mydownunderadventure-blog

[mydownunderadventure-blog]

QUEENSTOWN OG ET FORSØG PÅ AT NÅ TIL MILFORD SOUND (15. NOVEMBER) I dag har vi haft nogenlunde ro på; vi havde sovet godt og tungt ovenpå gårsdagens strabadser, og havde som sådan ikke lagt andre planer for dagen, end at vi ville se os lidt omkring i byen i dagstimerne og så køre mod Milford Sound (hvor vi havde booket en sejltur på fjorden den næste dag) hen ad eftermiddagen. Queenstown er en af de populære turistbyer på Sydøen, og den har udnævnt sig selv til "Verdens adventuresport hovedstad". Der er omkring 8500 indbyggere, men grundet de mange oplevelser for eventyrlystne backpackere (såsom vandski, jet boating, river surfing, paragliding mm.), vokser byen i perioder til dobbelt størrelse. Det var også i Queenstown, at bungyjump blev opfundet, og det første kommercielle sted at prøve det åbnede. Personligt havde vi snakket om, at vi skulle prøve kræfter med faldskærmsudspring på vores tur – og at det skulle være i Queenstown – men det har været overskyet og småregnende i dag, og vores tidsplan er desuden blevet lidt presset. Det er heller ikke sikkert, jeg havde turdet, når det kom til stykket.. Formiddagstimerne bød dog på nogenlunde vejr, og det var heldigt, for i dag var der marked på havnefronten, og der var faktisk mange fine, håndlavede ting at kigge på og musikere, der spillede. Ellers brugte vi det meste af dagen på at slentre rundt i gaderne og kigge i forskellige butikker – og når det regnede for meget søgte vi ly indendørs på diverse caféer; om ikke andet er det altid godt med en undskyldning for at drikke en ekstra kop kaffe. Henad eftermiddagen fandt vi bilen og vendte næserne sydpå. Når man kigger på et kort over New Zealand og måler i fugleflugt, så er der nok omkring 70 kilometer fra Queenstown til Milford Sound. Men fordi det ligger så afsides og i bjergene, går den eneste vej dertil over Te Anau, og vi havde således en 287 km lang tur foran os i stedet. I morgen skal vi ud at sejle på sundet (eller fjorden, som det snarere er), og det er noget, vi har glædet os til siden nærmest før vi landede i Auckland i juli. Sammen med Doubtful Sound er Milford Sound den mest berømte fjord i landet og bliver i mange sammenhænge kaldt for verdens 8. vidunder – og jeg vil sige, at hvis virkeligheden ligner de billeder, vi har set, så undrer det mig ikke. Desværre er vejret i bjergene sommetider utilregneligt, og vejen dertil bliver i værste tilfælde lukket, og det er også grunden til, at vi gerne vil have god tid til at nå frem og bevæger os deropad allerede i dag. Vi tøffede altså stødt afsted, mens vejret blev dårligere og dårligere. Undervejs gjorde vi et enkelt stop på en holdeplads, hvor den søde kaffevogn på billedet ovenfor holdt parkeret. Her købte vi lidt at varme os på, inden vi tog det næste stræk mod The Anau. Distancen dérfra og til Milford Sound er 120 km, og Te Anau er den sidste by, man kommer igennem på vejen. Vi registrerede godt, at de et par steder i byen havde reklameret for leje af snekæder, men vi blev alligevel overraskede, da vi knap 30 km fra mål blev mødt af store vejskilte, der udtrykkeligt sagde, at man pga. det dårlige vejr i dag ikke måtte fortsætte uden snekæder. Da det ikke var noget, vi havde i bilen, var vi derfor nødt til at lægge en ny plan. I virkeligheden var vi ikke super hooked på at køre i ukendt bjergterræn, hvis vejret gjorde føret så risikabelt, som der blev givet udtryk for – uanset om vi havde snekæder på eller ej. Vi bestemte os derfor for at vente til i morgen og håbe på, at vejret bliver bedre. Et kort stykke længere tilbage ad vejen var vi kørt forbi en sidevej, hvor der var skiltet med et campsite, og vi bestemte os for, at køre derhen og se, om vi kunne gøre holdt for natten der; så ville der ikke være langt for os at køre i morgen tidlig. Otte-ti kilometer ude af "afstikkervejen" nåede vi frem til Gunns Camp, men det syntes desværre mere øde end vi havde håbet, så vi besluttede at køre helt tilbage til Te Anau, handle til aftensmad og finde et sted at overnatte dér. Hvis vejret stadig er dårligt i morgen, vil vi kunne genoverveje, om vi har mod på at køre med snekæder, og hvis vi har, har vi mulighed for at leje dem dér, inden vi kører mod Milford fra morgenen af. Aftenen var stille og rolig; vi handlede og fandt et campsite for natten, men det var allerede blevet mørkt, da vi fandt en holdeplads, så vi nåede ikke at se meget af stedet. Vi lavede lidt mad i pladsens campingkøkken, inden vi redte op i bilen og gik i seng med ønsket om bedre vejr i morgen.

[mydownunderadventure-blog]

EN HEL DAG TIL HEST - I PARADIS (14. NOVEMBER) Vi vågnede tidligt; ømme og trætte efter de rodede nattetimer, men da vi jo ikke havde pakket ud, inden vi lagde os til at sove, var der heller ikke noget at pakke sammen, så vi var hurtigt på vejen. Solopgangen over det fantastiske landskab var mindst lige så smuk som solnedgangen aftenen før, og vi kan kun bekræfte de mange roser, som vi har hørt om naturen i denne del af landet. Destinationen for i dag var Glenorchy, hvor vi havde booket to guidede ture på heste fra Dart Stable-staldene. At opleve det newzealandske landskab fra hesteryg er noget, vi begge to har glædet os meget til, og da vi skulle booke turen for nogle dage siden, endte vi med at vælge to, fordi vi ikke kunne nøjes. Glenorchy ligger som gateway til Mount Aspiring National Park og Te Wahipounamu, som er en af New Zealands tre World Heritage-områder, så vi er ikke ene om at være helt betagede af landskabet. Det er også her at mange af de storslåede landskabsscener i Ringenes Herre-filmene er optagede (ligesom eksempelvis scener fra Wolverine-filmen), og den første tur, vi skulle på fra morgenen af, var da også Ringenes Herre-tematiseret. Vi ankom i god tid, og da byen ikke er særlig stor, fandt vi hurtigt staldene. Vi bestemte os derfor for at bruge ventetiden på at opstøve en lokal bager, hvor vi kunne købe lidt morgenbrød. Da vi kom tilbage blev vi taget godt imod sammen med de andre turist-ryttere, og vi fik udleveret hjelme og støvler. Så blev flokken gennet ind i jeeps og transporteret et stykke ud af byen og ind i et område, som helt seriøst hedder Paradise – og hvis paradiset altså ligner noget, der findes i virkeligheden, så må det være sådan her, der ser ud. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor smukt landskabet er, og billeder er som altid kun en sølle gengivelse sammenlignet med realiteten. Efter cirka 10 minutters kørsel på den støvede grusvej stoppede vi ved en fold, hvor vi fik tildelt heste. Mikkel og jeg blev teamet op med hver vores flotte, brune hest, og da vi havde fået en håndfuld instrukser og et par røverhistorier om hver hest i gruppen og deres personlighedstræk, var vi klar til at skridte afsted på ruten. Denne tur var god for os nybegyndere; stille og rolig, varede omkring en times tid og foregik i skridttempo hele vejen. Ruten tog os gennem det smukke landskab i en dal med grønne bakker, spejlblanke søer og sneklædte bjerge til alle sider. Vejret var virkelig med os, og pga. det beherskede tempo havde vi god tid til at nyde omgivelserne og hyggesnakke med hinanden, guiderne og hestene. Vi sluttede med at passere et lille stykke skov, hvor vi gjorde holdt og fik udpeget nogle helt specifikke steder og træer, som har figureret i Ringenes Herre- og Hobbit-filmene. Nogle af hestene fra Dart Stable medvirker faktisk også i filmene; vi fik fortalt en sjov historie om, hvordan filmselskabet bag Ringenes Herre ikke kunne få deres meget dygtige (og dyre) heste fra Australien til at ride gennem det iskolde, newzealandske vand, der var involveret i nogle af filmscenerne. En flok af Dart Stable-hestene, som jo er lokale og vant til klimaet, blev hyret for at "lære" de australske heste, hvordan det skulle gøres, og det virkede; de australske heste ville tilsyneladende ikke have det siddende på sig, at deres newzealandske artsfæller kunne noget, som de ikke selv kunne. Men når de newzealandske heste blev taget ud af billedet, og de australske heste ikke følte sig overvåget og skulle vise sig frem, var de igen ikke til at få til at samarbejde. Til sidst endte filmselskabet med at hyre Dart Stable-hestene, og således er en håndfuld af dem nu filmstjerner. Tilbage i folden ved grusstien tog vi afsked med de godmodige heste, og så blev gruppen kørt tilbage til stalden i Glenorchy. Mikkel og jeg fandt en hyggelig restaurant inde i byen, hvor vi fik frokost i gårdhaven og slappede af et par timer, inden vi vendte tilbage. Her fik vi tildelt en ny hest hver, inden vi begav os ud på eftermiddagens tur; denne bliver kaldt "River Wild" og varede to timer. Det var blevet lidt skyet og blæsende henover middag, men ligesom på den første tur var omgivelserne stadig fantastiske; denne gang i et noget mere åbent og fladt format. Det var nu ikke fordi turen var decideret wild, men vi red langs – og krydsede – nogle små floder på turen, deraf dens navn. De af os, som havde lyst til og mod på det, fik da også lov at ride trav et par gange undervejs, hvilket var sjovt og trods alt tilpas vildt, for én som overhovedet ikke er vokset op med heste. Da vi kom tilbage til staldene et par timer senere, var vi godt ømme og trætte på den der gode, vindblæste måde men også helt høje på oplevelsen. Det er virkelig en dag, som jeg ved, vil stå ekstra tydeligt i min erindring om vores spækkede New Zealand-rejse. Vi sagde farvel til guider og heste og kørte tilbage til Queenstown; denne gang i tide til at få en plads på en campingplads (som ikke har krav til afskærmede ruder) inden lukketid. Pladsen var stor og med gode faciliteter, og vi bestemte os for, at det var på tide med et rigtigt bad. Jeg var helt fladmast ovenpå den begivenhedsrige dag, den korte nat og al den friske luft, så jeg fik lov at være først til at hoppe i vores dele-badesandaler, mens Mikkel begav sig ud på sightseeing i byen på egen hånd. Jeg sad og samlede kræfter i bilen, da han vendte retur med det fineste lille stykke fancy-pancy chokolade i smuk indpakning til mig ^_^ Da han havde badet, var det blevet tid til dagens sidste men ikke mindste opgave; nemlig aftensmaden, som vi for længe siden havde bestemt. Queenstown er nemlig blandt mange ting kendt for en helt bestemt burgerbar kaldet Fergburger. De skulle lave landets bedste burger (nogle mener verdens), og når vi har snakket med folk om vores planlagte stop i Queenstown, har samtlige af dem nævnt, at vi som minimum skulle spise en burger derfra, inden tog videre - så dét måtte vi jo gøre, og efter at have stået i kø et godt stykke tid, købte vi én hver, som vi spiste på vej tilbage til bilen. Vi har smagt mange burgere, begge to, og det her er ganske vist én af de bedste ;) Efter tandbørstning var det på hovedet i seng, og vi gik begge to ud som et lys.

[mydownunderadventure-blog]

