aldrig-mere

[aldrig-mere]

To blodrøde gløder

Er det sidste tilbage

I mit hverdags bål

To blodrøde knister

Er det eneste

Der holder på luften

Holder mine øjne åbne

Jeg er brændt ud

I livet regn

Kan jeg nå

at tørre i tide

Kan jeg nå at genfødes

Fra min aske og sod

Eller blæser jeg bort

Med dagens sidste vind

I solens sidste stråler

[aldrig-mere]

To blodrøde gløder

Er det sidste tilbage

I mit hverdags bål

To blodrøde knister

Er det eneste

Der holder på luften

Holder mine øjne åbne

Jeg er brændt ud

I livet regn

Kan jeg nå

at tørre i tide

Kan jeg nå at genfødes

Fra min aske og sod

Eller blæser jeg bort

Med dagens sidste vind

I solens sidste stråler

[aldrig-mere]

Jeg tror der snart er skorpe på såret

Der er et usynlige sår

Som heler

Heler ikke hurtigt

Er ikke helet til imorgen

Men stingene er ikke gået op endnu

Skorpen er endnu ikke faldet af

Mit nye ar er et knudret minde

Syet ind under huden

En plaid af konstant påmindelse

Jeg husker smerten fra såret

Men et sår er ikke et ar

Et ar er håb

Bevis på heling

[aldrig-mere]

du skubbede mig til kanten

det er der jeg nu bor

venter kun på tidevandet

på bølger og strøm

en brise kærtegner mig

hvisker mit navn

bringer mig håb til min rejse

der er vand i min støvler nu

jeg sønker ned i sandet

ser at solen sønker med mig

vi skal følges

solen og jeg

[aldrig-mere]

Holder inde

Holder ud

Brænder inde

Brænder ud

Lukker op

Lad mig vende hjem

Lukker ned

Hvor er mit hjem

[aldrig-mere]

alle drømmer som vi

men aldrig som os

hold om mig

når jeg drømmer

jeg holder om dig

når du sover

[aldrig-mere]

evighed og uforklarlighed

flyder sammen med tiden

der går for stærkt

bliver til ord jeg ikke forstår

det er koldt nu

hvornår blev det koldt

den nylagte sne

vasker vinterbarnets hænder

vasker dem til de bløder

den nylagte sne er tusinder af glaskår

som skærer vinterbarnets minder

fra dagdrømmer til drivtømmer

fra drivtømmer til træflis

som vinterbarn burde jeg

elske sneen

[aldrig-mere]

idag bestemte jeg mig for

ikke at spise

men bruge tiden på

at se porno istedet

jeg er et uselt lille

menneske

jeg har et mildt

misbrug af næsespray

jeg kan ikke få luft

igennem næsen

mor siger det er pollen

men jeg vil hellere sniffe

mentol som var det min technovane

end at komme igennem

endnu et forløb hos en læge

som ikke tager mig seriøst

jeg sikkert bare i dårlig form

og for tyk til at kunne få luft

hvilket er sygt

når man tænker på at

det er en menneskeret

at kunne trække vejret

men jeg er nok ikke for tyk

hvem ved

hypotesen må være

at jeg er hypokonder

hypomanisk hyperfokuseret

på det der er galt

men vejret er smukt idag

og livet bliver jo nok

lige så smukt som vejret imorgen

ellers kan jeg godt vente lidt endnu

så jeg kan finde en konklusion

men idag

ser jeg nok bare noget porno

og lader vær med at spise

For indtil videre

er jeg bare

et uselt

lille

menneske

[aldrig-mere]

