e23skriv

[e23skriv]

Caroline Mørkeberg Kromphardt

lidt om fugt 

Af Caroline Mørkeberg Kromphardt

hun 

fugtede 

læberne 

læberne 

fugtede 

hun

hvis læber skal 

fugtes 

for at være 

fugtige 

er læber så overhovedet beregnet til at være 

fugtige?

fugt

er at finde mange steders prækker især deriblandt også husmure med mange år på bagen eller blot dårlig isolering eller for god isolering men så er det ikke 

fugt 

snarere dug dog skal man ikke kimse af dug for dug kan nemlig initiere en endnu større 

fugt 

dug behøver 

fugt

men 

fugt behøver ikke dug

dele af læberne er altid 

fugtige 

afhængig af hvor man beslutter sig for at synes de starter og slutter munden er vel en del af læberne? eller måske er det rettere læberne som er en del af munden? læberne er en slags forlængelse af munden og munden er ihvertfald 

fugtig 

i sin naturlige homøostase? indersiden er våd men ydersiden tør medmindre man 

fugter 

og det gjorde hun måske med dug måske med indersiden af en ældet bygning det fortæller historien ikke noget om for det er ikke essentielt

fugtede 

blev de og det er det éneste vigtige 

Livets semi nar

Af Caroline Mørkeberg Kromphardt

hjertet er en muskel 

og jorden blot en sten

enten føler man intet eller også gør det ondt

indre lava 

fastfrosset istid 

medmindre man er til Ann Louises tegnetimer 

så er der langt mere end 50 shade of gray 

end sort hvid 

heldigvis går tiden forlæns 

årene føles kortere

som livet bliver længere

ligesom at en pige med kort hår syner højere end en med langt 

fordi halsen pludselig regnes med til kroppen og ikke kun bruges som hårets pedistal 

når verdensbefolkningen vokser bliver det så

lettere 

eller 

sværere 

at finde den eneste ene?

jeg tror ikke på den eneste ene 

så det er på sin vis ligemeget hvorvidt fiskene tager til eller det modsatte 

bare ærgeligt Sonny

blomster plukker ikke sig selv 

livets semi nar 

ikke helt nar men kun halvt 

måske det ikke behøves være en enten-eller-ting 

[e23skriv]

Silje Høi Carstensen

Titel: Lydens Hav

I stilhedens omfavnelse står en DJ ved sit bord, døv for lydens bølger, dog er deres sjæl ubegrænset stor fingre danser let over knapper og tangenternes tro en symfoni af vibrationer, hvor stilhed er en bro

I pulsen af beats føler de musikkens magi øre tavse, men hjertet synger i harmoni lyden af kærlighed, uden ord, uden krav døv, men deres sjæl svæver frit på lydens hav

Af Silje Høi Carstensen

[e23skriv]

Line Sofie Hermann Roed

HUN ER SOM MIG

SÅ SNART DER ER NOGET, SOM BLIVER MIT,

SÅ ØDELÆGGER JEG DET

Af Line Sofie

Materialer: Porcelæn, sort sprittusch

HUN ER PORCELÆN SOM MIG

HAN ER HER FOR TING

HAN KAN ØDELÆGGE

Står der skrevet med sprittusch på en vase. Den er i porcelæn, og den skal ødelægges. På et tidspunkt. Ligesom i Oulipo skal der ud af digtet opstå brudstykker af nyt sprog, eftersom at teksten smadres og tvinges til at ændre form. Ses der på vasen, afhænger forståelsen af digtet af, hvor du står. Du kan bevæge dig rundt om vasen, og se, at et digt ikke nødvendigvis er til for at blive læst fuldstændigt og i en helhed, men ligeledes kan læses i fragmenter.

Værkets hensigt er altså at bevidstgøre beskueren, læseren om, at et digt aldrig er én identitet, men er fragmenter af sandheder samlet i ét.

Disse fragmenter kan fragmenteres yderligere, ved helt at smadre sproget.

Læs digtet derfra hvor du står, og forstå det som du vil.

[e23skriv]

Frederikke Marott Kristensen

Titel: Jeg er et barn

Af  Frederikke Marott Kristensen

Materialer: Hagesmæk, havregrød, maling, cigaretskodder, dåsering, sprittusch, aske og jord

Jeg er et barn

ikke sådan rigtigt

men jeg er et barn

Jeg har drukket mig for fuld i byen

jeg vil hjem

men jeg er et barn

han vil have jeg bestiller en taxa

men jeg er et barn

Jeg skal have tøjet af

puttes -

jeg er et barn nu

han griner af mig kalder

mig et barn spørger

om jeg vil have børn

jeg er et barn

holder om hans arm

   jeg forbarmes som

som sildig vækkelse:

Jeg er ikke et barn?

Forstadsdrømme og alkoholromantik

tag dig af mig!

Jeg er dit barn

[e23skriv]

Nicholas Oliver Grundtvig

Titel: Kend dig selv

Af Nicholas Oliver Grundtvig

Materialer: Træramme, tre stykker glas

»Know yourself« (Sokrates). Sokrates mente dette som en invitation til os alle om at udforske os selv.

Kig på dig selv. Kig i noget tid.

Vil du knalde?

