dumildekineser

[dumildekineser]

En søndag i London ❤️🌟 (her: Natural History Museum, London) https://www.instagram.com/p/CdDQ_qpI7To/?igshid=NGJjMDIxMWI=

[dumildekineser]

Dejlig weekend i London med Maja og Mikkel. (her: London UK) https://www.instagram.com/p/Ccvsw6nIAD_/?igshid=NGJjMDIxMWI=

[dumildekineser]

Spiser de hunde i Kina? - del 2

I sidste blog fik I en lille beskrivelse af alt det mærkelige kinesiske mad vi har fået i Kina. Men i Beijing er udvalget af restauranter meget stort. Så der fås også alt fra gourmet mad i vestlig stil og rigtig mange burgerbarer. Kineserne er ved at tage vores madvaner til sig og det er moderne at spise vestlig mad.

Så i det moderne Beijing spiser man ikke længere hunde. Istedet bliver hundene ofte en del af familien som vi kender det i Danmark, men lige som med børnene i Kina så får det vildt meget opmærksomhed. Derfor findes der flere butikker som med mange accesseroies til hunde. I flere butikscentre findes der special butikker med tøj og ting til hunde og de bliver ofte behandlet som børn.

Nedenfor lidt dokumentation af kinesere og deres hunde.

Johns Kina eventyr er også snart forbi, han kommer hjem på fredag og vi rejser på skiferie med børnene over julen.

De møbler og ting vi har købt er sendt hjem i sidste uge. Det blev til 41 kasser, som vi får hjem til februar. Vi regner med stadig at skrive på denne blog. Der er stadig meget at fortælle om Kina. Så foreløbig glædelig jul og godt nytår, her med et fantastisk juletræ fra The Place - et af de utallige indkøbscentre i Beijing.

[dumildekineser]

Spiser de hunde i Kina?

Det er nu 4 måneder siden jeg kom permanent hjem til Danmark efter 1 1/2 år i Kina.

Og jeg bliver ofte spurgt om jeg kan kinesisk og om jeg kan lide kinesisk mad og om jeg har spist hund. Jeg prøvede at lære kinesisk, men da jeg ofte ikke blev forstået af kineserne når jeg prøvede at formulere en sætning, så blev jeg ret demotiveret og det ente med at jeg lærte mig de vigtigste ord. Det var fx bing shui, som betyder koldt vand, da kineserne som regel drikker varmt vand, bu la som betyder ikke stærkt mad, som også er vigtig, da jeg ofte har fået så stærk mad at jeg ikke har kunnet spise det. Men der er også rigtig god mad i Kina, varieret og sundt. Jeg har dog aldrig fået hund, men jeg ved at det står på menu kortet i det sydlige Kina i de turistede områder. Nogle af vores danske gæster rejste videre til Guillin og her er hund en del af menukortet og de fandt en hundepote i maden. Men som også insekter og skorpioner så er det mest for turisterne kinesere og vestlige. På billedet ses 3 skorpioner på pind der fås på det sidste foodmarked i Beijing for 20 kr.

I det lokale supermarkede fås meget spændende og mærkeligt mad som fx skildpadde, larver og andet ubestemmeligt.

Men kineserne spiser også gerne alt på en gris og jeg har hørt at Danmark tjener mange penge på at eksportere dele af den danske gris som vi ikke selv spiser.

Men også i den lokale 7/11 kiosk findes der varm mad som vi ikke ser i Danmark. Fx har jeg undret mig over den store gryde med æg i lage. Jeg har ikke turde smage det lugter ret sært.

Kineserne elsker det sprøde og fede, så derfor spiser de gerne det hele fra kyllingen. Jeg bestilte kylling og jeg fik så 3 kylling hoveder på pind.

[dumildekineser]

Hvad tænker de på?

Af John Tang Jensen

Jeg har før været inde på, at når man cykler et par timer hver dag opstår der tanker undervejs som stritter i alle mulige retninger. Det kan både være noget af det man oplever som får en til at tænke, men det kan også være noget arbejde der lige skal tænkes igennem en gang til, så den sidder lige sidder i skabet.

Jeg er ikke meget for at tage dette op, for det er noget jeg har gjort gennem mange år og egentligt ikke noget, som jeg gør bare fordi jeg nu tilfældigvis cykler en hel del i Kina. Måske, er det også er lidt tabu eller ikke i orden, men jeg kan altså ikke lade være. Når jeg ser et helt tilfældigt menneske jeg ikke kender, men som på en eller anden måde bare dukker op på min vej, og jeg uforklarligt hvorfor kommer til at fokusere på vedkommende, er det at det kommer. Jeg får disse tanker – Gad vide hvad der foregår derinde bag facaden? Hvilket liv mon han eller hun har? Hvordan kan han/hun være så forskellig fra mig? Hvad er det lige du har gjort for ikke at ende der han/hun er? Gad nok vide hvordan det må være at have et liv som dit? Osv. Spørgsmålene kan være mangfoldige og de kommer bare ud af det blå.

Ja jeg ved godt jeg på en eller anden måde kommer til at dømme, og måske lader mine fordomme bestemme hvad jeg tænker, men jeg kan ikke lade være. Måske er der også et eller andet element af at sætte sig selv op på en piedestal, og ligefrem prale overfor sig selv. På en eller anden måde ender det altid med, at jeg tænker på, hvor heldig jeg er med at være født i et land som Danmark, med de muligheder vi har haft i forhold til vore forældre, men så sandelig også i forhold til hvilke muligheder jeg har haft sammenlignet med andre lande. Jeg er pisse heldig – synes jeg selv. For at illustrere hvad jeg mener har jeg fundet tre billeder jeg har taget i Kina på en tur til – ja det kan jeg ikke lige huske, men det var en af de mange ture Suz og jeg har været på rundt om i Kina. Når vi nu er her skal det hele jo også ses

Det er helt almindelige mennesker i Kina, men alligevel så langt fra hvad jeg er eller vi er, men lad mig nu bare tage dem en af gangen.

