med A i løbet af aftenen hvor jeg så skriver nej tak til at han kommer herop, det accepterer han, men senere kommer en vikar så alligevel op, og siger noget med at jeg har det for dårligt, og hun annullerer min aftale om ikke at få flere besøg i dag. så kommer A så op hele aftenen og opfører sig på sin sædvanlige facon hvor han stavrer ind i lejligheden og slår sig ned og ser fjernsyn. én af gangene pauser jeg fjernsynet og det hint fatter han i det mindste og han går. til nat kommer mandlige nattevagt H så op, selvom kvindelige nattevagt også er mødt ind (eller ihvertfald gør det lige om lidt, kan sku ikke lige huske det længere). han vil så, gætter jeg på, tjekke om jeg sidder med noget i hånden og rækker ud efter mine hænder, jeg trækker dem til mig og tager dem ned under dynen fordi jeg ikke vil have han skal røre ved mig, og han løfter op i min dyne. og der knækker filmen bare for mig, så ligeså snart han er gået bryder jeg bare sammen. det er stadig ret nyt for mig det der med at kunne græde, men det skal jeg satmer love jer for jeg kunne den her gang. græd i 1 time og efter en halv skrev jeg til min mor og vi aftale at hun kom og hentede mig og jeg brugte så resten af weekenden hjemme ved hende. det er bare træls at jeg bliver nødt til at flygte fra mit eget hjem, for det jeg havde allermest brug for var egentligt, at være alene, derhjemme og bare slappe af, men jeg havde det bare sådan at jeg ikke kunne holde ud af være et sekund mere i det hus på de vilkår og jeg måtte bare væk - det havde så også nogle konsekvenser som jeg kan fortælle om på et senere tidspunkt. problemet er bare, at jeg har jeg har sagt fyrretusinde gange til mine kp’er, at det gør mig utryg når jeg skal være alene med mænd som jeg ikke kender i min lejlighed. når de trænger ind i mit hjem og tvinger mig til at være i selskab med dem (thank you trauma) men der er bare ikke noget der ændrer sig, har selvfølgelig ikke sagt det til A, men jeg er bare så dårlig til konflikter at det er så mega svært for mig, dog er jeg kommet til den konklusion at det må gøres, har dog sagt jeg gerne vil have kp T med til sådan en snak, og så har de ikke været på arbejde sammen siden. anyways, nu kommer det som egentligt er grunden til at jeg startede den her post, nemlig det der sker her til aften. 

