#hvor er hende der skal have alt min kærlighed

[nissenus]

Oskar returns

har brugt en hel dag med oskar i dag- det var mærkeligt. det startede ud virkelig hyggeligt hvor vi færdiggjore hinanden sætninger og alt føltes et øjeblik uændret og sjovt. jeg kunne drømme mig tilbage til en tid der på mange måder var magisk selvom den var hård. så fortsatte dagen og der var mindre og mindre at snakke om. til sidst kom hans ven zaki over som jeg måske også er lidt ved at blive venner med. vi bagte en tærte sammen alle tre og spiste den mens vi så nogle sjove ting på projekteren. i den tid føltes det som om oskar og jeg var to kærester der havde vores fælles ven på besøg. jeg tog mig selv i at være ved at røre ham og omfavne som jeg plejede som om det var det mest naturlige og jeg kunne mærke på et tidspunkt at han også lige måtte holde i sig selv for ikke at gøre det. han lagde mit hans hovede på min skulder og så var det som vi det gik op for os begge at det fysiske sprog er et vi ikke længere har sammen. eller det eksistere jo stadig i mellem os og i blikke, men det har ikke nogen fysisk krop at være i. vores kroppe må ikke omfavne hinanden som de plejede selvom det i nogen øjeblikke føles som det mest naturlige at de skulle gøre netop dette.

han tog et opkald mens vi var sammen fra en veninde der var meget ked af det. hun er en der er poppet meget op på hans instagram og jeg måtte spørge ind til hende som om jeg ikke anede hvem hun var. hun var meget ked af det kunne jeg forstå på samtalen. oskar fortalte mig efterfølgende at det var en han var blevet forelsket i da han startede i hamborg men hun havde sluttet det brat med ham fordi hun blev vild med en anden. nu havde denne anden åbenbart dumpet hende ud af det blå og hun var i vildrede og ville have oskar tilbage til hamborg. oskar sagde til hende i telefonen at hun bare kunne komme til kbh hvis hun havde brug for at komme væk og hun bookede billetter i samme sekund. så nu skal de to bo sammen i en lejlighed de låner af oskars ven. bare de to. to der har været vilde med hinanden i en hel uge. puha det var en mavepuster at få. oskar sagde til mig at han var over hende og over kærligheden generelt. jeg ved ikke om han sagde det som et plaster på såret for mig eller måske fordi han fornemmede at han havde fortalt for meget og på den måde prøvede at trække lidt i land. jeg synes hun lyder enorm tarvelig at forvente trøst på skulder af selvsamme fyr hun forlod den anden til fordel for. men ja det er ikke min sag at rodde i. jeg tror bare lige jeg havde set mig og oskar have et par dage sammen og jeg måske kunne få et godt velfortjent knald. haha jeg ved ikke engang hvad jeg havde forstillede mig . jeg ved ikke engang hvad jeg føler for ham. det er som om det meste af væk men det der sidder tilbage insistere på at hans øjne skal kigge på mig som de plejede at gøre. det er måske mest det der er sorgen i det hele. den viden at oskar øjne har forelsket sig i nogle andre når mine ikke kan gøre det samme. jeg vil også blive forelsket og helst ikke i ham. det er ikke engang fordi jeg kan sige at jeg vil have ham for det vil jeg ikke. det er bare en sorg at der er ingen jeg vil have. hvornår stopper det carla?

jeg vil gerne placere min længsel efter romantisk kærlighed et sted hvor den ikke gøre ondt. jeg vil gerne omfavne mig selv og give mig et stort kram og sige det hele skal nok komme. nogle gange er jeg bare bange for den aldrig kommer igen. jeg glæder glæder glæder mig til at komme op til dig. og det kunne ikke ligge mere perfekt end lige i den weekend. så er det i hvert fald en weekend hvor jeg ikke risikere at rende i ham igen og i stedet har det trygt i din favn.

efter oskar og zaki var gået ringede signe og havde set hendes ekskæreste havde fået en ny kæreste. hun var så fuld af gråd og havde den der helt fysiske smerte som det er opleve det. det var så om det hjalp lidt. ikke at han er ked af det det hader jeg. men at se min situation i forhold til hendes og mærke at det ikke er den samme altudslående sorg jeg mærker. det kan ikke sammenlignes og jeg tror min er nærmere at være i. jeg græder i hvert fald ikke det kan jeg næsten ikke mere.

jeg glæder glæder glæder mig til at se dig snart og snakke om alting i hele verden. det bliver så dejligt at holde din hånd igen. kys på din pande vi ses

[gladhjerte]

Når man er bange

Jeg gik ind af din hoveddør med dig. Det var en kold september aften, og din lejlighed føltes som hjem på en eller anden måde. Jeg havde ikke mit halstørklæde med eller Vans fordi jeg ville virke pænere end praktisk. Men du accepterede mig også næste gang på trods af halstørklædet og Vans.

Din dejlige udstråling, og mine beundrende øjne. Vi hører din podcast tættere på himlen mens vi kører mod Arken. Bladende på træerne er begyndt at falde af, og billedet står lige så klart i mine minder i dag. 

Jeg ved at hvis vi sluttede i dag ville der ikke være noget jeg kunne gøre ved det. Og lige så hurtigt vi startede lige så hurtigt kan det slutte. Og jeg ville nok blive okay, men ville slet ikke have det godt med det. 

Jeg kan huske dengang vi kørte ned af Frederiksberg Allé. Du kørte næsten overfor rødt fordi vi havde travlt med at grine af hvor pinlig en far du ville blive hvis du fik teenage piger. 

Billeder af dine niecer og nevø. Dig selv som barn. Dine søstre, mor og far. Du fik røde kinder da du viste mig videoer af dit falsskærmsudspring. Du fortæller mig om din mors køreevner, samt din fars særligheder. Du fortæller om din fortid, jeg tænker din fremtid er mig. 

“ Jeg går ind for ligestilling. Gør du ikke? “ sagde du en dag ved aftensmadsbordet. En af de aftener hvor vi planlagde en af vores mange ture ud af Danmark, eller bare ud af København. Der er momenter hvor jeg er så glad sammen med dig, at jeg tænker for mig selv: “ Han siger snart han elsker mig. “ Men du gør det aldrig. Måske gør du det om 3 måneder, eller måske gør du det aldrig. Jeg har været tæt på at sige det et par gange men så minder jeg mig selv om at grunden til du stoppede det med den sidste du datede var fordi du ikke kunne gengælde hendes følelser. Så føler jeg mig næsten helt flov over hvor hurtigt jeg har fået de her store følelser for dig. Og så fortæller jeg mig selv at det også er kærlighed når du holder om mig på sofaen, og at jeg burde være taknemlig for det.

Og hvis vi sluttede i dag ved jeg at det ville være fordi gnisten er væk. Jeg ville glemme dig i mine travle timer i døgnet, men ville blive mindet om dig lige så snart jeg var alene.

Jeg kan huske den aften hvor vi lå på dit køkkengulv og skreg af grin. Vi kildede hinanden til vores maver gjorde ondt. Dit grin er dejligt og det kilder i min mave hvergang jeg hører den dejlige lyd af din latter.

Det var også dengang hvor ingen måtte vide noget. Jeg var din hemmlighed, men for mig var du håb. Du virkede bange, jeg kan stadig huske følelsen af at stoppe mig selv i at presse dig for meget. 

Jeg føler at vi til tider snakker hvert vores sprog. Måske beder jeg om for meget. Men måske, og kun måske kunne det her vi har gang i blive helt fantastisk, hvis ingen af os ødelægger det. Er du bange? Det føler jeg lidt du er. Så siger du noget som gør at jeg tror du er klar til at comitte dig. Og næste øjeblik er du lidt for ærlig og siger at du synes jeg er irriterende. 

De siger alt som kommer let går let, men det her føles både meget let, men kompliceret. Hvis nu vi havde mødt hinanden senere i livet havde det måske været nemmere? Men den tanke giver mig kvalme. Hvordan forestiller du dig egentlig mig? Som en pæn accesorie som kan stråle ved siden af dig? Ikk hende som jeg er, som græder når jeg er alene. Og hvis kollegaer spørger hvorfor jeg ser så trist ud, og mit svar er dig.. det er derfor jeg engang imellem er trist. På grund af dig. Dig som jeg kan forestille mig charme benene væk under min mor til en kande te, med din skønne humor. Men når hun så kommer i tanke om de tåre jeg har grædt over den sidste der gjorde det, hvor hun sagde til mig “ det er meningen at det skal være sjovt at være ung.” så tror jeg hun inderligt håber på du bliver.

Tiden går langsomt når du ikke er her. Som om jeg er lammet af tiden. Jeg kan godt lide hvem jeg er lige nu. Jeg har ledt efter hende længe. Hende der går rundt i dine gamle sutsko i din lejlighed. Ikke hende som sidder alene i Valby. Men du vil ikke have min tandbørste i dit hjem. Måske fordi hvis vi sluttede ville den måske minde dig om uskyldighed, og hvordan din pude dufter efter jeg har sovet hos dig. Måske du ikke ville kunne smide den ud, fordi det var et minde om mig.

Til sidst og slut skal du vide at jeg elsker dig. Og hvis du dropper mig, mister du det mest ægte du nogensinde har haft. 

[byfnh]

Hjemme igen efter en dejlig juletur til København. Der er så mange smukke piger altså. Jeg er så forever single. Minder mig om "Jonathan giv aldrig op. Glem de nederlag. For kærligheden finder vej. Det sker for dig en dag."

[daniels-bekendelser]

Hvorfor kan du ikke med lesbiske referencer? Er det noget du vil fortælle?

Så den korte forklaring er at min eks fandt sammen med en pige kort efter vi slog op. Jeg havde ikke de store kvaler da vi gik fra hinanden, det så jeg 100% som det bedste, men det viste sig jeg overhovedet ikke kunne holde ud at hun var sammen med en anden, i hvert fald ikke så hurtigt. De problemer, jeg har haft (og i høj grad stadig har) med at komme videre, bliver jeg mindet om hver gang jeg ser to kvinder være sammen. Jeg har ikke noget problem med lesbiske, hvilket er sådan det godt kan lyde og fremstå. Jeg er selv en del af LGBTQ+-miljøet, og prøver at være så åbensindet og tolerant som muligt. Det er også grunden til jeg hader mig selv for det.