FRANZ JOSEF-GLETSJEREN OG FLERE KILOMETER (13. NOVEMBER) Det viste sig at være et utrolig idyllisk campsite, vi havde udvalgt os i går aftes – og det solskin, der vækkede os, pyntede jo kun yderligere :) Vi havde fået smidt bilen i udkanten af en stor lysning, og i dagslys kunne vi se, at der faktisk var en del andre campister her. Vi spiste lidt morgenmad i morgensolen, og så gik vi en tur ned til den nærliggende sø, Lake Mahinapua, hvor en masse unger var i gang med at sætte optimistjoller i vandet. Da vi havde betragtet dem lidt, gik vi tilbage til pladsen, pakkede bilen og trillede afsted sydpå. I dag havde vi en relativt lang strækning foran os men ikke som sådan et pakket program; vi skulle nå så tæt på Queenstown (cirka 350 kilometer længere sydpå), som vi kunne overkomme – for dér har vi lagt planer for i morgen – og på vejen dertil skulle vi gerne se New Zealands to mest velkendte gletsjere; Franz Josef Glacier og Fox Glacier.  Dém kørte vi derfor efter, og omkring frokost nåede vi frem til en lille flække, der skiltede med alverdens helikopter- og vandreture til gletsjerne, og som gav mig stærke associationer til en klassisk skisportsby – til trods for at jeg aldrig har været på skiferie.  Her bestemte vi os for at gøre pit-stop og få lidt frokost indenbords, inden vi skulle ud og trave og se os omkring. Vi bestilte et par burgere, som vi spiste udenfor, men bedst som vi var klar til at runde af og begive os afsted, begyndte det at småregne. Vi gjorde derfor dét, som virkede allersmartest; vi smed et par store kopper kaffer ind i tidsplanen og rykkede indendørs, til det havde regnet færdigt. Problem solved. Bygen viste sig at passe perfekt med varigheden af en kop kaffe, og snart var vi klar til begive os ud på den afmærkede gletsjer-rute. Gletsjermunden ligger kun fem kilometer fra byen, og unikt for området med både Franz Josef-gletsjeren og Fox-gletsjeren er, at det er det eneste sted i verden, hvor gletsjerne ramler ned direkte i et regnskovsområde. Jeg har aldrig set en gletsjer før, så synet af denne 12 kilometer lange ismasse, som jo faktisk bevæger sig, var vildt fascinerende! Vejret var med os, og omgivelserne var typisk New Zealand; fuldstændig bjergtagende. Vi brugte et par timer på den smukke vandretur, så det var blevet eftermiddag, da vi var tilbage ved bilen og kørte videre mod Fox Glacier. Den skulle ligge kun en halv times kørsel længere fremme på vores rute, så da vi havde kørt tilpas længe, måtte vi desværre sande, at vi måtte have overset de eventuelle anvisninger; vi var i hvert fald kørt for langt. Samtidig var det blevet sidst på eftermiddagen, og med stadig godt 300 kilometer til Queenstown bestemte vi os for at fortsætte, og at vi måtte have Fox-gletsjeren til gode, til næste gang vi besøger New Zealand. Vi var blevet fortalt mange gange, at landskabet og naturen omkring Queenstown skulle være noget af det smukkeste i landet, og vi blev bestemt ikke skuffede på eftermiddagens køretur.  Vi gjorde flere små, hurtige stops undervejs for at tage billeder, men omkring 130 kilometer fra Queenstown kom vi forbi et sted, hvor de skiltede med "Blue Pools". Vi vidste godt, at dagen var ved at gå på hæld, og nu havde vi faktisk aftalt, at vi ville køre helt til Queenstown og overnatte dér – så i virkeligheden følte vi ikke helt, at der var tid til at smide en udflugt til The Blue Pools ind i programmet nu. Vores rejseguide-bog kunne dog fortælle os, at turen ville tage omkring 40 minutter tur/retur, og som nævnt før vil vi jo gerne have så meget som muligt ud af vores rejse; så vi tog en meget hurtig beslutning, svingede bilen ind på den nærmeste holdeplads og småluntede afsted ad den afmærkede rute gennem skoven. Det viste sig, at løbetempoet ikke kun var godt for vores lidt pressede tidsplan, men også for at undgå de utallige myg, der mødte os i skoven – men vi var rigtig glade for, at vi prioriterede udflugten, for hvad der ventede os for enden af stien var ganske rigtigt de smukkeste blå søer, klippeformationer og den klassiske hængebro. Solnedgangen over Lake Wanaka og Lake Hawea var fantastisk, men vi nåede frem til Queenstown så sent, at aftensmaden måtte klares på McDonald’s. Herinde i byen er der få, men støre campingpladser og ingen af de gratis natursites, som vi har benyttet os meget af tidligere. Vi accepterede derfor hurtigt, at nattens ophold ville blive lidt dyrere end sædvanligt, men det skulle sådan set vise sig at blive sværere end som så at finde et sted at sove – også selvom vi gerne ville betale ekstra for det. Det lykkedes os faktisk kun at finde et enkelt sted, hvor vi kunne komme ind, og her fik vi at vide, at vi ikke måtte overnatte, da vi ikke havde tonede eller på anden vis afskærmede ruder i den kabine, vi sov i (altså bagagerummet)… Vi måtte derfor pænt køre igen, og et stykke over midnat blev vi enige om, at vi måtte forsøge os med at sove på en regulær parkeringsplads. Vi kender jo reglerne nogenlunde og ved udmærket, at det giver en stor bøde at overnatte udenfor de autoriserede campsites. Omvendt er det også "lovpligtigt" at holde ind og tage et hvil, hvis man er for træt til at køre videre, og da vi skulle tidligt op og på booket tur næste morgen, begyndte vi at blive pressede på tiden. Generelt var vi ved at være trætte og frustrerede, så vi tog chancen og betalte for otte timers parkering på en almindelig parkeringsplads.  Her blev vi siddende på forsæderne i hver vores sovepose og blundede, og det gik også fint et par timer. Midt på natten blev jeg dog vækket fra min døsen af lyden fra en smækket bildør. Jeg fik givet Mikkel en albue i siden og fundet min mobil frem, så det kunne ses udefra, at vi ikke sov. En kvindelig parkeringsvagt henvendte sig og forklarede os, hvad vi jo allerede vidste; at vi ikke måtte overnatte her. Vi forklarede hende på høfligste manér sandheden; at vi ikke kunne få plads på campingpladserne, og at vi samtidig var for trætte til, at det ville være forsvarligt at køre videre. I mellemtiden dukkede politiet op i baggrunden, men der blev ikke gjort mere ud af situationen. Parkeringsvagten understregede, at vi ikke måtte sove her, og vi sagde, at dét skulle vi nok lade være med… Da begge biler igen var kørt, snakkede vi lidt om seancen, og vi konkluderede følgende: at der stadig var nogle gode timer tilbage af natten, at autoriteterne sikkert ville vende tilbage og tjekke op på os senere, og at vi var for trætte til at fungere i morgen uden mere end et par timers blunden.  Morgendagens setting lå tre kvarter uden for byen, så vi bestemte os til sidst for at tage forskud på turen dertil, og holde ind på det første og bedste natur-site, vi kom forbi på vejen. Her parkerede vi bilen lidt tilfældigt i mørket, og skyndte os at få så meget søvn, som muligt. Der var ingen opredning i nat; jeg smed mig bare under billoftet, ovenpå al vores bagage, mens Mikkel lagde førersædet ned og smed soveposen over sig. Det var på ingen måde en optimal nat, og havde vi vidst, at vi ville ende her til sidst, havde vi nok kørt hertil fra start og sparet os selv de frustrerede timers søgen i Queenstown midtby.  Men det var vel en oplevelse – måske én af dem, vi kan kigge tilbage på senere og grine lidt af.. lad os se. 

[mydownunderadventure-blog]

PANCAKE ROCKS OG HOKITIKA GORGE (12. NOVEMBER) Da vi i morges havde samlet indholdet af skraldeposen sammen (nogen havde spredt det noget i løbet af natten) pakkede vi resten af bilen sammen, checkede ud af campingpladsen og trillede videre vestpå. Jeg havde foreslået Mikkel, at vi tog ud og så Punakaiki – på engelsk: Pancake Rocks – som er en række spøjse klippeformationer langs kysten i Paparoa National Park. Dét kørte vi derfor efter som dagens første stop. Vejret var rigtig flot fra morgenen, men slog pludseligt om til at være diset og med sne på bakketoppene. Ved kysten var det meget blæsende, næsten stormagtigt, men skyerne havde i det mindste spredt sig en smule, så man kunne ane den blå himmel. Det var et noget andet vejr, end det vi havde i går, men vi havde selvfølgelig også flyttet os 370 km vestpå. Vi havde ikke fået meget (læs: noget) morgenmad, så da vi på vores vej trillede igennem Reefton – en lillebitte by, der tilsyneladende ikke består af meget andet end en hovedgade – gjorde vi et stop for at finde noget at spise i bilen. Vi fandt en lille bagerbutik, hvor vi købte et par meget fedtede pies, og vi morede os efterfølgende en del over, hvor uappetitlige, de faktisk var. Vi spiste, til vi ikke var ved at omkomme af sult mere, og så måtte vi faktisk levne resten ;)  Vi kørte omkring halvanden time fra Reefton, og nåede frem til Pancake Rocks over middag. For at være helt ærlige så var vi en smule skuffede, da vi ankom (det snakkede vi senere om), for ved første øjekast så klipperne ikke ud af meget. Men dét førstehåndsindtryk skulle hurtigt blive gjort til skamme, for vi skulle bare lige ud på ruten, og så åbnede hele det flotte landskab sig for os, og det lignede simpelthen ikke noget, jeg har set nogle steder før. Man forstår godt, hvor klipperne har fået deres navn fra, for de ligner virkelig store stakke af pandekager, og i virkeligheden var vi virkelig heldige, at det var sådan et stormvejr, for så fik vi lov at se de såkaldte blowholes i aktion. Når bølgerne og blæsten slår så hårdt, presses havvandet nemlig med stor kraft op igennem tunneller og huller i de vertikale klipper, som man kalder blowholes. Det resulterer i nogle imponerede, hvæsende, gejseragtige eksplosioner af saltvand mellem klipperne. Det var meget fascinerende, og vi brugte virkelig lang tid på at stå og vente forventningsfuldt og stirre hypnotiserede på de forskellige klippetunneller. I det hele taget endte vi med at bruge lang tid ude på den ret korte rute, og vi var som sagt begge meget begejstrede og lidt skyldbetonede over vores forudindtagethed omkring stedet. Attraktionens tilhørende restaurant serverede naturligvis pandekager i alle mulige afskygninger, og vi havde faktisk bestemt allerede da vi parkede, at sådan nogle kunne vi da ikke tage af sted uden at have fået netop her. Men det viste sig, at dét kunne vi godt, for 80 kr. ville vi alligevel ikke give for en pandekage (turismen indimellem…), så vi nøjedes med to kopper kaffe at varme os på, inden vi trillede videre sydpå langs vestkysten. Tidligt på aftenen nåede vi til Hokitika, hvor vi gjorde et stop og fik handlet, og så havde vi haft Hokitika Gorge i baghovedet; endnu en eftersigende flot (og ikke mindst gratis) newzealandsk naturattraktion. Uden nogen særlig plan for aftenen eller natten bestemte vi os således for at presse det ind i dagens program. En halv time senere nåede vi frem til en parkeringsplads i midten af ingenting. Vi smed bilen, studerede infotavlen og bevægede os ud på den afmærkede gangrute. Den førte os gennem et stykke med tæt skov og ud til en klippeskrænt med udsigt og hængebro over det vildeste turkisblå vand – ikke blåt og krystalklart, som det man ser det på postkort fra Maldiverne – men lyseblåt og mælkeagtigt uklart, nærmest som helt lyseblå maling! Farven, kunne vi læse os til, skyldes en kombination af "støv" fra de eroderende klipper og mineraler og smeltevand fra gletsjerne i området. Det var spøjst men utroligt flot, og billederne yder som altid ikke virkeligheden nogen retfærdighed… Da vi nåede tilbage til bilen var dagen begyndt at rinde ud, og vi bestemte os for at lave lidt aftensmad hér. Vi har jo efterhånden fundet ud af, at det er rarest at stå med det hele, inden nattemørket falder på, og ovenpå kun en halv (omend bombastisk) tærte og en enkelt kop kaffe i dag, var vi begge to ved at være godt sultne. Vi var lidt usikre på reglerne omkring gasblusset her, men der var ingen at spørge, og vi var hurtige til at bikse en af vores famøse "one-pot-dishes" sammen, som vi spiste direkte af gryden i bilen. Vi var stadig ikke helt klar til at køre videre derefter – der var simpelthen så dejligt fredfyldt og smukt her – så vi ristede nogle skumfiduser som dessert og trak aftenhyggen helt til det blev mørkt, hvorefter vi til sidst ryddede op efter os og kørte tilbage til hovedvejen. Nu var det til gengæld også blevet rigtig mørkt; det er sjovt, hvor meget en nærliggende by eller nogle enkelte lygtepæle kan gøre, og hvor sort natten kan være, når der er langt til begge dele. Jeg havde søgt lidt på vores camper-app og på baggrund af dette dikteret en destination, der hed "Lake Mahinapua Campsite", og Mikkel fik os frem i løbet af tre kvarter. Vi fandt en plads, selvom det er svært at orientere sig, når man kun kan se præcis, hvad der er i forlygternes lyskegler. Efter en hurtig og rutineret oprydning og -redning var vi til gengæld klar til at hoppe i seng, og så bliver det spændende at se, hvordan her ser ud i dagslys ;)

[mydownunderadventure-blog]

HVALSAFARI I KAIKOURA (11. NOVEMBER) I dag har været en af de dage, som vil stå tydeligere i min erindring end mange af de andre. Ikke fordi de andre dage ikke har været lige så gode – denne har bare været noget særligt, synes jeg. Jeg vågnede tidligt – alt for tidligt – men det er jeg glad for, at jeg gjorde, for da jeg drejede hovedet, fik jeg øje på den flotteste lyserøde himmel! (Billedet er originalt; ingen farveredigering). Jeg blev faktisk så begejstret, at jeg per refleks gav Mikkel en albue i siden, så han vågnede og også kunne få lov at se himlen, inden solen for alvor stod op. Da vi havde ligget lidt og beundret farverne, småsov vi lidt mere, og da alarmerne ringede, stod vi op og pakkede bilen. Vi havde snakket med Kaikoura Whale Whatch, og booket en tur med dem over middag, så vi havde fin tid til at nå de knap 100 kilometer sydpå – og det var heldigt, for langs hele kyststrækningen lå en masse, store sælkolonier, og dem var vi jo naturligvis nødt til at stoppe op og kigge på ad flere gange! Der var utroligt mange, og de var tydeligvis vant til opmærksomheden, for de lod sig ikke mærke meget med vores interesse – heller ikke selvom mange af dem havde små, nuttede babysæler. Da vi havde holdt ind tre eller fire forskellige steder og fotograferet og hilst på hundredvis af søde sæler, aftalte vi at betragte resten af den smukke kyststrækning fra bilen, og vi nåede frem til Kaikoura sent på formiddagen. Vi hentede vores billetter på "billetkontoret" og vurderede, at der var fin tid til at nå lidt frokost. Vi bestilte hver en burger fra den tilhørende restaurant, og vi spiste på terrassen med storslået udsigt over bugten. Kaikoura er et af New Zealands helt store centrummer for maritime oplevelser og havdyr, da sammensætningen af arter her er helt unik. Det har åbenbart noget at gøre med pladetektonikken lige præcis her, fandt vi ud af på sejlturen, for måden kontinentpladerne møder hinanden på, resulterer i en meget bred og dyb (omkring tre kilometer), undersøisk kløft ualmindeligt tæt på kysten. Dette er en af grundene til, at blandt andet de store hvaler, kan opleves her så tæt på land. Over middag var det endelig blevet tid til at tage ud på vandet; vi blev først transporet et lille stykke med bus igennem byen ned til en bådhavn, og her kunne vi gå om bord på en af Kaikoura Whale Whatch katamaraner. Vi fandt et par gode pladser indenfor og var snart på vej fra kaj. En stor, venlig gut fortalte entusiastisk om landskabet og det maritime dyreliv, og de specifikke hvaler, der bor her i området, deres navne, og hvordan de skelner dem fra hinanden på haleformen. Han var en dygtig entertainer, og før vi fik set os om, var vi langt fra land. Her gassede kaptajnen ned, og vi fik alle lov at rejse os og gå ud på dækket. Imens undersøgte mandskabet området, dels ved at spotte fra udkigstårnet og dels med en speciel mikrofon, der blev stukket ned i vandet, og som skulle opfange lyde fra eventuelle hvaler i området. Der var også andre både og en helikopter i området, og på tværs hjalp de hinanden med at holde udkig. Alle passagerer var også blevet sat ind i, hvordan hvalernes hvide udåndingsskyer så ud, så vi kunne hjælpe med at kigge efter dyrene i horisonten. I dag var eftersøgningen rettet mod hovedsageligt kaskelothvalen. Det er, hvis jeg forstod det rigtigt, den hyppigst sete her og også den, der kan ses året rundt. De andre hvaler her er mere "sæsonbestemte". Vi kiggede også efter delfiner og forskellige havfugle såsom albatrossen, og dem så vi faktisk nogle stykker af (altså albatrossen – ikke delfinen, desværre). Vi sejlede videre og stoppede op igen for at lytte og spejde, og det gjorde vi nogle gange, indtil der pludselig blev meldt skratten på højtaleren. Kaptajnen sejlede videre i retning af lyden, og ganske rigtigt lå der pludselig en kæmpestor kaskelothval i havoverfladen foran os. Et imponerende syn! Jeg tror aldrig, jeg har set så stort et dyr i virkeligheden, og det lå liige der foran os. Et syn, jeg aldrig vil glemme. Kaskelothvalen lå nogle minutter i overfladen og "iltede blodet", mens vi alle forevigede den på vores kameraer, hvorefter den lavede et flot dyk, der endte i et af de karakteristiske svirp med halen. Vi var alle sammen helt høje af oplevelsen og returnerede hurtigt til vores pladser for at sejle videre. Vi fulgte efter hvalen ved at følge dens rute med mikrofonen. Mandskabet på båden fortalte, at hvalen højst sandsynligt ville komme op efter luft igen inden for en halv eller hel time, og hvis vi var heldige, kunne vi altså nå at se den en gang mere i løbet af vores tur. Vi lå derfor og sejlede lidt frem og tilbage, afbrudt af løbende tjek med mikrofonen, og omkring 40 minutter senere fandt vi igen hvalen i havoverfladen. Vi fotograferede og betragtede den endnu engang begejstret, og da den dykkede denne gang, var "hale-billedet" fuldstændig perfekt! Det var virkelig en god tur (også selvom Mikkel blev lidt søsyg), og vi var rigtig heldige at få ikke bare ét men to øjeblikke med et af disse imponerende dyr. Da vi nåede tilbage til landjorden, fandt vi bilen og gjorde klar til at trille videre. I og med at vi vil videre langs vestkysten herfra, er vi liige nødt til at krydse øen, så det startede vi på i eftermiddags. Vi endte således op i Hanmer Springs (en slags resort-by, som er kendt for sine naturlige hot pools og sit flotte bjerg- og skovlandskab), hvor vi indlogerede os for natten på Hanmer Springs Top 10 Holiday Park. Vi vurderede, at selvom campingpladserne er lidt dyrere end de andre campsites, så trængte vi efterhånden til et bad; jeg startede, mens Mikkel pakkede ud og ryddede lidt op i bilen, og så byttede vi. Da vi begge var rene, og mørket var faldet på, rykkede vi over i campingkøkkenet. Her kørte vi på rutinen og fik sat alle apparater til ladning. Derefter lavede vi lidt at spise, og som det kan ses på sidste billede blev det til endnu en gryderet (og grydehår). Af en eller anden årsag kom vi til at tale om Dirty Dancing-filmen, som Mikkel skammeligt nok aldrig havde set. Dén streamede vi derfor og hyggede med til maden, hvorefter vi vaskede op og pakkede sammen. Da vi kom tilbage til bilen, fik vi os lidt af en overraskelse, for vi havde glemt en af vores skraldeposer udenfor. Vi havde holdeplads lige i skovbrynet, hvilket med andre ord er lige der, hvor pungrotterne holder til, og der sad en godt hidsig én af slagsen få meter fra bilen og hvæste. Den var tydeligvis ikke tilfreds med at blive afbrudt i at gennemgå vores skrald, den lød virkelig vred, og de er altså kendt for deres temperament. Vi skyndte os derfor ind og lukkede døren bag os og blev enige om, at tage os af pungrotte og skralderester i morgen.

