#Nils Elmark

[nils-elmark]

First African American in the Great War

Brave men and women from my new book

The young man on the drawing is Bob Scanlon. He was the very first African American, who joined the First World War where he showed extreme bravery. Here, he is drawn by a fellow-volunteer, the artist John Jocob Casey who like Scanlon 'for the duration of the war' joined The French Foreign Legion in Paris on 25 August 1914.

Bob Scanlon - whose real non-artistic name was Bob Lewis - was a talented boxer from Mobile in Alabama and came to Europe in 1907. Most of his boxing career was in France, where he amongst others sparred with the legenday Jack Johnson.

'Jack' Casey was an illustrator and artist from San Francisco. He had studied at the Mark Hopkins Department of Fine Arts of the University of California, the Art Students' League in New York, the Boston Museum and the New York School of Fine Arts. He had frequently exhibited his paintings with success at expositions in America and in Paris at the Salon des Artistes Francais.

Casey was wounded at the Battle of Champagne in 1915 and ended drawing maps for the French Army, and Scanlon  - who otherwise was considered to be born under a lucky star - was wounded at Verdun in 1916 when his famous left hand was hit by a shell case. But they both survived the war.

Bob Scanlon plays a key role in my book: Fighting for the French Foreign Legion.

[selinajgomez80]

With Amrop Denmark and Nils Elmark Since the financial crisis and the launch of the smartphone, a new generation of digital companies has emerged and split the business landscape. On the old gameboard

[books-and-bikes]

Bogudgivelse fredag den 20. april 15:30

Fredag den 20. april 2012 fra kl. 15:30 til 17:30 udgives min nye bog: 

"PÅ EVENTYR MELLEM HIMMEL OG JORD"

Lanceringen finder sted på

Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34.

Det er min tredje bog og resultatet af mere end 1.000 nætters journalistisk research og himmelstudier. Igennem tre år har jeg forsøgt at afdække, hvad mennesker før os har tænkt, når de så op på den klare nattehimmel.

Jeg har jeg lært at finde rundt blandt stjerner og planeter, og jeg har fulgt mine historiske kilder fra mit fristed på øen Hven ned gennem Europa til London, Paris, Prag, Rom og Cordoba i Andalusien, hvor araberne gav os den himmel, vi har idag. Jeg har skrevet en bog om astronomi, poesi, religion, videnskab og filosofi. Men jeg har mest af alt skrevet en bog om eventyret båret af spændende historier.

Jeg har fundet nye fortællinger om Shakespeare og Tycho Brahe, om munken Giordano Bruno, som blev brændt på bålet, om Karen Blixen's bror Thomas Dinesen, der kæmpede med dødsforagt under 1. verdenskrig. Jeg har stået ved siden af Galilei, da han som det første menneske så Jupiters måner, jeg var med da Ole Rømer opdagede lysets tøven og og jeg har undervejs set solen og månen formørkes - og blive lyse igen! 

Alle interesserede er velkomne. 

Ved lanceringen sælges dedikerede eksemplarer for 200 kr. kontant - eller køb den direkte på nettet: 

[nils-elmark]

African American Fighting for France 1914

Brave men and women from my new book

The 28-year-old Boxing Champion Bob Scanlon was amongst the first forty-four Americans who joined the Great War as a volunteer in the French Foreign Legion in Paris in August 1914. He came from Mobile in Alabama but came to France already in 1907 where he had most of his boxing career. He was Light Heavyweight Champion and sparred amongst others with the famous Jack Johnson. He was friend and “compis de combat” with Eugene Bullard and David Kind who are two of the protagonists in my new book. The picture is a postcard of Scanlon which he signed in Paris in 1931 for his friend Glover Compton, a famous jazz musician. You will meet all four men and read their fascinating stories in my new book: Fighting for The French Foreign Legion – Americans who joined the first world war in 1914.

[nils-elmark]

The Poet Who Lost His Writing Hand in The Battle of Champagne

No war has been fought by more poets and artists than the First World War and no war has taken a higher toll on its intellectuals. Few live long enough to see their poetry in print and those who did, all came back wounded from the trenches. One of the survivors was the Swiss modernist and futurist writer and poet Blaise Cendrars. He joined the 3rd Foreign Legion March Regiment in August 1914. Here he became a comrade of Eugene Bullard, one of the three American protagonists of my new book - Fighting for The French Foreign Legion.

Cendrars was an outstanding artistic adventurer constantly seeking new ways of expression in the 20th century, an Elon Musk of writing in his time. But on the first day of mobilisation in August 1914, Cendrars wrote an open letter under the headline “L’heure est grave” in which he urged all friends of France to join the army and fight oppression. The modernist artist stressed that in this dark moment there was no need for words, only action. The letter was published in leading French newspapers and signed by him and 16 other foreign intellectuals, and it is not least because of this letter that thousands of artists living in Paris volunteered to fight in the war without knowing anything about the horrors awaiting them.

At first, Cendras was annoyed that he as a volunteer had to serve in the Foreign Legion and not in the regular French Army, but soon he forgot that and called it with pride “The First Parisian Regiment”:

“We young brainless, enthusiastic or indolent students, poets, painters, journalists, writers, actors, artists of cinema or circus, sons of bankers, manufacturers, engineers, famous architects or workers: hairdresser, tailors, leather worker, upholsterer, bookbinder, shoemaker; or funny or gigolos, restaurant hunters, waiters, hotel employees, nightclub musicians, street sellers, hucksters, anarchists, socialists, revolutionaries, rentiers, race drivers, boxers, gamblers, aviators, night owls, party goers, amateurs, dilettantes, dancers; Montmartrois, Boulevardiers, Montparnos, jokers and pranksters, imposters who made up our 3rd Foreign Legion March Regiment, the most Parisian of all French army regiments, and the most intellectual of all, in short a luxury regiment”

The 3rd Foreign Legion March Regiment had enough artistic talent and innovative thinking to form the avantgarde of the 20th Century - and to some extend it did. But it came with a horrible price. At the Battle of Champagne on 25 September 1915 Blaise Cendrars had his right arm shot off - his writing hand - and he was invalided out of the army. His comrade, a Polish avantgarde painter Moïse Kisling, was wounded several times in the breast at the Battle of Artois a few months earlier and he was similarly sent home. Kisling had a studio in Paris close to Les Jardin de Luxembourg where he allowed friends to sleep over when in town, amongst them one of the heros of my book: Eugene Bullard.

In 1916 Kisling and Cendras collaborated on a book with the title ”La Guerre au Luxembourg”.  One thousand copies were printed of this book, which described the horror of the war through the eyes of the children playing in the Jardin de Luxembourg, which you could see from Kisling’s studio.

Cendrars is just one of the hundreds of people I present and describe in my book, and in the research and writing process I have realised how important they were. Europe today is standing on their shoulders.

[nils-elmark]

The Magnificant Seven in September 1914

Brave men and women from my new book

Rare photo of the Americans who persuaded their countrymen to go to war for France 954 days before their country did.

Seven American volunteers photographed in September 1914 in Toulouse in France a month after they had joined the French Foreign Legion and a few weeks before they were sent to the front. It was an amazing lot that only a war can bring together. I think I have identified them: (standing) Georges Casmeze, a businessman who took the initiative to summon the American volunteers when France went to war; Charles Sweeny, a soldier-of-fortune and later friend of Hemingway; Jack Casey, a talented artist from San Francisco, who did some wonderful sketches of his comrades in the trenches; Bert Hall, a talkative adventurer of many trades; (sitting) James Stewart Carstairs, a rich artist and art collector who committed suicide; William Thaw, son of one of America’s richest families and finally James Bach, a mechanical engineer who in 1915 with Hall and Thaw joined the famous Escadrille Lafayette.

