fredagaften-blog

[fredagaften-blog]

Gaza

Jeg har aldrig sat mig grundigt ind i Palæstina-spørgsmålet. Det meste af mit politiske kompas i den sag har jeg fra gamle venner og bekendte, der har været fredsvagter eller andre former for solidaritetsarbejde i Palæstina. Så jeg er på ingen måde ekspert i sagen.

Men i dag stod jeg og lavede aftensmad alene i køkkenet og hørte orientering på P1. Journalist Nikolaj Houmann gav en rapport om situationen fra Gaza, hvor han har været de seneste dage.

Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg stod og stortudede ude i køkkenet med radioen kørende og gulerødder og fennikel ud over det hele. Det var især Nikolajs svar til intervieweren, da han fra studiet spurgte hvorfor unge mænd løber mod hegnet med ikke andet end en stenslynge og et par sten i hånden, mens der sidder skarpskytter klar til at skyde for at dræbe. ”Jamen, de ved jo de bliver skudt” sagde P1-værten fra studiet i København. Nikolaj svarede roligt: ”De unge mænd og kvinder jeg har talt med, de har ingen tro på fremtiden.”

De har ikke noget liv. De er blevet født, de lever og udsigterne ligner at de også må dø i det fængsel som den Israelske stat har bygget rundt om Gaza. De er født ind i modstanden mod overmagten. De tror ikke på fred, de tror ikke på en løsning. Der er ikke andet end at kaste sig ind i den politisk ofring. På den ene side af aktionen Gaza Return March en symbolsk aktion, fordi alle godt ved, at Israel Defense Forces aldrig vil lade marchen gennemfører. På den anden side er aktionen – der har stået på i 7 uger - PÅ INGEN MÅDE symbolsk, eftersom det er selve kampen for et liv, der er på spil. Og i bogstaveligste forstand også indsatsen i aktionen. Tilmed bliver der udleveret kort over området på den anden side af hegnet, så man vej hvor man kan løbe hen, hvis nogle enkelte skulle få muligheden for at slippe igennem snigskytterne, dronerne, tåregassen, vandkanoner osv. osv. En helt vanvittig aktion, der samtidig giver mening, netop fordi, der intet håb er. Håb uden håb!

Uanset hvad man mener om internationale eller geopolitisk forhold i Mellemøsten, USA, Europa og Rusland, så er situationen i Gaza et barbarisk tilbagefald for fantasien om et menneskeligt fællesskab. Gaza er ikke blot en uretfærdighed. Gaza er vestens nedsmeltning i eget barbari.

Jeg synes ikke jeg selv er fintfølende – og slet ikke hvad lortenyheder angår. De kommer kræftæd’me i en lind lort hele dagen lang. Men jeg har aldrig kunne kigge på filmklip på facebook af Israelske Soldater, der anholder børn (spørg ikke hvorfor, men den slags kommer forbi mit feed – ikke så sjældent faktisk). Jeg kan ikke. Situationen i Palæstina og især Gaza er uretfærdig på en helt vanvittig radikal måde, der får mit system til at bryde sammen.

På en måde var det vesterlandsk, hvid-middelklasse-mande-europæisk-patetisk at begynde at græde i køkkenet over en årstidernes måltidskasse, fordi jeg hører om barbari og død og ødelæggelse langt væk. Det var det første jeg tænkte. Og det er jo også delvist rigtigt.

Men som en god ven sagde til mig for lidt siden, så er det nok meget godt ikke at lade det hele passerer helt uden nogen følelser. At kunne græde til P1 Orientering er måske – jeg ved det ikke helt – et sundhedstegn. Måske er gråd i det mindste et værn mod kynismen.

Free Gaza!!!

[fredagaften-blog]

Anmeldelse af: Rune Møller Stahls phd.-forsvar, 5 stjerner

Det var med stor fornøjelse, at jeg havde fået en plads i det alt for lille og fuldstædig proppede undervisningslokale (det skulle helt klart havde været et større auditorium, pladsmanglen og varmen taget i betragtning) på det gamle kommune hospital, hvor Institut for Statskundskab gemmer sig. Her skulle Rune Møller Stahl forvarer sin afhandling ”Economic theory, politics and the state in the neoliberal epoch”.

Lederen af phd.-skolen bød velkommen, men en lidt Søren Pind-agtig udklædning, en lang kappe, der skulle gøre det klart at phd.-forsvaret er en meget gammel intellektuel sportsgren. Og selvom vi på de bagerste rækker først sad og fnisede teenager-agtigt af denne traditionalistiske udklædning, gjorde det egentlig noget godt. Der var lagt i ovnen til akademisk værtshusslagsmål. Opponenterne var tre velklædte hvide herre (formentlig professorer af en art, husker ikke deres navne, jeg tog ingen noter. Det er vel i grunden heller ikke så afgørende).

