torturinstrumentet

[torturinstrumentet]

Når indersiden kommer på ydersiden

Alle mine dagbøger ligger i noter på min computer, men jeg tror, jeg når længere  igennem mine processer, hvis jeg risikerer noget mere, det her er halvt offentligt halvt anonymt, fordi ingen i virkeligheden ved hvem forfatteren er, medmindre forfatteren giver sig til kende. 

9/8/2017 00.57:09

Musik: Fetich, Selena Gomez

I to år har jeg ca. holdt det hele ud, selvom det har været hårdere nogle dage end andre, har jeg formået at holde facaden. Jeg har ikke helt været klar over, om det var en facade, eller om den anden side af mig var en facade. Man udvikler sig hele tiden, derfor kan jeg ikke sige at delen af mig, hvor jeg egentlig er pisseligeglad med alting, pissehård og sikkert den største kællingebitch til dato mod alle, dem der fortjener det og dem der ikke fortjener det, ja den del af af mig, kan jeg næppe bortforklarer som værende en facade. Jeg har egentlig aldrig påstået at det er en facade, faktisk har jeg derimod ofte beskrevet mig som værende sådan. Men er jeg sådan? Jeg var hvert fald ikke sådan her før det hele skete. Jeg har helt sikkert nogle af trækkende, men jeg er endnu ikke klar over, om det her virkelig er mig? Det skifter ekstrem meget, nogle gange fortæller jeg mig selv at jeg slet ikke skal være i et forhold, at jeg slet ikke skal have nogle veninder eller venner, ja ofte fortæller jeg mig selv, at jeg slet ikke behøver nogen. Det er vigtigt at være så følelsesmæssigt uafhængig af andre og stabil som muligt. Jeg tror, jeg poster nok nogle af mine breve til ham på et tidspunkt, fordi hvorfor ikke? Det er rart, at jeg har holdt regnskab og skrevet jævnligt omkring hele processen og rejsen, som slet ikke er ovre endnu, fordi så kan jeg selv kigge tilbage, og hver gang jeg savner noget, skal jeg bare læse de breve her, så forstår jeg pludselig hvorfor, hvorfor jeg er nået så langt igennem. Jeg forstår pludselig nogle af mine valg og mig selv. I dag spurgte jeg min mor om man ikke havde det sjovere jo mere uvidende man er, altså jo mindre man er i stand til at forstå og jo mindre man ved, jo sjovere må man have det. Det hele kan virke så uoverskueligt, farligt og nærmest forvirrende, jo mere man ved. Jo ældre jeg bliver, jo mere bange bliver jeg, jo mere tilbageholden bliver jeg. Som lille var jeg meget udadvent, men det har helt klart ændret sig hen over teenageårene. Jeg er ikke længere så udadvant og kontaktsøgende, og på nogle punkter er det måske godt, fordi jeg har helt sikkert været meget irriterende, og ikke alle har synes lige godt om mig. Venner som jeg troede jeg havde, har måske ikke haft det på helt samme måde som jeg, og i dag er det da rart nok at kunne gennemskue folk. Det er da også til tider rart at have lidt mere realitetssans og situationsfornemmelse, men på engang holder det mig også mere tilbage. Jeg har ikke længere lyst til at søge så vidt og fast venner, faktisk har jeg slet ikke lyst til at søge venner. Det er ikke at jeg ikke har lyst til at have trofaste, loyale og gode venner, som man glemmer tid og sted med, det vil alle vel i sidste ende. MEN processen dertil er forfærdelig, og holder mig tilbage. Virker jeg for clingy? Er jeg ikke interessant nok? Ser jeg noget andet end de gør? Jeg magter ikke at have de bekymringer længere, og det har jeg ikke gjort i en meget lang periode, ikke siden syvende klasse faktisk. Det er befriende, men det afholder mig helt sikkert også for at opnå nogle ting og nogle bekendtskaber. 

