idaholt-blog

[idaholt-blog]

Blændværk

Var du født i 1300-tallet, var du overbevist om, at Jorden var universets centrum, og at skovene var befolkede af nisser.

Du er født i slutningen af det tyvende århundrede, så du er overbevist om, at Jorden kredser om Solen, og at nisser kun bor i kassen med julepynt.

Tak til historiens genier, der har ført os ud af mørket og ind i lyset.

Gad vide, om "lyset" er et blændværk.

[idaholt-blog]

Et bestemt stammesamfund i Afrika behandler sine kriminelle meget anderledes end os. Når nogen fx har stjålet noget i landsbyen, stimler hele stammen sammen om den kriminelle og giver ham/hende et kæmpekram. 200 mennesker, der krammer og beder for 1 person. Simpelthen for at hjælpe vedkommende ved at give ham kærlighed nok til at træffe de rigtige valg og vende sig fra ugerningerne. Efter sigende en særdeles effektiv og langtidsholdbar metode.

Tanken er naturligvis, at den kriminelle er kommet ud på et sidespor som menneske og skal HJÆLPES tilbage med kram og kærlighed. Ikke straffes eller trues tilbage.

Smukt er det.

[idaholt-blog]

Rather than love, than money, than faith, give me truth.

Henry David Thoreau (1817-1862)

[idaholt-blog]

The trouble with most forms of transport is basically that not one of them is worth all the bother. The disadvantages involved in pulling lots of black stinky slime form out of the ground where it has been safely hidden out of harm's way, turning into tar to cover that land with, smoke to fill the air with and pouring the rest into the sea, all seemed to outweigh the advantages of being able to get more quickly from one place to another -  particularly when the place you arrived at had probably become, as a result of this, very similar to the place you left, covered with tar, full of smoke and short of fish. 

[idaholt-blog]

I dag er verden et stort performance teater, hvor alle vil spille hovedrollen, og ingen gider se på det.

[idaholt-blog]

Den sidste stemme

før verden eksploderer

vil tilhøre en ekspert

der siger:

"Det er teknisk umuligt"

[idaholt-blog]

You think because you understand ONE, you must understand TWO, because one and one makes two. But you must also understand AND.

Sufi

[idaholt-blog]

Gud, hvor dumt

"Hver gang jeg havde til hensigt at forstå visdom og få indsigt i den plage, der forekommer på jorden - hverken dag eller nat får man søvn i øjnene! - da indså jeg om alt det, Gud gør, at mennesket ikke kan finde ud af det, der sker under solen. Hvor meget mennesket end slider og søger, finder det ikke ud af det. Og selv om den vise siger, at han forstår det, kan han ikke finde ud af det." (Prædikernes bog 8:16-17)

Rædsom designer.

[idaholt-blog]

En bid af kagen

Hellere mavepine i Prada-støvler end småsulten i bare tæer, for mavepiller findes der piller imod.

[idaholt-blog]

Sympati for en morder

Som højskoleelev kommer man på et væld af ekskursioner. Nogle af dem er sjove og bliver til et muntert minde, mens andre sætter sig fast i bevidstheden og gør et større og dybere indtryk. En af sidstnævnte var højskolens juraholds besøg på Ringe Statsfængsel. Dagens menu lød på en rundvisning i det lukkede ungdomsfængsel og til dessert et møde med en af de unge indsatte mordere. Spændende med et indblik i en verden så langt fra min egen, tænkte jeg, da minibussen trillede ud af højskolens trygge osteklokke med kurs mod noget meget mindre trygt.

Vi blev vist rundt i fængslet af en fængselsbetjent, der fortalte skrækanekdoter om de indsattes hverdag og det altoverskyggende voldshierarki, hakkeorden og barske survival of the fittest-mentalitet.

Efter rundvisningen skulle vi mødes med en af de unge indsatte. En 18-årig gut dømt for manddrab. Vores lærer havde med vilje ikke fortalt os på forhånd, hvem vi skulle møde. Han ville nemlig have, at vi skulle møde morderen uden nogen forhåndsviden om ham og således også uden de eventuelle dertilhørende fordomme.

