satanmelder

[satanmelder]

"Syng nu bare, Bubber!" brølede undertegnede faktisk, da den maskerede Corey Taylor blev ved og ved med plat småsnak og publikumsdeltagelse. "Jeg peger, når I skal synge!" Jeg kan også pege på dig og de andre i bandet, og så kan I synge og spille, som I plejer, stort set.

Jeg har ikke set alle Slipknots fire koncerter på Copenhell og kan, vil og skal ikke ud i at sammenligne dem. Dette er ikke en "set dem i bedre udgaver"-blog, i hvert fald ikke endnu. Jeg har heller ingen mening om, at Clown var savnet eller måske slet ikke savnet.

Slipknots bundniveau er så højt, at det ("som et blowjob") altid er ret godt, selv om det måske ikke er en toppræstation på dagen. De leverer hovednavnspræstationen, endelig, her på fjerdedagen af festivalen, og lå dermed også rigtigt, da det havde været tragisk, hvis et af de andre "hovednavne" havde haft lørdagen. Der findes næppe et bedre valg pt til Copenhell, og vi ser dem sandsynligvis igen i 2027, hvos festivalen da findes til den tid. Hvem der så skal redde plakaten næste år, må stå hen i det uvisse.

[satanmelder]

Kim Dracula er endnu et af Copenhells famlende (?) forsøg på at få tag i de unge. Er man til gammeldaws hævi, så er der nærmest intet at komme efter, for vi er ude i musikalsk hjerneråd, no cap. Som et skibidi toilet synger Kim Draculs (they/them) ret så metal-agtigt, og i breakdowns er der så saxofon og andet pop/jazz/funk-halløj, og man står med en følelse af at scrolle rundt i TikTok eller YouTube Shorts.

Det er underholdende og kreativt, men også noget forfærdeligt pjat med streg under forfærdeligt. Jeg gav det ti minutter og nåede at tænke, at uden de mange skift og "indslag" kunne det sikkert fungere bredt som melodød, dog nok uden roser herfra.

[satanmelder]

In Flames er ikke det værste, når man stiller sig et sted ret tæt på scenen, for den syngende havenisse og hans kompetente kumpaner har formået at "opgradere" deres melodiske dødsmetal til metalcore, eller måske snarere en slags festivalcore. Det er medrivende, når tusindvis af omkringstående også bevæger sig til det, men sætter jeg det på i morgen for at genopleve festen, vil det nok blive udstillet og virke banalt.

[satanmelder]

"To be in a band like this and say we have to make way for Skipknot is really fucking weird!"

Anaal Nathrakh skuffede ikke, og man fik jo så altså et indtryk af forsangerens syn på aftenens headliner. Kære ven, og det mener jeg, i går havde du måttet vige for Billy Idol. Det er sgu bare der, "vi" er.

Kender man ikke AN, er det svært at forklare. Det måske blackened industrial metal eller blackened deathcore, men typisk kaldes det vist extreme metal, og det er ikke løgn. Vokalen er en stilistisk metalbuffet, variationen o materialet er omfattende, og 10-20 procent af de fremmødte går ret hurtigt, tydeligvis uden at fatte det eller falde for det. Forståeligt nok måske, for det er for så vidt ubehageligt. Kaotisk. Brænder i svælget. Virker som larm, men er meget mere, selv om man sagtens bare kan smadre rundt i pit til det, hvilket mange gør.

Kom snart igen.

[satanmelder]

Typisk er folk i en container ved at blive smuglet eller ved st værdisignalere heftigt med ombygning til et tinyhouse, men i Bone Yard, Copenhells måske særeste krog, spiller små bands i sådan en.

Hvordan varmen ikke tog død på Grava, ved jeg ikke, men deres sludge-doom skuffede over 20 minutter bestemt ikke, og man tør måske håbe påen tur på Gehenna næste år.

"Her er en sang om at blive trampet ihjel!" Jo tak. Flere af dem.

[satanmelder]

Castle Rat har fået for sig, at deres enormt ordinære Sabbath-opkog bliver mere interessant med udklædning og et fantasy-univers omkring. Det gør det selvsagt ikke, men der er guhjælpeme historiefortælling undervejs i koncerten fra den nærmest topløse sangerinde.

Hvorfor nogen har sendt dette band fra USA til Europa, aner jeg ikke. Er det så dårligt? Nej, og jeg ynder tilmed genren, men der er masser af stoner doom i Europa med samme kompetence. Der er Youtube-kanaler med stort set intet andet end det der med slagside til tidlig Sabbath eller Alice Cooper.

Fedt nok, men med større publikum, end det nok fortjener.

[satanmelder]

Efter turen gennem den afspærrede bymidte føler jeg nig egentlig vred nok til Fit For An Autopsy, men da de starter forestillingen i den bagende sol med den sædvanlige "jeg skal give jer"-energi, sukker jeg højlydt. Det hører ingen selvfølgelig, for fælles for alle råbecorebands er jo, st de spiller tungere, vildere og mere aggressivt end alle andre, så man slet ikke aner, hvad der dog har ramt en.

