annapaaeventyr-blog

[annapaaeventyr-blog]

Toppen af poppen

25/7 2017

Jeg har nu været hjemme i lidt over tre uger og er så småt ved at have fattet, at jeg rent faktisk er kommet hjem. Jeg har fået nydt Danmark, besøgt en hel del venner og familie og endelig vænnet mig til, at alle snakker dansk omkring mig (det tog virkelig sin tid, af en eller anden grund). Ida-Marie har fået det bedre, og med hele hospitalsaffæren på afstand er min hjerne heldigvis begyndt at fokusere på rejsen som helhed i stedet for bare på afslutningen. Derfor får I her en samling Top 3-lister med alt det fedeste, jeg har lavet:

Bedste lande: 1. Georgien 2. Mongoliet 3. Armenien

Lækreste mad: 1. Rusland 2. Sydkorea 3. Georgien

Lande der overraskede mig mest positivt: 1. Mongoliet 2. Taiwan 3. Armenien

Lande hvor jeg var mest social: 1. Georgien 2. Armenien 3. Kina

Smukkeste natur: 1. Georgien/Armenien (delt) 2. Kina 3. Mongoliet

Mest historisk interessante lande (Kina har jeg ekskluderet, fordi jeg ikke besøgte historiske steder i denne omgang): 1. Rusland 2. Mongoliet 3. Armenien

Fedeste byer (som jeg ikke havde været i før): 1. Tbilisi, Georgien 2. Guangzhou, Kina 3. Taipei, Taiwan/Seoul, Sydkorea (delt)

Bedste vandreture: 1. Mestia, Georgien 3. Listvyanka, Rusland 2. Taishan, Kina

Dejligste bade: 1. Floden i Hualien, Taiwan 2. Hot Springs i Taipei, Taiwan 3. Udendørs svømmehal i Guangzhou, Kina

Mest spøjse oplevelser: 1. Toiletrestaurant med lorteformet mad, Taipei, Taiwan 2. Badestue med skøre rum, Seoul, Sydkorea 3. Fødselsdagsfest hos Aras tante med en komplet fremmed familie, Goris, Armenien

Bedste madretter: 1. Korean BBQ, Sydkorea 2. Blini-pandekager, Rusland 3. Tsuvian, Mongoliet

Flotteste bygninger: 1. St. Basil’s Cathedral (Vasilij-katedralen), Moskva, Rusland 2. Canton Tower, Guangzhou, Kina 3. Vinterpaladset, Skt. Petersborg, Rusland/Peace Bridge, Tbilisi, Georgien (på to vidt forskellige måder)

Fedeste markeder: 1. Temple Street Night Market med et væld af boder og spåkoner, Hong Kong 2. Shilin Night Market fyldt med tøj og stegt blæksprutte, Taipei, Taiwan 3. Vernissage Market med granatæbler, Ararat-malerier og skakspil i alle afskygninger Honorable mention: Frugt- og madmarked blandet med skøre skobutikker, Stepanakert, Nagorno-Karabakh

Mest unikke og spektakulære oplevelser: 1. At bo i et nomadetelt hos en nomadefamilie hundredevis af kilometer væk fra alting, Mongoliet 2. Verdens længste kabelbane inkl. fabelagtig udsigt, Tatev, Armenien 3. At køre i tog i dagevis gennem endeløs birkeskov, Rusland

Største udfordringer: 1. At håndtere indtil flere sygdomsforløb i lande, jeg ikke kendte ret godt, uden at kunne snakke ordentligt med de lokale og uden at vide, hvornår det endte 2. I lang tid at være den eneste til at planlægge, holde styr på praktiske ting og sørge for, at der skete noget 3. At kommunikere og være social uden at kunne det lokale sprog. Det kræver lige en ekstra indsats!