En mand i sin bedste alder, jeg forestiller mig omkring de 40-45 år, er guide (gætter jeg) eller kustode i et historisk område, og har bevaret det lyse sind (han smiler til fotografen). I øvrigt et job han fik som ung, da han skulle tjene lidt ved siden af, men så er han blevet hængende uden uddannelse eller udsigt til social opstigen i samfundet. Tilfreds med sit nøjsomme liv med konen og er ved at blive lidt for glad for mad, hvem er ikke det.

Den midterste er en ”Mutti”. Hun har fået børnebørn, og er med familien på sin første turistrejse nogensinde i sit efterhånden mere end 60-årige liv. Derfor skal alt det nye ”moderigtige” og afstemte tøj på – det er det bedste hun har, og det er nøje udvalgt efter pengepung og gældende Damemode i Kinesiske landområder. Håret er klippet til lejligheden. Hun har altid været hjemmegående på landet, og har hele sit liv stået ved et kulkomfur og serviceret familien, men nu lysner det. Familien og børnene klarer sig bedre, og ja – det er lidt utrygt at være væk hjemmefra. En lille souvenir er det da også blevet til – sikkert tørrede kødstrimler – det kan de ikke få nok af – en noget overvurderet delikatesse, hvis i spørger mig..

Den sidste er repræsentant for de unge Kinesiske kvinder. Gider ikke kinesiske mænd – de er for egoistiske. Går meget op i mode og karriere, og har måske taget med på turen for at blive bedre til Engelsk, dvs. blive mere international og møde udlændinge. Hun ved det ikke, men skal man socialisere dur det ikke, at sove hele tiden mens bussen kører. Helt ærgerligt – hvor smart er det lige at have en gris som hovedpude. Ja, ja nu er det grisens år i Kina, og det er noget man går op i - men alligevel – som hovedpude - det er satme kikset. Hvad har hun lavet inden denne tur siden hun er så træt? Hun går helt glip af natur og landskaber – det er del af konceptet når man er turist. Måske er hun i virkeligheden ikke Kineser, men er fra Taiwan alene på ferie, og har været på natklub hele ugen op til turen.

Når man nu som jeg har denne mærkværdige hang til at bedømme, eller måske det er mere rigtigt at kalde det dømme de mennesker som kommer forbi, kan jeg oplyse, at Kina er et rigtigt godt land at være i. Der er rigtig mange eksempler på sjove typer, som vi ikke kender derhjemme. Der er dog også mange flere ligheder end man ellers kunne forvente. For eksempel har jeg lært, som det i øvrigt fremgår herover at skelne mellem dem som kommer fra landet og dem som er fra de store byer. Det samme synes jeg også man kan i Danmark, altså skelne mellem bonderøvene for os kultiverede og smarte moderigtige bymennesker. Det er derfor muligt for mig at gøre følgende iagttagelser i Kina; Det er meget stort for Kineserne fra landområderne, at komme ind til Beijing og se seværdighederne. Langt hovedparten af de turister der opholder sig på Tianmen pladsen foran den forbudte by, er fra landet. De hylder samme mode med røde nuancer og storblomstret bluser tilsat de allestedsnærværende gummisko som den ældre dame herover. Man må sige at gummisko gå sin sejrsgang i Kina. Mændene fra landes kendes på billige gabardine bukser, vindjakker af ældre model med strikket krave og talje samt gummiskoene.

Nu skal jeg så runde den af, dvs. lave en god afslutning. Det er ikke nemt når det meste egentligt er sagt. Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg bedst lide at kigge på bonderøvene. Det gælder både i Danmark og i Kina. De er så dejligt kiksede, uspolerede, overdrevet nysgerrige og for Kinas vedkommende, ligesom gæs der løber forvirret rundt i flok, bange for at ikke at få alt med og blive væk fra flokken. Bare opleve den panik der kan opstå i metroen, når de bliver bange for ikke at nå ud på den rigtige station - det er kosteligt så længe man kan holde sig udenfor. Nogen af dem har sku aldrig kørt i Metro før. Og måske er det i virkeligheden mig selv som er mest kikset – bruge tid på at hovere og more mig over andre. Det er da ikke særligt charmerende.

[dumildekineser]

70 års jubilæum for det kommunistiske Kina

Af John Tang Jensen

De første tegn på der var noget i gære i Beijing var der allerede i august måned, da der på Tianmen pladsen blev påbegyndt et større arbejde med at få etableret en enorm stålkonstruktion. Ja faktisk kunne man allerede fra det tidlige forår 2019, hvis man ellers bare havde været en smule forudseende, kunnet gættet, at der var noget usædvanligt på vej. Stort set alle bygninger og mure som vender ind mod Tianmen pladsen har fået en overhaling med ny maling og bladguld. Ja selv partihovedkvarteret har fået et nyt tag, mure er blevet pudset og lygtepæle malet. Nu er jeg jo ikke så kvik, at jeg har kunnet lægge to og to sammen, men jeg burde have kunnet regne ud, at det var den store fest for det kommunistiske partis magtovertagelse i 1949 for 70 år siden der blev gjort klar til og som var programsat til den 1. oktober. Ugen efter kaldes i Kina i øvrigt for ”Golden Week” og er årets sidste store officielle helligdagsperiode hvor nationaldagen den 1. oktober indleder ugen. På det første billede herunder ses stålkonstruktionerne som blev til nogle kæmpe skærme forbundet med noget der kunne ligne en dragekrop. Det andet billede viser den bygning som rumme første port ind til den forbudte by og hvor partispidserne drikker te under festivitassen. Den lille mand der vinker stående er Xi Jinping – Kinas præsident.

