Don't wanna be here? Send us removal request.
Text
P4 Fyn produktioner
P4 Fyn produktioner om regeringens aktuelle boligudspil om 22.000 nye almene boliger. Indslagene er klippet, skrevet og researchet af mig og min medstuderende Line Egebjerg Knudsen. Interviewene er foretaget af mig.
0 notes
Link

En endnu ikke udgivet undersøgende podcastproduktion lavet i samarbejde med TV2 Lorry. Episoden dykker ned i, hvilke mennesker der er at finde i Facebooks mange såkaldte hjælpegrupper. I de her grupper findes mange desperate danskere med få midler, som efterspørger hjælp til alt fra mad til modermælkserstatning. Modsvarende findes der mennesker, som stiller deres tid, penge og gode hjerte til rådighed for at hjælpe. Men med en sådan samling af udsatte borgere, er der også en fare for, at nogle ‘hjælper’ på måske uetiske måder. Speak foretaget af mig. Tryk på rubrik for link.
0 notes
Link

Portrætartikel af biografejer Sune Lind Thomsen udgivet som en del af en serie af to artikler, som dykker ned i biografernes fremtid post corona. Tryk på rubrik for link.
0 notes
Link

Featureartikel udgivet som en del af en serie af to artikler, som dykker ned i biografernes fremtid post corona. Tryk på rubrik for link.
0 notes
Text
Jobcentret åbner digitalt: Nu skal ledige igen stå til rådighed
Billede: Det er endnu uvist, hvornår jobcenterets fysiske lokaler igen vil tage imod jobsøgende. Kilde: Roskilde.dk
Siden d. 11 marts har indsatsen for at få ledige i beskæftigelse været sat ude af kraft. Fra d. 27. maj har jobsøgende igen skullet deltage i møder med kommunen og aktivt søge jobs på samme måde som før coronakrisen. Dog ønsker Kommunernes Landsforening friere rammer og lempelse af de eksisterende krav.
Af: Lauritz Emiel Mogensen og Mathias Ødsted Dalby
3/6 2020
Onsdag d. 27. maj udsendte Beskæftigelsesministeriet bekendtgørelsen om, at Danmarks mange jobcentre igen skulle åbne op med øjeblikkelig virkning. Det betyder, at du som ledig i Roskilde Kommune nu igen skal opfylde de samme krav som før corona for at undgå at blive trukket i dagpenge eller kontanthjælp. Kommunen giver udtryk for, at de vil forsøge at være mere fleksible under den digitale genåbning.
Mange ledige og få job
Efter Danmarks nedlukning har antallet af arbejdsløse i Roskilde Kommune kun gået op af. Siden d. 11. marts er antallet steget med 36%, mens antallet af jobs til rådighed kun er gået ned af.
Formanden for beskæftigelse og socialudvalget i Roskilde Kommune Bent Jørgensen (V) fortæller, at man hos kommunen er håbefulde om at få de mange nye ledige i job, men at det kommer til at tage noget tid. Bent Jørgensen (V) er derimod bekymret for en særlig gruppe af de ledige.
- Der, hvor det kan blive særligt svært, er med dem inden for servicefagene og de lavt uddannede. Det er dem, jeg er mest bekymret for. De vil nok få en periode, hvor det er sværere, end det ellers ville være, siger han.
Digitale udfordringer
Ifølge bekendtgørelsen fra Beskæftigelsesministeriet skal de ledige nu kunne deltage i samtaler med kommunen enten via telefon, video eller mail. Det kan give problemer for nogle jobsøgende, at de ikke længere kan møde fysisk op på jobcenteret. Specielt borgere med psykiske problemer eller dårlige IT-kompetencer vil være udfordret. I de tilfælde vil kommunen prøve at lave nogle særlige foranstaltninger.
- Vores mål er, at ingen bliver overladt til sig selv i den her periode. Man må ikke komme unødigt i klemme, mere end man er i forvejen, fortæller Bent Jørgensen (V).