jeg VED det er almindeligt kendt i personalegruppen at jeg har det svært med mænd, det har været oppe på både temadage, teammøder og supervision her på det sidste at det er en problematik fordi vi er flere i huset der har det sådan. i dag er det så ikke ligefrem mit dreamteam der er på arbejde, men det er dog to kvinder og én mand (A), så det kunne være værre - tænker jeg - fordi jeg så selvfølgelig regner med, at det er den af kvinderne der ikke skal op til den beboer der har en-til-en-kontakt der kommer op til mig i dag, men gæt hvem der låser sig ind i min lejlighed ved 15-tiden, det gør A selvfølgelig. det skal lige siges jeg har haft det dårligt hele dagen, og derfor vidste jeg jo godt, at med mindre noget ændrede sig med min sindstilstand, ville jeg have forholdsvis tæt kontakt hele aftenen. han siger så, at det er ham der “kigger lidt til mig i dag” og jeg bliver edderspændt rasende for at sige det pænt. nå men han går igen og imens han er væk skriver jeg en note på min telefon hvor jeg spørger hvorfor det er ham der skal komme op når der er to kvinder på arbejde. og at jeg føler jeg har sagt 10.000 gange at det gør mig utryg at det er en mand der kommer herop, og hvis de ikke har tænkt sig at respektere det, vil jeg helst have det slet ikke kommer overhovedet. hvortil han så svarer, at det er fordi de andre er optagede af andre opgaver, og at “vi mænd jo også skal have noget at lave”. derudover siger han, at de jo er nødt til at kigge til mig og at det ville være rigtigt fint at jeg kom ned til dem hvis jeg havde det sådan. hvortil jeg skriver tilbage, at jeg bare gerne ville være lidt alene. når jeg lige har tænkt over det bagefter, er det faktisk ikke sådan jeg har det. hvis det er ingen eller A jeg kan vælge imellem, så jo, så vil jeg helst være alene, men grunden til jeg ikke kommer ned i fællesmiljøet er at jeg a) ikke kan rumme de andre beboere lige nu og at jeg b) faktisk ikke føler mig tryg dernede pga. min nabo som er begyndt at virke lidt ustabil igen og som før har kørt lidt et hetz på mig når han har det skidt. nå, men A siger så, at hvis jeg nu bare låste døren op for ham behøvede han jo ikke gå ind. hvortil jeg så skriver at han jo godt kan lade være med at gå ind på trods af at jeg ikke lukker ham ind, men altså FORHELVEDE der er sku da nok en grund til jeg ikke lukker dig ind, det er da fordi jeg ikke gider have dig ind eller snakke med dig (desuden siger stemmerne også jeg ikke skal gøre det hvilket nok i virkeligheden er den største grund til det, for kan jo godt se logikken i at jeg kan stille mig i døråbningen og fysisk blokere at han kommer ind hvis jeg gik op og åbnede døren - men burde det virkeligt være nødvendigt?). så det ender med at vi “aftaler” at han ikke går længere end dørkarmen imellem gangen og stuen og at han går igen når han har set jeg er i live. han har ikke været her siden, så er spændt på hvordan det kommer til at gå. tænker bare. er det virkeligt tilfredsstillende for ham at det er det han kan gøre for mig? altså hvis det var mig der som fagperson kun kunne få lov til at “hjælpe” nogen ved at gå op til dem en gang i timen og tjekke at de stadig trak vejret så ville jeg sku ikke føle en særligt stor jobtilfredshed og så ville jeg nok give den opgave videre til en anden og koncentrere mig om nogen af dem hvor jeg kan gøre en forskel. men whatever, det skal jeg jo ikke blande mig i. 

anyways, det korte af det lange er, at jeg har betalt 200 kr og skrevet mig op til nogle lejligheder/værelser i området og det er 100 p ikke nogen særligt god idé, men jeg er desperat og jeg synes snart det at jeg bor på bosted giver mig flere problemer end goder lige nu og så vil jeg sku hellere klare den, eller ikke klare den, selv. og hvem ved, måske er det det spark i røven jeg har brug for. 

[livetsomsindssyg]

I'm going to make a big sign which says "I'm not dead - just tired and ugly. Please let me sleep" to hang on my door for days where I don't feel like interacting with any staff members. Yes, a meme inspired me - but it's still an amazing idea and I think I'm very funny.

[livetsomsindssyg]

det faktum at jeg her i november har en skrabekalender med en 50’er liggende vidner lidt om hvad for et år jeg har haft

[livetsomsindssyg]

desuden ringer patientrådgiveren til mig i morgen aften for at snakke om en evt. klage over de gange de har visiteret mig med mænd og generelt unødvendigt mange mennesker i rummet. så må vi se hvad der kommer ud af det. 