Vil du være sammen med ’dig selv’?

Ville du være tilfreds med måden ’du’ behandler ’dig’ på?

Vil ’du’ i fremtiden ønske at gøre ting mod ’dig’ anderledes?

Værket inviterer dig til at kigge ind i dig selv.

[e23skriv]

Tilla Ludvig Ankeraa

Titel: Hulbror Bingo

Af Tilla Ludvig Ankeraa, GrundtvigsHJ 2023)

Hulbror bingo alá tandbørster, kondomer og graviditetstest er en spøjs kombi. Min originale idé var at skrive mit Tandbørste sex digt i tandbørster og kondomer - men efter at skrive tre bogstaver kunne jeg se, at det ville være et kæmpe projekt - på trods af det ville have været on theme + mødet af tandbørster og kondomer ville have været episk.

Derfor begyndte jeg at surfe mit hovede igennem for Tilla ord; jeg grublede b.la. på Pigepenis, Flappy Bird Fisse, Fissefløde - men så slog det mig, Hulbror Bingo var svaret! Hvad er Hulbror Bingo så? Måske skal jeg lige forklare udtrykket hulbror først; det er når to mænd har været i seng med samme tøs. Hulbror Bingo derimod er et modsvar til begrebet Homie Hopper - som er når en tøs fx har været sammen med en fyr og så hopper videre og er sammen med hans ven eller flere fra hans vennegruppe.

Hulbror Bingo har dog en unik oprindelse. Her er historien; på et tidspunkt couchsurfer jeg, en aalborgenser forelsket i hovedstaden, rundt i Kbh via tinder. Min første fangst bliver en cbs'er. Vi æder os mætte i wolt kl 3 uden sex, men boller morgenen efter. Vi har en pillowtalk hvor vi kommer ind på emnet squirting. Cbs'eren fortæller han engang fik en tøs til at squirte hvor squirt pletten endte ud i at ligne en pik. Mega lol. Anyways, senere på aftenen kommer jeg hjem til en bio kemi studerende og drikker special øl. Vi hooker op og har også en pillowtalk om squirting,,, hvor han fortæller hans bedsteven engang fik en tøs til at squirte en pikformet plet. Øh hov den historie har jeg vist hørt før? Så jeg var sådan “når hedder din ven så *indsæt cbs’ers navn*” og han var sådan “eJ det har han kun fortalt til mig og den anden fyr i deres trekløver vennegruppe” og blah blah blah, hvor jeg panisk finder min mobil frem, tjekker insta og den er god nok. De følger hinanden. Kommenterer på hinandens opslag. Er tagget i samme billeder. Så ja, jeg kom til at bolle to bedste venner i Copenhagen city på samme dag, ret vildt for en dobbelt a tøs.

Det vildeste var, at jeg skrev med cbs fyren nogle dage senere, hvor der kommer endnu et plot twist - bio kemi uni fyren vidste præcis hvem jeg var. Ergo, efter jeg havde været sammen med cbs fyren, havde han fået sin ven til at være vaks på tinder efter mig, fordi ja det ville være funny at blive hulbrødre på samme dag for dem. Men skud ud til ham for at wingmanne mig I guess. Men efter den hændelse var jeg sådan; det er ikke mig der er homie hopper, det er vitterligt dem, der leger hulbror bingo med mig.

Æstisyl

Af Tilla Ludvig Ankeraa

Tandbørste sex

Af Tilla Ludvig Ankeraa

[e23skriv]

Caroline Guldager Schwenger

Titel: JEG TÆLLER FÅR

Af: Caroline Schwenger Materialer: mOCT af egen nethinde (bagerst i øjet), garn

Jeg ser rundt i rummet Hvis vægge er for tæt på Jeg mærker luften fylde For meget i min hals, mine lunger Jeg kvæles i rummets stilhed Som ikke er stilhed

Jeg drukner i søvnløshed

På min nethinde sidder tanker Der ikke finder ud De bare brænder punkter i mig På indersiden af mig, mit syn Puder bliver øer, søvnen er havets dyb, Jeg kan ikke dykke

Jeg tæller bare får

JEG TÆLLER FÅR er en fortælling om det at lægge søvnløs. Om det ikke at kunne finde ro. Selvom ønsket findes, er det ikke altid, at kroppen formår at adlyde, lade sig falde hen. Vi kender alle talemåden ”at tælle får”. Her ses det fortolket på et billede af min egen nethinde. Billedet er taget hos øjenlægen og viser både røntgen af nethinden samt to billeder af nethinden, bagerst i øjet. Et i farve og et i sort/hvid.

KØN

En novelle af Caroline Guldager Schwenger

Hans negle sad på tæerne, der hvor det er meningen, at de skal sidde. Trods tånegles generelle frastødende tendenser, syntes han, at hans egne bestemt var af den finere type. Relativt symmetriske. Ikke gule, som medtaget væv, nej. Bleglyserøde. Han var opmærksom når han klippede dem, han værdsatte æstetisk overlegenhed.