Jeg er nordjyde, og det faktum gjorde, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da drengen trådte ind i rummet. Han præsenterede sig ved navn, men det havde han ikke behøvet. Jeg kendte udmærket godt det ansigt, selvom det efterhånden er flere år siden, han var en tophistorie i medierne. Rasmus Popenda, der som 14-årig stod bag det, som medierne døbte Stadiondrabet i Aalborg. Berømt og berygtet for sit koldblodige rovmord på en tilfældig forbipasserende en lørdag nat ved Aalborg Stadion.

Da drengen begyndte at tale og berette om sin barndom, stod det meget klart, at hele hans opvækst har været præget af ekstrem negativ social arv. Rasmus blev født ind i et miljø, hvor stoffer, grov omsorgssvigt og vold var hverdagskost. Han droppede ud af skolen som 10-årig, hvor han allerede var begyndt at tage hårde stoffer og lave kriminalitet, og han blev hjemløs, da han blev smidt ud hjemmefra som 12-årig.

Jo mere den pumpede, tatoverede og kronragede knægt fortalte om sin fortid, jo mere ændredes min foragt til medlidenhed. Jeg mindedes de Rasmus Popenda-hadegrupper, der blomstrede på Facebook efter hans dom, som i manges øjne var al, al for mild. Jeg mindedes hetzstemningen og de mildt sagt hadefulde gloser, som folk skrev om Rasmus. Dengang rørte det mig ikke synderligt. Jeg kunne godt forstå, at de var vrede. Det kan jeg stadig. Men det lille indblik, jeg var så heldig at få i Rasmus’ liv, gjorde mig fem år ældre.

I bussen på vej hjem sad jeg og reflekterede over besøget. Jeg havde for alvor fået udfordret min opfattelse af begrebet ”skyld”, og jeg var nødt til at tage min holdning op til revision. Det spørgsmål, der stod med lysende klare versaler på min nethinde efter besøget, var: ”Er Rasmus’ gerning Rasmus’ skyld?”

Det er en kompleks problemstilling. Først gjorde hans historie mig mest af alt bitter på hans forældre, men ret hurtigt kom jeg til at tænke på, at de må være blevet født ind i samme umenneskelige sociale miljø som Rasmus, siden de har så utilstrækkelige evner til at skulle opdrage et barn. Min anden tanke var, at hans historie vidner om et socialt system, der overhovedet ikke fungerer. Hvorfor er der ingen, der griber ind, når en 10-årig dropper ud af folkeskolen?

Derefter faldt mine tanker på Rasmus’ fremtid. Og alle de tusindvis andre børn og unge som ham, der flakker rundt som tikkende bomber i kriminelle parallelsamfund og aldrig har kendt til andet. De har aldrig har fået en værdig chance for et ordentligt liv. Jeg kender dem selv fra min folkeskoletid og oplevet, hvordan skolen ikke formår at tage hånd om dem på anden vis end at straffe dem. Hvad skal samfundet gøre? Efter mødet med Rasmus står det helt klart for mig, at det i hvert fald er meget, meget uhensigtsmæssigt at spærre dem inde i et lukket fængsel med andre kriminelle. Som Rasmus selv svarede, da jeg spurgte ham om graden af resocialisering i fængslet: ”Ja, der er i hvert fald ikke nogen, der kommer ud fra fængslet og er mindre kriminelle, end da de kom ind.” Dén udtalelse gjorde stort indtryk på mig – og ikke mindst måden, han sagde det på: grinende, nærmest latterliggørende dem, som var af modsatte opfattelse.

Fængsel er ikke godt for nogen. Rasmus og hans medindsatte har ikke brug for straf; de er blevet straffet hele deres liv i form af konstante nederlag, dårlige forudsætninger og negative miljøer. De har brug for succesoplevelser, de har brug for rollemodeller, venskab, kærlighed, tillid, at få en ny chance for at gøre sig fortjent til respekt og at få følelsen af, at de udretter noget hensigtsmæssigt med deres liv. Og fængslet giver alt det modsatte.

Så få nu de fyre ud og lad dem få terapi, kærlighed, en god mentor og et arbejde, der passer til dem, så de kan bruge deres krop til noget fornuftigt og give dem en succesoplevelse ved at være selvforsørgende. Det er hensigtsmæssigt for både den dømte og samfundet.

Det, der taler imod, er selvfølgelig retssikkerheden, men også ofrenes hævntørst. Skylden skal placeres, og nogen skal straffes. Det er en svær problematik. For den, der bliver gerningsmand som voksen, har været offer som barn. Og hvis man fra dag ét er født direkte ind i en offerrolle og aldrig har prøvet andet, kan man så gøre for det? Deres skæbneterninger er kastet. Er det så ikke en forholdsvis naturlig udvikling?

