#Du kan da ikke bare gå

[ejendommelig]

Er virkelig ked af det og frustreret over min chef pt. Jeg fortalte ham, at jeg er frustreret over de nye medarbejdere, som ikke gør arbejdet ordentligt nok. Når de har haft en vagt, ligner der en svinesti når jeg møder ind dagen efter. Han har sagt at han forstår problemet, og vil sige det til dem. Jeg fornemmer at han ikke helt forstår alvoren, så jeg siger det til ham igen senere samme dag, at det _virkelig_ går mig på, så meget, at jeg føler at jeg ikke har lyst til at være her. Han siger så, at vi skal indkalde til personale møde. Og at jeg skal kalde folk sammen. Jeg laver afstemning om hvilke dage folk kan i næste måned, men ingen har svaret endnu 🤦

Jeg brokker mig over at en medarbejder altid kommer for sent (personen kommer for sent normalt i hverdagen fordi de har praktik, men hvorfor de også kommer for sent i weekenden forstår jeg ikke), og han siger “så gå ind og så det til dem!” Og jeg er sådan ????? Nej, DU skal sige det til dem. Det er dig der er chefen dude.

Jeg minder ham også om, at han måske lige skal cappe en af de nyes vagter næste måned, da hun har taget 21 vagter, mens der stadig er 4 personer der ikke har taget vagter endnu. Vi har før haft samme problem med en anden medarbejder, som han virkelig slog hårdt ned på (den person forvoldte dog også mange andre problemer). Han svarer “men X har sabbatår nu og har ikke andet og lave, så jeg vil prioritere hende 😃” i går sagde han også unpromted at hun havde en cool stil med en fed “i dont give a fuck”-attitude og nu har jeg bare en virkelig klam smag i munden. Især fordi han også var virkelig lenient overfor en pige, som VIRKELIG ødelagde stemningen overfor alle andre på arbejdet i flere ÅR med minimale konsekvenser (og så gik hun også i meget kontroversielt tøj ift at hun var på arbejde og har en meget bramfri attitude, så jeg tror manden har en type :)) Ej men for helvede

Føler bare at jeg gør mere end jeg får ud af det. At jeg gør mit bedste på arbejde, omringet af teenagere der er ligeglade/gør tingene halvt. Tror måske bare jeg er ved at være for gammel til at arbejde et sted med ungarbejdere og teenagere.

[33-sansan]

En arbeidsdag i livet mitt

Jeg går på norskkurs 3 dager hver uke. Men jeg har også arbeidstrening. På onsdag og torsdag går jeg på jobb ved Prios Kompetanse. Det er nyttig å ha praksis eller trening med jobb, fordi du kan få arbeidserfaring i Norge og praktisere norsken din gjennom arbeidsmiljøet. Viktigere er det at du kan få kontakt med de andre og bygge opp ditt eget sosiale nettverk. Nå skal jeg fortelle om en arbeidsdag i livet mitt, som faktisk var 17. april. Så kan jeg vise dere hva jeg gjorde.  

På denne dagen sto jeg opp kl. halv 7. Jobben starter kl. 8. Derfor må jeg stå opp tidligere enn skoledager. Jeg pleier å ha god tid om morgenen! Kl. 7.35 dro jeg på jobb med mannen min. Vi gikk forbi broen og stranden. Jeg kunne fortelle at våren endelig er her fordi endene nøt morgenbadet sitt. Men jeg var så trøtt og jeg nøt ikke morgenturen min. Derfor drakk jeg en hel kopp kaffe da jeg kom på kontoret. (Nå begynner jeg å tenke på hvorfor jeg tok med kaffe i stedet for å drikke den før jeg dro på jobb...🧐)

Jeg fikk en oppgave sist uke hvor jeg skulle skrive en artikkel om strategier for merkevarebygging. Først skrev jeg en oversikt over artikkelen. Så fikk jeg litt hjelp av AI til å finne noen passende eksempler. I dag har bruk av AI i arbeidssituasjoner blitt veldig vanlig. Men du bør ikke stole utelukkende på AI for å skrive artiklene dine. Jeg velger å delta på riktig måte i skrivingen og lar AI hjelpe meg med å søke etter informasjon og hjelpe meg med å polere artiklene mine. 

Etter at jeg var ferdig med oppgaven, kontaktet jeg med kollegaen min, Caroline, som har ansvaret for meg på jobben. Vi snakket litt om hva jeg skulle gjøre etterpå. Vi fikk besøk av vår prosjektpartner fra Tsjekkia. Det var faktisk en ganske vanskelig oppgave. Noen ganger har prosjektene faglig kompliserte temaer som jeg ikke har erfaring med. Jeg brukte litt tid på å gjøre litt research og forstå det før jeg kunne tenke på et emne for artikkelen min. 

Kl. 12 bestemte vi oss å gå på en kort tur. Vi sitter alltid på kontoret og det er ikke så sunt! Det var fint vær og bare litt kaldt. Steinkjer er en liten by, men den har fortsatt vakre steder her og der. Vi fikk beskjed om at det var et turarrangement kl.15. Og jeg ble veldig begeistret for det. Ingenting er bedre enn ut på tur!

Vi tok med gjestene til Oftenåsen. Hvis du kommer til Steinkjer, må du besøke Oftenåsen, sa kollegaen min. Jeg hadde aldri vært på Oftenåsen før, så jeg var veldig spent på å se den store stolen. 

Målet var å vise gjestene hva typisk norsk er (tror jeg). Det var en ganske enkel tursti. Og det var fint vær da vi startet. Sola skinte.

Der fant vi forskjellige flere statuer i skogen. De fleste av dem er troll og i slekt med norske folkeeventyr. De fortalte gjestene historiene bak statuene, og jeg lærte nye ting sammen. Så fint!

Det var faktisk ganske vanskelig å gå noen steder fordi isen på veien ennå ikke hadde smeltet. Men vi møtte noen eldre mennesker på tur der, en av dem løp til og med. 😂De var typiske nordmenn! Ut på tur alltid! Til slutt kom vi til den store stolen.

Når jeg sier stor så mener jeg STOR!! De fortalte meg at det var den største hagestolen i verden. SÅ KULT!

Etter besøkte den stolen gikk vi tilbake. Og det startet å snø, senere kom hagler.

Gjestene fant at det var så rart. Jeg lo og sa, det er bare typisk norsk, skiftende vær! Det ble kaldt og jeg ønsket å ha pølse. Så vi gikk til bensinstasjonen og kjøpte pølse. Ja, du må ha pølse på en typisk norgestur. Det er akkurat slik det er. 

Dette er en arbeidsdag i livet mitt. Hvordan er dagen din?

[maelkevejen]

Jeg ledte efter noget i mine gamle dagbøger fra udskolingen. Jeg fandt det ikke, og var egentlig lidt afholdende i forhold til at læse i bøgerne, fordi jeg er bange for ikke at kunne lide mig selv, men endte med at gøre det lidt alligevel. Og det er faktisk rigtig ubehageligt. Én ting er hvad jeg selv foretog mig og talte om, men en anden ting er at læse, hvordan jeg blev behandlet af min mor. Jeg ved godt, der har været nogle episoder, jeg oplevede som voldsomme, men jeg har egentlig glemt, hvad det præcist gik ud på og har aktivt valgt at tilgive min mor og ikke se tilbage på det for meget (og det er i og for sig relativt ligetil, når man ikke rigtigt kan huske det). Men 2008-Ida oplevede det hele og skrev noget af det ned.

Man skal ikke kalde sine børn for mærkelige. Man skal ikke sige til dem, de ikke er normale og de skal på pigeskole. What the fuck. Jeg var meget udadreagerende og vred, men det er der da ikke noget at sige til - jeg fik ikke den hjælp, jeg havde brug for. Jeg tror ikke, jeg blev set.

Så var der noget med, at jeg var blevet provokeret og rasende af noget, min søster havde sagt og havde slået hende (ikke i orden, det er der ikke nogen undskyldning for) men så har jeg noteret: “jeg ved, de snakkede om mig, da jeg skred. Bagefter kunne jeg høre dem grine. Græder”

“Mor slukkede for nettet (…) så gik ned og satte mig på en stol. Stirrede… hun spurgte ‘hvad ka’ jeg gøre for dig’ i et rigtig surt tonefald. Kan ikke huske hvordan det gik til, men pludselig snakkede vi (diskuterede rettere sagt) og hun sagde at psykologerne sagde (allerede her ku jeg mærke at jeg blev hidsig) at når man slog sine søskende og sin mor (havde revet hende da hun tog fat i mig før) da var man ikke normal. Så blev jeg så vred at jeg kastede Olivers halsbånd efter hende og gik (roligt) op på mit værelse, hvor jeg smækkede døren (to gange). Så ku jeg høre hende komme løbende op af trappen, så jeg skyndte mig at gemme mig bag døren. Men efter et andet skænderi kendte hun gemmestedet og hev mig frem og skubbede og rev i mig for at få mig ned af trappen, mens hun råbte og skreg at hun ikke ville ha mig og jeg sku UD. Jeg græd selvfølgelig og gjorde modstand. Satte mig ned foran trappen og tudbrølede, mens hun skreg at jeg sku udenfor og ud i regnen. Hun tog fat om min hage og klemte og tvang mig til at vende hovedet mod hende. Det gjorde så ondt! X kom ud af badeværelset og sagde ‘ej mor kan du så være lidt sød’. Det lyder underligt, men faktisk lød X ret sur på mor da hun sagde det. Men mor klemte bare videre og hev i min arm, mens hun stadig skældte ud. X: ej mor, hun ligner mig når Z har slået mig! Men mor tog sig ikk så meget af det. Jeg trykkede mig ned mod gulvet og græd. Måske hjalp Xs ord lidt, for mor gik ned igen… mens hun bandede. Så lå jeg der, og opdagede at jeg lå og svedte. Jeg var helt varm i kroppen. Jeg turde ikke flytte mig… X: Gå ind og hør noget musik… eller gå i seng, det plejer at hjælpe… Men jeg kunne ikke flytte mig. Jeg turde ikke. X gik bare rundt på sit værelse. Jeg ved ikk, hvor lang tid der gik, men på et eller andet tidspunkt var jeg inde på mit værelse igen. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom op. Skriver med Dina (på) sms. Hun spørger om hun ska hente mig, men jeg tør ikk. Det er gået op for mig, at mor ikk er normal. Normale mødre gør ikke noget, der gør ondt på deres børn. De kalder dem heller ikke smatso. Min mor er ikke normal. Mens jeg skrev her, ku jeg høre de diskuterede om mig nedenunder. Mor og X. Mor græd frustreret, men jeg har ikke medlidenhed med hende. Jeg tager over til Dina imorgen. Mor skrev også en sms. Noget med: hvad kan vi gøre for at få det bedre sammen? Skal vi forsøge at blive gode venner? ELLERS TAK!! svarede ikke på det”

Hvad i… okay jeg vidste godt, der engang havde været en slem episode, hvor min mor prøvede at tvinge mig til at flytte mig og det endte med, at jeg var så chokeret at jeg fik koldsved og noget med en følelse af total afskårethed og forkerthed, og jeg ved, det var den værste episode, men min krop blev bange, da jeg læste det der. Kaldte min mor mig for smatso? Ville hun smide mig ud? Jeg var 13 år gammel, uanset hvor slemt jeg kunne have opført mig, var jeg jo bare et barn…? Jeg var bare et barn…? Jeg skulle da ikke have ansvar for min værges handlinger på den måde. Hvorfor var der ingen, der samlede mig op og trøstede mig og holdt om mig og fortalte mig, at jeg var okay og elsket uanset hvad? Hvorfor fanden var der ikke nogen, der kom og trøstede mig?! Hvorfor sendte min mor mig bare en sms og lagde ansvaret for vores relation over på mine skuldre på den måde - det var da 1000% hendes ansvar i den situation. Jeg var bare et barn!

