casualstudentexpertblog-blog - Tumblr blog

[casualstudentexpertblog-blog]

Interessant vinkling.  Dagens samfund er gået over i nytteetik som du påpeger, hvilket er brandærgerligt.  Jeg synes det er et spændende emne du har taget op, men jeg blev lidt ærgerlig over at du sprang over “logikken bag” - den ville jeg gerne have haft uddybet lidt. Men et like herfra! :)

Inklusionens etiske slagside

Argumenterne flyver fra den ene ende af bordet til den anden. ”Inklusion kan styrke alle børn”. ”Inklusion er kun for pengenes skyld”. ”Inklusion virker ikke”. ”Det er et demokratisk problem, hvis vi ikke inkluderer nok børn i undervisningen”. På et tidspunkt ryger et nyt argument hen over bordet: ”Det er ikke etisk forsvarligt at sætte så høje krav til inklusion!”

Argumentet er måske ikke helt gennemtænkt og grebet ud af et øjebliks desperation, men kan der være noget om det? Er det inklusion etisk forsvarligt?

Først må vi lige have afklaret hvad vi mener med inklusion. Jeg tror alle lærere er enige om at der skal være en hvis grad af inklusion i en klasse. Det kan jo ikke gå at læreren bare kan udvælge nogle fagligt stærke elever og fravælge de svage, for at lave en eliteklasse. Der skal være plads til både stærke og svage elever i en klasse, og dette er der mange argumenter for. Nej, med inklusion mener jeg fx når regeringen i 2012 satte et mål op, der hed at 96 procent af alle skoleelever skal gå i den almindelige folkeskole. Det kvantitative mål er siden blevet afskaffet, men udgangspunktet er stadig at jo flere, der gå i den almindelige folkeskole, jo bedre.

Gang på gang høres der dog historier om folkeskoleklasser, der er præget af kaos, grundet et enkelt ”inklusionsbarn” - eller grundet at læreren ikke er uddannet til at kunne håndtere inklusionsbarnet. Hvis skyld det er, er i princippet underordnet. Faktum er, at det sker. Så hvis vi med det i baghovedet hæver os lidt op, og ser på det lidt mere overordnede plan, kan inklusion så forsvares rent etisk?

”Som i vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal i gøre mod dem”.

Sådan sagde Jesus for 2000 år siden. Dette er dog svært at trække ind i inklusionsdebatten - det er de færreste politikkere eller skolelærere, der selv har haft inklusion inde på livet, så dette besværliggør debatten ud fra Jesu præmis. Men hvad så med Kant? Kants kategoriske imperativ siger: 

”Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning”. 

Dette er dog også lidt svært at bruge som argument, da det jo lige præcis er det, politikerne gør. Laver en almengyldig lovgivning. Ellers skal vi til at kigge på logikken bag, men dette bliver svært. Hvis vi i stedet kigger på en anden del af Kants etik, har han også sagt: 

“Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål”. 

Kan politikkerne se sig selv i spejlet for tiden og sige at de ikke har brugt inklusionsbørnene som middel til at opnå besparelser i det offentlige? Er det virkelig argumentet om at det styrker demokratiet, der er den egentlige årsag til inklusionsmålene, eller er det kun sekundært? Et skalkeskjul for en spareøvelse?

Dette kan vi dog ikke bedømme udefra, og det må altså være op til debattørerne selv om de kan sove om natten i troen på at det er vigtigere at demokratiet bliver styrket end at der bliver sparet penge.

Men hvad kan vi så se udefra? Hvis vi anlægger en utilitaristisk diskurs, kan vi foretage en vægtlægning af de forskellige sider af sagen. Men hvad vejer mest? At der bliver frigivet penge til andre i systemet, der har mere brug for det? At det lykkes at få inkluderet nogle elever, mens andre bliver tabt? At demokratiet bliver styrket hos nogle, mens der bliver større indbyrdes afstand mellem andre?