[livetsomsindssyg]

og havde samtalen med overlægen for OPUS i dag. behandler M var syg, men kp T var med. overlægen rejste som forventet en bekymring om hvorvidt jeg havde fået det dårligere grundet det stigende antal indlæggelser i den sidste tid (har åbenbart haft en om måneden de sidste 4 måneder, sammenlignet med før hvor jeg cirka havde en hver anden måned og havde en pause på 3 måneder på et tidspunkt). hun foreslog derfor jeg opstartede i Leponexbehandling (clozapin). men jeg takkede nej og så var det næsten uddebateret. hun sagde det var mit valg og at hun ikke kunne tvinge mig til noget (hvilket jeg troede hun kunne i form af ambulant tvang, så ved ikke om det bare er noget hun siger eller om det er mig der har misforstået det). men jeg vil ikke starte på medicin igen. for det første siger stemmerne nej og for det andet kan jeg ikke få taget blodprøver fordi jeg er bange for at mine blodårer kollapser og jeg dør - og med leponex er der nogle vilde bivirkninger man skal holde øje med ved at få taget blodprøver hver uge de første 18 uger. ihvertfald blev mit nej godtaget og vi aftalte at mødes igen om 3 mdr. mig og T sagde at indlæggelserne skyldtes at der havde været noget personale der ikke kendte mig så godt, hvilket jo er rigtigt, men vi sagde så heller ikke noget om de nye oplevelser jeg er begyndt at få. T sagde bagefter at det ikke var fordi hun prøvede at holde det hemmeligt overfor lægen, men fordi hun synes det kunne være svært at forklare overlægen hvordan bostedet, eller ihvertfald hende som min kontaktperson, godt kan rumme de nye ting og godt tør at lade mig være uden medicin på trods af det. og det kan være svært at fortælle en overlæge om de ting der sker uden hun straks tænker MEDICIN! - især når hun ikke kender mig og ser mig i hverdagen. så alt-i-alt en god samtale, jeg fik også sagt noget om at jeg både ikke ville tilbage på medicin fordi jeg ikke kan overskue at skulle have kampen med stemmerne hver gang jeg skal have injektionen og have det ligeså dårligt ifm. injektionsdagen men at jeg også synes det ville være ærgerligt at smide de fremskridt jeg gør med at mærke mine følelser og kunne sige til/fra væk (ved godt det ikke bliver smidt væk, men så ihvertfald stoppe udviklingen). lægen mener så jeg godt kan fortsætte udviklingen på medicin, men jeg synes det modsatte er ret godt bevist når jeg først begynder at gøre nogle fremskridt her efter medicinen er ude af kroppen på mig. behandler M siger også at de psykotiske symptomer kommer af at jeg har nogle følelser jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere, og så er det jo klart jeg bliver mere psykotisk når jeg stopper på medicinen og får flere følelser. så hvis jeg bare kan arbejde med at kunne håndtere følelserne vil det psykotiske også mindskes og simsalabim, så klarer jeg den uden medicin. det er hårdt arbejde og det er ikke særligt fedt at være i, men jeg håber jeg kan klare den. (nu skal det lige siges, at jeg på ingen måde er imod medicin eller synes det er “bedre” ikke at tage medicin. mine stemmer er bare så meget imod det at det er en udtrættende kamp af H til at skulle sige ja til det hver 14. dag. jeg ville sådan ønske jeg kunne tage PN så jeg bedre og hurtigere kunne komme igennem det når jeg får det dårligt og måske undgå indlæggelserne, det er bare ikke en mulighed lige nu og så må jeg jo arbejde med det jeg har. vi vælger vores kampe som kp T siger). 

[livetsomsindssyg]

