stroeriodi

[stroeriodi]

Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet det. Men vil bare lige sige det (måske igen), mens jeg glædes ved det med en taknemmelighed der kunne strække sig til månen og tilbage. Jeg har løbet uden at min ankel brokkede sig, hverken imens eller efter. Det er sket to gange i træk. Da jeg fik min skade for snart 10 år siden, føltes det som om en del af mig døde. Nu føles det som om jeg genopstår fra de døde. Jeg har fået en del af mig tilbage. Jeg havde mistet håbet så mange gange, og samtidig sporadisk tænkt "det skal fanme være løgn" så mange gange for at finde ud af, at det stadig ikke kunne lade sig gøre. Ind til nu. Nu kan det lade sig gøre. Verden ligger åben. Skaden er der stadig. Den ligger latent og venter. Men den er slået tilbage. Jeg kan løbe. Jeg er fri.

[stroeriodi]

Hvad gør I når I ikke kan sove?

[stroeriodi]

Gad vide om det er sandt det de siger. Once you go wax you never go backs. Det bliver spændende at se hvordan det går med kædevoks fremfor olie.

[stroeriodi]

Det kommer lige så hurtigt som det går. Jeg cyklede en tur, og nu er jeg mig selv igen.

[stroeriodi]

Jeg har drømt om hende i to nætter nu. Vi kyssede, som man kun kysser, når man er dybt forelsket.

[stroeriodi]

For at sætte min selvkontrol, impulskontrol, rygrad i perspektiv, så åbnede jeg min computer i dag (i sig selv en sejr), men tog min telefon frem og kiggede på den i stedet for at lave ansøgninger, fordi der lige var 2 min opdatering af computeren. Så jeg kom aldrig igang med ansøgningerne. Jeg spiste rugbrød til morgenmad fordi jeg ikke kunne tage mig sammen til at gå 800m og købe havregryn. Efter et par timers doomscrolling brugte jeg en time på at komme ud af døren for at cykle.. fordi tøjet ikke var hentet fra kælderen selvom det har været tørt i en uge. Da jeg endelig kommer ud, begynder det at regne. Så jeg droppede cykelturen. I stedet tog jeg en løbetur. Det var meningen jeg skulle løbe 2 km maks for at beskytte min ankel. Jeg løb godt over 7 km. I går var det meningen jeg skulle gå i seng før midnat, jeg gik i seng kl 3:45,fordi jeg blev hooked på at jeg skulle have nyt cykeltøj. Da jeg skulle have aftensmad skulle jeg vitterligt bare varme pizzarester, men i stedet finder jeg ud af, at min mikrobølgeovn har et kartoffelprogram, så det er jeg selvfølgelig nødt til at prøve. Derfor blev det kartoffelmad i stedet for pizza. Og mikrobølgeovnen, ja den gjorde jeg da også rent. Det var ikke planen. Intet er gået efter planen. Lad os håbe i morgen bliver bedre.

[stroeriodi]

Hvordan lærer jeg at hvile i mig selv?

[stroeriodi]

Et af mine absolutte største ønsker for fremtiden er at lære at bøvse, så jeg kan få luft ud af maven, når jeg har brug for det, når jeg vil. Efter to år med daglige forsøg, er det endnu ikke lykkedes mig at slå en eneste bøvs. Det er et helvede. Det begrænser mig så meget. Jeg kan ikke spise og cykle eller bare drikke nok vand uden at der kommer lufttryk, som aldrig kan lettes igen. Jeg har aldrig kunnet drikke en sodavand. Jeg har aldrig kunnet drikke en øl. Jeg er så træt af det. Så. Træt. Det værste er at jeg ikke kan spise nok når jeg er ude at cykle, og derfor er nødt til kun at cykle hvad jeg nu kan klare at cykle uden at drikke vand eller spise noget. Det betyder som regel at jeg ikke rigtigt har energi til at køre mere end 50 km hvis jeg gerne vil have lidt tempo på. 50 km er meget lidt. Det er meget kort. Jeg foretrækker at køre 75-120km, så jeg kan se noget nyt. Men nej. For jeg kan ikke bøvse. Lol. Hvor latterligt. Fucking. Skandale. Vil have botox i mit spiserørs lukkemuskel.

[stroeriodi]

Måske det ikke er så godt, at jeg er så god til at bide smerte i mig at jeg vitterligt kan fortsætte til jeg ikke kan mærke noget mere. Også selvom jeg var dygtig og stoppede før det stadie. For jeg tænkte vitterligt at det var harmløst så længe jeg ikke nåede det stadie.

[stroeriodi]

Jeg må indrømme at mine smerter i anklen er kommet tilbage efter løbeturen... Og det er bare pisse træls, for jeg havde glemt hvor dejligt det er at løbe, og nu kan jeg huske det. Jeg savner det så så meget. Men jeg var for tidligt ude. Jeg er nødt til at bruge længere tid på genoptræningen. Hvor er det frustrerende. Det er også frustrerende at det gør ondt i anklen at gå, så jeg er nødt til at vente. Jeg har lyst til bare at løbe videre på det. Lort. Pis. Møg.