Det var den korte forklaring, men jeg vil ikke snyde mig selv for at skrive den længere forklaring ned. Sorry til anon for at stille et simpelt spørgsmål og blive bombarderet med et alt for langt svar, men som sagt er det mest for min egen skyld:

Jeg gentager mig selv ved at sige, at mit største problem ved vores forhold var et mildest talt dysfunktionelt sexliv. Vi havde, helt objektivt, sjældent sex og hele vores fælles diskurs omkring sex var forvredet og ødelæggende. I starten bebrejdede jeg primært hende. Bebrejde er et hårdt ord, men hendes sexlyst var minimal og det så jeg som abnormalt. Uanset hvad var det er problem i et forhold når de to parter har meget forskellige sexlyster, specielt når man bor sammen og derfor bliver konfronteret med det hver dag. Jeg gik ind i forholdet og specielt også vores sammenflytning med en forventning om, at vi skulle have sex. I mine øjne var det underforstået, at når man var et teenagepar der flyttede sammen, så ville man også have ret meget sex.

Ret hurtigt viste det sig, at det ikke var tilfældet. Min sexlyst var høj, og jeg tænkte vi skulle have sex en gang om dagen. Ikke at det skulle være en kvote, men at en gang om dagen bare var cirka der vi ville ende. Det viste sig dog at være tættere på en gang om ugen. Det gjorde mig frustreret. Jeg taler meget om mine følelser, nogle gange for meget, og jeg fortalte hende om mine frustrationer. Som jeg skrev om i et langt rant for nyligt, så var det ubehageligt at blive afvist 80% af gangene af sin egen kæreste. Jeg så det sandsynligvis ikke nok fra hendes side af. Mon ikke vi kommer tilbage til det. Min frustration bundede også i, at jeg ikke følt mig begæret. Det engelske ord “desired” beskriver nok bedre den følelse jeg manglede. Jeg følte hun ikke fandt mig attraktiv fordi hun ikke ville have sex med mig. Det er jo sådan jeg selv reagerer. Hvis jeg finder en person attraktiv vil jeg generelt gerne have sex med dem. Hun fortalte hun fandt mig attraktiv, og at det ikke var mig hun ikke havde lyst til. Hun havde bare ikke lyst generelt. Det kunne jeg ikke relatere til. 

I mit hovede forventede jeg stadig sex, og det hindrede klart vores normale liv. Hvis hun viste det mindste tegn på kærlighed ville jeg jo blive opstemt og dermed rigtig skuffet hvis det ikke førte til sex. Derfor kunne vi ikke lave noget intimt uden jeg blev ked af det. Jeg kan godt lide at give massage. Jeg vil også sige jeg er ganske udmærket til det. Hun kunne godt lide at modtage massage. Men når massagen var overstået ville mit hovede og primært min krop forvente, at det udviklede sig. Det gjorde det ikke. Så blev jeg skuffet. Hver gang. Det er ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at give en massage (eller cuddle eller lege pudekamp eller se en film, etc. etc.) uden at have sex bagefter. Men for mig blev den sobre akt en påmindelse om den manglende sex. Omvendt blev det for hende et tegn på min skuffelse. Så jeg stoppede med at spørge om jeg skulle give massage, fordi jeg vidste hun ikke ville mere end det. Hun stoppede med at spørge, fordi hun vidste jeg blev skuffet. Forventningens glæde er jo den største, men i en sådan situation bliver forventningens store glæde forvandlet til forventningens store sorg.

Jeg analyserer det altid til at være et problem omhandlende sex. Det ville hun nok være utilfreds med. Der var andre problemer, helt sikkert. Men det tror jeg, jeg ville være i stand til enten at gøre en større indsats for at arbejde med eller kunne ignorere, hvis vi havde haft god sex. Det ødelægger simpelthen så meget, når man fungerer sammen seksuelt. I hvert fald for mig. Jeg tror også jeg blev en væsentlig værre person af det. Det var svært ikke hele tiden at have en lille tanke i baghovedet om, at hun var nederen fordi hun ikke ville have sex. Det førte til en generel, konstant tilstedeværende frustration.

I det år vi boede sammen var vi begge rigtig stressede. Det var 3.G og vi er begge stræbere. Der var altid en aflevering eller nogle lektier, der skulle laves. Man kunne aldrig helt slappe af. Det reagerede vi på på to meget forskellige måder. Når jeg bliver stresset og presset, så finder jeg tryghed i sex. Når hun blev stresset, så mistede hun endnu mere interessen. Det fungerede ikke.

Vores manglende sexliv var selvsagt mere et problem for mig end for hende. Det kan godt være jeg tegner et for ensidigt billede, men for mig betød det alt og for hende betød det en mere irriterende kæreste. Det ene går en på hele tiden, det andet går en på en gang i mellem. Jeg er i tvivl om denne her pointe er helt valid, hvilket irriterer mig for det betyder jeg ikke helt har styr på mine tanker. Anyway, jeg gjorde rigtig meget for at prøve at få det til at fungere. Til at starte med handlede det om at finde ud af hvad hun kunne lide. Hvilke ting jeg/vi kunne gøre for at hun fik mere sexlyst. Nogle andre ting jeg kunne gøre i sengen, som føltes bedre for hende. Nogle andre ting jeg kunne gøre udenfor sengen, så omstændighederne var bedre. Jeg prøvede i en periode på to uger at lade være med at bede hende om noget som helst. Ingen madlavning, ingen oprydning, ingen tøjvask. Hvis jeg var irriteret over noget praktisk ordnede jeg det selv uanset hvis tur det var, så hun kunne få noget ro på. Ikke nok med at det ikke hjalp på hendes sexlyst, så opdagede hun det faktisk ikke en gang. Det gjorde ondt. Samtidig var afvisningerne en stor frustration i hverdagen for os begge, så jeg prøvede at komme på måder hvor hun ikke fysisk/verbalt skulle afvise mig. Jeg prøvede at reducere antallet af gange jeg lagde an på hende. Jeg prøvede at stoppe med at lægge an på hende hvis det ikke havde været en god dag. Jeg prøvede at aftale med hende, at jeg helt stoppede med at lægge an på hende, og at hun i stedet blot skulle prøve på mig når hun havde lyst til sex. No dice.

Hvis ikke jeg kunne oppe hendes sexlyst for at aligne os, så måtte jeg minimere min egen. Jeg prøvede at onanere hver gang jeg blev liderlig i stedet. Det gjorde mig ked af det hver gang. Jeg undersøgte medicinske muligheder. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at sex ikke behøvede at være en del af vores liv. Jeg kunne måske bare tie min sexlyst ihjel ved at ignorere den. På den måde kunne jeg fjerne al forventning om sex, og så kunne det være hun ikke følte sig så presset. Det fungerede ikke. I stedet blev jeg bare mere frustreret og en dårlige kæreste.

Vi snakkede meget om det. Det var uundgåeligt, når det åbenlyst gik mig så meget på. Det var bare oftest når vi var følelsesladte. Jeg var i hvert fald. Det gjorde det ikke så konstruktivt. Hun gentog mantraet “det er ikke dig jeg ikke har lyst til, jeg har bare ikke lyst overhovedet”. Det hjalp lidt nogle gange. 

Jeg tegner måske et dårligt billede af hende. Det er unfair, hvis jeg gør det. Jeg tror ikke hun har gjort noget galt. Tværtimod prøvede hun at være lidt imødekommende, tror jeg. Vi havde trods alt sex en gang i mellem. Ikke fordi hun så ofte havde lyst, men for min skyld. På den ene side er det rigtig sødt. Det er rigtig langt at gå for at gøre en, man holder af, glad. Jeg får høj puls bare af at tænke på det, for jeg føler det er grænsende til overgreb, når jeg kigger tilbage på det. Hun havde sex med mig selvom hun ikke havde lyst, udenlukkende for min skyld. Det er jo forfærdeligt. Jeg kan ikke en gang sætte ord på hvor dårlig en situation og aktion det er. Jeg tror ikke jeg har gjort noget forkert. Alligevel er det uudholdeligt at tænke på. Når vi havde sex var det næsten altid i badet. Jeg ville rigtig gerne give hende nydelse, men det var meget upraktisk i badet, så derfor var det hurtigere overstået. Hun kunne få mig til at komme uden jeg prøvede at gengælde det. Hun kunne få mine frustrationer ud, mens hun samtidig udsatte sig selv for mindst mulig sex, som hun ikke havde lyst til. Det er nogle tanker, jeg ved er sande, men som jeg næsten ikke kan tænke til ende af bar afsky. 

Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Jeg er ikke sikker, men det starter meget, meget tidligere. Allerede da vi først kom sammen, og jeg havde en følelse af hun havde mindre lyst til sex end mig, skulle jeg have gjort det helt klart med både ord og handling, at jeg ikke forventede sex med hende. At det altid skulle være på hendes præmisser, kun når hun havde lyst, med hendes hjerte og hjerne med. Jeg skulle have ladet være med at snakke om hvor meget det betyder for mig. Jeg skulle have ladet være med at prøve at nudge hende til at have mere sex. Jeg skulle ikke have gjort mine frustrationer så tydelige. Men samtidig skal man jo også være sig selv i et forhold. Jeg kunne ikke bare gemme mine lyster forevigt. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne have gjort det mere trygt. Jeg ved ikke om det bare var dårlig timing, fordi vi begge var stressede. 

