refur-digte-blog

[refur-digte-blog]

fordi jeg har nok i dit fravær

[refur-digte-blog]

Det er lige så grimt at savne dig som at salget af fortrydelsespiller er steget og at jeg er pisseligeglad

[refur-digte-blog]

Den bedste drøm er den drøm hvor vi sejler rundt på en sø, omringet af skov, mens solen falder ned i vandet. Lige der betyder penge ikke betyder en skid. Og så går vi hjem og høster vores egne grøntsager og er fucking alene sammen.

[refur-digte-blog]

Du gider ikke tage én dag ad gangen, har du sagt. Du har planer. Måske havde du planer om at gå i bare tæer nede i Latinerkvarteret, blandt de gamle arbejderhuse, på vej hen for at lede efter en ny LP? Jeg har lyst til at skrive et brev til dig. Jeg har lyst til at skrive at du ikke behøver at være sej. Men jeg ved ikke om jeg mener det. Jeg begynder at skrive på et stykke papir: "Benhårdt arbejde. Arbejd benhårdt", skriver jeg. Jeg ville hellere ha' skrevet at jeg savner dig. Det lyder bare så dumt lige nu. Som om jeg bebrejder dig at du har det skidt og ikke er her. Måske gør jeg. Nej ikke rigtigt, men jeg bliver nødt til at være vred på nogen. Ellers bliver jeg sur på mig selv. Hvorfor er det så svært at kommunikere, tænker jeg. Kommunikations funktion er at være bindeled, låse op eller løse. Som vores arme når vi krammer. Som en nøgle eller den kødnål jeg bruger når mine knuder på snørebåndene er umulige at få op. Eller som en forsvunden artefakt der kan kaste nyt lys over menneskehistorien, når den bliver fundet. Jeg har brug for sådan en genstand for at forstå hvorfor et så fint menneske skal gå helt i stykker indeni. Så jeg læser psykologiske teorier mens jeg tygger på en spegepølsemad. Jeg ved ikke om du ser anderledes ud når jeg ser dig igen. Der står ikke noget om at blå øjne kan blive sorte af at blive opslugt i et univers man selv er bange for. Jeg skriver at jeg håber jeg genkender dig, at jeg slet ikke kan forestille mig hvis du var ti centimeter lavere. Så går jeg ned i den røde postkasse og sender brevet. "Hårdt arbejde. Arbejd hårdt! Jeg håber jeg kan genkende dig når vi ses igen, for jeg kan ikke forestille mig dig være ti centimeter lavere. Man skrumper ikke af at ha' det af helveds til, vel?"

[refur-digte-blog]

Der er 17 notable personer der er døde i Maj indtil videre, ifølge Wikipedia. Der er også blevet født en baby der vejede 7,3 kg. Jeg googler den slags så jeg har noget at sige i større forsamlinger. Jeg ved ikke om det er smalltalk, med fremmede mennesker, der er værst eller om det er selve gåturen derhen. Sådan bogstaveligt talt. Jeg tror hellere jeg vil være i koma end at gå over et fodgængerfelt. Hvis du er i koma så ved du ikke om der er nogen der kigger på dig. Så ligger du bare der og er bevidstløs. Så behøver du heller ikke snakke. Jeg kan ikke lide at passere de biler der holder og venter mens der er grønt for mig, for inde i bilerne sidder der mennesker som kigger ud på mig og jeg kan ikke se dem. Så går jeg der som om jeg er en abe i et bur. Så glor folk ud på mig. Jeg ved det. Indimellem så synger jeg en sang inde i mit hoved mens jeg går mellem de hvide felter. Så synger jeg "Solen er så rød mor" og forestiller mig at solen virkelig var død, så var der ingen der kunne se mig. Så ville jeg løbe baglæns i alle kryds. Jeg ville ønske at tiden kunne skrues tilbage. Især hvis jeg ikke har fået googlet inden jeg skal ud blandt mennesker, for så taler jeg altid om musik som ingen har hørt om. Der er virkelig ikke mange der lytter til Folk i Danmark. Måske er det også ligemeget. Så kan jeg lade som om jeg er interesseret i deres nye andelskøb i stedet. Så kan jeg gå hjem bagefter og skrive at jeg ikke kommer til julefrokosten på uni, før folk er fulde, fordi jeg ikke kan holde til flere overfladiske samtaler. Så kan jeg lægge mig fladt ned på gulvet og lukke øjnene og vente på at nogen finder mig inden jeg går i koma. Så kan jeg synge at solen er død.

