stroeriodi

[stroeriodi]

Måske det ikke er så godt, at jeg er så god til at bide smerte i mig at jeg vitterligt kan fortsætte til jeg ikke kan mærke noget mere. Også selvom jeg var dygtig og stoppede før det stadie. For jeg tænkte vitterligt at det var harmløst så længe jeg ikke nåede det stadie.

[stroeriodi]

Jeg må indrømme at mine smerter i anklen er kommet tilbage efter løbeturen... Og det er bare pisse træls, for jeg havde glemt hvor dejligt det er at løbe, og nu kan jeg huske det. Jeg savner det så så meget. Men jeg var for tidligt ude. Jeg er nødt til at bruge længere tid på genoptræningen. Hvor er det frustrerende. Det er også frustrerende at det gør ondt i anklen at gå, så jeg er nødt til at vente. Jeg har lyst til bare at løbe videre på det. Lort. Pis. Møg.

[stroeriodi]

Tempoet var vist fint nok. Foden var og er ikke helt glad for det, men i forhold sidst er det ikke så slemt, så jeg tror jeg er tættere på at kunne løbe igen, end jeg var for et par år siden. Kunne i princippet mærke foden efter 1 km, men den begyndte ikke at sove på noget tidspunkt. Løb næsten 4 km. Alt i alt, stor succes, selvom jeg nok lige skal prøve at slappe lidt mere af næste gang. Benene er helt klart ikke vant til løbebevægelsen. Da jeg stoppede var jeg ved at krampe op haha

[stroeriodi]

Jeg vil ikke udnyttes, men jeg vil gerne være til nytte.

[stroeriodi]

Jeg forstår ikke hvorfor man ville købe en el-racercykel til 50000kr, når den kun må assistere op til 25 km/t. Det er altså svært at køre under 25km/t uden assistance på en moderne racercykel. Jeg forstår det på trælse pendlerture over lange distancer, men ikke på racercykler. Og hvis det er fordi man vil cykle i bjerge, så kør da på en mountainbike, hvor gearingen passer, og man kan sidde mere komfortabelt.

[stroeriodi]

De har fældet træet i naboens baggård, og nu har vi mindre privatliv, og mere lysforurening om aftenen og natten. Og mindre lyd af blade der hvisler i vinden. Færre søde fugle. Mere betonmur, der kan forstærke lyden af trafik og larm. Mindre træ til at absorbere og isolere. Jeg sørger oprigtigt over tabet. Hvorfor skal alle steder ødelægges hele tiden?

[stroeriodi]

Jeg så et opslag, og det startede nogle tanker, men jeg synes det er alt alt alt for invaderende at skrive det som kommentar, så nu skriver jeg det bare her, som mit eget lille opslag, der passer sig selv. Opslaget forbinder begrebet Gud med evighed og bevægelighed, og det illustrerer tydeligt det absurde i den hegemoniske kønnede opfattelse af Gud. Gud≠mand.

Til gengæld kræver evighed hverken bevægelse eller stilstand. Evighed kan være begge. Det kan være evig tid, evig bevægelse, forandring, men også stilstand. Som jo så også må være Gud, hvis nu universet skulle fastlåses til al evighed efter en uendelighed af dynamiske processer (jeg ved sætningen er selvmodsigende). Evighed behøver ikke give mening eller åbenbare sig for os, som er finite (derfor har jeg tilladt mig at bruge sætningen). Jeg læste engang en filosof som argumenterede for at tid var en illusion, at det ikke findes. Jeg kan ikke huske argumentationen mere. Men ifølge ham er tid en logisk umulighed. Tid må derfor udelukkende være en måde at sanse på, men ikke en objektiv virkelighed. I så fald er evigheden, sammen med den måske bevidste udeladelse af benævnelsen af tid ganske velegnet. Det virker måske lidt kringlet, det jeg skriver. Men jeg tænker at universets bevægelighed ikke nødvendigvis er evig, og derfor sætter jeg ikke lighedstegn mellem bevægelighed og evighed, men hvis bevægeligheden fungerer udenfor tid (som er det modsatte af hvad jeg plejer at tænke), så er det straks en anden sag. Evighed kan for mig at se, sagtens fungere udenfor tid, måske endda ekstra meget udenfor tid, da tid på en eller anden måde også er et afgrænsende begreb. Det involverer en tidens begyndelse og tidens afslutning, og udelukker dermed evigheden. Måske det var en del af ham filosoffens argumentation. Det kunne ligne ham.

Anyway, jeg kan rigtig godt lide dit post. Jeg tror jeg har overtænkt det.