Da venner fra Danmark kom på besøg i samme uge tænkte jeg det var på sin plads, at deltage i festen, overvære paraden, se noget militært isenkram samt vinke med nogle flag og i øvrigt vise solidaritet

Det der for midt vedkommende forekom mest interessant var luftvåbnets indflyvning langs Chang’an avenue. Jeg fik set denne indflyvning et par uger inden selve fejringen, idet luftvåbnet var så venlig at øve sig og der fik jeg set det hele – det var spektakulært. Jeg havde hørt at det ville være umuligt for ikke inviterede at komme tæt selve Tianmen pladsen på selve dagen. Efter råd fra en bekendt i Kina, fik jeg den idé, at vi kunne se luftvåbnets indflyvning fra en af de højhuse som ligger ved Chang’an avenue. Park Hyatt hotel har en reception samt en restaurant på 63 etage og så tænkte jeg vi måtte vi næsten være på højde med jet-javerne. Jeg bestilte bord til frokost i restauranten. Pigen jeg bestilte hos anede godt nok ikke hvad det gik ud på og jeg tænkte vi vil få det for os selv.

På selve dagen for showet begav vi os så på vej til hotellet og måtte omgå afspærring og vagter ved at snige os bagom nogle bygninger men frem kom vi. Drengerøven kommer op i en når der er udsigt til noget voldsom teknik. På 63. etage fik vi anvist et bord, men til vores store overraskelse var der trukket gardiner for de vinduer, som vendte mod Chang’an avenue. Da vi spurgte ind til hvorfor, fik vi blot den forklaring, at det var noget ”Police security” som havde krævet dette. Billederne herover viser, at vi fik os sneget hen til nogle andre vinduer uden gardiner som vendte modsat mod øst. Frokost blev det dog ikke til. Det var der jo ingen grund til med gardiner. Paraden varede i øvrigt ca. tre timer og vi så noget af det sidste i fjernsynet jf. billederne herunder.

Om aftenen havde jeg planlagt vi skulle tæt på, have Peking Duck samt se det store fyrværkeri, men alt var spærret af i stor afstand fra pladsen og det endte med, at vi slukørede cyklede hjem og måtte se løjerne i fjernsynet, men nøj for en opvisning de have kørende. Se selv herunder.

[dumildekineser]

Kantsten

Af John Tang

Kantsten holder de mobile byrum adskilt og øger sikkerheden for de svage trafikanter.

Jeg har engang lært af en Journalist at man skal starte en tekst med konklusionen for at fange læserens opmærksomhed, så det råd har jeg hermed fulgt, da emnet måske kan virke en smule kedeligt. Jeg må allerede her indrømme at jeg synes missionen er mislykkes. Konklusionen er lige så kedelig som emnet og jeg burde allerede her stoppe, men nu er det sådan at de tanker jeg gør mig når jeg cykler igennem Beijing også er det det kommer til udtryk i mine blok og derfor slipper I ikke. Jeg kunne dramatisere konklusionen ved at tilføje et udråbstegn! Men jeg har lige læst Erlend Loe’s ”Volvo Lastvagnar” og heri er der en længere udredning om hvorfor man ikke bør anvende udråbstegn og dermed er det også blevet passé for mit vedkommende at anvende udråbstegn, for den vil jeg ikke have siddende på mig. Ups.

Kantsten. Emnet er kantsten. Jeg har tænkt over hvem det mon er der bestemmer om der skal være kantsten og hvorledes de skal se ud. Se i det spørgsmål har jeg en fordel, for jeg ved der på Landbrughøjskolen findes en uddannelse der hedder Hortonom - min bror og svigerinde besidder selvsamme uddannelse og de er uddannet i den ædle kunst at designe et landskab samt fore selvsamme landskab med menneskeskabte beklædninger og jeg forestiller mig kantsten hører ind under denne uddannelse. Det skal her pointeres at jeg intet ved om kantsten og at alt hvad der måtte komme af udsagn og postulater i denne tekst dermed er frit opfundne, da jeg ikke har spurgt nogen heller ikke min familie. Det betyder ikke, at postulaterne ikke kunne være rigtige, blot at sandsynligheden herfor er mindre.

Jeg forestiller mig, at der på Hortonom studiet findes et fag der kunne hedde ”Adskillelse af horisontale rum i det urbane kosmos” eller måske ”Grænser mellem fiktionsområder og funktionsområder i det mobile landskab”. Med andre ord et kursus i kunsten at sætte en kantsten. Jeg tænker yderligere at faget er delt op i nogle hovedtemaer. 1. Kantstenens funktion og virkemåde (signalværdi). 2. Designelementer, dvs. højde, bredde, runding, farve, osv. 3. Materialevalg og levetid. 4. Kantstensøkonomi 5. Forankring og til sidst måske 6. Afværgeforanstaltninger, dvs. hvad gør man hvis de ikke virker. Da jeg i sagens natur ikke kan komme ind på det omfangsrige pensum så tillader jeg mig at plukke lidt i emnerne.

