#kvadrille

[enandentid]

når festen er så voldgod, at du bliver nødt til at udødeliggøre den i lousy poesi

jeg var til fest i går og jeg talte med én, jeg ikke kendte sagde spontant og uden kontekst med somersby til svimlende 30 kroner i mit blod “du har rigtig pæne øjenbryn” og hun smilede helt overstadig blev glad, kunne jeg se jeg fik øjenkontakt med flygtige bekendte på gangen og grinede med stjerneskær i stemmen sammen med min halvvejs opløste kvadrille jeg var til fest i går en af mine bedste venner smadrede sin iphone og gentog hele tiden “jeg smadrede min iphone” som om hun opdagede de vandrette ridser i skærmen på ny igen og igen der var nogle, der tog billeder af os foran sådan en skærm der lignede en by i italien de blev dårlige, men vi gemte dem allesammen og gik videre for at spille bordfodbold i 51 eller for at danse til you’re the one that i want i kantinen jeg var til fest i går og jeg tog hjem, mens legen var god vinkede farvel til min ven i hendes dybrøde velourkjole med den ødelagte iphone i hånden og nu af udmattelse næsten slukkede stjerner i de vidtåbne øjne jeg talte i 45 minutter med min far om løst og fast om les lancier, at være udadvendt og stolthed og om, at festen var god så skrev jeg en pinlig og kærlig besked til blomsterpigen, jeg elsker og gik i seng

[meretehaugland-blog]

Brenn med meg

Nå skal jeg brenne deg tilbake, jeg skal brenne deg helt, selv om jeg blir evig fordømt, skal vi to ligge å brenne.

Kjærlighetens betingelse er å elske betingelsesløst. For trompetens torden runger i det fri, kan sjel skilles fra kropp, men ikke vi fra hverandre

Skjeletters skygger gled på skrå som dukker, trukket i en tråd. De trådte langsomt en kvadrill. Og hånd i hånd de danset lett og grasiøst en menuett. En latter skingrer hes og vill. Hører du Lucifer? Det er skjøgens hus, det er der de farger med rødt, der gleden henger lett over veggene.

Å elskede, du som jamrer over at alt så lett kan briste; hvorfor velger du der skrøpeligste til vugge, hjem og kiste? For selv om min sjel legger ut i mørket, vil den stige opp i lys; jeg har felt tårer nok til å vere redd for natten.

La meg si deg, kan jeg elske deg? Vil du la gleden du gir aldri gå bort? Lucifer har tatt og gitt, men aldri hatt det man ønsker mest. Jeg har aldri vært mer sikker enn jeg er nå; gi meg tid, og jeg vil vise deg alt vi kan gi oss sammen.

Hvis du var rosens beger, og jeg dens grønne blad, ble våre liv den samme forente rosenflamme, som samme sorg beveger, og samme fryd gjør glad, hvis du var rosens beger, og jeg dens grønne blad.

Jeg beklager igjen; men jeg vet hva jeg vil. Jeg håper du etter hvert også ønsker det samme. Jeg elsker deg.