Da vi gik fra hinanden havde jeg det altså fint. Jeg havde indset hvor meget sexen betød for mig og jeg havde indset, at vi nok aldrig ville få det til at fungere. Jeg havde en følelse af, at vi havde prøvet at gøre alt hvad vi kunne. Hun havde bare ikke særlig meget lyst til sex, mens jeg havde rigtig meget. Det kunne ikke forenes. Det var ikke fordi jeg var uattraktiv, dårlig i sengen, ucharmerende eller noget andet jeg havde gjort galt. Hun fortalte mig på et tidspunkt, at hun tænkte hun måske var aseksuel eller i hvert fald tæt på. Det gjorde tingene nemmere for mig, for så vidste jeg, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Det var doomed fra første dag. Det var selvfølgelig ærgerligt at have brugt mere end halvandet år på at indse, at det aldrig ville komme til at fungere. Men sådan er livet. Ingen af os kunne have gjort noget anderledes. Nu kunne jeg se frem til at komme ud og have en masse sex og få stillet alle mine lyster, mens hun kunne finde en anden sød person, der heller ikke var så interesseret i sex. Win-win.

Det er godt jeg ikke er forfatter for det tager mig tusinde år at komme til pointen, jeg ved det godt. 

Hun tog på ferie og flyttede derefter til udlandet. Jeg havde hjulpet hende med at finde det job i udlandet, som var i samme land som jeg selv lige havde fundet job. Ikke fordi vi tænkte vi skulle bruge tid sammen, det gav bare mening for os begge to. Dog var vi stadig tætte venner, så vi kunne sagtens indgå i nogle af de samme vennegrupper, også i det nye land. 

Hun flyttede herned i starten af juli. Jeg skulle først flytte i midten af august. Vi snakkede sammen løbende, både om praktiske og personlige ting. Vi havde lavet hinandens Tinder-profiler. Det er lidt nemmere at være pige på Tinder, hvilket jeg havde det lidt stramt over, for uanset hvor godt et break-up det var, så er man stadig lidt konkurrencemenneske. Det kan også godt være hun bare er pænere og sødere end mig. Jeg havde prøvet at ramme Tinder i Danmark i løbet af sommeren efter hun var flyttet ud, men uden succes.

Vi snakkede ofte i telefon en time ad gangen. To gange om ugen, måske. Det var megabehageligt. Efter al den seksuelle frustration i mellem os var forsvundet da vi gik fra hinanden, så kunne vi faktisk være noget nær bedste venner. Vi kendte trods alt stadig hinanden rigtig godt. Det var nice.

Vi havde aftalt at mødes to weekender efter jeg var flyttet. Det passede mig godt. Da vi havde en af vores telefonsamtaler, cirka en uge inden, der breakede hun det. I de fem uger hun havde været i landet før jeg ankom havde hun fundet en semi-kæreste. En lidt ældre pige. Jeg opførte mig som en god ven, ikke en eks. Det tænkte jeg godt jeg kunne finde ud af og holde til (narrator: “det kunne han ikke”). Vi snakkede om dem. Om hvordan de havde mødtes. Om de havde været sammen. “Har du set mine negle?”, sagde hun med et smil på læben. Hun fortalte, at de havde måtte stoppe akten første gang for at gå ud og klippe negle sammen. Objektivt helt ekstremt cute. Hun spurgte: “Er du klar over hvor meget sværere det er at få en pige til at komme end en dreng?”. Jeg svarede, at det vidste jeg godt. Jeg spurgte hende, som en god ven nu ville gøre: “Hvordan kan det være du har lyst til at have sex med hende? Hvad gør hun rigtigt og hvad kan jeg lære?”. Du kan godt pause her og ryste på hovedet. Det er fint nok. Jeg skulle aldrig have spurgt. Jeg skulle aldrig have forsøgt at opretholde et venskab efter vi var gået fra hinanden. For kan man virkelig holde til at høre hvad der foregår i eksens liv efter man er gået fra hinanden? Jeg kunne ikke. Det er mildt sagt. Hold kæft det er mildt sagt. For hun kiggede på mig. Smilede. Så lidt op i luftet. Så sagde hun: “Det er bare noget andet. Noget helt, helt andet.”

Jeg ved ikke hvordan jeg kan beskrive hvordan den interaktion har påvirket mig. Jeg vil ikke overdramatisere det, men det er samtidig nævnt at komme til at underspille. Status er nok, at det har ødelagt al min selvtillid. Jeg føler mig fuldkommen utilstrækkelig, uduelig og uelskelig. Jeg føler mig helt ekstremt dum og uattraktiv. De fandt sammen to uger efter hun flyttede. To uger efter hun er flyttet fra mig finder hun en, hun gerne vil have sex med. Jeg havde fundet fred med, at vi ikke kunne finde ud af det. Vi lå for langt fra hinanden. Det handlede ikke om at hun ikke havde lyst til mig, det handlede om hun ikke havde lyst. Så går det to uger. To fucking uger. Så kan det jo ikke være andet, end at det har været mig. Jeg har brugt så mange kræfter, så tid og været så fucking frustreret. Så finder hun en ny lige efter, som hun gerne vil have sex med. Jeg ved godt hvor banalt det virker. Jeg ved godt det virker som om jeg kun fokuserer på sexen. Men jeg tror ærligt talt det var den primære grund til, at forholdet ikke fungerede. Det med at hun ikke havde lyst generelt, det ryger bare ud af vinduet. Det var ikke hende, det var mig. Jeg var bare ikke god nok. Sød nok, smuk nok, dejlig nok, klog nok, lækker nok. Det hele kan koges ned til det fucking sex. Jeg troede at jeg skulle ud og blive forløst og hun skulle finde leve et godt liv uden sex. I stedet har jeg ikke haft sex siden hende og hendes sexlyst er blomstret. Det gør så fucking ondt og jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg skal håndtere det. Jeg hader seriøst mig selv for det. Jeg har lyst til at banke mit hovede ind i en væg og skrige. Jeg nåede at få tårer i øjnene fire gange på mit 50 minutter lange indkøbstur i dag af at tænke på det. Jeg føler mig helt og aldeles utilstrækkelig, og jeg kan bare ikke se hvordan jeg skal komme ud af det. For helvede hvor gør det bare ondt. 

Det virker så simpelt. Så overfladisk. Jeg er for rationel til det her. Jeg er for klog til at lade det her ramme mig så hårdt. Men jeg kan ikke lade det ligge. Tværtimod tynger det mig ned konstant. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været ubetinget glad. Paradoksalt nok er min sexlyst faldet markant. Sådan er det vel når man er ked af det. Jeg føler mig bare som en kæmpe taber. Den helt store taber, når man kigger på hvordan vi kom ud af det. Mit hovede er konstant fyldt med negative tanker. 

Det er her de lesbiske referencer kommer ind i billedet. Bogstaveligt talt 6,5 siders tekst senere. Jeg ved godt jeg er en idiot for at bruge 16.000 tegn på det her. Men hver gang jeg ser to kvinder være sammen, så bliver jeg mindet om alt det ovenstående. Jeg bliver mindet om mine utilstrækkelighed. Jeg bliver mindet om, at jeg er en taber. At jeg har det skidt. At jeg ikke kan få tingene til at hænge sammen. At jeg får angstanfald af at beskrive hvordan jeg har det. At jeg har gemt hende væk på alle sociale medier og bliver ked af det hver gang hun alligevel dukker op. At jeg ikke kunne være der for hende da hendes morfar døde og hun gerne ville have mig at støtte sig op ad. At mine egne tanker ødelægger mit eget liv og at jeg ikke kan finde ud af at komme ud af den nedadgående spiral. Det er derfor.

[stammerbarnet]

har set 3 serier, 1 film & en masse YouTube. jeg ligger tydeligvis bare i min seng & laver absolut intet. ser kærlighedsfilm & læser romantiske digte på tumblr.... det som om jeg ikke kan tænke på andet end kærlighed & det er fucking irriterende. gid det var ligeså godt som i film. dog ikke... det hele er fup. hold kæft hvor jeg hader kærlighedsfilm, selvom jeg ser dem hele tiden. det føles bare som en afhængighed... at kunne forestille sig, at jeg er pigen i filmen & alt ender lykkeligt, men når filmen er ovre er jeg tilbage til mig.. alene mig.. der ligger ALENE i enten sofaen eller sengen & onanerer til tanken om hende eller ham jeg ville ønske jeg var i et forhold med, & som jeg ville ønske var forelskede i mig, men jeg er vidst den eneste der bliver forelsket i dette lille land. hold kæft hvor er kærligheden svær at finde ud af, & nu ligger jeg bare nøgen i min seng & skriver løs på min iPhone om hvor nederen alt er, når det måske bare er MIG der er nederen. hold kæft hvor må jeg også snart have lært lektion af at, man skal elske sig selv først. for som det ser ud lige nu, er der ingen der har lyst til at elske sådan et trist menneske som jeg. det kun når jeg finder værdien i mig selv, at andre også kan. problemet er bare at jeg næsten alid har følt mig som et NUL; 0. måske som en 8’er når jeg danser, & hvis mit hår bare var langt og smukt ville jeg måske føle mig som en dansende 9’er hvem ved. jeg kan ærligt ikke stoppe med at skrive nu, da jeg ikke kan sove & intet andet bedre har at lave. faktisk når jeg skriver de her tekster på tumblr er det mest til mig selv. det er en slags dagbog, så ik’ tag’ jer af mig. nå well well well, nu det på tide at dette lille stammerbarn får lagt hovedet på puden & lukket sine øjne, så hun kan nå at komme i drømmeland, for drømmeland lukker om ikke så længe, når solen står op, & hun igen ligger alene i sin seng.

[fyldtsind]

Vil så gerne kunne stop med at tænke og start med at leve.!

Det er som om denne fase er kørt i ring for længe uden jeg kan gøre noget ved det lige meget hvor hårdt jeg prøver..

jeg har alt lyst og grunde til bare kunne slippe den giftige falske slange fri og aldrig så meget som at skænke den en tanke. Bare kunne leve i paradiset uden bekymringer ingen destruktive tanker og slut med desperate handlinger, men ej det er muligt for mine følelser står i vejen jeg vil men kan ik..