[mydownunderadventure-blog]

PUPU SPRINGS OG WAINUI-VANDFALDET (10. NOVEMBER) Det flotte sommervejr fra i går er fortsat til dag, og vi vågnede til en lidt mindre gusten campingplads end den, der mødte os i mørket i går. Vi brugte dog ikke længe her, og tidligt på formiddagen var vi fremme ved dagens første attraktion, som lå lige i nærheden; nemlig Pupu Springs - eller Te Waikoropupu på Māori. Det er New Zealands største kilde (den 90. største på verdensplan), og når der er allermest blus på kilden, fosser der ikke mindre end 21 kubikmeter vand i sekundet op igennem jorden! – en rimeligt fascinerende tanke, hvis man dvæler ved den, og det er desuden utroligt, hvor ekstremt klart vandet er. Det er et meget spirituelt og helligt sted; ifølge Māoriernes repræsenterer vandet i kilden Moder Jords (Papatuānuku) livsblod og Himmel Faderens (Ranginui) tårer, og i det hele taget emmer kilden og området omkring den af noget ophøjet og fredfyldt. Man møder stedet ved en indgang eller form for port med traditionelle Māori-udskæringer og en lille "udstilling", som introducerer kilden og dens historie i tekst og billeder. Herfra følger man en nøje afmærket rute på en gangbro lavet af træ. Denne fører én sikkert ind igennem det grønne og våde landskab, og sørger for at nærgående og uhøflige turister ikke kan komme til at røre ved vandet – dette er nemlig ekstremt forbudt. Turen er kort og nem og få minutter inde, når man frem til en udkigsplatform, hvorfra man kan se udover et stort område af kilden – virkelig smukt. Vi var dog relativt hurtigt tilbage ved startstedet, og da vi havde nærstuderet nogle af billederne og teksterne lidt mere, besluttede vi os for at trille videre. Det næste stop blev endnu et spontant ét af slagsen, for i rejsebogen kunne vi se, at ikke langt herfra lå Wainui-vandfaldet, så vi bestemte os for at køre dertil (og eventuelt finde lidt frokost på vejen) og vandre lidt i området. Vi havde lidt svært ved at finde stedet og måtte køre lidt frem og tilbage, men til sidst nåede vi til endnu en øde afkrog af New Zealand; et sted som mest af alt lignede privat grund. Der var dog skiltet diskret med en rute til vandfaldet, og som så mange andre gange på vores rejse gik vi efter de små skilte for at se, hvor de kunne føre os hen. Vi bevægede os ind i en frodig, grøn skov og gik langs et lille vandløb, der lige så stille blev større. Vejret var virkelig dejligt – noget helt andet, end vi indtil videre har oplevet i New Zealand – og vi havde tilsyneladende hele skoven for os selv.  En del af ruten var let fremkommelig ad relativt jævne grusstier, men meget af tiden skulle man selv tænke kreativt og måtte kravle over store sten i vandkanten eller krydse suspekte og meget gyngende hængebroer med advarsler om, at kun én person måtte krydse ad gangen… endnu et eventyr til scrapbogen, og for enden af ruten nåede vi vandfaldet. Her sad vi lidt og hvilede os og nød synet, men vendte til sidst næserne samme vej tilbage, som vi var kommet ad, for det var efterhånden blevet langt over frokosttid. Vi kørte knap en times kørsel tilbage vestover, og købte en pizza og en iskaffe/milkshake på en lille landevejs-restaurant omkring Takaka. Resten af eftermiddagen – og aftenen faktisk – brugte vi på vejen, for i morgen har vi planlagt at skulle på hvalsafari i Kaikoura, hvilket må siges at ligge et stykke nordøst på i forhold til Abel Tasman-området. Henover aftenen var vi nået ud til kysten og begyndte at se os om efter et sted for natten. Vi blev enige om, at vi godt kunne køre det sidste stykke til Kaikoura i morgen tidlig. Omkring 20 kilometer syd for Blenheim havde jeg ifølge Camper Mate-app’en fundet et site for natten, men det lå simpelthen så langt ude i ingenting, og da vi nåede frem, var græsset og det omkringliggende buskads så tilgroet, at vi ikke turde køre ind, fordi vi var bange for at sætte os på maven i eventuel mudder. Vi vendte derfor om og kørte tilbage til hovedvejen, og et godt stykke ud på aftenen nåede vi et andet campsite; Marfells Beach Campsite, lige mellem havet og Lake Grassmere, som bruges til salt-produktion. Vi havde spist lidt aftensmad på vejen, og vi skyndte os derfor bare at redde op i bagagerummet og kravle i seng.

[mydownunderadventure-blog]

FRA NORDØ TIL SYDØ – GOLDEN BAY OG WHARARIKI BEACH (9. NOVEMBER) Så i dag er én æra sluttet og en ny startet, for vi er nu officielt færdige på Nordøen (indtil næste gang vi kommer til New Zealand, selvfølgelig!) Jeg havde oprindeligt tænkt, at der skulle indgå en hyldest til Wellington i et af de her posts, men det må vente til jeg ikke også har en masse andre eventyr at skrive om dagligt. Vi blev vækket tidligt, men heldigvis af vores alarmer og ikke nogen vred politimand, så alt vel. Mikkel manøvrerede bilen op på færgen, mens jeg spiste det sidste stykke af gårsdagens pizza til morgenmad, og da vi var kommet ombord, fandt vi et par gode siddepladser og et par varme kopper kaffe. Turen mellem Wellington og Picton tager omkring 3,5 time, og jeg brugte meget af tiden på at få ladet apparater op, overført billeder og indhentet en smule blogskrivning. Men der var heldigvis også tid til at gå nogle ture på dækket, hvilket var fantastisk med den natur, vi sejlede igennem. Vi har hørt, at turen er en af de smukkeste færgeruter i verden og efter selv at have oplevet den, kan jeg sagtens forstå dem, der har sagt det. Det var et billedskønt syn med det turkisblå hav og de frodige, grønne bakker langs kysten. Morgenvejret var også aldeles upåklageligt, og det var en meget behagelig tur! :) Over middag lagde vi så til i bugten ved Picton - og waow for en udsigt! Utrolig smukt og vejret helt sommeragtigt! Vi føler næsten, at vi er kommet til et nyt land med det her klimaskifte. Vi startede med at køre ned til at bådhavnen og gå en lille tur, men vi begav os faktisk hurtigt videre. Vejene her på Sydøen er begrænsede, og vi har en stram tidsplan foran os, hvis vi skal nå hele vejen rundt til alt, hvad vi gerne vil se. Det har faktisk været lidt svært at lægge en rute, for vi flyver ud af New Zealand fra Christchurch, så det er ikke helt muligt for os, at slutte en cirkulær rute på øen, medmindre vi enten vil køre først frem og så tilbage ad den samme strækning eller springe en strækning over. Da vi ikke vil gå glip af mere end højst nødvendigt, har vi aftalt, at vi derfor starter med at køre vestover mod Abel Tasman Nationalpark og Golden Bay i dag. Efterfølgende kører vi tilbage østover igen ad samme vej og så sydpå til Kaikoura, hvorfra vi håber på at komme på hvalsafari. Herfra kører vi igen tværs over og sydpå langs vestkysten, og her skal der prioriteres tid til i hvert fald Milford Sounds og Queenstown. Derfra går turen nordpå med Christchurch som destination, og forhåbentligt kommer det til at passe i både ruten og tidsplanen, så vi kan nå forbi Dunedin på vejen også. Men dét er den grove tidsplan. Så afsted gik det altså, ad meget snoede veje; 35 kilometer tog 45 minutter, og vi gjorde hold i Havelock for at få lidt at spise. Det fik vi i solskinnet ved en beskeden, men fin lille diner. Det er vist først i dag, at vi for alvor har taget hul på vores solcreme! Herfra var der stadig en del kørsel til Golden Bay, men vi kørte langs vandet meget af vejen, udsigten var betagende, og et par gange undervejs måtte vi holde ind på udsigtsplatforme og bruge lidt ekstra tid på at beundre den. Vi gjorde også et lille hold i Nelson på vejen og handlede til aftensmaden. Da vi endelig nåede til Golden Bay, må jeg indrømme, at vi for en af de første gange på vores tur, måske var en lille bitte smule skuffede. Vi har set de vildeste fotografier af bugten med det kridhvide sand og det turkisblå hav, men jeg ved ikke, om vi er kommet forbi på et dårligt tidspunkt af året eller måske endda bare af tidevandet, men det meste af bugten virkede fuldstændigt udtørret og slet ikke noget lig de billeder, vi har set i rejsebøger og på nettet. Men barren var også næsten sat uretfærdigt højt fra Picton i morges, og det var nu stadig idyllisk. Vi prioriterede derfor også tid til et lille hvil på stranden, inden vi kørte videre. Vi kørte hele vejen op langs bugten og nåede spidsen, Farewell Spit, sent på eftermiddagen. Sandtangen her ville vi egentlig gerne have været en tur ude på, men det er endnu en af de ting, vi har opdaget lidt henad vejen, hvilket har været for sent, da ture derud kun kan lade sig gøre på arrangerede udflugter, der skal bookes i forvejen. Vi nøjedes derfor med at beundre landskabet på afstand, og efter at jeg havde bladret lidt i vores rejsebog, lagde vi lidt spontant en rute tværs over spidsen mod vestkysten og Wharariki Beach. Her kørte vi langt ad en grov grusvej, til vi ikke kunne komme længere. Så smed vi bilen og gik det sidste stykke over fårefoldene og klitterne til vi nåede stranden, og selvom sommervejret hurtigt blev erstattet af en meget strid og kold blæst fra vest, var det bestemt gåturen værd. Stranden er åndssvagt flot! Og vi nåede det lige i tide til solnedgangen, altså! Vi holdt godt øje med sæluger på stranden, da der på denne tid af året åbenbart er god sandsynlighed for at se nogle af dem slappe af eller lege i "vandpytterne" på stranden – vi så desværre ingen. Landskabet, klipperne og de sidste solstråler sammensatte et helt fantastisk smukt scenarie, og billederne yder det slet ikke retfærdighed. Den hårde blæst fik desuden alt det fine sand til at flyve henover jorden og tegne de flotteste mønstre på stranden – det var virkelig sjovt og specielt at se. Da toppen af solen forsvandt bag klitterne og havoverfladen, blev der hurtigt mørkt, så vi bevægede os tilbage mod bilen og satte næserne efter et campsite eller campingplads for natten. Det skulle dog vise sig at blive lidt sværere end først antaget – og jeg indrømmer, at jeg ikke lige var til voldsomt meget hjælp for Mikkel, da jeg samtidig havde en telefondate kørende med familien derhjemme. Der ligger åbenbart ikke mange campsites, som vi kender dem, lige i dette område, og vi kørte forbi mindst to campingpladser langs bugten, der var lukket ned, hvilket var meget frustrerende, da tiden faktisk pludselig var løbet lidt fra os, og det var blevet sent. Til sidst lykkedes det os dog at finde et sted, hvor vi kunne få lov at booke en plads, og da vi havde parkeret, smed vi en hurtig kasserolle-ret sammen i campingkøkkenet. Efter maden tog vi skiftevis et bad – i de knap så lækre, lidt for åbne/udendørs og insekt-inficerede badefaciliteter, med ikke helt tilstrækkeligt varmt vand – mens den anden holdt vagt uden for forhænget. Derefter redte vi op og hoppede i seng i bagagerummet; vi har fået en god oprednings-rutine efterhånden, og man sover altså helt godt deromme ^_^

[mydownunderadventure-blog]