What the… what the fuck? Jeg har en klump siddende i halsen. Stakkels mit 13-årige jeg. Tænk at blive overladt til sig selv i sådan en situation, skulle bearbejde det helt alene.

Jeg skrev i dagbogen et par dage efter om den efterfølgende dag som om det var ingenting. Åh… altså det… puha… puuuuha… Det virkede ikke som om, der var nogen, der bragte hændelsen op bagefter, heller ikke min mor. Var der overhovedet nogen der sagde undskyld. Jeg har ondt i maven. Jeg ville ønske, jeg kunne give mit dagbogsjeg et kram. Eller mig selv.

[febrilsktype]

Hvordan går det med dig og baby? 🫶🏻

Tusind tak fordi du spørger ❤️

Det går rigtig godt. Beklager jeg ikke har givet en life update, troede ikke rigtig at folk læste med længere haha. Men der er sket rigtig meget siden sidst, så jeg har også haft travlt. Baby har det rigtig godt, og det har jeg generelt også. Jeg døjer med en masse bækkensmerter og halsbrand for tiden, men det er hvad man kan forvente. Jeg glæder mig så meget til at kunne gå på barsel - jeg har lige omkring 3 uger tilbage.

Jeg har lige været til scanning i dag, og alt ser godt ud og hun vokser fortsat som hun skal. Udover det, så er jeg blevet fastansat på mit arbejde, så jeg kan få løn under barsel i stedet for dagpenge, så det er jo dejligt.

Vi har også fået ny lejlighed (😭😭) hvilket jeg er så lykkelig og taknemmelig for. Vi flytter d. 1 juni, samme dag jeg fylder 30, så det er virkelig bare den bedste fødselsdagsgave jeg kunne ønske mig! Det er bare lidt stress, da jeg kommer til at være højgravid på det tidspunkt, så håber virkelig ikke at jeg føder alt for tidligt. Jeg er også lidt bekymret for om indflytningsdatoen bliver rykket en måned, for så er det efter min terminsdato og vi vil selvfølgelig helst gerne flytte inden jeg føder. Men vi krydser for, at det ikke bliver rykket 🤞🏽

Alt i alt, så kører tingene sgu. Der sker en masse ændringer i vores liv, men det er heldigvis kun på den positive måde. Vi har valgt at rykke brylluppet, da vi lige har betalt en masse penge i depositum, men det går nok. Jeg tager én dag ad gangen, og så er jeg bare virkelig fucking taknemmelig for det hele. Det har været en hård rejse, men det har virkelig også gjort mig stærkere og tvunget mig ud af min comfort zone. Jeg har snart en lille datter jeg skal tage mig af, så nu er det også på tide at gribe fat og gøre mit bedste på at give hende det liv og den opvækst jeg aldrig havde. We’re growing up baby 🫶🏽

Og nåh ja, hun skal forresten hedde Leah 🥹💕

[vingefang]

har været væk fra tumblr nogle år men er lykkeligt tilbage og glad for at se at du stadig deler dine tanker her. det er underligt. måske fordi vi deler så sårbare og direkte tanker, herinde, ufiltrerede... det gør det nemt at holde med og på en måde af dig. jeg er bare en rando men jeg blev glad da jeg genkendte navnet vingefang og bliver glad når jeg læser dine ord, selvom ordene rummer smerte eller tvivl eller måske ikke er en lovsang til livet. det er ærlige ord og det hele skal nok gå i sidste ende for dem som tør åbne sig op som du gør.

sød besked, tak for at tage dig tid til at skrive og sende den og tænke på mig<3

jeg tror dog egentlig, at jeg tænker, at meget af det jeg skriver og tænker, egentlig er en slags lovsang (selvfølgelig ikke religiøs) til livet. at det hele bare følger med, at det kan rumme alting, og at jeg håber, at det hele jo nok skal gå! forstår du hvad jeg mener?

kram fra mig til dig!

[firecroft]

– Jeg gikk vanvittig i kjelleren

Bård og Vegard sier det er en selvfølge at lillebroren skulle være med på siste prosjekt. Bjarte Ylvisåker (33) har aldri følt seg bitter i brødrenes skygge – men det er spesielt en ting han angrer på.

VILDE HAUGEN

FREDRIK SOLSTAD (FOTO)

Publisert: 22.10.22 kl. 17:31

– For et års tid siden var jeg nok skuffet over meg selv. Men jeg ville nok ikke ha innrømt det dersom du spurte meg den gang, sier Bjarte Ylvisåker (33).

Ti år yngre enn sin eldste bror er han en solid attpåklatt i familien. Som lillebroren til humorduoen Bård (40) og Vegard Ylvisåker (43) er yngstemann i rekken mest kjent for å være ukjent.

– En gang de ble intervjuet av Rolling Stone, spurte journalisten hva jeg gjorde der sammen med dem. Jeg svarte at jeg var der for å få gratis mat, sier 33-åringen.

– Det var jo derfor vi tok deg med nå. Vi har synes synd på Bjarte lenge. Det var en slags barmhjertelighetsgreie, supplerer Bård Ylvisåker spøkefullt.

Til tross for hustrig oktobervind, er latteren løs og vitsefaktoren høy da VG møter samtlige av brødrene Ylvisåker. Den neste timen skal uttrykket «off the record»bli brukt gjentatte ganger – før det blir servert humorfylte historier som av ulike årsaker ikke egentlig egner seg på trykk.

 Internasjonal suksess

Det er over 20 år siden Ylvis fikk sitt store gjennombrudd i Norge med «Ylvis – en kabaret». Fra 2011 til 2016 ledet Bård og Vegard programmet «I kveld med Ylvis», med komiker og «Ikke lov å le på hytta»-deltager Calle Hellevang-Larsen som sidekick.

Det var på dette talkshowet at musikkvideoen «The Fox (What Does the Fox Say?)» ble født. Stargate-låten tok verden med storm, og satte brødrene på det internasjonale kartet. I et nylig intervju fortalte Vegard blant annet om den surrealistiske Hollywood-opplevelsen som fulgte.

Det var også på «I kveld med Ylvis» at Bjarte Ylvisåker debuterte med «I Will Never Be a Star» året etter. I låten spøker han med at han aldri vil bli like profilert som sine eldre brødre – eller opptre på en stor scene.

Ironisk nok fremførte han låten både foran et fullsatt Oslo Spektrum – og for 30 000 publikummere i Slovakia.

– Å stå der å synge, med ganske tynn vokal, er teknisk vanskelig når du ikke har gjort det før. Det er det som er så fint med Bjarte. Han er alltid med på ting, uten å stille kritiske spørsmål, sier Bård.

– Burde takket nei

Nå, åtte år senere, gjør yngstemann i rekken et comeback i rampelyset i brødrenes nyeste påfunn, VGTV-serien «Ylvis i Sogn». På to uker skal de tre brødrene lage åtte nye hitlåter i sine forfedres trakter.

Bård omtaler det hele som en «horribelt dårlig idé».

– Jeg takket ja til noe vi absolutt burde takket nei til. Men vi var på et sted hvor det føltes digg å gjøre noe kjapt og ukontrollert, forteller han.

– Og så tar Bård denne ideen og foredler den på en måte bare han kan: Han gjør den enda verre, stemmer Vegard i.

For selv om de tre brødrene vokste opp i Bergen, er foreldrene opprinnelig fra Sogndal.

– Ideen kom ikke ut av det blå. Vi har alltid hatt et slags elsk/hat-forhold til Sogn. Dette var litt nærliggende, og det kunne bli noe annet enn vi hadde gjort tidligere, sier Bård.

Han dytter Bjarte i skulderen, og ber ham komme med et kult sitat til VG.

– Bjarte har ikke medietrening, vet du.

Men fra spøk til alvor: Bård og Vegard understreker i all seriøsitet at det var en selvfølge at Bjarte skulle være med på det nye konseptet.

– Vi har gjentatt det til det kjedsommelige, men da vi startet vår greie, var Bjarte tolv år gammel. Det var ikke naturlig at han skulle bli en del av hva vi fant på den gang. For utenforstående er det nok en stor endring at Bjarte er med nå. Men vi har jo kjent ham hele livet, sier Vegard.

Så tar alvoret slutt:

– Og nå tenkte vi at dette kan jo gå dårlig, så da er det fint å ha noen å skylde på, legger Bård til.

 Attpåklatten Sigrid

Da Bjarte entret livene deres med tittelen «lillebror» i 1989, var det i en turkis barnevogn. At moren ikke var glad i rosa var et heldig sammentreff – de trodde nemlig at Bjarte skulle bli en jente.

– Han hadde jo ikke så mye å skimte med på ultralyden, da. Så vi kaller ham bare for onkel Sigrid, humrer Vegard.

Bjartes eksistens var ikke planlagt. Men den var på mange måter ønsket. Foreldrene Helga og Hans Terje har tilbrakt nærmere åtte år i Afrika til sammen – flere av dem med sønnene – og forsøkte også å adoptere fra Mosambik.

En nyinnført lov i landet forbød imidlertid adopsjon til andre land, forteller moren til VG.

– Vi var veldig klare for å få en til. Da måtte vi bare lage ham selv, sier hun på telefon fra Sogndal.

At deres to eldste sønner skulle bli internasjonalt anerkjent i sitt virke, lå ikke i kortene. Moren forteller at de riktignok støttet dem i ønsket om å prøve seg i «showbiz».

– De hadde studieplasser begge to, men vi ba dem vente. Det var litt skummelt. Men vi kjente jo Vegard og Bård så godt at vi visste at det bodde mye i dem når det gjaldt musikk og gjøgleri.

– Men vi trodde ærlig talt det ville bli et lite blaff, og at de skulle begynne å studere etterpå når de hadde hatt moroa si.

Yngstemann i flokken har delt brødrenes interesse for musikk og teater siden barndommen. Som 13-åring spilte han i en oppsetning av «I Blanke Messingen» i Bergen.

I voksen alder har Bjarte Ylvisåker imidlertid gått andre veier enn sine kjendisbrødre.

– Jeg vil si at vi har et ganske normalt søskenforhold. Det har ikke vært et aktivt valg å ikke være med på det Bård og Vegard gjør. Men jeg er opptatt av at det skal være naturlig. Det er selvsagt gøy å få være med på ting som dette, men jeg har ikke gjort noe for å fortjene det, konstaterer han.

Røverhistoriene fra ungdommen er mange. Som da Vegard mistet busskortet og hevdet han ble ranet av frykt for å få kjeft.

– Den løgnen bare ballet på seg. Å krasje bilen var ingenting i forhold, sier Vegard med en latter.

For med Bjartes ankomst i familien fulgte også innkjøp av ny familiebil – som senere møtte sin undergang takket være en katt, en skrent og et dårlig håndbrekk.

– Vegard totalvraket bilen som 19-åring fordi han måtte ut og klappe en rar katt. Det er den dårligste unnskyldningen noensinne, hevder Bjarte.

– Men dette ble veldig skjevt. Jeg har også gjort mange feil opp igjennom årene, konkluderer Bård.

Det var riktignok Bjarte som ga foreldrene mest hodepine, ifølge Bård og Vegard.

