overkongen

[overkongen]

Om at blive student

Det er åbenbart 26 år siden, at en lektor i oldtidskundskab satte en hue på mit hoved. Det var en meget speciel dag for mig. Ikke fordi jeg havde gjort noget syndeligt overmenneskeligt for at fortjene det, men fordi jeg opnåede et resultat, som faktisk var målbart for første gang i mit liv. Huen ligger i dag et eller andet sted i mit klædeskab, fordi jeg aldrig kunne drømme om at skille mig af med den. Og ofte, når jeg roder efter en eller anden sweater på øverste hylde, så dukker den op. Den er slidt og skjoldet, hvilket tyder på et par voldsomme uger efter den der dag tilbage i 1992. Men den giver mig altid et lille smil på læben, fordi jeg faktisk husker det, som var det i forgårs. Alle sommerfuglene i maven, nætterne, der aldrig endte, og de evindelige krammere til mine venner, som jeg i øvrigt næsten aldrig så siden.  Så når jeg i dag hører de støjende lastbiler med hueklædte, hujende  unge og smukke mennesker, bliver jeg glad hver eneste gang. De fræser rundt i min by, fyldt med endorfiner og høje promiller samt helt utæmmet glæde over at for første gang have opnået et slags beviseligt resultat for deres viden og kunnen. Det skal man hylde.  Så når nu møder en glad ung mand eller kvinde med en hvidtoppet hue på din vej, så hils lige med et smil, blink eller en anden anerkendende gestus. Det er deres lykkeligste stund lige nu. Jeg tog alle de søde hilsener til mig dengang og var så stolt og overvældet over, at jeg med sådan en lille ting på hovedet kunne være med til at få et smil fra en vidt fremmed person, der bare var glad på mine vegne.  Og skulle det være, at du møder et ungt menneske med et stort smil – også selv om det der ikke engang er befinder sig noget egentligt bevis på en akademisk anerkendelse på hovedet i disse dage, så smil igen alligevel og vær glad.  Det menneske har sikkert gang i noget godt alligevel. Og så har du det jo også. 

[overkongen]

Noget om at ønske noget.

Ydmyghed kommer man langt med. Men ikke langt nok. Jeg kan huske, da jeg engang for længe siden mødte en barndomsven fra ghettoen og fortalte ham, at jeg nu skrev artikler for den lokale avis. Godt nok var det det blot ungdomsjournalistik i et et beskæftigelsesprojekt for unge, der havde journalistiske forhåbninger. Men det var mine ord. I en avis. Det var jeg stolt af.  Hans svar var, “Det passer jo ikke.”  Han kom fra det samme sted som mig. Men hans virkelighed var, at den slags bare ikke skete for mennesker som os. Det kan jeg måske godt følge ham i. I dag. Jeg ved ikke, hvad han laver nu. På facebook kan jeg se, at han er i live, men heller ikke mere. Jeg hørte historier om, at han var kommet ud i noget skidt. Måske er han kommet ud af det. Jeg ved det ikke.  I dag har jeg lavet ting, han sikkert heller ikke ville tro på. Det er bare et job.  Men undervejs har jeg da lavet spændende ting med reklamer og medier. Det gør jeg stadig. Jeg er glad for det. Ligefrem stolt. Der har været op- og nedture. Men uanset, så laver jeg stadig det samme. Nemlig at arbejde med mennesker, der alle har troet på, at de med deres evner kan drive det til noget. Udelukkende fordi, de var dygtige og har troet på et liv, der ikke nødvendigvis skal begrænses af manglende tro på egne evner eller det sted, de kommer fra.  Så jeg bliver ved med at tro på mig selv. Og tvivle på mig selv. Men hver gang, tvivlen sniger sig ind på min tro på, at jeg selv styrer mit liv, så tænker jeg på min barndomsven.  “Det passer jo ikke.” Det passer. Til dels fordi, én af os faktisk troede på det. Dels fordi en af os ikke havde så travlt med at kigge sig over skulderen.  Men mest, fordi, én af os faktisk ønskede det. 