min veninde blev indlagt på samme afd jeg var på natten mellem torsdag og fredag (da jeg stadig var indlagt). der var ikke plads nogen steder, så hun skulle ligge bag nogle stofskærme ude i miljøet. det er et helt nybygget psykiatrisygehus og så er der ikke plads nok til de patienter der kommer, det er simpelthen for dårligt. men det var faktisk ikke det den her post skulle handle om. jeg blev udskrevet og hun fik så min stue. søndag spurgte hun mig om jeg ikke ville komme op forbi og besøge hende. det havde været en okay dag. jeg havde været oppe ved min far og se deres nye hund. var vågnet lidt morgensur, og stemmerne sagde jeg skulle gå ned til skinnerne når jeg gik oppe fra min far. men jeg hørte musik på gåturen derop og snakkede i telefon med min kusine. og jeg hyggede mig med mine søskende og hunden, så en dejlig eftermiddag. min far kørte mig hjem, så endte ikke med at stå i dilemmaet om hvorvidt jeg skulle gå hjem eller ej. hjemme på bostedet skulle vi fejre (siger man det?) mortensaften. jeg hjalp med maden og hyggede mig med nyansatte M. så gik jeg op på afd for at besøge min veninde. stemmerne var lidt på spil igen med at jeg skulle gå ned til skinnerne på vej hjem (havde “udskudt” det hele dagen). men vi hyggede os også, gik på café, spiste kage og drak chai latte og alt var fint - lige indtil jeg havde fulgt hende tilbage på afd og skulle gå hjem. kunne mærke jeg blev lidt forvirret på vej ud af bygningen. havde en pose med nogle ting de havde glemt at udlevere til mig da jeg blev udskrevet med og prøvede at koncentrere mig om at gå sortere i hvad der skulle smides ud og hvad der skulle i hvilke lommer imens jeg gik imod udgangen. så gik jeg lige på toilet og smed nogle af tingene ud og så gik jeg igen mod udgangen imens jeg var ved at skrive på min telefon. og lige pludseligt var jeg ved at gå den forkerte vej og ved at gå ind i en væg. og så kom jeg ud af psykiatrisygehuset. og så kan jeg ikke huske mere. min veninde og jeg var tilbage på afd med hende kl. 22 og da jeg spurgte nattevagten om hvornår jeg var kommet hjem dagen efter sagde han ved 24-tiden. så jeg har taget 2 timer om en tur der normalt tager omkring en halv time-40 min. kan huske jeg gik, kan ikke huske hvor, og at jeg, igen, havde svært ved at gå og problemer med at jeg ikke måtte træde på stregerne og ikke kunne tage så lange skridt. men ellers kan jeg ikke rigtigt huske noget. nattevagten sagde jeg var helt gennemblødt og “gået i stå” da jeg kom hjem. er virkeligt skræmt af den oplevelse, der kunne jo være sket alt muligt. men kp T så, som altid, på det positive og sagde det i det mindste var godt at vide jeg bare gik hjem når jeg fik det sådan. og f.eks. ikke ned og lagde mig på skinnerne - hvilket hun jo har ret i - men stadig. de fortalte mig også jeg er begyndt at sejle rundt når jeg har det skidt, så mandelig nattevagt H nævnte at han kunne være bekymret for jeg kunne vælte ud på vejen og blive kørt over - eller blive kidnappet af en “ungpigenapper”. det sidste er jeg nu ikke så bekymret for :-D

[livetsomsindssyg]

