soelvfisk

[soelvfisk]

Skal ikke tænke om natten wow. Alt det mørke og håbløse bliver forstærket og forstørret og det stjæler den søvn jeg skulle bruge til at “fungere” dagen efter. Panik-hjerne. Det-er-ude-med-mig følelsen.

Men det er ikke ude med mig. Jeg er safe og jeg er ikke et grumt menneske. Bby steps. Er okay. Natten er bedst når man kan se månen. Ellers er den lidt for mørk at findes i alene.

[soelvfisk]

Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive den her følelse. Men det er er som at være så forandret, at jeg ikke længere findes. Kiggede på gamle billeder af mig selv. Fra 2023. Tænkte: hvem er hun? Tænkte: fuck hun er irriterende. Tænkte: godt hun er død. Om mig. Om mit tidligere selv. Mig selv der trives og lever mit bedste liv. Nu er jeg i gang med mit næste liv. Ved ikke hvem jeg er, ved bare at jeg ikke er den samme. Vil ikke de samme ting. Vil ikke opnå noget på samme måde. Vil ikke ligne noget. Vil ikke fremstilles. Vil ikke sensationalisere noget som helst. Vil ikke genkendes og ikke ses og ikke fylde. Vil ikke engang skabe. Ved ikke hvad jeg vil. Ved ikke hvordan jeg bliver mig selv, oven på alt der er sket. Går fra at tænke: ny start - til at tænke: jeg er allerede væk. Glem mig. Pls glem mig. Så jeg aldrig ægte skal konfronteres med den her forandring igen. Aldrig ægte skal se alt hvad jeg har mistet. Og være alene om at vide, at andre allerede har mistet mig. Jeg var engang en fucking god storesøster. Nu er jeg helt anderledes. Jeg er fremmed. De her år, har været de hårdeste af alle. Og jeg forstår godt at jeg føler mig død, for jeg fatter ikke at jeg lever.

Har slettet billederne. Gjort mig anonym, så man ikke tager fejl. Ikke bliver forskrækket. Den vold der ødelagde mig, ødelagde mig. Men tror også bare at mit liv lidt ødelagde mig. Og nu er jeg noget nyt. Jeg orker ikke starte forfra. Men jeg orker heller ikke at være som jeg var. Det er umuligt. Kan mærke at jeg er bange for at miste endnu mere - og så føler jeg mig forpligtet til selv at tage afsked med det hele. Alle. Indtil jeg er helt alene. Helt usynlig. Og så kan jeg leve. Uden at blive set nogensinde. Vil ikke huskes. Vil ikke savnes. Vil glemmes.

Tænker: gid jeg var død for længst. Tænker: gid jeg havde været en abort. Tænker: jeg kan ikke længere klare når hjælpen ikke hjælper. Er så træt af at håbe. Er så udmattet af at kæmpe. Er så færdig med at være slidt sjæl i krop der ikke kan.

Jeg startede på adhd medicin. Var så stolt og glad. Efter tæt på to års kamp om at ramme en stabil vægt igen. Og tror bare jeg havde håbet at det ville være løsningen på det hele. Og jeg har ikke kunne rumme at erkende at det slet ikke var løsningen. For, hvad så nu. Jeg orker ikke mere. Næste løsning findes ikke.

Jeg håbede sådan. At nu skulle det blive okay. At nu skulle jeg blive god igen. Og istedet føler jeg bare at jeg stadig er lige så fremmed som før. Og at jeg har ødelagt alt. Og at det er på tide at give op. Føler jeg går glip af mit ægte liv, som det kunne have set ud, hvis jeg aldrig var knækket.

Aldrig var endt som ptsd girl.

Og mens jeg har været deprimeret har jeg mistet 3 familiemedlemmer. Og jeg fatter ikke at de er væk. Og jeg bor i min mormors dødsbo. Og jeg har ikke haft et ordentligt hjem siden 2023. 7-8 flytninger. Har lost count.

Og andre mennesker dør hele tiden. Og jeg har ikke plads til sorgen i min krop. Jeg har ikke plads til sorgen. Jeg græder ved en gravsten med to navne på og føler mig priviligeret fordi mine kære har en plads. Fred og ro. Mens andres kære ligger kvast under murbrokker et andet sted i verden. Jeg tror ikke jeg forstår hvordan man skal leve et menneskeliv. Når alt er så tvetydigt.

Synes jeg har taget alle de forkerte menneskevalg. Føler mig misguided. Troede at de helt forkerte ting var vigtige. Og nu er det for sent. Og jeg ved ikke hvad der er meningen længere.