Jeg troede oprigtigt virkelig ikke en skid på kærlighed ved første blik men oplevede det selv helt tæt på for 554 dage siden den fkn mest magiske aften i mit liv jeg smeltede og jeg vidste bare det var pigen i mit liv og det vil hun altid være lige meget hvad! For ægte kærlighed handler om meget mere end hvad du gør og hvad du viser men i højgrad om hvad du føler og hvad du tænker og jeg føler for dig vi skabte et bånd til hinandens sjæle og du skulle for alting og til evig tid være min bedste fucking ven! (bfff) jeg vil altid elske dig og være helst forelsket i dig på alle måder. Du har gjordt mig til en blød fyr med tiden og du har vært min aller bedste ven jeg nogensinde har haft! Alle de ting vi har lavet samme alle de udflugter og eventyr vi har vært på det har vært så vidunderligt og jeg håber vi kan gøre det igen en dag 😔😥

Noget jeg ikke helt forstår eller har lyst til at indse er den du er blevet til du er slet ik den lille uskyldige pige som lige var fyldt 17 og stadigvæk så sød og rar og dejlig og betagende og sjov og strålende. Du har taget en drejning i livet og er blevet et meget mere lukket menneske som ik har nogle for tæt på og hvis de kommer for langt frem så ender det med at de bliver tabt og ALDRIG samlet op igen. Du var så omsorgsfuld du var så kærlig hvad skete der? Løb du tør?? Eller hvad sker der? Jeg holdte af den sødeste pige som bare var så nuttede og virkelig dejlig lille sød nu er hun vokset sig stor og grum... Grum i sine handlinger og SÅ FKN FJERN FRA DEN PIGE JEG ELSKEDE

Hvad skal jeg dog gøre med mig selv jeg elsker dig og vil have du er en del af mig men det vil du ikke.. Du sviner mig til igen og igen og hvorfor? Og du tror jeg ikke vil dig noget godt eller du tænker jeg er en nar hvorfor skulle jeg så ville høre på dig og alt hvad du siger om mig uden at trække mig?? Det er psyko hårdt at høre du er videre og du har ikke noget for mig mere eller du har haft sex med andre og kysset med andre og du snakker med din ekskæreste som du har svinet til i over et år og fortalt alt han har gjordt? Det er mega hårdt for jeg elsker dig og vil kun dig det bedste! Men ikke den du er blevet til hun er så fjern fra den pige! hun er et monster! og virkelig ik nogen man skal prøve at finde sammen med for hun cutter dig ud af hendes liv som at knipse med fingrene. Hun har så mange dårlige ting også mange gode ting men jeg må nok indrømme at et liv uden hende er ikke et liv værd at leve jeg kommer så meget til at fortryde de valg jeg har taget både imens men også efter og jeg ved det for jeg er begyndt at fortryde.

Ved bare virkelig ikke hvad jeg skal gøre jeg har lyst til hende i mit selvskab men hun vil ik jeg vil skrive men hun vil ik jeg vil bare et eller andet men hun vil ikke et eller andet med mig 😶😔 jeg savner virkelig den gang det hele var meget nemmere men tiden skal nok vise sig at være min ven. Og hvem ve måske monsteret er væk til den tid og jeg kan se min flamme igen..

Håber bare jeg kan lære at takle det her. Finde en vej ikke at opsøge sorgen og skuffelsen før den er forbi... helt slut...

[feltnotater]

anden del

2019, stadig nogenlunde kronologisk 

at finde ud af, at jeg har kronisk bihulebetændelse og sandsynligvis har haft det i omkring to år. at få en forklaring på hovedpinen, trætheden, den konstante trykken for ørerne. igennem hele 2.g var jeg syg hver anden måned. mit fravær var tårnhøjt, selvom jeg aldrig pjækkede. nu skyller jeg bihulerne med saltvand morgen og aften, sover med hovedet løftet, bruger næsedråber, forsøger at drikke nok vand og pakker mig febrilsk ind i tykke halstørklæder, hver gang jeg går udenfor en dør. og på trods af alt det, har jeg ligget syg siden den 22. december, og jeg kan ikke få pencillin. om jeg vil det eller ej, kommer jeg til at forbinde mit 2019 med sygdom. sygdom, sygdom, sygdom. men også at få en forklaring og endelig kunne lægge en plan

at begynde at gå til skolestrejker

at gå fra min kæreste. at være rablende fuld til introfesten og drikke shots, der havde samme farve som sprinklervæske. rød skjorte og djævlehorn i håret, at holde mig selv i gang for ikke at falde livløs sammen. at skulle videre til en anden fest klokken 12, hvor hun var. at spørge min veninde (fra samfundsfag), hvordan man kan vide, at det er tid til at gå fra hinanden. jeg kan ikke huske, hvad hun svarede. at brække mig, at græde. at danse med en anden veninde, der lærte mig, at man bare skal synge “sølvpapir”, hvis man ikke kan teksten. at ringe til min mor og blive hentet, som om jeg var 15 år igen. at skrive en intetsigende besked om, at jeg var blevet for fuld og tog hjem, undskyld. at stille min mor det samme spørgsmål i bilen. hvordan kan man vide, om man tager den rigtige beslutning? at græde noget mere. at tænke og tænke og tænke. den næste dag gik jeg en tur, kan jeg huske. det var mørkt, og jeg tænkte på alle de vidunderlige ting, og jeg græd, fordi det var slut, og fordi det havde været så smukt. det smukkeste i hele verden. men også forbandet grimt, især i den sidste tid. jeg græd i bussen på vej hjem fra hendes hus, det har jeg aldrig gjort før. eller siden, sådan grædt i offentligheden. utroligt, hvad kærlighed kan gøre. efteråret 2019 er sorgfuldt, mere end noget andet. jeg har aldrig følt mig så ensom

at begynde at løbe 

at begynde at drikke dyr te 

at begynde at skrive dagbog

at mødes med en pige fra her. jeg havde den nålestribede jakke på og spænder i håret. det var udramatisk. hun drak øl, jeg drak café latte. lige nu kan jeg ikke engang huske, hvad hun hed. men jeg kan huske hendes hår og halskæden med en udenlandsk mønt. hun var miljøaktivist og gik i 2.g, naturvidenskabelig, læste sjældent bøger, var god til at lave mad og røg hash. hun var sjov nok at snakke med, vi talte om fremtidsplaner og politik og om at tage en billig flixbus til berlin. vi har ikke snakket sammen siden, og det er fint. vi klikkede ikke rigtig, tror jeg. men det var for sindssygt at vide, at jeg i princippet kunne have kysset hende

[28september2015]

Hvor går de døde hen? Med nu fire års erfaring i at være sørgende og efterladt kan jeg konkludere, at de ikke bare lige forsvinder. Jeg er ikke begyndt at tro på et efterliv, desværre. Men det står klart for mig at en stor del af sorgen handler om det man kalder 'hjemløs kærlighed'. Der er simpelthen en enorm mængde energi, som helt unaturligt er fanget i ens krop. Den skulle egentlig have være overleveret til en anden, men det er ikke længere muligt, og det kan til tider føles som om man skal eksplodere i frustration over det. Hvordan man skal forløse den energi, ved jeg stadig ikke. Sorgen handler på den anden side også om en helvedes masse lykkelige historier og minder om den døde. Minder, som alt for sjældent bliver fortalt og delt.

Det er svært at gøre plads til de døde, og det er et reelt problem for efterladte. Samfundet har ingen rigtige traditioner eller ritualer for at mindes, og så må man selv finde på dem. Men det er jo sådan at døden er frygteligt ubehagelig at tænke på og man skal helst ikke bringe den op, så det bliver ikke rigtig til noget. Hvert år inviterer folkekirken efterladte til allehelgensgudstjeneste, men det gælder kun de "friske døde" - altså dem der er døde i det forgangne år. Ikke de "gamle døde". De blev jo nævnt sidste år. Og hvis man så i øvrigt ikke er kristen, og ikke lige er til kirkegårde, så er det ved at være småt med sådan traditionelle, etablerede sørgesteder.

Som tiden går og jeg stadig savner min lillesøster, men hendes fravær i en global forstand bliver stadig mere ubemærket, er det her en af de ting der fylder. Eller rettere mangler plads. De døde bliver altså ikke bare væk. De bliver her så længe som vi husker dem. Og de fylder sindssygt meget hos de efterladte. Hver gang jeg hører andre fortælle om deres yngre søskende, sidder jeg og tænker på alle de ting, jeg har lyst til at fortælle om hende. Men jeg tør aldrig rigtig. For jeg skal lige over den der "døds-hurdle" først. Og ikke mindst der der med, at hun valgte det selv.

Nogle gange kan det føles som om at alle har glemt, at hun overhovedet har været her. Det er det der kaldes at dø dobbelt. Først den fysiske død (som altså er slem nok i sig selv). Derefter omverdens tilsyneladende fuldkomne og ubesværede glemsel (som ofte er udtryk for en eller anden form for fuldstændig misforstået og unødvendig hensynstagen).

For nylig fik jeg ikke desto mindre at vide, at hendes klassekammerater havde holdt hendes plads i klassen tom i et halvt år efter hun døde, og lagt blomster og andre små ting til hende. En ting, skolens ledelse ikke lige fik videreformidlet til os. Det er måske en lille ting, men det betyder alverden for mig. For så er der jo nogen andre, der har lagt mærke til at hun ikke er her!

Og nedenstående gælder altså, selvom hun ikke selv er her til at vise det:

Kirse var en frygteligt klog pige. Jeg spejlede mig meget i hende hele vores opvækst, men som hun blev ældre, lærte hun også at sætte mig på plads. Hun var sin egen. Da vi begge to blev ramt af en ond K-pop-feber i 2013, og jeg begyndte at lære mig selv koreansk, skulle hun selvfølgelig lære kinesisk. Hun var det man kalder en gæv pige, på sin egen måde. Sympatisk og varm og tolerant. Måske ikke altid overfor en pisseirriterende storesøster. Men altid overfor dem, der havde brug for det. Hun var smuk. Det tror jeg, jeg glemte at sige til hende. Hun kunne synge med en ubesværet og ægte inderlighed. Jeg tror det var sådan hun selv kom af med nogle af de tunge følelser. Vi havde talt om at flytte til Aarhus sammen, når hun skulle starte i gymnasiet. Vi havde talt om mange ting, men langt de fleste af vores fremtidsplaner var uudtalte. Det lå ligesom bare i kortene, at vi skulle følges ad. Hun var knap 15 år gammel. På mange måder endnu ikke et helt menneske. Jeg var så spændt på at se, hvad og hvem hun skulle blive. Det faldt mig aldig ind, at hun skulle blive noget så tavst som et minde.