[overkongen]

Om den anden side

Min hverdag som barn handlede meget om at kigge misundeligt mod den anden side af Hejredalsvej, det uopnåelige vest. Frodige skove, villaer og hvide mennesker. Sådan tænkte jeg dengang. Jeg var en hvid dreng midt i en verden af beton og blandt mennesker, jeg ikke følte et mindste gran af fællesskab med.  Min hverdag som barn i betonblokkene i Gellerup var et liv med enten samfundstabere af dansk afstamning eller mennesker, der af det danske system var blevet tvangsforflyttet til det decideret modsatte af det, de kom fra. Nu boede de i ensartet, rektangulært byggeri, nøje planlagte unyttehaver og gangstier kombineret med kulde og kedsomhedshærværk. Gudrunsvej. Hjertet af den der såkaldte ghetto. 

Min hverdag var indrammet af sprækket beton, elevatorer, der altid var i stykker, og alt for store familier, der aldrig havde penge eller fast arbejde og derfor, dermed, derved, deraf følgende uforholdsmæssig stor gæld.  Min hverdag bestod også af at kigge ud fra altanen mod syd, mod den anden side af Silkeborgvej, det forjættede Åbyhøj med trygge familier og egne haver, som dengang hverken havde trampoliner eller højbede. Noget, som for mig idag ikke engang er noget, jeg orker at stræbe synderligt efter. Min hverdag indebærer meget af at tænke meget over, hvordan jeg havde udviklet mig som menneske, hvis bare jeg havde boet på den anden side af Silkeborgvej eller for den sags skyld på den anden side af Hejredalsvej, hvor fyrstelige huse og tennisbaner knejsede i fjæset af mig. Mig, den materialistisk udsultede 14-årige dreng, der priviligeret gik på privatskole i det ordnede Århus C. Næsten alle mine klassekammerater boede i den slags slags huse, som jeg drømte mig ind i.  Min hverdag er til tider at tænke på, at naboer og barndomsvenner blev trukket ned i sumpen på den lokale kommunale folkeskole, der hvert år velmenende spyttede et nyt hold samfundstabere ud. Nogle er nok døde i dag.  Min hverdag i dag handler om at sidde i min midtbylejlighed med stuk og speltorienterede naboer og bæredygtige gourmetbagerier, mens jeg tænker på, hvor lykkelig, jeg ville være i et hus i Åbyhøj eller på den anden side af Hejredalsvej. Med en familie og derfor, dermed, derved, deraf følgende uforholdsmæssig stor gæld.  Min hverdag burde være mere nuanceret. Men det er den ikke sådan rigtigt.

[overkongen]

Om The Smiths

I min folkeskoletid var der er en pige i mine klasse, og hun elskede The Smiths. Jeg var en popdreng, der kunne lide Prince og alt det fisse, han sang om. Og selv om jeg var hendes ven, så hadede jeg det band. Også selv om der måske var et eller andet ved deres musik, som var interessant. The Smiths var alt det, jeg ønskede at tage afstand fra. De var selvhadende, proletaragtige drømmere. Jeg er vokset op i beton, og deres budskab var alt det, jeg flygtede fra.  Sådan cirka 6-7 år efter jeg forlod min folkeskole, begyndte jeg at tænke på, hvad livet egentlig gik ud på. Jeg var lige pludselig ikke blandt de populære eller smukke. Verden var stor og uoverskuelig. Og den havde ikke plads til mig. i hvert fald ikke til den smukke, kloge unge mand, jeg havde bildt mig selv ind, at jeg var. Og på en eller anden måde dukkede The Smiths op i mit liv igen, fordi deres musik i virkeligheden er en sindstilstand. Verden var kold og nederen. Og pludselig var der en en let læspende, nordengelsk og androgyn stemme, der skrabede mit forfængelige og befængte urørlighedssår af mig. I dag er The Smiths et af mine yndlingsbands. Jeg vil aldrig nogensinde være foruden deres musik.  Tak, Monica. 

