jeghardettraels - Tumblr blog

[jeghardettraels]

Jeg får kuldegysninger når du rør ved mig.. Og det er ikke på den fede måde. Du har ikke dårlig ånde, danser helt sikkert godt og du dufter lidt af cedertræ når jeg kommer tæt på dig. Min røgelse dufter af cedertræ.. Når dine fingre kører op ad min rygsøjle og du hvisker mig i øret, at "du vil have mig" Så kunne jeg lige så godt have kørt spidsen af en saks rundt i øregangen og en kyndig mand i uniform, fugtede mine fingerspidser og satte elektroder på dem. Hvorefter en anden, med pengeskab-præcision, skruede op på 240 volt og kærtegnede den start-knap, som ville blive mit "slut". Og det er ikke fordi, at jeg ikke vil have dig. For du er danskvand med citrus og isterninger på en sommerdag. Du er duften af regn Du er en liderlig søndag morgen, hvor vi kunne kravle ind i hinandens kroppe og tage sindene på som jakker. Du solskin som kysser mine kinder, og en lotto-kupon, hvor jeg vandt mere end jeg betalte for den. Jeg vil ikke mærke dig, jeg vil så gerne have dig.. Jeg vil ikke hav... Mit underliv er ikke enig med mit hovede og gud, hvor vil en del af mig have dig.. Resten af min krop vil virkelig ikke. Dine læber føles som brændede tænger og dine bløde fingerspidser er skarpe klør, der kradser igennem min silkepapirshud. Min psyke knirker, når jeg kan høre dig trække vejret og jeg har mest lyst til, at se dit kranie smuldre imellem mine fingre. Forstå mig ret, jeg vil have dig. Jeg vil vide hvad du synes om FN, Jeg vil høre dig synge og jeg vil lade mine fingre stryge over din hovedbund. Men forstå mig ret, det gør ondt at blive rørt ved når ens udgangspunkt er slidt, tænketanken er tør og man kun sover 3 timer om natten. Så indtil jeg finder ud af hvor min nærhed gik hen.. Vil du synge for mig?

[jeghardettraels]

Kladde #7

Hvis min depression var en farve, så ville den være beige. 

Ikke grå Ikke sort Ikke en kraftfuld rød eller en bevægende blå, Nej, den er Ikke særlig dramatisk Ikke særlig stormfuld

Den er bare “beige”. Hvis min depression var syltetøj, så ville den være appelsinmarmelade. Ikke særlig dessertagtig, Ikke sød eller syrlig. Går ikke særlig godt med smør eller magarine, og hverken toast eller rygbrød synes det er fedt, at få mig smurt på ryggen. Til gengæld, så kunne jeg godt gå med en ekstralagret ost eller en tvebak, en satans tvebak. Hvis min depression var et bagværk, så ville den være en tvebak. Ikke kage, ikke kiks, ikke småkage og slet slet sleeet ikke knækbrød. Jeg smuldrer bare, krummer i sengen og sidder fast på din læbepomade fordi du var for ivrig med smøren og nu er din kæreste heldig, fordi han får en exfoliering. Eller måske er du heldig, fordi jeg med mine tvebakskrummekrop skurrer død hud af hans orale ædespalte, så du kan få fløjlsbløde kys. Sig lige tak næste gang! Okay? Hvis min depression var en person, så ville hun hedde Hanne og have små sommerfuglespænder i sit saltogpeberfarvede hår. Hanne har midterskilning og flirty rottehaler. Hun beskriver sig selv, som en “frisk pige på 43″ på datingprofilen og hun går uden trusser, hver dag. Hanne, hun er kinky og har en fetish for unge mænd med fulgebryst og dun på overlæben. Fordi inderst inde, så føler Hanne sig som en panter der jager sit bytte.

Min depression ville arbejde i “Daglig’ Brugsen” lidt uden for Knebel på Djursland og bo i et faldefærdigt hus, som trænger til maling og hun ville have en have som ligner en jungle. DepriHanne ville gå med træsko og tage sol uden solcreme, fordi hun skal have “en taaaaan” og flylde sine rynkede hudfolder med D-vitamin. Hvis min depression var en cigaret, så ville den være grønne Cecil uden filter.