[stroeriodi]

Tempoet var vist fint nok. Foden var og er ikke helt glad for det, men i forhold sidst er det ikke så slemt, så jeg tror jeg er tættere på at kunne løbe igen, end jeg var for et par år siden. Kunne i princippet mærke foden efter 1 km, men den begyndte ikke at sove på noget tidspunkt. Løb næsten 4 km. Alt i alt, stor succes, selvom jeg nok lige skal prøve at slappe lidt mere af næste gang. Benene er helt klart ikke vant til løbebevægelsen. Da jeg stoppede var jeg ved at krampe op haha

[stroeriodi]

Jeg vil ikke udnyttes, men jeg vil gerne være til nytte.

[stroeriodi]

Jeg forstår ikke hvorfor man ville købe en el-racercykel til 50000kr, når den kun må assistere op til 25 km/t. Det er altså svært at køre under 25km/t uden assistance på en moderne racercykel. Jeg forstår det på trælse pendlerture over lange distancer, men ikke på racercykler. Og hvis det er fordi man vil cykle i bjerge, så kør da på en mountainbike, hvor gearingen passer, og man kan sidde mere komfortabelt.

[stroeriodi]

De har fældet træet i naboens baggård, og nu har vi mindre privatliv, og mere lysforurening om aftenen og natten. Og mindre lyd af blade der hvisler i vinden. Færre søde fugle. Mere betonmur, der kan forstærke lyden af trafik og larm. Mindre træ til at absorbere og isolere. Jeg sørger oprigtigt over tabet. Hvorfor skal alle steder ødelægges hele tiden?

[stroeriodi]

Jeg så et opslag, og det startede nogle tanker, men jeg synes det er alt alt alt for invaderende at skrive det som kommentar, så nu skriver jeg det bare her, som mit eget lille opslag, der passer sig selv. Opslaget forbinder begrebet Gud med evighed og bevægelighed, og det illustrerer tydeligt det absurde i den hegemoniske kønnede opfattelse af Gud. Gud≠mand.

Til gengæld kræver evighed hverken bevægelse eller stilstand. Evighed kan være begge. Det kan være evig tid, evig bevægelse, forandring, men også stilstand. Som jo så også må være Gud, hvis nu universet skulle fastlåses til al evighed efter en uendelighed af dynamiske processer (jeg ved sætningen er selvmodsigende). Evighed behøver ikke give mening eller åbenbare sig for os, som er finite (derfor har jeg tilladt mig at bruge sætningen). Jeg læste engang en filosof som argumenterede for at tid var en illusion, at det ikke findes. Jeg kan ikke huske argumentationen mere. Men ifølge ham er tid en logisk umulighed. Tid må derfor udelukkende være en måde at sanse på, men ikke en objektiv virkelighed. I så fald er evigheden, sammen med den måske bevidste udeladelse af benævnelsen af tid ganske velegnet. Det virker måske lidt kringlet, det jeg skriver. Men jeg tænker at universets bevægelighed ikke nødvendigvis er evig, og derfor sætter jeg ikke lighedstegn mellem bevægelighed og evighed, men hvis bevægeligheden fungerer udenfor tid (som er det modsatte af hvad jeg plejer at tænke), så er det straks en anden sag. Evighed kan for mig at se, sagtens fungere udenfor tid, måske endda ekstra meget udenfor tid, da tid på en eller anden måde også er et afgrænsende begreb. Det involverer en tidens begyndelse og tidens afslutning, og udelukker dermed evigheden. Måske det var en del af ham filosoffens argumentation. Det kunne ligne ham.

Anyway, jeg kan rigtig godt lide dit post. Jeg tror jeg har overtænkt det.

Det blev da vist også en alt for lang tankerække til at skrive som kommentar. Hvis jeg havde trodset mine instinkter, og skrevet det som kommentar, havde jeg nok nøjes med at skrive:

"Ja.. Det er grundlæggende absurd at Gud er afbilledet som en mand. Dit post minder mig om, hvordan jeg plejede at reflektere over tidsbegrebet, og altid endte med at tænke på tid som bevægelse (eller bevægelighed). Jeg kan godt lide tanken om at Gud er tid. Det er en måde at sætte os i konstant kontakt, så længe vi er, men aldrig i besiddelse af Gud. Vi kan kun være i tid, ikke besidde det."

- Hvilket jo nok egentlig er en rigeligt lang kommentar i sig selv.

[stroeriodi]

Vi er grammatisk tænkende væsener. Vi tænker med ord, som former vores syn og forståelse af verden. Det vi ikke har ord for, kalder vi følelser - men kun de ubeskrivelige, for selv følelserne har fået et sprog, selv vores følelser er blevet grammatiske, selvom det er en ufuldstændig grammatik, selvom følelsen i sin essens er som et fingeraftryk; mere mangfoldigt end et sprog.

[stroeriodi]

Hvad hvis jeg forholder mig til min jobsøgning som et kunstprojekt? Ville jeg kunne skrive mine ansøgninger? Ville de give resultater? Skal jeg lave en disclaimer, når jeg bryder decorum?