sortblog

[sortblog]

Marronage står i solidaritet med de antiracistiske studerende på Kunstakademiet

POC- (People of Colour) studerende på det Kongelige danske kunstakademi oplever lige nu en hetz fra mange fronter for at tale om racisme og magt i den institution, hvor de har deres hverdag. Opmærksomheden har fået endnu et boost, da ukendte kunstnere (EDIT: Der er en underviser på skolen, som har taget ansvaret) smed en byste af Frederik den Femte i havnen. Vi har set det mange gange før: det er ikke de undertrykkende strukturer, som er problemet, men dem, som taler om problemerne.

Marronage står i solidaritet med alle former for modstand og kritik af kolonialismen. Vi mener ikke at man kan opstille mure i mellem fortid og nutid. Vi mener at der er mange måder at tage opgør på, og vi vil altid insistere på retten til modstand, og retten til radikal modstand. Ingen aktion er for lille, og ingen er for stor.   Der findes ikke én rigtig måde at kæmpe antiracistisk.

Kunsten og kunstakademiet burde altid være en kampplads. Hvis der er nogle hvide kunststuderende, som er bange for at de og deres karrierer bliver taget som gidsel i en politisk fortælling, så kan vi kun sige, at I er allerede taget som gidsel. Kunst kan ikke eksistere i et vakuum afskåret fra det samfund, det bliver lavet i. Billeder var nødvendige i klassificeringen af mennesker i det koloniale projekt, arkitektur fungerer som propaganda i diktatoriske regimers opretholdelse. Kunsten er ikke fri af historien, og det kan den heller ikke være i dag. Vores samtid byder os, at vi ikke kan tale om æstetiske kvaliteter, materialer og form alene.

Som Sara Ahmed siger, så er institutioner formet af de kroppe, som er I den. Og Charlottenborgs hvide vægge er et faretruende sted at befinde sig.

Husk, at vi er flere end jer, som går på skolen, som hepper og som ser alle de ting, I gør.

Når højrefløjen dukker op for at stjæle opmærksomheden er det, fordi I gør noget rigtigt. De er bange for, de billeder af modstand, I skaber, fordi de ved, at det er den form for kampagne, som kan blive til større kræfter.

Når mistilliden og skrøbeligheden vokser hos dem, som tidligere er gået uberørt af undertrykkelse, fordi I taler om ting, som ikke er i deres interesse, så husk, at forandring aldrig er noget, der er blevet givet til dem, som er blevet undertrykt. Det er noget man skal tage, over lang tid og det sker ikke uden konflikt. I Danmark får Dan Park en udstilling på Christiansborg og Ghettolovgivning og Tryghedspakker får frit spil uden modstand fra offentligheden, mens bevægelser og personer, der kritiserer og organiserer sig imod racisme og andre former for diskrimination, bliver hængt ud af såkaldte ytringsfrihedskæmpere og redaktører i den danske mediestand. Information kalder kunstaktionen for ikonoklasme, som er når religiøse og totalitære regimer ødelægger billeder af folk de er uenige med. I Weekendavisens dækning beskrives tilstand hvor kunstakademiets ansatte er bange for den konspiration af racialiserede, som hærger og udgør en trussel for den frie kunst. Selvom vi ikke er overraskede, så undrer os over hvor magtanalysen blev af? Vi husker at de tidligere kolonier og modstandsbevægelserne mod fascismen påpegede, at når fascismen er blevet normal, bliver de folk, som påpeger og rejser sig imod undertrykkelse gjort til de ekstreme. Det er hårdtslående at kun de ytringer som falder inden for nationalismen og racismens rammer må beskyttes.

Alle koloniale statuer skal væltes, kunsthistorien og fortiden er ikke noget, der står stille. Den er hele tiden i bevægelse, og den dekoloniale historie i Danmark fortsætter ufortrødent.

[sortblog]

Eika har ret: deportationslejre og ghettopakke er racisme

Følgende tekst nåede desværre aldrig avisen. Eller avisen kunne ikke nå at bringe den. Momentet er altså ovre; samtalen er slut.