– Bjarte var nok mer bortskjemt enn oss, på godt og vondt.

Takket være sine eldre brødre, lærte Bjarte seg tidlig å ta igjen, sier moren.

– Bjarte hadde et større temperament enn Bård og Vegard. Men han hadde to storebrødre som blandet seg inn, og beskyttet ham. Bjarte lærte seg å svare som en tiåring da han var fem.

 Karrieredrømmen som brast

33-åringen er for tiden ansatt i bedriften Splay Norge, og jobber med video og branded entertainment. Veien til en karriere han trives i, har imidlertid vært kronglete.

– Jeg har aldri hatt noen sånn følelse av at «dette skal jeg bli». For meg har det handlet om å skyte fra hoften og satse på at det går fint.

Ønsket om å bli helikopterpilot førte ham imidlertid til USA i begynnelsen av tyveårene. I fem år tok Bjarte omfattende studier for å realisere drømmen.

– Jeg måtte konvertere pilotutdannelsen til norsk lovgivning da jeg kom hjem. For å gjøre en lang historie kort, viste det seg å være mer komplisert enn jeg trodde, forteller han.

Storbritannias Brexit skulle også stikke kjepper i helikopterrotoren. Bjarte tok fjernstudier i England, da skolen mistet retten til å utdanne utenlandske studenter.

– Da gikk jeg vanvittig i kjelleren, og visste ikke hva jeg skulle gjøre. Å skulle begynne på samme utdannelse for tredje gang, det satt så langt inne, forteller han.

Bjarte innrømmer at det noen ganger har vært vanskelig ikke å sammenligne seg selv med sine eldre brødre.

– Det er vanskelig å komme unna. De har gjort det jævlig bra med mange ting, mens jeg satt med en feilet utdannelse i kassen på KIWI. Men det er ingenting annet enn hvis du har en bror som er lege for eksempel. Det spiller ingen rolle hva grunnlaget for den andre personens suksess er.

– Og det handler jo ikke om at jeg har vært misunnelig og ikke unner dem noe. Det er mer fordi jeg var skuffet over egen prestasjon.

– Du har vært skuffet over deg selv?

– Hadde du spurt meg for ett år siden, hadde jeg neppe sagt ja.

– Men jeg hadde nok tenkt det selv, sier Bjarte.

Han har aldri følt på bitterhet overfor brødrenes suksess.

– Det har aldri vært noe sånn «faen ta de». Om jeg har vært misunnelig, har jeg i så fall tenkt at ting de gjør virker fett og at jeg også vil gjøre det. Men så har jeg jo ikke gjort en innsats for å få det til å skje.

33-åringen mener på ingen måte at han matcher brødrenes talenter når det kommer til musikk, komedie og TV. Men noen ganger kan han kjenne på anger over fortiden.

– Det er irriterende å vite at man har hatt potensialet til å gjøre noe bra, og så har det bare kokt ut i kålen. Det er mange grunner man kan skylde på for at ting har blitt som de har blitt, men til syvende og sist koker det ned til avgjørelser jeg har tatt, sier Bjarte.

– Og det å vite at man ikke alltid har tatt optimale avgjørelser i livet er jo lite fett.

I dag er perspektivet annerledes. En ny jobb som utfordrer ham, tror Bjarte har mye av æren.

– Jeg kommer nok aldri til å jobbe som helikopterpilot. Men om jeg får råd til det, vil jeg i hvert fall få tatt lappen i Norge også.

«Den ukjente broren»

Merkelappen «den ukjente broren» har fulgt Bjarte siden tenårene. For ham har brødrenes suksess blitt en lakmustest som skiller venner fra bekjente.

– Enten er jeg bare Bjarte, eller så er jeg «broren til Ylvis». Og det er jo greit det, men noen ganger tenker jeg at «ok, skal vi gå gjennom denne runddansen nå igjen?».

– Mest tenker jeg at de er jo ikke SÅ interessante. Han ene skylder meg penger på Vipps, liksom.

Sjargongen mellom de tre er tydelig preget av humor, selvironi og god gammeldags erting. Bjarte sparer ikke på kruttet da han får spørsmål om brødrenes mest irriterende egenskaper.

 – Jeg føler at Bård slipper lett unna med ting. Det er utrolig irriterende at han kan parkere hvor som helst uten å få en bot. Og Vegard har en tendens til å krangle på alt jeg sier. Alle påstander jeg kommer med, skal faktasjekkes.

– Men jeg stoler jo ikke på noen, så det er ikke så rart, protesterer Vegard.

Selv om lovordene tar lengre tid å hente frem, dukker de også opp med litt innsats:

– Hvis det er en ting jeg beundrer med dem, så er det kanskje arbeidskapasiteten og den viljen de har til å kverne på ting til det er ferdig. Jeg tror få personer forstår det aspektet ved det Bård og Vegard driver på med, sier Bjarte.

Han mener han har tjent godt på å være brødrene til Bård og Vegard.

– Det har gitt meg mange kule opplevelser.

Som da han kappkjørte med filmregissøren Harald Zwart nedover Sunset Boulevard – med Zwarts kone Veslemøy i passasjersetet.

– Jeg bodde i Portland, og fikk komme for å henge med Bård og Vegard i L.A. Vi bodde hos Harald, og skulle ut og spise middag sammen med dem. Da spurte han om jeg ville ta med Veslemøy og kjøre Porschen hans, forteller Bjarte.

– Så møtes vi i et lyskryss, og jeg bruser motoren min litt på kødd. Så gjør han plutselig det samme. Å dragrace mot Harald Zwart i hans egen Porsche er nok en opplevelse jeg aldri vil få igjen.

Møtte kjæresten på premierefest

Storebrødrenes invitasjon til en premierefest for «Ex On The Beach» viste seg også å være en fulltreffer. Det var nemlig her Bjarte traff YouTuberen Cornelia Thorsen.

– Det var hun som tok initiativ til å bli bedre kjent. Jeg er veldig pysete på slike ting, forteller Bjarte.

Paret har vært samboere i over tre år, og har en hund sammen. 33-åringen omtaler seg selv om veldig hjemmekjær.

– Jeg blir fort sliten av sosiale settinger, og trives godt hjemme. Der er Cornelia ganske lik meg. Det høres teit ut, men vi er glade i å dra hjem tidlig, sier han.

– Men vi er også ulike på mange områder. Hun er mye mer varm og omsorgsfull enn meg. Jeg bryr meg jo om meg og mine, men jeg er kanskje ikke så god til å vise det.

Bjarte ønsker imidlertid ikke å gå i Bård og Vegards fotspor når det gjelder å stifte familie.

– Jeg tror rett og slett at jeg er for egoistisk til å ville ha barn. Jeg ble tidlig onkel, og har alltid likt barn – men jeg har også likt å trekke meg tilbake når jeg blir lei.

Storebrødrene håper Bjarte forblir i rollen som «onkel Sigrid». De omtaler ham som en mye kulere onkel enn dem selv.

– Ingen har noen gang blitt kulere av å få barn. Og så er det ganske fett at han kan fly helikopter, da, innrømmer Vegard.

– Men etter hvert som Bjarte har fått seg fast jobb og dame, så har han jo blitt mindre fet. Jeg håper han ikke blir for streit, legger Bård til.

Selv har han vært sammen med kona Maria siden han var 15.

– Jeg har jo aldri vært singel, så om jeg kunne blitt kul, får vi aldri vite.

«Dritten i midten»

Bjarte kan beskrives som en hybrid av sine brødre. «Dritten i midten», som de kaller ham – men med et smittende vesen og godt humør.

– Jeg tror nok Bjarte ligner mer på meg i kraft av at man ikke kan ligne så mye på Vegard. Vegard er sin egen fyr, og Bjarte og jeg prøver kanskje å passe mer inn i verden, sier Bård – til latter fra de to andre.

Minstemann selv er enig i at han er en god blanding av de to.

– Bård er veldig karismatisk, vittig og «likandes». Vegard er mer musikalsk, men også analytisk og nerdete. Det er et trekk som går igjen hos oss alle tre. Vi liker å snakke om ting som ingen andre bryr seg om, forteller Bjarte.

Påstanden blir senere bevist da en forbipasserende hund gjør sitt fornødne rett ved siden av, og intervjuspørsmål må vike for en diskusjon om hunders evolusjon og overlevelsesevne.

– Nå sporet vi veldig av her. Hvordan gikk det egentlig i Sogn?

– Det ble jo noe, da. Vi tenkte at enten ble det bra, eller så ble det morsomt. Folk får jo se hvordan det går som det går, svarer Bjarte.

– Vi sov jo ikke et sekund på de ukene, men det er jo dette vi elsker å holde på med, å sitte og jazze og lage noe ut av ingenting, supplerer Bård.

– Dere har lagt åtte låter på kort tid. Ble dere fornøyde med resultatet?

– Noen av låtene fortjener i hvert fall å finnes. Om folk kjøper konseptet og synes det er hyggelig å være med til Sogn, gjenstår å se. Det er narsissistisk å tenke at folk skal sitte å være interessert i vår prosess, sier Vegard.

– Men det var ekte, da. Vi har ikke gjort oss til eller planlagt ting som vi vanligvis gjør, og det var litt gøy.

Alle tre er unisont enige i spesielt en ting: Jo mindre publikumet blir, jo verre føles det å opptre.

– I en av episodene er vi på et eldrehjem. Det eneste jeg klarer å tenke mens vi står der, og Bjarte roper ut: «Er det noen her som liker Trap/EDM?», er at dette er en stor feilbooking, utbryter Vegard.

– Men det var også veldig morsomt, da.

Ylvis har ingen planer om å trappe ned med det første.

– Vi tre er ganske like på at vi aldri kommer til å kjede oss i livet. Uansett hva vi finner på, blir det interessant, sier Vegard.

Og lillebror? Han tar ting som det kommer.

– Om jeg får flere muligheter til å være med på noe kult, er jeg jo selvsagt med, men jeg har ingenting planlagt. Jeg lar meg ikke stresse av å tenke på fremtiden.

[nordic-language-love]

29.10.22

Nok en dag ute i naturen! Først gikk jeg langs Akerselva for å komme meg til Folkeuniversitetet i Nydalen. Jeg tok en pause midt på veien for å spise nystekt vafler ved siden av elva. Det er noe jeg kan anbefale? Kaféen heter Fomoto Café. Da hadde jeg Bergenstesten muntlig del. Det gikk ok, og både sensoren og eksaminatoren virket imponerte da jeg forklarte at jeg aldri har bodd i Norge, og de stilte meg spørsmål om hvordan jeg hadde lært det.

Da gikk jeg videre, først til Brekkestranda. Altså… jeg prøvde å komme meg til Brekkestranda. Jeg kunne se innsjøen, men ikke veien dit. Til slutt ga jeg meg og satte meg i retning Trollvann istedet.

Jeg ga meg nesten flere ganger. Jeg hadde ikke visst hvor høyt det var! Jeg er ikke erfaren turgåere og har dårlige knær, skjønner du 😅 Det var en gang jeg måtte gå opp ei bratt trapp, og etter bare de først tjue steg tenkte jeg… fy faen dette klarer jeg ikke. Men jeg var så nær, og jeg var litt skuffa at jeg ikke hadde kommet til Brekkestranda og jeg ikke hadde fant stien jeg skulle tatt dagen før, så jeg skjerpa meg og fortsatte.

Jeg er glad jeg bestemte meg å ikke snu! Det var mange flotte utsikter på vei opp (og ned), og verden var så stille og rolig der! Jeg belønna meg ei kanelbolle før jeg begynte reisen tilbake.