Flotteste skriftsprog (jeg har ikke været i et eneste land med latinske bogstaver!): 1. 中文 (Kinesisk) 2. հայերեն (Armensk) 3. ქართული (Georgisk)

Bedste museer: 1. Trick Eye Museum, Hong Kong 2. Museum of Contemporary History, Moskva, Rusland 3. Eremitagen, Skt. Petersborg, Rusland

Og sidst, men ikke mindst – de allerfedeste ting ved at tage sådan en tur over Asien: 1. At møde så mange nye søde og spændende mennesker, snakke med dem og få indsigt i deres baggrund 2. At dyppe sig i en masse forskellige kulturer, opleve deres forskelle og ligheder og få et fornyet perspektiv på verden 3. At have mulighed for at gøre det, man har lyst til, lytte til sig selv og tage sig tid til alt det, man ikke når til hverdag

Og med den melding bliver det over and out herfra. Tak til alle jer, der har fulgt med på bloggen – det har været en fornøjelse at skrive til jer :-)

[annapaaeventyr-blog]

Sydkorea

19/7 2017

Jeg ved ikke, om der stadig er nogen, der læser med herinde, men bloggen skal afsluttes ordentligt, og Sydkorea skal ikke snydes for et opsummerende indlæg med tilhørende bedømmelse. I øvrigt er det her faktisk post nummer 100, så den milepæl nåede jeg også lige.

Tiden i Sydkorea blev uundgåeligt farvet af, at vi brugte halvdelen af den på et hospital, men bortset fra den lille detalje havde vi det rigtig fint i landet. På mange måder mindede det om Kina, Taiwan og Hong Kong – smog, tegn i stedet for bogstaver, masser af høje bygninger og neonskilte og østasiatiske gadekøkkener – men selvfølgelig var der også forskelle. For eksempel blev jeg enormt overrasket over at finde ud af, at den største religion i Sydkorea er kristendommen. Ikke buddhisme eller andet, man forbinder med Asien, men simpelthen kristendom. Næsten halvdelen af befolkningen er så godt nok ateister, men der var alligevel kirker med røde, lysende kors overalt i gadebilledet. Derudover var der virkelig mange badestuer – det er åbenbart også noget, de gør sig i. Flere var lige så skøre som den, vi besøgte, hvor man både kunne bade og sove og se tv og ligge i oxygen-rum og jeg ved ikke hvad.

På trods af masser af traditionelle templer (blandt andet et gigantisk palads i Seoul) er Sydkorea på mange måder et enormt moderne land. Den økonomiske udvikling er på speed, og Seoul er en gigantisk storby med skyskrabere og et metrosystem, der er London værdigt. Og så har de jo virkelig markeret sig på den kulturelle scene de seneste år med en hel musikgenre, K-pop, opkaldt efter landet. For ikke at tale om verdens første sang (Gangnam Style) til at nå en og senere to milliarder views på youtube. Som I kunne se i videoen længere nede, var K-pop-kulturen også at finde i gadebilledet. Sydkoreas ungdom er vilde med farvet hår, gerne blåt eller andre syrede nuancer, og allerhelst kombineret med en lækker grydefrisure, i hvert fald hvis man er en fyr.

Noget, der fylder en del i den sydkoreanske identitet, er selvfølgelig forholdet til naboerne mod nord. Nordkorea er Sydkoreas eneste landegrænse, så med opdelingen er de praktisk taget afskåret fra al landjordsforbindelse med resten af Asien. Sydkorea ønsker efter sigende fred og genforening, men da det ikke rigtig er realistisk lige for øjeblikket, nøjes de med at sende alle unge mænd i lang militærtjeneste og bruge masser af penge på propaganda. Ærlig talt synes jeg, det er imponerende, at landet klarer sig så godt, når man tager det i betragtning. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Armenien, hvis udvikling er blevet brutalt bremset af grænsestridigheder og militærudgifter. Hvor konflikterne har været ødelæggende og medført arbejdsløshed og fattigdom. Sydkorea deler en af verdens absolut farligste grænser, men har alligevel overskud til vækst med rekordhastighed og levestandarder, der kun bliver højere.

Når nu der ikke er nogen forbindelse til Nordkorea, har Sydkorea kompenseret ved at have et godt forhold til både Kina og Japan. Der var virkelig mange japanske og især kinesiske skilte, og den overvældende majoritet af turister var fra Kina. Så det passede slet ikke, at jeg var færdig med at tale kinesisk!

Det bedste ved Sydkorea var nu næsten maden. Hold da k****, deres Korean BBQ var det lækreste, jeg har smagt længe!!! Ekstremt delikat steg selv-kød med varierende tilbehør. Og mange steder sad man på gulvet og spiste det – traditional style!