Siger de. Vi glemmer, men husker ikke så lidt.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at forfatteren Jonas Eika revsede regeringen i sin takketale, da han i sidste uge modtog Nordisk Råds litteraturpris. Eikas tale var et tiltrængt opråb. En intervention, der konstaterede det åbenlyse, men usagte, at (også) Mette Frederiksen er racist, at regeringens politikker er racistiske.

I Information kunne man blandt andet læse en leder af Lone Nikolajsen, hvori hun bl.a. kritiserer Eikas brug af betegnelsen statsracisme om regeringens politik. Nikolajsen skriver: “hvis man vil gøre noget ved den systematiske diskrimination, skal man også adressere den præcist. Og systematisk diskrimination er ikke ensbetydende med statsracisme.” Men når staten systematisk diskriminerer på baggrund af et kriterium om ikke-vestlig afstamning, som tilfældet er med ghettopakken, findes der ikke en mere præcis betegnelse.

I det meste af kritikken af Eikas kritik ses desuden stort på de mange familier, der tvangsflyttes til et ukendt sted, fordi deres boliger skal sælges eller rives ned; på de mange familier, hvor staten blander sig i børnenes opdragelse og skærer i  børnepengene, hvis ikke de 1-årige børn deltager i obligatoriske læringstilbud om jul og påske. Tilsvarende forholder de færreste sig til substansen i kritikken af lejrsystemet.

Racismekortet i Danmark

Debatten om racisme i Danmark følger en dræbende kedelig drejebog, hvor man angiveligt trækker racismekortet, når man ikke har noget substantielt at sige. For er racisme i virkeligheden ikke noget med Nazityskland, Sydafrikas apartheid og raceadskillelsen i USA’s sydstater? Jo, men ikke udelukkende.

I Danmark er diskrimination og racisme også baseret på modstand mod kulturel forskellighed. Derfor skal muslimer spise frikadeller, hvis de ikke vil være en trussel mod “vores” demokrati og sammenhængskraft.

Der er selvfølgelig ikke meget biologisk racelære over ghettoplanen. Løkke og Støjberg var trods alt ikke ude og måle kranier, da de indtog Mjølnerparken 1. marts 2018. Men politikken bliver ikke mindre racistisk, fordi man skifter race ud med etnicitet eller kultur.

Racisme eksisterer ikke på grund af forskellige racer, men racer og idéen om, at nogen står over andre, findes på grund af racisme. Derfor kunne man ifølge kolonialismens logik udbytte, udrense og frarøve mennesker deres land. Derfor kan man internere børnefamilier, der er flygtet fra krig, ved siden af militære øvelsesterræner. Det er racisme, når det er sværere at få et job, hvis man hedder Hassan i stedet for Hans. Det er racisme, når muslimske kvinder ikke må gå klædt, som de vil. Og det er racisme, når politik, der bliver ført mod ikke-vestlige indvandrere og efterkommere og begrundes med flygtige fornemmelser om sikkerhed og tryghed, føres på et falsk grundlag.

Mens unge med ikke-vestlig baggrund i lige så høj grad er i uddannelse som jævnaldrende unge med dansk baggrund, skal de tvangsflyttes for at integreres i det danske samfund. Mens de samme unge skal straffes dobbelt så hårdt for at begå kriminalitet i de udsatte boligområder, er kriminaliteten faldende.

Kriminaliseringen og indespærringen af afviste asylansøgere i kummerlige deportationslejre ligner også forskelsbehandling for forskelsbehandlingens skyld. De “motivationsfremmende” foranstaltninger, der bl.a. betyder manglende adgang til lægehjælp, privatliv, nærende mad, uddannelse og arbejde, har ikke fået flere til at rejse tilbage til deres oprindelsesland. Og der er vel ingen, der for alvor tror på, de gør det.

Den hvide majoritets krænkelsesparathed

Politikkerne bunder i et racistisk verdenssyn, hvor hvide danskere er mere lige end andre mennesker. De har mere ret til rettigheder, frihed og til at leve et godt og værdigt liv.

Jonas Eika fik en prominent scene for sin fantastiske tale. Men vi er mange der kæmper imod statens politikker. Vi er mange, der er enige i, at statens forskelsbehandling, der er baseret på afstamning, og som er implementeret gennem lovgivning, er diskriminerende og racistisk.

Vi samler penge ind til mad til folk i Sjælsmark.