Jeg græder. Måske fordi klokken er 4 om natten. Måske fordi jeg trænger til det. Måske fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre.

Er så skuffet over så mange ting. Hvordan håber man på trods af det? Jeg aner ingenting. Jeg aner ingenting. Jeg tror bare at det bliver ved med at være hårdt for evigt. Hund er her. Og hvad med hund. Skal jeg så bare leve for hund og for min mor og min søster. Så de ikke mister mig igen. Leve og være forbi på samme tid.

Jeg vil ikke dø. Jeg vil bare gerne leve et liv der ikke tager livet af mig. Sådan føles det. Sådan har jeg det. Sådan er jeg nok ikke alene om at have det. Ved ikke noget. Det føles slet ikke som en mulighed. At leve den slags liv. Men vil ikke dø. Og vil ikke leve. Vil ikke være her. Vil forsvinde. Vil glemmes. Vil glemmes. Sådan har jeg det.

[soelvfisk]

Der er så mange maskefald for tiden. På verdensplan og i mit liv og alt imellem. Alle vegne. Ser på. Som et forstenet vidne.

Tankerne sluger mig. På den ene side dybt forarget og på den anden side lettet over at det bliver sværere og sværere for samvittighedsløse mennesker og virksomheder og autoriterer og medier og statsledere at gemme sig.

Tager mig selv i at tænke at det var godt jeg ikke blev model. Da jeg var 15. At min depression strandede mig i Milano og fik sendt mig hjem. For det havde skadet mig at få bekræftet at min krop var vejen ud i verden. Vejen frem i verden. At få overfladisk kritik mens min syge krop promoverede et skadeligt skønhedsideal. Min traumatiserede teenage-krop som en identitetsløs påklædningsdukke. Som mænd rørte ved imod min vilje.

Jeg troede på at min krop gav mig værdi. Og at enten kunne jeg bruge den selv eller også kunne jeg blive brugt. Det var min erfaring. At min krop var “noget” uden mig indeni. Bedst uden mig indeni. Besværlig med mig indeni.

Har aldrig før tænkt at min depression i den periode beskyttede mig fra en kapitalistisk fælde. Har kun tænkt øv - så tæt på og så langt fra at være “nogen”. Nu er jeg lettet.

Godt jeg kom væk.

Og godt at jeg kom væk fra Stenen og ud af byen. Lettelsen. Lettelsen over at finde mit fodfæste her. Over at jeg knækkede og ikke brugte flere kræfter på at holde ud. For det belyste en adfærd jeg var blind for.

Jeg tænkte: hvor er det dejligt du kan bruge mig - uden at opdage at jeg blev misbrugt. Nu kan jeg se det. Og jeg stirrer op i loftet i en form for chok.

Hvor længe har jeg tænkt sådan?

Jeg tænkte at alle andre var mere menneske end mig. Og det forstår jeg godt. Kæmper jo stadig med den følelse.

Og det er absurd fordi jeg ser på mennesker med ufattelig magt, der opfører sig som om at andre er “mindre” menneske end de er. At de er mere menneske end andre. Mere i live og mere værd.

Det er helt fucked.

Er det ikke alle mennesker der forstår, at alle mennesker er mennesker?

Åbenbart ikke. For der findes kroppe alle vegne og vi vænner os til at kigge på dem uden at vide hvem de er. Uden at tænke på at de er nogen. Uden at registrere dem som personer.

De reklamerer for produkter og opmuntrer til forbrug og minder os om vores egen krops fejl og mangler. “Potentiale”. På vegne af virksomheder, der trivses når vi accepterer at vi kan blive bedre. Køb en dims og bliv bedre. Eksister bedre. Retoucheret. Dirigeret. De repræsenterer en forbruger vi skal kunne spejle os i. Et forbrug vi skal indhente.

Hvad så når vi ser konsekvensen af det forbrug? Overforbrug.

Konsekvenserne af at kunne isolere kroppen som noget… der ikke “ægte” er nogen.

Mens mennesker sulter og dør og fordrives. Og verdensledere siger, at det er nødvendigt og uundgåeligt. Afstumpede folk med magt, som er i sikkerhed. “Godt det ikke er os”, siger de.

Som om vi ikke allesammen er mennesker.

Som om der ikke lige så godt kunne have været os.

Det sker for nogen. Og derfor sker det for os.

Det er et “we” problem det her.

Men hvad sker der med forburgeren, når “jeg” bliver til “vi”?

Vi lærer at drømme om rigdom. For så kan vi leve godt. Og “fredeligt”. For det er dyrt at leve.