TONGARIRO ALPINE CROSSING VOL. 2 (8. NOVEMBER) I dag har i sandhed været én af mine hidtil største på newzealandsk jord! Det er også en af grundene til, at jeg til trods for, at jeg har bladret fotoalbummet igennem tusind gange, ikke kan skære udvalget ned til færre end de ovenstående. Helt fantastisk dag - men lad mig starte fortællingen fra morgenstunden; som sidste gang, vi forsøgte at gennemføre The Crossing, var vi tidligt oppe og i gang efter en lidt urolig nat grundet kulden. Humøret var dog stadig højt, for vi var spændte, og himlen var skyfri! Denne gang var vi også en smule bedre forberedte og behøvede ikke at bruge lang tid på at få styr på alt det praktiske, for det havde vi jo tumlet med sidste gang. I dag kørte vi direkte til den lille tankstation, hvor vi havde holdt for seks dage siden, og her købte vi igen ind til madpakker. Dernæst kørte vi til vores startsted. Vi havde bestemt os for at starte fra Ketetahi-parkeringspladsen denne gang - den modsatte ende af ruten end hvorfra vi sidst startede. Vi ville gå hérfra og ind til punktet, hvor vi var blevet tvunget til at vende om sidste gang, og dérfra gå tilbage til bilen. På den måde fik vi set dét af ruten, vi ikke nåede i første omgang og kunne samtidigt sparre pengene til shuttlebussen. I dags tur blev således en smule længere end de 19,4 kilometer (vi nåede ikke helt halvvejs igennem sidst), men vi kunne til gengæld tage den i vores eget tempo, da vi ikke havde en returbus, vi skulle nå. Omkring kl. halv otte holdt vi således på parkeringspladsen. Vi pakkede taskerne med provianter, tissede af i det lille, gustne toilet-skur, som hører til den slags attraktioner her - og derefter drog vi afsted ud på ruten. Fra Ketetahi møder man først (modsat det slettelignende landskab omkring Mangatepopo) et langt stykke skovområde, hvor terrænet stiger stødt. Det tog os tæt på to timer at komme igennem her, og selvom luften var frisk og frostagtig, så holdt vi et tempo, så det ikke engang var nødvendigt med vinterjakkerne denne gang – vi havde dog lært af sidste gang, og taget dem med alligevel. Da skoven endelig sluttede, blev vi belønnet med den smukkeste udsigt udover landskabet og til vulkanerne, og selvom skovområdet var flot, så var det mest vulkanen-udsigten, der imponerede ;) Efter et lille hvil og en müslibar gik det videre op, op, op – ad smalle, snoede grusstier langs bjergsiden, og et godt stykke op ad formiddagen var vi nået så højt op, at vi kunne se, hvad der virkede som hele New Zealand – simpelthen så smukt. Terrænet fortsatte med at stige, men det var ikke så slemt, når vi kunne bestemme tempoet selv og ikke skulle småløbe, for at nå den sidste returbus. Vi tog det derfor roligt, hvilket var fint, for stierne (når der var nogle) var grovere her, fyldt med store og små, løse sten, og der var også noget mere sne i dag, sammenlignet med i sidste uge. Mikkel læste vist også et sted, at der den dag, vi havde været nødt til at afbryde turen og vende om, efterfølgende faldt en del sne sammen med stormen.. Da vi nåede op over en stejl og lang bakketop, havde vi med ét udsigt ud over hele Central Crater; kæmpe stort, helt dækket i sne og utroligt smukt og storslået. Vi begav os ned ad skråningen, forbi den smukke og spejlblanke Blue Lake og tværs over dalen – og her begyndte vi at møde de første større menneskemængder på turen; de, der var startet fra den modsatte ende af ruten. Da vi havde krydset dalen gik det igen lidt opad, men her nåede vi endelig til de berygtede Emerald Lakes, som nok - i hvert fald for mit vedkommende - var rutens højdepunkt, og som jeg havde været rigtig ked af, at vi ikke nåede i første omgang. Herfra var der udsigt til de smaragdgrønne søer, de storslåede bjerge og det åbne, snedækkede landskab, og det er uden tvivl et af de smukkeste naturscenerier, jeg har set til dato. Det var bestemt det oplagte sted at spise sin madpakke, så vi hvilede fødderne og fyldte maverne på en stor sten ved vandkanten. Da vi havde siddet lidt i solen og samlet kræfter, bestemte vi os for, at bestige den sidste, og nok stejleste del af ruten, så vi fik det sidste, nemlig Red Crater, med. Det krævede ellers sin del at overtale Mikkel, for som det ses på kortet og billederne ér den "bakketop" virkelig streng, men det blev hurtigt til en principsag. For til trods for, at ruten i dag allerede ville blive noget længere end de 19,4 km, så nåede vi jo kun South Crater sidste gang, og hvis vi stoppede ved søerne, syntes jeg ikke, at vi helt oprigtigt ville kunne sige, at vi havde gået hele ruten… Så op kom vi! - selvom det tog sin tid og godt og grundigt udfordrede lår- og ballemusklerne ;) Her på toppen var der ikke andet tilbage end at skyde nogle billeder og nyde udsigten, inden vi bestemte os for at bevæge os tilbage af. Vejret havde virkelig (modsat sidst) været helt fantastisk - det var vi virkelig heldige med. Og kun efter frokosten blev det lidt skyet. Det sidste af turen var, for at være ærlig, hård, og fødderne var meget mærkede af de mange kilometer og det grove terræn. Det sidste stykke igennem skoven, som gik "hurtigt" i morges, føltes uendeligt, og vi var lettere haltende og MEGET glade, da vi fandt bilen! (Det var ikke engang i nærheden af at være en sjov joke, da Mikkel spøgede med, at han havde tabt bilnøglerne et sted på tracket, og at vi måtte gå tilbage og forsøge at finde dem…) Da vi havde fået smækket numserne i bilsæderne og smidt de trykkende vandresko, satte vi kursen sydpå uden helt at vide, hvad aftenens plan var. Vi havde oprindeligt satset på at være på Sydøen i morgen, men da vi ikke gennemførte The Crossing i første omgang, var vi bevidste om, at vi muligvis ville komme lidt bagud i tidsplanen. Men mens vi kørte, snakkede vi om, at selvom det var at presse citronen en smule, så kunne vi egentlig godt køre direkte til Wellington i aften, overnatte dér og så tage en tidlig færge i morgen tidlig. Så da Mikkel havde forsikret mig om, at han var frisk nok til at køre det sidste stykke, bestilte jeg færgebilletterne over telefonen. En bonus er desuden, at Wellington har bestemt sig for, at flytte fejringen af Guy Fawkes (for det kan man åbenbart) til i aften, så flere har mulighed for at feste med, og så alle de små skolebørn kan være længe oppe og se fyrværkeriet. Fyrværkerishowet bliver affyret fra kajen kl. 21, og vores tidsplan/GPS sagde, at hvis vi kørte til, ville vi lige nøjagtigt kunne nå frem i tide. Desværre skulle det vise sig, at hele resten af New Zealand (det virkede i hvert fald sådan) også havde tænkt sig at fejre aftenen i Wellington, og vi havde derfor virkelig svært ved at finde parkering langs havnen. Vi tog til sidst en drastisk beslutning og kørte mod vores gamle Wellington-adresse på Upland Road, da vi kom i tanke om udkigsplatformen for enden af kabelvognens rute. Dér var selvfølgelig også fuldstændigt stopfyldt, og selv alle de ulovlige parkeringspladser var besatte. Efter at have cirkuleret et par runder blev jeg halvt kommanderet, halvt skubbet ud af bilen af Mikkel, som beordrede mig til at gå i forvejen og se fyrværkeriet, mens han ledte videre efter et sted at smide bilen. Jeg nåede derfor at se det meste af det lille ti minutters show, og liige da den sidste kæmpe, flotte raket blev affyret dukkede Mikkel op og fandt mig i menneskemængden.. Øv – stakkels, galante Mikkel. Det kunne "heldigvis" ikke konkurrere med fyrværkerishowet ved Musikkens Hus’s åbning hjemme i Aalborg, men det var stadig ærgerligt. Vi gik tilbage til bilen og kørte ned til vandet; vi var blevet godt sultne af at udskyde aftensmaden så længe – og nu var der pudsigt nok masser af parkeringspladser at tage af. I og med at det var blevet så sent, endte vi med at købe pizza fra vores stam- og yndlingssted, Tommy Millions, og vores sidste officielle måltid i Wellington blev således en del mindre formelt, end vi måske havde regnet med, men det føltes alligevel helt rigtigt :) Vi gik en sidste tur langs vandet, hvor der var stillet nogle tivolilignende forlystelser op i aftenens anledning, og vi kiggede ekstra godt på alle de ting, som vi måske ikke kommer til at se igen før om mange år, hvis nogensinde igen – og det føltes naturligvis meget mærkeligt og vemodigt. Til sidst bestemte vi os for at finde bilen, få fyldt brændstof på, og finde et sted for natten, for det var ved at blive sent, og vi skulle rimelig tidligt op for at nå færgeafgangen. Vi kørte ned og tankede, men dét at finde et overnatningssted skulle vise sig at blive en meget større udfordring, end vi havde kunnet forestille os! Vi havde ikke skænket det meget bekymring, for der ligger et "campsite" på havnefronten - primært for rejsende, der netop venter på færgen. Men da vi nåede derned, var det slet ikke så nemt at finde ud af, om vi overhovedet måtte parkere der, og hvordan vi "bookede" en plads. Vi forsøgte at finde alverdens information uden held, og besluttede os til sidst for, at vi ville tage chancen og bare betale i den tilhørende automat, men dén kunne vi heller ikke få til at virke. Da vi havde forsøgt alle muligheder, vi kunne komme i tanke om uden at blive klogere, endte vi til sidst med at køre derfra igen, for vi turde simpelthen ikke holde der uden billet. Dernæst kørte vi rundt og rundt i byen på jagt efter en plads, og vi overvejede sågar at parkere oppe på den afsides parkeringsplads ved kabelbanen, men selv her kunne politiet jo komme forbi, eller oppe i indkørslen på Upland Road, men det ville nu også være lidt tarveligt at bruge deres adresse uden at hilse på. Da vi havde ligget og cirkuleret længe i byen og kørt frem og tilbage langs havnefronten nogle gange, var vi til sidst så tilpas desperate og frustrerede – og især jeg var i hvert fald ved at være rigtig træt og derfor godt pirrelig og børnesur – og da klokken var tæt på 01:30 endte vi med at kaste bilen på en stor parkeringsplads midt på havnen, i hvad der lignede et industriområde. Her holdt en anden camper, og vi tænkte derfor, at hvis vi blev bustede, så var vi da i det mindste ikke ene om det, så vi skyndte os at redde op, krydse fingrene og falde i søvn.

[mydownunderadventure-blog]

SULEKOLONIEN VED CAPE KIDNAPPERS (7. NOVEMBER) Så det skulle vise sig, at der trods alt kom lidt godt ud af, at alle vores planer måtte udskydes et døgn, for i dag (modsat i går) vågnede vi til en klar himmelog en strålende solopgang. Vi var friske og oppe kl. 8 og gav os god tid til hver at få et bad, mens den anden holdt vagt ved bilen med lidt læsestof og udsigt til vandet. Klokken lidt i 10 hentede vi vores traktor-tur-billetter og fik pakket taskerne, spist lidt morgenmad og smurt os med solcreme, for det dejlige solskin så ud til at ville vare ved. Netop i dag var der omtrent 80 små skolebørn, som også skulle på tur, så der var hele fem, flotte, gamle traktorer linet up og naturligvis masser af liv og glade dage - vi andre fik heldigvis vores egen "voksen-vogn", og så var det ellers bare afsted ned ad stranden i det gode vejr. Turen var sjov, bumlende og rystende, og vi blev transporteret op over store sten og igennem bølger og grus langs vandet. Undervejs fortalte vores flinke chauffør, Rod, en masse om områdets historie og dyreliv og kom med mange spændende, geologiske inputs. Han stoppede også jævnligt for at samle ler, sten og fosiler op, som vi kunne studere nærmere. Et enkelt sted måtte chaufførerne også stige ud for at slå stenene på vejen ud i mindre stykker med hver deres hakke, så vi kunne passere. Hele kyststrækningen er utroligt smuk, og selvom turen derud ikke ville have været lige så slem selv at gå i dag sammenlignet med i går, så er jeg faktisk glad for, at vi kom afsted med traktorerne, for der var en masse spændende information at hente - den høje skrænt langs vandet fungerer ligesom et længdesnit i landskabet, og vi blev blandt andet gjort opmærksomme på, hvordan man flere steder kan se, hvordan jordskælv igennem tiden har sat spor i de mange lag. Det var utroligt spændende og måske ikke noget, vi selv ville have været opmærksomme på. Henover middag nåede vi endepunktet på ruten og fik en god times tid på egen hånd til at bestige klinten, hvor fyrtårnet og den største af sulekolonierne ventede os. Det bakkede, grønne landskab derude er helt utroligt smukt, som taget lige ud af Narnia- eller Ringenes Herre-filmene, og vejret var friskt, blæsende og klart. - Og allerøverst var jorden ganske vist helt hvid af suler, som lå på rede, og synet og lyden af dem var helt fantastisk. Sulerne har plads yderst på klinten, og selvom det er noget forblæst deroppe på toppen, så må man sige, at deres udsigt er i verdensklasse. Kolonien er spærret af med reb, men man kan alligevel stå ganske få meter fra fuglene, tilsyneladende fuldstændigt uden at de forstyrres - og herfra kan man så betragte deres adfærd. På jorden lå masser af fugle på rede, på rad og række; det så nærmest ud som om nogle havde sået dem som frø, og at de var dukket op med perfekte, jævne mellemrum. Rundt omkring og over rederne fløj så lige så mange suler rundt for at samle mad eller materiale til at bygge eller udvide rederne (hvilket det åbenbart er sæson for nu). Disse fugle ville så jævnligt vende tilbage til deres mage (jeg er stadig imponeret over, hvordan de kan kende forskel og finde hinanden i mængden) med enten mad eller søgræs til at bygge rede (lidt som når fyrene kommer med blomster). Her ville de blive mødt af deres kæreste med et rystende hoved, og fuglene ville dernæst ivrigt slå næbene sammen i gensynsglæde - et pudsigt og nuttet syn. Til sidst var der alle single-fuglene, som vandrede rundt i udkanten af kolonien, og som havde travlt med at dominere og gøre sig til for potentielle mager. Hvis ikke det havde været så koldt og blæsende på toppen af klinten, kunne jeg have betragtet disse skægge og flotte fugle i timevis - men til sidst gik vi alligevel tilbage til stranden, hvor vi spiste lidt af vores medbragte mad i det dejlige solskin. Da alle turisterne igen var vendt tilbage til traktorerne, pakkede vi sammen og kørte tilbage over stenene, og et par timer over middag, var vi igen tilbage ved startstedet. Her var det blevet nødvendigt med en evaluering af vores fortsatte rejseprogram, for vi havde oprindeligt snakket om at tage færgen til Sydøen enten i dag eller i morgen, og vi burde derfor begynde at bevæge os mod Wellington herfra. Dilemmaet ligger dog i, at vi stadig virkelig gerne vil give The Tongariro Crossing endnu et forsøg inden da. Det er et track, vi SÅ gerne vil gå, og hvem ved, hvornår vi nogensinde kommer tilbage og får chancen igen? Eftersom vejrudsigten for i morgen ser rimelig lovende ud, har vi derfor bestemt os for, at vi giver vandreturen et forsøg i morgen - vi kan stadig nogenlunde overholde vores tidsplan, hvis vi når til Wellington i tide til at nå en færge til Sydøen tidligt dagen efter. Vi brugte derfor eftermiddagen på at køre til Taupo, hvor vi var fremme tidligt om aftenen. Vi handlede i et supermarked og gjorde et lille pitstop på McDonald’s, hvor vi fik en lille smule at spise og lidt at drikke. Vi havde egentlig tænkt på, om der ville være noget fyrværkeri at se i Taupo i aften, siden nogle af de større byer har "flyttet" Guy Fawks til weekenden, så flere folk har mulighed for at se showet. Det viste sig dog først at være i morgen (ligesom i Wellington), så vi kørte hurtigt videre mod nattens campsite. Vi kørte meget af vejen langs den store, smukke Lake Taupo, og vi besluttede os for at spise lidt tidlig aftensmad ved vandet, mens det stadig var lyst - så kunne vi også bare "hoppe direkte i seng", når vi kom frem, og solen alligevel var gået ned. Aftenens menu var en af de retter, hvor alting kan tilberedes i samme gryde og som allerede nu er blevet en af vores "stamretter"; oksefars med mexicanske krydderier, brune ris og forskellige wokgrøntsager. Lækkert! Spaghettien i går endte forresten med at blive en total fiasko. Vi havde købt en færdiglavet carbonara-sovs (big mistake!), og den var mildest talt uspiselig. Derudover var skinken, som vi havde købt og puttet i, dårlig på én eller anden vis; den lugtede i hvert fald gæret og harsk! Jeg var ret ulykkelig og utilfreds, for jeg var virkelig sulten, og pastaen og sovsen var det eneste, vi havde. Ualmindeligt heldigt for os var det dog, at en lille gruppe af lejrskole-piger overnattede på samme campingplads som os, og deres lærerinde havde lavet ALT for meget pasta bolognese (og kogt broccoli), og vi måtte hjertens gerne tage for os. Det føltes en lille smule anmassende, men vi var virkelig sultne, og kødsovsen duftede virkelig godt, så vi var meget taknemmelige. I aften var maden dog god, og det var super duper idyllisk at sidde dér ved søen og beundre solnedgangen. Da solen var gået ned bag bjergene, pakkede vi sammen og kørte videre, og nu, da vi er nået til Urchin Campsite, er det blevet mørkt og (ligesom de to andre gange, vi har overnattet her) minusgrader. Vi vil derfor skynde os at gøre klar til at sove for ikke at nå at mærke kulden og for at være friske til i morgen!