The seven men in the photo belonged to a group of 44 American volunteers, who joined the Foreign Legion in Paris in August 1914. After years of research, I know the personal history of each of these men, and in my new book “Fighting for The French Foreign Legion”, I try to tell how every one of them gave a valuable contribution to modern history, and strengthened relations between France and America.

[nils-elmark]

My New Book About three Brave Americans

On August 25th 1914, a group of young Americans joined the Foreign Legion and “with a cowboy swing” marched through Paris, wildly cheered by the crowd. They were the first Americans in the Great War. I have written the intimate story of three of those young men: • David Wooster King - a 21-year-old dropout from Harvard and son of a rich businessman whose family can be traced back to Mayflower. • Alan Seeger - a 26-year-old poet and a dreamer from New York and a family of highly educated intellectuals. His ancestors too, can be traced back to start of the American nation. • Eugene James Bullard - a 19-year-old entertainer and boxer from Columbus, Georgia. His father was born a slave and his mother was Creek Indian. King ended up as an officer in the US Army chasing German spies in Switzerland in 1918. Later, he became a modern global adventurer, met rulers across the world and was sent to Casablanca in 1941 as the very first OSS agent reporting to President Roosevelt. Eugene Bullard too survived the war years. He was wounded at Verdun and invalided out of the French Army but despite all odds he became the world’s first black aviator. After the war, he married a young French woman and settled in Paris where he opened a bar. In the roaring 20s he was surrounded by every artist and intellectual of the day from Hemingway to Louis Armstrong. Bullard fought for the French again in 1940 before he was wounded and had to flee to New York with his two children. Here he was ignored except by the first lady Eleanor Roosevelt. The French never forgot him, and Bullard ignited the eternal flame at the Arc de Triomphe in Paris in 1954 and was kissed on both cheeks by President Charles de Gaulle.

The third legionnaire, Seeger, was not so lucky as his two comrades. He was killed during the Battle of the Somme on July 4, 1916. However, six weeks earlier, he wrote the famous poem, ‘I Have A Rendezvous with Death’ which was to become his legacy. President Kennedy’s daughter Caroline recited it for her father six weeks before his fateful trip to Dallas in November 1963, and the poem has since inspired a line of American presidents during the 20th century. It has become an indestructible poetic lifeline linking France and the United States of America. The three young Americans, rooted in the nation, each has an amazing story to tell. But when their adventures are brought together we get a three-dimensional perspective on how America broke its isolation from the world and started to unite as a nation during the 20th century. The three men represent different pillars of the American soul, and their lives and dreams symbolize the story of how America became modern and remind us of the strong historic ties between France and America. Most of all, this book is a fantastic saga full of brave men, great adventures and terrific sacrifices that bring hope and a new direction in a time of human division.

You can buy the book at most online bookshops and at my publisher Pen & Sword.

[nils-elmark]

You can die at the front on a cent a day

Brave men and women from my new book

William Thaw, son of a multi-millionaire dropped out of school and joined the French Foreign Legion

On 4 September 1914, the 21-year-old Yale dropout William Thaw from Pittsburgh joined the French Foreign Legion to fight the Germans.  William was son of the famous millionaire Benjamin Thaw, who the year before had bought an airplane for his son. As a pilot young Thaw wanted to fly for France but with bad sight and bad hearing plus a stiff knee the French Air Force didn’t want him. But William was determined to fight for France and joined instead the Foreign Legion and gave his airplane to the French for free. In 1914 French recruits were paid one sou a day which was five centimes and ridiculously little. But that didn’t bother the millionaire’s son: “I don’t see why people complain about the high cost of living when they can go to the front and die on a cent a day”. What further happened to William Thaw and how he ended in Escadrille Lafayette can be read in my new book: Fighting for The French Foreign Legion – Americans who joined the first world war in 1914.

[nils-elmark]

100.000 skridt for London Tech Week

Your Business Shouldn't Stop at Borders" står der på den store lysreklame, da jeg forlader Cannon Street Station på vej mod Queen Elisabeth II Centre i Westminster. Mens danskerne taler med hinanden på Folkemødet på Bornholm, har jeg valgt at tale med resten af verden på London Tech Week. London besluttede for 12 år siden under borgmester Boris Johnson, at byen ville udfordre Sillicon Valley som global tech metropol, og det er lykkedes. Jeg bliver nærmest presset bagud af varmenbølgen og menneskemængden i det 5-etagers konferencecenter over for Westminster Abbey. Jeg kan tage fejl, men det virker, som om Brexit er slået igennem. Glemt er Europa. Nu gælder det hele verden. #LTW2023 er en global event, man ikke finder tilsvarende nogen steder, heller ikke i Sillicon Valley. Dette er stedet at være for en futurist.

Der er endeløse panelsamtaler på fem scener, som jeg opgiver fra starten. Jeg er her for at møde tech startups, de unge entreprenører i det globale vækstlag, som vil forandre verden. De er her i hundredvis. Her er muslimske piger med tørklæder og t-shirts med tekster ”From Zero to Hero” på ryggen og ukrainere med ”Be Brave” på brystet, Palæstina har sin egen software-stand, det samme har hollænderne, Berlin har sendt tyve unge iværksættere afsted, som blændende pitcher deres startups fra scenen, Taiwan har iværksættere overalt og Mellemøsten glimrer med pengene. Jeg får en yoyo af tjekkiske Jetbrains og blærer mig foran børnene. Jeg har aldrig før oplevet en så markant diversitet på køn og etnicitet. Mænd og kvinder er ligeligt fordelt - og der er mange unge kvinder. Ingen har slips på, men alle har trendy hvide sneakers. Kun en enkelt af de 20.000 deltagere har butterfly på. Jeg er let at kende.

Alle taler om at erobre hele verden, ingen holder sig inden for nationale grænser; de må have set reklamen på Cannon Street. Der tales allermest om AI og i særdeleshed Gen AI, som i ChatGPT. Verden har inden for de seneste måneder fået et nyt perspektiv: Først Corona, så Ukraine og nu Gen AI.

London Tech Week handler om networking og inspiration. Alle henvender sig til alle og nye bekendskaber opstår konstant. Visitkort er så meget 'last season'; nu er det det hele lagt i hænderne på Microsoft via QR-coder på Linkedin - men wifi'en er elendig. Velkommen til London.

Jeg klikker i hak med en økonom fra Mellemøsten med 8 uger på New York Times bestseller-liste, vi udveksler bøger og han lover at skaffe mig et TV-interview næste gang jeg er i Sillicon Valley. Jeg tigger mig til en flat white i 'Investor Loungen' - forplejningen er elendig på London Tech Week, for som en venture kapitalist forklarer: "I ti år har vi kun tænkt på vækst - nu vil vi også tjene penge".

Onsdag aften bliver jeg inviteret til Funtech i et co-workingspace i Shoreditch ejet af en af verdens største banker. Igen fuld diversitet. En standup komiker fra Punjab, en pige med rødder i Somalia, som forklarer hvordan man undgår at blive gift med sin fætter, en midaldrende lesbisk kvinde uddyber, hvordan man bortforklarer sine læsebriller - og en helt almindelig overvægtig englænder undrer sig over at det hedder "contactless", når man alligevel tværer kreditkortet ud over pladen, når man tjekker ind og ud af undergrunden.