Sydkorea-ratings: Mennesker: 4/5 Landskab: 3/5 Kulturelle oplevelser: 4/5 Mad: 5/5 Sygehusvæsen: 3/5

[annapaaeventyr-blog]

Sydkorea-kort

[annapaaeventyr-blog]

En pludselig og uventet afslutning

5/7 2017

Hej Danmark. Så var jeg lige pludselig hjemme. To uger for tidligt og lang tid før, jeg havde indstillet mig på det mentalt. En flyvetur, der skulle have bragt os til Japan til en sidste dosis oplevelser, blev i stedet rettet mod København.

Det skyldes alt sammen, at Ida-Marie desværre fik det rigtig dårligt. Først på øen Jeju, da vi var på vandretur på en vulkan, og siden i kystbyen Busan. Efter gentagne hospitalsbesøg og mange forskellige slags helbredstests havde vi stadig ikke fået svar på, hvad der var galt. Og selvom den endelige konklusion sådan set var, at hun var fri til at gå ud i verden uden behandling, havde hun det stadig ikke godt nok til, at det overhovedet ville være sjovt at rejse videre. Derudover var selve opholdet på hospitalet i Busan en kæmpe følelsesmæssig rutchetur for os begge to og ikke noget, vi sådan lige kunne ryste af os. Lige pludselig stod vi med helbredsproblemer, ingen af os havde håndteret før, på et hospital hvor vi ikke fattede et ord af, hvad de sagde, og hvor usikkerheden omkring det hele tyngede om kap med frygten for, at der var noget alvorlig galt. At vi lå på en åben akutstue med tredive andre patienter og bippende apparater over det hele hjalp heller ikke med at berolige os. Efter halvandet døgn med tonsvis af blodprøver, opkald til forsikringen og forsøg på at forstå personalets sparsomme engelsk var vi ikke i tvivl om, at vi skulle hjem til Danmark så hurtigt som muligt.

Også det viste sig at være en udfordring. Fordi Ida-Marie havde været indlagt, skulle hun have særlig tilladelse fra flyselskaberne for at få lov at flyve med dem, og det ville forsikringen sørge for. Det tog tre dage, før det lykkedes, og imens lå vi på vores hostel og prøvede at få tiden til at gå. Torsdag aften kunne vi endelig pakke vores ting og juble over, at vi var på vej. Tidligt næste morgen tog vi toget tilbage til Seoul, hvorfra vi fløj til München og så København.

Og så var vi pludselig hjemme. Godt brugte og udmattede, men glade for at se vores familier igen. Det har været meget spøjst at komme tilbage, og selvom der er gået en del dage efterhånden, er jeg ikke helt sikker på, at jeg rigtig forstår det endnu. Jeg har det, som om jeg går lidt rundt i en trance uden helt at kunne tage Danmark ind, som om jeg ikke helt kan give slip. Specielt i lyset af, at jeg skulle have været to uger mere i Japan, er det svært. Men det går da fremad. Og heldigvis er jeg ved at været nået dertil, hvor jeg kan se på hele rejsen i stedet for bare den frustrerede slutning. For overordnet set har det jo været helt vildt. Et kæmpe eventyr. Med så mange oplevelser og indtryk, at jeg næsten ikke kan rumme dem alle sammen i mit hoved, og slet ikke fortælle om dem på en samlet og struktureret måde. Jeg har rejst fra vintersne i bjergene over ørkensand til sommer ved kysten, har besøgt otte forskellige lande og mødt mange kulturer og sprog, jeg har mærket på meget konkret vis, hvor stort Asien er. Jeg har mødt så mange spændende mennesker fra overalt i verden. Og nydt tre dejlige uger med Ida-Marie, inden hun blev syg. Og selvom den sidste uges tid i Korea stadig fylder en del og ikke lige er til at slippe af med, er jeg sikker på, at afslutningen ikke ultimativt kommer til at skygge for mit overordnede indtryk af rejsen. Dertil har turen simpelthen været for fed, spændende, lærerig, crazy, overvældende og helt fantastisk.

PS: Ida-Marie har det heldigvis bedre nu, og hun er i fuld gang med at slappe af og blive helt rask.