Selve foden var varsomt formet. En str. 44,5. Lige en anelse større end den gennemsnitlige mands. Tanken plejede at trække i hans mundvig, bare lidt, ikke nok til, at han behøvede at dele smilet med andre end sig selv. Under huden på foden var også før de fineste vener. Han forstillede sig hvordan karvæggen holdt på hans blod, hans atletagtige eliteblod, som rejste gennem hans årer, forsynede hans krop med styrke, og før i tiden også mod.

Slanke ankler, elegante var de. De sad for anden af underbenet, som dets naturlige fortsættelse, præcis som det er meningen at de skal sidde. Under disse var placeret den fod, der før bar ham gennem livets ujævne underlag, og opadtil var netop det underben, de lægge, der konvekst bøjede ud og gav hans ben et skarpt, næsten løberlignende udseende. Han plejede at have pæne ben. Det havde han flere gange fået at vide.

”Er du okay”. En hvisken

Over underbenene, tronede hans knæ. Hans knæ var afrundede, nydelige. Han havde før forestillet sig sine knæ uden på en brochure for genoptræningsklinikker eller fysioterapeuter. Ingen hudfold eller delle med subcutant fedt, dækkede hans knæskal. Kun hvis man virkelig forsøgte, kunne man snige en lillefinger op under hudfolden, men det havde han hørt var sundt. Meningen at det skulle være sådan. Man skulle nødigt blive for tynd. Skind og ben, som folk sagde. Den formulering skurrede også i hans ører. Gjorde ham utilpas. Det signalerede ikke den styrke, som han godt ville associeres med.

I forlængelse af knæene, tog lårene over, som smukke kødtrekanter af muskel, sene, blod og mobilitet. Den ikke så beskedne behåring, fik ham til at tænke på mande- og ikke drengeben. Drengeben er nøgne. Blottede for hår, for solskader. De der leverlignende pletter, som allerede stråler frem på huden, før man når sin kvartlivskrise. Frie for ar. Nøgne. Bare, blottede, berøringsberedte.

En hånd på hans lår. Ikke hans egen. Ikke en, der hørte til der.

Hvor de muskuløse lår møder noget nyt, ved han, at der her sidder noget, der ikke skal sidde. Han ved præcis, hvad han finder der. En hårdhed, et begær. Han forøger at spænde i lårene, det har han hørt, skulle virke. Prøver at nive sig selv blidt i maveskindet, forsøger at tænke på andre ting. Gårsdagens begivenhed fylder hans hoved, som hans fulde lem fyldte hans mund i går. Indrammet i kruset kønsbehåring, et skovlandskab af skam, sidder det, der gør ham til ham, men som nu gør ham til en, han ikke kan kende. Benene som var, er nu noget andet. Rystelser går som i trykbølger ned over hans ben, og gør den grund han står på usikker. Et øjeblik overvejer han at sætte sig ned. Stikke hovedet mellem benene, så blodet igen kan løbe til de vitale organer, til hjernen og til det sind, der ikke vil finde ro. Blodets brusen i ørene, når hovedet bøjedes mod den smukke storetå, mod gulvet, ville skabe tryghed. Sikre en vished om tilstedeværelsen på det gulv, de to fødder lige nu står tvivlrådigt plantet på. Men han sætter sig ikke ned. Han lægger ikke hovedet mellem benene. Hans øjne stirrer fortsat på spejlet, på sit erigerede lem og hader det. Han får lyst til at skære det af. Se blodet fjerne sig fra organet, falde til ro igen. Få ophidselsen over gårsdagens begivenhed til at forsvinde.

Ånde nær hans øre. Dyb vejrtrækning ind. Lader herefter luften ligesom sukke udover

læbens kant. I takt med hinandens hjerterytme.

Han bliver opmærksom på at trække vejret. Han ved, at han bliver nødt til det. Han samler sig, men han fortsat står foran det spejl, der samler et billede af ham. Om lidt, når han har åndet ud, vil han lade blikket løbe opad i spejlbilledet. Han vil lade det forlade sit køn, glide op over sit maveskind, til det når brystet, hvor få hår er begyndt at titte frem. Han vil ikke skænke den lille bule af sparsomt fedtvæv på mavestykket under navlen en tanke. Ej heller selve navlens størrelse, form og dybde. Men han vil dvæle ved brystkassen, stedet mellem sine to brystvorter, der hvor han i går mærkede hans vejrtrækning. Våd, tung udånding mod sin solar plexus, snart mod sin hals, sin kind, sit øre. Han forsøger at lade tanken passere. ”Lad som om at tanken er et tog, der forlader stationen”, tænker han, og smiler for sig selv ved tanken om at have taget et så banalt og ubrugeligt råd til sig. Skulle det være selvhjælp?

Han vil lade blikket glide fra sin brystkasse, op ad sin hals, som ikke længere føles kun som hans egen. Blikket vil lade halsen møde hagen, møde kæben, møde læberne. De er tørre. Han er rød om næsen. Han vil trække vejret ind. Han vil tælle til tre om lidt. 1... 2... 3... . Først herefter vil han føre en finger op, for at tørre en begyndende tåre væk. Udånde. Tvinge sig selv, til at fange sit eget blik. Se sig selv i øjnene.