Nye QR-koder aflæses, jeg inviteres til fintech-afterparty i Farringdon den næste aften og kvitterer med en kopi af min seneste bog. I fem dage er jeg i konstant bevægelse, får stjålet et kreditkort, køber tre nye hvide skjorter i Marks & Spencer og et par sko til min hustru hos Clarks på Oxford Street, min Linkedin-profil vokser med 56 nye kontakter og mit ur fortæller mig, at jeg er gået næsten 100.000 skridt gennem London. Længere er der faktisk ikke til fremtiden.

[nils-elmark]

Leckt mich am Arsch!

Den 16. august 1914 meldte den 21-årige Joachim Edlef Köppen sig som 'Kriegsfreiwilliger" i Det kongelige Preussiske 40. Feltartilleriregiment. Hans far var stolt, men moren havde nu hellere set, at han var fortsat som student på universitetet i München. Hun trøstede sig dog med, at krigen ville være ovre inden jul; det sagde de allesammen i byen.

Men unge kanonér Köppen kom ikke hjem til jul. Det blev til fire år ved fronten, først to år på Vestfronten, hvor han gjorde de store slag i Champagne, Verdun og Somme med, så et år ved Østfronten, og da krigen mod russerne var færdig, blev Köppen sendt tilbage til Vestfronten med sit regiment. Efter fire års uafbrudte meningsløse rædsler med drab, ødelæggelser og lidelser havde Köppen, der nu var en højt dekoreret løjtnant, fået nok. Han blev såret alvorligt i brystet i september 1918 og da han kom ud fra lacarettet meldte han fra. Den entusiastiske unge frivillige fra '14 var blevet overbevist pacifist. Han nægtede at være med til flere myrderier og blev spærret inde på et nervehospital et par måneder før krigens slutning, hvilket formentlig reddede ham fra degradering og krigsret.

12 år senere i 1930 skriver Edlef Köppen så det hele ned i romanen "Heeresbericht", hvor hovedpersonen hedder Adolf Reisinger, men hvor handlingen i øvrigt er forfatterens egne oplevelser. Bogen er sammen med Berlin Alexanderplatz en af de første såkaldte 'montageroman', hvor fortællingen sideløbende suppleres med uddrag fra samtidige aviser, officielle meddelelser, reklamer og, som titlen antyder, officielle hærberetninger.

Köppens roman udkom året efter Erich Maria Remarque' Intet nyt fra Vestfronten (Im Westen Nichts Neues) og blev oversat til engelsk i 1931, men den nåede aldrig at blive en bestseller. Jeg synes den fortjener bedre. Montageformen betyder, at vi ikke blot oplever meningsløsheden for de enkelte mennesker ved fronten, vi ser det i et totalt billede. Et 4-dimensionelt portræt af et land i krig. Köppens roman er mere reportage end digtning og den er meget modernistisk.

Et sted skildrer Köppen/Reisinger et mareridt, hvor alle omkring ham er døde og han går gennem en forgiftet birkeskov med lilla blade efter et giftgas angreb: "Det er en skændet skov", tænker han. "Det er træer, birketræer, tre- eller femårige. Som intet har med krigen at gøre, intet, intet, intet. Som hverken holder med franskmændene eller tyskerne. De anklager ikke, de slår ikke ihjel. De står der blot, og hvert forår kommer der nyt løv, de blomstrer og om efteråret taber de deres blade igen og venter tålmodigt på næste forår. Uden hastværk. Det eneste de formentlig længes efter er solen. Og nu skænder vi denne uskyldige skov - det har vi ingen ret til.

I følge Köppen/Reisinger er den meningsløse krig ikke blot et overgreb på soldaterne; den er et overgreb på hele livet; han ser krigen som en voldtægt af alt liv på kloden. Jeg synes Heeresbericht udbreder anklagen mod krigen videre end Intet Nyt fra Vestfronten, der lige nu trender på Netflix.

Men Remarque kom først og nåede i 1929 at tiltrække sig verdens opmærksomhed, og hvor Intet Nyt fra Vestfronten solgte i hundredtusindvis af eksemplarer blev salget af Heeresbericht målt i tusinder. I 1933 kom begge bøger på nazisternes bål og Heeresbericht blev først genoptrykt i 1976 og er aldrig blevet oversat til dansk. Er den stadig relevant? Vi har krig i Ukraine og er vidne til en klode, som med Köppen's ord bliver "skændet".

Jeg fandt mit eksemplar af Heeresbericht i Berlins største antikvarboghandler Heenwack. Bogen er fra 1930, 2. oplag trykt i to til femtusind eksemplarer. Den tidligere ejer af bogen var Moderner Buchverleih i Berlin, formentlig et privat bibliotek, hvis ejer Willi Grebe har sat sit stempel unødigt mange steder i bogen, der i øvrigt er godt slidt og lappet sammen med klisterbånd.

Og Joachim Edlef Köppen, hvordan gik det ham? Efter krigen gik han tilbage til sine studier på universitetet, blev gift og fik en datter, blev ansat i forlagsbranchen, blev redaktør på tysklands første radiosender og skrev sidenhen manuskripter til film, men i februar 1939 var det slut. Hans krigsskader indhentede ham, de ødelagte lunger gav op og Köppen døde på et sanatorium 45 år gammmel - syv måneder senere gik tyskerne ind i Polen og en ny verdenskrig begyndte. Der var en årsag til at Goebbels forbød hans bog.

Og hvordan sluttede Heeresbericht? Det voldte mig kvaler at finde ud af, for på side 460 har Willi Grebe endnu engang banket sit stempel nederst på siden, så den allersidste linje er næsten ulæselig. Men jeg har decifreret teksten, som er "Sygepasser Neuhagens ugerapport fra Nervestationen, Fæstningslazarettet in Mainz fra den 6 til 13 September 1918. Her konstaterer sygepasseren at patienten Løjtnant Adolf Reisiger's tilstand er uforandret i forhold til forrige uge: Den syge sover ikke, spiser ikke, stirrer stift frem for sig, og når man tiltaler ham, har han kun en enkelt sætning til svar:

»Es ist ja immer noch Krieg. Leckt mich am Arsch!

Der er jo stadig krig. Rend mig i røven!

[nils-elmark]

Gilgi eine von uns

Forfatterinden Irmgard Keun skabte 30ernes unge tyske hverdags-heltinder.

Gilgi står op klokken 6:30 og gør morgengymnastik inden brusebadet: først det varme og så det kolde vand, mens hun tæller til tredive. Ikke for hurtigt! Hun kommer lidt Nivea creme på øjenbrynene, så får hun et rundstykke med smør og en kop kaffe af familiens egen forfærdelige blanding: 1/4  kaffebønner, en 1/4 cikorie 1/4 byg og 1/4 Karlsbader Kaffeerstatning. Faren i huset får som den eneste i familien et æg, mens han læser op af nyhederne fra Kölner Stadt-Anzeiger om blandt andet røveri i en smørforretning, nye fund af våbenlager og Biskoppen af Leitmetz, som netop var afgået ved døden. 