Splittet reaktion fra Kommunernes Landsforening
Hos interesseorganisationen Kommunernes Landsforening (KL) er man glade for, at indsatsen for beskæftigelse igen er åbnet op. Dog er KL ikke begejstret for, at nogle af de før eksisterende krav til de ledige er blevet genindsat.
Under forhandlingerne om genåbningen af jobcentrene ønskede KL, at kravet om mængden af møder med kommunen, den ledige bør deltage i, skulle ophæves indtil slutningen af 2020. Forslaget blev ikke mødt.
- Det er ikke hensigtsmæssigt, at regeringen holder fast i de firkantede lovkrav om, hvor mange samtaler, der skal holdes med den enkelte ledige og hvornår. Her har vi brug for friere rammer, så vi kan udnytte ressourcerne klogt, og på den måde hjælpe flest tilbage i job på den bedst mulige måde, siger kontorchef i KL’s kontor for vækst og beskæftigelse Henrik Thomassen.
Forslaget var bundet i, at flere kommuner ifølge KL havde givet udtryk for, at den midlertidige suspendering af kravene til de ledige gav dem større motivation, da samtaler med jobcentret var frivillige.
Kravene presser
Lena Svane fra Roskilde er en af de jobsøgende, der har oplevet motivationen ved ikke at være tvunget til at søge jobs eller deltage i møder med jobcenteret.
- Det har været rigtig fedt at kunne nøjes med at søge de jobs, jeg virkelig har været motiveret for, siger hun.
For Lena svane har genindførelsen af kravene til de ledige gjort hende mere presset. Som hun selv udtrykker det, har hun ikke brug for, at nogle sparker hende i røven.
Omvendt kan hun godt forstå, hvorfor man vender tilbage til de samme krav som før coronakrisen.
- Jeg kan godt forstå, at der bliver nødt til at være krav, for det er ikke alle ligesom mig, der gerne vil ud og arbejde, fortæller hun.
Når du er ledig, skal du opfylde følgende krav for at modtage dagpenge
Du skal være aktivt jobsøgende
Du skal være tilmeldt Jobcentret
Du skal have et aktivt CV på jobnet.dk
Du skal kunne starte på et arbejde med én dags varsel
Du skal overholde, de aftaler, du har lavet med jobcenteret og din A-kasse
Du skal lave en skriftlig aftale med din A-kasse om din jobsøgning
Du skal deltage i de tilbud og aktiviteter, der indgår i den plan, du har lavet i samarbejdet med jobcenteret
Du skal have fast bopæl i Danmark
Du skal registrere dine jobsøgningsaktiviteter på Joblog på jobnet.dk mindst én gang om ugen
Du skal uploade mindst én ansøgning hver måned
Du skal selv booke de møder, du bliver indkaldt til på a-kassen og jobcentret
Kilde: Krifa.dk
0 notes
Text
Trekroner-families klimaadfærd markant ændret efter EU-projekt: ”Det har virkelig ændret meget hos os”

Billede: Betina Joost læser i folder fra Energise-projektet. Af: Lauritz Emiel Mogensen
Normer om tøjvask og varmeforbrug blev udfordret i Bettina Joosts husstand, da hun sidste efterår tog del i det EU-omspændende Energise-projekt.
Af: Lauritz Emiel Mogensen og Mathias Ødsted Dalby
21/2 2020
Efter et succesfuldt afsluttet klimaprojekt blandt 38 husstande i de to Roskilde-byer Trekroner og Viby Sjælland, har Roskilde kommune valgt ikke at gå videre med projektet. Det lykkedes ellers projektets deltagere at reducere tøjvaske med 40% og sætte rumtemperaturer ned med en grad i gennemsnit. Den 51 årige daginstitutionsleder, Betina Joost, fra Trekroner er ærgret over, at projektet ikke får lov til at udvikle sig. For hende gjorde projektet virkelig en forskel, selvom hun dog ikke kunne følge alle dets mål til dørs.