Noget så dødt som penge bliver midlet der mætter vores maver og hvis du ikke har dem - pengene - så må du gå sulten i seng. Uagtet hvor meget mad der findes. Du er kun maden værd, hvis du kan betale for den. Nogen skal jo tjene penge på maden de sælger. Så de også kan købe mad.

Og så er det måske netop praktisk at sige til folk at… det er pænt at være tynd. Uagtet om det er sundt eller ej. Eller at der både skal være penge til at være mæt og at passe ind på andre måder. Penge til at være “smuk”. Idk.

Hvis ansvar er det?

At passe på mennesker? At være transparant? Og ærlig om den slags?

Afmagrede kroppe der repræsenterer så forskellige ting: den ene krop er et statussymbol, den anden krop er resultatet af et fucking folkemord. BEGGE KROPPE ER MENNESKER. Hvordan kan en krop grundlæggende repræsentere andet end LIV!???? Bare liv?! HVORDAN?!

Og det er ikke for at hade på tyndhed. Men bare for at sige - at mennesker har kroppe. Og fuck hvordan de ser ud, så længe de er MÆTTE og okay.

Det burde sige sig selv!?

Men DK sender fortsat våbendele til israhell.

Penge i cirkulation.

Et forbrug der koster liv. Som om livet er dødt.

Bare det udtryk. At noget “koster liv”. Liv som en valuta.

At have betalt med sit liv. I hvilken kontekst. Til hvilken fucking nytte.

JEG FATTER DET IKKE.

Der ligger et ansvar i sproget vi bruger til at tale om liv og systemerne vi lever i og hos alle der profiterer når mennesker lider.

Jeg fortryder sådan alt den tid jeg har brugt helt fikseret på min krop, men jeg forstår det. Jeg fortryder også al den tid hvor jeg har forsømt min krop, men jeg forstår det. Jeg fortryder at jeg bed min vrede i mig. Og købte ind på idéen om, at det er mig der er forkert.

Alle de gange jeg forvandlede erfaringer til skam. Grænser og tanker og følelser. Andres holdninger, der fæstnede sig som sandheder.

Mig som forkert. Forkert menneske i forkert krop. Og samfundets fremstilling af “det rigtige”, som noget jeg skal hige efter at opnå.

På bekostning af min egen trivsel.

Stenen trives fordi samfundet belønner folk som hende. Der klatrer gennem systemerne uden at blive påvirket undervejs. Hun kommer til at nå lige akkurat derhen hvor hun vil. Fordi hun er villig til at sætte andres trivsel på spil, for at fremme sin egen agenda.

Jeg vil ikke være som hende.

Jeg vil ikke kende hende.

Jeg kan ikke komme mig over, hvor længe jeg var om at fatte hvad der skete.

Så meget findes der ikke noget jeg vil have eller eje eller ses som.

Derfor blev det svært at spise og leve - fordi jeg var bange for at blive som Stenen. I nogen som helst afskygning. Ville ikke eksistere på bekostning af nogen andres trivsel nogensinde.

Min eksistens føltes uforsvarlig. Fordi jeg oplevede hendes livsstil og adfærd som dybt dybt uforsvarlig.

Og så følte jeg mig fængslet i et samfund baseret på den samme slags hierakier som Stenen hyldede.

Hierakier Stenen brugte til at vurdere og udskamme og fordømme.

Hierakier jeg hader.

Fordi der altid er nogen, der er i bunden. Nogen som er fucking menneske. Og som overses. Og ignoreres. Og udnyttes. Og udskammes. Hvis smerte ikke anerkendes. Hvis kamp hånes og forvrænges.

Af nogen som tænker “godt det ikke er os”.

MEN DER ER FUCKING OGSÅ NOGEN DER GØR OPRØR.

Jeg har været så vred på mig selv over alt hvad jeg ikke kan. Over at jeg falder og falder og knapt kan holde balancen i den her verden. Jeg har hadet mig selv og følt mig utilstrækkelig og ville dø. Fordi jeg ikke følte at jeg passede ind. Fordi jeg følte mig som en funktionsløs forurenende forbruger.

Fordi jeg bliver påvirket.

Fordi afmagten er kvælende.

Fordi det er sandt at jeg ikke passer ind.

Og jeg tror det er SÅ heldigt.

SÅ HELDIGT.

Dét har jeg aldrig følt mig heldig over før.

Det føles som om, at det er aktivistisk at være i live på den her måde.

At der endelig er er formål med ikke at passe ind.

At det føles rigtigt og helende at tænke “det er faktisk OS det her sker for - og det er ikke okay”.

Det er mennesker det her sker for og det er ikke okay.

Hvordan er dét en ekstrem tanke?

Hvordan har det føles farligt at tænke dét?