Sådan indleder den unge tyske forfatter Irmgard Keun sin roman “Gilgi - eine von uns” - der udkom i 1931 og øjeblikkeligt blev en bragende succes. Bogen handler om Gilgi, der egentlig hedder Gisele, men det vil hun først hedde, efter hun er fyldt 25 år. Gilgi, er en af de 1,3 millioner kontormus med stenogram-blokke og Erika skrivemaskiner, der i mellemkrigstidens Tyskland forsøgte at gøre karriere og tjene til livets ophold i det tyske erhvervsliv. Gilgi bliver læsernes rollemodel for den nye unge frigjorte kvinde, som vil tage ansvar for sit eget liv. Gilgi ryger cigaretter og drikker alkohol og da hun forelsker sig bliver gravid (stop her hvis du selv vil læse bogen) vælger hun at forlade sin elskede, rejse til Berlin og klare sig selv, som enlig mor. Som Claire Waldorff sang i en samtidig revyvise: “Raus mit den Männern!”  

Jeg er vild med bogen og Irmgard Keuns måde at skrive på. Hun skriver ikke blot en roman - hun rapporterer fra en virkelighed, som læserne kan genkende og som bliver bragt til live igen 91 år senere. Vi får at vide, at Gilgi bruger Nivea - ikke bare creme. Vi får ikke blot at vide, at familien bruger kaffeekstrakt, vi får at vide, at det er Karlsbader, og de nyheder Gilgi’s far læser op ved morgenbordet, er virkelige begivenheder. Biskoppen i Leitzmetz hed Joseff Gross og han døde faktisk den 20 januar 1931, så faderen i bogen læser formentlig op af Kölner Stadt-Anzeiger fra den 22. januar 1931 - det var en torsdag.

I et andet kapitel beslutter Gilgi sig for at opsøge, hvad hun tror, er hendes biologiske mor, som bor i Thieboldgasse, der er en virkelig gade.  Man kan stadig på Google følge hendes vandretur fra Domstrasse gennem Köln. Bogen er et eksempel på den strømning, som opstod i 20′ernes Tyskland og blev kaldt “Die Neue Sachlichkeit” - ‘den nye faglighed’, hvor kunstnere og arkitekter skrællede pynten af overfladen og skildrede den virkelighed, de var en del af. Bogen er på alle måder moderne - dengang og idag.

Gilgi gjorde forfatteren Irmgard Keun berømt fra den ene dag til den anden. Bogen blev straks filmatiseret og Keun var hurtig på tasterne og fulgte op med endnu en bestseller roman om Doris i “Das Kunstseidene Mädchen”, der udkom i 1932.

Og så var det hele slut.

Nazisterne kom til magten og Irmgard Keun’s frigjorte unge kvindebilleder passede ikke de nye herskere. Hendes to bøger var blandt dem, der blev kastet på bålene i 30 universitetsbyer rundt om Tyskland i maj 1933 og Irmgard Keun selv måtte gå i eksil i Belgien. Efter krigen tog hun sit forfatterskab op igen, men hun nåede aldrig tilbage til sin ungdoms litterære højde, dengang hun ramte tidsånden mere præcist end nogen anden.

Irmgard Keun’s bøger er over årene blevet genoptrykt og genudgivet, men det eksemplar af “Gilgi, eine von uns”, som jeg fandt i et antikvariat i Düsseldorf og som jeg netop har læst, er den oprindelige udgave fra 1931, som, skjult på et bibliotek, undgik flammerne to år senere..

[nils-elmark]

Hummel Hummel - Mors Mors!

Schrott sei dank!

Moin, siger skipperen, da vi går ombord på Hansa IV. Han er en indfødt hamburger, udtaler sin by "Hamburch" og er glad for sin enorme havn. Hamburg er en ægte havneby, hvor havnen ligger midt i byen på samme måde som i København. Men i modsætning til vores hovedstad, der er blevet omdannet til badeland for turister og studerende på SU, så fungerer Hamburgs Havn efter 800 år stadig som et gigantisk transportcentrum med en vanvittig godstrafik. Omkring 8 millioner containere - 155 millioner tons varer - filtreres igennem de 4 store containerterminaler, inden de læsses på togvogne og lastbiler, så Europas forbrugere kan få alle de livsvigtige hvide sneakers, de har bestilt på Zalando eller Boozt.

Egentligt er Hamburg Havn helt tosset placeret. Før de store fragtskibe kan blive losset, nogle er 400 meter lange, skal de først sejle 150 kilometer op ad Elben i en smal gravet rende guidet af tre forskellige lodser, som tager sig godt betalt for ulejligheden.

Men Hamburg er stolt af sin position som Tysklands største havn og den tredjestørste i Europa. I morges hørte vi en præsentation af en havnens bestemmende mænd. Han refererede rutinemæssigt til "Hamburgs Havn" indtil spørgsmålet faldt på kineserne, som ville have øget indflydelse. Så hed det pludselig "vi bevarer selvbestemmelsen over vores havn", og som skipperen på Hansa IV siger, da vi sejler forbi det gigantiske containerskib Berlin Express med 24.000 containere: Uden havne som vores, var der ingen globalisering!

Det er derfor, vi er i Hamburg og har været her i tre dage. Byen er et laboratorium for, hvordan Europa i fremtiden skal styre sin varestrøm bæredygtigt og effektivt i konkurrence med Amazon og Temu. Vores gruppe af logistikfolk har holdt møder og talt med unge professionelle iværksættere, der har ideerne til, hvordan virkeligheden kan leve op til visionerne fra Bruxelles, København og Stockholm. Men de samme unge passionerede himmelstormere svigtes groft af internationale selskaber og politikere, som først og fremmest skal levere positive kvartalsregnskaber og hente stemmer til næste genvalg om to år.

I mere end ti år har jeg fulgt unge fintech startups i London, men i de seneste 3-4 år er min interesse for logistik iværksætterne vokset. Tro mig: Fremtiden tilhører dem med den bedste logitik, og et af stederne, hvor man finder det, er i Hamburg. Byen er på vej til at blive endnu et sted i Europa, hvor jeg føler, jeg hører til. Jo ældre jeg bliver, jo mere europæisk bliver jeg.

Jeg var ofte i Hamburg som barn og ung, min far havde kontor nær Mundsburg U-Bahn Station og min onkel havde et renseri i Schulderblatt; men i et halvt århundrede lå byen i dvale i min bevidsthed. Jeg glemte sproget, byen og dens historie. Men dette har ændret sig de seneste 3-4 år. Jeg er ved at genfinde sproget, på bogreolen bag mig står Siegfried Lenz, en række digtsamlinger af Joachin Ringelnatz og krimier af Cay Rademacher.

I de fleste af mine t-shirts, står Nils Sundström i nakken. Det er et varemærke fra Peek & Cloppenburg på Mönchebergstrasse - som i øvrigt ejer Magasin - og når man taler om "Das deutsche Wirschaftswunder", som var tysklands genrejsning efter 2. verdenskrig, tænker jeg uvægerligt på genrejsningen af Hamburg. Min aftershave køber jeg i Nivea Haus på Jungfernstieg og jeg skal altid forbi Die Zeits redaktion på Speersort og købe Hamburgs svar på den danske Weekendavisen, og hver gang irriterer avisen mig ved at være for venstreorienteret. Men jeg køber den stadig.

Hamburg er min indgang til Tyskland.

Den begynder nede ved havnen og Speicherstadt, der er det Unesco-beskyttede pakhuskvarter, gennemskåret af kanaler med flere broer end Venedig. Det er herfra, jeg ser mit indre bykort. Hammerbrook mod øst, hvor acceleratoren Plug and Play ligger, og havnen mod vest og herfra nordpå i området op mod Alsteren og Hovedbanegården. Hamburg er naturligvis mere, men lige nu er det dér, hvor jeg føler mig lokal.