[overkongen]

Om evighed og fodbold

Det er tyve år siden, jeg sidst stod i Parken og oplevede mit hold vinde pokalen. I morgen er jeg der igen. Og jeg er der sammen med de samme venner som dengang. Jo mere jeg tænker over det, des mere glæder jeg mig.  Vi er stadig venner. Der er sket meget siden. Men kærligheden til hinanden og vores ret beset elendige fodboldhold er der stadig. Når vores hold scorer, krammer vi stadig hinanden med den samme intensitet og fuldstændigt tøjlesløse glæde. Jeg har ofte svært ved at finde noget, jeg kan sammenligne det med. Det er jo bare fodbold. Og så alligevel ikke.  Mit hold er et symbol på venskab, glæde og utøjlet kærlighed. Holdet er et samlingspunkt, som fjerner tankerne fra husleje, job, ømme led og vigende hårgrænser. Det er derfor, jeg elsker mit hold. Kærlighed ruster ikke. Heller ikke, hvis man ikke ser hinanden så tit. Kærlighed husker.  Så selv hvis vi ikke vinder i morgen, vil jeg stadig være glad. For jeg så mine venner. Vi var sammen, og vores tanker var præcis samme sted, som de var for tyve år siden. Og det kan ingen tage fra os.  Tak, AGF. Jeg elsker dig. Selv om jeg tit hader dig.Virkelig tit.  Men du vil på godt og ondt altid være en konstant i mit liv.  Kom så de hvide for helvede.  

[overkongen]

Om hævn.

Det er skræmmende at se, hvor meget had, terrorangreb mod uskyldige kan generere. For hvad er had? Det er svært at definere. Had genereres ofte af, hvor meget andre har har forbrudt sig mod din opfattelse af retfærdighed. Jeg har min egen opfattelse af retfærdighed. Og det har du sikkert også. Lige nu er min opfattelse af retfærdighed forankret i den måde, vi – jeg og mine nærmeste – ønsker at leve vores liv. Jeg har truffet mit valg, og det valg er i bund og grund det, der skaber grobund for et samfund, som vi har nu. Ikke noget med, hvor mange milliarder, vi præcis skal bruge på veje, sygehuse og den slags. Men det, der sikrer os alle en fair chance for at leve præcis, som vi ønsker, uden at underlægge os retningslinjer, der defineres af folk uden demokratisk eller efter min opfattelse af humant mandat. Når mennesker drevet af had og misforståede dogmer samvittighedsløst dræber dem, jeg føler et fællesskab med, så bliver jeg stump og tænker på hævn og ikke tilgivelse. Min sans for retfærdighed er blevet angrebet frontalt. Jeg har ikke tid til tilgivelse, fordi det vil koste endnu flere uskyldige menneskeliv. Selv om hævnen med sikkerhed også bliver kostbar.  Tanken om hævn angriber mig nådesløst og vinder meget hurtigt over mig. Jeg sætter tanken om hævn i et historisk perspektiv og bliver kold. Jeg ønsker, at hævnen vil udslette dem, som angreb det, jeg står for, og det fællesskab, jeg finder mening i. Hævnen bliver et værktøj for at bevare det, jeg tror på. Det er måske forkert. Men det er ikke desto mindre et effektivt værktøj, der selv i moderne tid fungerer. Spørg nogle af de mennesker, der satte deres liv på spil for cirka 70 år siden. Fortæl mig ikke, at hævn i forlængelse af det, som også i dag er vores fælles opfattelse af retfærdighed, ikke var effektivt.  Så hvis du spørger mig, om hævn udelukkende er en negativ følelse, vil jeg sige, at hævn er et nødvendigt onde for at skabe retfærdighed.  Bagefter kommer rationaliteten. Og tilgivelsen. Heldigvis.  Hævn er grimt, men nogle gange nødvendigt. 

[overkongen]

Om zoo og dissektion.