Jeg tager med mellemrum til phd.-forsvar - desværre ikke så tit som jeg burde – og kan generelt godt lide det lidt opstyltede akademiske slagsmål. Det er på en måde kun phd.-forsvar og akademiske konference-situationer hvor der bliver gået i dybden med teoretiske og videnskabelige problemer. Altså udover på værtshuse og andre forsamlinger hvor folk kan sidde og skændes over akademiske abstraktioner og fadøl. Kvaliteten af samtalen bliver ofte også derefter. Det er helt klart en kvalitet, at man har op mod tre timer til at drøfte en enkelt afhandling.

Hr. Stahl startede med en meget komprimeret gennemgang af afhandlingens hovedpointer. Her godtgjorde han – i en materialistisk og gramsciansk teoretisk ramme – hvordan neoliberalisme som politisk strømning og bevægelse var opstået og hvordan den øjensynligt havde sat sin politiske vilje igennem i perioden efter krisen i 70’erne frem til omkring krisen 2008 – 15. Netop periode/paradigme/hegemoni/epoke-begrebet (hvis man overhovedet kan smide dem i en bunke) blev senere på dagen genstand for en art teoretisk disput.

Stahl fremdrog blandt andet hvordan – med en empirisk case fra Danmark, båret af et elite-netværksstudie ala Ellersgaard, Grau Larsem mfl. – hvordan ”Det økonomiske råd” havde været vigtig for at producerer og reproducerer den neoliberale økonomiske konsensus. Økonomiske ideer var ikke blot en abstrakt ideologi, men et sæt af politiske ideer og en politiske bevægelser med mennesker og interesser bag. God pointe i en tid hvor neoliberalisme tit bliver betragtet som et abstrakt monster. Hvad det kun delvist er ☺ En anden væsentlig analyse, var Stahls analyse af hvordan økonomiske ideer og økonomisk teori, både har en strategisk (det var ikke det ord han brugte, har glemt det) og legitimerende funktion. De økonomiske teorier og modeller er en måde for politiske eliter at begribe fremtiden – der på et fundamentalt ontologisk niveau er usikker. Økonomiske teori og modellering er i politisk forstand et forsøg på at planlægge hvad der skal ske i fremtiden. En strategisk bearbejdning af fremtiden. En art normativ fremskrivning af ”hvad der bør gøres”, for eliterne.

På den anden side har økonomiske teorier og ideer også en legitimerende funktion. Det vil sige, at de økonomiske teorier i en art bagudrettet bevægelse legitimerer politik der føres, eller er blevet gennemført, ved at fremhæve de økonomiske modeller som ægte videnskab. Økonomisk teori som legitimation af klassekampen for oven. Med andre ord er nødvendighedens politik – som alle taler om for tiden – klassekamp fra oven pakket inden som videnskab. Økonomi er politik, per definition.

Et afgørende begreb fra Rune Møller Stahls forelæsning var begrebet om ”interregnum”. Et begreb som Stahl satte i forbindelse med den italienske marxist Antonio Gramsci og hans såkaldte ”fængselsoptegnelser”. En af Stahls afgørende økonomihistoriske og politiske økonomiske konklusioner var, at krisetiden efter det keynesianske hegemoni fra efterkrigstiden, på flere måder lignede den situation vi har i dag. Et paradigme er brudt sammen, men et nyt er endnu ikke født. Interregnum var det begreb, der blev brugt til at beskrive hvordan en sådan mellemfase mellem to paradigmer eller økonomisk politiske konsensus’ser virker kaotisk eller uafklaret. Med andre ord, lever vi i en tid hvor der – efter Stahls opfattelse – er politiske brydninger både politisk og økonomisk. En tid – ligesom 70’erne – hvor der er kamp om hvordan det kommende politiske og økonomiske hegemoni skal etableres.

En rækker andre analyser blev også foretaget, ikke mindst en række spændende historiske sammenligninger.

Klapsalver og pause – ned og ryge dobbeltsmøg. Snakke, snakke – op igen til anden halvlej. 15 minutter gået.

Så startede hundeslagsmålet. På mange måder det meste ”spændende” eller underholdende ved disse phd.-forsvar. Opponenterne startede alle med at skamrose Stahls afhandling. Selvom det er kutyme at man består et phd.-forsvar, er det i princippet en eksamen. Men den slags kedsommeligheder, som enhver test nu en gang er, skulle ingen spille tiden på. Heldigvis!