[e23skriv]

Kirstine Victoria Hartmann

Titel: Vokseværk

Af: Kirstine V. Hartmann

Materialer:

1 Click mix vingummi (Urørt)

3 Click mix vingummi (Forstørret og revet itu)

Vand

Vingummierne i værket er et symbol på barndom. I barndommen oplever børn den rivende smerte ved vokseværk, der signalerer at kroppe vokser og gennemgår en forvandling fra barn til voksen.

I toppen af værket er der placeret en urørt lille vingummi til venstre og en vingummi, der ved hjælp af osmose er blevet forstørret til højre. Vingummien har derved gennemgået et vokseværk.

Selve ordet vokseværk er skrevet af forstørre vingummier, der efterfølgende er blevet revet itu. Smerten ved vokseværk og smerten ved at blive revet i stykker ses som et. Endeligt er vokseværket et billede på smerten der kommer ved at gå fra barn til voksen.

[e23skriv]

Aksel Winther Groth

Titel: Afkast

Af: Aksel Winther Groth

Materiale: Toiletpapir. Blæk, sort og blå. Aldrig blod, aldrig sved, aldrig tårer

Vi leder altid efter noget med betydning, som rør os og påvirker os. Men dette vil aldrig ændre noget, det vil aldrig røre nogen og ændre noget. Kunst kan smides ud, forglemmes og skylles ud. Vi tørrer røv på hvad det kan blive og hvordan det kan røre os. Der er så mange der prøver at blive kunstnere og det hele er alligevel ligegyldigt.

BLOD

VI BLØDER ALDRIG OVER KUNST

MEN VI BLØDER NÅR VI SKABER

VI BLØDER IKKE FOR VORES KARAKTERER

VI BLØDER FORDI VI HAR LEVET

BLOD GÅR FRA VORES TABTE

BLOD DRYPPER TIL FYLDEPENNEN

OG FYLDER PENNEN MED TANKER

VI BLØDER IKKE FRA PAPIRSNIT

VI BLØDER PÅ SIDEN FOR AT SKABE LIV

TIL KUNSTENS VÆKST

VANDER IDEERNE MED BLOD

Sved

Vi sveder aldrig over kunst

Men vi sveder når vi skaber

Vi sveder for de titusinder ord

Vi sveder for om vi kan blive til noget

Sved kommer fra panden og fra skridtet

Blandes med malingen og bliver fedtet

Sveder når vi løfter det tunge åg for næste generation

Sveder når vi leder efter den næste sensation

Så vi kan leve af det

Sveder for at få mad på bordet

Til vi igen kan svede

Vander fremtiden med sved

tårer

vi græder aldrig over kunst

men vi græder når vi skaber

vi græder for alt det vi aldrig kunne blive

vi græder over når mor siger at vi spilder tid

græder når vi får det femogtyvende afslag fra forlag

vi græder fordi vi blev hjemme og skrev

vi græder fordi de ikke græd over hvad vi skrev

græder os en havn, en å og en sø

til vi har noget vi kan drukne i

vander håbet med tårer

LORT

I SKIDER ALDRIG OVER KUNST

MEN VI SKIDER PÅ KUNSTEN SELV

I SKIDER PÅ ALLE OS DER VIL SIGE NOGET

I SKIDER PÅ ALT STØRRE END GLÆDE

SKIDER NÅR I HØRER NOGET I IKKE VIL

FOR KUNST VIL NÅ JER OG ÆNDRE JER

MEN I SKIDER BARE NÅR KUNSTEN VIL JER NOGET

I LAVER KUN LORT PÅ DET STORE HELE

SÅ I HAR NOGET AT SPISE HVER AFTEN

I TØRRER RØV PÅ POESIEN

BEGRAVER KUNSTEN I LORT.

[e23skriv]

Julie Østgaard Dahl

Titel: Et te-selskab (2023)

Af: Julie Østgaard Dahl

Materiale: Sprittusch på porcelæn

Fragmenter af et indre drama skrevet ned på porcelæn. Et personligt, egoistisk og forfængeligt værk, der har sit ophav i ideen om at ville formidle kompleksiteten i den kontrast og det clash, jeg ofte føler er min konstruktion. Jeg drages mod pæne, uskyldige og skrøbelige tingester, og indeni mig er der ofte frustrerede protesttanker, usikkerhed, ængstelighed og vrede. Værket er (en skitse af) et eksperiment med mødet mellem en pæn skal og et råt indhold, der både skal antyde det provokerende og grimme, men også det ærlige og sårbare. Den kreative proces blev hertil ledt på vej af spørgsmålene ”kan det være brugbart, hvis det ikke er skønt på samme tid? Eller ubrugeliggøres det, når det ikke er fint og ordentligt?” og ”kan den yndige skal overhovedet klare den hårde ærlighed indefra?”. Måske fungerer det slet ikke, hvis ikke mit sprog afspejler det perfekte ydre. Måske går skallen til sidst i stykker, måske slår sårbarheden og protesten med tiden sprækker og revner i den fine sensible overflade, som ikke kan holde tæt - ligesom en lækkende menstruationskop eller den tallerken, der styrtede i asfalten en sen søndag aften i frostvejr. Den splintredes, og skarpe porcelænsstykker fløj ud i sneen.