Jeg har fået en lidt dårlig smag i munden. Ikke fordi jeg er noget vildt sentimentalt menneske. Men det der med at gøre et show ud af at dissekere dyr i danske zoologiske haver er ikke noget, jeg nødvendigvis er synderlig vild med.  Oprindeligt kunne jeg godt se meningen med den der giraf i Københavns Zoo. Men den her løve i Odense Zoo... Dens funktion er ikke at være en del af fødekæden i form af mad. Selvfølgelig æder orme og biller en død løve på savannen. Men giraffen er løvefoder. Den blev dissekeret og siden smidt for løverne.  Den døde løve er til gengæld ikke foder i en zoo, med mindre den smides ud til ådselsæderne. Løven blev i stedet foder for nogle forældre, der ville vise deres børn et dyr blive splittet ad under ordnede forhold. Jeg har svært ved at se det lærerige i det.  Det virker som om der er gået inflation i at dissekere dyr offentligt. Det handler mere om chok-effekt end egentlig dannelse. Så hvis forældre vil lære deres børn om meningen med at skære dyr op, kunne de måske spørge et af de mange danske slagterier, om de vil vise børnehavebørn, hvad der sker med en gris, og hvordan den bliver til føde for dem, der er sidst i fødekæden.  Men jeg er sikkert bare sart. Og så ville jeg vildt gerne have haft den løve selv. 

[overkongen]

Om forelskelse.

Nogen spurgte i dag, om forelskelse er et forstadie til at elske, eller om det blot er at elske for meget. Det var et ret godt spørgsmål. For det er det er begge dele. Men hvis du tænker over det, så er det faktisk forstadiet. Det er nemlig ikke sikkert, at du har registreret det. Du kan ikke altid starte med at elske. Men du kan ende med det. Og det er oftest fordi, du var et fjols, der ikke så det, der var lige foran dig. Heldigvis kan du blive klogere.  Og det er slet ikke så dumt. For kærlighed er meget bedre end et eller andet, man bare forventer.

[overkongen]

Om valg.

Jeg var engang borgerlig. Det er jeg måske stadig, men i dag føler jeg mig fremmedgjort, når jeg ser de borgerlige politikere tone frem alle vegne. Med undtagelse af en enkelt, lettere højtråbende, rødhåret kvinde, så er der tale om en lang række midaldrende, økonomiuddannede mænd i jakkesæt. De bruger det meste af deres taletid til at angribe regeringen og i det hele taget prøve at dreje al diskussion hen mod indvandrer- og flygtningepolitik. De er ikke et retvisende udsnit af den danske befolkning. Ikke at den modsatte fløj er det, men der er dog en større variation blandt dem. I bund og grund føler jeg intet fællesskab med den borgerlige fløj længere. Jeg håber det kommer igen en dag, hvor de vil stå for udvikling, dynamik, medfølelse og en positiv, pragmatisk tilgang til politik.  Faktisk væmmes jeg lidt for tiden. Jeg havde aldrig troet, at det skulle komme så vidt. Men jeg har sat min borgerlighed på pause. På ubestemt tid. 

[overkongen]

Om en historie af min far.

Da jeg var meget lille, skrev min far en historie til mig. I går fik jeg den af ham. Så vidt, jeg kan forstå, har jeg fået dem læst op, da jeg var var helt lille. Jeg sidder med det maskinskrevne papir i hånden. Jeg kan ikke huske historien, som har været borte i mange år. I dag har jeg den. Og jeg er lidt bange for at læse den. Den vil indeholde mange af de følelser, han ville fortælle mig om dengang, han skrev den.  Jeg har kigget på den uden at læse den. Ordene og vendingerne er så helt utroligt smukke. Den er på finsk, mit modersmål. Så mange ting i mig ryster helt uimodståeligt for at pakke ordene ud. Men jeg tør ikke. Endnu.  Jeg ved, at han savnede mig. Og at jeg nok savnede ham. Han fandt historien fornylig, da han gik sine papirer igennem. Han savnede mig helt forfærdeligt dengang for længe siden. I dag er vi ikke blot far og søn. Vi er venner. Vi har fundet hinanden.  Og nu leder jeg desperat efter det rigtige tidspunkt til at læse den.  Jeg venter lidt endnu. Men jeg glæder mig. 

[overkongen]

Om en kat.