Emnet er mere spændende end det lyder for på min daglige cykeltur frem og tilbage til arbejde har jeg haft masser af tid til at fundere over emnet og er nået til en form for afklaring. I Kina og Beijing har man nogle meget fine fortov med dertil hørende kantsten, sænkning ved kryds for handikappede og særlige fliser beregnet til blinde med stok. Det er til UG og slange, men hvis formålet er at holde bilerne ude på vejene har Kineserne fejlet, da bilerne i stor stil lusker op over kantstenene for at finde en parkeringsplads på fortovene. I Tyrkiet har man løst dette problem ved at gøre kantstene ualmindeligt høje, så biler ikke kan komme over uden en ødelagt skærm, men dermed udsættes fodgængerne også for høje trin for slet ikke at tænke på de handikappede. For at undgå biler de steder hvor de er uønskede, har man i Kina været nødt til at sætte rækværk op. Det har den yderligere fordel at holde de gående inde på fortovet. I hullerne hvor de gående i sagens natur er nødt til at komme ud sætter man stolper eller kugler i granit som biler ikke kan passere. Så vidt så godt. Fine løsninger.

Nu er det jo egentligt cykelstier der har den største interesse, da det er her jeg færdes, så I kan betragte ovenstående som fyld og optakt til det egentlige. I Kina adskiller man cyklister og biler på to måder. Enten ved at lave en streg på vejbanen, hvilket virker meget ringe, da ingen syes at respektere stregerne. Eller også sætter man et lavt rækværk mellem bilister og cyklister, som virker effektivt så længe begge parter holder sig på egen banehalvdel, hvilket sjældent er tilfældet og giver mange komplikationer når f.eks. bilerne pga. ophobning begynder at bruge cykelstierne. Desuden er der mange påkørsler af disse rækværk som er meget farlige for især cyklister. Jeg har derfor været meget glad for, at Beijings bystyre nu er begyndt at fjerne disse rækværk mange steder, men er efterhånden blevet bekymret, for det har kun taget få uger før alle tilsyneladende er begyndt at overse stregerne og trafikken er nu blevet et endnu større sammensurium af to, tre og firehjulede. Jeg vil derfor gerne udbringe en hyldest til Hortonomerne og deres uddannelse. For dælen hvor cykelstier med kantsten, som vi har i Danmark, savnes.

Jeg kan ikke vride mere ud af emnet og nu tror I sikkert nok det stopper med de tåbelige emner. Hvad kan man dog skrive mere om når både Koste og Kantsten har været behandlet. Desværre der er masser at øse af. Bare tænk på affaldssystemer på gadeniveau, uniformer i gadebilledet, gadelygter eller kamera overvågning af det offentlige rum. Det må I have til gode. Nu kunne vi også tilføje en masse billeder af kantsten og rækværk, men hvor fedt er det lige, så jeg har aftalt med billedredaktøren at hun sætter nogle pæne billeder ind frit fra arkivet.

[dumildekineser]

Fejemænd og fejedamer i Beijing

Af John Tang

Jeg cykler hver dag langs Chang avenue som går forbi Tiamen pladsen, folkets store sal og den forbudte by. Dette er nok den vigtigste gade i Beijing og måske i Kina da magten er centreret her. Derfor skal gaden tage sig godt ud og derfor er der guld rækværk, gadetræer, mange blomsteropsatser, meget politi og militær, mange trafikkontrollører og mange gadefejere.

Det er faktisk disse fejemænd og fejekvinder der er mest fascinerende, både fordi der er så mange af dem, men også fordi man her ser en kæmpe arbejdsstyrke som overalt i Beijing sørger for en pæn by. Blade får ikke lov til at ligge længe og er der kommet et stort regnskyl er det også dem som nidkært får skubbet vandet ned i afløbene. Nivelleringen af veje og fortov er ikke altid lige god og der ligger ofte meget store vandpytter tilbage efter store nedbør til gene for både gående og cyklister.

Kineserne elsker ny teknologi og nye produkter generelt og alt fra vesten er på en eller anden måde ofte smartere end deres egne produkter, som tillige ofte ligner noget vestligt. Fejemændene og fejedamerne er her en undtagelse. Man ser aldrig en moderne kost med ergonomisk håndtag og kunstige børster. Den anvendte kost er stadig en rund pind hvorpå der er påmonteret forskellige former for strå eller grene tilpasset forskellige formål. En rigtig udstyret fejevogn har altid mindst fire forskellige koste og det har taget mig nogen tid at regne ud hvad der adskiller dem. Hvis vi nu starter med dem der har strå påmonteret, så er der en der er skåret skråt og en der er skåret lige. De er begge til fin fejning, dvs der fejes grundigt og alt fejes op. Den ene er god til det jeg vil kalde baglæns fejning, dvs man trækker kosten efter sig og til forlæns fejning, hvor kosten skubbes fremad foran. Den skråt skårne kost benyttes på tilsvarende vis til fin fejning hvor kosten svinges ude på den ene side. Fidusen ved strå frem for kunststof er, at kosten om man så må sige kan skæres til, dvs man kan få det skær på kosten som lige passer til ens eget temperament. Der er vedlagt et billede hvor I kan se en fejemand fejedame vogn med fleretyper koste og en beholder til opfejning.

De to koste med påmonteret grene tog det lang tid at regne ud hvad de anvendes til, men jeg tror nu jeg har fanget den. Den ene hvor grenene er uden blade og hvor grenene ikke er helt så lange som den anden er til det jeg vil kalde grovfejning. Den benyttes til i en ruf at få fejet store mængder blade sammen med store cirkelstrøg. Virkeligt effektivt og noget der flytter bjerge. Den anden, den med lange grene som stadig har blade på er virkelig en specialkost og den det har været sværeste regne ud, indtil jeg en dag kom ud lige efter et regneskyld. Den anvendes til at flytte vand væk fra vandpytter, dvs den kan både skubbe og trække vand afsted på en forholdsvis effektiv måde som helt sikkert ikke kunne forekomme med en almindelig kost. Nu anfører jeg at der er en kostetype med grene, hvilket jeg helt sikkert har set, men der også den yderligere variant at i stedet for grene fra buske kan denne type være monteret med tynde bambus pinde som enten kan være med eller uden blade, dvs de er enten friske eller tørre.