Jeg har indtil videre holdt rigtig godt sammen på det hele, jeg er ikke typen - jeg er blevet typen, som ikke smiler særlig ofte, jeg beskrives sikkert som sarkastisk, moody og bitchy - og på den måde har jeg kunne stabiliserer tilværelsen for mig selv. Men her i ferien, en dag hvor min mor, søster og jeg skulle i et shoppingcenter, som vi ofte har besøgt grundet min afdøde mormor, der oplevede jeg det mest frygtelige. En følelse jeg aldrig nogensinde har oplevet. Jeg følte mig så depressiv, energiløs og komplet ude af stand til at foretage mig noget. I centeret vandrede jeg rundt for mig selv som en zombie, der var ingen årsag til mit deprimeret-jeg. Der er ofte, at jeg ikke altid er glad, at jeg ofte føler mig trist, men der lægger ofte en årsag bag, det er ofte en ting, et menneske eller en grund, som har været skyld i mit dårlige humør. Den her gang var det uforklarligt. Jeg havde ingen årsdag, men min psyke kunne ikke klare det. Derfor stak jeg af, jeg kunne ikke klare menneskemængden, lys, stemmer og lyde. Det føltes, som jeg tror det føles for autistisk-lidende. Men det har aldrig sket for mig før. I hele starten af sommerferien har mit humør været rigtig dårligt, jeg har været ekstra agressiv og irritabel, men aldrig nogensinde havde jeg oplevet det på den her måde. Det gik over to dage efter, og jeg troede det var en engangsforestilling. Senere hen tog vi på ferie sydpå, og jeg var meget glad, gladere end jeg havde været længe, også skete det igen. Det var som om, jeg blev hevet ned i et hul. Jeg oplevede det exact same. Det farligste, mest væmmelige er, at jeg ikke kan forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det, når jeg får de her “anfald” eller de her “tilfælde” Det er uforklarligt. Når der ikke er nogen årsag, kan jeg heller ikke kurere det eller for det til at forsvinde.