Jeg kan godt lide at sidde i vinduet og kigge ud. Jeg kan især godt lide de flyvende væsner, der flakser rundt derude eller sidder i de høje planter med masser af blade. Det ville være så spændende at kommer derud og løbe rundt eller måske bare sidde og kigge og snuse.  

Somme tider, når jeg sidder og kigger ud af vinduet kommer der nogle lidt støjende børn forbi. Jeg vil gerne lege med dem, men nogle gange banker de hårdt på ruden, så jeg bliver bange og hopper ned på gulvet og gemmer mig. De vil sikkert gerne lege med mig, men lige som mig, så ved de nok ikke, hvordan man kommer igennem vinduet.

Det er lidt kedeligt at være alene, men hver morgen tager du af sted uden mig. Du giver mig mad og leger med mig. Og bagefter sidder jeg på vasken og leger med vandet, der kommer ud af røret, mens du er i bad. Jeg tænker meget på, hvor vandet kommer fra og hvor det forsvinder hen. Jeg elsker vandet, men jeg kan ikke så godt lide at blive våd.

Når du ikke er hjemme, sover jeg meget. Der er ikke så meget at lave. Og så er det dejligt at ligge i din seng og snuse til duften af dig. På den måde føles det næsten som om, at du er hos mig. Og når jeg sover, så drømmer jeg om at løbe frit rundt og opleve alt muligt. Om at jage og om at kravle højt, højt op, så jeg kan kigge så langt, som mine øjne rækker.

Nogle gange er jeg sur på dig. Mest fordi, du går fra mig. Men også fordi du ofte sover, når jeg gerne vil lege. Andre gange, så kan du ikke forstå, hvad jeg siger, selv om det er meget vigtigt for mig at fortælle dig, hvordan jeg har det. Så bider jeg dig måske i foden. Men ikke hårdt. Du kan også blive sur på mig, når jeg bider i dine ting eller smager på din mad uden at få lov. Du skubber mig væk og bliver ked af det. Og så bliver jeg ked af det. 

Det bedste i hele verden er når du leger med mig og kæler for mig eller bare snakker med mig. Og når vi sover sammen, strækker jeg tit en pote ud bare for at kunne mærke dig. Andre gange sidder jeg og kigger på dig, når du sover. Så puffer jeg til dig, så du vågner, og fortæller dig, at jeg elsker dig. Du er alt, jeg har.

[overkongen]

Om at være arbejderklasse uden for kategori.

Jeg er en proletarunge. Vokset op i betonghettoen i Gellerup. Siden puberteten har jeg investeret voldsomme kræfter i at foregive, at jeg er et barn af det bedre borgerskab, fordi mine forældre har været dygtige til at være både belæste og kultiverede. Jeg ved ligefrem noget om litteratur og klassisk musisk. Men hvad er det lige, jeg har prøvet at flygte fra? Sandheden er, at jeg på trods af at i dag være søn af en læge og de sidste mange år har arbejdet i den kreative klasses sandkasse, stadig er et menneske, der aldrig har boet i noget, som hverken jeg eller nogen i min familie har ejet. Men min baggrund gør mig på ingen måde mindre værd.  Jeg har godt nok aldrig ejet noget, der har en værdi af over 10.000 kr. I dag er jeg stadig uden nogen form for ejendom. Så selv om jeg muligvis har både uddannelse og intellektuel kapital, så er jeg stadig en arbejderunge. Min mor havde en lille hundesalon i al den tid, jeg boede hjemme. Vi var altid fattige. Og det er jeg i princippet stadig.  Det bliver jeg sikkert ved med at være. Altså et person, der ikke er rig, eller det, der ligner. Til gengæld vil jeg uanset min baggrund altid være rig på oplevelser, der er mere værd end penge, fordi jeg havde forældre, der gav mig oplevelser, selv om de ikke havde penge.  Det er ikke så dumt. Især ikke, hvis jeg bliver ved med at være på det rene med, at gode oplevelser ikke defineres af penge, men af indstilling. Der er mange gratis kulturoplevelser og andre berigende ting, der kan lånes på biblioteker. Og engang i mellem kan du som barn ligefrem være så heldig at blive slæbt med til klassiske koncerter og film uden eksploderende robotter.  Så kald mig bare mønsterbryder. Så længe, du forstår, at det ikke handler om penge, baggrund eller uddannelse. Det handler om dine forældres indstilling. Og din egen. Og om de oplevelser, du siden hen giver dine børn.