Nu spekulerer I sikkert over hvorfor jeg bruger så meget tænketid på koste samt fejemænd og fejedamer. Det skyldes helt sikkert, at man får tid til at observere samt fundere når man to gange dagligt kører langs denne gade. Der er tid hertil. Det skyldes også noget fra min fortid. Nemlig en erindring fra dengang hvor jeg mødte op på min praktikplads hos Cykelproducenten Kildemoes i Nr. Lyndelse på Fyn lige efter årsskiftet til 1994. Jeg tror ikke det var på første dag, men det var i hvert fald i en af de første uger, hvor jeg blev sat til at feje værkstedsgulvet. Værkføren mente, at en hver god smed også skal være god til at feje - ellers mangler der noget i uddannelsen. Og hvor kan uddannelsen gøres bedre end på praktikpladsen. Så jeg måtte feje. Efter nogen tids observation kom værkføren hovedrystende hen til mig. Jeg kunne godt ane han ikke var tilfreds med min skubben rundt med kosten, og så fik jeg et kursus i at feje, dvs hvorledes man kan fin-feje både forlæns og baglæns effektivt. Det er kommet mig til gode lige siden når der skal fejes. Kosten egnede sig ikke til sidelæns og grovfejning og derfor fik jeg ikke lært dette. Det med vandet kom ikke på tale. Jeg sidder nu her med en følelse af at min uddannelse i virkeligheden har været mangelfuld og at vi i Danmark generelt har mistet grebet om hvorledes en ordentlig kost tilvirkes samt hvordan den svinges mest effektivt.

[dumildekineser]

Fisk

Af John Tang

Jeg sidder her i vores hav hytte i Maldiverne, som ligger i det Indiske ocean og blot er en samling af utrolig smukke koraller. Når jeg skriver havhytte mener jeg det bogstaveligt. Hytten står på stolper ude i havet og er tilsluttet den bagvedliggende ø via en gangbro. Farven på vandet er lysegrønt der hvor der er lavvandet og hvor koralsand reflektere denne specielle grønne nuance som man kun ser hvor der er koraller og når solen skinner. Bagved bliver vandet dybblå på en meget smuk måde som er kendetegnet ved havet i troperne. Overgangen mellem det grønne og blå hav er knivskarp og det er netop her man finder den største aktivitet under vandet, hvor bestanden af tropefisk er særlig koncentreret. I ved disse eksemplarer af fisk som er særlige farverige og som elsker at vise deres farver frem for at markere hvem de er og som lever koncentreret i kolonier lige der hvor havet brydes mod lavere farvande i koralrev.

Under snorkleturen i dag kom jeg til at tænke på, hvor forunderligt det er at undervandslivet til forveksling ligner det politiske system i Danmark. For at få styr på dette er vi nødt til at inddele dyrene i hovedgrupper samt nogle ydergrupper. Opdelingen er efter farve kan ikke være helt stringent, da der, om man så må sige, er nogle som kan finde på at skifte farve og være lidt kameleon agtige. Disse behandler jeg i et særligt afsnit, da de kan skabe meget ravage og sådan ud fra et menneskeligt moralsk synspunkt forekommer at være nogle vendekåber. Endelig har jeg ladet mig fortælle, at der findes fisk som kan skifte køn, men da jeg ikke kender disse og ikke ud fra den pågældende fisk’s udseende kan se om den kan skifte køn undlader jeg at tage dette aspekt med i min fortælling om dyrene på koralrevet.

Jeg vil mene at de blå fisk udgør en af hovedgrupperne, hvis man tager dem der er gråblå og dem der er blågrønne med. Hvis man skal karakterisere de blå er det første der falder ind, at de godt kan lide at optræde i flok. Hvis der er en der ændrer retning følger resten af flokken som regel altid med. Når man færdes i flok kan man spare på kræfterne og derved blive mere økonomisk med ressourcerne, hvilket de da også ynder at fremhæve, da de tit står forrest for at falde i med baggrunden. Jeg vil mene at de blå fisk fremstår arrogante som om de har patent på at den blå farve er den bedste, hvilket der jo ingen beviser er for og derfor kan flere blå fisk i deres udforming også virke lidt ordinære og se langsomme ud. Det at optræde i flok kan være fint, hvis man skal angribe en underlegen fisk men kan være farligt hvis der kommer en hval og sluger hele flokken i en mundfuld, hvilket jo er set.

En af de andre hovedgrupper er de røde fisk. Til de røde fisk hører også de typer der blot har røde øjne eller røde haler og finner men ellers er blanke. De orange og de brune hører også til de røde. De kan kendetegnes ved at de sjældent optræder i flok og de er gode til at gemme sig. De har ofte en mere udspekuleret overlevelsesstrategi end de blå, dvs. de skal arbejde mere for føden frem for blot at få den serveret på en ske ved at den kommer drivende. En gang imellem kommer de røde til at lade en i deres midte være ansvarlig for at forsvare flokken, hvilket kan være udemærket så længe denne lederfisk gør tingene til alles bedste, men kan også udarte sig med forfølgelse af andre røde og blå fisk eller andre fisk som ikke lige har den helt rigtige farve. Disse røde “leder” fisk, selv om de ikke altid er ret store, skal man være påpasselig med, da de let kan angribe, bide og være aggressive.

