#idk fuck on onsdag

[maskxskull]

gotta love having bad health

[videobog47]

det er meget ambivalent i forhold til stopbrikken på min depression. den har ikke kunne føles, mærkes, ses siden december sidste år. det er snart 7-8 måneder siden, underordnet præcis hvornår. har ikke grædt over tilværelsen siden i hvert fald. det er ironisk nok der, mange andre sikkert fik en såkaldt “vinterdepression”. det lyder flabet på skrift, jeg tror på raske mennesker kan få depressive perioder. har selv haft depression siden jeg var 12-13 år gammel, måske før, alt bliver meget sløret, når depressiv adfærd sættes i spil. det giver mening, jeg fik den. jeg var alene, bopælen spillede ikke, og så blev man da lige teenager. jeg har virkelig kæmpet med mig selv og folk omkring mig nogle gange. desværre. jeg har skubbet folk væk, der ville mig det godt, og heldigvis også dem, der har villet mig det dårligt. de ikke så rare mennesker, har dog brugt mit mentale helbred i mod mig. havde en ven, der efter jeg sagde fra (ubehagelige oplevelser og ja, krænkelser), gik fra at ville kysse mig til at skabe rygter til fællesvenner og bare fremmede mennesker, at jeg var helt ude at skide. det var så pinligt, helt ind til knoglerne. det har altid været pinligt egentlig, det at være ikke helt rask oppe i hovedet. og når jeg har italesat det, fortrød jeg det altid. det er rart at spytte alt ud, men jeg har sgu aldrig lært at snakke om det på en sund måde for begge parter, ja, før nu. og skal stadig tænke mig en ekstra gang, før jeg åbner munden om ubehagelige tanker om sig selv. i søndags og i onsdags, sad jeg seriøst og flexede at være ude af min depression. nuka blev virkelig glad, kunne jeg mærke. jeg har sagt det til venner, der overhovedet ikke vidste det. det er ok, de ikke vidste jeg havde lyst til at skære struben over på mig selv et par gange om måneden. eller jeg har grædt hver dag uden grund. og slået mig selv over hovedet over det. jeg kan ikke tælle de gange, jeg har sagt “hvad græder jeg over”, det runger stadig i mit hoved nogle gange, selvom jeg har grædt nok fire gange det sidste halve år. jeg er vel ude af det, behøves ikke mine piller. fuck, de var rare at være på, følte jeg var på de rigtige gode stoffer, kunne ikke sove pga. dem. så jeg tog flere stoffer. og helvedes masse d-vitamin. mit hoved føles bedøvende, men jeg har det vel stadig ikke sådan, idk godt. det er svære end troet, det med at udregne hvor godt man har det i hjernen, når ens hjerne i ti år har været et kæmpe mosehul, man prøver at kravle ud af. savner beklageligvis at have depression, gode øjeblikke føltes jo nærmest maniske. jeg kan ikke finde mig selv i det her. mit kompas peger på jeg skal have det dårligt, men det sker ikke. så det er som om jeg er på mit dødsleje, u know?