Det er derfor jeg bliver nødt til at være lidt højrøstet. Det fortjener hun. Minderne skal der eddermame være plads til. Selvfølgelig fylder savnet og smerten ved hendes valg stadig. Men anledningen til smerten er stadig: Hjemløs kærlighed. Til et uforglemmeligt menneske.

(først publiceret på min facebook i går)

[fevangelinen]

pisces

- Describe someone you love without saying their name.

Owh, det er jo mit stjernetegn! Men i så fald;

Den her person er meget i sin egen verden (ligesom mig) Men har intet imod at dele sin verden med min. Fanger tit mig selv i at stirrer på hende når hun griner af en dum youtube video, fordi det gør mig så glad at se hende glad. Når hun er skæv blinker hun rigtig langsomt, som om hun ikke har noget imod at gå glip af verdenen rundt om hende, fordi den sikkert er for kedelig i forhold til den verden i hendes hoved. Når vi snakker om følelser blinker hun meget, ligesom for at optage alt i ens ansigtsudtryk, og læner sig altid lidt tættere på for at være sikker på at hun hører hvad man siger. Hun er altid så skide opmærksom, haha!

Er ikke 100% sikker på hvad hendes verden består af, men ved at hun indebærer så meget kærlighed, også selvom hun nogen gange først slipper det ud i sidste øjeblik. Som når hun har holdt noget inde i lang tid, og det så ligepludselig slipper ud sætter hun hovedet på skrå, halv smiler mens hun griner, og kigger væk, som om hun tror det ikke er vigtigt, men det er det. Hun perspektiverer på et så dybt niveau; Selvom hun ikke har oplevet den situation man forklarer om, sætter hun sig 100% ind i den, og lever lidt i ens problematikker. Hun ofrer så meget af hendes tålmodighed og tilstedeværelse for mit mentale helbred, og well being at man skulle tro at det ville være kvælende, men det er som et lidt for stramt kram. Og det elsker jeg.

Hun er den slags person man kan drømme sig væk med. Hvor skal vi hen, skal vi ikke gøre dit, skal vi ikke gøre dat? Jeg føler at intet er urealistisk hvis hun bare er ved siden af.

Hun får nogen gange angst af sin krop og udseende, og jeg får angst af at hun tænker sådan om sig selv. Jeg syntes at hun er noget af det smukkeste, men det ændrer selvfølgelig ikke hendes perspektiv, ville gerne sige det til hende hver dag, men det gør hende ukomfortabel. Jeg elsker når hun går ind i et rum i et nyt outfit, og man kan mærke at hun er selvsikker i det. Jeg elsker hendes øjne, varme kastaniefarvet. Hendes smil og hvordan hendes underlæbe buler lidt mere ud end den anden når hun gør det. Hendes hår, og hvordan hun ikke kan bestemme hvilken skide hårfarve hun vil have den her gang, og det hjælper jo ikke at sige til hende at de alle ser godt ud! (også selvom det er sandt..) Elsker hendes små hænder, hvordan de udfolder sig, hvordan hun sidder med sin smøg. 

Jeg elsker hvordan jeg kan forestille mig at vi kunne flytte sammen. Måske på Frederiksberg eller Århus? Ihvertfald en lejelighed hvor vi havde snakket om at NU skulle vi ikke ryge indenfor! Men når vi endelig havde fået kasserne op på 4 sal (og hun havde halvt råbt af mig med et smil at jeg er åndsvag fordi elevatoren ville gøre det meget hurtigere, og at jeg skulle “get over myself” siden hun stadig bruger engelske udtryk her og der); Så ville det første vi skulle pakke ud være tv’et og wii’en og vi skulle spille mariokart og drikke dårlig alkohol mens man kunne se golden hour igennem vinduet. DER ville vi ryge indenfor alligevel.. Bare fordi, hvorfor ik’? Vi var stadig unge! Jeg kunne forestille mig at jeg ville tage afsted tidligt om morgenen til Uni, og efterlade hende små sedler med dårligt tegnede memes når hun vågnede. Kunne også forestille mig at hun sikkert også ville studerer noget nice. Måske også psykologi fordi hun ville være så god til det, og det passede hende så godt. Men så ville hun sikkert gøre noget ved siden af, noget med computere, bare for at balancerer det ud. Tror vi ville ha’ et farverigt skema hængende på køleskabet om hvem der skulle lave mad hvornår, og planlægge hvornår vi skulle være skæve, og hvilket mad vi skulle prøve imens. Vi ville ryge i badekaret, på terrassen med udsigt til træer midt inde i storbyen, og natklubber og neon lys om aftenen. Eller i sengen, med fuldkommen hvidt sengetøj. Også selvom hvidt sengetøj ville være upraktisk siden vi tit spildte, og hun hellere ville have sengetøj med blomster, eller flotte farver. Jeg køber hende nok mærkeligt tøj nogengange, For det meste meme relateret så når hun arbejder hjemme kan hun have det på. 

Jeg tror at hun ikke kan klarer at få knust sit hjerte af kærlighed. Jeg tror hun kommer til at bryde sammen, og føle at alt rundt om hende kører videre på en malplaceret måde, mens hun smuldrer... Nogen gange overvejer jeg om hun gør det nogen gange om aftenen mens hun er alene, og har brug for nogen at snakke med om en mærkelig tanke hun har haft, men hun ikke gider række ud. Nogen gange overvejer jeg og hendes hjerte bliver knust af hende selv til dagligt, men hun ikke rigtig vil indrømme det. Jeg overvejer også om hun nogensinde føler at hun er nok. Fordi det er hun for mig. Hun er mere end nok. Hun er en stor del af min verden. Hun minder mig om alting jeg ser. En god velfortjent smøg, en sød hund, varm kakao, varme tæpper og den sidste solstråle en enlig fredag aften. Vil altid være sammen med hende, fordi for mig er hun hjem. Hun sætter mig på plads. Ikke på en dårlig måde, men hun får mig til at føle mig som det sidste stykke af puslespillet, som er mærkværdigt nok; lige i midten. At jeg ikke kun bliver sat på plads, men min verden er.

Jeg ser hende i alle forhindringer jeg står overfor. Hvad ville hun gøre? Hvordan ville hun reagerer? Fordi hun er min sjæl. Min soulmate, min anden halvdel, og ville give min halvdel for at gøre hende lykkelig. Jeg føler til tider at jeg ikke ville kunne eksisterer uden hendes eksistens. Føler at vi skal kende hinanden altid, og at vi har kendt hinanden før altid overhovedet eksisterede, og før alting slutter.

Hun er så smuk, og hun er i live sammen med mig, og jeg kunne ikke ønske mig mere. Det kan godt være at vores hverdag er basiske til tider, men det er med hende. Jeg er lykkelig når jeg ved at hun til.

Jeg kunne skrive forevigt om hende, og hun ved hvem hun er! Vil gerne ha’ at hun skal vi at i min verden, i min meget fucked up verden; er hendes krop ikke hendes ord, er ikke hendes tanker, er ikke den måde hendes stemme synker når hun ved at hun har ret, er ikke den tilfredstillelse i øjnene når hun lige har råd til smøger, er ikke den måde hun trækker hendes hår bag ørene, er ikke hendes stemme, hendes ansigt, hendes krop. Hun er hende. Fuldkommen ren og flydende i alt hvad jeg elsker. Og mere. 

Jeg kunne skrive forevigt om hende, men det er for nu.

[natteravn]