Som om det er for “svagt” og “naivt” at anerkende liv som liv…

Det minder mig bare om at der er så mange måder at gøre oprør på. Så mange måder at eksistere på, som er nok. Så meget grund til at insistere på hensyn og omtanke og handling.

DER SKAL FINDES EN HELENDE FORM FOR FORANDRING.

Hvor det ikke er profitabelt at ødelægge liv og producere våben og fragte våbendele til en magsyg stat der er i gang med at udøve et fullblown folkemord. Hvor det ikke er profitabel at sende børn i miner efter mineraler til iPads. Hvor det ikke er profitabelt at afvise mennesker på flugt fra krig. Hvor der ikke er profitabelt at leve på bekostning af andre.

Der sker noget. Og jeg ved ikke hvad. Men maskerne falder.

Og solen går ned på den anden side af persiennerne og jeg sidder her i sofaen alene og det er bare første gang sygt længe at jeg slet ikke føler mig alene og formålsløs. Jeg føler “vi”.

[soelvfisk]

jeg er ikke interreseret i at svare nogen igen

jeg er ikke interesseret i at kæmpe for at modargumentere

jeg er ikke interesseret i en forvirrende diskussion

[soelvfisk]

Nogle gange får jeg ærligt brækfornemmelse over at jeg er mig og ikke et andet menneske. Tænker, hvorfor var jeg ikke en abort? Føler mig så pointless. PMDD er fullblown lige nu. Så NAIVT af mig at tro at jeg kan finde en plads i verden. Jeg havde en plads og jeg mistede den og nu ved jeg alt for meget om hvor mange utrygge slags mennesker der findes og jeg er konstant paranoid over om jeg bliver én af dem. Om jeg har oplevet så meget fucked up adfærd, at jeg ikke længere passer ind i verden på en tryg måde. Fordi min PTSD gør mig svær at være tæt på. Fordi min ADHD gør mig uhåndgribelig. Fordi min autisme gør mig rigid og forvirret. Og fordi mine sår ikke heler længere. Jeg har det som et åbent kraniebrud. Fucking latterligt at nogen tror der er håb, er jeg virkelig den eneste der kan se at jeg bløder udover det hele? Så opslugt af min egen smerte, mens andre mennesker lider langt fælere skæbner. Og jeg skriger i mit hoved over at være mig. DÅRLIGT MENNESKE, tænker jeg.

Traumerne stjæler mit liv. Pludselig har jeg en ny alder og jeg kan ikke huske de sidste 10 år. Fordi det føles okay at glemme noget man alligevel er ved at give slip på. Fordi det føles lettere at glemme end at huske. Fordi det ikke er mig selv der vælger hvad jeg tænker på. Det er min forskrækkede hjerne der bestemmer.

Den tænker på det hele på samme tid.

Og så forestiller jeg mig at smile på et selfie eller at sende en sød emoji til en ven. Og det giver mig lyst til at kaste op. Ford det føles som en løgn. En løgn der skader mig og andre.

Hvis jeg skulle ligne som jeg har det lige nu, så er det mig der er dyret i vejkanten. Jeg har ligget der i flere år. Biler suser forbi. Nogen dytter, nogen sænker farten, nogen trækker mig ud i rabatten og kører videre. Jeg ligger bare. Plejede at kigge på vejen. Hele tiden. Hver en bil. Tag mig med, tænkte jeg. Nu giver vejen mig kvalme. Kigger op. Det er det eneste der hjælper. Falder i søvn og håber jeg dør inden natten er omme. Men jeg dør ikke. Fylder 82 år en dag. Ender som sådan et udstoppet minde i nogens erendring.

Skulle jeg have smilet. Og trådt ud i trafikken igen? Det ender på samme måde. Så bliver liggende. For alles skyld. Sådan føles det. Hader mig selv lige nu. Man er heldig hvis man ikke har mødt mig. Sådan tænker jeg. Syrligt spyt i mine kinder på den der køresyge måde. Kan 0% stå inde for at være menneske, når jeg ikke har en skid at byde på andet end sorg og depression og traumer og dumme små drømme om trivsel. Er et skadedyr. Er affald. Stenens ansigt i mit hoved. Grådigt af mig at trække vejret. Hvorfor er jeg her?