Den sidste hovedgruppe som jeg har observeret er de gule og grønne som har nogle karakteristika, som adskiller sig for både de blå og de røde. Da både gult og grønt står godt til andre farver så kan de godt lide at være lidt spraglede og pyntesyge, dvs. man finder ofte gule og grønne fisk som har både striber, prikker og andre lidt spøjse farvesammensætninger og mønstre. Disse fisk kan ofte godt lide at fare omkring på en måde som ligner dans eller alternativ tilgang til livet. De er ofte vegetarer og gør i det hele taget meget for at revet skal tage sig godt ud og at alle er glade, selvom det jo egentligt bare handler om overlevelse og derfor kan man synes deres tilgang er lidt ude af proportion med livets realiteter. Det ses ofte at ældre gule og grønne fisk falmer og begynder at se enten røde eller blå ud, som om at den lange livserfaring har fået dem til at tage afstand fra hvad de tidligere har været.

De sorte vil jeg mene er en undergruppe og nævner dem derfor, idet de kan have karakteristika som både de blå og de røde. Man ved ikke helt hvor man har dem, om de er farlige og om de overhoved passer ind på revet. De kan være aggressive mod andre og måske de burde holde sig væk, da de går meget dårligt sammen med de gule og grønne. Men hvor skal de så være, da de er meget udsatte alene på det åbne hav. Hvis de for lov til at dominere kan de ødelægge revet og gøre det grimt og her tænker jeg især på søpølsen, søpindsvin og søstjernerne som alle tre virker nedbrydende på revet.

De helt hvide, grå eller blanke kommer af og til ind over revet uden egentlig at gøre meget opmærksom eller væsen af sig. De kan både være store og små. Det virker som om de hvide/blanke/grå ikke tilhører samfundet og lever et parallelt liv uden egentlig at bidrage med noget til revet. De lever egentligt bare deres grå liv uden at nogen tager notits heraf selvom de både kan være store og hurtige.

Endelig er der dem som kan skifte farve. De virker kloge, da de er gode til at tilpasse sig en ny situation, men også som rodløse og vægelsindede, som om de prøver at tage det bedste fra alle de andre, der trods alt langt hen af vejen står ved hvad de er. Det er sjovt at se når de skifter farve men også hvordan de nogen gange går galt og de får valgt den forkerte farve til situationen. Lige der tror jeg de er mere udsatte end andre, så de lever livet farligt.

Det er sådan jeg oplever revet og om det passer ved jeg ikke og er også ligeglad. Der meget vi kan lære om livet ved at færdes på af et rev.

[dumildekineser]

Facekini

Af Suz

Sidste sommer skrev vi om Beijing bikini som er sommermoden for mænd her i Kina. Det er hvor mænd ruller T-shirten op om maven for at køle sig.

Jeg har så siden hørt at moden er opstået fordi det blev forbudt at gå med bar overkrop. Så det er nok mændenes stille protest, at de på trods af forbud stadig viser bar mave.

For kvinderne er det omvendt. De sørger for at dække al hud og butikkerne bugner med sommertøj og paraplyer med solfaktor. Moden er at kvinder skal være hvide i huden. Strandmoden for kvinder er badekjoler og ofte heledragter med tilhørende maske til ansigtet den så kaldte facekini. Der er en maske designet til svømning og strand der dækker hovedet og afslører kun øjne, næse og mund. Det blev opfundet af Zhang Shifan, en tidligere revisor fra den kystnære kinesiske by Qingdao.

I bylivet ser vi ofte kvinder med tildækket ansigt, ikke pga religion men fordi de gerne vil være beskyttet mod solen.

Og sol er der masser af på trods af at det er regntid nu, så regner det højst en dag om ugen og resten af tiden ligger temperaturen mellem 32 og 38 grader og luftfugtigheden er meget høj. Så vi er taget væk fra Kina og er rejst til Malysia til snorkeløen Redang, her blæser en dejlig brise fra havet og temperaturen er kun 28 grader. Her er mange kvinder også tildækket fordi de er turister fra Kina og der er også mange der er tildækket fordi de er muslimer her i Malysia. Det er de også på Maldiverne der er vores næste stop inden vi rejser tilbage til Beijing.

[dumildekineser]

Bummelum i Beijing

Af John

Det er onsdag den 10. juli og klokken er 14.00 dut. Jeg sidder hjemme. Jeg har egentligt været på arbejde i dag, men måtte tage hjem. Hvorfor skal jeg nok komme tilbage til. Suz er ude og fouragere sammen med sine veninder fra Tyskland, Schweitz, og Holland – det varer nok nogle timer før jeg ser hende. Radioen er tændt. Der er Metallica maraton på P6 som lige er startet og forventes at vare i 6 timer. Det kan godt være det bliver for meget, men lige nu er det interessant og fint. Jeg gider næsten ikke starte arbejdscomputeren op, da de tekster jeg skriver på lige nu er tunge og det kan være svært at holde fokus hver dag i mange timer uden regnearkets afvekslende skønhed. Ikke fordi jeg er træt af det, men mere fordi jeg har siddet og skrevet meget på Engelsk i den seneste tid og det kan godt være befriende ikke at skulle lede efter ordene og bare lade det flyde som det kommer, uden absolut at skulle kloge sig og være den eneste som forstår den rette vej mod det effektive klimasamfund. Ja hvor skal jeg egentlig begynde. Jeg tror lidt baggrundsviden kunne være et godt sted at starte med.

I vores familie taler vi pænt. Det betyder vi bruger pæne ord om de ting der måske er knap så pæne. Det betyder blandt andet, at når man skal lave stort, så hedder det Bummelum og når man skal det andet hedder det Bimmelim. Bagdelen hedder m��lle, hvilket giver udtrykket ”først til mølle” et helt nyt perspektiv. Som sagt – vi taler pænt.