skal til psykolog imorgen og har fået til opgave at skrive et brev til min far så here it goes:  kære far,  jeg er din datter, og det har måske ikke altid været nemt. selvom det nok heller ikke har været sværere end normalt så at sige. jeg var jo bare en teenager med ben i næsen, og nu er jeg en bestemt voksen med holdninger og en manglende lyst til at lukke munden, og det skal jeg jo også have lov til. men at lukke munden på mig - det er noget, du kan. og at få mig til at lukke munden op og få grimme ord ud, er også en evne du virkelig besidder. jeg ville ønske, at du behandlede mig pænere. ikke helt generelt, men når vi har haft konflikter. det har altid været dig, der blev aggressiv, hvilket kun gjorde, at jeg blev det samme. du er en af få personer, der virkelig kan få mig op i det røde felt. og ikke på en sund familieagtig måde. på en måde der får mig til at afsky dig lidt. du er også den eneste, der kan gøre mig helt paf. helt tør i halsen, så jeg knap nok kan få ord ud. som da du grinede af, at jeg havde fået en feministisk bog til jul. som da du gjorde grin med mig foran min søster og hendes kæreste, da du fortalte, at jeg abonnerede på en politisk avis. idiot.  du har aldrig været god at snakke med om de ting, der er svære. ofte har du ikke været der, så det har tit slet ikke været en mulighed for mig at snakke med dig om. og når du endelig har været der - og har været den eneste mulighed - har du altid haft en form for distance til mig. et koldt klap på skulderen. en mangel på ord. en mangel på omsorg. det har generelt været et tema. manglende omsorg. jeg er glad for, at mor har gjort op for det, men stadig ikke nok, for det sidder stadig dybt i mig.  jeg ville ønske, at jeg igennem min barndom og særligt i mine teenageår følte mig “god nok” i dine øjne. hver gang jeg fik en god karakter, var du den første jeg sagde det til, for jeg vidste, at du ville blive stolt. men hvornår har du ellers været stolt? det er som om, du kun vil mig, når jeg klarer mig godt. det er kun der jeg fortjener din fulde opmærksomhed. det er som om jeg ikke har din interesse ellers. du ringer aldrig og spørger mig om hvordan det går. jeg tror ikke, at det er fordi du ikke holder af mig og tænker på mig. men du ved simpelthen bare ikke, hvordan man gør. og gud forbyde det, hvis jeg nu ikke havde det godt. for hvad skulle du så sige?  gid, du ikke var så usikker på dig selv. min psykolog sagde, at han har ondt af dig. jeg kan godt se, hvad han mener, men lige dér har jeg ingen sympati. min frustration og vrede over din behandling af mig og de mange nedværdigende kommentarer, der har været igennem årene, vækker for mange dårlige følelser i mig til, at jeg kan se klart nok til at have ondt af dig. til at kunne se dig som et offer. for jeg er selv et offer. et offer for din kynisme, din dobbeltmoralskhed, din arrogance, din nærighed, din egoisme. og det har taget form i en ung pige, der ikke ved, hvordan man indgår i sunde relationer med mænd. i stedet for at få opmærksomhed ved hjælp af karakterer og jobs, får jeg nu opmærksomhed ved hjælp af sex. heldigvis ikke af dig da. men af andre mænd. det får mig til at føle mig god nok, selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg er god nok foruden det. men det er svært, når man har haft en far som dig. en far som ikke har set en i sin helhed. en far der kun ville se de sider, der talte til hans ego. det har ikke været nemt at være din datter. og selvom det ikke ville hjælpe mig hele vejen, ville det hjælpe lidt med en undskyldning. det kunne i hvert fald få mig noget af vejen. det kunne sætte et plaster på det sår, der har blødt i mange år nu, og selvom blodet bliver ved med at størkne, er det som om, at det bliver ved med at sprede sig udenom sårskorpen.  det er svært for mig at se og forstå dem, der er en rigtig fars pige. selvom jeg nok også var det en vis grad engang. men det har blot været et udtryk for den hungrende sult jeg har haft efter kærlighed og bekræftelse og opmærksomhed fra dig. jeg glemmer aldrig, hvordan jeg altid plagede min mor om at komme med ned og hente dig ved toget. hvordan jeg løb dig i møde på perronen og omfavnede dig i et stort kram. afsavnet var måske et udtryk for hvor lidt til stede du egentlig var. og den glæde jeg havde ved at se dig dengang er nu blevet erstattet af en bitterhed. en dårlig smag i munden. en sten i maven. en trykken for brystet. jeg blev ældre, jeg blev klogere, mindre naiv. jeg begyndte at se dig for den du er, begyndte at se hvordan du behandler mennesker omkring dig. du er ikke en god person. det ville jeg ønske, du var. jeg ville ønske, at jeg stadig følte samme begejstring for at se dig, som jeg gjorde dengang. nu er det kun min mor, jeg er ægte glad for at se, når jeg kommer hjem. du får blot et akavet kram, og så er jeg faktisk ikke yderligere interesseret i dig. for jeg ved, at jeg kan brænde nallerne.  men jo. selvfølgelig holder jeg af dig og selvfølgelig elsker jeg dig. men du gør det svært for mig. det er sjældent, jeg mærker det. de sidste mange år har jeg kun mærket det én gang, og det var da du blev indlagt. der fik jeg en flygtig frygt for at miste dig. men du var hurtigt på toppen igen, og jeg glemte lynhurtigt, hvordan det føles at bekymre sig og holde af sin far.  da jeg var teenager og startede på efterskole refererede jeg ofte til mine efterskolevenner som min familie. måske fordi jeg ikke så min rigtige familie som en ægte familie. det er ret trist at tænke på. men du, far, har alt med det at gøre. du er den skyldige i den følelse.  min psykolog spurgte mig om, hvad jeg havde lært af dig. og det eneste jeg kunne tænke på var disciplin og at være ambitiøs. måske at jeg også har lært noget rent intellektuelt af dig. men ellers ingenting. det var et svært spørgsmål at besvare. det var FOR svært at besvare. det er noget, jeg håber, at mine børn vil kunne svare på, på ingen tid. jeg tror også, at en af hovedårsagerne til, at jeg læser statskundskab er fordi jeg inderst inde stadig går efter at gøre dig stolt. det er et studie, som taler lige ind i dine interesser. noget vi kunne være fælles om. havde jeg læst noget humanistisk, ville du nok have vendt øjne af mig og gjort grin med det resten af dit liv. du lille menneske.  jeg ved ikke helt hvad formålet med dette brev er. måske er det for at gøre mig selv mere velovervejet i mit forhold til min far. jeg ved ikke hvilken form for closure det her skal give mig. for jeg tror ikke, at det er noget jeg nogensinde får. 

[minetanker]

Milo

Et væsen så småt, at det ikke burde betyde så meget. 

Et hjerte så stort, men det fyldte ingenting.

En kærlighed så ubeskrivelig, at ord slet ikke er nok.

En pelsklump så blød, får nu lov at lege igen.

Mandag den 14. september var allersidste gang du trak vejret. Det var sidste gang vi mærkede din varme, da vi holdte om dig og tårerne trillede ned ad kinderne og dit hjerte holdt op med at slå. Aldrig i mit liv har jeg oplevet en sorg så stor - mit hjerte er delt i to og mit hoved er mættet af tanker og følelser. 

Men du var træt, du var syg og du var ikke længere glad. Det var forfærdeligt at se din livsglæde svinde hen jo flere dage der gik. Din hale hang og den logrede ikke som den plejede når vi kom hjem til dig efter en lang arbejdsdag. Dit hoved blev liggende, da vi prøvede at få din opmærksomhed, og kun dine øjne fulgte vores bevægelser. Din mad stod urørt hen og ikke engang dine livretter var interessante længere. Vi prøvede at vise dig alt det du har haft mest kært og de ting der har bragt dig mest glæde, men der var ingen reaktion. Din vejrtrækning blev mere og mere uregelmæssig og du gispede efter vejret, den mindste aktivitet du lavede. Det var næsten som om du havde glemt hvordan dit liv plejede at være. 

Du vandrede hvileløst rundt i huset og var ikke interesseret i nus, kys og kram. Du sagde ikke en lyd, men vi kunne høre dine poter tage hvert et skridt - det gik langsomt. Du gik hele tiden hen forbi din vandskål, næsten som en tvangstanke, men du drak ingenting. Hvert 30. sekund stoppede du op i krampe og nogen gange faldt du sammen. Din gigtprægede krop trak sig selv rundt. Du var svag, men vi kunne mærke på dig at du kæmpede for at blive.

Men der var ingen glæde.

Din næse blødte og du nøs og hostede blod op og hele huset var smurt ind i røde farver. Det var her det gik op for os, at du ikke fortjente at gå og have det så skidt. Vi var blændede og ville ikke indse, at du ikke længere var den samme. Så vi satte os ud i bilen og kørte. Du sad stille og roligt i mit skød, hvor mine tårer atter trillede ned ad din sortgrå krøllede pels. Du anede ikke hvor vi skulle hen. 

Du plejede altid at pibe og ryste så snart vi satte os ud i bilen - du hadede det, fordi du vidste aldrig hvor vi skulle hen. Men her sad du, helt stille i mit skød og betragtede træer, biler og mennesker vi kørte forbi. Helt roligt. Det var som om du havde glemt, hvad det ville sige at køre bil. 

Vi bar dig ud og du hang i fars arme - et glimt af fortiden ramte dig og det gik op for dig hvor vi var. Din vejrtrækning blev hurtigere og savlen løb ned af dig. Du blev bange og det var det jeg frygtede mest. At dine sidste minder af livede skulle opleves i frygt. 

Vi blev vist ind i et rum, hvor vi havde lagt din kurv og dyne. Du fik en sprøjte i nakken og et lille pib lød fra din mund. Det var førstegang vi havde hørt din stemme i flere uger. Du kravlede op i armene på mor og nussede hovedet ind til hendes hals som du plejer. Du krammede om hendes arm, som nussede du på brystet. Du kiggede min far i øjnene og stille og roligt faldt du i søvn i armene på os. Vi lagde dig ned i din kurv, hvor du fik den sidste sprøjte, som skulle tage dig væk. Vi holdte om dig, kyssede og krammede dig, fordi vi skulle være sikre på at du kunne mærke at vi var hos dig. En så høj dosis bedøvelse, at dit hjerte skulle holde op med at slå. Og det gjorde det. Din brystkasse stod stille og dit blik blev tomt. Du var næsten gennemblødt at vores tårer og vi krammede dig i fællesskab, hvor vi kunne mærke varmen forsvinde fra din krop. Din snude blev kold som det første, derefter din pande og hovedet. Far græd, aldrig før har jeg set ham være så ked af det. Mor prøvede at holde sig på benene og være den stærke. Jeg græd, aldrig før har jeg været så ked af det. Vi lod dig ligge på bordet på din dyne, kurven tog vi med hjem og vi sagde vores sidste farvel. Du fik af vide at du er elsket og at vi kommer til at savne og mangle dig. Vi fortalte dig hvor godt du ville få det og at der ikke var nogen grund til at være bange. Vi forlod rummet, med dig liggende på din dyne, helt livløs, men fredeligt.

Det var sidste gang jeg så dig, mærkede dig og kyssede dig. Men det varmer i mit hjerte at vide, at du ikke længere har ondt og at du ikke længere skal kæmpe. Nu skal du bare lege og logre og spise alt det gode. 

Tak for dig, tak for alt hvad du har givet os, tak for 15 års glæde og minder.

Vi ses og jeg glæder mig til den dag, du kommer løbende med logrende hale, for at tage imod mig igen.

[daniels-bekendelser]

Okay, vild dag i dag. Mentalt, selvfølgelig, ellers have jeg ikke skrevet det her, men jeg har ikke lige nogen at skrive til for tiden, så dagbogen it is.

Jeg var sammen med venner i dag. Det var hyggeligt. 1:1 alt hvad jeg har savnet. Alligevel kan de mindste ting stadig rykke ved min psyke og det er jævnt ubehageligt. Både at jeg kan have det sådan, men også at det bare kan trigges så nemt og at jeg ikke har nogen at sige det til. At jeg kan få det så dårligt blandt nogen af mine bedste venner, men mit eneste træk er at fake det i gennem og så begynde at ryste så snart jeg sætter mig ud i bilen og kører hjem ad. Alt er så irrationelt og det kan jeg ikke holde ud, men det gør også at jeg ikke rigtig kan forklare det til nogen.