[soelvfisk]

Tror jeg er dér hvor jeg bare helst vil være fri for sociale medier i mit liv. Det bliver bevis på hvor lang tid der går og hvor langt væk jeg er fra alle og hvor fjernt det er at blive som jeg var engang. Det bliver bevis på at min følelse af afmagt er velbegrundet. Føler mig som vidne til en verden der gør ondt på mennesker. Stirrer ind i et vindue, der ikke har nogen udsigt. Det hele er kurateret og jeg føler mig ensom. Overvældet. Ligegyldig og forskrækket på samme tid. Mit opslugte blik får min hjerne til at leve i en parallel virkelighed og det føles sommetider lettest på den måde, fordi min krop er ubehagelig at være i. Fordi mit liv er helt slået af kurs. Og det er bare ingen garanti. Hvor fuck skal man gøre af sig selv, når der ikke er et roligt alternativ.

Jeg vil nok beholde tumblr, men vil slette alt andet. Pyt med beskeder jeg ikke har fået svaret på. Ville helst svare, men så sker samtalerne som har værdi. Og som fastholder mig. Eksponeret for al resten af det shit det indebærer at være online og smadret på samme tid. Jeg trænger til at forsvinde og blive glemt så jeg kan starte forfra uden at skulle være som jeg var eller blive som man husker mig.

Det bølger virkelig.

Tror bare jeg må tage et valg. Om at den tomhed jeg vælger til, er bedre en al den stress jeg vælger fra.

Gid jeg var blevet. I livet det sted hvor jeg havde lyst til en fremtid. Og aldrig havde givet slip på mig selv. Det var min største fejl. At efterlade mit håb.

Det er et løfte jeg laver med mig selv nu. At jeg bare vil væk fra alt. Kan ikke være tilstede i en verden hvor man behandler hinanden så fucking dårligt. Mister modet. Og som det er nu, lammes jeg af afmagt og drømmer om en fremtid i nattøj. Men det ændrer intet.

Jeg vil ændre noget. Jeg vil ændre det fuldstændigt. Så jeg kan være til på en anden måde.

Håber at jeg kan se tilbage om en måned og mærke at jeg har gjort noget rigtigt.

[soelvfisk]

Kender i det når en genstand bliver udgangspunkt for en fremtidsfantasi? Min mor og min søster har sorteret ud i alt deres tøj. Jeg har 2 hylder og 17 bøjler med tøj. Inkl. jakker. Jeg mangler reelt set ikke tøj, for bruger de samme ting om og om. Men fik alligevel lov at kigge deres tøj igennem inden det røg videre til genbrug. Beholdte et par lyseblå bomulds-natbukser med stjerner, en stor chunky strik… i en så bleg slags lilla, at jeg får lyst til at kalde det zombie-lilla:) og en stak andre fine sager. Men de to ting - natbukserne og strikken - har ærligt unlocked et fremtidssyn af en art. En fremtidsfantasi. Drømmen om mig der har det virkelig behageligt i mit eget hjem. Lys og sund og modig. Mine tatoverede hænder der holder min dejligste mørke-blå-blomstrede ler-kaffekop. Fletninger og forvildede morgenkrøller der indrammer mit trætte ansigt. Et åbent vindue der lader vinden lege om min hud. Solen der rammer mine stueplanter og mine bøger. Dyne i sofaen. Hund med sit ben på gulvtæppet. Jeg tror jeg synger. Sådan føles det. Jeg tror bare jeg går og synger. Som jeg plejede. Måske det bliver mit job igen en dag. Jeg tror det satme. Jeg tror faktisk det allerede er mit job igen i min fantasi:) og jeg tror at jeg bare har en helt almindelig weekend-morgen:) og at om lidt folder jeg vasketøj med friends kørende i baggrunden.

Hvis en dag det sker, vil jeg tage et billede som bevis. Håber.

[soelvfisk]

Har mega pms i dag. Kramper og smerter. Gik en tur med hund og allerede da vi nåede skovbrynet måtte jeg sætte mig på hug i skyggen af et træ og erkende min fejl… at jeg havde taget for meget tøj på. Jeg er ikke god til forandring. Hver årstid er en afsked med det tøj jeg lige har vænnet mig til at have på. Min uldtrøje klæbede sig mod mine arme og min jakke hang tungt om mine hofter og mine bukser strammede og mine sokker gled ned i skoen. Og hund trak i snoren. Og min livmoder slog knuder og solen ramte mine ører på en sindssygt træls måde. IKKE RØR MIG! Fik lyst til at skrige. Af lyset. Og vinden. Og mit tøj. Og indersiden af min krop.

Jeg er ikke beregnet til sanser i de her dage. Jeg er beregnet til dyb søvn, kølige brusebade, fletninger og hvidt brød. Jeg er beregnet til løst tøj og bare fødder der ikke rør et underlag. Komplet stilhed. Skygge. At ligge som et frø i min seng. Bare fysisk ro imens min hjerne og krop er opslugt i komplet kaos.