Digte

Af Julie Østgaard Dahl

Social- og selvbevidsthedskompleks Jeg bider i hudfolderne inde i munden og ser ud i rummet foran mig. et rum i opløsning. rækker en usynlig hånd ud i det opløselige mens tankeskygger danser bag mit slør mit blik fæstnes ved luftens molekyler og ord sitrer ud til fingerspidserne efterlader tungen tom. hånden fanger noget der kan siges det flyder ikke videre. luftmolekylerne optager stilheden direkte fra læberne der nænsomt kysser hvert atom sender stilheden videre gennem rummet elektron for elektron. forstenet er jeg stadig.

”Hvad nu hvis?”

Hvad nu hvis jeg inviterede min mormor til et te-selskab, men jeg serverede te, som vi drak af menstruationskopper lavet i hvidglat porcelæn med sirlige blomstermotiver malet i pasteller?

Hvad nu hvis min rødhårede veninde nød sin forret og læste, at hendes og mine hvidheder alle er slutninger for mig?

Hvad nu hvis din kammerat spiste sin saftige steak og blev spurgt, hvornår det er ham, hvornår det er mig, der er krænkeren?

Hvad nu hvis min far tog af kagefadet og fik at vide, at jeg får lyst til at hænge i et træ som en ond mor?

Lystkompleks

Begær mig, tak. vær venlig at gramse på mig. vær sød at grave dine fingre ind i huden på mine lår så kødet buler og deller ophober sig. lag i min hud opstår af din berøring, afgiver mønstre og tegn og i linjerne kan du læse at jeg vil have dig i mig. du må ikke såre mig men du åbner en dyb sprække som var den din og efterlader varm klistret silke tråde der trækker langt ind smyger sig ud ad mig i en langsommelig march der tager flere dage ad gangen. vi lusker rundt i det udefinerbare take på min krop og dine papirer. du ved jo hvad du vil ha’ men det gør jeg ikke helt.

[e23skriv]

Victor Rasmussen

Har du ondt i dag?

Digte

Af Victor Rasmussen

Da de lavede ham

plantede de et lille hjemve (sb.) inde i ham what happens if nothing happens? han levede og glemte at hans syn ville blive til blæk de tomme dåsers raslen i posen var ikke nok what happens if nothing happens? Strandvejen lå derude et sted den plantede en sygdom i ham hans syn var blevet blæk han var vågen i 4 dage intracerebral blødning og det var første gang hans ryg ramte en flade i 4 dage hans hånd fik fat i en kant det var rent held at han knyttede sig til et vindstød der tog ham fuldstændigt Jeg skrev de her ord ind under komaets dynebetræk: Vi var malkekøer og vi vi grinte fordi de andre også var det kan du huske da vi spyttede sydens sol lige i fjæset, og du lagde dig for foden af barndommens skamfulde klokkeblomst? stoerne satte dig ikke fri vi troede, at du var død du blev forkortet til 3 bogstaver i lægens notat DVT dit blodprops-legeme haltede skygger ind i huset det tomme metal stod i dine øjne vi troede, at vi skulle dø du vidste godt at kvalmen var pinlig jeg så en mand børste tænder imens han cyklede det fik mig til at tænke på din trippende fod du valgte at blive væk sagde min mor som om du var løbet hjemmefra der er et øjeblik til at den tynde hud der holder appelsinens kød og saft tilbage bare giver op.

Aksel siger, at når røgen fra cigaretterne sætter sig i den kolde luft

på den måde minder de ham om hans mor juleaften jeg ved godt hvad han mener, men jeg spørger alligevel hvorfor jeg vil så gerne have at folk kan lide mig jeg stikker min finger igennem det plastik, der holder sammen på de 6 Tuborg og jeg er bange for at det er alt der er alt der ER gazeller kan skrumpe deres hjerte og lever for at overleve jeg ved ikke hvorfor de går ikke til psykolog jeg ved ikke hvorfor jeg er skabt af kærlighed mellem to mennesker kærlighed kan forfalde, det gør en gud ikke så tit vi er bange for forfald jeg ved ikke hvorfor jeg fakede orgasmer for min ekskæreste de sidste par gange jeg vidste noget hun ikke vidste om sig selv jeg fakede tårerne til min farmors begravelse jeg følte ikke at jeg kendte hende sådan rigtigt jeg faker tit min latter SE MIG JEG GRINER!!! og jeg ved ikke hvorfor når solen ikke er her brænder jeg mig selv for at fremme frøspiringen gazeller kan løbe helt op til 100 km/t når røgen fra cigaretterne sætter sig i den kolde luft på den måde tænker jeg på gazeller, men Aksel spørger ikke og jeg ved ikke hvorfor.

Natlinser lægger sig på det yderste lag af hornhinden

og omformer øjet under søvnen din vejrtrækning lægger sig i vindueskarmen og smutter op under neglene sammen med kaffekopperne jeg plukker din hud det sted hvor den er lidt lysere end alt andet. Vores tøj er et sted vi ikke tør tale om på gulvet min performing body bestemmer som en sko: et uventet punktum på en bygning. Nej den sætning betyder ikke noget var det så okay? (jeg så blodet bag dine læber) vi ses først i nat langsomheden er en kæmpe fucking slum vi ses i din seng vi ses i morgen, måske og jeg vil fortælle dig at i Wien står Karl Marx Hof som et symbol på noget der kunne have været men nu er det er en turistattraktion man kan læse om på Theguardian.com ved du hvad jeg mener? jeg vil love dig en kop kaffe eller alle træernes rodnet, hvis du gør. Der var stilladser i kirken på Rooseveltplatz, ved du hvad det betød?