PPS: Bare fordi rejsen sluttede tidligt, skal I da ikke snydes for et indlæg om Korea og en evaluering af turen generelt. Det kommer senere, så I kan godt blive ved med at kigge herinde ;-)

[annapaaeventyr-blog]

[annapaaeventyr-blog]

22/6 2017

Her er nogle billeder fra Seoul, hvor vi har været i fem dage. I Seoul har vi blandt andet set en masse højhuse, besøgt en traditionel badestue, været oppe i TV-tårnet (hvor der var mega tåget af smog, hvilket de påstod kom fra Kina), shoppet amok i 1000 malls og butikker, været forbi et palads og en slags traditionelt bygget landsby midt i byen, spist Korean BBQ (AKA det bedste... ever), været på pubcrawl, set nogle K-pop-fyre med lækkert hår charme sig ind hos de lokale piger (se video nedenunder) og ikke mindst besøgt kvarteret Gangnam, som blev verdenskendt for et par år siden efter Gangnam Style-sangen.

Badestuen var så speciel, at den lige fortjener en ekstra forklaring. Det er åbenbart et udbredt koncept i Korea, for der var masser af muligheder for det forskellige steder. Ud over en slags svømmehal med varme og kolde bade, sauna og boblebad, bestod badestuen af fire etager med alt det underligste fra såkaldte fomentation rooms (diverse substanser som varme sten, salt eller bønner, som man skulle lægge sig på for at få energi til kroppen eller noget) til karaokeværelser, fitnessrum, mødelokaler, massage, spillearkade, iltrum og you name it af alle mulige og umulige mærkelige lokaler. Som toppen af det hele var der endda mulighed for at overnatte, da hele femte sal var dedikeret til soverum (inkl. separat værelse til de snorkende). Alle på stedet rendte rundt i det samme tøj, for når man ankom, fik man udleveret et sæt og skulle lægge sit eget ind i et skab. Det var en seriøst sær, men rigtig sjov oplevelse.

[annapaaeventyr-blog]

20/6 2017

Standardbegivenhed i Seoul

[annapaaeventyr-blog]

The scariest place on Earth

19/6 2017

OK, i virkeligheden er det jo nok Syrien lige for tiden. Eller Somalia eller Irak eller Afghanistan. Men ovenstående er altså, hvad grænsen mellem Nord- og Sydkorea bryster sig af at være (og hvad jeg nu skamløst kopierer for at skabe dramatisk effekt). På trods af dette ildevarslende mærkat tiltrækker området turister i stor stil – inklusive Ida-Marie og mig. Vi var af sted på en arrangeret tur med 20-30 andre og en guide, som gav os den historiske baggrund set fra sydkoreansk perspektiv.

Den 250 km lange grænse blev trukket op i 1953 efter Koreakrigen, og for at forhindre krigshandlingerne i at bryde ud igen, oprettede man en såkaldt demilitarized zone (DMZ), som løb 2 km på hver side af grænsen. I dag patruljerer soldater fra begge sider i og langs zonen, og området er i det hele taget kraftigt under observation fra både nord og syd. Men der er da i det mindste ikke udbrudt krig mellem de to stater (Nordkorea har godt nok forsøgt at grave et par tunneller for at invadere Sydkorea... Men mere om det senere).

Som turist kan man ikke komme ind i DMZ, hvilket også ville være rimelig hasarderet, eftersom der stadig ligger omkring 2 millioner landminer, som ikke er blevet fjernet endnu. Men man kan besøge et observatorium, hvor man gennem kikkerter kan få et glimt af Nordkorea. Vores guide fortalte os blandt andet, at vi fra kikkerterne kunne se to kæmpehøje flagstænger, en på nordkoreansk og en på sydkoreansk side, og at de to nationer oprindeligt havde kæmpet om, hvem der kunne bygge den højeste. En kamp, Sydkorea havde endt med at opgive. På trods af tågen kunne vi se begge flagstænger gennem kikkerten, og vi kunne også se en nordkoreansk soldat patruljere i et tårn på den anden side af grænsen.