Forestiller mig klæbrige tråde der hænger fast mellem min fortid og min nutid. En slags pulserende fangarme. Mellem mig og de hjem jeg ikke længere bor i… en tryghed der ikke længere findes… mennesker jeg ikke længere kender… dét jeg gav slip på og skulle have holdt fast i… dét jeg holdt fast i og skulle have givet slip på…

Fortryder alt. Sådan føles det. Ligger og tænker på alt. Alt det der er min fejl og alt det der aldrig var op til mig.

Alt i min krop og mit liv og andres liv og i verden. Pulserende fangarme. De vokser og vokser. Dårlig samvittighed og altædende skyldfølelse. Og jeg bliver helt lille.

Tænker på at når jeg har mit ægte hjem, vil jeg passe på mig selv. Ikke en bolig, men et hjem.

Hund trækker mig videre gennem skoven. Træernes skygge. Lyden af små nye blade mod hinanden. Pakker mit hår ind under min kasket, så vinden ikke pisker det rundt. Vi sætter os på en bænk. Og jeg forestiller mig en kæmpe saks. En kæmpe jern-saks. SWISSH. SWIIISH. Lyden af halverede fangarme. Lyden af mig der bløder istedet for at græde over alt det der er forbi. Vil ikke være evig gidsel. Vil videre. Den eneste snor i mit liv, skal være den jeg holder i. Mig og hund på tur. Hund og jeg. Os der kan klare det.

[soelvfisk]

[soelvfisk]

Har svaret: straffer dig ikke. Har ptsd far. Trækker mig derfor. Tag det roligt, ting bliver okay på sin egen måde

Tænk at han ikke fatter at jeg er urolig i nærheden af ham. Jeg forstår hans indre kaos, men det er ikke mit ansvar. Han vil have jeg skal regulere hans følelser, fordi han ik selv ved hvordan man gør. Han vil have jeg skal dele en ro med ham, som jeg ikke har. Han vil have jeg skal opføre mig som han bedst kan lide. Uagtet hvor ondt det gør på mig. Og så pakker han det ind som om, at jeg straffer ham og er hensynsløs hvis jeg vælger mig selv. At så er vi fjender og det er min egen skyld.

Jeg svigter ham hver gang han ikke er 1st priority. Min far. Jeg sulter, det er ligegyldigt, så længe jeg siger at min far er den bedste. Og krammer ham. Selvom min krop skriger. Og så fortæller hans venner ham hvor synd det er for ham, at han har en syg datter.

Orker det da ikke.

Tror jeg har brug for ikke at se min far. Det er hårdt at bo i kælderen på den måde og have hardcore samtaler ved psykolog samtidigt. Taler jo også om ham og hans vold. Det hober sig op og bliver til en fysisk lammelse i min krop. Låser døren indefra og ånder ud når jeg er alene. Lægger mig på flisegulvet. I sikkerhed. I hjemmet. Har været rolig for hans skyld og ikke min egen. Lige for tiden vil han gerne trøstes af mig og jeg ved ikke om det er til at forstå præcis hvor grænseoverskridende det er at trøste en mand der har opført sig traumatiserende i næsten 3 årtier.

Han synes det er synd for ham.

Lige nu skriver han uroligt at han føler at jeg prøver at undgå ham. At han føler jeg straffer ham uden grund. At det gør ham ked af det. Han kræver en forklaring.

Jeg flygter til min mormors dødsbo.

Finder ro blandt hendes ting. Græder under hendes dyne på det lille værelse hvor jeg sov som barn. Ting er fucking svære. Det løser sig en dag, men lige i dag er godt nok ikke den dag. Føler mig stærk og kujon agtig på samme tid.

Alt hvad jeg kan svare min far, kan han bruge som ammunition imod mig. Overvejer bare at skrive: jeg kan ikke håndtere uro. Tag det roligt, det hele bliver okay på sin egen måde.

Så har jeg både trøstet ham og givet lidt af mig selv. Kan ikke give mere end det. Ikke uden fuldkomment at forære min tryghed væk og lægge min sanity i hans hænder. Har gjort mig så umage med at forklare ting til dén mand. Og han har aldrig gjort sig umage med at forstå. Det er et svigt jeg ikke orker at opleve flere gange end jeg allerede har.

Vil falde i søvn og vågne trygt her. Tænke på min mormor. Har taget hund med. Vi kan gå en tur i morgen. Jeg skal passe på mig selv mere end jeg skal passe på min far. Føler mig så ond når jeg skriver det. Men mener det. For hvis jeg skal passe på min far mere end mig selv, så giver jeg ærligt op. Orker ikke mere liv på det vilkår.