Totalt gikk jeg 17km. Ikke så verst! Jeg går ikke på lange tur særlig ofte, så jeg var stolt av meg selv. Jeg kjøpte noe til middag før jeg gikk opp til hotellrommet fordi jeg visste jeg ikke skulle klare å dra ut igjen etterpå. Jeg var helt utmattet, og jeg kjente stølheten i leggene! Jeg tok en lang dusj og koset meg inne.

For en dag!

Rettelser velkomne, så klart!

[oneiriad]

אני כל כך שמחה לשמוע שאת לוקחת רעיונות לכתיבה

Nie Huaisang & Wen Kexing, בבקשה

Wen Kexing var rasende.

Hvor vovede de her grågrønne, grumsede knoldesparkere at slæbe afsted med ham, som om han ikke var Spøgelsesdalens frygtindgydende høvding. Som om han var en simpel stratenrøver eller voldtægtsforbryder, bagbundet og afvæbnet og helt og aldeles ydmyget.

Hvor vovede de?! Hvor kunne de? De var så tydeligt ikke andet end en flok lavtrangerende soldater, simple tølpere, og alligevel havde de hakket hans vifte midtover og nærmest brækket hans ben.

Selv en førsteklasses kampsportsmand som hans A-Xu ville ikke ha' kunne overvinde ham så let. Hvor vovede denne flok bøller...?!

Og for hvad? Hvad havde han gjort dem? Budt på en omgang vin til hele skænkestuen for at fejre brevet fra hans A-Xu og bedt dem skåle for Wen den Gavmilde som tak? Og hvad var takken? Sabelraslen og vold?

Hvor vovede de???!!!

Hvor vovede de slæbe ham afsted af den her møgbeskidte jordvej og ud til lejren med de grønne telte og de fremmedartede bannere, som han med vilje var gået langt uden om på vej ind i byen. Han kendte ingen kampsportssekt med det tyrehoved-lignende symbol og han havde andre og bedre ting at lave i dag.

Tølperne slæbte ham gennem teltlejren, direkte hen til det største telt.

"Højtærede sektleder Nie?" kom det fra bøllernes chef. "Vi har pågrebet en mand i byen."

Wen Kexing bandede da de smed ham ind i teltet. Til sin overraskelse landede han blødt, så han nær ikke havde præsteret at rulle og komme på benene af bar overraskelse.

Han gloede olmt på - og det var så også en overraskelse. Hvis bøllerne var noget at gå efter, skulle man ha' forventet at deres chef var en kriger, høj og bredskuldret og intimiderende. Spirrevippen som tittede nervøst på ham henover kanten af sin vifte passede lige så dårligt ind som det bløde tæppe under hans fødder eller de to unge piger, som var stoppet med deres musiceren ved hans bratte ankomst.

"Jeg var ikke klar over, at vi var blevet hyret til vagttjeneste, Kaptajn," sagde spirrevippen efter at have kigget på ham lidt. "Betaler magistraten godt?"

"Sektleder Nie, vi tog selv initiativ til at arrestere denne slyngel," erklærede kaptajnen og skød brystet frem.

"Aha. Og hvilken forbrydelse har denne herre begået, Kaptajn? For det må jo være grelt. Lidt lommetyveri kunne I jo bare have overladt til portvagten."

"Han sagde, at han var en Wen!"

"Javel ja. Er det korrekt, hr.? Hedder De Wen?"

"Wen Kexing," og han rankede ryggen og sendte bøllekaptajnen et vredt blik. "Ikke at jeg aner hvorfor mit navn skal lægges mig til last på denne måde! Overfaldet på åben gade! Se dog på mit tøj!"

"Og det var alt, Kaptajn?"

"Er det ikke nok, sektleder?"

Spirrevippen sukkede og foldede sin vifte.

"To spørgsmål, Hr. Wen. For det første - siger navnet Wen Ruohan Dem noget?"

"Aldrig hørt om manden."

"Og deres slægt?"

"Mine forældre kom fra Lægedalen."

"Den er jeg desværre ikke bekendt med. Som De måske kan gætte, så er vi ikke lokale, og der virker til at være sket en beklagelig misforståelse. Kaptajn!"

"Javel."

"Vi er langt fra både Det Urene Rige og Den Natløse Stad - og det kan godt være, at alle der hed Wen derhjemme skiftede navn eller flyttede væk for år tilbage. Men her er det bare et navn. Og I kan ikke gå og overfalde tilfældige almindelige mennesker bare fordi de hedder det. Forstået?"

Wen Kexing blev egentlig bare mere forvirret. Spirrevippen havde virket så blød og harmløs, men hans stemme...

"Og få så det gudebindende reb af ham! Det er da at overdrive. Manden er jo tydeligvis ikke kultiveret, så hvad skal det til for?"

"Han slog nu godt fra sig," brummede kaptajnen, men adlød. Ikke at Wen Kexing værdigede ham et blik, for hvor vovede spirrevippen!!! Ikke kultiveret? Ham?! Han havde mere dannelse i sin lillefinger end denne...

"Så' det godt! Du og din enhed har latrintjeneste den næste måned. Et ord til og I kommer til at hænge på et halvt års gravvagt når vi kommer hjem!"

Bøllerne fortrak og spirrevippen gik hen til Wen Kexing og bukkede høfligt. Åh tak, så nu var man pludselig høflig.

"Tillad mig at præsentere mig, hr. Jeg hedder Nie Huaisang og undskylder dybt for den beklagelige misforståelse og mine mænds opførsel. Som et lille plaster på såret må De virkelig gøre mig den ære at være min gæst - i hvert fald indtil vi kan få repareret Deres tøj. Piger! Gå ud og bed tjenerne gøre et varmt bad klar og finde noget tøj der kan passe Hr. Wen. Ja, jeg ville tilbyde noget af mit eget, men De er vist en anelse for bredskuldret," og han rakte hånden ud for at børste lidt vejstøv af Wen Kexings dragt.

Da han trak hånden tilbage var der en dråbe blod på den.

"Åh, De er jo såret. Altså, de brutale typer vi holder os. Lad mig?" og han rakte hånden frem, åben, som om han bad om tilladelse til at tage hans puls.

Wen Kexing besluttede sig for at gøre gode miner til slet spil og lagde sin hånd i Nie Huaisangs.

I næste sekund spilede han øjnene op og måtte nærmest bide sig selv i tungen for ikke at stønne. Den unge mand tog ikke hans puls - han skubbede energi ind i ham, så rent og glødende og frydefuldt, at ingen kampsportskunstners qi kunne sammenlignes. Det var som flydende sollys, der smuttede ind under huden på ham, kærtegnede hans meridianbaner og udglattede hver en skramme og hvert et blåt mærke undervejs.

Da Nie Huaisang slap hans hånd stod Wen Kexing tilbage med følelsen af lige at ha' haft et af sit livs bedste orgasmer.

"Ja, De må undskylde. Min storebror var altid ganske fortvivlet over hvor ukultiveret jeg er, men lidt basal feltmedicin fik han da banket ind i knolden på mig. Lidt vin, gode herre, så vi kan få tiden til at gå behageligt indtil Deres bad er klar?"

Wen Kexing fandt et smil frem og takkede ja. Hans næste brev til A-Xu ville bestemt ikke blive kedeligt.

[nils-elmark]

Gilgi eine von uns

Forfatterinden Irmgard Keun skabte 30ernes unge tyske hverdags-heltinder.

Gilgi står op klokken 6:30 og gør morgengymnastik inden brusebadet: først det varme og så det kolde vand, mens hun tæller til tredive. Ikke for hurtigt! Hun kommer lidt Nivea creme på øjenbrynene, så får hun et rundstykke med smør og en kop kaffe af familiens egen forfærdelige blanding: 1/4  kaffebønner, en 1/4 cikorie 1/4 byg og 1/4 Karlsbader Kaffeerstatning. Faren i huset får som den eneste i familien et æg, mens han læser op af nyhederne fra Kölner Stadt-Anzeiger om blandt andet røveri i en smørforretning, nye fund af våbenlager og Biskoppen af Leitmetz, som netop var afgået ved døden. 

Sådan indleder den unge tyske forfatter Irmgard Keun sin roman “Gilgi - eine von uns” - der udkom i 1931 og øjeblikkeligt blev en bragende succes. Bogen handler om Gilgi, der egentlig hedder Gisele, men det vil hun først hedde, efter hun er fyldt 25 år. Gilgi, er en af de 1,3 millioner kontormus med stenogram-blokke og Erika skrivemaskiner, der i mellemkrigstidens Tyskland forsøgte at gøre karriere og tjene til livets ophold i det tyske erhvervsliv. Gilgi bliver læsernes rollemodel for den nye unge frigjorte kvinde, som vil tage ansvar for sit eget liv. Gilgi ryger cigaretter og drikker alkohol og da hun forelsker sig bliver gravid (stop her hvis du selv vil læse bogen) vælger hun at forlade sin elskede, rejse til Berlin og klare sig selv, som enlig mor. Som Claire Waldorff sang i en samtidig revyvise: “Raus mit den Männern!”  

Jeg er vild med bogen og Irmgard Keuns måde at skrive på. Hun skriver ikke blot en roman - hun rapporterer fra en virkelighed, som læserne kan genkende og som bliver bragt til live igen 91 år senere. Vi får at vide, at Gilgi bruger Nivea - ikke bare creme. Vi får ikke blot at vide, at familien bruger kaffeekstrakt, vi får at vide, at det er Karlsbader, og de nyheder Gilgi’s far læser op ved morgenbordet, er virkelige begivenheder. Biskoppen i Leitzmetz hed Joseff Gross og han døde faktisk den 20 januar 1931, så faderen i bogen læser formentlig op af Kölner Stadt-Anzeiger fra den 22. januar 1931 - det var en torsdag.

I et andet kapitel beslutter Gilgi sig for at opsøge, hvad hun tror, er hendes biologiske mor, som bor i Thieboldgasse, der er en virkelig gade.  Man kan stadig på Google følge hendes vandretur fra Domstrasse gennem Köln. Bogen er et eksempel på den strømning, som opstod i 20′ernes Tyskland og blev kaldt “Die Neue Sachlichkeit” - ‘den nye faglighed’, hvor kunstnere og arkitekter skrællede pynten af overfladen og skildrede den virkelighed, de var en del af. Bogen er på alle måder moderne - dengang og idag.

Gilgi gjorde forfatteren Irmgard Keun berømt fra den ene dag til den anden. Bogen blev straks filmatiseret og Keun var hurtig på tasterne og fulgte op med endnu en bestseller roman om Doris i “Das Kunstseidene Mädchen”, der udkom i 1932.

Og så var det hele slut.

Nazisterne kom til magten og Irmgard Keun’s frigjorte unge kvindebilleder passede ikke de nye herskere. Hendes to bøger var blandt dem, der blev kastet på bålene i 30 universitetsbyer rundt om Tyskland i maj 1933 og Irmgard Keun selv måtte gå i eksil i Belgien. Efter krigen tog hun sit forfatterskab op igen, men hun nåede aldrig tilbage til sin ungdoms litterære højde, dengang hun ramte tidsånden mere præcist end nogen anden.

Irmgard Keun’s bøger er over årene blevet genoptrykt og genudgivet, men det eksemplar af “Gilgi, eine von uns”, som jeg fandt i et antikvariat i Düsseldorf og som jeg netop har læst, er den oprindelige udgave fra 1931, som, skjult på et bibliotek, undgik flammerne to år senere..