Vi står i lufthavnen, når mennesker bliver udvist til krig, forfølgelse og tortur.

Vi står sammen med de beboere fra bl.a. Mjølnerparken og Gellerup, der nægter at flytte frivilligt, fordi deres boliger er blevet privatiseret.

Den hvide danske majoritets såkaldte krænkelsesparathed over for folk, der udpeger racisme er det, der afsporer debatten. Og hvis vi ikke må pege på racismen, er det umuligt at bekæmpe den.

[sortblog]

Tale til Almen Modstands demonstration ved Mjølnerparken

Først vil jeg sige tak, fordi I er kommet i dag. Det er vigtigt! Men det ved I jo godt. Det er derfor, vi er her.

Tak til Almen Modstand. Tak til alle jer, der kæmper lokalt, både her i Mjølnerparken og andre steder. Det er rigtigt vigtigt arbejde, I alle sammen udfører. Tak for det!

Der hvor jeg bor, er vi ikke direkte truet. Men selv om man ikke er personligt berørt, er det her alligevel noget, der rammer os alle. Ghettoplanen er nemlig med til at skabe en by, hvor der ikke er plads til os – en by, hvor det ikke er meningen, vi skal være. Og den gør det for vores egne penge fra Landsbyggefonden.

Det er ikke så svært at forstå, hvorfor den gamle regering, hvorfor de borgerlige, vil af med almene boliger. Hvorfor de vil rive bygninger ned – eller som her i Mjølnerparken –  sælge og privatisere dem. Det vil de, fordi de synes, boliger skal fordeles på markedsvilkår.

Eller vi kan sige det sådan her: De borgerlige vil have, at det er pengepungen – og kun pengepungen – der skal bestemme - mere, end den gør i forvejen.

(For vi bor i forvejen i en af verdens dyreste byer. Det er skidesvært at finde et sted at bo her, hvis man ikke er rig.)

Så vi kan sagtens forstå, hvorfor de borgerlige bruger den her frygt for ”ghettoer” – ja, eller frygt for brune og sorte mennesker, som det jo faktisk er –  til at få privatiseret nogle boliger. Det kan vi sagtens forstå.

Men nu har Danmark fået en ny regering. De siger, at den her nye regering vil en RETFÆRDIG RETNING for Danmark.

Under overskriften FLERE OG BILLIGERE ALMENE BOLIGER skrev Socialdemokraterne før valget, at de mener alle skal have råd til at bo i de største byer. Så spørger jeg: Hvordan hænger det sammen med, at de støtter op om ghettoplanen, der reducerer antallet af almene boliger markent?

I det aftalepapir, regeringen og dets parlamentariske grundlag har skrevet, står der under overskriften VI SKAL FREMME INTEGRATIONEN, at ”I Danmark er vi alle lige og frie.” Så spørger jeg: Hvordan hænger det sammen med, at Socialdemokratiet og SF støtter op om ghettoplanen, der eksplicit vil forskelsbehandle borgere efter herkomst?

I samme aftalepapir skriver de, at en ny regering vil respektere alle gældende forlig. Det betyder altså, at ghettoplanen ligger fast. Så spørger jeg: Hvordan hænger det sammen?

Svaret er sådan set meget simpelt: Det hænger IKKE sammen. Det hænger overhovedet ikke sammen.

Og grunden til, at det overhovedet ikke hænger sammen, er, at den her plan – og den her regerings politik, præcis ligesom den forrige regerings politik – er gennemsyret af racisme. Og racisme er ikke rationel. Racisme er ikke fornuftig. Racisme hænger ikke sammen.

Socialdemokraterne og SF går sådan set imod deres egen boligpolitik. Det gør de, fordi de er bange for de sorte og de brune og de fremmede. For at sige det som det er: De går imod deres egen boligpolitik, fordi de er racister. At der også ryger en Bent og en Lars og en Lis og et seniorkollektiv i svinget, er det, man inden for moderne krigsførelse kalder collateral damage.

For den er selvfølgelig racistisk, ghettoplanen; det her med at man skriver ind i loven, at der er nogle steder, der er dårligere at være fra end andre. Det er selvfølgelig racistisk, når man siger, at det i sig selv skulle være et problem, at der bor mange mennesker i nærheden af hinanden, som har rødder i lande, hvor Vesten og Danmark har dræbt, plyndret, voldtaget og udnyttet folk i århundreder. Og det er selvfølgelig racistisk, når ghettoplanens tiltag går uforholdsmæssigt meget ud over mennesker, der gøres brune og sorte.