Det evige problem, når man forsvarer gerningsmænd, er, at det kan opfattes som om, at man retfærdiggør deres handling. Det gør jeg absolut ikke - intet kan retfærdiggøre at tage et andet menneskes liv. Men jeg prøver at forstå i stedet for at fordømme.

Mødet med Rasmus var på mærkværdig vis livsbekræftende, fordi det gav mig en klar følelse af, at ingen nogensinde er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Kærlighed, venskab og tillid er et sprog, som alle kan forstå – uanset baggrund og historie. Han har udviklet selvindsigt og er klar til at kæmpe for sin drøm: En lejlighed, en kæreste og et fast arbejde. I stedet for at få hjælp til det, oplever han et samfund, der bliver ved med at straffe ham.

Sympati for en morder. Den følelse havde jeg, da jeg trådte ud af fængslet den eftermiddag. For man bliver ikke gerningsmand uden selv at have været offer.

[idaholt-blog]

Den kroniske skyld

Jeg er plaget af en dybt hæmmende kronisk skyldfølelse, der forhindrer mig i at leve livet fuldt ud.

Ikke over at skippe en forelæsning eller spise noget ulækker junkfood på vej hjem fra byen, men en helt grundlæggende dårlig samvittighed over for kloden og verdens dårligt stillede mennesker.

Jeg får skyldfølelsen tit – mange gange om dagen i mange situationer.

Når jeg kigger rundt på mit værelse, der rummer et overflødighedshorn af lækre sager. De gør mig glad, javist. Men uden dem ville jeg også have det godt.

Når jeg har tømmermænd og bruger en hel dag på ingenting. Der er mennesker, der dør af sult hver dag. Måske kunne jeg have været med til at forebygge det, hvis jeg ikke havde brugt min søndag på at pleje de latterlige tømmermænd.

Når jeg bruger penge på ligegyldige ting. Udklædninger. Tænk, at jeg kan bruge flere hundrede kroner på noget, der bare gør en given aften en lille smule sjovere. Jeg ville jo også have en sjov aften uden.

Når jeg tørretumbler mit tøj, fordi det er nemmere og hurtigere end at hænge det op. Undskyld, Moder Jord, du skal vide, at jeg har det rigtig dårligt med det.

Og i tusinde andre situationer, hvor jeg helt dybt inde mit lille idealistiske hjerte synes, at det, jeg gør, er forkert.

Det er bagsiden af vores velstående samfund. Jeg burde være lykkelig for at være født her, og det er jeg på et overfladisk plan også. Men tanken, om at vores lykke og velstand er på bekostning af andre menneskers død og nød, er nærmest ubærlig. Den er en kæmpe bremseklods i forhold til at kunne nyde vores fantastiske samfund fuldt ud. For med velstand og muligheder følger et enormt ansvar. Et ansvar, som er helt og aldeles komplet umuligt at leve op til.

Mit rationelle jeg siger, at man kan ikke redde hele verden, men mit følsomme jeg nægter at forlige sig med den kendsgerning, og de to modarbejder hinanden konstant.

Det er langt mere en forbandelse end en velsignelse.

 Hellere en utilfreds Sokrates end en glad gris, mente filosoffen John Stuart Mill. Jeg er tilbøjelig til at være uenig. Jeg er træt af at være en utilfreds Sokrates.

[idaholt-blog]

Et spørgsmål om svar?

”Det er jeg slet ikke i tvivl om."

Jeg bruger jævnligt frasen. Men jeg er kommet i tvivl, om man nogensinde aldrig er i tvivl.

Jeg har tidligere opfattet tvivl som et svaghedstegn, men den er et sundhedstegn. Tror jeg.

En fanatiker er en, der overkompenserer for den skjulte tvivl.

Mennesker tror på meget. Vi lærer os selv ”sandheder”, som vi kan bruge i vores ræsonnement. Følger vores hjerter, intuition, mavefornemmelse. Efter bedste overbevisning. Trækker på erfaring. Også andres. Men vi er i tvivl om det hele. 

Tvivl er måske nok ubehageligt, men skråsikkerhed er absurd. I alle tilfælde.