[grafodei]

Fra Tunet | Dag Fem og Dag Seks.

En litt sen oppdatering. Jeg skriver faktisk dette samtidig som jeg skriver innlegget for Søndag av grunner som kommer til å bli veldig klare mens du leser. 

Jeg våknet på Fredags morgen med hodepine og en hals som føltes som om jeg hadde svelget hvitglødende jernspon. Da jeg prøvde å reise meg gikk jeg nesten rett i bakken av svimmelhet, men jeg bestemte meg likevel for å dra meg ut av sengen og gå til morgensamling. 

Jeg fikk ærlig talt ikke med meg mye av det som ble sagt, bare at læreren snakket om Pachelbels Kanon i D, ett av mine absolutte favorittstykker fra Barokken, kanskje ett av mine favorittstykker av musikk noensinne. Men spesifikt hva læreren snakket om har jeg ingen anelse om. 

Etter dette ble vi vist rundt på de stedene vi ikke fikk sett på tidligere omvisninger, og så var det lunch. Det var rundt dette tidspunktet jeg oppdaget at stemmen min hadde forsvunnet, og jeg klarte ikke mer enn en lav hvisking. 

Det var blitt veldig tydelig på dette tidspunktet at jeg hadde blitt smittet av noe, og det virket som om jeg ikke var den eneste. Omtrent en tredjedel av hele østfløyen på internatet så ut til å være syke, og jeg klarte meg egentlig bedre enn de fleste siden jeg var i stand til å faktisk bevege meg utenfor rommet mitt. 

Jeg meldte meg ut av hva enn det var som skulle skje direkte etter lunch og gikk på rommet for å prøve å slappe av litt. Det funket dessverre ikke, og jeg måtte kravle meg ut av sengen ca. en og en halv time senere for å gå til korridormøte. På dette tidspunktet så var jeg temmelig sikker på at jeg hadde feber, og var egentlig ikke i stand til å gjøre stort annet enn å sitte der og unngå å besvime. 

Jeg kan ærlig talt ikke huske noe mer av dagen, bare at jeg ikke hadde det noe særlig bra. 

Dagen etter var enda verre, og istedenfor å nyte lørdagen så ble jeg liggende på rommet omtrent hele dagen. Jeg kom meg opp til kveldsmaten og klarte å tvinge i meg noen brødskiver. Hele skolen så ut til å være i Trondheim, bare stippene, tre elever og en lærer så ut til å være igjen. 

Etter dette følte jeg meg så deprimert at jeg bare gikk rett til sengs for å prøve å sove av meg restene av hva enn jeg hadde blitt smittet av. 

Slutten av første uke har ikke vært noen særlig god opplevelse for å si det mildt. 

[vingefang]

min veninde sagde den anden dag, at hun håber at jeg møder et menneske som er en engel, en som giver mig blomster uden at jeg ber om det og en som elsker mig meget højt. blev så rørt da hun sagde det. bliver rørt nu hvor jeg skriver det. jeg har ikke lyst til nogensinde at date nogen igen, men jeg håber jo også at det kommer tilbage. lige nu skal jeg bare være i de følelser. at alting er svært og er at savnet er meget stort og tungt. jeg er glad for, at jeg nåede at sende et billede af h til min farmor inden hun døde, hun sagde: jeg er så glad for at du har nogen. og jeg ved også godt, at jeg har folk nu, utroligt søde venner osv, men hun blev så glad på mine vegne. det var så vigtigt for mig.

jeg har bare ligget i sengen hele dagen og læst til eksamen. jeg har hele tiden en knude en maven som ikke forsvinder. den er kæmpestor og indeholder alt muligt. jeg ved ikke hvornår, jeg kan trække vejret helt afslappet igen. jeg håber at det er snart, men jeg skal også tage en dag af gangen. ikke skynde mig. bare vide at det er ok det hele og at jeg er ok. forsøge ikke at lade alting ødelægge mig. det bruger jeg enormt meget tid og energi på: ikke at lade det ødelægge mig. ikke falde fra hinanden. tro på, at alt er som det skal være og at det nok skal gå.

[firecroft]

Vegard Ylvisåker: − Jeg ble flau av det

I begynnelsen skygget Vegard Ylvisåker litt unna. Nå takler han kjendislivet på en litt annen måte, men det er en risiko han ikke lenger vil ta.

MARIANNE THORSHAUG KRISTIANSEN

THOMAS ANDREASSEN (FOTO)

 Publisert: 03.10.22 kl. 16:51

 – Det eneste jeg tenker på, er om jeg skulle ha gjort ting annerledes. At vi kunne smidd mer mens jernet var varmt på noen ting, sier Vegard Ylvisåker (43) og skjenker seg et glass Pepsi Max.

I år er det 22 år siden han og broren Bård (40) fikk sitt humorgjennombrudd som Ylvis.

– Jeg synes ikke at det kjennes som om tiden har flydd. Det er lenge siden 2000, sier Vegard når vi møter ham på en kafé på Grünerløkka i Oslo.

«Ylvis – en kabaret» ble til etter at Peter Brandt oppdaget Bård i en forestilling på Fana Skoleteater.

– Vi hadde aldri noe mål om å lykkes. Det som er digg med det, er at det aldri har kjentes som et usunt jag.

I 2004 solgte guttene billetter for nærmere fem millioner kroner til forestillingen «Ylvis en konsert» i Tønsberg. TV-karrieren skøyt fart da brødrene ledet «Norges herligste» på TVNorge fra 2007. Den voksende kjendisstatusen gjorde Vegard ubekvem.

– Jeg skygget litt unna oppmerksomheten i begynnelsen. Jeg ble flau av det. Nå har jeg funnet ut at om noen vil komme bort og ta bilde, må jeg bare si ja og være hyggelig, ikke late som om det ikke er reelt.

Fremdeles kan han synes det er litt ubehagelig å være på røde løpere og hilse på kjendiser han ikke kjenner.

– Det er litt som å møte en gammel bekjent i Syden. Det er rart å si hei, men det er rarere å ikke si hei. Hvis jeg sier hei til Marius Borg Høiby på en premiere, sier jeg underforstått til ham at «du vet sikkert hvem jeg er». Det synes jeg er ubehagelig.

Internasjonal suksess

Brødrene Ylvisåker har ledet en rekke programmer, og da de lanserte musikkvideoen «What Does the Fox Say?» på «I kveld med Ylvis» september 2013, fikk de dessuten enorm internasjonal oppmerksomhet.

I løpet av en måned hadde videoen over 100 millioner visninger og endte med å bli årets mest spilte på YouTube i 2013. Nå er videoen spilt én milliard ganger.

– Den internasjonale suksessen kom brått på. Det var surrealistisk og veldig uventet. Det var ikke noe vi hadde jobbet for, så det var litt gøy at det skjedde på den måten.

I kjølvannet av «Fox»-suksessen gjestet de blant annet «The Ellen DeGeneres Show», et av USAs største talkshow.

– Jeg husker at vi besøkte henne i garderoben før sending. Hun spilte veldig høy musikk. Litt som Era fra 90-tallet. Sånn munkemusikk med beats, humrer han. Duoen takket ja til å være med på skjult kamera sammen med Hollywood-stjernen.

– Vi gjemte oss i en bås på dass med revemasker. Når det kom inn folk på toalettet, åpnet vi døren og sang. Opptaket tok under ti minutter. Det var litt rart for oss som var vant til at en hel dag kunne gå bort i teknisk kål.

 Møtte Hollywood-stjerner

Like etter opptrådte Ylvis på iHeartRadio-festivalen på MGM Grand i Las Vegas med stjerner som Elton John, Katy Perry og Drake.

– Alle fikk store garderobe-trailerer. Side om side sto «P. Diddy» og «Ylvis» sine trailere. Manageren vår og jeg sto og så på trommesettet til Queen som var utstilt. Ved siden av oss var det noen flere fyrer som beundret trommene. Senere viser det seg at det var Muse som sto der. Så kom Drake gående med entouraget sitt. «Hey guys», sa han til oss. Da tenkte jeg: «Hva faen er vi med på egentlig».

Bård og Vegard deltok også på European Music Awards samme år.

– Vi går inn der og er helt ukjent blant alle artistene som kjenner hverandre. Så nærmer det seg at vi skal på scenen, så vi tar på revedraktene. Da forandrer alt seg. Jeg kjenner at noen hopper opp på ryggen min. Det er Miley Cyrus som sitter der og synger på sangen vår!

 – Var det godt å kunne reise tilbake til «vesle Norge» når alt stormet som verst?

– På den tiden lekte vi med tanken på å prøve oss i USA, men det tok ikke så lang tid før vi kjente på hvor godt det er å bo i Norge. Drømmen om Hollywood går fort over. Det er mye bedre vær der, da. Men når været er det jeg nevner, er kanskje ikke grunnlaget til stede for å flytte, sier han og ler.

– Ikke så mye sammen på fritiden

– Noen har brødre de ikke klarer seg uten, andre brødre de ikke klarer å være sammen med. Jeg tror jeg er midt imellom, forteller Vegard.

– Hvordan vil du beskrive Bård?

– Det er sammensatt å beskrive ham. Vi er like på mye, men også veldig ulike. Han er veldig opptatt av komfort og å være varm. Der er vi fysiologisk forskjellige. Vi er begge glade i å oppleve mye forskjellig, og vi blir nok aldri lei av livet!

Med intense innspillingsperioder får søsknene dekket det sosiale behovet seg imellom.

– Vi er ikke så mye sammen på fritiden. Det blir mest bursdager og konfirmasjoner. Det var veldig greit å være på «71 grader nord» uten bror også, forteller Vegard.

Han er en av årets profiler som kjemper om tittelen Norges tøffeste kjendis».

– Jeg har faktisk hatt lyst til å delta i «71 grader nord» helt siden jeg så første sesong i 1999. Da satt jeg i befalsmessen i militæret og så på det. Jeg er veldig glad i å gå tur, det var derfor jeg var i forsvaret. Jeg ble lønnet for å gå tur langsmed grensen i et halvt år.

 Deltar i realityserie

Han beskriver deltagelsen som å gå på en tastingmeny på en Michelin-restaurant uten å måtte betale.

– Det var helt fantastisk. Spektakulære turer som andre hadde lagt opp og som jeg ikke måtte betale for. Samtidig var det slitsomt også. Skulle jeg gjort det privat, hadde jeg tatt det litt roligere, samt ikke vært ute og gått i drittvær.

Vegard er ikke i tvil om hva det var han fryktet mest før oppholdet.

– Jeg var mest redd for det sosiale. Hvordan skulle jeg klare å komme overens med så mange forskjellige personer? Jeg hadde ikke lyst til å «klikke» på TV, så jeg var redd jeg måtte moderere meg for å unngå det, men det trengte jeg ikke. Det fungerte helt fint.

– Hva overrasket deg mest med deg selv?

– At jeg kunne bli så sterkt knyttet til andre mennesker på kort tid. Jeg har alltid sett på sånne reality-greier som stusslige, og det er det sikkert fortsatt, selv om jeg har blitt utsatt for det, gliser han og fortsetter:

– Vi var så tett og intenst sammen, så når en person dro hjem, gikk det mye mer inn på meg enn jeg skulle tro.

– Får vi se tårer på TV?

– Ja, det får du. Men jeg røper ikke årsaken. Kanskje det er en stor stein på tåa?

Trivdes i militæret

– Jeg føler at jeg kom meg gjennom det uten å fremstå feil, men guarden forsvant fort. Jeg var nedbrutt fysisk og på noen tidspunkt tenkte jeg bare på eksistens.