Der var engang... romantikkens tro på barnets særlige indsigt og,

12-tals-pige er et ord i den danske ordbog og, det er bare konstateringer jeg laver fordi, jeg har konverteret mine barndomsminder til værdipapirer og, mine skos slidte såler har indydelse på jordens velbendende og, Røde Kors' kapacitet. Du spørger hvordan jeg går og har det og, for det meste går jeg og hælder vand i tomme glas og, jeg deltager i pikmålerier om neuroser, blandt venner selvfølgelig. Jeg hvisker det ikke til nogen, jeg råber det for mig selv “kan du huske da barnet smagte sin første gule sne?” jeg dvæler ved, det øjeblik vi lånte af hinanden du sagde at jeg burde stoppe med at ryge men smagen forsvinder aaaaalt for langsomt nevermind jeg ånder sprit i november når træerne dør, dør de så for dig? du holder hjertet tæt ind til kroppen nevermind det var som om lygtepælene tændte tidligere i dag prøver de at trøste os? it matters where you are sidder du aldrig og venter på mere?

sidder du aldrig og venter på mere?!

vi kunne bøje aktiekurserne i en stærkmandskonkurrence med sortmalede amingo-vægte hvis vi ville.

Vi gør det ikke vi går lange omveje og bruger den mistede tid på at finde ud af at vi kun er 10 minutter hjemmefra at vi kun er 10 minutter hjemmefra.

[e23skriv]

Johanne Ann Carlskov

Titel: DIONAEA

Af Johanne Ann Carlskov

Sukkerfri liljetunge

Suger sjæl som i Harry Potter 3

Støvdragerlæber har aldrig givet

Sødemiddelmund kan kun tage

Offer snøvler love sayings

Savler over stendafne smil

Ser kun smukt fluefanger fjæs

Dionaeas løfte i april

Materialer: Døde liljer, levende krop, ukendt tusch, digtuddrag, jeans, person med jakke, sne, kulde

Beskrivelse: Baseret på et digt af samme titel, er Dionaea her afbilledet med sine blomster, sin hud, og sine ord. Som digtet fortæller, er dette en person der suger energien fra de mennesker de er omkring. Dionaea, der er den latinske betegnelse for fluefangerplanten, lokker med sin søde duft, hvide hud og pæne smil. Man falder let for Dionaea, men hvorvidt den smukke blomsts egen kærlighed er sand eller falsk er op til fortolkning.

Vogter

Af Johanne Ann Carlskov

Vogter af din flod

Dit bid tog hendes vejr

Da hun vågnede

Var hun i din krop

Genfødt , glat

Hun kan bo i fersk vand

Væve den krop mellem flod-pil og ålegræs

Din krop er smidig

Dine knogler af gummi

Lader hende sno sig

Svæve gennem skove af hjertebladet vandaks

Hvisle bobler ud langs en todelt tunge

Hun bader sine skæl

Ved et undervands alter

Og hilser fiskene

Med et blik af sølv

Vogter af sin flod

Medusa

Af Johanne Ann Carlskov

Refleksion i natte-hav

Ser tilbage

Mens sol strømmer ind

Af kraniets huller

hendes øjne er huler

Hvor solen tænder bål

Til ild bliver kold

Græder hun tårer

Der soder kinder sort

.

At se sig selv

I sorte bølger

Da usynlig syre

vasker hud

Til perlemorsbleg

er tilbage

Gennem marmor skal

Presser skæl

Til overflade bryder

Og blod siver

I Skæl-kratere

Til røde trekanter

Danner mønstre

På hendes kvarts-panser

.

Nyfødte ild øjne

Ser hårlokker

løftes fra hoved

som marionetter

de gror tykke fra roden

de lokker gror hoveder

de hoveder gror øjne

de øjne ser på hendes

og spejler den ild

da slangerne bider

I hovedbund, nakke, ansigt

Lammes al smerte

Tusind kold kroppe

Vrider sig på hendes isse

De hvisker og hvisler

Nu er du aldrig alene igen

[e23skriv]

Ida Marie Stertzel

Titel: Pink Tax

Af: Ida Marie Stertzel

Materiale: Hår på væg

Jeg fascineres af hår. På kroppen, i badet, i min skraber. Men paradoksalt nok irriterer denne fascination mig også; hvorfor er jeg så besat af noget så overfladisk og midlertidigt? Jeg tror, det bunder i uendelige konfrontationer med omverdenen, der hele mit liv har insisteret på at tillægge mit hår en kommercialiseret, kønsstereotypisk værdi:

”Du ser pænere ud med langt hår.”

”Hvis du, forsigtigt med en pincet, fjerner dine hår på overlæben, så ligner det ikke, at du har moustache.”

”Du har glemt at barbere dine ben.”

”Det ser så uhygiejnisk ud med hår under armene.”

