#tove i love you so much. i can recommend the copenhagen trilogy tho; i dont think anyof her other work is translated to english

[lesbianjonimitchell]

1. Strikketøjet gemmes, naar Mørket falder paa, for det er sket, at Ting er sket, som ingen kan forstaa. Nattelampen tændes,  før Natten bryder frem, for Mørket faar de syge Sjæle til at længes hjem. Nattevagten hyller sig i Sjal og Listesko, det hænder, at hun blunder lidt imellem ti og to. Lange Timers Aandedrag, en Sitren og et Suk — Foraarsnatten gaar forbi, betagende og smuk, til den bitre Morgen naar det triste Hospital, og tyve trætte Kvinder vaagner op til deres Kval.                      2. Sjæle i Nød flakker mod laaste Ruder, Paaskemorgen vaagner i Klokkeklang. Skyggerne staar i Gryet af glemte Guder, øde er Dagen, regnbedrøvet og lang. Øde er Dagens Lyde, nøgne og hvide som Hjemløshedens Skridt i en evig Ring. Værgeløse imod dem, Side om Side,  lytter vi ængsteligt efter de kendte Ting: Køkkenpigernes haarde, klirrende Færden, Vaskefadenes Raslen, Komfurets Ild; den ganske lille og upersonlige Verden, der sænker sig over en sjæl der er faret vild. Langsomt spredes de tunge, betændte Skyer, Solen flakker blaalig og feberspændt — stærke Mennesker lever i store Byer, Skygger staar om os af onde Ting                                                     der er hændt. Stærke mennesker gaar i de brede Gader, en eller anden dér kommer os ved — en eller anden elsker vi nu eller hader, en eller anden delte vi Dagene med. Dæmpet taler vi sammen                                       om Paasken og Vejret  — sjældent, sjældent græder vi eller ler — vi gør os i Stand, taalmodigt og ubesværet, kendt med de dulmende Ting                                             der hænder os her. En ligger stum med evigt foldede Hænder  — sjældent, sjældent bryder vi ud i Skrig — en anden venter Besøg; hendes Øjne brænder som skinnende Fluer                              der summer omkring et Lig. Og Kvinderne uden Mænd og uden Glæder ser paa hinanden og taler om kendte Ting og ved, at den de elsker er andre Steder og ved, at Livet gaar i en dødsdømt Ring. Og ved, at han der kommer                                             med Søndagstoget og bringer Blomster og Smil og forkerte Ord, dybt i sit villige hjerte har svigtet noget, der gennemlyste hans Sjæl som et Stjernespor. Og hun der venter                               med feberbrændende Øjne og Hænder som Fugle paa Flugt                                                 i et lukket Rum glemmer hvergang,                at /de/ Hænder var haarde og nøgne, der efterlod hende her, forfærdet og stum. Og hun, der ængstedes for                                           hvad Folk vilde sige og tav til hans grove og dovent skjulte Bedrag, har Dødens og Haabets Drømme                                                  i Mundens Vige og lyver sig skælvende gennem den øde Dag. Roligst er hun der venter                                   ved Vanviddets Strande paa en som ingen i Verden                                       har set eller kendt — hun alene ejer et Lys om sin Pande som en, hvem usigeligt                                   dejlige Glæder er hændt. Snart gaar Portene op, og den grove Jakke, den hvide Flip og de pudsede Sko træder ind. Hænder vil søge hinanden og Læber snakke, Ord flagre magtesløst mod forpinte Sind. Og kvinderne uden Mænd                                         har pjuskede Vinger og søvnløse Øjne, med Flager af Ensomhed skjult i de søgende Hænder der intet bringer, men søger og venter                                hvad ingen i Verden ved. Og snart er vi glemte igen og alene tilbage, med Lugt af Tobak og Søndag                                       i Hænder og Haar — en lille Flok Mennesker                          drevet til Havs paa en flage af Lede og Længsel som ingen derude forstaar. Maaske faar vi Mod engang                                       til at se paa hinanden og kende vort eget stedse brændende Savn — vi der vandred mod Lyset i Himmelranden og knustes af noget                             vi ikke tør nævne ved Navn.

SYGE SIND by Tove Ditlevsen, Blinkende Lygter, 1947