De siger, det er for vores egen skyld. At det er for, at der ikke skal bo for mange sammen, der er ens. Okay, lad os se på deres løsning. Lad os sige, jeg blev smidt ud af min lejlighed. Hvor ville jeg så flytte hen?

Ude hos mig, i Nordvest, koster en 60 kvm ejerlejlighed 2 mio. kr. Jeg har ikke 2 mio. kr. Jeg kan ikke låne 2 mio. kr. Og jeg ville ikke låne 2 mio. kr., selv hvis jeg kunne. Så kunne jeg vel leje noget. Over for min lejlighed ligger nogle privatudlejede studieboliger. De koster 6000 om måneden. Så vi kunne lege, at jeg forlod min kæreste og mit barn, men jeg ville stadig ikke have råd til at betale 6000 for ét værelse. I Nordvest.

Så hvis jeg blev tvunget til at flytte, ville jeg flytte til Mjølnerparken, til Den Grønne Trekant, Bispeparken, Dommerparken, Tingbjerg. Og så videre.

Jeg kunne selvfølgelig også flytte til Faxe eller Falster. Men hvem kender jeg i Faxe eller på Falster? Hvad er det for en uddannelse, jeg skulle tage der? Hvad er det for noget arbejde, jeg skulle få?

Så når de siger, det er for vores egen skyld, de har lavet den her plan, der tvinger os ud af vores hjem, må vi svare BULL-SHIT. For hvor er det, vi har råd til at flytte hen? Og hvad er det lige, det skulle hjælpe, at vi flytter?

Jeg bliver ikke mindre fattig, bedre uddannet eller mere eller mindre dansk af at blive smidt ud af min lejlighed. Og det gør mine naboer heller ikke. Og Boligminister Kaare Dybvad vil ikke kunne finde én seriøs forsker, ikke én seriøs undersøgelse, der vil sige det modsatte.

Hvis det skulle lykkes, hvis det skulle give nogen form for mening, det her med at blande folk ved tvang, så skulle de tvangsflytte folk fra Gentofte og længere nordpå. Der bor masser af ressourcestærke mennesker, som har gode muligheder for at bosætte sig alle mulige andre steder, hvor de kunne bidrage til diversiteten.

Men tvangsflytninger løser ikke sociale problemer. Sociale tiltag løser sociale problemer!

Og politikerne ved det jo godt, men de forstår det ikke. De forstår det ikke, fordi de ikke vil forstå det. De vil ikke forstå det, fordi racisme er irrationel. Racisme får folk til at gøre nogle meget irrationelle ting.

Så det er fint nok, at vi forklarer dem, hvor dumt det er – men helt ærligt, jeg tror det eneste, der virker, det er, at vi er mange, at vi er vrede, og at vi bliver ved, til vi får vores vilje.

[sortblog]

Nørrebro Pride

It is difficult to know where to begin. It is difficult for me to know what to say and where to start. 

Last year Andrea Coloma and Cecilie Viet drank too much wine and hyped each other enough with talks about marching down Nørrebro. These beautiful people were tired and wanted something new. And I was tired too and foolish enough to join them. Last year we were overwhelmed by your power – but this year! Holy shit!

This year – please put your hand up! Give your self a round of applause. This year a lot of people are coming together. This is something else now. There has been so much effort into the community kitchen, to the security team, to outreach, to meeting with different groups the past six months. There are many lessons we have learnt organising this year, are learning right now, and have to continue to learn for this to continue. Thank you. 

And there’s a reason that you’re here; there is a reason why I am here. First of all, Pride is political! Queer and trans folk face hardships – both locally and globally. Isolated from families we create our own. For wanting to live in the bodies that we desire; for wanting a world in which we can desire, we are shamed, silenced, institutionalised, sterilised, assaulted, raped, and killed – either by others or the straight world order leading us to kill ourselves at extreme rates. Sometimes going outside is the hardest: being reminded of what limited place you have. Even if I am privileged I am reminded that the public is a hetero public, it is a white public – this was made totally clear to me just days ago when a man told in the calmest voice that if only I followed him, he and his friends could burn me alive – with no police watching he added. Repeatedly he told me of his intended crime. Repeatedly I witnessed how no one intervened. Repeatedly I was reminded that my black body, my black queer trans body is a body that can always be transgressed and don’t belong in this world. Reminded that I do not know how old I will get, faced with the reality that way too many black trans and gender non-conforming folks do not live to see 40. 