Fit For An Autopsy er nok hverken værre eller bedre end de forrige eller de næste. Den slags hører til på Copenhell, ja, men skal der være så meget af det generiske lort?

[satanmelder]

Med Copenhells mildt sagt fesne program i år bliver man yderligere irriteret, når to navne spiller samtidig, og man vil se dem begge. Således med King Diamond og Strychnos.

Efter moden overvejelse valgte jeg Strychnos, da det simpelthen er det, jeg bedst kan lide. Jeg sætter aldrig King Diamond på derhjemme, og selv om King bestemt er på sin plads på Copenhell, så er Strychnos albumaktuelle, man får næppe mindre udklædning, men dog markant mindre falset, hvilket er godt.

Strychnos er mørkemænd med lyrik om død og undergang, tekster på dansk og engelsk og blodindsmurte kroppe. Det virker urimeligt ikke at kalde dem Danmarks bedste (blackened) dødsmetalband, i hvert fald i øjeblikket, med en bundsolid magtdemonstration på Pandemoniums svære scene. Efter fadæsen på Helviti, hvor Billy Idol såede tvivl om festivalens integritet og fremtid, gav Strychnos ironisk nok håb og trøst: Metal har det fint og er i trivsel. Strychnos er tidsånden.

[satanmelder]

Billy Idols ansigt er sandsynligvis den eneste troldemaske på årets festival, og gamlingens bedagede rock har et overraskende stort publikum med plat snak og endnu plattere tekster. I wanna have too much fun?

De bedste sange lyder lidt som Ramones, og de værste er lige til festivaltoiletterne. Typisk består Billys sange af et mange, mange gange gentaget omkvæd, og så måske en halv guitarsolo.

Netop guitaristen i bandet "får lov" at spille en del solohalløj mellem numrene, således også mens Billy - ganske uforståeligt - kaster frisbeer ud til folk.

Tåkrummende ringe.

[satanmelder]

Dirty Honey er åbenbart en slags LA-AC/DC eller tidligt G'n'R med Led Zep som lang skygge inde over, men det er ikke enormt godt, og det malker en sen-70'er-stemning, så forsangerens halvsvage vokal og løse timing ikke bliver udstillet for grelt.

Står man oppe foran, er det sikkert ret fedt, men det er meget rockklubmusik og ikke ret meget mere.

[satanmelder]

Jeg har før sagt, at jeg jagter valuta for pengene, indtil mine fødder ikke kan mere, og jeg giver ti minutter til alt muligt for at opdage nye yndlingsband.

Myrkur har jeg set før, så hun fik kun fem, før jeg igen konstaterede, at jeg ikke holder af det, hun præsterer, hvad fanden de så end påstår her om dets black metal cred.

[satanmelder]

Jeg gik ret tæt på Kreator for nu ligesom at få en fornemmelse af at have oplevet et hovednavn, som har hærget (?) Copenhell flere gange, og som uomtvisteligt ikke er rock eller elektronisk halløj.

Jeg var lidt træt på forhånd efter at være blevet lovet vild aggression og ubønhørligt lemlæstende sange, men nuvel, det er vel kodesprog for thrash, som vi alle kender den.

Intet nyt under solen og endnu en "de gamle kan sgu endnu"-koncert til de gamle på bakken.

[satanmelder]

Carcass var det nærmeste, da jeg havde forladt Dream Theater, og de havde nær tabt mig, da de som næsten alle de aggressive bands vanen tro skulle gå agurk fra første færd, og ja, det har vi fattet her på dag 3: Det er opskriften, og for manges vedkommende hele menuen. Men Carcass mestrede snedigt variationen i tempo, og med erfaring og katalog at trække på leverede de noget, som jeg kunne lide meget mere end ventet, og et af de bedste indspark i dødsmetal-kategorien i år.

[satanmelder]

Dream Theater bestyrker en teori, jeg længe har haft: Jo flere strenge på instrumenterne, jo større chance for fraktaler på en storskærm bag bandet.

Det er progget instrumentonani, men tungt nok, og enormt velspillet, som det så også må og skal være. Det ramte en stegt hjerne i solen ret godt, og brillerer også som afbræk fra bands med -core elementer.

[satanmelder]

Sarcator er thrash, som er svært at holde af, for efter ti minutter tænkte jeg, at fantasien og kreativiteten manglede totalt og var byttet ud med kærlighed til at tæske løs på et barns strandspand. Så var der dog et temposkift i næste nummer, og man fornemmede, at det helle ikke var "vrede, og i høj i fart", når materialet skulle skrives.

Forsangeren bør slet ikke holde tale, men er ellers karl for sin hat med en stereotyp thrashvokal og flying V.

Ikke stor kunst, men habilt.

[satanmelder]

Når en person har 4+ Metallica-patches på vesten, er vedkommende klart evnesvag.

Sorry. Sådan er det bare.

[satanmelder]

Man skal være tidligt ude af tågerne for at være med, men hvis dødsmetal er en nosse, og thrash er den anden, så er Thus det smølfespark, der rammer dem begge. Hårdt.

Smukt og poleret er det ikke, men musikken har energien, bandet har viljen, og der mangler kun en smule stage presence.