[soelvfisk]

Tror jeg har brug for ikke at se min far. Det er hårdt at bo i kælderen på den måde og have hardcore samtaler ved psykolog samtidigt. Taler jo også om ham og hans vold. Det hober sig op og bliver til en fysisk lammelse i min krop. Låser døren indefra og ånder ud når jeg er alene. Lægger mig på flisegulvet. I sikkerhed. I hjemmet. Har været rolig for hans skyld og ikke min egen. Lige for tiden vil han gerne trøstes af mig og jeg ved ikke om det er til at forstå præcis hvor grænseoverskridende det er at trøste en mand der har opført sig traumatiserende i næsten 3 årtier.

Han synes det er synd for ham.

Lige nu skriver han uroligt at han føler at jeg prøver at undgå ham. At han føler jeg straffer ham uden grund. At det gør ham ked af det. Han kræver en forklaring.

Jeg flygter til min mormors dødsbo.

Finder ro blandt hendes ting. Græder under hendes dyne på det lille værelse hvor jeg sov som barn. Ting er fucking svære. Det løser sig en dag, men lige i dag er godt nok ikke den dag. Føler mig stærk og kujon agtig på samme tid.

Alt hvad jeg kan svare min far, kan han bruge som ammunition imod mig. Overvejer bare at skrive: jeg kan ikke håndtere uro. Tag det roligt, det hele bliver okay på sin egen måde.

Så har jeg både trøstet ham og givet lidt af mig selv. Kan ikke give mere end det. Ikke uden fuldkomment at forære min tryghed væk og lægge min sanity i hans hænder. Har gjort mig så umage med at forklare ting til dén mand. Og han har aldrig gjort sig umage med at forstå. Det er et svigt jeg ikke orker at opleve flere gange end jeg allerede har.

Vil falde i søvn og vågne trygt her. Tænke på min mormor. Har taget hund med. Vi kan gå en tur i morgen. Jeg skal passe på mig selv mere end jeg skal passe på min far. Føler mig så ond når jeg skriver det. Men mener det. For hvis jeg skal passe på min far mere end mig selv, så giver jeg ærligt op. Orker ikke mere liv på det vilkår.

[soelvfisk]

Har vaklet rundt mellem reaktioner det sidste stykke tid. Har købt en ny dagbog da den forrige snart er tom for blanke sider. Som at tage hul på en lang række mere fremkommelige reaktioner og reflektioner. Pen mod papir. Liggende i seng. Og det er okay. Er mere tilstede lige nu. I hvordan jeg har det og at jeg er mig.

På en måde føles det som om min mormor på sit dødsleje forærede mig noget af sig. Sig selv. Sjæleligt. Det her lyder mega weird og det bliver kun underligere, for selvom jeg har været hele rumlen igennem følelsesmæssig - forventeligt efter tab af to højtelskede bedsteforældre på kort tid og forældres skilsmisse og nye relationsadynamikker og flytninger og egen kaotiske helbredstilstand - så lå jeg her den anden aften med følelsen af…. at nu er jeg i min krop. Mine tanker er mine. Jeg har mit sprog. Mine tårer er ikke forvirrede, de er bare følsomme. Min vrede er ikke kun afmagt, min vrede er retfærdig og sund. Mine rektioner stemmer meget mere overens med min nutid end kun min fortid?? Jeg er ikke længere forsinket. Jeg er ikke længere et ekko af volden, på samme smuldrende måde som for et år siden.

Havde et billede af mig selv bag mine lukkede øjne, hvor jeg så mig i spejlet. Min sunde krop. Som jeg skal leve i hele mit liv. Der er ingen skam. Skam er et redskab til at forene sig med sin samvittighed, tror jeg… men den skal ikke være et redskab til at undertrykke og begrænse sin kærlighed eller hige efter perfektionisme og overfladisk anerkendelse. Jeg skammer mig ikke længere over, at jeg er blevet behandlet groft og trænger til ro. Jeg skammer mig ikke længere over de øjeblikke hvor jeg smiler. Jeg skammer mig ikke over mine tårer og over mine evner. Livet er dynamisk. Skam findes. Men ikke i hele min krop.

For halvanden måned siden græd jeg snot og skreg uden lyd, fordi jeg følte mig… som et væmmeligt menneske. Det sker nok igen. Men jeg er parat. Til at være blød. Det er okay…???

Volden sidder stadigvæk i mig og jeg får flashbacks hver dag… men jeg håndterer det bare fucking meget bedre. Jeg ka bevæge mig længere. Og min krop kan holde til mere. Det overtager mig ikke i sådan en “opgivelsens tåge”… som det gjorde førhen. Eller jo… men ikke i flere uger ad gangen. Ikke engang i flere dage.