Vi kan hurtigt blive enige om at der er mange både positive og negative sider af inklusion, men at inklusion skulle være etisk forkert, er svært at argumentere 100 % klart omkring. Så næste gang du hører etik-argumentet” flyve hen over bordet, så kan du vide at det hverken er et bedre eller værre argument end så mange andre. Og så fortsætter den fantastiske debat ellers ufortrødent.

[casualstudentexpertblog-blog]

Jeg må erklære mig enig i dine synspunkter. At blive blåstemplet som en minoritet vil sætte en gruppe mennesker i en kasse, som de muligvis ikke ønsker at være en del af. Specielt hvis, at være i denne kasse, betyder at majoriteten ser anderledes på minoriteten. Inklusion handler om at kunne rumme andre menneskers forskellighed, men hvis man ser anderledes på minoriteten - rummer man dem så egentlig? Interessant blog! Klart et like herfra! :)

Hvorfor inklusion i folkeskolen skal virke - men ikke kan fungere

Folkeskolen synes at møde mange forandringer i de forgangne og kommende år, og ikke alle forandringer modtages med samme begejstring eller kritik, hvadenten man spørger lærere, elever, forældre, politikere eller den helt almindelige dagligdags-dansker.

Tilbage i 2012 blev folkeskolerne ramt af lovændringen om øget inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning. Lovændringen skete på baggrund af “analysen af specialundervisning i folkeskolen”, tilbage i 2010, der blandt andet påpege, at hensigtsmæssig tilrettelæggelse af den almindelige undervisning i folkeskolerne, kan inkludere elever med særlige behov.

Således blev det pålagt den almindelige lærer i folkeskolen at varetage undervisningen i-, og samtidig tolerere, et klasse-miljø med inkludering af elever med særlige behov.

Lad os se på hvorfor dette netop er i god ånd med folkeskolens mål og formål.

Netop i folkeskolens formåsparagraf 1, stk. 3 diktere sidste linje at; “Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Ydermere finder vi at; “Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.”

Ved at inkludere elever med særlige behov, i den almindelige folkeskole, styrkes netop elevernes forberedelse til medansvar og deltagelse i samfundet. Eleverne oplever tidligt, hvad det vil sige at acceptere andre menneskers forskelligheder og behov, også når disse må være langt fra elevens egne standarter. Eleven med de særlige behov vil, som minoritet, opleve klasse, skole og på sigt samfundet som en imødekommende majoritet, og trods elevens udfordringer forventligt have en mere assimilerende tilgang og tiltro i søgen efter en plads i fællesskabet.

Eleverne uden særlige behov, vil som majoritet opleve at skulle forholde sig til etiske og medborgerskabelige spørgsmål, når eleven forholder sig til minoriteten. Eleven føres igennem etiske dilemmaer om i hvilken grad minoriteten skal integreres i fællesskabet - en vigtig del af barnets dannelse og medmenneskelig opfattelse. Eleven vil måske opleve lysten til at udelukke minoriteten og samtidig mærke den etiske fordring, der fortæller dem hvad der må være rigtig at gøre.

For den samlede klasse skabes også forståelser for majoritetens integration af minoriteten og der bliver trukket paralleller til det samfund og den kultur, de lever i og selv vil kunne præge, i takt med deres opvækst og dannelse.

Men hvorfor kan det så ikke fungere?

Ordet “Inklusion” antyder imidlertid, at der findes en definerbar forskel mellem en majoritet og minoritet, der ubevidst lægger i ordets egen magt. Oversat betyder inklusion “at lukke ind”, og alene antagelsen rejser skæl imellem majoritet og minoritet.