tw

så jeg blev udskrevet i går (fredag). læste lige loven og det viser sig at man ikke engang behøver tælle til 4 - forstået på den måde at man ikke automatisk er tvangstilbageholdt bare fordi man er tvangsindlagt, ser man det. hvilket i praksis betyder at man kan bede om at blive udskrevet det sekund man træder ind på afdelingen. hvis det så er på 1. dagen for indlæggelsen har lægen 48 timer til at komme og lave en vurdering ift om man skal tvangstilbageholdes eller udskrives. er det på 2. dagen eller derover har hun 24 timer til at komme og lave vurderingen (så vidt jeg har forstået). så fredag morgen, på 2. dagen i tvangshensyn, bad jeg om at snakke med en læge om udskrivelse. hvis de så ville bruge deres 24 timer ville hun stadig komme tidligt på dagen om lørdagen så jeg ikke skulle vente pp hende hele dagen ligesom sidst jeg skulle revurderes, win-win. hun kom så forholdsvis hurtigt og nu hvor jeg havde talens gave tilbage var det bare den sædvanlige svada der skulle til og boom, så var jeg på vej hjem efter frokost. i går gik fint i dag har været lidt blandet med et besøg på skadestuen men det vendte da bagefter og har haft en ok aften. lige nu er jeg bare lidt træt af det hele. har lyst til at flytte i min egen lejlighed og lægge mig til at dø på min sofa. sådan en følelse kan jeg tit godt få, den plejer bare ikke være så insisterende ift at jeg skal flytte. men gider virkeligt ikke bo på bosted lige nu. er træt af at jeg ikke kan bestemme over mit eget liv. at jeg ikke bare kan have en dag hvor jeg sover indtil kl. 14 uden der er nogen der låser sig ind i min lejlighed 3 gange for at tjekke op på mig. jeg er træt af jeg bruger så meget energi på hvem der kommer på arbejde og hvordan jeg skal komme igennem dagen hvis det er nogle “dårlige”. vil bare gerne være i fred. have fred til at isolere mig og tage en pakke antipsykotisk hvis det er det jeg vil og så bare lægge mig til at sove. at der ikke er nogen der hele tiden skal blande sig i mit liv. håber snart det går over. det er selvfølgelig en meget produktiv følelse at jeg gerne vil flytte hvis det så er fordi jeg går efter at få det bedre og så flytte. not so much hvis det bare er for at få lov at være selvdestruktiv alene. either way, håber jeg kan sove nu hvor jeg hsr fået tankerne ud. night.

[livetsomsindssyg]

fremskridt: har børstet tænder. nu mangler jeg bare et bad og at få skiftet tøj og så er jeg vidst klar til at se neurotypsik ud igen.. eller noget

[livetsomsindssyg]

tw

opdatering fra dag 2 (1 i tvangsøjemed) på tosseanstalten. havde meget tæt opsyn i dagvagten (havde det også af helvedes til) og behandler M kom for at besøge en anden patient og stak lige hovedet ind til mig og trykkede lidt på mine fingre og var lidt sammen med mig (vil tillade mig at kalde dette dagens højdepunkt). er blevet opsøgt af min kontaktperson i aftenvagten to gange (fra kl. 15 og klokken er nu 20.45), den ene gang var da hun kom ind med aftensmad. har den samme i går. hvor det var lidt det samme billede - selvom jeg kan læse i min journal jeg stod til 15. mins observationsplan. flot. hun sender virkeligt også nogle kællingevibes ud, så på en måde er det rart nok hun ikke kommer ind og spreder dem udover det hele hvert 2. sekund. stadig ikke overflyttet til psykoseafsnittet. de andre patienter er i det mindste forholdvis rolige her, og det kan man sjældent regne med de er ovre på psykose - så det kan da nævnes som et plus ved jeg ikke er blevet flyttet hvis man altså skal se positivt på det - og det skal man ikke. det kunne være rart med noget personale der kendte mig og som jeg er tryg ved. som tør tilbyde deres hjælp og komme tæt på fordi de ved jeg ikke flipper ud. bilder mig ind det er derfor personalet herovre holder sig lidt på afstand. 

har stadig ikke talt så det er omkring 4 dage nu jeg ikke har været i tale. her til aften har jeg haft det sådan at jeg godt ville kunne komme i tale uden det ville kræve de store krumspring fra en samtalepartners side. som i hvis jeg havde været hjemme var jeg kommet i tale by now. men når der ikke er nogen der spørger mig om noget er det selvfølgelig også lidt svært at få afprøvet den teori.