Jeg havde det faktisk mentalt værre end jeg havde haft det længe allerede på vej ud. Jeg ved ikke hvorfor. Måske forværret at mit fodboldhold tabte, måske fordi jeg ikke har dyrket yoga i en uge, ho knows. I hvert fald havde jeg det grineren nok, faktisk rigtig fedt, da vi først var sammen. En ven stødte først til senere, og vi var alene da hun ankom. Vi har ikke set hinanden siden i sommer, så hun spørger ind til hvordan det går der hvor jeg er flyttet hen. Jeg svarer helt reelt at det faktisk har været skidesvært og til tider ret ensomt, men at det går bedre nu. Hun svarer så, og jeg går ud fra det er fordi hun ikke fik tænkt det i gennem inden hun sagde det, "tjaa, (din eks) ser ud til at have det meget fedt dernede" og jeg ved ikke helt hvordan jeg reagerede men det var nok noget i retningen af "mhmhmmm, jeg har ikke set hende siden efteråret" udvendigt og så "🙃🙃🙃" indvendigt. Hun svarede i hvert fald "det er også bare hvad jeg har set online, følger du ikke med på hendes Insta?" og da jeg så sagde nej tror jeg godt hun lidt fangede hvad der skete. Jeg har ikke kigget på hendes Insta eller andre profiler siden december and I intend to keep it that way, men det der, det var simpelthen bare ikke lige hvad jeg brug for at høre.

En anden prekær situation jeg er en del af er, at der er en af vores klassekammerater, som var vores begges gode ven mens vi var sammen, men som jeg godt vidste havde et godt øje til hende. Efter vi slog op erklærede han så sin kærlighed til hende, men det var efter hun allerede havde fået en ny kæreste. Det fortalte hun ham så ikke, hun afviste han bare. Efterfølgende er jeg blevet endnu bedre venner med ham. Problemerne er bare, at 1) så er der ingen af os der har et normalt forhold til hende hvilket godt kan skabe mildt akavede situationer når hun kommer op i samtalen i vennekredse, 2) så skal jeg passe på med ikke at nævne hvor længe min eks har været sammen med sin nye kæreste fordi han så finder ud af at hun har talt usandt til ham og 3) så skulle han i dag vise mig noget på sin telefon og der lå hun så øverst i Messenger. Shit is complex.

Jeg har til tider haft en følelse af at mine venner ikke gider mig. Det lyder fucked, men jeg tror ikke jeg er den eneste der døjer med det. Jeg har en følelse af, at mine venner faktisk ikke rigtig kan lide mig, at der er generel konsensus om at mit selskab er en byrde og at de allesammen håber på at slippe lidt af med mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det sidder overraskende dybt i mig. Der er intet der indikerer at de ikke skulle kunne lidt mig, men når jeg har været sammen med dem synes jeg altid jeg har talt for meget, bragt de forkerte emner op, sagt de forkerte ting og generelt bare været en, som alle de andre er enige om man helst undgår at invitere.

Jeg har rigtig svært ved at beskrive hvad der sker når alt begynder at sortne og mine tanker falder sammen. Det skete på vej hjem i bilen. Jeg kan faktisk ikke helt huske hvordan det udvikler sig, det er måske derfor jeg har svært ved at beskrive det. Jeg har rystet hele aftenen, jeg skulle bruge så mange kræfter på at holde fast i controlleren her til aften af jeg begyndte at kampsvede. Det er som om min krop begynder at slå lidt fra. Jeg har bare umådeligt svært ved at beskrive hvorfor og hvordan. Det kan være jeg bare må prøve at beskrive symptomer til min psykiater næste gang, så kan han måske hjælpe mig med at forstå hvad der sker - og mere vigtigt, hvorfor.

Jeg håber jeg kan falde i søvn hurtigt, for med den rysten og forvirring ligger der nok et sammenbrud og lurer. Omvendt frygter jeg også søndagen. Når jeg kigger et år tilbage, så er det slet ikke til at forstå hvor fortabt jeg er blevet. Jeg bliver stolt, hvis jeg kan bringe det tilbage på det rette spor.

[missobt]

fucking forpulede tankemylder , så luk dog ned hjerne , jeg kan ikke sq ikke klare flere tanker og minder , hvorfor skal jeg huske så meget , men egentlig husker jeg ikke meget fra de første barneå, fra tiden før jeg blev fjernet , eller jeg ser det ikke som en fjernelse , men systemet siger det var en form for fjernelse , da jeg ikke var ønsket hos min mor og ja jeg havde jo slev bedt om hjælpen, så for mig var det en redning der kom forsent. moster siger din mor elskede dig det var bare rene , nej hun elskede mig sq ikke på nogen som helst måde, hun fortrød at hun ikke havde fået en abort med mig, hendes egne ord ikke mine, så moster skal sq ikke lyve , eller så vil hun bare ikke indse at hendes søster var en omega ko, men hun voksede heller ikke op i det de kaldte hjem. det var ikke hende der blev slået med bøjler , trukket igennem gangen i sit hår, fik lussinger hen over aftensmaden for min stedfars fornøjelse, det var ikke hende der sad og blev ydmyget sexuelt af hendes stedfar og sammenlignet med sin mor på det sexuelle plan, så at tro jeg nyder sex at jeg bare render rundt og spreder ben er så forkert en opfattelse af mig, da sex giver mig så meget klamhed og kun har bragt sorger og smerter med sig. da jeg fortalte en m8 om indbruddet i min lejelighed hvordan jeg vågnede i min seng med en fremmede mand der var igang og jeg frøs frøs turde ikke røre mig, jeg kan stadig fornemme ham om natten , men det var min skyld for jeg sgade ikke nej. det er rigtig der kom ikke en lyd fra mig ingen ting , jeg aner stadig ikke hvem fanden det var, det er nok noget af det mest skræmmende , for det kan ære hvem som helst på gaden det kan være en i min omgangskreds uden jeg ved det. men det var min egen skyld, som om jeg ikke selv tænker det så ofte, jeg hader jo mig selv for alle de fejl jeg har lavet for alt det jeg har ladet ske uden at sige nej, så ja det var nok min egen skyld. det var ligepræcis også derfor jeg ikke meldte noget , skammen over at telade en fremmede mand tage mig på den måde og bare fryse. fuck jeg hader den her kvalme , luk for helvede ned tanker. 

skal jeg begive mig ud i verden , bare trave finde et menneske så jeg ikke bare sider her uden at kunne finde ro, der er blevet åbnet op for så meget, jeg ikke ønsker at forholde mig til, det er så overvældende , hvordan fanden kan det være at min krop reagere så kraftigt , appetiten er forsvundet , måske jeg skulle bare i koldt vand med hampfrø som de menete i de gamle dage kunne kurere forelskelse , for ja det er en af de ting jeg er sikre på jeg er blevet , så bare synd for mig det ikke er gengældt , hvilket er okey man kan ikke styre andres følelser elelr tanker, behov og liv på nogen måde. desuden selvom det ikke er gengældt og det har åbnet op for så meget bs , jeg er nød til at forholde mig til som jeg faktsik ikke fatter og kan finde rundt i hvorfor dukker op, men måske giver det meget god mening da jeg jo efter år har lukket op for muligheden - kærlighed 

at det giver nogle vildt bizare udfald som jeg jo så må tackle hen af vejen, men fuck han er sød uanset , bare det at han kunne få mig til at være tryg nok til at drømme om mere end bare intet er fantastik i sig selv og jeg er taknemmelig , hvordan det end lander på den front, er det okey for jeg har lært hvor meget jeg ønsker at elske og blive elaket hvo meget jeg har brug for det, men også hvor lidt jeg ved om hvad det vil sige at have en realtion der er god med et andet menneske og at jeg skal øve mig arbejde med det at turde stole på andre mennesker og deres ord, hvis jeg ikke bliver bedre der vil jeg aldrig få en forelskelse gengældt i fremtiden. så hey jeg er kommet et skridt vider i min selvforståelse håber jeg. så måske snart måske kan jeg finde ud af at håndtere den smerte , forvirring og helt igennem vidunderlige glæde som følger med dyben i tosomheden, det er også lidt bizart for normalt røre en aflysning mig ikke , det er som regl bare nå ja det der ikke noget at gøre ved. men u jeg fatter det stadig ikke helt det bedste jeg selv kan komme frem til er simpelthen jeg gik i panik og flugten som jeg altid har brugt når noget bliver rart og dejligt og bare gør mig så extremt glad men som også giver mig dårlig samvittighed for jeg har jo ikke fortjent at være glad , så min tanke er at jeg brugte det som en undskyld ubevidst for at flygte da jeg opdagede hvor meget han var begyndt at betyde for mig, hvilket også er wierd da jeg aldrig har mødt ham , der er bare noget ved ham som gør min mave helt kulret , selv nu ved tanken smiler jeg det så underligt, hele det mærkelig virvar inde i mig. så i sidste ende handler det jo ikke en skid om den fucking aflysning men om mig det inde i mig det der har skabt mig formet mig troen på at jeg også gerne må at jeg også har ret til , ja det er fandme mærkeligt det hele. 

se se dette her hjælper , du kære blog er nu også døbt dagbog, for har jeg ingen fortrolige at spare med lille skat så gør jeg det sq her , selvom det er fra mig til mig , er det vel en form for selvterapi til at udtrykke det jeg ikke forstår, fuck mig og mit hovede luk nu ned hjerne ikke mere for i nat , men hey der er i det mindste ikke flere tåre så det går vel den rigtige vej , det betyder at jeg så kan begynde aktivt at øve mig på at blive et bedre menneske og opbygge et bedre ordforråd over det jeg går gennem en bedre genkendlse af hvad det er der roder og forpure mine realtioner til andre, så jeg ikke overfuser dem uden grund når det ikke handler om dem eller det der sker direkte i øjeblikket at det måske bare er en udløser ved et uheld. min behandler sagde til mig at jeg  har været udsat for ting som har givet mig en adfærd der er styret af voldens konsekvenser, men at det er naturligt , jeg hader det bare for jeg har ikke lyst til at være sådan , jeg har ikke lyst til at udsætte andre for mit lort , bare fordi jeg er en tabt sag et fuckup en lille luder som rene kaldte mig. arr luk ned luk ned luk ned 