Mit arbejde ligger ca. 12,5 km fra vores bopæl og det er en lidt kedelig bygning med 23 etager, hvor jeg sidder på 22. sal i en lille bås på ca. 1½ x 2 meter med metal og glasafskærmning. Tænk på et kontorlandskab i en Amerikansk film og så kan I sikkert se båsens størrelse for jer. Det er samme koncept. Jeg deler rummet med nogle Kinesere som arbejder for et Tysk selskab GIZ (Gesellshaft fur zusammenarbeid – det kunne være en tekst over døren til et Tysk fængsel). De er der næsten aldrig og når de er der taler vi meget lidt med hinanden på grund af meget forskellige arbejdsområder og sprog forbistring på deres side – ikke mig. Der er faktisk kun en som taler et nogenlunde Engelsk. Den anden ting som er meget karakteristisk i bygningen er ”stå” toiletter, dvs. der er ikke nogen mulighed for bare at sidde på en bænk og lade bummelum falde ned i søen. Man skal ned på hug med de risici det indebærer både med hensyn til at komme op igen men lige så meget i forhold til hvor den nu lander. Det tror jeg ikke jeg kan klare. Kender man lidt til hvor lidt bøjelig jeg er i hofteleddet forstår man min bekymring. I Beijing er det almindeligt at begge toilet typer er til stede, dvs. man kan ofte ty til handikap toilettet for at finde den korrekte model, men det er bare ikke muligt på mit arbejde.

Jeg besluttede allerede fra starten, at det er en øvelse jeg ikke kommer til at udføre. Jeg har til min egen store tilfredshed og ikke mindst stolthed undgået disse uhyrlige stå toiletter når den står på Bummelum i nu 1½ år, men i dag var der så krise. Ikke at jeg var ude i en Kleopatra’s forbandelse, hvor det virkelig er akut og der ikke er nogen løbetid - men mere en situation, hvor jeg måtte tage hjem, hvilket kun er sket to gange før. Efter frokost måtte jeg kaste håndklædet, give op, haste hjem og overgive mig til naturens orden. Jeg cyklede hjem gennem Beijing i ca. 34 ̆C, alene med det foresæt at finde et ordentligt toilet.

Som altid cykler jeg det meste af turen på den gade som hedder Chang’an Avenue, som går fra vest mod øst - syd om den forbudte by og det centrale Beijing hen over Tia’men pladsen foran den forbudte by, hvor der er en stor flagstang som markerer centrum for Riget i midten. Det er altid en dejlig og begivenhedsrig tur og det er virkelig en af de ting jeg kommer til at savne når jeg nu engang om ca. ½ år vender tilbage til lille Danmark. Særligt i dag var det vigtigt at tænke på noget andet, være opmærksom på omgivelserne og aflede opmærksomheden fra det som nu pressede sig på. Jeg brugte derfor tiden gennem byen til at tænke på hvilke forandringer vi kommer til at se de næste årtier som følge af elektrificeringen af transportsektoren.

De første elektriske køretøjer ligner det som de erstatter. Det er vel naturligt og også i tråd med det man så dengang de første biler kom. De lignede hestevogne. Jeg tror vi kommer til at se en tilsvarende forandring med vores transportsektor hvor de første modeller ligner noget vi kender og at der efterfølgende dukker modeller og udformninger op som ingen har kunnet forestille sig. Det er jo også i den sammenhæng ”befriende” at læse for nyligt, at EU og Danmark har set det lys komme og har lavet en lovgivning som sikrer at de nye køretøjer larmer med kunstig motorstøj lige så meget som de gamle, selvom mange elbiler i virkeligheden alligevel stopper automatisk før de rammer forhindringer.

Her i Kina er kreativiteten stor og godt båret på vej af en åben lovgivning, som tillader meget forskellige køretøjer og befordringsmidler. Jeg skal ikke trætte med lange beskrivelser men blot placere nogle billeder som viser mangfoldigheden.

Mine funderinger på vejen hjem blev i virkeligheden kickstartet af et underligt køretøj, som pludselig kom mod mig på turen hjem – selvfølgelig mod ensrettet kørselsretning. Jeg fik desværre ikke taget noget billede, så I må nøjes med en beskrivelse. Hvis I nu forestiller jer en tre-hjulet børnecykel med to baghjul og et forhjul, så er det noget lignende. Pedalerne er pillet af forhjulet og i stedet er monteret en lille platform til fødder lignende dem man ser på kørestole. Der er sat lidt større hjul på i forhold til børnecyklen, men ikke meget, men dog med gode gummidæk. Da køretøjet er beregnet til voksne er styret hævet op i en mere fornuftig højde i forhold til børnecyklen. I stedet for det normale børnesæde er der i stedet monteret noget som mest af alt ligner sædet fra en skrivebordsstol med høj ryg og armlæn i nappa eller læder. Hvorvidt stolen er roterbar ved jeg ikke men den så behagelig ud. Den var elektrisk og jeg antager den lige som de fleste to- og trehjulede el-køretøjer samt tuk-tuk’s i Beijing kan køre op til 25 km/h. Jeg vil kalde den en kørende skrivebordsstol men bestemt en interessant og behagelig løsning som jeg så den i forbifarten.

Så nu sidder jeg hjemme, trykket er lettet og der er ikke gået dårlig mave i den. Metallica ruller stadig i radioen og jeg overvejer om vi skal gense filmen ”Some kind of Monster” igen, som programmet uden blusel udråber som verdens bedste film. Den er go – I må få den set hvis ikke I har set den før.