What ever reasons you have felt to come here today; whether it is to grieve loved ones you have lost or the lives that you cannot yet live; if it is to be joyous with friends and comrades; or you do not yet know why you’re here –  know that you belong, on this earth. That you deserve to belong here. 

But there are also other reasons why we are here. 

Nørrebro is a battlefield. It is one of several places politicians like to legislate on and against. When the government legislates against the homeless it’s also about the people here in Nørrebro; when the government makes squatting illegal it’s about the political extra-parliamentary movements in Nørrebro; when the government and police agree on stop-and-searching and special zones it is about brown and black boys in Nørrebro; when the government wants to privatise and limit social housing it’s about controlling Nørrebro & Nordvest (Gellerup, Vollsmose, etc); when it allows for Rasmus Paludan to be paraded around it is about provoking Nørrebro, and earning cheap political points in the rest of this fucking racist country; when the government legislates against muslim women wearing the veil it is concerned with Nørrebro. We could go on.

How the government acts when it sees Nørrebro and other places like it, is nothing short of fascism; a place infested with brown and black people and migrants who should be deported, vilified and discriminated against; a place where working-class communities are to be punished with higher rents and costs of living and cuts to social infrastructure. Until all of Copenhagen is free of single-mothers, muslim women and men, the sick and homeless folks, working-class folks and impoverished folks, black and brown folks, the government will not rest. The government wants many of us – some more than others – gone, and this neighbourhood turned into a paradise for the white middle- and upper classes. 

It does not make sense to talk about what Nørrebro Pride is – because it is nothing yet –  but all of the things it wants to be and could be.

Nørrebro Pride wants to be anti-commercial and anti-gentrification, but for this to happen we have to find ways of making sure businesses don’t just pinkwash themselves with our lives, but also to make sure that everyone – with or without papers – in this neighbourhood, in this city, in this country have access and the right to housing, transport, health care, safety, and workers rights. If we want a Pride which takes gentrification seriously, we have to think of how to stop global capital mangement funds like Blackstone’s undercover assault on the neighbourhood, as well as be ready to put our bodies on the line when people in Mjølnerparken soon will be evicted. We need to prevent and stop this.

Nørrebro Pride wants Black people, Indigenous people and People of Colour to the front, but, as it was stressed during the community kitchen thursday, must acknowledge the limits of this when even marginalised communities aren’t even equal between each other; when anti-Blackness runs through society and every community; when Greenland is still colonised; when Denmark sold 100.000 black caribbean people to the USA, who still cannot vote to this day; when muslim communities are targeted daily; when adoptees are ignored and their lives made into accessories for white heterosexuals and increasingly the lgbt community; when there are people in camps. In order to organise together, it will require work; it will require staying with the trouble; it will require conscious effort. It will require time. It will require white people decentralising themselves. 

Nørrebro Pride wants to be accessible but is not. There is work to do in making the City of Copenhagen to make a place for people without homes or living on the streets; people unable to attain shelter and health care because of their lack of cpr-numbers; people who are racialised and denied access to even the smallest resources to make our communities accessible; people with disabilities facing an infrastructure that tries to deny and limit their agency at every moment. 

Let Nørrebro Pride be one of many places where we can conspire about our next actions! Let it be the place where lovers meet, kiss and fuck!  

But most of all do not walk away from today without anger, pride or a plan. We need to build; we need to organise; and we need stronger communities! If every poor person, homeless person, working class person, migrant, black person, person of colour is not to be driven from this neighborhood or the next or the next – we need to ask questions and act on them.

Close your eyes *insert joke*

There are things we need to ask ourselves and act upon together.

Who gets the right to have a home? 

What kind of people have a right to claim a home? Home is often defined by white heteronormativity, but who are all of the other people that do not fit into that box? 

What do we have to leave behind to be welcomed home? 