[refur-digte-blog]

Der er 1718 kalorier i rødbedeboller og mine hænder ser helt syge ud efter at jeg har æltet dejen. Den lilla farve får mig til at tænke på at dit hjerte også holder op med at slå en dag. Mon din hud så bliver rødbedefarvet? Der er en der har fortalt mig at ligpletter er lilla. Nogen gange blå. Livor mortis hedder det. Jeg vasker mine hænder med sæbe og er lettet da jeg igen kan genkende mine hænder. Jeg holder dem op i luften. De er begyndt at blive ældre. Ikke vildt gamle, men ældre. Og en neglerod er revet løs. Det svier. Jeg tror at hænder fortæller sandheden. Jeg har fx svært ved ikke at røre ved dig når jeg ser dig, men når jeg er sammen med fremmede så spritter jeg mine hænder af og har dem helst begravet i lommer. Så kan de være der i mørket som en død under jorden. Lige nu kunne de skrive en besked til dig, men de gør det ikke. Folk jeg kender siger jeg er stædig. Måske har de ret. Det er mest fordi jeg tænker på sort sol når jeg tænker på dig og så bliver jeg trist. Så laver jeg ikke noget en hel dag. Så gemmer jeg mig og tænker på at alle vågner, en dag, med hænder der er blevet gamle. Også dig.

[refur-digte-blog]

Der er 318 km i fulgleflugtslinje fra Aarhus til Bornholm. Der er længere i bil. Tænk hvis jeg var en fugl, siger jeg til dig. Så ville jeg nok være bedre til komplimenteter. Så ville folk sige "sikke nogle flotte fjer" eller "se lige den søde fugl der". Måske synes du ikke jeg skal bruge tid på at tænke på den slags. Du siger jeg er god til at lytte, men det er mest fordi jeg aldrig kommer med et svar. Jeg tænker på om afstand ville være det samme, hvis jeg kunne flyve. Jeg tror det ikke. Så ville der ikke være noget der hed intimsfære. Så ville mine venner ikke fortælle mig at de er stolte af mig når jeg taler om følelser. Som om jeg lige havde besteget et bjerg. Som om det er en sensation. Så behøvede jeg ikke græde fordi jeg synes du er så fin. Der ville heller ikke være nogen der fortalte mig at jeg kommunikerer som en mand, fordi jeg ikke har lyst til at dele, eller fordi jeg ikke kan. Jeg er træt af at der findes ting der er mandlige og kvindelige. Jeg er bare et menneske der leverer afstand. Jeg får lyst til at gå i hi når folk taler om køn. Så kunne jeg sove i hundrede år og vågne op i en fremtid hvor vi ikke er født, men produceret. Så ville mit køn være ligegyldigt. Så ville jeg være et produkt. Tror du at produkter dyrker sex? Jeg håber at du også bliver kopieret og produceret så. Også din hjerne. Så kunne jeg blive lige så gal på dig som jeg ville og skifte dig ud med en der var magen til. Så kunne jeg bevise at jeg ikke vil andet end det du er. Også når du er ensom. Så behøvede jeg heller ikke at være bange for at du dør. Jeg tænker på at der er mere end 126,144 millioner sekunder imellem os. Det ville jeg ikke vide hvis jeg var en fugl. Og så ville du heller ikke blive irriteret over at jeg siger det. Så kunne vi bare flyve og koncentrere os om det. Så kunne jeg spørge om du vil med til Bornholm.

[refur-digte-blog]

[refur-digte-blog]

jeg bløder æg og er fri

[refur-digte-blog]

Gråt vejr/ ind af vinduet/ der står åbent/ ud til virkeligheden/ hvor jeg håber/ at du indimellem føler dig ok/ om ikke andet/ så når vi fortæller hinanden/ at helvede er her/

[refur-digte-blog]

Syg/ dom/ inde i mit hus/ i hjernen/ flytter den ind/ som et foster/ eller en parasit/ der æder min fornuft/ æder mine fødevarer fra Netto/ uden et eneste tak/ tak for kampen/ eller et velkommen til/ er den her bare/ uvelkommen/ uvenlig/ som en bedrager/ bliver jeg/ og bange for at sove/ og for at glemme/ tiden/ og det der betyder noget/ kan jeg ikke rumme/ og jeg løber/ i alle retninger/ med hovedpine/ over lysten/ til at være/ lige her/ fordi jeg ikke kan beholde kontrollen/ i tågen/ taler jeg/ som et vandfald/ for at holde afstand til det/ der er vigtigt/

[refur-digte-blog]

[refur-digte-blog]

Vi svøber huden ind i dyner så hvide som dine tanker

[refur-digte-blog]

I nat drømte jeg at vi var små playmobilmennesker og derfor kunne vi aldrig holde hinanden i hånden sådan rigtigt

[refur-digte-blog]