Tvivl er måske i virkeligheden min religion. Den (sørgelige) erkendelse af begrænsningen af menneskets bevidsthed er essentiel. Den tillader uendelig plads til tvivl.

Livet er ikke et spørgsmål om svar, men et spørgsmål om spørgsmål. Tror jeg.

"The whole problem with the world is that fools and fanatics are always so certain of themselves, and wiser people so full of doubts" (Bertrand Russell)

[idaholt-blog]

Hvem vil du være i dag?

Personen, som ikke ser valget, men blot forsøger ikke at skille sig ud.

Personen, som har set valget, men har valgt ikke at vælge. En person, som lever i nuet.

Personen, som har set valget, men ikke formår at føre valget ud i livet, selvom han ønsker det.

Personen, som har set valget og valgt. Når man vælger, vælger man sig selv. Når man vælger sig selv, skabes en autentisk identitet.

Personen, som har valgt sig selv igennem Gud.

Person, der er i stand til at fatte paradokset.

  Jeg er datter af postmodernismen. Eksistentialist. Men er det for let at være overbevist tilhænger af det gængse samfundsparadigme i sin samtid?

[idaholt-blog]

Småborgerlige

Der findes dybt banale mennesker med en referenceramme smallere end afstanden mellem deres Zendium-befængte fortænder. De er trælbundne af det velkendte. De er tryghedsnarkomaner, der passer deres egen lille snurrebasse af et nærmiljø, hvor de efter frikadellemiddagsaftalen med klonerne fra nabogården sidder mageligt i deres lune stue på familiegården og nikker anerkendende til symbolpolititisk brægen fra B&O-tv'et. Her lever de jævnt godt.

 Jeg har skiftevis to forskellige holdninger til dem, afhængig af dagsformen af min personlige moralske korrekthed og overbærenhedsevne.

Jeg hader dem, når jeg tænker på, hvor dræbende de er for logikken i ræsonnementet bag demokratiske beslutninger og verdens samlede mængde innovative tankevirksomhed.

Jeg elsker dem, fordi de minder mig om, at vi mennesker er alt for storsnudede. Vi med vores fancy-pancy videnskaber tror virkelig, vi har fat i den lange ende her i verden og har alting "all figured out", når vi egentlig bare er en flok intetanende stenalderhjerner. Befriende og hamrende skræmmende tanke.

[idaholt-blog]

Ekstrem elendighed

Jeg har lige set en dokumentar om en dansk eventyrer, Rasmus Krath, som var taget til Somalia for at få et indblik i landets tilstand med borgerkrig, kaos og pirateri. Et forfærdende indblik i et land, der anses for verdens tredje fattigste. Landet er så præget af borgerkrig, at regeringen kun regerer i teorien. Det er også et land, hvor præsidenten, som i øvrigt ikke er folkevalgt, er en gammel mafiaboss med mange liv på samvittigheden, og som lader sine ansatte voldtage kvinder og torturere sine modstandere, og det er et land, hvor der ikke er noget fungerende politi eller retssystem. Et land, hvor en stor del af alle bygningerne er sønderbombet som følge af de heftige borgerkrige, og et land, hvor myndighederne arbejder sammen med pirater, som lever af at hijacke vestlige skibe og kræve store løsesummer. Knap en femtedel af befolkningen har adgang til rent vand, og inflationen er så høj, at pengesedlerne ikke repræsenterer deres egentlige værdi, men deres vægt. Man betaler altså i pengesedler pr. kilopris, da det ville tage for lang tid at tælle de mange sedler sammen. Deres største seddel svarer til 45 danske øre.

Alle er bevæbnede i Somalia, særligt i hovedstaden Mogadishu, der anses for verdens farligste storby. Førnævnte Rasmus Krath måtte have hele syv bevæbnede livvagter omkring sig dag og nat under sit ophold i Mogadishu, hvor vestlige journalister bliver kidnappet i en lind strøm.

Rasmus Krath fik - som den første dansker - lov til at interviewe nogle af de pirater, som hærger de somaliske farvande. Det er nogle meget spændende interviews om nogle mennesker, der bor i et land i total kaos, hvor de kan vælge imellem at leve i ekstrem hungersnød eller blive kriminelle - pirater - og derved have en mulighed for indtjening. Så enkelt er det faktisk: når man er trængt op i en krog, og der ikke er andre udveje, må man gøre det, der skal til for at man kan brødføde sig selv og sin familie.