At inklusion vedtages ved lov og er med til at sætte retningslinjer for folkeskolen, giver udtryk for, at forskellen mellem mennesker ikke kun er noget vi acceptere, men noget vi skal gøres noget ved. Aristoteles troede på, at alle mennesker var forskellige og derfor skulle behandles forskelligt. Det tror vi stadig på, men slår samtidig skæl imellem forskellighederne og sætter en dagsorden for, at forskellighederne skal integreres og inkluderes, altså lukkes ind. Forskellighederne hos minoriteten er pludselig blevet et sæt menneskelige kendetegn, som majoriteten skal “lukke ind”, ikke kun fordi denne har lyst, men fordi det er blevet den pålagt i et falsk forsøg på, at få alle med i samme båd.

Hvad endnu værre er, bliver mennesker, der uheldigvis blåstemples som minoritet, segregeret fra samfundet og fællesskabet, som “dem, der skal lukkes ind”. Integreret eller inkluderet spiller ingen rolle, for i bevidstheden vil de altid være dem, der skulle lukkes ind, og når børn i skolen lærer, at sådan tænker man om dem med særlige behov, så har inklusion desværre fejlet.

[casualstudentexpertblog-blog]

Morten Hold H

Det hænder af og til at jeg på vejen hjem fra studie grubler over ting og sager, og ret ofte ender det med at være noget elevadfærd. Jeg har ofte måtte tage mig i at blive vred på visse handlemønstre fra elever med anden etnisk baggrund, og jeg har opdaget at ved at forstå hvilken kultur og religion, eleverne har bag sig, er denne vrede forsvundet og i stedet erstattet med nysgerrighed.

Ved hjælp af faget KLM (Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab) på lærerstudiet har jeg fået øjnene op for de etniske elevers kultur, jeg har fået en forståelse for hvorfor at nogle elever opfører sig som de af og til gør. I dagens samfund, som er bygget op omkring en konkurrence tankegang (konkurrence staten), er det for nogle svært at være med. Vi danskere har i dag et samfund, et stærkt samfund, hvor der er plads til langt de fleste mennesker, så længe de vil det bedste for Danmark. Jeg ser for resten en dansker som en borger i det danske samfund, og hvis denne borger ønsker at yde gavn til det danske samfund, så bliver denne borger til en medborger. Det vil sige at jeg ikke ser på religionen for at definerer en dansker, som jeg gjorde før i tiden. Men hvorfor så jeg ikke andre trosretninger som det at være dansk?

Jeg tror at størstedelen skyldes uvidenhed og en polarisering i mediebilledet. Ser man på terrorangrebet i København i 2015 skabte det debat og had, i tiden efter angrebet blev den muslimske tro forfulgt af medierne ”for at undgå lignende episoder”. Jeg er dog af den overbevisning at medierne er med til at skabe en polarisering imellem religionerne, og at denne polarisering ikke er god for det dansk samfund. Konsekvensen af en polarisering er at der kan opstå sekulariseret samfund inde i det danske samfund. Måden man ville kunne komme uden om en sekularisering på kunne være bedre integration og samtale imellem religionerne, for at skabe en forståelse for hinanden kultur og handlemåde. Så for at svare på hvorfor jeg ikke så på andre trosretninger som danske, så skyldtes det mediebilledets polarisering af ”de fremmede” og ”deres religion”. Integration handler ikke kun om at ”de andre” skal indordne sig til vores kultur, det ville være en assimilation, men handler om at vi finder en gylden middelvej med plads til os alle.

Danmark er gået fra at være pligtetisk bundet til i dag at være nytteetisk, som jeg føler vi blandt andet ser i uddannelsessystemet. Elever er blevet et tal i et regnskab og tiden til den enkelte elev er blevet udvisket, for at give tiden til flertallet.

Det der dog ændrede mit menneskesyn var dog Løgstrup der taler om at ”man holder noget af den anden persons liv i sin hånd”, fordi Løgstrup siger at man enten kan lade dette ”noget” leve eller dø. Jeg ser dette ”noget”, som det grundlæggende i det danske samfund. Jeg ser det som venskab, sammenhold, empati og mange flere gode værdier, men vigtigst af alt – JEG nægter at lade det dø.