I forgårs spiste vi på det lokale bryggeri Gröninger, og i går var vi på Schönes Leben, som ligger et par klasser over bryggeriets currywurst. Bagefter gik jeg en omvej langs kanalerne over St. Annen broen. Natten gør noget ved gamle byer. Når mennesker og trafik forsvinder, får fantasien frit løb og jeg gribes af en følelse af at være frisat af tiden. Det er i familie med den følelse, som den tyske filosof Hartmut Rosa kalder "resonnans" - man breder sig ind over tiden, forstår den og fornemmer fremtiden.

_ _ _ _

Skipperen på "barkassen Hansa IV" fortalte med et bredt grin, at hamburgerne for ikke så længe siden hilste hinanden med det plattyske "Hummel Hummel - Mors Mors". Det er mest fun fact, men da vi gik i land, stak jeg for sjov hovedet ind på havnekontoret for at sige farvel til Sabine, som havde hjulpet med at arrangere turen:

Hummel Hummel!

Mors Mors, svarede hun glad med tommelfingeren i vejret, og jeg lærte samtidigt, at det udtales "moss moss".

Det er ikke så svært at komme på bølgelængde med mennesker.

In Hamburg lebten zwei Ameisen, die wollten nach Australien reisen. Bei Altona auf der Chaussee da taten ihnen die Beine weh, und da verzichteten sie weise dann auf den letzten Teil der Reise Joachim Ringelnatz (1933)

[nils-elmark]

Landlov på Anholt - dag 2

Nabobåden vækker mig lidt i seks for at sige, at han sejler videre men ikke ved, hvor han skal fastgøre min agtertrosse. Jeg fortæller ham på tysk, at det også er en svær beslutning, men at jeg nok skal klare den, når han er væk. Jeg er lige ved at sige "Gute Fahrt" men undlader. Det minder for meget om farsyndere, der netop har fået en fartbøde på 10.000 kr. af Vlado og alligevel sige "fortsat god dag", når han kører væk.

Bagefter kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen, så jeg laver en kop kaffe i morgensolen og læser videre om Knud Rasmussens fantastiske slæderejse over 18.000 kilometer gennem Eskimoernes Rige fra Grønland over Canada og Alaska til Sibirien.

Formålet med "Den 5. Thule Ekspedition" fra 1921 til 24 var at afdække og forstå 34.000 eskimoers oprindelige kultur før 'civilisationen' øvede sin ubodelige indflydelse. De rejse med hundeslæde fra boplads til boplads og høre menneskene fort��lle deres sagn og fortællinger.

Jo mere jeg læser, jo mere fascineret bliver jeg, for Knud Rasmussen og hans medrejsende bevæger sig langs menneskets allernordligste overlevelsesgrænse, lige før moderne tider sætter ind og slører billedet for altid. Sådan lever det originale mennesket med og af naturen i en stædig kamp for overlevelse. Her er intet planteføde, eskimoerne lever udelukkende af at dræbe dyr, fisk og fugle. Alt bliver fortæret, så intet går til spilde og balancen mellem liv og død er hårfin. Sultedøden lurer konstant.

Knud Rasmussen og de øvrige rejsende er selv en del af dette arktiske økosystem. De er på lige fod med eskimoerne nødt til at jage og dræbe de dyr, som de og hundene skal leve af gennem tre år. De kan således først rejse, når de har chancer for at møde rener, sæler eller fange fisk undervejs, eller når de har nok forråd til at gennemføre næste etape.

På en 14 dages ekspedition over 600 km med tre slæder beregner Knud Rasmussen eksempelvis, at de behøver 200 kilo rensdyrkød til hver slæde med 8 hunde. Og rensdyrkød er endda ikke det ideelle brændstof til hundene. Forestil jer selv, hvad det kræver af jagtlykke for at rejse 18.000 kilometer og skyde 18 tons bytte!

Knud Rasmussen skildrer en ren biologisk betinget kultur: Forældre, som må slå den ene tvilling ihjel ved fødslen, fordi man ikke kan forsørge to børn på én gang men også en kultur, hvor hustruen går over til naboen, når manden er væk i lang tid, og vender tilbage til ham, når han kommer hjem, og alt er ved det gamle. Eller når man med glæde tager imod et plejebarn, som var det ens eget, hvis man ikke selv har barn. Jeg har set en film fra Antarktis, hvor pingviner adopterer fremmede unger, når deres egne er døde.

Jeg er rørt - dette er biologiens moral, som vi ikke sjældent kender den idag: det store liv kommer først. Eskimoerne, som Knud Rasmussen møder på sin lange rejse, er tvunget til at træffe uhyrlige valg, som vi i moderne tider er lykkeligt forskånede for. Vi skal ikke vælge, hvilken af tvillingerne vi vil slå ihjel,

- men vi mener alle, at abort er en menneskeret!

Knud Rasmussen opdager til sin store glæde, at uanset hvilke stammer og bosteder han besøger på sin lange rejse, så forstår de andre eskimoer hans grønlandske. Det arktiske folk er ét. Igennem tre år mødes han udelukkende af hjælpsomme mennesker. overalt strømmer folk ekspeditionen i møde, hjælper med at få bygget snehytterne, deler den mad, de har samt "noget til jeres hunde". Knud Rasmussen er knyttet til eskimoerne, og da han møder en eskomi-stamme, hvor de har fået at vide, at der kommer "en hvid eskimo" sætter han sig ned i snehytten og snakker med dem. På et tidspunkt spørger de

"Hvornår kommer den hvide eskimo"?

Hvortil Knud Rasmussen svarer, "Jamen, det er mig!"

Knud Rasmussen er pave stolt, når han skriver dette i sin bog, og jeg forstår ham. For nogle år holdt jeg et foredrag i London og en af tilhørende, en ung kinesisk kvinde kommer op med tårer i øjnene og trykker mig i hånden og siger "tak, du minder så meget om min gamle far i Singapore" - jeg var lige så stolt over at blive accepteret på tværs af alle de grænser, vi sætter for hinanden.

Knud Rasmussen tegner i sin bog et portræt af verdens måske mest hådføre folk - eskimoerne - som generation efter generation har overlevet under vilkår, ingen andre kan overleve. Ingen moderne mennesker har moralsk ret til at sætte en finger på deres levevis; den er udviklet til perfektion.

Siden Knud Rasmussen rejste over isen på slæde, har det moderne samfund mishandlet kloden til ukendelighed. Og det er til grin, når moderne mennesker over deres caffe latte forarges over ordet "eskimo-is" og laver vrede updates på sociale medier og tror, at de kan redde verden ved at spise kunstigt kød lavet på et laboratorium og hindre klodens opvarmning ved at købe en to tons tung Tesla.

Vi bevæger os blot længere og længere væk fra Knud Rasmussens virkelige univers. Når man læser "Den lange Slæderejse" taler forfatteren og eskimoerne hele tiden om "mennesker". Jeg har aldrig set ordet "menneske" skrevet så mange gange i en bog. Den første bog Knud Rasmusssen fik udgivet hed i øvrigt "Nye Mennesker".