Råt lang digt med få rettelser

Jeg har det konstant som om jeg har gjort noget forkert

forventer skæld ud når nogen ringer

at jeg har glemt noget

at jeg har sagt noget

jeg ved at jeg ikke hører til her

men jeg lader som

ikke lader som om som om

men det føles som om

når som helst

som i når som helst

så finder nogen ud af at jeg ikke passer ind

jeg forstår det ikke

at alle andre ikke tænker hver sekund over

hvad andre tænker, hvad de siger og hvad de gør

i en sammenhæng med om du hader mig

især hader mig

for jeg kan ikke læse det

jeg kan ikke spørge

og at de nok egentlig synes at jeg fylder

og at jeg er for stor til at kunne tage mig seriøst

jeg ville aldrig og er aldrig så kynisk selv

og ved ikke hvem jeg har mødt

som har gjort mig ondt

men jeg ville aldrig selv tænke sådan om andre

måske er jeg bare egoistisk

jeg er nok bare egoistisk

for måske er det egoistisk

at tro man fylder

for så må man tro noget større om sig selv

end hvad andre gør

måske betyder det intet

eller det hele

følelsen kan sammenlignes

med følelsen af angsten man får

hvis man tænker på hvor mange sandkorn

der er i verden

og frygten for at skulle være den

der tæller hele lortet

puha en følelse

eller hvordan man ikke er udødelig

men at det har føltes sådan

indtil nu

da man ikke har prøvet at være død

men at man ved det kommer en dag

eller at nogen skulle skælde en ud

men man ved ikke hvad man har gjort

og man har aldrig gjort noget

men noget er nogle gange meget

for andre

og at glemme noget betyder meget

meget mere end hvad jeg synes

jeg er så ligeglad

fucking ligeglad

men alligevel brækker jeg mig

over tanken om hvad jeg gør ved andre

uden jeg ved det

jeg kan ikke læse deres blikke

eller forstå deres opkald

jeg undgår det hele

men at undgå det gør ondt

på alle andre

selvom man ikke ville noget ondt

men at man prøvede at skåne dem

fra hvor dårlig man er til at huske

men man ligner en idiot

når de ikke ved man glemmer det hele

og der igen

er jeg egoistisk over at jeg prøver at skåne

dem omkring mig

fordi jeg ikke hvad hvad jeg siger og gør

i frygt for at jeg gør nogen ondt

og jeg vil ikke spørge nogen om jeg er

for hvad hvis de siger ja

så skal tanken om det være sand

og så kan jeg ikke længere bilde mig selv ind

at jeg er bedre end de andre

selvom jeg ikke er

[aldrig-mere]

endnu et fyldt askebæger

det har regnet alt for længe

endnu en nat

hvor jeg prøver at huske

at mine forældre elsker mig

jorden er kold endnu imorgen

og blodet er på is igen

jeg kan lugte regnen

jeg kan lugte skodderne

jeg kan lugte sved

lugten af bræk

jeg kan ikke

være alene mere

ikke når det er mørkt

ikke når det er lyst

overbelastning

hvad er der i luften

Overbelastning

aldrig godt nok

alle de fejl jeg laver

føles som farver

så mange farver

jeg drukner

i farver

Jeg drukner

i følelserne

som farverne giver mig

jeg kan ikke være alene

jeg må ikke være alene

det rykker i mine muskler

i mine nerver

piskesmæld i nakken

mit hjerte banker højere

og overdøver trafikken udenfor

piskesmæld i armen

gennemtrækket uoverskueligt

knikler i væggene

der er noget der summer

jeg er bange

ikke for hvad jeg gør

men hvad jeg ikke kan gøre

Når jeg er alene

[aldrig-mere]

når jeg ikke er ude

så findes jeg ikke

hvem snakker om mig

hvorfor skulle de snakke om mig

ingen siger boget

bekymre sig

undre sig

jeg er der først

når jeg fysisk er der først

hvem savner mig

hvem hader mig

hvem tænker på mig

tænker nogen på mig

hvorfor tænker jeg

hvorfor tænker jeg

på andre

over andre

jeg undre mig

hader jeg dem

savner jeg dem

elsker jeg dem

hvem er de

hvad vil de

hvordan føler de

At de viser det

andre må vide det

[aldrig-mere]

Jeg går hjemmefra

Med en følelse af

Fortvivlelse

I det jeg efterlader

Nøglen foran

Føler jeg mig aldrig

Hjemme igen

Jeg har nok hjemve

Forevigt

Selvom jeg samler

Nøglen op senere Idag

Og låser mig ind

Der hvor jeg har adresse

Der hvor mine møbler står

Der hvor jeg har hjemme

[aldrig-mere]

Det skræmmer mig

At jeg skammer mig

øjenkontakt

dyb øjenkontakt

det danser

som benzin

i en vandpyt

mine kinder brænder

det lindre

min indre ild

det brænder

vandet

i dine øjne

slukker

min tørst

[aldrig-mere]

igår

var jeg glad

idag

Var jeg lykkelig

imorgen

var jeg ked af det

i fremtiden

blev jeg ulykkelig

Det er som det er

Det er som det vil være

Og som det altid har været

[aldrig-mere]

som et tæppe

af lort og bly

tvinger du mig

i forrådnelse

jeg vil

græde

slå fra mig

tæve dig

indtil

du ligner gule ærter

og blåbærpuré

men din legemsvægt

håner mig

og tryner mig

om at blive fastliggende låst fast

som et tæppe

af afmagt

putter du mig

blandt muld

og frø og småsten

[aldrig-mere]

Ægte stjerner

Falder

Men rejser sig

Som solen

[aldrig-mere]

Stjerneskud

Vi har ingen rolle i denne verden

Intet rigtigt mål

Vi er tanker og ønsker

Som ønsker når vi ser stjerneskud

Og tænker over hvorfor solen står op