Klasse defineres kun af dig selv. 

[overkongen]

Om at finde en vinkel.

Jeg har et job. Det job gør, at jeg har råd til at opretholde det, jeg har. Jeg har en bil, som mit job gør det muligt at have råd til. På den måde kan jeg hver dag køre den lange vej til mit job. Det betyder, at jeg hver dag har råd til at have min lejlighed, som jeg hver dag kan køre hjem til, så jeg har et sted at være, så jeg kan slappe af og sove godt, så jeg kan køre på job næste dag. En slags treenighed, der gør, at tingene hænger sammen i den retvinklede trekant, der er mit liv. Jeg har hele mit liv søgt efter at ikke blive fanget i et hjørne. Men jeg er tydeligvis ikke så god til geometri. Eller så er jeg for god til det.

[overkongen]

At bare sige det som det er.

Hold nu kæft. Når en mand er blevet forladt eller selv har forladt nogen, er der ikke noget, som hedder en tidsfaktor. En kvinde vil måske tænke: ’’Nu har han brug for at løbe hornene af sig…”. Men nej, sådan hænger det ikke sammen. Vi har brug for at nogen lige på stedet byder sig til. Hvis ikke, der er nogen, der gør det nu og her, er vi ikke mænd. Det er meget vigtigt, at I forstår det. Nu. Lige nu. Vi er intet værd. INTET! Hvis ikke vi får noget, som er kvindeligt lige på stedet, så er vi ligegyldige. Vi har overhovedet ikke brug for at slikke sår. De sår bliver bare større, hvis ikke der lige med det samme er nogen, der slikker noget andet og mere relevant. Vi kan på ingen måde vente. Og det er fuldstændigt ligegyldigt, om I er et menneske, som måske på et senere tidspunkt kan være noget, som kan blive noget bestandigt. Vi gider ikke vente. I er et stykke kød, som skal fortæres lige nu og her. I bliver ikke bedre af at blot vente. Sådan er det bare. Beklager. 

[overkongen]

Om at længes

Nogle gange er længsel blot længsel efter længsel. 

[overkongen]

Om at have veninder

Jeg blev skilt for snart 4 år siden. Det var noget af en omvæltning, fordi det samtidigt betød et farvel til det par-liv, som jeg var vant til. Det var et nemt og nogenlunde ukompliceret liv, hvor man som par så andre par forholdsvist ofte. Bevares, jeg så da også mine gamle venner til druk og fodbold og den slags. Men lige pludseligt stoppede par-livet, da jeg blev skilt. Da jeg var gift, var vi var nærmest det eneste par, som ikke havde børn, så vi var allerede lidt udenfor. Til selskaber med andre par var vi nogle gange lidt ved siden af. Vi kunne ikke deltage i de der snakke om børn og alt det, det nu indebar. Og efter skilsmissen blev det jeg sådan lidt en paria. Det gav forståeligt nok ikke så meget mening, at komme til de der arrangementer, for nu havde jeg i princippet endnu mindre at byde ind med. For hvad var det lige, jeg havde at dele ud af til dem? Så da jeg pludselig var alene, måtte jeg også kigge lidt efter nye venner. Jeg var lidt ensom, så jeg begyndte at date ret meget. Og det var jævnt sjovt, fordi det pludselig betød, at jeg var nødt til at kommunikere med flere kvinder, der var single. Men det er på flere måder noget af det bedste, der nogensinde er sket i mit liv. Det betød blandt andet, at jeg pludselig skulle sælge mig selv over for helt nye mennesker. Hvem var jeg? Hvad ønskede jeg af mit liv? Og om ville jeg have børn og den slags blev hverdagsspørgsmål. Jeg oplevede helt nye indtryk, ny sex, ny forelskelse og en helt anderledes måde at tænke på. Et par af de nye kvinder udmøntede sig i nye, korte forhold, men ingen af dem blev åbenbart noget varigt. Men til gengæld dukkede der nogle helt nye venskaber op. Jeg er vild med kvinder. De er meget sjovere og klogere end mænd. Og jeg har lært utrolig meget om mig selv som menneske og som mand ved at have kvindelige, nære venner. Faktisk ved jeg nu ligefrem lidt om, hvad kvinder egentlig ønsker. Desværre har jeg ikke 100% lært, hvad de egentlig vil. Men jeg ved én ting; de ved ikke mere om os, end vi ved om dem. Uanset, hvad de siger. Og de siger meget... Så på den måde ser jeg dem på en helt ny måde i dag. De er lige så søgende og forvirrede som os mænd. De er lige så nysgerrige efter at vide, hvad vi tænker om dem, som vi er om deres tanker om os. Det har jeg tænkt mig at dyrke. For der er én ting, de er bedre til end os mænd. De er gode til at spørge. Det er vi mænd ikke. De bruger vores svar bedre, end vi bruger deres. Og det gør de nok egentlig, fordi de er mere interesserede i at vide noget om, hvem vi er, i stedet for at høre, hvad vi synes om dem. De er, som jeg skrev lidt længere oppe, lidt klogere end os mænd. Og hvis du lytter lidt mere til dem, så er de faktisk også lidt sjovere. De kan i hvert fald fortælle noget om dig, som dine mandlige venner aldrig har tænkt over. Det burde du tænke lidt over. Uanset om du er en mand eller en kvinde.