Han tenker seg om et kort øyeblikk.

– Jeg tok av meg på overkroppen der det kanskje ikke var naturlig, men jeg orket ikke å være så varm. Det gruer jeg meg til å se på TV.

Vegard ser bort på en gruppe med eldre som er ute på tur med rullatorene sine.

– Det handler bare om å komme seg ut på tur. Formen blir ikke bedre. Jeg hadde vondt «histen og pisten» før jeg dro, men det gikk veldig fint.

Ylvis-profilen tror hans halvannet år i militæret var med på å stramme ham opp mentalt før voksenlivet.

– Jeg lærte mye om meg selv og egne grenser. Når du føler du er i kjelleren, er du bare halvveis i kjelleren. Det er ganske jævlig å få høre. Det var ingenting på «71» som kom i nærheten av militæret.

Han humrer når han forteller en historie fra tiden ute i felt.

– 1200 soldater skulle bli til 150. Øvelsen var helt jævlig, og jeg hadde bestemt meg for å gi meg. Jeg så ned på eksemen på hendene og tenkte at jeg like gjerne fikk bli potetskreller. Etter at vi var ferdige med å pusse våpnene, var det felles middag i messen. Kompanisjefen holdt en tale der han sa at vi var «the shit». At vi hadde klart det. Det gikk rett til hjertet på meg og jeg følte meg spesiell. Jeg bestemte meg for å bli. Jeg hadde blitt flau om jeg hadde hørt talen nå, men det funket.

 Utdannet pilot

Det få kanskje vet, er at Vegard er utdannet pilot. De siste årene har han derimot ikke våget seg ut på flytur.

– Jeg har lagt flygingen litt på hyllen. Det er ikke realistisk å drive med det. Det går både på tidsmangel og at det er en risiko ved aktiviteten. Det er et faremoment ved det. Skal jeg risikere at noen andre skal miste meg for det?

TV-profilen har vært gift med kona Helene Helgesen Ylvisåker siden 2011, og sammen har de tre barn i alderen åtte til 15 år.

På grunn av Vegards lange innspillingsperioder og mye reising i jobben, har Helene vært hjemmeværende siden barna var små.

– Nå begynner ungene å bli så store at det er enklere, men det har vært en kabal som må gå opp hele tiden. Vi er en familiebusiness som gjør det som er best for familien.

Hjemme i huset på Ormøya i Oslo drømmer han om et stort verksted der han kan mekke på ting eller bygge noe, men enn så lenge nøyer han seg med YouTube.

– Jeg er interessert i så mye forskjellig, og da er det fint å kunne se på videoer for å få et innblikk i andres liv.

 Afrikansk barndom

I oppveksten bodde familien Ylvisåker i Afrika i to perioder, først i Mosambik, så i Angola.

– Jeg skulle ønske at jeg kunne tilby mine barn å bo i utlandet i en periode. Vi fikk oppleve veldig mye. Jeg var syv år da vi flyttet til Afrika første gang.

– Hvordan tror du årene i Afrika har vært med på å forme deg?

– Jeg tror kanskje det har vært med på å gjøre meg mer tolerant, sier han og utdyper:

– Likevel var det en del stereotypier som ble underbygget av europeerne som kom ned. Vi er mennesker som har med oss vår trygghet hjemmefra, og så dømmer vi de andre som lever et helt annet liv.

For noen år siden var Bård og Vegard tilbake i Mosambik for å besøke sin far. – Vi hadde bare 22 timer der, men det var veldig fint. Barneskolen vår hadde krympet noe vanvittig da, sier han spøkefullt.

De møtte også gamle kjente under besøket. På vei hjem fra besøket, sa faren at han var stolt av sønnene.

– Jeg lurte veldig på hva det var han siktet til, men det viste seg at han var imponert over at vi våget å snakke så jævlig dårlig portugisisk. Sammen følte vi oss trygge. He, he.

 Vegard Ylvisåker (43)

Kjent som: Programleder og artist.

Sivilstatus: Gift med Helene Helgesen Ylvisåker.

Aktuell med: «71 grader nord – Norges tøffeste kjendis»

Hører på: Jeg hører mye på podkaster. Jeg er veldig glad i de gode, gamle «Radioresepsjonen»-gutta. Det er også digg å slå på radioen og bare bli foret med det som kommer.

Ser på: Det kommer på om det er alene eller sammen med konemor. Sammen med henne ser jeg på «Game of Thrones». Jeg ser bare på dokumentarer på YouTube. Gjerne romfart og vitenskapsting. I det siste har det gått mye i sjøslag fra Andre verdenskrig.

Smaker på: Mat og drikke. Vi har ikke noe spesielt i helgene, men ungene er veldig glade i tacofredag og pizza på lørdag.

Reiser til: Jeg kan tenke meg å seile eller padle mellom noen sydhavsøyer.

[nils-elmark]

Solosejlads til Anholt med Knud Rasmussen i køjesækken (Dag 1)

Jeg sejlede op gennem Øresund tidligt i morges og er nu midt på Kattegat uden at kunne se land nogen steder. Mit mobilsignal er forlængst væk. Det eneste spor jeg sætter i verden er en kølvandstribe, og den er væk om et øjeblik. Det er en diskret påmindelse fra kloden om, at den klarer sig fint uden mig, men at den er flexibel.

Der er 55 sømil fra Helsingør til Anholt. Jordens omkreds er 40.000 km, som er opdelt i 360 grader, der derved hver er 111 km. Hver af disse grader opdeles yderligere i 60 minutter, hvilket giver 1.852 meter, altså en sømil!

Det betyder, at jeg skal sejle over 100 km idag, for at besøge en af mine sønner, som har et sommerjob på Anholt. Det går lidt for roligt op gennem Øresund, men ved Gilleleje blæser det op, mere end de 8 meter i sekunet, som DMI spåede. Der er kommet liv i båden, jeg har vinden lige ind fra siden og farten er oppe på 6-7 knob. Det er på grænsen af, hvor hurtigt den teoretisk kan sejle - ikke hvad den kan tåle. Min Polaris Drabant har off-shore-egenskaber, så den kan sejle ude på de store dybe oceaner. Jeg er dog ikke sikker på, at skipperen har helt de samme egenskaber. Bølgerne bliver større. På et tidpunkt er det for festligt, så jeg går op mod vinden og reducerer forsejlet.

Sejladsen bliver straks mere behagelig, men det gynger stadig for meget til, at jeg har lyst til at blive kastet rundt i kahytten og forsøge at smøre madder og lave kaffe. Jeg nøjes med en flaske vand og en halv plade Marabou Mint Krokant.

Turen til Anholt varer hele dagen men heldigvis har jeg en autopilot, så jeg slipper for at sidde med hånden på styrepinden hele vejen og forsøge at holde kompaskurs 320. Så ville 56 sømil føles meget længere.

Ved 18-tiden kommer jeg ind i Anholt Havn - drivende våd - efter at have bjærger storsejlet i heftig sommeregn, og bliver modtaget af verdens bedste havnelods i sin motorbåd. Han er Anholt's gode humør og gelejder mig på plads:

"Hvad siger du til Bro 3? Jeg tror, vi lige har en plads til dig dér", råber den solbrændte vildmand.

"Er det herinde, spørger jeg og peger.

"Ja, dér hvor solen skinner og pigerne er søde", ler han

Det er lige mig. Med hjælp af en venlig tysker, får jeg fortøjet Anna på plads 312, rydder op i alt rodet på båden, ringer hjem og fortæller, at jeg er godt i havn, tekster det samme til sønnen, går op og køber pladsleje, kobler el-kablet til båden og får tørt tøj på. Nu har jeg landlov og burde gå på opdagelse på havnen, få en ny tatovering og starte et slagsmål; men jeg er for træt og vil hellere bare blive ombord.

Jeg tænder komfuret og tømmer en pose Coop "Chunky Tomato Soup" ned i en kasserolle og putter et focacia brød på en pande og lægger låg på, så det virker som en ovn, og skænker mig et glas rødvin. Sætter mig udenfor i aftensolen og spiser glohed tomatsuppe og brændt brød, mens jeg ser ud en skov af høje master. Anholt er en vild ø - et stykke utæmmet natur - man havnen er som IKEA's parkeringsplads! Den er pakket med både fra hele Skandinavien og Tyskland, som alle er hjælpsomme og gør deres bedste for at respektere de andres privatliv.

Jeg begynder at læse Knud Rasmussen's bog Den store Slæderejse, som jeg har haft med i køjesækken. Den handler om den 5. Thule-ekspedition, da danske og grønlandske opdagelsesrejsende foretog en 18.000 kilometer lang slæderejse fra Thule i Nord ned langs Grønlands kyst og tværs over det arktiske Nordamerika til Sibiriens kyst. Rejsen begyndte i 1921 og sluttede den 24. maj tre år senere: Altså for præcist 100 år siden.

Knud Rasmussen sammen med to af de grønlandske polarforskere på den lange slæderejse: Qaavigarsuaq Miteq (tv) og Knud Rasmussen (th). Den unge kvinde i midten, Arnarulunguaq, var usædvanlig sejg og gjorde hele rejsen med på lige vilkår med mændene. Hun var den første grønlandske kvinde som modtog Kristian d. 10's fortjenestemedalje.

Knud Rasmussen blev kaldt en 'en hvid eskimo' af eskimoerne eller inuitterne, som vi idag betegner den arktiske befolkning. Han voksede op i Jakobshavn - idag Ilulissat, hvor hans far var præst. Hans mormor var grønlænder og han selv talte sproget flydende.

Som 12-årig blev han sendt på kostskole på Nørrebro, og 8-9 år senere lykkedes det friluftsbarnet lige netop at skrabe en studentereksamen sammen. Han fik job som journalist på Kristeligt Dagblad og under en opgave mødte han en anden ung journalist Mylius-Erichsen, der som han og havde eventyr i blodet. De to fik i 1902 stablet "Den litterære Grønlandsekspedition" på benene. De ville lære mere om Arktis' befolkning, kultur, traditioner og fortællinger. I 1905 gjorde Knud Rasmussen en afstikker til Lapland, hvor han sammen med 2 samer fulgte renerne over tundraen.

I de næste 20 år var Knud Rasmussen konstant på farten med sin hundeslæde, blev gift og fik fået tre børn - samt nogle udenoms i snehytterne - og hjemme i Danmark var han blevet en en folkehelt. Det var også Knud Rasmussen, som i 1913 var i Thule og fandt en 3,5 ton meteorit, som havde ramt Arktis for 5.000 år siden, og det var ham, som 12 år senere ved hjælp af 124 hunde og 14 slæder fik flyttet jernklumpen til kysten, så den kunne fragtes til København.

Dette er ren Tintin, som i Den mystiske Stjerne og alle de andre fortællinger, hvor tegneseriehelten går på opdagelse på de lokales betingelser - og endda finder en meteor i Arktis. Det er et snapshot af tidsånden. En selfie, om man vil, af pulsen og drømmene i starten af det 20 århundrede. Europa ville se raske mænd, som handlede og gjorde verden større med respekt for andre mennesker og kulturer. Knud Rasmussen og min egen barndomshelt Tintin gik ikke ud og underlagde sig verden, de gik ud for at opdage den, forstå den og blive en del af den. Mens Knud Rasmussen spiste råt sælkød med eskimoer i sneørkenen, sad englænderen T.D. Lawrence på hug i den bagende ørkenen og talte med araberne på deres eget sprog.