Den ene pirat formulerede det selv i sit svar, da Rasmus Krath nedsættende spurgte ham, om hvad der giver ham ret til at hijacke skibe: "Intet kan holde en sulten mand tilbage. Sulten er din læremester".

  Mødet med ekstrem elendighed rører os ikke længere. Vi er blevet hærdede.

(Heldigt, for ellers ville jeg dø af depression.)

[idaholt-blog]

Hverdagsglad

 Kender I det, når man ligger og grubler, inden man skal sove? Lige efter man er faldet til ro og lige inden man falder i søvn. Dét tidspunkt på døgnet er der, hvor de bedste tanker popper op i mit hoved. Tænker oftest på dagens begivenheder - hvad er der sket; har dagen påvirket mig og gjort mig anderledes, end jeg var igår?

I aften er ingen undtagelse. Og det har været en dejlig dag. Egentlig ikke, fordi indholdet har været specielt godt; det har været en almindelig dag (hvis man da kan tale om en sådan i højskole-regi). Men det er jo netop de almindelige dage, der skal gøre én glad og give én noget. Alt for mange lever for næste højdepunkt; næste fest, næste weekend eller næste ferie. Det betyder, at hverdagen, som jo trods alt udgør langt størstedelen af vores liv, bliver spildtid. Det er den allervigtigste tid, som man glemmer at nyde, fordi den blegner i forhold til højdepunkterne.

Når man er på højskole, er det heldigvis rigtig nemt at nyde nuet, fordi vi skaber minder med hinanden stort set hver dag. Her ligner ingen dage rigtig hinanden - og det er vores egen fortjeneste. Jeg håber, at jeg kan videreføre den livsfilosofi til mit fremtidige liv udenfor højskolen. Her bliver alle de nye indtryk serveret for én. Idéen med højskole er nemlig blandt andet, at eleverne skal præsenteres for ting, som de normalt ikke selv ville opsøge - det være sig underlige koreanske monsterfilm, klassisk klaverkoncert, alternativ graffitimaling - hvad som helst. Noget mere vellykket og vel modtaget end andet, men alt sammen rykker os på én eller anden måde. Enten ved at vi vrænger næse og synes, at det er noget værre lort, eller - som oftest - at vi får øjnene op for, at der findes endnu mere niceness her i verden, end vi troede før. Man bliver inspireret. Dét er med til at gøre højskole så fantastisk - og det vil jeg også prøve at tage med mig bagefter. Mindst en gang om ugen hele livet igennem vil jeg gøre noget for første gang. Det kan være hvad som helst. Det er så vigtigt ikke at stagnere som menneske - man skal flytte sig, man skal lære, og man skal undres og udfordres.

Igennem hele uddannelsessystemet klæder man unge mennesker på til, at de skal finde ud af, hvad de skal leve af. Men hvad man skal leve for - det giver systemet intet svar på - og det må nu engang anses for det vigtigste. Derfor er højskole så nice: fordi her har det, der ikke kan måles og vejes, også kvalitet.

[idaholt-blog]

The højskole state of mind

Hvorfor bruge den dyrebare, korte ungdomstid og surt tjente penge på at sidde i rundkreds og bytte uldne sokker, lege og te sig tosset, ryge pibe og flette skæg? Højskole. Ingen eksamen, intet adgangsgivende bevis, ingen dokumenterede kompetencer, ingenting. Spild af tid?

Aldrig i livet.

På en højskole spiller forstand, forpligtelse og fornøjelse de altafgørende roller sammen i en fænomenal treenighed. Et højskoleophold er et frirum fra den hektiske hverdag med pres fra systemet om hurtigst muligt at gennemføre sin selvfølgelig velvalgte udannelse. Et halvt år i en osteklokke, hvor der er plads til vanvittige idéer og impulsive indslag, hvor din kreative hjerne bliver udfordret og dine talenter udfoldet. Hvor fællesskabet forpligter, men giver tifold igen, hvor omgivelserne inspirerer, og hvor du umuligt kan undgå at stifte bekendtskab med mennesker fra mange sociale lag og kulturer. Dine konklusioner om livet, verden og dig selv bliver udfordret i mødet med andre mennesker, som måske ikke er af samme opfattelse. Og det er okay.