[overkongen]

Om at være alene

Når du når en vis alder, finder du ud af nogle ting om dig selv, når du bor alene. For eksempel har jeg fundet ud af, at jeg ser mere til mine kolleger, end nogen andre mennesker overhovedet. Hvad fortæller det egentlig om mit liv? Umiddelbart betyder det, at jeg egentlig ikke ser så meget til de mennnesker, som jeg holder af. Ikke at jeg ikke er glad for mine kolleger, for det er jeg i høj grad. Det er en samling af kreative, skæve og oplyste mennesker, som hver dag gør mit liv sjovere og mere indholdsrigt. Men de fleste af dem har nogle mennesker, som de ser oftere end mig. Godt for dem. Og måske også for mig.

For i virkeligheden er kolleger en flok, som man i princippet er tvunget til at omgås, hvilket til dels kan sammenlignes med familie. Jeg har det i hvert fald sådan, at familie er noget, man kan – og bør – holde fri fra, når man kan (med mindre du har børn – det er en anden sag, vil jeg tro). Du er forbundet til dem på grund af nogle omstændigheder, du ikke selv er herre over. Men alligevel forpligtet. Derfor skal du altid sørge for at værdsætte den tid, du har for dig selv. Uanset, hvor søde og vigtige de er. Når du bor alene, får du nemlig nogle særheder, som ikke alle forstår. Og du kan være sikker på, at de særheder ikke nødvendigvis er basis for langtidsholdbare forhold, hvis det indebærer, at man skal bo sammen. For ingen bliver mindre sær med alderen. På et tidspunkt møder du måske er, der er lige så sær som dig, og som er i stand til at rumme din underlige måde at være på over en længere periode. Men kun måske. Så sæt pris på den tid, du har med dig selv, når du er alene. Brug den ikke på at savne noget, du ikke har. Savn heller ikke de mennesker, du ikke ser. Det er bare et spørgsmål om at opsøge dem. Men hvis de selv er typerne, der bor alene, så kan du ikke være sikker på, at de lige gider se dig på samme tidspunkt som dig. Men de tænker på dig. Ellers var de ikke dine venner. Sæt pris på deres særheder. De sætter pris på dine. Og allervigtigst: De forstår dem. Og så lige for en sikkerheds skyld... De venner, som har familie og et liv, der skal hænge sammen på grund af den selvsamme årsag. De savner dig med rette. Så giv dem lige et kald eller kom forbi med en flaske vin

De ved ikke, at du måske savner dem.