Den første opponent – tror han var ansat ved universitetet i Warwich, men jeg tog ikke noter – gik i krig med paradigmebegrebet. Han havde en, for mig god og tankevækkende pointe, nemlig den, at paradigmeanalysen altid analytisk og metodisk fokuserer på, at der kommer et nyt paradigme, efter det sidste er brudt sammen. Hans spørgsmål var simpelt: ”Hvad hvis der ikke kommer en ny politisk og økonomisk konsensus?”. Tager paradigmeforskningen ikke forgivet at paradigmet altid vil etablerer sig før eller siden? Ganske hvis er der perioder af krise og uvished, heraf begrebet interregnum, men er det ikke en metodisk svaghed, at forudsætte at et nyt paradigme vil etableres? Og hvis dette er tilfældet, vil det så ikke kunne sætte paradigme eller epoketænkningen i en slags teoretisk krise?

Dette førte til en metode diskussion, hvor Rune Stahl måtte fremhæve, at vi altid udsætter den historiske specificitet for en art metodisk vold ved at lægger analytiske begreber henover historieskrivningen. Derudover havde den økonomiske historie som fag, den ulempe altid at ville dekonstruerer enhver makrohistorisk eller tendentiel betragtning. Det virkede til at Stahl slet og ret fandt denne dekonstruktion irriterende. Der må være en dialektik mellem begrebet og dets genstand, der i dette tilfælde var de økonomiske ideers historie og deres virkning.

Den næste opponent virkede til at være en art gramscianer, eller i det mindste ekspert i Gramsci. Personligt er jeg ikke Gramsci-ekspert, men har altid betragtet ham som en art marxistisk spindoktor (og det er ikke ment som noget godt). En slags overbygningsmarxist (det er sikkert helt utilstedeligt at sige. Som sagt jeg er ikke ekspert). Ikke des mindre blev det til en større botanisering i Gramscis teoretiske vokabular. En ret spændende botanisering fra os på tilskuerrækkerne.

Der blev mere og mere varmt i lokalet (det var omkring 25 grader udenfor), og med 80 mennesker til 60 stole, var der en god akademiske prutte-stemning efter 2,5 times akademisk hundeslagsmål over Gramscis begreb ”interregnum”.

Tredje og sidste opponent, der også var såkaldt formand for bedømmelseskomitéen, var foucaultianer. Det lyste ud af ham. Og han gik da også lige efter struben på Rune Møller Stahl. Jeg følte mig i denne del af boksekampen mere på hjemmebane og havde faktisk i en periode kraftige sympatier til fordel for opponenten. Stahl havde, ifølge opponenten, lidt for lemfældigt affejet Foucaults neoliberalisme-studier og Foucaults vokabular som diskursanalyse. Det var sgu under niveau. Jeg tænkte. ”nu bliver det godt”. Jeg har længe haft en fornemmelse af at Møller Stahl faktisk indimellem afskur Foucault.

Der var ingen forbrødring. Rune Stahl slog næsvist tilbage, med kommentarer som: ”Subjektivitet, betyder intet for den økonomiske udvikling” (frit efter hukommelsen). Foucaults fokus på subjektivitet var næsten ren spiritisme for Stahl. Han havde ikke anden en foragt for ”den alt for populære Foucault”. Personligt tænkte jeg, at den teoretiske syntese mellem marxismen og foucaultdianisme i en vis forstand ligger lige for. Marx’ begreb om ”kapital” er et magtbegreb, der beskriver hvordan sociale relationer bestemmer menneskers adfærd under kapitalismen. En magt der primært sætter sig igennem som markedstvang. Noget som sagtens kan indeholdes i Foucaults vokabular. Og Foucaults bruger selv begrebet magtøkonomi i hans studier af neoliberalismen. Med andre ord kan man sagtens læse Foucault som materialist. At reducerer Foucault til episteme og diskursanalyse var for mig som tilskuer under bæltestedet. Men godt for stemningen i det lille meget varme lokale.

Det bør være muligt at tvinge disse to typer af teorier mod hinanden. Men Rune Møller Stahl var skånselsløs. Foucault fik en endefuld, hans afsluttende bemærkning var da også at Foucaults studier af neoliberalisme delvist var noget vås, og Foucault overfokusering på subjektivitet var ubrugelig.

Det akademiske hundeslagsmål sluttede med målområde for enden af en stigning. Der var ingen nedkørsel hvor eventuelle uenigheder kunne forbrødres. Perfekt!

Alt i alt en god kamp, som både spillere og publikum kunne glæde sig ved. Revolutionen måtte vente, men mindre kan også gøre det en fredag eftermiddag på en højere læreanstalt. Det bliver nok ikke på Institut for Statskundskab hvor afviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde starter.

Til de hurtige var der kolde øller og chokolade i receptionen. Jeg hørte ikke bedømmelseskomitéens udtalelse (der var intet at være i tvivl om). Jeg var gået i baren og til rygetrappen og var allerede i færd med at tænke videre med 70’er autonomia-marxisme, med en anden kammerat fra tilskuerrækkerne. Kunne Mario Tronti og de autonome marxister være løsningen på den teoretiske stridighed? Ingen ved det, men det var godt brugte 3 timer (+ pivert), trods en meget varm fredag eftermiddag.