#jeanETTEE | Explore Tumblr Posts and Blogs

thehungoverwriter · 7 years

Text

Følebillen

En nysgerrig ung pige med lidt for meget gallop, falder og snubler over en kæp, hvorved hun lander med synet solidt plantet i jorden.

Det er ikke det største problem, for pigen er vant til at falde, for hun er vant til at have fart på, og hun er vant til at være (lidt) klodset. Som regel er pigen ret hurtigt tilbage på benene, men i dette tilfælde skulle der gå noget tid. Pigen er nemlig landet på et særdeles blødt sted i græsset, og har nu fået øje på en særdeles yndig blomst.

“Sikkenen yndig blomst! Sådan en har jeg aldrig set før!”

Pigen får mavet sig helt hen til blomsten, stadig med øjnene rettet stift mod den. Nu bliver øjnene dog lukket i, og snuden stikkes helt tæt på blomsten, og pige dufter af hele sit hjerte. Iih hvor den dufter, den kære lille hyacinth. Pigen er overlykkelig, og prisgivet, og kan slet ikke få nok af den lille blomst. Hun både navngiver den og giver den komplimenter på dens pagt og især dens duft.

Pigen koncentrere sig så meget om blomsten, at hun helt har glemt at komme tilbage til sine forældre, som hun ellers havde lovet. Men sådan går det jo med forældre; de har det med at afbryde, just når legen er bedst. Hermed afbrydes pigens stund med blomsten altså også, af netop sin moders stemme.

“Jeanettee, det er spiisetid! Kommer du?”

“Mor! Kom og se!”

Et hurtigt kig tilbage på far i køkkenet fortæller moderen, at hun godt kan nå at få sko på og komme ud til sin datter.

Ude bag hækken finder hun pigen, som skiftevis har duftet, rørt og beskuet den yndige lille plante.

“See mor, er den ikke fin?”

“Jo skat, den er rigtignok yndig, sådan en hyacinth.”

“Hyamsindt..?

Den dufter pragtfuld!”

Til forskel fra pigen, er dette ikke moderens første møde med en hyacinth. Der er dog ikke forskel på deres kærlighed til hyacinter, og nu hvor moderen også har fået duftet til blomsten, bliver mor og datter enig om at pigen kan få blomsten ind på sit værelse.

At blomsten kom ind på værelset skulle senere vise sig at være ret skæbnesvanger for pigen, for pludselig havde hun påtaget sig et ansvar. Blomsten skulle leve eller dø, ved pigens beslutninger.

Pigen blev til en kvinde, og det er efterhånden mange år siden, nu, men hun husker stadigvæk hyacinten. Den nåede at bo på hendes værelse i godt en måned, men så en dag var det slut, og blomsten døde. Den lille pige græd og græd, for hun kunne ikke forstå det. I sit forsøg på at vise blomsten så meget omsorg som muligt, var hun kommet til at overvande den, og drukne den.

I dag forstår hun sig på et hav af forskellige planter og blomster, og hun har sin egen lille have, hvor hun bruger rigtig meget tid på at passe og pleje blomsterne. Så dedikeret til sine blomster er hun, og så dygtig til at vise dem frem, at haven er begyndt at få gæster. Oprindeligt var tanken ikke hendes egen, at folk sådan kunne komme og gå, men hendes bedste ven havde rost haven så meget og haft så store tanker om den, at han mente at den fortjente at blive set og nydt af flere end blot pigens nærmeste.

Han lavede hende et meget fint skilt, af træ han havde slebet og med et hvidt lag maling. På skiltet havde han skrevet, med meget syrlige bogstaver: “Velkommen! Haven er åben for alle velopdragne gæster”. Det kunne pigen ikke stå for. Hun var så betaget af at han havde lagt så meget arbejde i det, for hende, og hun var meget bevidst om at han nok forventede at det også blev brugt.

Skiltet inviterede således gæster ind, og havens pragt og idyl var så skøn, at pigen fik både komplimenter og håndøre i donationer. Gæsterne gik derfra med så opløftet humør og så rare fornemmelser, at haven blev et emne de snakkede videre om, og nævnte for deres bekendte. Med tiden voksede både havens og pigens omdømme, og det var stort set hver dag at hun fik besøg.

I dag er netop sådan en dag. Pigen, eller kvinden, går rundt i haven, og passer blomsterne, imens to søde par går separat rundt i haven. Det ene par har været gift i tyve år, det andet par er nyforelskede. Det er forår, og der er romantik i luften. Et af parrene er ved at have været hele haven rundt, og de begiver sig over mod pigen. I samme øjeblik får haven besøg af en ny og ukendt gæst. Det er Følebillen. Følebiller er magiske væsener, som egentlig ligner mennesker meget godt, men de lever og ånder for positive følelser, og de er både tiltrukket og kæmper for dem.

Følebillen er kommet langvejs fra, for at besøge haven. Da haven har været centrum for så overvældende store mængder romantisk kærlighed og idyl, foråret igennem, har det kun været et spørgsmål om tid, før Følebillen ville komme på besøg.

Imens det ældre par er begyndt at rose pigen for den skønne have, står Følebillen og er opmærksom på det andet par. Manden har taget sin partner i hånden, og efter de har duftet til pigens hyacinther, bliver de så hengivne at de giver sig selv til hinanden, og kysser. Følebillen falder helt hen, i en stund, men Følebiller bliver hurtigt forlegne, hvis de falder hen, og så retter de deres opmærksomhed væk. I dette tilfælde bliver Følebillens opmærksomhed rettet mod pigen.

Hun smiler meget forlegent, tydeligt og altid overvældet af selv de mindste komplimenter, imens herren står og roder med sin pung, og damen roser og roser og roser pigen. Herren fisker endelig en femhundredekroneseddel op ad pungen, og just der falmer pigens smil og bliver til nærmest forvirret panik. Det er alt for meget, klager pigen, men den ældre herre har ikke mindre og kommer ikke til at savne den. Han insisterer, og pigen må trække sig, og takke og takke og neje og takke.

Parret siger farvel og tak, og hun forsøger at smile, og vise taknemmelighed. Følebillen står stadigvæk og kigger på, og den er blevet dybt betaget af pigen. Følebillen ser ikke rigtig pigens smil, sådan fungerer Følebillen nemlig ikke, den ser hvad man føler og hvordan man er. Ned ad Følebillens kind triller en lille tåre, for bag pigens forlegne smil gemmer der sig så meget stress og ensomhed. Følebillen ser på pigen og ser kun det pureste lys og varme. Dette er pigens indre, hendes inderste sindelag. Udover det inderste sindelag, er der skygger og stormvejr, mørkt og farligt. For pigen har for længst mistet sig selv, i sine forpligtelser og i de forventninger folk nok har til hende.

Følebillen går direkte hen til hende, hvilket man aldrig ser en Følebille gør, og først er hun en blanding af bange og overrasket, men da hun rigtig ser ham bliver hun tryg. Hun ser det pureste lys, som hun selv går rundt med, og i hans omfavnelse finder hun sig selv igen.

De næste par dage var de to følebiller uadskillelige. Den første dag forlad de ikke huset og på andendagen flyttede de det fine hvide skilt inden for døren, så det fremover kun inviterede allerede inviterede gæster indenfor.

#Hvad synes i?#Følebillen #Mit #Mine

1 note · View note