20 grader er smertegrænsen
Betina Joost hælder nybrygget te op i sit krus, da hun fortæller, at det at skrue rumtemperaturen ned på 18 grader, som var projektets mål, nok var noget af det hårdeste. Hun luner sine hænder ved koppen, mens hun siger - “ At bo i 18 grader, det er eddermame koldt. Det kunne jeg sgu ikke klare. Vi klarede det i en uge. Det var simpelthen for koldt. Vi satte varmen til 20 grader, og det er min smertegrænse.”
Det syntes Joosts to drenge på henholdsvis 12 og 16 år også. På trods af udfordringen ved varmen var projektet generelt en succes i husstanden - “Nu siger den godt nok 22,5 grader, men det plejer altså være på 20” siger hun, da hun peger på temperaturmåleren i stuen og smågriner.

Billede: Betina Joost hælder te op. Af: Lauritz Emiel Mogensen
Fra syv til tre vaske om ugen
På trods af, at Bettinas Joost førhen var klimabevidst, har projektet alligevel haft en stor effekt på hende - ”Jeg var miljøbevidst før, men alligevel er jeg blevet endnu mere bevidst om det, og også mine drenge” fortæller hun og tilføjer, at hun på ingen måde er frelst.
Især projektets målsætning, om at nedskære mængden af tøjvaske, har haft en kæmpe effekt i husstandens energiforbrug. En forandring som hun på ingen måde beskriver som hård - “Jeg vasker max tre gange om ugen, og det er lidt for en familie med børn. Jeg vasker ikke ret meget af det tøj, der kan bæres uden på.”
Gode idéer opstår i fællesskab
Det, at mødes med andre og få gode idéer, slår Betina fast som humlen ved mængden af hendes engagement. Til de løbende møder kunne deltagerne i de to Roskilde-byer udveksle gode idéer og tricks til at reducere tøjvaske og varmeforbrug - “For mig handlede det om at udfordre mig selv men også det sociale aspekt. Det med at høre, hvad de andre også gjorde. Vi fik jo rigtig mange gode idéer.”
En af de gode idéer, som blev udbredt blandt projektets deltagere, var at hænge tøj til luftning frem for altid at smide det direkte i vasketøjskurven; noget hun stadig benytter sig af i dag. Efterfølgende har Bettina Joost taget skridtet videre og betydeligt mindsket sin brug af tørretumbleren og har helt strøget at stryge tøj - “Det er jo en dominoeffekt. Tænker du over dit vaske- og varmeforbrug, tænker du også over dit elforbrug. På den måde ændrer man sig i sin adfærd. Det smitter jo af.”
Skuffet over omfang
Joost er dog ikke udelukkende begejstret for projektet. For hende kunne det sagtens have været mere omfattende. Hvad værre for hende er, at kommunen ikke har planer om at lave lignende projekter, nu hvor resultaterne var så positive - ”Man kunne godt bredde det her ud. Det virker banalt. Bevidsthedsgørelsen om, hvor lidt der skal til for, at vi alle sammen bidrager på en eller anden måde, synes jeg er vigtigt”
I sin kontakt med klima- og miljøudvalget i kommunen, har hun tilbudt at stille sig til rådighed for en eventuel større udbredelse af projektet. Hun har dog aldrig hørt tilbage.
Kommunens svar
Over telefonen fortæller formanden for klima- og miljøudvalget i Roskilde Kommune, Karim Friis Arfoaui (A), at de har mere presserende prioriteter, der skal tages sig af først, men at Betina Joost ikke er glemt.
OM PROJEKTETENERGISE
Udfordring: Nedsæt vaske- og varmeforbrug i private husholdninger
Omfattede: 8 EU-lande, 306 husholdninger, 1000+ individer
Projektet blev grundlagt i 2016 og blev afsluttet i 2019
Energise er finansieret af EU
Læs mere om projektet her
0 notes
Text
Succesfuldt klimaprojekt skal ikke udbredes i Roskilde Kommune: “Det handler om prioritering”

Billede: Trekroner var en af de Roskilde-byer, hvori Energise-projektet fandt sted. 20 husholdninger deltog i byen. Billedet repræsenterer ikke de husholdninger, som var med i projektet. Af: Lauritz Emiel Mogensen
38 husholdninger i Roskilde-byerne Trekroner og Viby Sjælland lykkedes med at sænke deres tøjvaske med 40% og brug af varme med en grad i det EU-omspændende klimaprojekt Energise. Trods de positive resultater har Roskilde kommune valgt, at lignende projekter ikke skal udbredes foreløbigt.