[mydownunderadventure-blog]

POOR PLANNING (6. NOVEMBER) Tingene kan ikke siges at være gået helt efter vores planer i dag - men så må man jo lave planerne om, ikke? I dag havde vi planlagt, at vi villetage ud og se den store sulekoloni, som ligger her på Cape Kidnappers - ikke langt fra campingpladsen, vi sov på i nat. Unge og friske, som vi jo unægteligt er, havde vi bestemt os for at gå derud langs kysten, selvom det sidste stykke op på klinten skulle være en smule stejlt. Det havde ikke lige slået os, at turen ud til klinten i sig selv skulle være ni kilometer hver vej og kun være mulig at gennemføre alt afhængig af tidevandet, eftersom man skal gå på stranden. Terrænet skulle desuden være rimeligt hårdt og klippefyldt, men det største problem var nok i virkeligheden vejret; det har været rigtig koldt og blæsende med sporadiske regnskyl i dag, og tanken om at skulle gå fem timer i vandkanten var ærlig talt ikke vildt fristende, når vi allerede småfrøs lidt fra morgenstunden af. Vi følte os altså ærlig talt en smule ynkelige og en del mindre friske og frejdige, da vi erklærede os selv besejrede af Moder Natur allerede klokken 10 om formiddagen. Heldigvis har newzealænderne taget højde for de knap så frejdige turister, og det er altså muligt at blive transporteret ud til klinten med traktor! Fedt, tænkte vi – dét gør vi. Desværre var dagens traktor-tur lige kørt, og næste tur afgik først i morgen. Nå. Så fandt vi ud af, at der også var et lille busselskab, som kører derud, igennem privatejet land og lige til kolonien - ganske vist en smule dyrere, men så var vi også fri for at bestige klinten selv. I al hast kørte vi derfor lidt længere ned af vejen, hvor de skiltede med busturen, men deres formiddagstur havde vi også netop misset. Til gengæld havde de en tur igen 13:30,og der var faktisk netop to pladser tilbage. Bingo! Prisen var en smule peberet, og vi skulle ganske vist finde noget at bruge de næste tre timer på, men nu havde vi allerede gjort så stort et nummer ud af at få lov at se de her fugle, at vi takkede ja og betalte. Derefter kørte vi ind igennem Hastings og kiggede og fortsatte så ind til Napier, hvor vi fik en stor kop kaffe på Ujazi Café - et hyggeligt og lidt hipster-agtigt sted, som minder os en hel del om vores "stamsted" i Wellington. Et stykke over middag kørte vi så tilbage til Clifton, og for at det ikke skal være løgn, blev vi her mødt af en meget bedrøvet mand, som meddelte os, at turen desværre var blevet aflyst, fordi vejen var blevet skyllet væk i regnvejret… Det er åbenbart bare ikke lige vores dag i dag, og der stod vi så og havde fordrevet fire timer med ingenting for ingen verdens nytte - og oveni dét fortalte manden os, at begge morgendagens ture var fyldte. Slukørede satte vi os ud i bilen for at genevaluere vores program. Jeg ville bare rigtig gerne se de pokkers fugle, når vi nu var her, og nu havde vi jo allerede brugt en halv dag på at få det til at lykkes, så det føltes næsten fjollet at køre videre nu. Mikkel ringede derfor til traktor-selskabet, og vi fik heldigvis et par pladser på deres tur i morgen! Vi besluttede os derfor for at tage en overnatning mere på samme campingplads som i nat, og hertil vendte vi tilbage efter at have købt ind i Hastings. I aften har vi fået en holdeplads nærmest lige i vandkanten, solen er dukket lidt frem bag skyerne, og vi har brugt eftermiddagen på at slappe af - jeg har skrevet lidt blog, og Mikkel har læst på sin kindle - og det har i grunden været ganske rart bare at sidde i bilen og ikke lave noget særligt udover at holde øje med de spøjse fugle og de søde, små kaniner udenfor. Nu er vi (mest Mikkel) ved at samle det grej sammen, som vi skal bruge til aftensmaden - i dag står den på spaghetti carbonara - og derefter er solen nok gået ned, og det er blevet sengetid, og så håber vi, at tingene flasker sig lidt mere i morgen ^_^

[mydownunderadventure-blog]

ART DECO OG MERE FLOT NATUR (5. NOVEMBER) I daghar også været en relativt stille dag, for vi havde ikke så meget andet påprogrammet end at nå til Napier og se os omkring dér. Vi vågnede til regn - igen - og med lidt besvær for at undgå at blive alt for våde, fik vi pakket bilen sammen og checket ud inden kl. 10. Herefter fandt vi et sted at holde og - over lidt morgenmad - at få planlagt dagens program; vi havde egentlig regnet med, at vi ville gå en af de gode lange ture, der er afmærket i området, men vejret var simpelthen så elendigt, og én ting er at få våde sko og vådt overtøj, men regnen gjorde landskabet tåget, og de flotte klipper på den anden side af søen, som vi havde kunnet se i går aftes, var nu gemt i hvid dis. Vi besluttede os altså lidt nedslåede for, at det ikke var værd at trodse regnvejret denne gang, og at vi ville begive os mod Napier med det samme i håb om, at vejret var bedre dér. Turen var knap tre timer lang og bød på mange snoede bjergveje. Man skulle efterhånden tro, vi var ved at være vant til disse, men omkring middag var jeg blevet en smule køresyg, og Mikkel var blevet sulten. Vi besluttede os derfor for at stoppe på den næste holdeplads for at få lidt luft og lidt at spise. Pladsen, vi endte på, skiltede tilfældigvis med The Tangoio Walkway, og da der samtidig netop var blevet et ophold i regnvejret, besluttede vi os for at gå en tur her og få lidt luft, når vi havde spist lidt fra forrådet. Vi fulgte ruten, som tog os ind igennem bushen langs en halvstor bæk. Det var så fint og idyllisk, selvom regnen havde gjort det hele mudret, og det var dejligt at komme ud og gå lidt. Vi bevægede os et godt stykke ind i skoven og mødte her et skilt, der pegede mod Te Ana-vandfaldet. Få meter længere nede ad den angivne sti dukkede der ganske vist - nærmest ud af det blå - det smukkeste vandfald op. Det lå i en lille afskærmet lagune, og havde solen skinnet og luften været lidt lunere, kunne man snildt have taget en dukkert i denne lille oase. Efter at have dvælet lidt her, bevægede vi os lidt længere ind i skoven, for der skulle være et andet lookout længere oppe. Vi måtte dog efter megen frustreret kamp give op og erkende, at mudderet havde gjort de stejle skrænter ufremkommelige. Det var ikke engang fordi, vi ikke gerne ville, og det kunne alligevel ikke længere betale sig at bekymre sig om ikke at få mudrede støvler, men til sidst var skrænterne så glatte, at jeg faktisk ikke tror, at vi kunne have besteget dem, selv hvis vi var kravlet på alle fire. Vi vendte derfor om, og da vi nåede tilbage til bilen, var det med fornyet energi, og vi var klar til at tilbagelægge de sidste kilometer, der var mellem os og vores næste destination; Napier. Hertil nåede vi et stykke hen ad eftermiddagen, og det er en by, som jeg havde glædet mig rigtig meget til at besøge. Der bor omkring 60.000 personer i Napier, og det interessante ved netop denne by (og grunden til at vi længe havde overvejet en weekendudflugt hertil) er, at byen rummer en af verdens mest komplette samlinger af bygninger i art deco-stilen. I 1931 blev størstedelen af byen nemlig totalødelagt i et af New Zealands histories værste jordskælv, og da man skulle genopbygge byen, blev det i datidens moderne art deco-stil, som dominerede modebilledet inden for arkitektur i 1920’erne og -30’erne. For de ikke-arkitektur-interesserede i min omgangskreds kan jeg lige kort opridse nogle af karaktertrækkene; i bund og grund handler det jo om dekoration (deraf navnet), og der bliver lagt vægt på det eksklusive design. Geometriske former, strømlinede linjer og symmetri præger helhedsindtrykket sammen med pastelfarver og "pynte"-mønstre og volutter - nogle kalder det endda lidt for en "konditor-arkitektur". Med andre ord, så var det ikke et helt ordinært bybillede, der ventede os, og selvom mange af bygningsfacaderne desværre var blevet gemt lidt rigeligt bag butiksskilte og -reklamer, så var det stadig rigtig spændende at gå rundt og "snuse" og studere. Den gamle tobaksfabrik fra 1933 må være den flotteste af art deco-bygningerne (i hvert fald det flotteste eksempel på arkitekturen), men også andre steder var der henvisninger til 20’ernes Charlston-mode i form af statuer og gamle biler. Efter alle disse rosende ord til Napier må jeg dog også indrømme, at vi efter et par timers byvandring følte, at vi nu havde set det meste, og til trods for byens størrelse virkede den ret forladt og beboerne lidt spøjse. Vi kunne knap nok finde et sted at spise frokost, da mange af spisestederne allerede omkring kl. 15 havde lukket for i dag, og efter en hurtig sandwich på Subway besluttede vi at køre mod en holdeplads for natten. Vi endte med at køre til Clifton Beach Reserve Motor Camp - den campingplads, der er beliggende allerlængst ude på den sydlige spids af Hawke’s Bay. Det er en relativt lille plads, strakt ud mellem strandkanten og en klippeskrænt, og selvom det er en smule primitivt, er her hyggeligt og idyllisk tæt på naturen - og det vrimler med små, vilde kaniner! Her til aften har vi begge nydt et varmt og tiltrængt bad, og så har vi lavet wraps til aftensmad i fælleskøkkenet, imens vi fik ladet batterierne op på alt vores elektronik. I dag, d. 5. november, er det Guy Fawkes-dag/aften - en britisk mærkedag, som derfor også eksisterer hernede - hvor man mindes indfangningen af Guy Fawkes med fyrværkeri og afbrænding af Guy Fawkes-dukker på store bål (ligesom vi brænder hekse af på vores Sankt Hans aften). Vi havde derfor egentlig stilet efter at befinde os i en større by i aften, da der tit er en form for byfest i den forbindelse, men det skulle vise sig at være en helt fin plads, vi havde fundet. Her fra spidsen af Hawke’s Bay kunne vi nemlig betragte adskillige store bål op ad hele bugten og flere steder ind over "fastlandet", hvorfra de skød fyrværkeri af, inden vi til sidst lagde os til at sove.