Det var sådan europæiske helte så ud, da moderne tider blev født. Hvis resultatet ser anderledes ud idag, er det ikke deres skyld. Noget er gået tabt undervejs - og vi skal finde det igen.

...og så er jeg er ikke for alvor gået i gang med at læse bogen; jeg har blot researchet lidt baggrund. Det skal nok blive spændende.

I Knud Rasmussens eget forord, refererer han til et eskimo sagn om nogle unge mænd, som vil rejse ud og opdage verden og mange år senere mødes igen og konstaterer:

"Verden er stor. Vi er blevet gamle undervejs. Men vi har levet rigt, og idet vi nåede vores mål, har vi vundet viden og visdom for kommende slægter"

Hertil svarer Knud Rasmussen, at eskimo-sagnets indtrængende tale om at være sine ungdoms idealer tro gjorde et stærkt indtryk allerede da han hørte fortællingen i sin ungdom.

Han har ret, vi skal holde fast i ungdommens mål og drømme livet igennem. Men vi skal også have visdommen tilbage. Livet skal ikke kun ses gennem generation XYZ's øjne. Jeg er glad for, at jeg tog strabadserne, da jeg sejlede alene til Anholt idag.

Jeg er for træt til at læse mere og går lige op på dækket og ser ud over havnen. Alt er stille, undtagen lidt glad larm ovre fra Dørken: Vi åbner kl. 15 og lukker når festen slutter. Den er stadig i gang.

Der går jeg over i morgen.

[maelkevejen]

Man skulle tro, det ville være lettere, når nu jeg næsten drukner i guides fra min a-kasse og har fået tilsendt en udførlig mail af den medarbejder, jeg talte med for et par måneder siden med trin-for-trin-forklaringer

men jeg kan bare ikke rigtigt... mønstre opmærksomheden...? Hvorfor FUCK er der så mange steps???! Jeg skal melde mig ledig først det ene sted og så det andet og så skal jeg udfylde en "min plan" det ene sted og et CV det andet sted og hver gang får jeg mails om det, og så skal jeg sende en ledighedserklæring det andet sted også og udfylde et, øh, hvad var det nu... et øh... et ydelseskort senest syv dage før den første i hver måned, ellers får man ikke dagpengene udbetalt. Det er selvfølgelig mit eget ansvar at holde styr på de her deadlines, men det har jeg altså ikke gjort. Så jeg har ikke udfyldt det der kort. Og jeg aner i øvrigt ikke, hvordan man gør. Og et eller andet sted står der også, at jeg skal søge et job inden d. 29. fordi ellers får jeg heller ikke dagpenge, men det har jeg simpelthen ikke tid til (altså jeg kan faktisk ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne nå det, hvis jeg skal være ærlig) og kan det ikke også være ligemeget, hvis jeg ikke har udfyldt det der ydelseskort til tiden? Og jeg er seriøst ved at smelte over det der fucking intromøde, jeg skal til i morgen, for jeg ved ikke hvor det er henne, hvordan jeg kommer derhen, og jeg ved ikke, hvad der skal ske, eller hvad det indebærer, eller hvorfor jeg skal have min computer med, eller hvor mange vi bliver eller i hvilken grad de andre skal se på min ansøgning (som vi åbenbart skal lave til mødet!?!??) og jeg er enormt træt og jeg vil bare gerne i seng, men Mathias er ikke hjemme endnu, for han skulle lige til et arrangement, og der kommer en maler i morgen klokken (fucking!!!!) syv om morgenen og skal fjerne halvdelen af tapetet i soveværelset og vi skal have flyttet en masse ting inden da, og jeg føler mig irriterende efterladt med det og jeg føler ikke, jeg kan overskue noget af det. Mathias var sådan "jamen du kan jo bare gå i seng) men jeg kan aldrig rigtigt finde ud af det, før han er kommet hjem, og det er et stort handicap everything considered og det er jo ikke hans ansvar, men det er stadig et handicap og jeg kan ikke... jeg kan ikke... jeg vil bare... jeg vil bare have fri... Og lige om lidt brænder de nye småkager på, gør de ikke? URGH!

[havnblog]

Idéer til kommunikasjon og samarbeid i skolen

I det siste har jeg snakka litt med en gammel sjef/venninne (la oss kalle henne Lise), om hvordan man kan legge opp kommunikasjonskanaler og samarbeid i skolesammenheng. Så jeg har valgt å samle en del av tankene i dette innlegget! Noen nærliggende tanker resulterte også i innlegget om Praksis-regnbuen nylig.

Noe av dette er basert på ønsker og tanker hun hadde. Jeg baserer meg også på at de skal bruke Microsoft Office-pakka. Det er noen detaljer rundt ting som Teams-kanaler og klassenotatblokker jeg ikke er helt sikker på. Så mottar gjerne kommentarer fra folk som har brukt dette mer enn meg! (Eller andre, for så vidt.)

Mitt utgangspunkt er som en teknisk interessert lærer (så ikke skoleleder) — med flere drømmer og idéer enn det jeg har fått testet i praksis. Men jeg har tenkt mye på dette, og erfart en del ting jeg ikke synes har virka så godt, så håper likevel idéene kan være nyttig for noen. Jeg har også forsøkt å lage et system jeg tenker skal fungere for alle — og ikke bare teknisk interesserte.

Med andre ord, gjør deg klar for ukvalifisert synsing!

Planlegg kommunikasjonskanaler

Det kan være lurt å planlegge, og skriftliggjøre, hvor (og hvordan) ulike former for kommunikasjon skal forekomme. Her har jeg prøvd å illustrere mange av kommunikasjonskanalene som kan være relevant for en skole:

Teams har en del funksjoner og fordeler som gjør at man bør legge opp til at ingen intern kommunikasjon skal foregå per mail eller SMS. Når det gjelder ekstern kommunikasjon, varierer det nok en vel fra kommune til kommune. I Oslo er Skolemelding-appen nyttig, for eksempel.

Noen punkter man bør gå igjennom:

Hva skal foregå i chat, og hva skal foregå på vegger? Og i hvilke teams/kanaler?

Hvis man ikke er bevisst på dette, tror jeg mye kan skli over på chat — rett og slett fordi det er litt enklere. Men mye bør nok egentlig være på vegger, av et par grunner:

Dersom den opprinnelige samtalestarteren er et innlegg, og samtalen kommentarer under, er det enklere å holde oversikten. Det er også mye lettere å se bakover i kommunikasjonen. Hvis man ikke har vært med i samtalen fra starten, kan en chat være veldig uoversiktlig — og man kan for eksempel lett gå glipp av originalspørsmålet.

Du kan dempe varsler på spesifikke innlegg. Dette er nyttig dersom en konkret samtale er irrelevant for deg, men du ikke vil dempe en hel gruppechat.1

Man kan lenke til innlegg. Da kan man for eksempel skrive til noen “Hei, kan du se på dette?”, og lenke rett til innlegget. Man kan også legge inn lenker til hele samtaler i møtereferater (“Som vi diskuterte her, så (…)"), osv.

Alle ansatte må bli opplært i hvordan man tilpasser hvilke varsler man får og når.

Dette er en av de viktigste grunnene til å bruke Teams: Man kan sette tidsavgrensninger, skru av og på varsler fra spesifikke kanaler, osv. Dette må man se på både på enheter som laptoper, og på mobiler.

Det må også snakkes om forventninger: Når kan elever og foresatte forvente å få kontakt med lærere? Hva bør man kunne forvente av kollegaer? Her bør nok også Klubben involveres.

Kanskje man skrur av varsler på alt som har med elever å gjøre klokka 17:00, men lar varsler fra kollegaer være på? Dette kan funke dersom kollegaer kun sender beskjeder på ettermiddag/kveld om noe faktisk er viktig, og ellers er flinke til å bruke en annen god Teams-funksjon: Muligheten til å planlegge når noe blir sendt.2

Skal man gjøre noe ekstra for internkommunikasjon blant elever og foresatte?

For eksempel kan det være greit med en rutine hvor lærere lager gruppechatter når elever har gruppearbeid.

Om noe mer trengs, vil avhenge litt av enkelt-skoler. Jeg synes ikke skoler skal pålegges å fasilitere kommunikasjon mellom foresatte, for eksempel — men det betyr ikke at det ikke kan være nyttig.3

Så få verktøy som mulig

Jeg tror det er lurt å gjøre så mye som mulig i Teams og OneNote. Én av grunnene, er at det kan ha en egenverdi å bruke få verktøy — og da er dette to som dekker veldig mange behov. I tillegg vil begge få større verdi dersom de er svært innarbeida, og “alle” er enige i at arbeid starter (og slutter) her.

Jeg har vært inne på noen av grunnene til at Teams er bedre enn andre former for kommunikasjon. I tillegg til at det har en del skole-spesifikke funksjoner, er det også egna som hub for deling av filer. Alle delte filer bør ligge i en Teams-kanal — og så bør man synkronisere disse til filutforskeren i operativsystemet.

Men dette bringer meg videre til mitt neste poeng: Man bør virkelig prøve å redusere antall filer.

Noen ting må være filer — som presentasjoner og regneark. Men noen “filer” kan være vegg-innlegg, og mange av dem bør heller være sider i OneNote.

OneNote > Word

Av flere grunner mener jeg OneNote bør erstatte nesten all bruk av Word i skolen.

Word har primært to fordeler sammenligna med OneNote:

Mer avanserte funksjoner, som referansebibliotek.

Bedre til ting som skal skrives ut, siden alt baserer seg på A(4)-ark.

Men disse blir, i skolesammenheng, stort sett ulemper.

Når dokumenter ikke skal skrives ut, blir det bare knotete at alt baserer seg på ark: Sånn som at en tabell blir grinete om den er mellom to sider. Dessuten kan man også skrive ut, og eksportere som PDF, fra OneNote også — så slik deling er mulig der også, selv om det ikke er like optimalt.

Og grunnskoleelever trenger ikke de avanserte funksjonene, og da blir de bare i veien og forvirrende.

Jeg mener disse verktøyene har såpass stor overlapp at man bør fokusere på ett av dem. Og siden OneNote har noen viktige fordeler som Word ikke har (sånn som _klassenotatblokk, _og noen jeg kommer til straks), bør valget falle på OneNote. Det er bedre at elevene (og lærerne, for så vidt) heller fokuserer på å bli trygge på dette ene verktøyet, og ikke splittes mellom to verktøy med ganske like bruksområder.

Jeg har laga noen OneNote-skjermbilder, med tomme strukturer, jeg skal bruke seinere. Men her vil jeg bruke ett til å vise et annet poeng:

Her er vi inne på referatet for et trinnmøte på 8. trinn 12. september. Men i tillegg, så ser vi at de foregående trinnmøtene kun er ett trykk unna. Lett tilgjengelig er også andre ressurser knytta til både 8. trinn, de andre trinna, og skolen forøvrig. Dette er praktisk, enten fordi man bare vil sjekke hva som blei diskutert forrige fellestid, eller hvis man vil lenke til en annen side.

I tillegg ser vi tydelig at vi er i notatblokka “Fellesmøter og -planer”, og da vet vi hvem som har tilgang til denne informasjonen.

Problemet med Word-filer, er at man mister sammenhengen når man åpner fila. Hvilken mappe er vi egentlig i? Hvilke ressurser er “i nærheten” av dette? Hvem har egentlig tilgang?4

Så det er særlig tre grunner til at OneNote er godt egna til skolebruk:

Selve lerretet, der man skriver, er mer fleksibelt enn i Word. Dette er spesielt nyttig om man har digital penn: Blant annet kan man sette på ruter, og bruke sidene til matematikk-håndskrift. Man kan også mer sømløst kombinere illustrasjoner, bilder, hånd- og tastaturskrift.