[douchebaggen]

sjove natte-tanker

jeg vil se du og jeg, i et rodet køkken ligesom i går. jeg vil se du og jeg, lave snobrød over en brødrister, måske en lille opgradering med skumfiduser eller noget - chromecast af en pejs i fjernsynet måske? jeg vil se dig råbe af mig, og jeg vil råbe af dig efterfulgt af et kram og et grin af nulren af gær i en dej. jeg er tit flov, fordi alting er så fedt, men jeg er ikke i det. det er ligesom at overvære en mega fed poolparty, med alle mulige kendte i poolen, og sådan jeg har alle muligheder for at springe ned til dem, men jeg gør det ikke. og så bliver jeg flov. kompliceret, det tror jeg nok. jeg vil studere, jeg vil have nye kammerater og vin i meget små lejligheder, jeg vil cykle, jeg vil cykle i en storby. jeg vil se mit arbejde, som en del af mig og en del af min hverdag, uden det skal være negativt. i filmen, jeg lige så med mine forældre, fortalte en kvinde om hvordan livet er meget bedre når man ser frem til noget, når man erfarer sig. i stedet for at bøvle i at det måske ikke går så godt lige nu, og fler-dages arbejde er skod og at være uvenner 7 dage i streg heller ikke er fedt, skal man se frem til udviklingen derfra. hvad det giver af erfaringer. og selvom det måske ikke er dig jeg ender i en lejlighed med, ville jeg ikke være foruden erfaringerne og hvad du har givet mig. men det er dig. jeg vil, måske ikke, leve på SU mad, dvs. 300 kr om ugen til forbrug. men det er med dig, og det er vigtigst. at se frem til noget. komme hen til mit studie, møde de der venner og komme hjem til dig, gøre lidt rent, råbe lidt måske, lave noget mad… men vigtigst af alt, gøre det i dit selskab. nu om dage, det er så let, så let, så let. så let at forlade noget, når det ikke er godt nok, når det ikke er hvad man regnede med. men sætter man sig ind i noget, så sætter man sig 100%. man vedholder det, vedligeholdelse som min gamle, kære statsminister lars løkke sagde. jeg tror bare, man skal fucking være glad. man skal ikke gøre en prut til en verdenskrig, men det er OKAY at sige - yo, det var ikke fedt, og så lade det komme fra hjertet. tage imod et undskyld, og regne med at han gør det igen, og det bare er af kærlighed fordi han elsker dig og er tryg ved dig og den du er. livet går videre. jeg er heller ikke en supermodel, mine arme har sine erfaringer og mine inderlår, sine tigerstriber. jeg svarer på ting i piger og problemer, og jeg har måske lidt for lyse striber i mit falske krøllede hår. men mig, indeni. jeg er den samme, selvom jeg ikke går med firkantede briller og bilkasko længere. jeg tror det gælder om, at det udenpå ikke skal opveje så meget, medmindre det går hen at blive usundt. jeg mener. elsk dig selv, men med forbehold, for det kan blive farligt og du mister måske dig selv, og en masse andre. og hvad har man så. så er det indeni, helt ligegyldigt. jeg tror mennesker skaber en, dem du omgås med og dem du bare ser på gaden. folk man ikke vil være, og folk man ser som et flag, en målstreg. men med forbehold. alting med forbehold. vær personlig, med forbehold. husk pli og husk morale. husk etik, og hvad man ellers lærer i dansk A. måske kommer du og jeg, til at ryge cigaretter i vinduet og lufter godt ud inden svigerforældrene kommer forbi, måske lejer vi en bil bare for at køre forbi de folk der sagde vi ikke ville klare det, og rækker fuck ud af vinduet. jeg vil spise chips med dig, jeg vil spile gourmet med dig, jeg vil spise dig. fuck what they think. det er derfor jeg glæder mig til at komme ud. til at denne sommer, bliver min sidste sommer på mors. mors senere. men jeg glæder mig til at bære en skjorte, som ikke er en aldi-skjorte, men af ren lyst. jeg vil gå med en pæn sommerkjole, fordi det er en dejlig sommerdag og intet andet. mors nu. jeg vil ikke kigge på piger, som har den samme taske i 3 km radius. jeg vil ikke se de samme drenge, med den samme t-shirt på til 800 kr. jeg vil se en dreng med briller og en sej skjorte, og en pige med kæder fra halsen og helt ned til skoen, jeg vil se personlighedsudstråling. jeg vil se løsrivelse, jeg vil se forandring. jeg vil være uformelt-formel, ikke formel fordi jeg skal være det, aldi. jeg vil tage på arbejde, med nogle stramme jeans og en fin sweater og se elever der gør det samme. jeg vil lære folk, at det er fucking fedt at leve, når man ikke tænker på hvordan andre lever - den får en anden kendt lige …. julius mygind. jeg vil fucke af med tankemyldre, jeg vil aldrig se en psykolog i øjnene igen. jeg vil vise svaghed og sårbarhed. jeg vil vise hvem jeg er, og det er nok ikke stort for dig, hende der eller ham der. men for mig er det, og jeg ved hvad klokken er. men jeg ved også hvad fremtiden er, og den ser lys ud for mig, selvom jeg skylder min ene veninde 1400 og en anden 300. og derfor låner jeg ikke ud til andre nu, et princip. jeg har en opsparing på 1800(edit 600), og en lejlighed om 1 år et sted, hvor ved jeg ikke. en studiebolig, jeg ved det ikke. min svigermors kolonihave, hendes lejlighed eller overdragelse af min svigermors lejlighed. jeg ved det ikke. det bare fucking fedt. jeg er ung for fanden, og har løse cigaretter i min flotte blazer. det er så uforudsigeligt. ingen ved vitterligt hvad der sker i morgen. det fedt. godnat

[petsallonline-blog]

Død af et kæledyr – 4 ting du kan gøre for at lette smerten

At elske et kæledyr er et af de bedste oplevelser, livet har at byde på, og at miste et kæledyr er et af de værste. Uanset hvordan forberedt vi er i vores hoveder, tabet om pludselig eller over tid er hjerteskærende. Her er 4 ting, du kan gøre for at klare det. Cry — Der er ingen tvivl om, at du vil gøre dette meget. Vær ikke svært på dig selv om dette, og tænk ikke engang på at forsøge ikke at græde. Tårer renser både fysisk og følelsesmæssigt. Så græd når du har lyst til det .. Enhver, der har mistet et kæledyr eller nogen kære, vil helt sikkert forstå og empati med den dybe følelsesmæssige tilknytning, der er blevet forvandlet ved døden. Selv døden kan ikke afskære dig helt fra dit kæledyr .. Min 9-årige datter gjorde et glimrende punkt i denne uge, da vores 12-årige Golden Retriever døde. Hun sagde: “Selvom Carson ikke er med os, vil vi altid bære ham i vores hjerter.” Så kiggede hun op på mig og spurgte hvorfor hun pludselig lød som mig. Dit kæledyr vil altid være en del af dig, og selv om du ikke længere kan se det, vil det evigt leve gennem dine minder. Det kan ikke virke som meget nu, men de siger ikke, at tiden helbreder alle sår uden god grund. Laugh — Laughing frigiver endorfiner i hjernen, hvilket letter spændinger, hjælper os med at slappe af og få os til at føle sig lykkeligere. Selv midt i smerten er det nok virkelig nemt at huske sjove historier. Lad dem boble til toppen og hjælpe dig med at føle dig bedre, selvom det kun er midlertidigt. Skal og dele minder med andre er så hjælpsomme lige nu, så gør det ofte .. Forbindelse med dine venner. Bed dem om at huske sjove historier om dit kæledyr og sende dem til dig. Lav en hukommelsesbog med disse historier og billeder. Dette alene med at hjælpe med at holde døden fra at slette vores dyrebare minder over tid. At have en scrapbog, der holder minderne frisk, er en god måde at hænge på dyrebare minder. Min svigermor ville ofte dele historier om hendes barndomshund, Buddy. Uanset hvor mange gange hun fortalte historien om, at hunden slog candy baren og forlod papiret på et indlysende sted, lo hun lige så hårdt. Så selv om hun havde været død i næsten 60 år, fortsætter hans hukommelse med os. Tal med andre dyrejere — Det er mennesker, der ved, hvad det er at elske et kæledyr og at tabe en. De er nok kun for glade for at dele coping ideer, der fungerede, og de virkede ikke. Og det bedste er, at hvis de ikke allerede har oplevet det, ved de, at de på et tidspunkt vil. Dette gælder også for folk, der bryr sig om dig og ved, hvor vigtigt forholdet til dit kæledyr var. De vil normalt lytte tålmodigt, fordi de føler, at det er det eneste, de kan gøre for at hjælpe. På en dag, hvor alt mindede mig om min gyldne, som lige var død, spurgte jeg min ven, hvis han var træt af at høre mig tale om Carson. Han svarede straks nej og sagde Carson var en del af mig og ville altid være. Gaven at lytte er en af de bedste gaver en anden person kan give på et tidspunkt for tab. Adopt en Shelter Friend — Sommetider synes kun tanken om at elske et andet dyr disloyal, på en eller anden måde en forræderi af den kærlighed, vi følte for vores ven, som er væk. Sandheden er, at vores hjerter har en ubegrænset kærlighedskapacitet, og at elske et andet kæledyr på ingen måde mindsker kærligheden, som vi følte og vil fortsætte med at føle for den der har forladt os. Så jeg vil ende med et kliché. Men at have været igennem det tre gange nu, kan jeg med tillid sige, at tiden virkelig vil gøre det bedre; ikke alle bedre, bare bedre.

from WordPress http://bit.ly/2WbzdBV via IFTTT