[mydownunderadventure-blog]

SOLOPGANG, STINGRAYS OG ANDET GODT FRA ØSTKYSTEN (4.NOVEMBER) Endnu en dag er gået, og det bliver godt nok sværere og sværere at udvælge billeder til dagbogen. I dag var vi oppe før solen - netop for at nå at se den stå op. Klokken 04:50 ringede alarmerne, og selvom det stadig var mørkt udenfor og himlen fyldt med stjerner, pakkede vi hurtigt sammen og kørte videre ad grusvejen mod fyrtårnet. Det sidste stykke langs klippen var liige lovligt spændende tæt på kanten ned til havet, og selvom to tyske piger, som vi havde snakket med på campsitet i går, allerede havde advaret os, var det med at holde tungen lige i munden hele vejen; vi var enige om, at det var ét af de der "godt vores mødre ikke kan se os lige nu"- øjeblikke. Vi kom dog sikkert frem, og vi nåede at bestige de 759 trin (ja, vi var nødt til at tælle på vejen ned igen) op til tårnet lige i tide til at se solens klare, gule lys dukke op i horisonten - kun forstyrret af nogle få skyer. Grunden til at netop dénne solopgang skulle være alt dette postyr værd er, at lige netop East Cape er det allermest østlige sted i verden og derfor det allerførste sted, hvor solen står op hver dag. Chancen for at opleve dagens første solopgang er jo lidt sjælden, og det var naturligvis værd at stå op klokken fem for ;) Der var dog ikke tid til at dvæle længe ved det smukke syn, for vi havde en stram tidsplan allerede fra morgenen af; et lille stykke nord for Gisborne ligger en lille bugt, hvor man - iført waders - kan komme helt tæt på nogle af bugtens beboere; heriblandt stingrays/pigrokker - og det havde vi en plan om at skulle nå i dag. Mikkel havde i går haft ringet til dykkerklubben (Dive Tatapouri), som arrangerer turene, for at høre om der var plads og var blevet fortalt, at de havde en tur kl. 9:15. Da der er omkring tre timers kørsel fra East Cape til Gisborne var det altså liige lidt kneben med tid, men vi kørte alt hvad bil og passagerer kunne trække, og 9:07 holdt vi på mirakuløs vis foran klubhuset. Det var faktisk lidt af en bedrift, for ikke nok med at vejene var meget snoede hele vejen; de var også i utroligt dårlig stand og under reparation rigtig mange steder undervejs. Mikkel løb ind for at sikre os en plads, mens jeg fik samling på vores ting i bilen, men han kom tilbage kort efter og forklarede, at der åbenbart ingen tur var i dag… Alt den hæsblæsende bjergkørsel for ingenting? Til gengæld havde den rare fyr indenfor sagt, at hvis vi ikke havde noget imod at vente en lille times tid, så ville han med det samme smide lidt fisk ud i bugten, som skulle lokke rokkerne til, og så skulle han nok tage os med derud alligevel. Så dét sagde vi ja til! Henrik, som vores guide præsenterede sig som, var oprindeligt fra Tyskland, og jeg vil ikke skyde ham til at være mange år ældre end os selv. Han var rigtig flink, og fordi der ikke var andre end os tre, så var det en rigtig god og afslappet oplevelse. Vi blev iført hver vores sæt waders og udstyret med en stor bambusstav, som skulle agere vandrestok og hjælpe os med at holde balancen på de glatte sten ude i vandet. Med udstyret i orden bevægede vi os ud i det lave vand i bugten, med nøje instrukser om at følge præcis i Henriks fodspor for ikke at snuble eller falde i et hul. Omkring 20 meter ude stoppede vi op, og mens vi fik en masse spændende at vide om bugten og dets plante- og dyreliv, kunne man indimellem skimte en vinge fra en rokke i vandoverfladen ikke så langt fra os. - Og lige så stille, som vi stod og snakkede, blev vingerne til flere og de kom tættere på, og pludselig svømmede der store rokker rundt for vores fødder. For en dyrefanatiker som jeg, var det selvfølgelig en alletiders oplevelse, og mest af alt fordi man ved, at rokkerne var der af fuldkommen egen vilje. Henrik fortalte os lidt om dyrene, og viste os hvordan vi skulle fodre dem ved at holde stykker af rå fisk ind under dem, hvorfra de ville suge det op i deres mund. Selvom de er vilde dyr, er de altså alligevel blevet halvtamme efter så mange turistbesøg, og man kunne som sagt både håndfodre dem, ae dem og kilde dem på overlæben; alt sammen noget der i virkeligheden virkede mere til at behage dem end forstyrre dem. Imellem hver godbid ville de trække sig tilbage ud i bugten og svømme en omgang for at tjekke, at der stadig ingen fare var på færde for så at komme tilbage efter mere fisk og opmærksomhed. Foruden tre-fire halvstore rokker (primært pigrokker men også en enkelt ørnerokke) så vi også et par store crayfish/krebs og et par andre fiskearter, som flokkedes i massevis om os i et forsøg på at tilsnige sig lidt rokke-mad, når vi kiggede væk. Da vi næsten var færdige og kun manglede at dele et sidste stykke fisk ud, dukkede der to store kingfish op (nogle store, blå-grønne, aggressive/frække fisk, som gerne snupper maden ud af fingrene på dig, hvis du holder det under vand og ikke lige er opmærksom), og Henrik fortalte os, at vi var ret heldige at se dem på revet i dag, for det var kun netop blevet "sæson" for dem. Det var en super sej oplevelse, og samtidigt var vejret bare fantastisk (vindstille, solrigt og lunt)! Det er klart anbefalelsesværdigt og en oplevelse, der kommer til at herske på minde-fronten. Da vi var tilbage i bilen, var klokken ikke meget mere end 11, og vi forundredes over, hvor meget man faktisk kan nå, når man står tidligt op ;) (Det er hermed noteret, og vi må se, om det er noget, der kan gøres til en vane derhjemme…) Den "vilde" kørsel fra East Cape havde ikke været så økonomisk, og vi var (lidt for) tæt på at løbe tør for benzin, så første prioritet var at få tanket. Det gjorde vi i Gisborne, og jeg tror, at vi trillede ind på tankstationen, netop som de sidste dråber løb ud i motoren. Vi dovnede den med hensyn til frokost og købte noget junkfood, som vi tog med ned til vandet. Her skinnede solen stadig, og selvom "maden" ikke var nogen kulinarisk oplevelse, så hyggede vi os med det i hver vores monster-stol (dem som vi overtog fra Amy og Simon). Det endte faktisk med, at vi begge skiftede til shorts, men derefter varede det heller ikke længe, før solen gemte sig bag skyer, og vi bestemte os for at køre videre. Vi havde ikke meget andet på programmet for i dag og var faktisk i god tid, så vi besluttede os for at gøre hold for natten på en campingplads ved Lake Waikaremoana inde i Te Urewera Nationalpark. Nationalparken havde vi ellers bestemt os for at droppe og køre udenom på vores vej til East Cape, da det viste sig at blive en rigtig stor og tidskrævende omvej, men nu gik det heldigvis op med, at vi stadig kunne nå dertil og se os omkring. På vejen var der pludselig skiltet mod Morere Springs, og dem havde Henrik faktisk snakket om, da vi spurgte efter nogle særlige attraktioner i området. Mikkel har fablet om varme kilder, nærmest siden vi forlod Wellington, og da vi jo ikke havde andet, vi skulle nå, besluttede vi os for at gøre et spontant stop her. Det lille spa-resort ligger midt ude i regnskoven, og der er en sti omgivet af nikau-palmer, som fører op til de varme pools. Foruden os var der kun et enkelt andet par, og de var ved at pakke sammen, da vi kom, så vi havde det faktisk for os selv. Det var ikke noget stort arrangement og heller ikke nogen vild luksus, men det var primitivt på den gode måde med tre små pools (en iskold, en ret varm, og en alt for varm) under et lille halvtag i skoven. Det var skønt at ligge og dase lidt og en sjov fornemmelse at sidde blandt planter, fugle, vandfald og regnvejr i naturligt opvarmede bade, ude i midten af ingenting og langt væk fra andre folk. Mindre afslappede var det at skulle skylle os, da vi var færdige, for lige så varme som kilderne havde været, lige så iskoldt var vandet i bruseren. Det blev derfor kun til en hurtig skyller, og så bestemte vi os for, at vi måtte tage et ordentligt bad, når vi nåede frem til campingpladsen. Resten af turen bød på flere mængder fantastisk smuk natur (selvom vejret var gråt og trist), som vi bevægede os igennem på bugtende bjergveje. Det sidste lange stykke ned til søen i nationalparken var på grus, og det tog lidt tid og forsigtighed at nå frem, men så er det også nemmere at fotografere omgivelserne - selvom det stadig er umuligt at fange det virkelige syn på billede. Vi nåede frem til campingpladsen ved seks-tiden og fandt ud af, at receptionen netop var lukket for en time siden. Heldigvis lykkedes det os efter lidt leden og spørgen’ efter hjælp at opspore nogle, der kunne finde os en holdeplads for natten. Modsat de fleste af de andre campsites, vi har boet på (East Cape kostede 6 NZD pr. person), så skulle vi her betale 15 NZD hver, men faciliteterne var til gengæld også super fine. Efter et godt varmt bad tilberedte vi vores aftensmad i fælleskøkkenet, mens vi benyttede chancen for at få lidt strøm på computere og kamera. I aften fik vi butterchicken med ris, og vi spiste det til lidt af en tegnefilm, inden vi pakkede sammen og skyndte os igennem regnvejret tilbage til bilen og i seng (som vi heldigvis havde redt på forhånd).

[mydownunderadventure-blog]

FRA TAUPO TIL EAST CAPE (3. NOVEMBER) I dag er der ikke så voldsomt meget konkret at berette om (men hvis jeg kender mig selv ret, skal jeg nok finde ud af at skrive en halv roman alligevel), for selvom dagen har været god, har den mest af alt budt på masser af regn og tilbagelægning af mange kilometer. Jeg vågnede helt af mig selv, hvilket i sig selv er en sensation - og så endda kl. 7. Jeg følte mig ovenikøbet (og til trods for nogle ret belastende, larmende, fyrværkeri-affyrende fjolser i aftes) helt udhvilet; en følelse, jeg ikke mindes at have haft i hvert fald den sidste måned. Dog vågnede jeg til lyden af regn, som silede ned uden for ruderne - og med en lille sovetryne ved siden af mig blev jeg meget nemt fristet til at snooze et par timer mere. Dér stod regnen dog stadig ned udenfor, og selvom det i grunden var rigtig hyggeligt, kunne vi ikke sove så meget mere (okay, dét er løgn; selvfølgelig kunne vi dét, men vi ville gerne op og videre), så vi pakkede bilen (så meget som muligt, uden at åbne dørene), og så kørte vi mod Rotorua. På vejen gjorde vi et stop ved Huka Falls, som kun lå et stenkast fra campsitet. Det var utroligt flot, og det vilde regnvejr havde tilsyneladende bidraget med store vandmængder til det brusende, blå vandfald, men det kedelige vejr gjorde også, at det kun blev et ganske kort stop. I Rotorua tankede vi bilen og lånte tankstationens toilet, og så købte vi en kop kaffe og et stykke kage, som vi nød nede ved søen – ligesom alle de andre pensionister gjorde det med deres formiddagskaffe! ;) (Jeg er nødt til også lige at nævne The Crazy Birdlady i bilen ved siden af os, som tiltrak ustyrligt mange måger ved at fodre dem med pommes frites gennem vinduet! - Lidt spøjst, men også ualmindeligt underholdende, og alle mågeklatterne på kølerhjelmen værd (de blev alligevel alle sammen hurtigt skyllet af i regnen)). Efter morgenkaffen kørte vi videre mod østkysten. Rotorua virker ganske vist ikke umiddelbart til at ligge som et punkt på den mest direkte rute mellem Taupo og East Cape, når man kigger på et kort, men newzealænderne har været sparsomme med deres veje her, og vi har derfor tilbagelagt godt 385 kilometer i dag for at nå frem. Disse har budt på laaaange, øde men meget smukke bjerglandskaber, som sikkert kun ville have været smukkere i solskin. Herude er det tydeligt at fornemme landets lave befolkningstæthed, og der er gået mange kilometer imellem enkle, små gårde. Hegn bruger man ikke rigtigt her, og hvis man gør, tager man dem ikke så højtideligt - vi har derfor også adskillige gange undervejs måttet holde for ikke kun fasaner og harer, men også for køer, heste og hunde, som enten har stået bundet tæt til vejen eller simpelthen har rendt frit rundt. Indimellem har der ligget en lille by, men de er blevet færre og mindre, jo længere vi er nået, og telefondækning har der stort set ikke været noget af. Men det gør ikke noget, og så længe vi sørger for at tænke lidt langsigtet på benzinfronten og altid har mad og vand i bilen, så er det nærmere dejligt at her er så øde. Regnvejret gør heller ikke så meget, når vi alligevel bare skal køre, hvis ikke det var fordi, at bilens vinduesviskere hviner helt forfærdeligt. Det skulle naturligvis kunne afhjælpes med lidt høj musik, men bilradioen lyder nærmest endnu værre, og man skal synge rigtig, rigtig højt for at overdøve dens skratten, hvilket heller ikke altid lyder fantastisk ;) Men så længe at dét er vores største problemer, så må man jo sige, at vi har det godt. Hen på eftermiddagen handlede vi lidt i Whakatane og gjorde senere et stop på en holdeplads på en bjergside med den flotteste udsigt - her smurte og spiste vi et par madder, inden vi kørte videre. Vi gjorde også et stop ved den lille, historiske kirke, Raukokore Church, som lå på vejen, og som jeg har læst lidt om i en af rejsebøgerne. Det er en vældig hyggelig, lille trækirke, som ligger helt ensomt og vindblæst lige ned til vandet. Der skulle bo en masse pingviner under gulvbrædderne, men vi så desværre ingen, og der lugtede heller ikke af fisk, som man ellers bliver advaret imod ved indgangen. Klokken halv syv nåede vi endelig ud på East Cape Road; en 20 kilometer lang, ensporet vej, som er den eneste vej til det famøse fyrtårn, der ligger for enden. Lidt inden dét ligger der et campsite, og her fandt vi en holdeplads, bedst som det begyndte at blive mørkt. Vi lavede lidt hurtig mad (oksestrimler i en tomat-agtig sovs og med brune ris) på vores lille gasblus, og omkring klokken 22 faldt vi i søvn i vores soveposer.