Men har I bemærket, hvad de kommunikationsuddannede siger på TV og skriver i medierne: De taler i stigende grad om "personer" aldrig mere "mennesker". Men vi er mennesker - mænd og kvinder - i modsætning til dyrene, som Knud Rasmussen skildrer opdelt i hanner og hunner. Grønland hedder på grøndlandsk også "Kalaallit Nunaat, hvilket betyder "menneskenes land".

Vi har de seneste 50 år urbaniseret vores klode til ukendelighed og søgt mening i det menneskeskabte, mens vi fjerner og mere og mere fra naturen. Fra de sociale medier, det moderne menneskes nye udkigstårn, forsøger vi så at styre verden på plads ved hjælp af endnu mere teknologi, endnu mere lovgivning og flere pronominer.

Knud Rasmussens bog gør os opmærksom på, at vi har bevæget os væk fra fra det eneste vigtige: Vi lever ikke længere for at leve. Vi har har accepteret at være en del af bruttonationalproduktet i stedet for naturens kredsløb.

Vi har glemt at være mennesker på kloden!

Med denne nye erkendelsen smider jeg bogen hen på hylden ved VHF-radioen og beslutter mig at gå på opdagelse på Anholt.

Her er de fire, som for hundred år siden rejste samtlige 18.000 kilometer over Arktis til Sibirien: Qâvigarssuaq Miteq, Knud Rasmussen, fotografen Leo Hansen og ekspeditionens eneste kvindelige deltager: Arnarulunnguaq Peary .

[nils-elmark]

Solosejlads til Anholt med Knud Rasmussen i køjesækken (Dag 1)

Jeg sejlede op gennem Øresund tidligt i morges og er nu midt på Kattegat uden at kunne se land nogen steder. Mit mobilsignal er forlængst væk. Det eneste spor jeg sætter i verden er en kølvandstribe, og den er væk om et øjeblik. Det er en diskret påmindelse fra kloden om, at den klarer sig fint uden mig, men at den er flexibel.

Der er 55 sømil fra Helsingør til Anholt. Jordens omkreds er 40.000 km, som er opdelt i 360 grader, der derved hver er 111 km. Hver af disse grader opdeles yderligere i 60 minutter, hvilket giver 1.852 meter, altså en sømil!

Det betyder, at jeg skal sejle over 100 km idag, for at besøge en af mine sønner, som har et sommerjob på Anholt. Det går lidt for roligt op gennem Øresund, men ved Gilleleje blæser det op, mere end de 8 meter i sekunet, som DMI spåede. Der er kommet liv i båden, jeg har vinden lige ind fra siden og farten er oppe på 6-7 knob. Det er på grænsen af, hvor hurtigt den teoretisk kan sejle - ikke hvad den kan tåle. Min Polaris Drabant har off-shore-egenskaber, så den kan sejle ude på de store dybe oceaner. Jeg er dog ikke sikker på, at skipperen har helt de samme egenskaber. Bølgerne bliver større. På et tidpunkt er det for festligt, så jeg går op mod vinden og reducerer forsejlet.

Sejladsen bliver straks mere behagelig, men det gynger stadig for meget til, at jeg har lyst til at blive kastet rundt i kahytten og forsøge at smøre madder og lave kaffe. Jeg nøjes med en flaske vand og en halv plade Marabou Mint Krokant.

Turen til Anholt varer hele dagen men heldigvis har jeg en autopilot, så jeg slipper for at sidde med hånden på styrepinden hele vejen og forsøge at holde kompaskurs 320. Så ville 56 sømil føles meget længere.

Ved 18-tiden kommer jeg ind i Anholt Havn - drivende våd - efter at have bjærger storsejlet i heftig sommeregn, og bliver modtaget af verdens bedste havnelods i sin motorbåd. Han er Anholt's gode humør og gelejder mig på plads:

"Hvad siger du til Bro 3? Jeg tror, vi lige har en plads til dig dér", råber den solbrændte vildmand.

"Er det herinde, spørger jeg og peger.

"Ja, dér hvor solen skinner og pigerne er søde", ler han

Det er lige mig. Med hjælp af en venlig tysker, får jeg fortøjet Anna på plads 312, rydder op i alt rodet på båden, ringer hjem og fortæller, at jeg er godt i havn, tekster det samme til sønnen, går op og køber pladsleje, kobler el-kablet til båden og får tørt tøj på. Nu har jeg landlov og burde gå på opdagelse på havnen, få en ny tatovering og starte et slagsmål; men jeg er for træt og vil hellere bare blive ombord.

Jeg tænder komfuret og tømmer en pose Coop "Chunky Tomato Soup" ned i en kasserolle og putter et focacia brød på en pande og lægger låg på, så det virker som en ovn, og skænker mig et glas rødvin. Sætter mig udenfor i aftensolen og spiser glohed tomatsuppe og brændt brød, mens jeg ser ud en skov af høje master. Anholt er en vild ø - et stykke utæmmet natur - man havnen er som IKEA's parkeringsplads! Den er pakket med både fra hele Skandinavien og Tyskland, som alle er hjælpsomme og gør deres bedste for at respektere de andres privatliv.

Jeg begynder at læse Knud Rasmussen's bog Den store Slæderejse, som jeg har haft med i køjesækken. Den handler om den 5. Thule-ekspedition, da danske og grønlandske opdagelsesrejsende foretog en 18.000 kilometer lang slæderejse fra Thule i Nord ned langs Grønlands kyst og tværs over det arktiske Nordamerika til Sibiriens kyst. Rejsen begyndte i 1921 og sluttede den 24. maj tre år senere: Altså for præcist 100 år siden.

Knud Rasmussen sammen med to af de grønlandske polarforskere på den lange slæderejse: Qaavigarsuaq Miteq (tv) og Knud Rasmussen (th). Den unge kvinde i midten, Arnarulunguaq, var usædvanlig sejg og gjorde hele rejsen med på lige vilkår med mændene. Hun var den første grønlandske kvinde som modtog Kristian d. 10's fortjenestemedalje.

Knud Rasmussen blev kaldt en 'en hvid eskimo' af eskimoerne eller inuitterne, som vi idag betegner den arktiske befolkning. Han voksede op i Jakobshavn - idag Ilulissat, hvor hans far var præst. Hans mormor var grønlænder og han selv talte sproget flydende.

Som 12-årig blev han sendt på kostskole på Nørrebro, og 8-9 år senere lykkedes det friluftsbarnet lige netop at skrabe en studentereksamen sammen. Han fik job som journalist på Kristeligt Dagblad og under en opgave mødte han en anden ung journalist Mylius-Erichsen, der som han og havde eventyr i blodet. De to fik i 1902 stablet "Den litterære Grønlandsekspedition" på benene. De ville lære mere om Arktis' befolkning, kultur, traditioner og fortællinger. I 1905 gjorde Knud Rasmussen en afstikker til Lapland, hvor han sammen med 2 samer fulgte renerne over tundraen.

I de næste 20 år var Knud Rasmussen konstant på farten med sin hundeslæde, blev gift og fik fået tre børn - samt nogle udenoms i snehytterne - og hjemme i Danmark var han blevet en en folkehelt. Det var også Knud Rasmussen, som i 1913 var i Thule og fandt en 3,5 ton meteorit, som havde ramt Arktis for 5.000 år siden, og det var ham, som 12 år senere ved hjælp af 124 hunde og 14 slæder fik flyttet jernklumpen til kysten, så den kunne fragtes til København.