Pink Tax belyser den dobbelte skævvridning, som patriarkatet har pålagt kvinder:

Vores værdi ligger i vores udseende, og vi skal for alt i verden forsøge at opnå et så feminint og glatbarberet udtryk, som muligt. Men sidst jeg var i SuperBrugsen, for at købe en barberskraber, kostede den mørkeblå skraber ”for men” 47 kr, mens det lyserøde ”silky shave” alternativ til kvinder (fuldstændig samme produkt) kostede 71 kr. Pink Tax er den ekstra udgift, som pålægges ”feminine” produkter.

It’s a scam.

Digte

Af Ida Marie Stertzel

1 - Tør mig op

Jeg tegner cirkler

i kondensvandspletten på bordet

dér, hvor du efterlod dit glas

Jeg har alt andet, men intet at tage mig til

imens jeg venter på,

at du aldrig kommer tilbage.

Måske, hvis jeg venter hårdt nok,

tørrer og tværer og brækker min finger

vil du komme tilbage

med en serviet

2 - Tie Dye

Vi brugte fælleskøkkenets håndvaske

Farven blev siddende, men vi talte ikke om det

der skulle til

Vi talte ikke sammen den dag

Vi talte, eller, jeg

talte dagene

Primærfarver

Jeg ved, at du er kreativ

Mon du laver hjemmelavet tie dye og taler om det med nogen

Mit lagen er stadig lyserødt,

det er noget værre stads;

det er det eneste, jeg har.

Jeg tænker på krebsdyr,

når jeg tænker på dig

3 - Et barn

Fødedygtige hofter

Fødselsdepression

Fertilitet

Fuck

Jeg er tolv år gammel

Kan jeg få et barn alene

for at få et barn

Kan jeg få et barn uden at lægge krop til det

4 - Kommercialiseret illusion

Du sagde, at du ikke forstod

hvorfor i alverden, jeg ikke bare

barberede det af

Lige præcis derfor,

svarede jeg,

kom til at grine, at jeg var træt af dit pis

”Men det var jo ikke sådan ment”

Til galla var der ikke plads til kjole

og kropsbehåring

på samme tid

Pink tax

70 kr

for et clean look

Hvad jeg ikke gør for en gallapartner

5 - Bænken

Har du nogensinde prøvet at misse toget

fordi du ikke ville med alligevel

men havde betalt for en billet

og derfor knyttede dig til

en påtaget ærgerlighed

en spildt chance

en tom aften

bænken

6 - Sover

Om at leve

i fortiden

I børnehaven

pustede jeg kakao-bobler

og spiste bøgeblade

dagen lang

i min edderkoppeflyverdragt

indtil jeg en dag faldt i søvn i legehuset

[e23skriv]

Esther Gertrud Gundersen

Samling af sarte konstruktioner

Af Esther Gertrud Gundersen

Om morgenen når iskappen slår skår i landskabet pakkes noget ned og i den proces fandt du en istid under din seng du lader som intet men tager en varm trøje på i nat flyttes flintestenene tusinde kilometer

er nogen som du slet ikke elsker

nogen som jeg minder dig om?

du har tang i munden

det er sådan det lyder

hver gang du taler efter vi har aftalt

at jeg ikke længere skal findes

og minde dig om

tangen i munden, ordene opsøger dig bag

din søtunge

Somme tider

Er tungetale i længslens sprog

Stavelserne falder blødt på linoleumsgulvet

Mit ordløb minder dig om sort violkæderim

Du forløber i myldretiden under dunhimlen

Du lagde mig til at sove velvidende

At jeg ikke kunne

Jeg huskede på en liste

Hybenrose, vildrede, gasudslip

Den lød så naturlig

jeg er et adverbium med smukke øjne siger du

den sarthed der følger min liste og

hvor vigtige pudebetræk er for voksne

er to beviser jeg ikke ved

hvornår jeg kan bevise med

de smager så sagligt

flygt fra underværkerne

de kommer

for at basere hele lortet på tillid

efter natten med den naturlige liste

tager jeg et nyt ord i brug

sagnomspundne landegrænser giv plads

nu virker automatsproget igen

måske næste gang i spørger

kan jeg tælle til tre på to hænder

noget er som det helt plejer

jeg kan ikke finde ud af hvad, måske

de voksnes pudebetræk

skybruddene

fattigdomsgrænserne og den måde

vi hilser, hilsner falder dunlet

på linoleumsguldet

[e23skriv]

Julius Juhl

Titel: Krig

Af: Julius Juhl

Materialer: Broderi på lommertørklæde

Projektet ”Krig” er inspireret af en udstilling i Schule Für Dichtung, hvor digte var broderet ind i lommetørklæder. Med projektet var der forestillet et narrativ omkring en soldat, der siger farvel til sin kone for at tage i krig, og får et lommetørklæde med sig og har den ved sin side indtil det sidste.

Teksten i broderingen er blevet brugt til at danne kritik til krig; med alle de liv, som hellere ville være pacifistiske, bliver tvunget i krig for en idé, de ikke engang selv nødvendigvis selv står inde for eller tror nok på til at give deres liv. Samtidigt er det også en belysning til konsekvenserne for familielivene, der bliver opløst pga. krig.

Broderiet er blevet brugt til at give en fornemmelse er permanenthed, som er stærkere end ved en simpel streg fra en kuglepen.