[mydownunderadventure-blog]

TONGARIRO NATIONALPARK (2. NOVEMBER) I dag har programmet indeholdt noget ganske særligt, som jeg har glædet mig til rigtig, rigtig længe; nemlig The Tongariro Alpine Crossing. På vores første køretur fra Auckland til Wellington, lige efter vi var landet, kørte vi igennem den prægtige nationalpark og snakkede om, hvor fedt det blev at vende tilbage og gå turen, når sneen var smeltet og vejret var blevet bedre. Det er det nu, og selvom vi var kommet sent i seng, ringede alarmerne tidligt. Vi havde ikke sovet specielt godt; akkurat som sidste gang vi overnattede her, var nattetemperaturen nede og vende ved frostgraderne, og vi havde frosset igen. Til gengæld var vejret SÅ smukt, da vi vågnede i dag; med blå himmel, morgensol og klar luft - perfekt til dagens hike! Netop vejret har været min største bekymring og den største trussel for dagens program, for Tongariro Nationalpark er berygtet for sit meget omskiftelige vejr, og man må ikke spøge med at blive fanget i bjergene under dårlige vejrforhold. For lige at uddybe engang så er The Tongariro Alpine Crossing en 19,4 kilometer lang vandretur, hvor man krydser Tongariro bjergpasset, og kommer helt tæt på noget af den smukkeste natur, New Zealand har at byde på. Turen bliver omtalt som den bedste endags-vandretur i hele New Zealand, og nogle mener også, at det er den bedste i hele verden. Med andre ord; forventningerne til i dag var høje! Selvom turen kan klares på én dag, så skulle den alligevel være krævende, og jeg tror, jeg har læst alle internetsider, der tilbyder noget information om ruten, og jeg har brugt meget tid i et forsøg på at forberede os så godt som muligt - måske også lidt mere, end hvad der var nødvendigt. Jeg vil gerne betegne mig selv som eventyrlysten, men når det kommer til Moder Natur og hendes kræfter, så kan jeg godt være lidt en paranoid kylling - men hellere dét end dumdristig, ikke? Men altså! De vigtigste punkter, jeg havde noteret mig i løbet af min forberedelsestid, var at have godt fodtøj på, at have varmt tøj med (også selvom vejret umiddelbart er godt), at medbringe rigeligt mad og drikke OG at have arrangeret noget retur-transport. Man starter nemlig ruten ét sted, krydser bjergene på den knap 20 kilometer lange strækning og slutter således på den anden side. Dérefter er turen tilbage til bilen for alle uoverskuelig, men jeg havde heldigvis studeret mig frem til, at der derfor kører en masse shuttlebusser imellem de to parkeringssteder - man skal bare huske at booke en plads. Eftersom vi også manglede provianter til turen, kørte vi ind til den nærmeste (og eneste) "by" i området for at købe ind og arrangere transport. Den lille landsby, vi endte i, havde dog ikke meget andet at byde på end en lukket restaurant, et hostel for vandrende og et turistkontor med information om nationalparken. På sidstnævnte forhørte vi os ad mht. transporten, og først nu gik det op for os, at den slags skulle have været booket i god tid. Vi fik dog nogle forskellige telefonnumre, som vi kunne forsøge os på, hvorefter vi gik tilbage til bilen. Vi havde stadig ingen mad til dagens strabadser, og vi var faktisk desuden ved at være i overhængende fare for at løbe tør for benzin, så vi bestemte os for, at vi var nødt til at køre mod en tankstation som det første og krydse fingre for, at vi kunne købe noget til madpakkerne dér. Det skal måske påpeges at nationalparken er meeget øde, og civilisation er ikke noget man støder på specielt ofte i området. Derfor var vi også utroligt lettede, da vi fandt en tankstation (efter at benzinlampen havde lyst et stykke tid), hvor vi ovenikøbet havde mulighed for at købe lidt brød, pålæg, frugt og drikkevarer. Da der var styr på dét, forsøgte vi at få fat på nogle af shuttle-selskaberne. På de første to numre var der ingen, der svarede, og vi begyndte at blive lidt modløse; vi kunne virkelig ikke se, hvordan vi skulle kunne begive os ud på ruten, velvidende at vi efter otte timers vandretur befandt os 20 kilometer fra vores bil midt ude i ødemarken. Der var dog held på det sidste nummer, og fyren i røret sagde til os, at hvis vi kunne nå til The Emerald Lakes (cirka midt på ruten) til omkring kl. 13:30, så mente han godt, at vi ville kunne nå igennem i tide til at nå den sidste bus. Vi aftalte, at vi skulle ringe til ham, når vi nåede søerne, hvis vi ville med. Dét var jo gode nyheder, og vi skyndte os ud til Mangatepopo-parkeringspladsen, hvorfra man typisk starter. Tiden var uden tvivl løbet lidt fra os med alt det praktiske, men på pladsen skyndte vi os at smøre nogle sandwiches og smide i tasken sammen med et par sukkerfixes i form af sodavand og chokolade. Derudover pakkede vi os godt ind i tøj og smurte næserne med solcreme, og selvom solen stegte fra en skyfri himmel, og det føltes lidt fjollet, bandt vi den ene af Mikkels vinterjakker fast til tasken - vi måtte jo hellere lytte til alle anbefalingerne. Og så var vi endeligt klar til at begive os afsted. Vejret var som sagt skønt, og naturen var åndsvagt smuk! De første kilometer var et relativt (læs: sammenlignet med bjergene!) fladt sletteområde med det karakteristiske Mount Ngauruhoe i forgrunden og masser af flotte, farvestrålende græsser og små snoede stier over det hele. Vi vidste, at vi var under et tidspres, så vi gik i et raskt (og hårdt) tempo og gjorde ikke alt for mange fotograferings-stop. Da vi var kommet igennem det første stykke, blev den gradvise stigning brat erstattet af den såkaldte Devil's Staircase, og her blev kondition og lårmuskler virkelig sat på prøve! Imens vi kæmpede for at bestige den stejle bjergside og kom længere og længere op, skete der noget mærkværdigt; både meget pludseligt og samtidigt helt ubemærket var det begyndt at trække op, og den blå himmel omkring bjerget var forvundet i tæt, hvid tåge. Dét her var det omskiftelige vejr, de alle sammen snakker om! Det var pludseligt blevet meget koldere, og vi måtte begge tage fleecetrøjerne på. Det blev værre og værre, jo længere op vi kom, og vi blev mødt af nogle vandrere i modsat retning af os, som fortalte, at det var helt forfærdeligt på den anden side. Inden vi nåede toppen havde Mikkel (galant som han jo unægteligt er) insisteret på, at jeg tog hans jakke på, og jeg var ærlig talt glad for, at vi havde taget den med, selvom vi havde været overbeviste om, at vi ikke fik brug for den. For enden af Devil’s Staircase (1600 meter over havoverfladen) blev vi foruden kraftig og bidende kold vind, mødt af en kvindelig naturvejleder/ranger, hvis opgave i dagens anledning var at vejlede vandrende om de forhold, der pludselig havde udviklet sig i parken. Hun fortalte blandt andet, at vinden, som på nuværende tidspunkt havde en hastighed på 45 km/t (hvilket faktisk føltes ret voldsomt) havde en hastighed på 65 km/t længere fremme på ruten. Her var der folk, der kravlede på alle fire for at komme fremad, og selv hvis vi besluttede os for at fortsætte, så ville vi højst sandsynligt ikke kunne se andet end tyk, hvid tåge. Det var en rigtig flink og informativ dame, og hun sagde, at hun ikke kunne afholde os fra at gå videre, hvis vi havde lyst, men at vi skulle være forberedte på forholdene - hen ad eftermiddagen og aftenen ville vinden nå op på 90 km/t. Hun foreslog os til sidst, at vi fortsatte et lille stykke endnu, ind i South Crater - her ville der stadig være nogenlunde "læ", og så kunne vi se tingene an for os selv og derefter beslutte os. Dét gjorde vi, og efter at have gået 10 minutter (og have mødt en flok erfarne vandrere, der kom fra den anden retning og opfordrede os til at vende om) var der ikke så meget tilbage at rafle om. Vi frøs i den iskolde vind, og vi kunne ikke se meget under den tykke tåge, som kun blev tættere. Hvis forholdene var værre længere fremme, var vi ærlig talt ikke interesserede i at fortsætte. Vi var selvfølgelig super ærgerlige over at være nået godt 8-9 kilometer ind i terrænet og hele vejen op ad den stejle bjergside, for så at vende om, men det var simpelthen ikke værd (eller helt forsvarligt) at fortsætte - så vi vendte pænt om og begav os tilbage hvor vi kom fra... Nu var der ikke længere noget stress over at skulle nå en shuttlebus, og vi gjorde et stop midt på Devil’s Staircase og spiste vores medbragte mad. For foden af bjerget lavede vi en lille afstikker og gik ned og kiggede på The Soda Springs - et vandfald, som vi havde nedprioriteret på vejen op, fordi vi skulle skynde os. Her gled Mikkel i mudderet, hvilket (i hvert fald for mig) opløftede stemningen en smule ;) De sidste kilometer i slette-terrænet føltes ekstra lange på tilbagevejen, og da vi endelig nåede tilbage til bilen, var fødderne tunge af det hårde terræn, og det samme var humøret; vi havde bare sådan glædet os til at gå turen, og især til at se The Emerald Lakes. Vejret var nogenlunde uden for parken, og vi bestemte os for at køre til Taupo for at overnatte. Jeg havde fundet et eftersigende populært og flot campsite (Reid’s Farm Reserve), som vi kørte efter, og vi blev ikke skuffede; det lå simpelthen så smukt og idyllisk, lige ned til Waikato River. Der var mange mennesker, og vi smed bilen tilfældigt og gik en lille runde for at finde en god plads. Mens vi sonderede terrænet, registrerede jeg en stemme, der lød som om den råbte mit navn, men først efter lidt tid indså jeg, at stemmen kom fra en skråning bag mig, og da jeg vendte mig rundt, fik jeg øje på Julie, som kom gående imod os. Hun har været på rundtur med en af sine norske veninder, som er på besøg, og af alle campsites i hele New Zealand, var vi endt på præcis den samme! Det var så pudsigt men også rigtig hyggeligt, og da Mikkel og jeg havde fået slået lejr for natten og tilberedt og spist vores første rigtige camper-måltid (en gang indisk, vegetarisk færdig-gryderet, som Anna havde sendt med os), kom de to piger over og hyggesnakkede, lige indtil det blev mørkt og dermed sengetid. Det var en god afslutning på en - trods alt - god dag. Nu håber jeg bare inderligt, at vi får mulighed for at vende tilbage til Tongariro på "tilbagevejen" og på et tidspunkt, hvor vejret er bedre, så det lykkes os at gå turen, inden vi tager til Sydøen. Fingers crossed!

[mydownunderadventure-blog]

PÅ GENSYN, WELLINGTON (1. NOVEMBER) Efter en lidt træls afslutning på skolen kom dagen trods alt, hvor vores midlertidige newzealandske adresse får sit ophør, og vi flytter fra Wellington. Der har ikke været lang tid mellem semesterets ende og nu, og de sidste par dage er fløjet forbi. I går mødtes vi med Ben til en afskedsfrokost på en af Wellingtons lækre caféer. (Det er dér de to første billeder er fra. Det sidste er et af mine yndlingssteder i Wellington pga. de tre meget fine og meget forskellige bygninger, der ligger side om side her).  Resten af dagen brugte vi på at løbe små ærinder i byen; jeg fik bl.a. købt nogle shorts og frimærker, og så skulle både Mikkel og jeg fikse udklædning til fest om aftenen. Tallulah (datteren i huset) havde nemlig planlagt en halloween-fest, som alle syntes, passende kunne være en kombineret afskedsfest for os. Vores deltagen var derfor selvsagt forventet, og selvom vi havde nok at gøre med at få pakket alt vores lort ned til næste dag og måske ikke lige følte for at bruge en formue på et kostume (som vi alligevel ikke havde plads til at tage med os videre), så fandt vi alligevel (iført en heksehat og en hvid maske) tid til at drikke et par øl med selskabet. Klokken 10 i dag hentede vi så vores lejebil i lufthavnen - Steve var så flink at give os et lift derud. Denne gang har vi frem for en campervan "nøjedes" med at leje en stationcar (en Nissan Avenir, for at være eksakt) - dels for oplevelsens skyld, og dels af økonomiske årsager, da vi følte, at de penge, vi sparede hér, kunne veje lidt op for den relativt dyre camper, vi har lejet i Australien. Herefter kørte vi tilbage og pakkede det sidste - eller; dét vi kunne nå, for vi havde også nået at lave en frokostaftale med David og Ella. Dem mødtes vi med 12:30 på Pizza Napoli; den selvsamme restaurant, som Mikkel og jeg spiste på den aften, hvor David hentede os, og vi flyttede ind hos dem. Således startede og sluttede vores studieophold altså med et måltid her :) Det var rigtig hyggeligt at se Ella og David, som altid, og vi var glade for, at vi trods en lidt sen udmelding nåede at få en aftale i hus og derved at få sagt ordentligt farvel - eller nærmere "på gensyn", for forhåbentligt får vi lov at se dem igen engang :) Da vi nåede tilbage til huset og det sidste pakke-rod, var det pludseligt blevet langt ud på eftermiddagen og noget senere, end vi først havde regnet med, at det skulle blive. Dog har vi aftalt, at nu hvor der ikke er mere skole, så er det også slut med at stresse, så vi bestemte os for, at vi jo måtte vente med at køre, til vi var klar - simpelthen. Således nåede klokken også tæt på 18, og vi indrømmer, at vi da kraftigt overvejede at takke ja til tilbuddet om at spise med til aften. Vi gjorde det dog ikke, da vi også skulle nå at gøre et stop i The Wharehouse, inden vi rigtigt kunne komme afsted. Så efter masser af kram, facebook-udvekslinger, fællesfotos og hilsner i dagbøger og på køleskabet tog vi endelig hul på vores roadtrip. Der var dog ikke langt til det første stop, for vi skulle som sagt have anskaffet os noget grej, når vi nu rigtig skal ud at være campister! Et lille gasblus, en kasserolle, bestik og et vattæppe at ligge på blev det blandt andet til - og så købte vi tre af de geniale Ekim-burgere, som vi også fik, da Natasha var på besøg. Vi spiste i bilen, og klokken 21 var vi endelig klar til at køre nordpå. Vores tidsplan nåede altså at skride en hel del, og idéen om at nå helt til Tongariro Nationalpark i dag var pludselig en smule truet. Men! Når vi har sagt, at vi skal sove ved Tongariro lørdag aften, så er det naturligvis sådan, det bliver, og vi tilbagelagde derfor på den anden side af 300 kilometer i ét tungt stræk. Jeg må også indrømme, at jeg synes, at turen var lang, men værst var det nok for Mikkel, som sad bag rattet; jeg kunne da trods alt blunde lidt, hvis jeg ville. Jeg forsøgte dog at holde mig solidarisk, som jeg har været på alle vores køreture indtil nu (minus en enkelt liiillle-biittee lur efter vi havde været i Hobbiton - ups). Omkring midnat blev mine øjenlåg dog alligevel for tunge, og jeg var nødt til lige lukke dem et øjeblik. Men meget mere end et øjeblik blev det altså heller ikke til, før Mikkel pludselig sænkede farten. Da jeg igen fik øjne, var det første syn, der mødte mig, en to-tre gule refleksveste, og da jeg kom til bevidsthed, indså jeg, at det var politiet, Mikkel snakkede med - og i det øjeblik når jeg da at tænke "at her blunder man i to minutter, og så når han at få politiet på nakken?"… Selvfølgelig var det bare en af deres jævnlige spiritus-tjek (som vi også har set nogle stykker af i Wellington), hvor de stopper og tjekker alt og alle - og efter kørekortvisning, pusten i spiritus-måler og en lille smule charme fik vi derfor pænt lov at fortsætte vores tur. Omkring halv 2 nåede vi endelig frem til Urchin Campsite, hvor vi også sov på vores første tur fra Auckland til Wellington - den lille lysning for enden af en lang, uhyggelige sidevej til Dessert Road. Her var ikke blevet mindre uhyggeligt, men vi var hurtige til at få omrokeret vores rod og slået soveposerne ud, og efter at have delt den ekstra Ekim-burger lagde vi os hurtigt til at sove.