Dette er ren Tintin, som i Den mystiske Stjerne og alle de andre fortællinger, hvor tegneseriehelten går på opdagelse på de lokales betingelser - og endda finder en meteor i Arktis. Det er et snapshot af tidsånden. En selfie, om man vil, af pulsen og drømmene i starten af det 20 århundrede. Europa ville se raske mænd, som handlede og gjorde verden større med respekt for andre mennesker og kulturer. Knud Rasmussen og min egen barndomshelt Tintin gik ikke ud og underlagde sig verden, de gik ud for at opdage den, forstå den og blive en del af den. Mens Knud Rasmussen spiste råt sælkød med eskimoer i sneørkenen, sad englænderen T.D. Lawrence på hug i den bagende ørkenen og talte med araberne på deres eget sprog.

Det var sådan europæiske helte så ud, da moderne tider blev født. Hvis resultatet ser anderledes ud idag, er det ikke deres skyld. Noget er gået tabt undervejs - og vi skal finde det igen.

...og så er jeg er ikke for alvor gået i gang med at læse bogen; jeg har blot researchet lidt baggrund. Det skal nok blive spændende.

I Knud Rasmussens eget forord, refererer han til et eskimo sagn om nogle unge mænd, som vil rejse ud og opdage verden og mange år senere mødes igen og konstaterer:

"Verden er stor. Vi er blevet gamle undervejs. Men vi har levet rigt, og idet vi nåede vores mål, har vi vundet viden og visdom for kommende slægter"

Hertil svarer Knud Rasmussen, at eskimo-sagnets indtrængende tale om at være sine ungdoms idealer tro gjorde et stærkt indtryk allerede da han hørte fortællingen i sin ungdom.

Han har ret, vi skal holde fast i ungdommens mål og drømme livet igennem. Men vi skal også have visdommen tilbage. Livet skal ikke kun ses gennem generation XYZ's øjne. Jeg er glad for, at jeg tog strabadserne, da jeg sejlede alene til Anholt idag.

Jeg er for træt til at læse mere og går lige op på dækket og ser ud over havnen. Alt er stille, undtagen lidt glad larm ovre fra Dørken: Vi åbner kl. 15 og lukker når festen slutter. Den er stadig i gang.

Der går jeg over i morgen.

[nils-elmark]

Bjergvandring

Da jeg går langs Archensee, kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om noget bedre i livet end at vandre i Alperne. Intet kan måle sig med den følelse af frihed, som bjergvandring giver mig. Sådan har det været siden jeg første gang var i Østrig som 14-årig. Jeg er født det forkerte sted.

Gårsdagens opstigning til Twölferkopf sidder stadig i benene, da jeg går løs på Seebergspitze i 2030 meters højde. Jeg ved på forhånd, at jeg ikke kommer hele vejen op, det er min nuværende træningstilstand ikke til, men jeg har besluttet at gå i hvert fald to timer, før jeg vender om.

Ruten er anstrengende fra start og efter 10 minutter pumper hjertet for fuld kraft, benene begynder at syre til og læggene bliver pressede, men hvis jeg blot holder på og tager mindre skridt, vænner kroppen sig til strabadserne. Sådan er det idag, sådan var det også igår og sådan har det været alle de andre gange, jeg har udfordret tyngdekraften i Østrig.

Tyngdekraften er formentlig motoren i hele vort universet; den er egentlig en svag kraft, men når atomerne rotter sig sammen til at skabe en stor masse, kan den i yderste fald få selv atomer til at bryde sammen. Tyngdekraften og centrifugalkraften holder hinanden i skak, så månen bliver på sin plads og planeterne cirkulerer i deres rette baner rundt om solen.

Det er vistnok Newton's 2. lov der siger, at hvis jeg vil op på bjerget, så må jeg mønstre en kraft, der er stærkere and tyngdekraften, hvilket er årsag til, at jeg efterhånden bliver våd på ryggen. Efter en times vandring i omkring 1300 meters højde, sker der pludselig noget. Jeg hører jeg en lyd lidt under mig.

Det er en gemse.

Sådan én har jeg aldrig set før. Den er belønningen for alle mine anstrengelser. Jeg står helt stille. Gemsen har garanteret set mig først men betragter mig tydeligvis ikke som nogen trussel. Lidt efter springer den videre - jeg kan høre dens klove, når den tager elegant tager afsæt på klipperne.

Jeg fortsætter opad. Jeg er allerede over skyerne. Det er er en sort vandresti og undervejs er jeg nødt til at tage hænderne til hjælp og klatre for at komme frem. Nogle steder skal jeg også holde øjnene fast på stien og ikke nyde udsigten. Som der står neden for bjerget - "Stien er ikke for folk med tendens til svimmelhed". Opstigningen begynder at trække søm ud - jeg tager flere og flere pauser - og da jeg ser et skilt, som fortæller, at der er halvanden time til Seebergspitze, beslutter jeg, at nu er det tid til at vende om.

En djævel på den ene skulder siger..."kom nu, bare halvanden time til, så er du på toppen"...mens en engel på den anden skulder fortæller: .."Du har to timers nedtur og du kan altid komme tilbage i bedre form.."

Jeg holder en pause og nyder øjeblikket. Jeg er i 1.700 meters højde, tager min nylonjakke på og drikker det sidste af min vandflaske. Kroppen kan kun optage lidt over en halv liter vand i timen, så der er ingen grund til at bælle. Det kan jeg gøre i overmorgen i München, når Danmark møder Serbien i EM-kampen på Alianz Arena.

I går tog jeg svævebanen ned fra Twölferkopf, men idag skal jeg selv gå hele vejen ned. Man bliver ikke forpustet af at gå ned ad et bjerg, men presset på lårmusklerne er mere stressende. I morgen er jeg øm i kroppen.

Jeg møder et par andre bjergvandrere på vej op. Som alle andre lokale, har de udstyret i orden. Rygsæk, vandretøj og ordentlige vandresko. I modsætning til os, er østrigerne er romantikere. De vandrer i bjernene, som generationer før dem. De har deres egen tøjstil, som globaliseringen ikke har kunnet få bugt med. De værner om deres kultur og holder den i live. Som skotterne har deres kilt har østrigerne deres lederhosen. Jeg er helt på deres side - både skotternes og østrigerne.

Vi hilser, stopper og snakker. Vi er "des" og de spørger mig, om jeg har været hele vejen til Seebergspitze?

"Næh, en smule for langt for mig. Hvor skal De hen?"

"Vi nøjes med Ebenerblick", svarer kvinden.

"Det er tre kvarter den vej", siger jeg og peger opad.

Vi sludrer et par minutter; de får pusten og jeg får hvilet lårene. Det er en god oplevelse; var jeg blevet lidt længere, havde vi udvekslet email-adresser. Vi siger 'Tschüss' og fortsætter; dem opad og jeg nedad. Nu vil jeg gerne have det overstået og har ikke længere blik for naturens skønhed. Men når jeg kommer ned, har jeg det vidunderligt. Mine ben er trætte men sindet er renset og verden er sat i sit rette perspektiv.

[nils-elmark]

Drømmene findes oppe mod vinden

Jeg har læst et sted, at grønlandske slædehunde altid flytter sig derhen, hvor de kan mærke, at de trækker i seletøjet; de vælger aldrig en placering i flokken, hvor de kan drive den af og lade de andre gøre arbejdet. De søger aldrig den lette udvej! 