Af: Mathias Ødsted Dalby og Lauritz Emiel Mogensen
20/2 2020
Vasker du dit tøj af ren nødvendighed? Er din radiator skruet op på fem, fordi dine gæster ikke skal fryse? Måske er dine vaske- og varmevaner blot dig, der bukker under for normerne i frygt for andres tanker om dig. Måske behøver du ikke vaske dit tøj nær så ofte, og måske behøver din stuetemperatur ikke at være på 22 grader hele tiden. Det kom 38 husholdninger i Roskilde Kommune i hvert fald frem til, da de deltog i Energise-projektet.
Lignende projekter skal ikke udbredes
Resultaterne af projektet er nu næsten gennemarbejdet, og efter et møde fandt sted i maj blandt Roskilde Kommunes lokalpolitikere, de to forskere bag projektet og dets deltagere, er der ikke taget initiativ til at udbrede lignende projekter.
Ifølge Freja Friis, som var en af forskerne på projektet, var målet med projektet at fortælle om resultaterne til politikerne - “Så lå det i kortene, at den viden også skulle bruges sådan mere konkret og i praktisk retning.”
Formanden for klima- og miljøudvalget i Roskilde Kommune, Karim Friis Arfaoui (A), siger, at kommunen har valgt at prioritere andetsteds. Som formanden ser det, står kommunen overfor to store udfordringer som har første prioritet - “Den ene ting er, at vi arbejder med vores affald- og ressourceplanlægning. Den anden del handler om vores grundvand. En af de største udfordringer er, at vi finder flere og flere kilder, som er forurenede. Vi arbejder på at få lavet en langt bedre og mere robust vandforsyning”.
Mangel på ildsjæle
Samtidig efterspørger han dog ildsjæle, som kan hjælpe med lignende projekter. Et eksempel på én sådan ildsjæl er daginstitutionslederen Betinna Joost, som deltog i projektet i Trekroner og var meget begejstret. Hun fortæller, at hende, borgmesteren Thomas Breddam (A) og formanden ved projektets afslutning talte om at videreføre det til at kunne inkludere flere husstande, og at hun selv ville være villig til at være med til at stable det på benene. Hun er dog aldrig blevet kontaktet - “Vi sidder knap 40 familier, der synes, at det er en skide god idé, og alle har fået reduceret deres antal af vaske og deres varmeforbrug. Hvis vi kan gøre det, så kan resten af Danmark sgu også gøre det. Jeg er bare ærgret over, at der ikke er gjort mere ud af det.”
Forandring skal komme nedefra
Forsker Freja Friis fra Aalborg Universitet peger på, at enkeltindivider som Betina Joost kan spille en stor rolle i den grønne omstilling - “Den forandring der skal ske i forhold til den bæredygtige omstilling skal komme meget nede fra, fordi den skal ske så hurtigt. Det er vigtigt, at sådanne forandringsprocesser bliver initieret nedefra.”
Da Karim Friis Arfoaui (A) konfronteres med Betina Joosts velvillighed til at udbrede den grønne omstilling på husstandsniveau, udtaler han - “Lige nu er det ikke der, jeg kan lægge min energi. Det betyder ikke, hun er glemt.”
Projektet i Roskilde Kommune strakte sig fra september 2018 til januar 2019. Senere vil gennemarbejdelsen af projektets data føre til mere specifikke anbefalinger til, hvordan man får det realiseret politisk.
OM PROJEKTETENERGISE
Udfordring: Nedsæt vaske- og varmeforbrug i private husholdninger
Omfattede: 8 EU-lande, 306 husholdninger, 1000+ individer
Projektet blev grundlagt i 2016 og blev afsluttet i 2019
Energise er finansieret af EU
Læs mere om projektet her
0 notes