[mydownunderadventure-blog]

KORTSLUTNING (31. OKTOBER) Så det der med "bare liige at overleve det næste par dage" skulle blive vanskeligere end som så, og med fare for at lyde totalt melodramatisk, så har de sidste tre-fire dage været nogle af de værste, jeg længe har oplevet. Billedet ovenfor virker unægteligt noget malplaceret, men uden at overdrive så er det (foruden to andre billeder af samme motiv fra en anden vinkel) det eneste, jeg har haft tid og overskud til at tage. Det er også én af de eneste opture, jeg kan nævne i denne uge; det er fra i tirsdags, hvor Mikkel - på jagt efter noget hurtigt og nærtliggende frokost - fandt dette lækre rugbrød i en tysk bager i Kelburn. Lige siden vi satte Natasha på flyveren i mandags, har vi brugt hvert eneste vågne minut på at få hver vores designprojekt færdigt til deadline torsdag - og det har faktisk næsten været en umulig opgave! Jeg ved knap nok, hvor jeg skal starte med at berette. I virkeligheden er der ikke meget spændende at fortælle, for det eneste, vi lavede, var, at knokle foran hver vores computerskærm - dag ind og dag ud. I seng klokken 04:00. Op igen klokken 08:00 - og kun så sent, fordi kroppen bare ikke ville vågne klokken 07:00. Videre med arbejdet. Det første vi ville gøre om morgenen, inden vi overhovedet kom i tøjet eller gik på badeværelset, ville være at tænde for computeren. Alle måltider blev indtaget ved skrivebordet uden at tage øjnene fra skærmen, og man kunne knap nok unde sig selv at gå på toilettet i løbet af dagen pga. tidspresset! Jeg har seriøst aldrig prøvet noget lignende, og tanken om hvilken branche, det er, jeg er på vej ud i, begynder at bekymre mig. Deadline var som sagt torsdag eftermiddag for upload og print med en efterfølgende kort mundtlig "eksamen" fredag morgen, men torsdag morgen (efter en nat uden overhovedet at have været i seng) indså jeg, at jeg ikke ville blive færdig. Jeg havde nok egentligt godt vidst det hele tiden, men man skal jo ikke give op uden kamp, og det var først dér, at det virkelig slog mig; at dét jeg havde nu bare var alt for langt under mine krav til mig selv. Det var bare ikke godt nok. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det konstante og overdrevne pres og den brutale mangel på søvn, havde en vis medvirken, men jeg må indrømme, at jeg havde en mindre kortslutning; jeg brød bare fuldstændig sammen. Følelsen af at have knoklet umenneskeligt hårdt på at færdiggøre et projekt, for så at indse at det bare - uanset hvad du stiller op - ikke bliver godt nok, var hjerteskærende og ubeskriveligt frustrerende! Jeg var først og fremmest bare rigtig frustreret og vred på mig selv, men samtidig følte jeg heller ikke, at dét var retfærdigt. Det havde været noget andet, hvis jeg inderst inde godt vidste med mig selv, at jeg nok skulle have prioriteret skolen lidt højere; have taget et par byture mindre og et par dage mere på læsesalen, men sådan ved jeg bare, at det ikke har været - tværtimod! Skolen har (lidt mod min egen forventning inden jeg kom herned) været min førsteprioritet, og som jeg har nævnt før, så havde jeg virkelig ikke regnet med, at min fritid hernede var så knap. Der har været flere episoder, hvor jeg har måttet takke nej til en udflugt eller en aften med vennerne, fordi jeg har måttet arbejde på projektet, og det, synes jeg ærlig talt, er rigtig ærgerligt. Til gengæld tør jeg da slet ikke tænke på, hvordan resultatet på mit design havde været, hvis jeg havde prioriteret anderledes. Jeg føler virkelig ikke, at jeg kunne have arbejdet hårdere med den her opgave, end jeg har gjort. Dét efterlader mig så med konklusionen, at det må være mig, der ikke er god nok - og jeg sidder faktisk oprigtigt talt og overvejer, om jeg skal overveje en anden studieretning efter min bachelor. Én af mine forhåbninger med at tage på udlandsophold var at kunne få øvet og styrket nogle af de færdigheder, som jeg i Aalborg er sluppet for/blevet snydt for igennem gruppearbejdet - men jeg må erkende, at det simpelthen ikke har været muligt at tage sig tid til at "lære noget nyt" hernede; man skal bare kunne det hele for at kunne følge med, og lige nu føler jeg mig mere hægtet af end nogensinde. Det har derfor været en ret træls uge, og det her var heller ikke et helt nemt opslag at skrive. Det er aldrig rart at skulle erkende, at man ikke formåede at leve op til sine egne forventninger, og jeg forsøger derfor også at huske mig selv på, at der har været mange ekstra faktorer at forholde sig til sammenlignet med et semester i trygge Aalborg, at de gør tingene anderledes hernede, og at de har gået i skole i et halvt år længere end jeg. Jeg har også fået lidt opmuntring hjemmefra og fra Mikkel, og så snart den værste frustration har lagt sig, så skal det hele nok blive godt igen - det ved jeg jo godt. Jeg vil også rigtig gerne lave en evaluering på hele skoleforløbet, men jeg kan mærke, at hvis det skal være nogenlunde objektivt, så er jeg nødt til at lave den senere, når jeg har fået det hele lidt på afstand - lige nu er jeg mest bare træt af det hele, og glæder mig ualmindeligt meget til at skulle ud at opleve en masse ikke-skolerelateret nu.

[mydownunderadventure-blog]

MERE SKOLE OG WEEKENDBESØG (20. – 27. OKTOBER) Disse dage har ikke været nogen undtagelse, når det kommer til at indeholde meget skolearbejde! Projektafleveringen kommer nærmere og nærmere, og det kan virkelig mærkes. Det virker som om, at hver eneste vågne time i denne uge er blevet brugt på at tegne 3D-modeller, at færdiggøre plantegninger og drikke masser af kaffe for at kunne holde sig vågen til det. Når jeg kigger mine billeder igennem, kan jeg godt se, at der trods alt også har været tid om onsdagen til, at Milo og Mikkel kunne hjælpe hinanden med at bage muffins; Anna og Steve har de sidste par dage haft et vennepar på besøg, som er igang med at lancere en kageblanding, der - for selv den mindst bage-erfarne - resulterer i nogle rigtig lækre chokolade/græskar-muffins! Vi har prøvesmagt dem og fået lov at købe et par poser til fordelagtig pris, og da vi trængte til en lille snack til at forsøde skolearbejdet, virkede de som et oplagt valg - hurtige at lave, men desværre også hurtigt spist. De sidste tre dage, til gengæld, har været noget anderledes - og dét på den ualmindeligt gode måde. For midt i et skolehelvede af de helt store, har vi taget os tid til en weekend uden lektier; min veninde, Natasha, som jeg kender hjemmefra, men som også er i New Zealand i øjeblikket (og som vi besøgte i Hamilton på vores tur op igennem landet i semesterbreaken) har været nede og besøge os i Wellington! :) Vi har snakket om det længe, og nu skulle det altså være, hvis vi skulle nå det, inden vi rejser videre, så selvom skolen stadig er rigtig travl, blev lektierne for en gangs skyld lagt lidt væk. Natasha kom med en natbus, der ankom (meget) tidligt lørdag morgen, så vi var oppe samtidigt med solen, og tog imod hende på stationen. Vi havde således god tid til at få noget ud af dagen, og dén stil kørte vi faktisk hele weekenden igennem for at udnytte vores tid sammen til det fuldeste. Efter en god, solid morgenmad og en rundvisning i huset besluttede vi os for at starte dagen med en god gåtur - vejret var virkelig flot, og vi ville jo gerne vise Natasha hele Wellington! Så vi startede med den botaniske have og gik så ned til havnefronten, hvor vi spiste lidt mad, som vi havde købt på Courtenay Place. Her sad vi faktisk længe og sludrede løs om alt og ingenting. Det var vist dejligt for os alle tre at få lidt nye inputs :) Efter noget tid besluttede vi os dog for at fortsætte vores snakken på vej op ad Mount Victoria, hvor vi havde lovet Natasha at tage hende med op; det er trods alt en god og hurtig måde at se meget af byen på ;) Selvom vi havde gået den før, og den er en smule hård, så var det en rigtig god tur. Jeg har dog døjet lidt med både min ene hofte og min svang på det seneste, og selvom jeg troede, det var blevet bedre, så måtte vi jævnligt holde nogle små pauser eller sætte farten ned. Vi nåede dog alle op og ned igen i ét stykke, og tilbage på Courtenay Place belønnede vi os selv for den hårde indsats med hver vores store isvaffel fra Kaffee Eis. Yum! Da vi endelig nåede tilbage til Upland Road hen ad aftenen, kunne vi ikke helt bestemme os for, hvad vi havde lyst til; det var ikke umiddelbart at sidde inde ved det store bord, men nærmere bare at chille inde på værelset, os tre med en film og en masse hyggesnak - på dansk vel at mærke :)  Så vi tøffede ned til Kelburn og købte noget take-away-pasta på det lokale pizzaria og lidt vin, som vi tog med hjem og lavede til festmåltid på værelset. Herefter rykkede vi sammen i dobbeltsengen og satte Hunger Games på. Vi havde egentlig også købt masser af snacks til filmen, men vi var virkeligt trætte, og jeg holdt mig ikke engang vågen hele filmen igennem. Da vi endelig sagde godnat ovenpå en lang og dejlig dag, gik der heller ikke længe, før alle sov - Natasha og jeg i dobbeltsengen, og gentlemanden i en sovepose på sofaen ^_^ Søndag var vi blevet enige om at lægge et besøg forbi The Weta Workshop og The Weta Cave, som er beliggende i Miramar - en af Wellingtons forstader. Weta Workshop er firmaet bag utallige special effects og rekvisitter til blandt andet Ringenes Herre-filmene, og The Weta Cave er en lille shop, åben til offentligheden, hvor noget af Weta's arbejde er udstillet. Derudover kan man betale sig fra at komme ind behind the scenes, og få et indblik i, hvordan de arbejder i værkstederne.  Et besøg hertil var noget Mikkel og jeg havde snakket om længe men bare endnu ikke havde fået gjort noget ved. Heldigvis er Natasha også vild med Lord of the Rings (man er vel ikke halvt newzealænder for ingenting, vel?) og syntes også, at det lød virkelig interessant, så det var en oplagt mulighed for at lave noget spændende sammen med vores gæst og samtidigt få krydset noget af på vores Wellington-to-do-liste!  Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg havde forventet mig af shoppen og den 45 minutter lange rundvisning, men det var nok ikke meget, i virkeligheden. Ikke desto mindre var det en virkelig god oplevelse og vældigt interessant, og jeg var positivt overrasket! Vi fik ikke kun en masse spændende at vide om deres arbejde, materialer og teknikker, men også en masse fun facts om de film, de har arbejdet på og en introduktion til nogle af de passionerede mennesker, der er en del af holdet. Vi fik lov at se, mærke og holde en række af de "ægte" film props, og jeg ville sådan ønske, at min kommende filminstruktør-lillesøster havde været der til at se det også - jeg tror, hun ville have fundet det rigtig spændende og lærerigt :)  Vi sluttede af med at se en lille dokumentarfilm om Weta's historie, og vi fik lov at holde et af de våben, som én af dværgene i Ringenes Herre-filmene havde brugt. Starstruck much! Tilbage i byen var det blevet frokosttid, og det lykkedes her Mikkel og mig at få streget endnu en ting fra vore to-do; nemlig at smage én af de der Ekim-burgere. Spisestedet ligger på Cuba Street og var faktisk et af dem, der sprang os mest i øjnene på vores allerførste aften i Wellington. Det er nemlig bare en indhegnet parkeringsplads på et gadehjørne mellem alle de andre små butikker, og så holder der en gammel campingvogn, hvori køkkenet er. Det er således en udendørs og virkelig afslappet "restaurant", hvor møblerne primært består af gamle europaller eller olietønder. Jeg elsker jo først og fremmest den slags originale idéer, men hvad enten man kan lide konceptet eller ej, så kan man ikke komme uden om, at de bøffer, der bliver grillet i den campingvogn, dufter himmelsk! Dét taget i betragtning sammen med det faktum, at vi jævnligt kommer der forbi, gør det faktisk utroligt, at vi ikke har spist derinde før nu. Men i hvert fald; det var virkelig nogle gode burgere - totalt anbefalelsesværdigt! Og selvom det stadig er lidt køligt i vejret, så var det ikke noget synderligt problem at spise udenfor, når man havde en plads i solen. Resten af søndagen brugte vi på at tulre lidt rundt i solskinnet, og vi nåede lige at nyde en enkelt lille forfriskelse på en café, inden byen lukkede ned for eftermiddagen. Hjemme i Kelburn gik hele aftenen med at spise og hyggesnakke. Mandag var det desværre blevet tid til Natashas "hjemrejse", og vi brugte således bare det meste af formiddagen på at slappe af og hygge derhjemme. Hen over middag bevægede vi os ned til byen, hvorfra vi fangede en bus ud til lufthavnen. Herude fik vi lige en ekstra chance for at beundre lidt mere af Weta's arbejde, for de har nemlig i sin tid kreeret nogle gigantiske Ringenes Herre-figurer (blandt andet Gandalf på en af sine ørne og Gollum, som skal forestille at dykke), som dekoration til lufthavnens venteområde - endnu en ting i Wellington, vi havde snakket om, at vi gerne ville se, inden vi rejser. Vi fulgte Natasha så langt, som vi kunne, hvorefter vi sagde farvel og på gensyn. Det har simpelthen været SÅ skønt at have hende på besøg - dels var det rigtig dejligt at se hende; hun er bare så nem og behagelig at snakke og være sammen med! Det var også godt at have en undskyldning for at lave nogle af de ting, man længe har snakket om, men som man i "hverdagen" nemt kommer til at udskyde. Til sidst var det også bare virkeligt tiltrængt at have et par dage uden skolearbejdet. Projektet hænger stadig som en meget tung sky over mit hoved, og jeg har naturligvis ikke fået mindre travlt herefter (snarere tværtimod), men besøget her var en god reminder om, hvor vigtigt det er at få ladet sine andre batterier op også, og jeg er glad for, at vi kunne få det til at gå op! Nu må projektet have en sidste skalle - jeg skal trods alt "bare" overleve de næste par dage.