Jeg har igennem min ferie læst og studeret symptomer for depression, og egentlig kan jeg godt genkende nogle af punkterne, men jeg har svært ved at se troværdigheden i de teste, punkter og symptomer, som der er. Det kan skyldes ganske normal teenage-periode. Men min søvn og døgnrytme er helt sikkert helt fucked up, og det kan gå hen og blive så farligt for mit helbred. Så læste jeg omkring appetit, og der er det lige modsat. Jeg elsker mad, og desværre er det nu gået hen og blevet således, at jeg har næsten svært ved at stoppe mig selv i at spise, hvis det er noget, som smager godt. Så er det egentlig vilkårligt, om det er usundt eller sundt, hvis smagen er god, kan jeg fortsætte i en uendelighed. Punkterne omkring energidræning og magteløshed passer rigtig godt. Derudover finder jeg også alting uoverskuelige. Suk, simple ordrer eller uenigheder kan være meget irritable og uoverskuelige for mig. Jeg ændrer adfærd, når det sker, at jeg bliver irritabel, jeg bliver oftest agressiv, meget kort for hoved og hidsig. Det sidste punkt jeg lagde meget mærke til var selvmordstanker. Det er et stort tabu at indrømme, hvis man døjer med selvmordstanker, men mine mener jeg alligevel er ret anderledes end ellers. Jeg ved, og derudover står der også samtlige steder at de fleste depressionsramte samt dem som lider af selvmordstanker, de bebrejder dem selv hele tiden. De har lav selvtillid og regner ikke dem selv for noget. Det er meget omvendt for mig. Jeg regner mig selv for meget, min selvtillid fejler ikke som sådan noget, og jeg bebrejder sjældent mig selv. Mine selvmordstanker går ikke på at jeg ikke er god nok, eller at ingen elsker mig eller kan lide mig, selvom det kan de fleste ikke. Men det er jeg til gengæld selv skyld i. For det er sådan jeg “kreeret” mig selv. Mine selvmordstanker dukker op af og til, men de ses ikke som ekstremistiske. Jeg mener bare, nogle gange er det meningsløst at kæmpe for nogle ting. Der er udveje som er lettere. Jeg opvejer værdien i nogle ting, hvorfor er det her værd, hvorfor er det her ikke værd? Derfor mener jeg også, når tingene er lidt for komplicerede, hvorfor i alverden tager jeg ikke og hjælper mig selv, finder den letteste udvej og dermed løser konflikten. Hvis det indebærer at give slip på sig selv og verdenen, hvorfor gør jeg det så ikke?  En anden ting er - der vil ikke være nogle, der ligger til skyld for nogle af de her tanker. Vist har jeg meget vrede, sorg og ikke mindst had til rigtig mange mennesker, som helt klart har formet mig til den jeg er. Men i sidste ende er det mit valg og ikke deres. Ingen vil nogensinde tricke mig til at gøre nogle ting, som jeg ikke selv vil. Det er jeg for selvstændig til. Mange mennesker har forladt mit liv på tidspunkter, hvor jeg havde allermest brug for dem. Jeg lægger altid for meget i et venskab, i en relation eller i en anden sammenhæng med mennesker. Det irriterer mig. Man ender i sidste ende mest at blive såret, og alligevel selvom jeg trofast lover mig selv ikke at udsætte mig selv for samme omgang, så lærer jeg det aldrig. Jeg gør det igen. “Heldigvis” går der længere og længere tid mellem perioderne, hvor jeg åbner mig helt op for et menneske og binder mig, knytter mig og generelt giver mig selv til et andet menneske. Jeg ser det som en rejse, og selvom jeg fortæller mig selv hver gang, det her vil ikke holde for evigt, det skal du være klar over. Ja, så gør det sgu lige ondt hver gang, når de forlader mig. Jeg har kun forladt ET eneste menneske på baggrund af store konflikter, som aldrig nogensinde ville løse sig. Til tider har jeg ikke selv givet slip på minderne, stunderne eller hende. Men som tiden går heler alle sår. Det skulle man hvert fald tro. Jeg hænger mig meget fast i  fortid, det er ikke noget jeg har lyst til, og jeg kan ikke forandrer det. Jeg husker tydeligt mine folkeskole år, hvor mange andre muligvis har glemt det meste. Jeg glemmer ikke hierakierne, jeg glemmer ikke de onde personer, jeg glemmer ikke de populære, de upopulære, eller hvordan det hele var opbygget. Skolesystemer er forfærdelige og gavner sjældent nogle. Børn er onde. De er frygtelige og lede. Men hvad for os virkelig til at tro, at vi er bedre? Det er vi ikke. Langt fra. Vi er måske ondere, fordi vi ved mere. Vi er mere bevidste om det, derfor skjuler det sig bedre, men rammer os hårdere. Jeg vil rigtig gerne forbedre mig, forbedre dét at glemme fortid og lægge den bag sig. Man kan ikke for altid gå og hade de folk, som engang ødelagde ens tilværelse og ødelagde en fuldstændigt. For vi var jo bare børn. Men det sætter sig, og for mig forsvinder det aldrig nogensinde. Jeg har lagt mærke til, for hver gang jeg lukker et nyt menneske et, som kan distraherer mig lidt for min fortid, så glemmer jeg alligevel ikke helt nogle og tingene, og en ting er helt klar - når personen så uventet forlader mit liv igen, trækker fortiden sig dobbelt så meget på. 