Har stadig ingen øjenbryn. Og jeg er ligeglad. Føler mig:

Som mig. Er mig. Er nok. Er okay. Smuk. DNA.

Føler mig DNA??? Kan man det? Sådan har jeg det.

Helt celle agtigt okay?????

ER DET IKKE CRAY????

Jeg ville dø. Og nu vil jeg helst ikke dø.

Vil tænke over… forløbet. At det engang føltes umuligt og at alle havde ret da de sagde: det bliver bedre… hold ud<3

I havde ret<3

[soelvfisk]

I like it private not secret

[soelvfisk]

Stenens psykiske vold er det mest trippede jeg har oplevet. Det har siddet om mit kranie som en alt for stram kasket og blokeret mit udsyn. Forhindret mig i at se min egen fremtid.

Det har fået min krop til at føles som en tomgansmaskine der forbrænder og forurener og forbruger.

Det har fået min fortid til at føles som en uundgåelig skygge jeg forevigt var tvunget til at stirre i ansigtet.

Og gjort alle jeg kender og elsker til nogen jeg skulle beskytte ved at skåne dem for mit nærvær.

Fuck Stenen. Hun må få sin doom-kasket tilbage. Jeg vil se min fremtid og lære af min fortid og være hensynsfuld og blid overfor mig selv og dem jeg holder af. Jeg vil have grænser og retning i livet, uden at føle mig som affald.

Det er ikke urimeligt af mig.

[soelvfisk]

Jeg er modig. Jeg er allerede modig. Jeg er her jo. Jeg findes og jeg elsker min samvittighed. Jeg vil hellere have at den er der for ofte end for lidt. Min krop ligner mig og det er så heldigt. Jeg er mig. Jeg har ar. Det får man sommetider. Min stemme lyder som mig. Jeg elsker dem jeg elsker. Jeg vil elske tydeligere. Det er en af mine favorit-ting. Tænk at jeg blev bange for det. Har brugt flere år på at savne. Min mormor sagde: følg dit hjerte. Og hun har ret. Mit hjerte er det helt rigtige hjerte for mig at følge.

[soelvfisk]

Afleverede nøgler til lejligheden. Inde i byen. Skulle fragte mig selv hjem. 15 minutter med bus, stod der. Og jeg tænkte: ja, okay.

Men jeg glemte at jeg ikke kan finde ud af offentlig transport.

Det tog mig EN TIME OG TRE MINUTTER.

En time og tre minutter.

Fordi jeg ventede det forkerte sted, stod af ved det forkerte stop, gik forkert og blev opslugt af min bog.

Tænk hvis det var en jobsamtale. Eller en date. Eller et møde eller bare noget hyggeligt med venner. Jeg forstår SÅ GODT at folk har været trætte af mig, i alle de år hvor jeg har fucket rundt med offentlig transport.

Så købte jeg et løbehjul der fik mig til at ligne mr. Bean.

Og nu ligger det i boxit og er ikke blevet brugt i en evighed.

Alligevel sidder jeg og tænker - kunne jeg bo i en forstad? Og bare pendle ind til byen?

Som om det reelt er en mulighed. For jeg elsker at køre rundt. Vil faktisk gerne køre rundt så længe som muligt. Så jeg får mest mulig køretur for mine penge. Jeg kan bare ikke lide at stige ombord og stige af.

Ik nemt.

[soelvfisk]

Fuck en panik agtig dag jeg har haft. Holy shit. Nu er jeg rolig. How even er det muligt, at der findes en ro efter så altomsluttende et kaos.

Jajukh. En agurkesalat der vel er tilsvarende tzatiki. Bare anderledes. Det vil jeg lave. Fordi min oldefar lavede det. Vil spise det med kartofler, selvom min oldefar spiste det med aubergine. Det fik mig til at falde til ro.

Hvor kom den tanke fra?

Så tænker jeg at der er mere mellem himmel og jord. Som om nogen forbarmede sig over mig og mine doom tanker og mindede mig om hvad jeg kommer af. Jeg er ikke en lille syg splint i verdens hæl. Jeg har aner, ligesom alle andre. Jeg må gerne være her og jeg må gerne overleve. Fik appetit. Ro i mine muskler. Stilhed i mit hoved.

Mad som nogen før mig også har spist. Som at blive aet henover håret af nogen jeg ikke har mødt. Det er præcis hvad jeg trænger til. Vil spise mig så mæt at jeg kan klare dagen i morgen. Vil nyde at jeg kan. Med min armenske agurkesalat.