varmluft-blog

[varmluft-blog]

STANDERHEJSNING

Det er lørdag aften, jeg sidder her foran tastaturet, er godt træt i hele kroppen, har været på flyvepladsen hele dagen. I dag var den første dag i den nye sæson, og noget vi havde glædet os til, alle sammen. Jeg havde ikke planer om at flyve i dag, flere af S-piloterne skulle have deres PFT check, så jeg havde allerede hjemmefra forberedt mig på en dag på jorden. Derfor kom det som lidt af en overraskelse da en klubkammerat gav mig hans plads. Så pludseligt sad jeg der, og en fem minutter senere var vi i fem hundrede meter, i kraftig blæsevejr, og flere gange troede jeg at svimmelheden skulle få krammet på mig, men det gik, og det lykkedes mig også at få landet flyvere uden assistance bagfra, til trods for den kraftige vind. Og så er vi i gang. Sæsonen 2019 er i gang, jeg er flyvende! 

Denne her blog skal derfor også skubbes i gang, jeg har længe gået og tænkt på at formulere mine observationer på skrift, men har sjældent følt mig klar til det, uden helt at kunne svar på hvorfor. Her den anden dag fik jeg at vide at jeg var “god til at tale.” Hvorfor er det så så svært at skrive? Det er det måske i virkeligheden heller ikke. Måske har vi bare brug for en, der helt overraskende giver en sin plads, og på den måde kastes ud i det. Jeg vælger at tro på at det var det der skete i dag, at det på sin egen særlige måde var en hentydning til mig, et kærligt skub - bare gå i gang! Så det er det jeg gør, og her sidder jeg så, og skriver. Drømmer om at formulere den stærke forbindelse jeg oplever mellem svæveflyvningen og resten af mit liv - særligt kreativiteten - på en forståelig måde, det er ��nsket. Men hvor skal jeg starte? Hvordan får jeg lige skrevet det ned jeg gerne vil? Det gør jeg vel netop ved at tænke på de mange paralleler der eksistere imellem svæveflyvningen og kreativiteten. På den måde er det her jo et helt åbenlyst eksempel på en af de ting som svæveflyvningen lærer mig.

For at kunne flyve svævefly, ja, der skal man først og fremmest gennem et skolingsforløb, der er ingen der flyver fra Sjælland til det nordlige Sverige og hjem igen på deres første tur. Nej, på den første tur handler der i alt sin enkelthed om at holde farten, flyvefarten, bare ligger der på nogle og halvfems, og holde den der, det er det hele, ikke noget med at dreje, og kurve, og rulle eller loope, eller flyve langt, bare holde farten, og når man har ligget der, måske lige prøvet at vende den, bare et lille drej, med hjælpe fra instruktøren i bagsædet, så tilbage til at holde farten. Det er det hele, og det er mere end rigeligt. Det er det jeg tænker på når jeg skriver nu, jeg har sat et ur på treogtredive minutter og treogtredive sekunder, for jeg læste et sted at det er den maksimale længe tid et gennemsnitligt menneske kan holde koncentrationen, så det er det jeg gør, jeg tænker på de treogtredive minutter som min første tur i et svævefly, og jeg prøver bare at holde farten, bare ligge der på halvfems, bare skrive, ikke for hurtigt, men heller ikke for langsomt. Flyver man for langsomt i et svævefly da “staller” man til sidst, svæveflyet falder ud af himlen, da vingerne ikke længere bærer, men flyver man for hurtigt risikere man - i værste fald - at vingerne falder af. Begge måder er lige farlige, for de ender begge på jorden, det giver sig selv. Så jeg holder den på halvfems, jeg holder den bare kørende - eller rettere flyvende.

Kigger på uret, der er femten minutter tilbage, jeg skal skrive femten minutter mere, og der er hårdt. Kommer til at tænke på en af mine første flyvninger, da alt var nyt, jeg holdt simpelthen så hårdt om pinden, min krop var spændt som en flitsbue, med det til følge at jeg blev super flyvesyg, mistede orienteringen, og blev opfordret fra bagsædet af til at: “ Slappe af, for helvede!” Alt begyndelse er svær, men en vigtigt læring består i at slappe af, og som jeg efterfølgende blev gjort opmærksom på - i en noget mere afslappet toneleje - at flyet flyver selv, pilotens eneste opgave er blot at lave små justeringer, lytte til flyets bevægelser, og lave små justeringer, holde helt let om pinden, og følge med. Noget der gjorde stort indtryk på mig, og som jeg med det samme tog med mig hjem fra flyvepladsen. Bare sådan en enkelt lille ting, og med et faldt flyet til ro. Min manglende erfaring gjorde mig anspændt, om med den anspændthed opstod uroen i flyet, og så i mig, som så bare forstærkede sig selv indtil det hele sejlede og jeg ligbleg med snurren i fingerspidserne rullede ud af cockpittet.