Notatblokk-metaforen gjør at man integrerer mappestrukturer, hierarkier, systemer osv. i samme vindu — i stedet for at dette ligger i filutforskeren som noe separat. Dette gjør det lettere å holde oversikt, og lettere å knytte ting sammen. Man unngår også fenomenet “Uten navn (89).docx”. Man erstatter rett og slett to verktøy med ett.

Det har også flere gode funksjoner for samarbeid - både elev-elev, lærer-elev og lærere/ansatte seg imellom.

Men det har også, særlig, én stor ulempe som det er vanskelig å komme rundt (som Lise minnet meg på): Når man først må forholde seg til filer, er OneNote ganske knotete. For man kan legge dem ved som vedlegg - men hvor er de egentlig da? Jeg tror den beste løsningen er å …

… forsøke å redusere antall filer (gjennom å bruke sider og oppslag, og lenke til disse, i stedet),

og å konsekvent lagre filer i Teams, og så heller lenke til dem fra OneNote ved behov.

(Som programvare-snobb kan jeg også komme på nok av andre ting jeg ikke liker med OneNote — men det er likevel bedre enn mange av alternativa.)

Konkret strukturforslag, teams og notatblokker, for en ungdomsskole

Her kommer et forslag til hvordan man kan legge opp en struktur. Jeg starter med et stort bilde, som kanskje er lettest å laste ned for å få lese.5

Alt av navn er ikke så veldig nøye gjennomtenkt. Og tanken er at dette er det minimale antallet kanaler. Jeg ser ikke for meg at noen faktisk bruker såpass få! For eksempel bør man ha kanaler for sosiale ting.

Jeg har lagt opp til fire ulike typer team:

Felles-team (for alle ansatte)

Faggruppe-team (for alle lærere med et fag)

Klasse-team (for ansatte og elever knytta til en klasse)

Fag-team (for ansatte og elever knytta til et fag i en spesifikk klasse)

I tillegg fortalte Lise meg om at det jobbes med en løsning hvor man kan lage egne team, som ivaretar personvernet, for oppfølging av enkeltelever. Disse vil ta komme i tillegg.

Felles-team

Utenom ledelses-kanalen, bør alle være medlem av alle kanalene — og så skrur man bare av varsler i trinna man ikke er en fast del av. At disse likevel er samme sted, gjør det lettere å “stikke hodet inn” på et trinn og gi en beskjed, lese om planer for tentamen, osv. Noe som kan vurderes, er om det kun skal være ledelsen som kan lage nye innlegg i Beskjeder-kanalen, og at man så har en annen kanal hvor alle lærere lettere kan snakke sammen. Man kan også vurdere kanaler uten ledelsen, kanaler for Klubb, osv.

Jeg ser for meg minst én notatblokk knytta til dette teamet: Fellesmøter og -planer. Ledelsen trenger også et område hvor kun de har tilgang — og det greieste hadde kanskje vært om dette var en seksjon i denne hoved-notatblokka. Hvis ikke, kan det lages en egen notatblokk knytta til deres lukka kanal.

Struktur i felles-notatblokka

Her vil det også tvinge seg fram mye flere inndelinger enn jeg har lagt opp til, og forslaget mitt er kun ment for å få fram noen prinsipper.

Her er det altså ett område for hvert trinn, i tillegg til et område som gjelder alle.

En viktig motivasjon for en del av valga jeg foreslår her, er at jeg, da jeg jobba som lærer, hadde et ønske om at mer kunnskap skulle gå fra individuell kunnskap til å bli institusjonell kunnskap.

Hvordan sørger vi for at årets 8. trinn får nytte av lærdommen de som nå har 9. trinn fikk i fjor?

Og hvordan sørger vi for at det ikke bare er noen få personer som vet hvordan vi pleier å arrangere aktivitetsdager?

Hvordan sørger vi for neste års skoleball blir enda bedre enn årets?

Og jeg vil tippe du som leser dette kan komme på mange andre lignende eksempler!

Det er lagt opp til det jeg har kalt Arbeidsområde, som er tenkt som en slags trinnbasert kladdebok. Og så er det andre steder (Generelle planer) hvor mer permanente planer, opplegg, idéer, erfaringer, osv. legges. Idéen er at denne vil bygges opp, og bli bedre og bedre, for hvert år som går. Og grunnen til at det trinn-basert, i stedet for kull-basert, er for å øke overføringa fra en gruppe til en annen. Etter 8. klasse, flytter man inn i et nytt område, i stedet for å knuge videre på sitt eget.

Og alt er i samme notatblokk, så det skal være lettere å finne og lenke til ting fra andre trinn, og for å lette overgangen mellom åra. I tillegg har jeg lagt ting som HR og Fellestider samme sted, så ikke dette skal oppleves som “langt unna”.

Området jeg har kalt Badebakken skole, er tenkt som et sted hvor man bygger opp en felles database med ting som kjennetegner akkurat den skolen man jobber på. Hvordan er det annerledes å være elev, eller ansatt, akkurat her? Hvilke ting i årshjulet påvirker hele skolen? Et eksempel her: På skolen jeg jobba på, gjorde elevrådet mye hyggelig i tilknytning til “Valentins-uka” (uka nærmest valentinsdagen). Idéer og ressurser til dette hører hjemme her.

Faggruppe-team

Eksempel: Matematikk-gruppa

Hvert fag bør ha ett team, hvor alle lærere som har faget er medlem. Her er et forslag til struktur i notatblokka som hører til dette teamet:

Ting som årsplaner og fagrapporter har veldig lett for å bli noe fjernt, som lærere bare plikter seg igjennom når de må. Dersom de faktisk skal bli nyttige må de være synlige og tilgjengelige akkurat der man jobber til daglig.

Grunnet samme argumentasjon som med felles-teamet (og for at det skal være konsekvent), er strukturen trinn-basert, og ikke kull-basert. Jeg har også benytta både inndelingsgrupper, inndelinger, sider og undersider.

Tanken bak “Kompetansemål”, er at man rett og slett kopierer inn læreplanen. Og sammen med de andre områdene, er det svært gode muligheter for flittig bruk av lenking mellom ulike sider i notatblokka!

Klasse-team

Eksempel: 13-A (A-klassen i kullet født 2013.)

Dette er et team for elever og ansatte som forholder seg til en spesifikk klasse. Dette teamet følger elevene i alle tre åra.

Lise hadde hørt om en idé som virker interessant: Å ha en egen notatblokk for vurderinger, som alle fag bruker. Dette gjør det lettere for både foresatte, kontaktlærere og eleven selv, å få oversikt. Men videre nevnte hun at det jobbes med et program/system som kanskje vil ta over denne funksjonen. Jeg har likevel tatt utgangspunkt i den idéen — og da kan bør denne notatblokka være en klassenotatblokk i klasse-teamet.6

I tillegg bør det være en kanal for beskjeder (hvor kun læreren kan lage nye innlegg), en klassevegg (hvor alle kan lage nye), en lukka lærer-kanal, og eventuelt en kanal for kun kontaktlærerne.

Her kommer vi til et nytt eksempel hvor jeg ikke har helt oversikten over detaljene: Det trengs en OneNote-komponent for lærere med tilknytning til klassen. Men om dette kan være en del av nevnte klassenotatblokk, eller om det skal være en egen notatblokk knytta til en av lærerkanalen, vet jeg ikke. Som nevnt tidligere, tror jeg det er positivt om det blir gjengs at OneNote (og Teams) _er_ stedet man jobber. Det er _her_ man skriver ned planer, oppfølging, referater, m.m.

Fag-team

Eksempel: Matematikk, 13-A (matematikk i A-klassen for dette kullet)

Den siste team-typen, er fag-team knytta til enkeltfag i spesifkke klasser. Her er alle elevene og alle lærerne som har dette.

Her vil det være en klassenotatblokk, som brukes til hand-outs, elevers kladdebok, osv. Her kan man også ha et område som brukes som tavla i klasserommet, via lærerens enhet. Da vil elever kunne se hva som blei skrevet på tavla forrige time, og det er også lett for læreren å vise noe fra en tidligere time, osv. Teamet bør ellers ha samme kanal-struktur som klasse-teamet.

Dersom man har mye samarbeid på tvers av klasser (med både elever og lærere), kan det være en idé at teamet heller er for faget på hele trinnet. Da blir det heller hetende Matematikk 13, med kanaler for de ulike parallellene.

Oppsummert:

Planlegg nøyaktig hvor, og hvordan, ulike kommunikasjonskanaler skal være.

Det er en fordel å bruke så få verktøy som mulig, og heller (både som individ og institusjon) bli svært kompetent med dem.

Og dersom man abonnerer på Microsoft-programmer, vil Teams og OneNote kunne dekke svært mye av både det elever og ansatte trenger, på en god måte. Derfor bør man satse på disse, og prioritere å gjøre det de egner seg til med nettopp disse programmene.

Bruk primært 4 typer team:

Felles-team

Med en notatblokk for møter, planer, institusjonell kunnskap, osv.

Alle trinn samla ett sted, men med trinn-baserte (ikke kull-baserte) inndelinger.

Et eget område for ledelsen.

Faggruppe-team

Tilsvarende organisasjon som felles-teamet, men for ansatte tilknytta et spesifikt fag.

Klasse-team

Team som følger en spesifikk klasse i alle tre åra, som også har alle ansatte med tilknytning til klassen.

Klassenotatblokk for vurderinger i alle fag.

Eget område for lærerne — og kanskje enda et eget for bare kontaktlærerne. Disse må også ha en OneNote-komponent for alt knytta til klassen og elevene i den.

Fag-team

Team for elever og lærere som har et spesifikt fag på en spesifikt trinn.

Enten ett team per parallell, eller ett team for hele trinnet, med kanaler per parallell.

Skriv ned mye i OneNote — med egne områder for litt mer permanente notater.

Og bruk mye lenking: Særlig til OneNote-sider, og filer og innlegg i Teams,

Men det var mer enn nok ukvalifisert synsing, spør du meg… 😮‍💨

Er det noen tekniske ting jeg har misforstått? Noen behov jeg har glemt? Eller tar jeg rett og slett feil når det gjelder Word vs. OneNote? Ta kontakt!

OBS - denne funksjonen vet jeg Microsoft har knota med. Men den skal være tilgjengelig. ↩︎

Så noe blir sendt nesten morgen 08:15, for eksempel. ↩︎

Jeg har en del tanker om hva det offentlige kan gjøre knytta til kommunikasjon og sosiale medier og ungdom — men dét er et annet innlegg. ↩︎

Man mister litt mindre sammenheng dersom man åpner Word-fila innad i Teams. Men å bruke ett program inni et annet slik, er noe jeg fraråder sterkt, og det er mye bedre å bruke de fullverdige versjonene av program. Dette gjelder også OneNote. ↩︎

Jeg har lagt til noen kommentarer for at bildet skal fungere bedre aleine, og uten dette innlegget. Men noe av dette vil bli repetert under her. ↩︎

Det kan jo være dette nye verktøyet er fryktelig godt egna til formålet — men det vil jo likevel ikke erstatte OneNote helt. Så da har vi et nytt eksempel på hvor vi må spørre oss selv om det er verdt å øke antallet verktøy for å benytte oss av noe som er bedre egna til en spesifikk oppgave. Det er det absolutt noen ganger! ↩︎