How can we reclaim home? 

What does home mean if you cannot leave it, are forced to stay in it, or do not have access to it? 

How do we keep our cultures and histories alive when separated from our roots? 

How do we connect across generations? 

How do we make sure that our movements don’t just become the next hashtag that you can sell on a t-shirt? 

How do we make sure that it isn’t about individuals who can earn money of the struggle? Liberation doesn’t pay; it costs. 

How can we create sustainable economic structures that allow marginalised communities the time to have their voices heard and their own power grown? Survival is no joke. 

What do you have access to that others do not? Are you sharing it?

How do those of us privileged outside the asylum system, create sustainable structures that are capable of fighting for justice together with those imprisoned in the camps? 

How do we make sure our own communities stop accepting the premise of border regimes? 

How do we make sure our own communities stand in solidarity with sex workers? 

How do we prevent the lives of queer and trans folks from being marginalized in the struggle? As we have been in every struggle, in every political space, on every continent. No matter the movement, no matter the time. 

How do we ensure that queer and trans lives don’t become excuses for bombing, sanctioning or further exploiting the countries all diasporic folks are part of? 

How do we expand? How do we sustain? How do we lift each other? As a close friend and comrade says: How do we learn to organize with intention? What shall we do to remind each other of the fact, that we once too believed in the lies of the system? 

Open your eyes. And dream. 

Thank you. 

[sortblog]

Åbent brev til Dina Amlund og Konfront: Der findes ikke to måder at være kolonist på

Øjnenes bevægelse hen over linjerne i Dina Amlunds anmeldelse af et besøg i Karen Blixens idylliske Rungstedlund er som negles bevægelse hen over en kridttavle.

Gående fra tørt til vådt er man dernæst druknedøden nær i strømmen af plusord som idyl, hygge, kreativitet og eventyrlyst. Eventyrlyst? EVENTYRLYST?!

Endelig får man en puster med beskrivelsen tilgængeligheden på stedet (det er bestemt prisværdigt!), men så følger lovprisningen og besyngelsen af den skønne grønne have, den hvide bro og den megen anden idyl, der Gud være os nådig leder til denne mælkehvide mundbæ: ”Man får lyst til at skynde sig hjem og læse Karen Blixen efter at have besøgt hende på Rungstedlund.”

Mod slutningen af anmeldelsen kan vi så læse, at besøget også er et møde med en ”fortælling om det økonomisk priviligerede hvide menneske, som følte sig berettiget til et andet land og en anden verdensdel”. De fortællinger er ikke-flatterende, får vi at vide, men - må vi umiddelbart derefter forstå - der er også ”fortællingen om kvinden, som brød med den gængse måde at være hvid i et ikke-hvidt land”. We call bullshit!

Der findes ikke to måder at være kolonist på.

Frantz Fanon skriver i Fordømte her på jorden:

”Koloniverdenen er en opdelt verden […] Den zone, der er beboet af de indfødte, og den zone, der er beboet af kolonisterne, er ikke komplementære størrelser. De to zoner er modsat hinanden, men ikke således, at de går op i en højere enhed. De følger begge efter ren aristotelisk logik princippet om gensidig udelukkelse […] denne todelte verden beboes af to forskellige menneskearter.”

Karen Blixen var en kolonial aktør. Hun var en aktiv del af den blodige besættelse af Kenya. Hun omtalte de lokale kikuyuer som dyr og mente, at deres intellektuelle formåen maksimalt kunne nå et stadie, der svarede til et 9-årigt europæisk barn. Hvad der måtte kvalificere betegnelsen ”brød med den gængse måde at være hvid på” er inderligt ligegyldigt. Vil De have en slikkepind med til den henrettelse, Fru Abe?

Figuren ’kolonialisme med et menneskeligt ansigt’ – en europæisk kolonisator, der ikke opfører sig så hvidt – er den samme, der går igen, når Hygge-Danmark lovpriser sig selv som verdens blødeste slavemagt.

Vi er mildest talt chokerede over, at der ikke er en redaktør på Konfront, som har råbt vagt i gevær over for racisme- og kolonialisme-apologi på en venstrefløjsplatform.

Vi har et omfattende destruktionsarbejde foran os.

”One settler, one bullet.”