den der nærmest har været mest interesseret i mig er en medpatient jeg har givet navnet vagabonden. han har sådan en slags kaptajnshat med mærker syet på der giver mig associationer til en landevejsrytter. rigtig flink type. spurgte hvad jeg hed og jeg skrev til ham på min telefon og viste ham. så er der moderen. det navn har hun fået fordi hun gik rundt med en bamse på armen i går aftes og var ved at give mig hjertestop fordi jeg troede hun gik rundt med et spædbarn inde på lukket afd. hun går og råber lidt en gang imellem. tror hun råber til mig nogle gange, men når aldrig at høre hvad hun siger. så er der også prutte-bøvse-manden. en udenlandsk udseende lidt ældre herre der har det fedeste bonghår. han går frem og tilbage ude i gårdhaven og - som navnet antyder - prutter og bøvser. jeg har seriøst aldrig mødt nogen med SÅ meget luft i maven. han kan nå at slå i nærheden af 10 bøvser og 5 seriøse prutter på den tid det tager mig at ryge en smøg. og vi snakker ikke sådan nogle sivere, men virkeligt seriøse maskingeværssalver varende flere sekunder. meget imponerede. 

ellers har jeg ikke lavet så meget, jeg har sovet, været på TikTok (ja, har downloadet det selvom jeg er alt for gammel, men jeg lurer bare og så er det vel i orden - eller måske endnu mere creepy) og hørt musik. overvejer at høre min mormor om hun vil komme på besøg i morgen hvis jeg får talen tilbage. og ikke har det ligeså ringe som jeg havde hele for- og eftermiddag i dag. har stadig ikke selvskadet på trods af at stemmerne har plaget mig med det hele dagen, har udskudt det og da jeg så det var kællingevibes der var min kp igen i aften nægtede jeg simpelthen at gøre det for kan lige forestille mig hun er typen der ville skælde ud for det. desuden ville personalet jo først finde mig engang i nat med det observationsplan hun kører og ved bare at jeg ikke får lov af stemmerne til at selv sige det bagefter. 

edit: min kp kom så ind, lige efter jeg har postet, og kigger helt undskyldende på mig og siger “jeg skal jo bare lige kigge til dig en gang imellem”. ja tak, nu er det også 3 timer siden du har været her sidst, så det er da virkeligt en gang imellem, men fair nok, tak for kigget. fik den sædvanlige “er der noget du mangler” så det var der jo ikke meget fremdrift i. here’s to hoping i’m getting moved tomorrow

[livetsomsindssyg]

har slet ikke fået opdateret igen på denne front. pudsede overlægen fra OPUS og min behandler derfra på dem (skadestuen). og nu, fordi det pludseligt er en psykiater der siger de ting jeg og personalet fra bostedet hele tiden har sagt, så har holdningen ændret sig til, at jeg selvfølgelig skal have behandling for mine sår, med eller uden bedøvelse. en lettelse, men kan ikke lade være med at være lidt harm over at argumenterne først bliver taget alvorligt når de kommer fra en læge. anyways, problem løst, tror bare jeg skal lade den ligge nu. 

nå, update på skadestuen. de ringede i går, mandag, til lederen på bostedet og sagde, at det var blevet besluttet at jeg skulle bedøves hver gang jeg kommer på skadestuen. på den ene side kan jeg godt forstå det, vil jo heller ikke have at de som professionelle skal krydse en personale grænse ved at påføre mig smerte når det kan undgåes. alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville have været anderledes hvis det ikke var fordi det handlede om selvskade. lad os nu sige jeg var en praktisk anlagt og meget fummelfingret ung pige der altid kom til skade under mine diy-projekter. og at jeg havde en religiøs/værdibaseret holdning til, at jeg ikke vil have kemikalier ind i min krop. tænk straight edge eller ekstrem spelt type eller spirituel “min krop er mit tempel”-agtig type. ville de så også insistere på at jeg skulle bedøves? det har jeg bare på fornemmelsen de ikke ville og det er der jeg stejler lidt for så bliver det et udtryk for, at jeg som psykisk syg ikke har ret til, og kan administrere, at have selvbestemmelse på det her område. og at se tænker det handler om jeg får en “nydelse” ud af smerten ved selvskade og det har vi prøvet at forklare dem jeg ikke gør og hvis de så stadig ikke tror på det er jeg jo ligepludseligt også en løgner og en der ikke skal tages alvorligt. basically er det jo et udtryk for at de tænker de ved bedre end mig, hvad der er godt for mig og det synes jeg ærlig talt er lidt en arrogant holdning.