Ud over observatoriet fik vi lov at komme ned i en af de tunneller, nordkoreanerne har bygget gennem DMZ, efter sigende for at invadere deres naboer. Sydkorea har opdaget fire af sådanne tunneller, men spekulationerne går på, at der er flere. Tunnellen, der var åben for turister, var den tredje tunnel, der blev fundet, og den var blokeret med tre betonklodser, som vi kunne se efter ca. 500 meters vandring gennem den smalle gang, hvor vi havde hjelme på for ikke at bumpe hovederne op i det lavthængende stenloft.

Ved tunnellen så vi også en film om Koreas og tunnellernes historie, som var meget dramatisk produceret og heftigt Sydkoreafavoriserende, selvom den godt nok havde fred og genforening som overordnet budskab. Vores guide prøvede ikke engang at lade, som om filmen var objektiv – han indrømmede gladeligt, at både Nord- og Sydkorea udsendte propaganda i massevis, blandt andet gennem grænsehøjttalere, som om det var noget, man skulle være stolt af.

Efter film og tunnel var vi et smut forbi Dorasan, som er den nordligste togstation i Sydkorea og det, der ville være vejen ind i Nordkorea og til resten af Asien, hvis ellers ikke lige grænsen var lukket land. Her gik stadig toge, omend kun sydpå, men de havde meget symbolsk sat et skilt op i afgangshallen, hvor der stod “To Pyongyang” (det er hovedstaden i Nordkorea). Det var opsat som en slags ‘håb for fremtiden’, som vores guide sagde, og det stod ikke alene; overalt på turen var ønsket om fred og genforening den dominerende Sydkoreanske fortælling. Vores guide mente, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før denne genforening ville ske, og han sammenlignede det med splittelsen af Tyskland. Og jeg tror faktisk, han har ret – et så vanvittigt system som det Nordkoreanske kan ikke overleve for evigt. Spørgmålet er bare, om det bliver før eller siden.

[annapaaeventyr-blog]

[annapaaeventyr-blog]

Taiwan

14/6 2017

Så er det igen blevet tid til at sætte sig op i et fly og efterlade et land bag sig. Denne gang er det Taiwan, vi forlader, for at drage mod nord til Seoul og Sydkorea.

Vi havde kun en uge i Taiwan, men vi brugte den godt, synes jeg. Udover hovedstaden Taipei besøgte vi den mindre by Hualien, som ligger i et smukt naturskønt område tæt ved nationalparken Taroko. Så vi kom ikke ligefrem vidt omkring, men vi nåede både noget by og noget land, og det blev uden at fare en masse frem og tilbage.

Taiwan føles lidt som Kina i light-udgave. Folk snakker stadig kinesisk, og man støder på mange sære og skøre fænomener (såsom en restaurant inrettet med toilet-tema), men på en del områder føles det mere vestligt. For eksempel er trafikken noget mindre hasarderet, man kan gå frit på Facebook uden blokering, og der er en 7-Eleven på hvert tredje gadehjørne (deres 7-Elevens er i øvrigt super fancy med wifi og siddepladser og det hele).

Noget, vi begge to var overraskede over, var naturen. Vi anede slet ikke noget om den på forhånd, men hold op, der var flot! Taiwan er jo en ø, så der var masser af udsigt til havet, og det var ret skønt med noget kyst efter tre måneder langt inde på fastlandet (ok, hvis man ikke lige tæller Hong Kong med). I det hele taget har naturen virkelig forandret sig, som jeg er kommet frem på den her tur. Mens bjergene i Armenien og Georgien var dramatiske og sneklædte, var de i Taiwan dækket af sprudlende grønne træer. Med den mongolske ørken indimellem er jeg ved at have oplevet lidt af hvert, når det gælder landskabstyper.

Sprogmæssigt er Taiwan en slags blanding mellem Kina og Hong Kong; de bruger traditionelle tegn, men taler mandarin. Deres ”romanization” (”oversættelse” af tegn til vestlige bogstaver, jeg ved ikke, om vi har et dansk ord for det) af tegnene er lidt forvirrende og virker til at være en ubestemmelig blanding af pinyin og det ældre Wade-Giles-system, som nu er uddateret i Kina. Ok, jeg aner ikke, om det, jeg lige skrev, gav nogen som helst mening for jer, der læser med, så nu skal jeg nok stoppe sprognørderiet.