[jeghardettraels]

Jeg troede aldrig, at jeg skulle være “en af dem” som var deprime og ikke kunne holde styr på sit studie, fordi de “bare ikke kunne komme ud af sengen den morgen” og som snakkede om, at det var uoverskueligt at gå i bad. Jeg troede aldrig, at jeg skulle være “en af dem” som går til psykolog og selvom jeg siger, at jeg er stolt af at jeg tager hånd om min tilstand - så skammer jeg mig over det. Jeg skammer mig HELT VILDT.. Som et barn der har tisset i bukserne i SFO’en og skiftetøjet i kassen, er de der joggingbukser som kradser og har underlige farver på. Jeg skammer mig som en hund, der har skidt på gulvet og ejeren råber “FØJ!” imens de peger en på snuden og man prøver på, at blive en kropslig symbiose med væggen bag en. Jeg skammer mig over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen. Jeg har en idé om hvordan jeg “tager mig sammen” og kender til konceptet, men det er lidt ligesom at samle et ikeamøbel unden manualen. Det ender aldrig helt godt, lidt vakkelvornt og man kan ikke stille noget på det uden at det ryster lidt.

Jeg skammer mig helt vildt over, hvordan jeg før har snakket om personer med psykiske tilstande og måske ikke lige var pisse fede, at være sammen med den aften.

Jeg er ikke en helgen og bliver det ikke… Jeg arbejder virkelig på, at finde ud af hvordan jeg navigerer et hoved med en tilstand, som ændrer ansigt hver gang og spytter en i øjnene hver gang man får fat i halen på det. Jeg er blevet til et glas marmelade på depressionshylden og jeg er lavet af appelsin. Ikke pisse populært, kun gamle damer spiser mig med velbehag og jeg går sjældent godt til hverken rugbrød eller toast. Put smør på mig og du får en smag i munden, som er ligedele besk og sødkvalm.

Jeg er appelsinmarmelade og jeg vil bare gerne være jordbær okay. 

[jeghardettraels]

Depressionsdigt.

Jeg ryger cigaretter, for at gå glip af ting. Jeg har brug for at gå glip af alderdommen, Jeg har brug for at gå glip af solopgangen, som minder mig om at jeg har spildt endnu en dag af mit liv på min egen depressive tilstand. Jeg har især brug for at gå glip af, hvad der sker på sociale medier. Jeg ryger cigaretter, for at have en undskyldning for at gå ud fra koncerten og gå glip af ekstranummeret, så du kan fortælle mig om det senere . Jeg drikker mig fuld, for at gå glip af mine egne pinligheder og forsøg på nærhed. Jeg er glemsom, fordi jeg håber at gå glip af de underlige følelser og hvor min hud føltes lidt for stor nogle steder og alt for lille andre steder. Jeg er glemsom, fordi jeg håber på at glemme den plads hos dig som jeg aldrig får og det luftkastel, som vi byggede med røgelse og kys på lånt tid.

Jeg er glemson, fordi jeg elsker at få beskeder fra folk, som vil spise min hud og smage på min sjæl, men jeg svarer ikke fordi jeg er ”glemsom” og egentlig ikke overskuer flere mennesker i mit liv. Samtidig begærer jeg muligheden, for at være den som ikke går alene hjem fra festen endnu en gang.

Jeg græder fordi, at alt som føltes rigtigt i går.. føltes forkert i dag.

Poesi giver mig lyst til at kaste op Så jeg skriver.

Kærlighed giver mig lyst til at kaste op Så jeg vil det endnu mere end før

Mennesker giver mig lyst til at kaste op Så jeg craver nærhed mere end nogensinde før

Jeg græder fordi kemien i min hjerne har lockout på endorfinfronten og jeg er for pragmatisk anlagt.

”Du ser på din psyke som en brækket arm”