[livetsomsindssyg]

tw

holdte fødselsdag i lørdags. så nu er jeg indlagt. med tvang og hele molevitten. fordi jeg selvskadede i går aftes. vidste godt det var en risiko (selvom jeg holdte “aftalen” nattevagt U har “lavet med mig” om ikke at selvskade mellem 22-07). kan bare ikke lade være med alligevel at være vred over det. på alle. U & nattevagt H, lægen og politiet. synes ikke selvskade er grund nok til at indlægge folk på en rød tvang, jeg skærer jo ikke mig selv i overarmen fordi jeg vil dø (så havde jeg nok valgt et andet sted). men her er jeg altså. i sygehusbukser der er vendt på vrangen og tre gange ørebeskyttelse (hat, hættetrøje og headset). 

koordinator T har skrevet til mig i dag for at høre hvordan det gik. spurgte hvorfor jeg var blevet indlagt fordi jeg ikke tænker det kan passe man indlægger på rød tvang pga. selvskade. hun nævnte at jeg ikke har talt siden søndag og at jeg har haft knuget i barberblad i hånden siden mandag som mulige grunde. fair nok. men det betyder jo stadig ikke jeg vil dø. det med barberbladet var fordi stemmerne har villet have mig til at selvskade siden søndag. men var simpelthen så træt, og så blev klokken for mange, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at selvskade når jeg ikke kan komme på skadestuen (skadestuen der hvor jeg bor lukker kl. 22). tror det var det samme der skete mandag - altså at jeg var træt fordi jeg var oppe det halve af natten søndag og efterdønninger fra fødselsdagen. i går var det A og vikar C der var nede i huset hele aftenen og jeg kunne ikke overskue at skulle have nogen af dem med på skadestuen. håbede jeg kunne udskyde det overfor stemmerne så længe at jeg ville blive for træt til at gøre det igen i går. men ak, sådan skulle det ikke gå. og nu sidder jeg så her. efter en forholdsvis begivenhedsrig nat. først på skadestuen i Kolding med politiet for at blive syet og så videre til PAM. kom i seng imellem 06-07 i morges. heldigvis ingen akut beroligende eller visitation under undertøjet da jeg kom hen på afdelingen. hvilket så har resultereret i at jeg har et barberblad. prøver at lade være med at bruge det selvom stemmerne har andre planer. nu er det da heldigvis så sent at jeg snart kan gå i seng og så må jeg fortsætte med at tage kampen i morgen. 

tjekkede alle ikke synlige flader for mikrofoner da jeg kom ind på stuen i nat og tidligere i dag var der en sort kugle der firede sig op i mit loft. hvilket jeg overbeviste mig selv om var en edderkop så jeg turde ikke sidde i sengen i 1 1/2 time. men ellers en ret begivenhedsløs dag hvor jeg bare har sovet det meste af tiden. 