I Taipei boede vi i et rigtig hyggeligt kvarter lige op ad et aftenmarked med masser af små boder, tøjbutikker og gadekøkkener. Vi fandt hurtigt ud af, at det i Taiwan åbenbart ikke er normen at prøve sit tøj, før man køber det – næsten alle steder havde i hvert fald regler om, at man ikke måtte. Det virkede meget underligt, syntes vi, men det så jo ud til, at de fik solgt noget alligevel. Aftenmarkeder var der mange af, og vi fik set er par forskellige; det virkede i det hele taget lidt, som om Taipei havde sin storhedstid om aftenen. Det passede perfekt med Ida-Maries og min døgnrytme, så det var vi ikke kede af.

Afskeden med Taiwan føles lidt mere vemodig end normalt, fordi jeg samtidig siger farvel til det kinesiske efter over en måned i dets selskab. Nu skal jeg tilbage til sprogligt ukendt territorium og må nøjes med engelsk og fagter for at gøre mig forståelig. Men denne gang er vi da to om det :)

Det var rigtig spændende at opleve en anden side af kinesisk kultur, og jeg kunne sagtens finde på at komme tilbage. Men nu venter Sydkorea, og det er jeg heldigvis også rigtig spændt på.

Jeg har samlet nogle billeder fra ugen i Taiwan, som er blevet lagt op nedenunder.

Taiwan-ratings: Mennesker: 5/5 Landskab: 5/5 Kulturelle oplevelser: 3/5 Mad: 3/5

[annapaaeventyr-blog]

Det beskedne Taiwan-kort

[annapaaeventyr-blog]

[annapaaeventyr-blog]

14/6 2017

Billeder fra Hualien. Her brugte vi en dag i nationalparken Taroko med en arrangeret tur, som tog os til nogle af de flotteste steder. Dagen efter tog vi selv et smut til en flod for at dyppe os i varmen. Strømmen var ret stærk, så vi kunne ikke svømme det store rundt, men vi sad i vandkanten i lang tid og nød at blive nedkølet.

En af aftenerne faldt vi over en lille elfenbenskystisk (eller ’ivoriansk’, tror jeg faktisk det hedder) restaurant, og vi var så forundrede over at finde sådan en midt i en lille provinsby i Taiwan, at vi blev enige om at prøve den. Ingen af os havde smagt mad fra Elfenbenskysten før, men det var overraskende godt.

[annapaaeventyr-blog]

[annapaaeventyr-blog]

14/6 2017

Billeder fra Taipei. Vi mødte en fyr på vores hostel, Harrison, som vi var sammen med i et par dage. Vi besøgte blandt andet byens vartegn, skyskraberen Taipei 101, som på et eller andet tidspunkt i 00’erne var verdens højeste bygning, og som indtil 2015 havde verdens hurtigste elevator (sidstnævnte levede de stadig højt på). Fra toppen kunne man se ud over det meste af Taipei og den nye bydel New Taipei City. De udstillede også en enorm metalkugle, som blev holdt op af nogle snore og var med til at sikre bygningens stabilitet.

Derudover var vi et smut forbi den park, de har dedikeret til Chiang Kai-shek, den helte-hyldede leder af det nationalistiske Guomindang-parti, der i sin tid tabte til Mao i kampen om Kina og måtte trække sig tilbage til Taiwan.

På trods af den kvalmende varme tog vi også en tur til nogle hot springs, som lå i udkanten af byen. Vi troede ikke, vi ville holde til det varme vand ret længe, indtil vi opdagede, at de også havde en lille pool med koldt vand. Så blev oplevelsen pludselig 100 gange bedre, og vi hang ud så lang tid i det svalende bassin, at vi alle tre blev slemt solskoldede.

Endelig var vi ude at spille live escape game; noget Ida-Marie og jeg havde glædet os ekstremt meget til. Faktisk så meget, at vi gjorde det to dage i træk. Det havde vi ikke regnet med, men da Harrison var rejst videre, og vi havde en dag mere i Taipei, hvor vi ikke umiddelbart vidste, hvad vi skulle lave, blev ”vi kan jo spille live escape game igen” slynget ud. Og så blev vi enige om, at det ikke engang var en joke.

[annapaaeventyr-blog]

[annapaaeventyr-blog]