Digte

Af Julius Juhl

Mor

Mor, da du for første gang kunne trække vejret kunne jeg mærke mit eget

Og mor, da du vågnede blev solen stærkere

Mor, da du kiggede på mormor for første gang kunne jeg mærke glæden selv

Mor, da du startede i vuggestuen og mødte William følte jeg nærmest jeg var ved at blive til

Men mor, du havde ikke lært hjertets kræfter at kende endnu og William var bare en ven for dig

Og mor, en ven er alt William behøvede at være den gang

Men mor, hvorfor reagerede du ikke på hans kys i 4. klasse

Og mor, hvorfor reagerede du heller ikke på da pigerne hev i dit hår efter de kaldte dig uduelig i 4. klasse?

Mor, hvorfor reagerede du heller ikke når morfar legede klappe-klappe-kage med mormors ansigt?

Mor, hvorfor reagerede du ikke den dag mormor så på dig med døde øjne og glemte sit smil til dig?

Mor, hvornår begyndte dine øjne at føles tunge?

Mor, hvorfor begyndte du at spise ude på toilettet i 4. klasse?

Og moar, hvorfor ventede du dog ikke i stedet for at reagere ud af det blå?

MOR, hvorfor skulle du bære et bælte som et tørklæde om halsen?

Mor, tænkte du slet ikke på den fremtid jeg aldrig fik?

[e23skriv]

Andrea Sommer

Titel: Hvad jeg bærer med mig

Af: Andrea Sommer

Materialer: Porcelænskop, sprittusch 

Ord har magt. Ord sætter sig. Vi har alle oplevet at få noget at vide, som man aldrig har kunnet slippe igen. Ord der for evigt vil være med en. Som når man drikker sin morgenkaffe, og pludselig bliver mindet om det, der engang blev sagt. Sætningen i koppen er hvad jeg engang fik at vide. En sætning jeg stadig bærer med mig den dag i dag og som jeg drømmer om at give slip på. At den en dag ikke længere skal have nogen magt over mig.

En forstadspoet der drejer sig om sin egen akse

Af Andrea Sommer

bliver forfjamsket når hun rører ved hans arm

linoleumsslidte skosåler

og gulve fulde af cirkler

han længes efter vejen til byen

mangler kun det sidste spring

som en cirkusartist

der går i hundene bare for en god ordens skyld

pigtrådshegn står i kø

en sidste berøring fra en nedslidt elsker

under et åbent vindue

i bero

[e23skriv]

Hanne Fogh Pedersen

Titel: ALTERTAVLE – fra Velfærdsstat til Overvågnings- og Omsorgsstat

Af Hanne Fogh Pedersen

Materialer: A4-ark, printerpulver, halvnøgen blød overkrop, magistrat-klips, lagen, stomi og stomipose, farveblyant, tape, halloweenblod, lim, plaster, farvelade, del af potentiel madras eller dyne til hjemløs.

Øverste A4-ark indeholder en – med få ord til forskel – symboloversættelse af digtet for neden og skal illustrere, hvordan velfærdsstaten herunder sygedagpengesystemet kan se velordnet og ligefrem kærlig ud, før man med krop og sjæl som værktøj afkoder symbolerne og dermed forstår dets inderste væsen.

Kunstneren ønskede anonymitet, da hun nødigt vil fremstå utaknemmelig. Dette er ikke bevilliget.

Det var en overgang praksis at gøre indtagelse af for eksempel antidepressiv medicin til en forudsætning for at modtage sygedagpenge, med andre ord tvangsmedicinering af almindelige sygdomsramte borgere med behov for og som udgangspunkt ret til økonomisk hjælp.

»The state has become, under ancient and known forms, a new and undefinable monster« (Bolingbroke, c. 1736)

Værket kommenterer på oplevelsen af et 10 år langt forløb igennem sygedagpengesystemet.

Da jeg var fem år gammel

Af Hanne Fogh Pedersen

Da jeg var fem år gammel, stod jeg en tidlig morgen og.

Det var før det blev lyst. Det kan ikke passe.

Kan det passe?

Hun stod og kiggede på skraldemændene, som var ved at tømme skraldespande ved et boligkompleks, jeg ikke kendte. Gule mursten.

Hun var krøbet ud af vinduet på sit værelse, da det var ved at blive lyst.

Eller da det var mørkt.

Hun havde stillet mit indre vækkeur.

Hun ville vågne før nogen af de andre i huset.

Hun var fem år gammel, og hun ville ikke længere bo i det hus med den mor.                                

Jeg ved ikke, hvordan hun havde fået fat i penge, men jeg kan huske, at jeg havde den lyserøde dukke med. 

Hun var sikker på at bagerdamen kunne se, at jeg var i gang med noget, hun ikke måtte.

Bagerdamen spurgte ”Er du på vej på stranden?”

Hun vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Og nu stod jeg så og overvejede, om hun kunne spørge en af skraldemændene, om jeg måtte komme med dem hjem.

Det gik op for hende, at det aldrig ville kunne lade sig gøre.

Det var ikke min mor som skældte ud, da hun kom hjem. Det var hendes legekammerats far, som var virkelig vred.

Forstod ikke hvorfor.