mit problem med at blive indlagt (og så især når det ikke er akut for at redde mit liv) er også, at jeg virkeligt ikke kan se hvad det skal hjælpe. der er nogen der har henvendt sig til mig af 5 omgange i dag. på en hel dag er der 5 gange nogen der har kommunikeret med mig. den ene gang henvendte jeg mig selv for at få min oplader. de tre af gangene har det været for at spørge om jeg manglede noget. og den sidste gang var det lægen der ville lave gennemgang i morges da jeg var helt groggy og psykotisk så det fik hun ikke så meget ud af. det er det behandlingen består af herinde. og så at døren er låst. er selvfølgelig også blevet tilbudt medicin i nat. så medicin og at fjerne mulighederne for at skade sig selv det er det vores sundhedssystem kan tilbyde. hvor er samtaleterapien? kropsbehandlingerne? hjælp til aktivering og afledning? er ikke på min sædvanlige afd. fordi der ikke er plads, så personalet kender mig ikke. hvad med om man prøvede at være undersøgende på hvad mine strategier er? hvad der hjælper mig. så man kan hjælpe mig med at bruge dem. men de spørger bare om der er noget jeg mangler. som i håndsæbe, tandbørste eller en skål yoghurt. får mere behandling, støtte og har mere personalekontakt når jeg er hjemme på bostedet. så derfor skal jeg ikke indlægges med mindre det er absolut nødvendigt og man skal bruge magt eller ressourcer man ikke har for at stoppe mig fra at tage mit eget liv derhjemme. og det skulle man ikke i går. koordinator T skrev at jeg var blevet indlagt fordi jeg ikke vil syes. og det er ikke rigtigt, så meget kan jeg da huske. at jeg nikkede ja til at jeg godt selv kunne tage på skadestuen og blive syet med en sygetransport. at jeg nok skulle tage derned, blive syet og komme helskindet hjem. er også ret sikker på jeg afleverede det barberblad jeg havde haft i hånden siden mandag fordi stemmerne gik med til det hvis det betød jeg undgik indlæggelse. så nu føler de sig snydt. har desuden fået værelse med udsigt til togbanen (hvem ligger en psykiatrisk afd. lige ved siden af en togbane??) så nu bliver jeg nødt til at have rullet for hele tiden for at stemmerne ikke får gode idéer. og så jeg med nogenlunde god samvittighed kan svare nej til om jeg har selvmordstanker på lørdag når min tvang skal revurderes. (jaja, vi er nogen der kan tælle til 4 - (en tvangsindlæggelse skal revurderes på 3. dagen hedder det sig, men første dag tæller som dag 0, så i realiteten er det 4 dage - især når man bliver indlagt inden dagen gryer)). har en sinking feeling om at det bliver en længere indlæggelse. men det har jeg haft en frygt for at jeg ville få efter min fødselsdag de sidste par måneder. hvis jeg skulle blive udskrevet på lørdag ser det no matter what ikke særligt godt ud at jeg har været tvangsindlagt jeg ved snart ikke hvor mange gange siden sidst jeg snakkede med overlægen fra OPUS. og det skal jeg igen den 14. er bange for mængden af selvbestemmelse omkring medicinen snart bliver indskrænket. jeg har været uden depotinjektion siden juni og kan stadig ikke tage PN, så har ikke fået medicin udover akut beroligende på afdelingen siden. det er noget vi prøver af fordi det var så svært for mig at tage i mod injektionen her 14. dag at jeg blev indlagt/kørt til PAM af politiet og fik den med truslen om indlæggelse eller injektion næsten hver gang. og havde det dårligt i flere dage op til så jeg mistede 3-4 dage hver anden uge hvor jeg ikke kunne huske hvad der var foregået. så nu har vi prøvet at jeg er uden fast medicin. fordi det var det jeg ville. men det er jeg så bange for jeg ikke får lov til at bestemme ret meget længere. skal virkeligt have finpudset mine argumenter inden næste torsdag. men det har jeg selvfølgelig også masser af tid til lige nu. 

[livetsomsindssyg]

why doesn;t life….pick on someone her own size.. ive had enuf

[livetsomsindssyg]

har købt sådan nogle ørepropper til hvis man skal ud og flyve og har tendens til propper i ørerne. det er da bedre end en hue og selvom de ikke er særligt diskrete, kunne jeg nok godt dække dem med mit hår. eneste problem, jeg kan ikke høre en skid når jeg har dem i 🤷🏻‍♀️

in other news har stemmerne fået mig overbevist om at der er nogen (kan ikke specificere yderligere) der kommer og putter en chip/sonde ind i mit øre og ind i min hjerne hvis jeg ikke hele tiden dækker mine øregange, så nu har jeg haft hat på siden lørdag. og skal i kirke i morgen... send hjælp.