Så jeg sidder her, der er ni minutter tilbage, og jeg er i gang, jeg bliver ved, jeg tænker på at dette her skriveri minder meget om at flyve. Jeg hænger deroppe, skriver, der er ingen mulighed for at springe fra, jeg er nød til at følge det til dørs, jeg kan ikke bare rejse mig i afmagt, sige at dette her skriveri går dårligt, jeg er nød til at lande det, og jeg er på den måde stadig i fire hundrede meter, landingsrunden skal startes i to hundrede meter id for banekrydset, jeg skal til at runde mit skriveri af i tre minutters højde, og når jeg kommer ned, om det så er gået godt eller dårligt, være stolt over at jeg er gået i gang, og minde mig selv om at ting tager tid, og det samme gør sig gældende for det at skrive, man skal have nogle timer ind under bæltet, akkurat som i svæveflyvning. Nogle er hundrede timer om at lære det, andre fanger det på under tyve, det er ikke til at sige, men en ting er sikkert, det kræver vedholdenhed. Da jeg fløj solo sidste efterår roste en af instruktørerne mig for den udholdenhed det krævede at nå et niveau hvor jeg kunne flyve selv. Det gjorde mig stolt, for det mindede mig om at ting tager tid. Vi lever hektiske liv, og alt skal gerne lykkedes første gang. Svæveflyvning er på mange måde det stik modsatte af hvad der sker i vores samfund lige nu. Det er på så mange måde helt unikt. Jeg håber på at kunne formulere præcis hvad det er jeg mener når jeg skriver sådan, men jeg forstår også at dette ønske er uden for glideafstand, og jeg er en begynder, og tager min begrænsede erfaring på mig, med bevidstheden om at det en dag nok vil lykkedes, at det med sikkerhed bliver helt anderledes end jeg forestiller mig nu, og at det er helt i orden. 

1:24 tilbage. Jeg kalder op: “Glider Mike Foxtrot på venstre medvind til bane 29.” Jeg trimmet til hudrede og ti kilometer i timen. Holder øje med banen, den er fri. Drejer fem og fyrre grader. Holder øje med banen. Drejer ind på finalen, trækker luftbremser, fokusere på banens form, holder glidevinklen, ligger lidt for lavt, slækker lidt på bremserne, der er modvind, jeg følger flyet ned, flader ud, svæver et stykker over græsset til flyet noget hårdt sætter sig, jeg ruller ned af banen, korrigere med sideror, jeg flyver flyet til det holder stille, jeg skriver til uret ringer. 

- M.L.

[varmluft-blog]

Alt begyndelse er sært.

 Det er aften, solen er ved at gå ned over markerne, de knas tørre og alt for korte hvedemarker, ikke højere en mit knæ, men flot ser det ud, når man ikke behøver bekymre sig om udbytte, kroner og øre som landmændene. Børnene putter ovenpå, imorgen er det sommerferie, sådan for alvor, for det er mandag, den første mandag i ferien. Det er også den første dag her, på denne ydmyg blog, en blog, der med alt sandsynlighed kommer til at handle lidt om det hele, men mest om svæveflyvning, for det er det der fylder i mine tanker, fylder i mit liv, på næsten alle tænkelige måder. Siden jeg begyndte at flyve har mit liv ændret sig, somme tider bruger jeg udtryk som; “fuld cirkel,” og “tilbage til noget oprindeligt.” Jeg kan virkeligt blive grebet, og lader mig gerne bære med af min inspiration. For det er svæveflyvning for mig, min inspiration. Den, og så min kone, og børnene, og skoven og havet, og sådan kunne jeg blive ved, ( hvilket jeg med alt sandsynlighed ender med at gøre.) 

 Så nu er det begyndt, det første skridt er taget, de første ord skrevet, så må vi se hvad der sker, hvad der skal skrives, og hvordan. Det har længe været et ønske hos mig at nedfælde mine oplevelser her i livet, men jeg har tøvet, eller rettere; tvivlet, for jeg har desværre ikke de store tanker om mine egne evner som forfatter, men hey, hvorfor ikke, man har kun det skæg man selv sidder på, og det er lige netop det jeg ønsker for denne blog, at have det skægt, og jeg håber at du - kære læser - vil nyde at læse disse små beretninger, betragtninger i ligeså høj grad som jeg nyder at skrive dem.

 - M.L.