Klokken er 16.30 – Suz er stadig ude – tror godt den kan bære en fyraftensøl – ja det er onsdag – men hva faen – livet skal leves.

[dumildekineser]

Socialisme

Af Suz

Så fik Danmark en ny regering, der lader til at sætte de mindre stillede i Danmark i fokus. Men også uddannelse, klima og velfærden generelt. Formodentlig med skattestigninger, der skal betale.

Nu har vi levet i Kina de sidste 18 måneder og set hvad en stor forskel i levestandard gør ved et samfund, så der skal da ikke herske tvivl om at vi glæder os til at komme hjem til det forhåbentlige nye Danmark. Det har været svært at forstå den smålighed og racistiske debat der har hersket i Danmark under valgkampen og faktisk også før valgkampen.

Vi lever som fremmede i et andet land, der er væsentlig mindre protektionistiske end vi er i Danmark. I Danmark ville jeg nok ikke kunne komme med min mand som ikke arbejdende hustru selvom han havde råd til at forsørge mig.

I Kina får man opholdstilladelse for et år af gangen hvis du kommer som pårørende til en der har arbejde. Og du får ligeledes arbejdstilladelse for et år af gangen, som nemt kan fornyes.

Vi har lejet vores lejlighed ud i Danmark til en familie fra Equadore, men hvor faren og sønnen har dansk pas og ikke moren. De har penge nok, men de kan ikke få en dansk bankkonto fordi faren endnu ikke har et job i Danmark. Sønnen er kommet på sprogskole, faren er It specialist og søger job, moren fik et 3 måneders turistvisum der ikke kan omdøbes til en opholdstilladelse. Hun må hjem til Equador hver 3 måned og blive en måned inden hun kan få et nyt turistvisum og komme igen i 3 måneder. Nu har de besluttet at flytte til Spanien og søge visum derfra. Her kan de sproget og har måske bedre muligheder.

Selvfølgelig er vores situation forskellig fra deres, da de ikke har jobs, men vi tænker at Kina er interesseret i at modtage udenlandsk arbejdskraft. Vi har mødt mange andre udlændinge, der bor her i Beijing. På den måde er vi jo ikke blevet integreret i Kina. Vi omgås kun andre udlændinge. Mange er undervisere både fra Danmark, USA, Tyskland og England, de synes alle at de har bedre løn og arbejdsforhold end de har i deres eget land.

Men vi oplever at der er meget stor forskel på rig og fattig. Vi har sjældent set så mange store biler og mærkevarer butikker som her i Beijing. Men samtidig ser vi også det fattige Kina i de gamle bydele, med de oprindelige grå huse, kaldet hutonger. Her lever familier på få kvadratmeter i huse uden toilet. Toiletforhold foregår i de offentlige toiletter, som der er mange af i disse områder. Ofte er det ståtoiletter eller squat toiletter som de kaldes her, hvor man sidder på række med en skillevæg i mellem, men uden døre. Og selvom der altid er en rengøringskone/mand i nærheden så er stanken forfærdelig.

Det vi har hørt er at ca 350.000.000 kineserne er bundet til den by de er født i, her har deres børn skolegang og der er sundhedsvæsen. Mange arbejder typisk på fabrikker eller som bønder og tjener som familie max 100.000 kr om året. Men hvis de flytter til en anden by, så har de ikke disse goder længere. Ellers skal de rejse til deres hjemby for at få lægebehandlinger. Men mange er flyttet illegalt til Beijing og lever derfor uden rettigheder. Men de tjener her mere end de kan andre steder. En pige/dame i huset der passer børn og står for hjemmet tjener typisk ca 4000 kr pr. måned. En ung nyuddannet akademiker tjener typisk 9000 kr. pr måned og mere erfaren akademiker eller ingeniør ca 16.000 kr pr måned.

Så der er ikke disse personer der har råd til den store bil. Arbejdstiden er 40 timer pr. uge med ca 2 til 4 ugers ferie og 12 helligdage. Der er altid en times frokost, hvor kineserne spiser ude og går en tur eller får en lur.

De rige her i Kina har typisk tjent deres penge på boligkøb fx ejes vores lejlighed af en mand der bo i Hongkong og vi betaler 17.000 kr. om måneden for de ca 100 m2 vi har.

I de sidste mange år har Kina taget, hvad de kunne bruge fra andre landes samfundsmodeller. De har budt vestlige investeringer velkommen, eksperimenteret med lokale valg i landsbyerne, snuset til det danske ombudsmandsystem og åbnet for markedsreformer. Men på intet tidspunkt har Kina ønsket at skrotte sit eget system til fordel for en mere demokratisk model. Kina har deres egne visioner om at skabe et moderne socialistisk samfund. Xi Jinpings ideer om 'socialisme med kinesiske karakteristika i den ny æra' tyder på at de mange års udvikling mod et moderne kapitalistisk samfund vil fortsætte.

I 2015 blev det afdækket, at den rigeste 1 procent af Kinas befolkning ejede en tredjedel af landets rigdom, mens den fattigste fjerdedel kun ejer 1 procent. Kina har allerede overhalet USA som landet med flest milliardærer i verden.

På trods af de store forskelle i levestandard ser vi ikke gitter for vinduer eller mure med pigtråd for at holde de fattige ude, som man ser der andre steder i verden og vi føler os meget trygge her. Vi oplever at kineserne lige som os selv prøver, på bedste beskub, at få det meste ud af det liv de har.

[dumildekineser]

Dans i parken

[dumildekineser]

Aktiviteter i parken

[dumildekineser]

Aktiviter i parken

[dumildekineser]

Aktiviteter i parken