Det blev da vist også en alt for lang tankerække til at skrive som kommentar. Hvis jeg havde trodset mine instinkter, og skrevet det som kommentar, havde jeg nok nøjes med at skrive:

"Ja.. Det er grundlæggende absurd at Gud er afbilledet som en mand. Dit post minder mig om, hvordan jeg plejede at reflektere over tidsbegrebet, og altid endte med at tænke på tid som bevægelse (eller bevægelighed). Jeg kan godt lide tanken om at Gud er tid. Det er en måde at sætte os i konstant kontakt, så længe vi er, men aldrig i besiddelse af Gud. Vi kan kun være i tid, ikke besidde det."

- Hvilket jo nok egentlig er en rigeligt lang kommentar i sig selv.

[stroeriodi]

Vi er grammatisk tænkende væsener. Vi tænker med ord, som former vores syn og forståelse af verden. Det vi ikke har ord for, kalder vi følelser - men kun de ubeskrivelige, for selv følelserne har fået et sprog, selv vores følelser er blevet grammatiske, selvom det er en ufuldstændig grammatik, selvom følelsen i sin essens er som et fingeraftryk; mere mangfoldigt end et sprog.

[stroeriodi]

Hvad hvis jeg forholder mig til min jobsøgning som et kunstprojekt? Ville jeg kunne skrive mine ansøgninger? Ville de give resultater? Skal jeg lave en disclaimer, når jeg bryder decorum?

[stroeriodi]

Det føles lidt som en tragedie når en god bog slutter.

[stroeriodi]

Det betyder desværre også at jeg ikke kan putte mig mere. It is time.

[stroeriodi]

Jeg tog en hviledag med noget meget let træning. Og i dag, som egentlig er i går, slog jeg min all time personlige rekord for højeste gennemsnitlige tempo, plus jeg gjorde det på en ekstra lang tur. Det må betyde sygdommen endelig er ved at være ude af kroppen.

Så jeg var lidt træt i går og ville derfor ikke cykle og gentage fejlen fra sidst, hvor jeg blev syg af overanstrengelse, og hvad gør jeg så? Laver styrketræning med Bulgarian split squats som ekstra krydderi, og selvfølgelig blev jeg øm af det. Skal jeg cykle i dag eller vente og cykle en længere tur i morgen?

[stroeriodi]

Jeg glæder mig til den store cykeldyst i Frankrig.

[stroeriodi]

Hvor i tvivl må man være? Hvor meget må man længes? Hvor meget må man begære?

[stroeriodi]

Så jeg var lidt træt i går og ville derfor ikke cykle og gentage fejlen fra sidst, hvor jeg blev syg af overanstrengelse, og hvad gør jeg så? Laver styrketræning med Bulgarian split squats som ekstra krydderi, og selvfølgelig blev jeg øm af det. Skal jeg cykle i dag eller vente og cykle en længere tur i morgen?

[stroeriodi]

Det handler ofte om at jeg befrier nogen eller i hvert fald prøver på det, at jeg gør noget for at hjælpe, for så at finde ud af at det ville de ikke eller der var en grund til at de var lukket inde, og fra det øjeblik jeg finder ud af det, vil de bruge resten af deres dage på at udslette mig på den mest grusomme måde man kan forestille sig. I nat var det to kattekillinger, som jeg ville give et hjem, så de ikke frøs ihjel over natten, men så kom den hemmelige lejemorderorden efter mig, med deres underligt genkendelige græske klæder og .. ja.. fik hævnen ind. Jeg burde have vidst det, fordi kattepasseren havde brækket benet ud af ingenting, og i registreringsdatabasen var der pludselig mange underlige navne, som ikke kun var skuespillere. Underlig drøm, men den rædsel jeg følte, jeg tror den dræbte mig før de kunne nå mig. Men jeg tror også det var formålet. Jeg tænkte, at uanset hvad, så ville måden jeg ville dø på være enten for hurtig eller sofistikeret sat op til at the Behavioral Analysis Unit ville kunne nå at redde mig. I min drøm skreg jeg som man kun kan når rædslen og panikken og frygten er ubærlig. I virkeligheden lå jeg og sov i stilhed. Har jeg en frygt for at dø af gode men fejlplacerede intentioner? Næppe. Eller har jeg bare en dyb frygt for at mine gode intentioner går forud for min fornuft - altså at jeg i min iver efter at gøre godt, glemmer at godt er relativt til den enkelte. Et godt liv er sjældent nøjagtigt det samme. En persons himmel kan være en andens helvede, og vice versa. Ja, det frygter jeg. At jeg er for hurtig på aftrækkeren, eller gør noget i blindhed. At bias bedøver min åbenhed og forståelse. At det ønskede gode bliver ondt. At jeg gør noget, der ikke er min plads. Det er jeg bange for. I meget høj grad. Vi gør virkelig vores bedste, "hva'??!!" Som Brian Holm siger det, efter han har sagt noget, som han selv synes er en rigtig god pointe. Jeg ville ønske han ikke gjorde det.

Som baggrundsmusik gennem hele drømmen kunne man høre denne sang: what has happened af tonstartssbandht, uden sang.

[stroeriodi]

I wanted to be great, but I wasn't even functional.