Det samme slog mig, mens jeg læste “Gegen den Wind”, hvor den den tyske sejler Sanni Beucke skriver om sine drømme om at blive off shore sejler. I modsætning til vor egen sejlerlegende Poul Elvstrøm, der vandt guld ved ikke færre end 4 Olympiske Lege fra 1948 til 1960 og deltog i hele 8 olympiader frem til 1984, så kiksede det for Beucke og hendes makker at kvalificere sig til OL i både London og Rio. Og da de endelig kvalificerede sig til OL i Tokyo i 2020, som blev udskudt til året efter, var det midt i Corona nedlukningen og på grund af smittefare tvang deres sejlforbund dem til at se indmarchen på stadion på TV i et lille usselt værelse i OL-byen. De to piger i deres 49er FX kæmpede indædt mod alle odds og kunne drage hjem til Kiel med med mundbind og en OL-medalje om halsen . Ikke af guld som Elvstrøms, men af sølv.

Og de var himmelsk lykkelige for deres medalje.

Se, her begynder jeg at synes, bogen bliver interessant. Sanni har kæmpet i 15 år for at nå så vidt, men trods sin OL-succés er hun var ved at brænde ud og afviser en invitation til møde den tyske forbundspræsident. Hun kan ikke overskue det, men gearer alligevel ikke ned. Hun flytter tværtimod sin kærlighed til off shore sejlads, hvor trækket i seletøjet er størst.  Hun ved intet om sejlads på de store have og forskellen mellem det og OL-kapsejlads enorm.

Hun skaffer sig med møje og besvær tre måneders ophold på den berømte off-shore sejlerskole i Lorient, hvor de sejler i Figaro-klassen. Det er 10 meter lange racerbåde for solosejlere, der i al slags vejr konkurrerer i Biscayen, ofte dage af gangen. Det bliver en hård oplevelse for Sanni Beucke. Læringskurven er stejl og ingen gider rigtigt snakke med den sociale OL-sejler; alt er nyt og konkurrencerne er benhårde, som i “Frømands- og Jægerkorps hårde”. Deltagerne sejler solo i orkanstyrke, ofte med blot et par timers søvn i døgnet.

Opholdet i Lorient slutter af med regattaen “La Solitaire du Figaro", der er en 2.000 sømil solo sejlads under  ekstreme forhold i det nordlige Atlanterhav. Sanni Beucke træffe forkerte beslutninger undervejs – er uheldig – og kommer i mål som nummer 27. Hun er skuffet, men også stolt, for hun er kommet i mål. La Solitaire var for hende mere end noget andet en konkurrence mod sig selv.

Men Sanni vil videre ud på verdenshavene. Det lykkedes hende at få en plads på en båd i Ocean Race – vildere bliver det ikke. Dette er en jordomsejling i super avancerede racerbåde. Sanni skal sejle med fra Kap Verde til Kapstaden i Sydafrica i begyndelsen af 2023. Hun er velforberedt og tændt som en raket, men skipperen orienterer hende ikke om hendes pligter ombord, gider dårligt tale med hende, meget af kommunikationen sker på fransk, som hun ikke behersker ordentligt.

Sejladsen er ekstremt stressende, båden er som en bageovn midt på Ækvator, toiletforholdene klares i en spand uden privatliv, så det er en slidt Sanni Beucke, der går i land i Kapstaden, hvor chefen uden at se hende i øjnene henkastet fortæller, at hun er sat af holdet. Som læser begynder man at spekulere på, hvad endeløse dage på havet mon gør ved menneskers sociale kompetencer?

Alle andre end Sanni Beucke ville her have givet op: hvad har jeg at gøre i denne kompetitive off shore verden?   Men sådan er slædehunden Sanni ikke. Efter at have sundet sig begynder hun at overveje, hvordan hun kan stable sig eget team på benene. Hendes ultimative mål er Vendé Globe - jorden rundt - men mellemstationen er La Solitaire de Figaro.

Hun samler et team – begynder at finde sponsorer – og i august 2023 er hun klar til sin anden Solitaire. Hun er mere velforberedt end nogen af de andre deltagere, hun kender vilkårene men bliver alligevel slået ud af kurs af tekniske vanskeligheder inden start. At klare sig godt i off shore sejlads er ikke kun godt sømandsskab, det hænger også sammen med moderne teknologi . Off shore både kan idag ikke vinde uden autopilot, satellit navigation og moderne computerteknologi.

Sanni havner i vanvittige strabadser; en enkelt forkert beslutning og hun hænger i tågen uden vind en hel dag. Hun må til sidst bryde den forseglede motor for ikke at blive sejler ned af et stor handelsskib. I modsætning til sine konkurrenter undlader hun at sejle ind i en fiskers travl og da Sanni endelig kommer i mål, har hun overskredet tidsgrænsen med ganske få minutter og hun slutter som nummer 27.

Hvordan tror læseren selv, at Sanni Beucke har det? Men igen, efter at have rystet skuffelsen af sig, er hun klar til at kaste sig ud i næste udfordring. Bogen hedder “Gegen den Wind” altså op mod vinden, for Sanni Beucke’s bog handler ikke om, hvordan hun vinder, som et bjergskred af andre uinteressante sportsbøger gør. Den handler om, hvordan hun og alle vi andre kan blive ved med at udvikle os, selvom vi ikke bliver nummer 1.

Man må endelig ikke bedømme Sanni Beucke sejler-egenskaber på hendes placeringer i La Solitaire du Figaro. Hun kunne være blevet ved sin 49 FX – i den kunne hun have sejlet i cirkler rundt om alle de arrogante off-shorte sejlere, som ikke gider tale med hende eller vise hende respekt. Men hun har modet til at bevæge sig ind på deres bane, hvor hun kan vokse som sejler og menneske. Naturligvis er hun et konkurrencemenneske, mere end de fleste af os nogensinde bliver - men jeg tror ikke, at hendes virkelige gnist, er at slå de andre; det er at flytte sine egne grænser og etablere sig i et nyt univers. Det betaler hun en høj pris for.

Jeg er inspireret af Sanni Beucke; nogle af de sejlere, som slog hende på havet, blev bagefter diskvalificeret for snyd eller vandt på grund af hensynsløshed. Sanni ville vinde på egne betingelser.

Mange sponsorer støtter sportsfolk, fordi de giver dem omtale, men Beucke kan meget mere. Hun kan lære virksomheder, hvordan de kommer igennem kriser og vokser med værdierne i behold. Hun bliver ikke for alvor krænket over, at skipperen taler fransk med besætningen, selvom han i sin arrogance ved, at hun ikke forstår sproget. Hun beslutter sig for lære at tale bedre fransk, så off shore eliten, der er fransk, ikke fremover kan lukke hende ude.  

Der er en årsag til, at jeg er blevet grebet af Sanni Beucke’s bog. Da hun i 2021 sejlede en OL-medalje hjem i Tokyo, fik jeg mit duelighedsbevis på Svendborg Sejlerskole og få dage efter, at hun i 2023 besøgte Ocean Race cirkusset i Århus for at undersøge, hvordan hun kunne etablere sit eget offshore team, sejlede jeg alene i min nye Polaris Drabant hjem fra Århus. Al den usikkerhed hun beskriver på eliteplan, kender jeg på begynderplan. Det er slemt for Ocean Race deltagere at miste strøm til autopiloten på Atlanten, men jeg ved, hvordan det føles, når det samme sker for en ny sejler i kraftig blæst ud for Sejrø.   

Ich bin bei dir, Sanni, den ganzen Weg gegen den Wind.