I dag snakkede jeg også med min mor om tanker. Jeg spurgte hende til hendes fortid og barndom. Jeg spurgte dernæst: “Tænker jeg for meget?” og hun svarede mig lige med det samme. “Ja, alt, alt, alt for meget.” Jeg overtænker ting. Det har jeg egentlig nok gjort det meste af mit liv, men jo ældre jeg bliver, jo mere overtænker og overfortolker jeg tingene. Jeg er et hadefuldt menneske, det kan jeg ikke ændrer på. Jeg tilgiver aldrig, og jeg glemmer slet ikke noget. Det er derfor det er svært at bevæge sig videre. Jeg kan ikke ligefrem påstå at det hjælper mig at skrive alle mine tanker og følelser ned. I momentet hjælper det, men efterfølgende blive jeg egentlig klar over mine tanker, det er som om de bliver understreget lidt mere, og det gør mig egentlig endnu mere depressiv. Til aftensmad skulle min mor og jeg købe aftensmad, og vi valgs en let løsning, så vi gik ned i byen for at købe noget fastfood. Meningen var at vi skulle have haft kebab, pomfritter. Men så var det, at jeg så ham sidde derhenne. Min mor og jeg er så ekstrem tætte, hun ved alting. Et blik og så vendte vi 180 grader rundt og fandt et andet sted. Jeg kan ikke bærer, at jeg stadig ikke kan gå forbi ham eller lade ham se mig. Jeg ved det er så lang tid siden nu, og jo flere dage der går, jo mere ovre og igennem er jeg, men det crasher det hele ligeså snart jeg så ser ham igen. Det er hverken glæde og langt fra kærlighed, jeg føler, når jeg ser ham. Det er allermest had, følelsen af forrådelse og afsky. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg ved, når jeg ser ham, når jeg ser noget, hvor han er inkluderet, så flygter jeg. Mine allertætteste omkring mig, de ved hvordan jeg reagere, når det sker, derfor hjælper det mig meget, at de oftest har forståelse for det. De forstår det ganske vist ikke, men de tvinger mig aldrig til at konfronterer situationen, som jeg alligevel ikke ville være i stand til. Det var ret underligt at se ham. Jeg tænkte meget over hvem han var sammen med, hvorfor han var der, hvad han lavede der? Han sad alene, da jeg så ham. Men det gør han aldrig, så derfor er jeg sikker på at han heller ikke var alene denne gang. 

I dag skrev idioten også til mig. Jeg svinede ham til endnu igen. Jeg har engang truet ham, og jeg sviner ham ofte til. Det er 6 måneder siden vi har haft kontakt, og i alt har han skrevet 3 gange. Han ved intet omkring mig mere. Han ved ikke hvodan jeg har det, han ved ikke jeg hader skolen og at alting er forfærdeligt på den. Han ved ikke mine karakter-.Jeg tvivler på, han ved hvem jeg er længere. Han kender ikke mit jeg, som jeg er nu. Han ved ikke, hvordan min personlighed er lige nu. Han ved det impelthen ikke, og det er helt hans egen skyld. Han er den der er ansvarlig for det hele. På den måde han forskelsbehandler min søster og jeg, forstår jeg helt fuldt ud, hvorfor hun hader ham mere end jeg. Det er næsten umuligt. Jeg kan ikke finde ud af om jeg var psyket og manipuleret mig selv så meget, at jeg rent faktisk stadig savner ham, men en ting er sikkert - jeg fortæller mig selv og alle andre at jeg ikke savner ham. Derfor ved jeg faktisk ikke helt, om jeg egentlig skjuler noget for mig selv. Måske savner jeg ham alligevel, han har trods alt været en stor del, før han skred. Tingene har forandret sig så meget siden han var til stede i mit liv. Det er ret underligt, men jeg kan slet ikke huske tiden inden, jeg husker ikke hvordan min personlighed eller hvordan jeg var. Det er en underlig følelse at tænke tilbage på. Mange ting forandrer sig meget hurtigt. Det skræmmer mig. Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg føle eller reagere i nogle situationer, og det skræmmer mig nok lidt, at jeg ikke kan kontrollerer alting og forudsige alting. Jeg er blevet meget kontrollerende. Jeg har altid været lidt dominerende, men efterfølgende alting, ja alt der er sket, så er jeg helt klart meget mere kontrollerende og dominerende, og det er en dårlig ting. Jeg er blevet så selvstændig, at jeg ikke længere kan arbejde sammen med andre, og det er jeg faktisk ked af det over. 

Nu starter jeg snart i helvede igen, og jeg frygter det så meget. Jeg har helt angst over det, og igen får jeg følelsen af uoverskuelighed. Mon jeg skal sidde helt alene igen endnu et år, mon jeg kan bløde lidt op over for alle det her år? De kender mig som bitchen, som den hårde, som én som melder sig ud af fællesskabet på trods af selvstændighed. Jeg er ikke sikker på, det er sådan jeg egentlig ønsker at være, men det er sådan jeg er blevet, og jeg kan egentlig ikke ændrer det så meget, selvom jeg vil prøve.