#teateravisen

[kulturformidlet]

Fortænkt fantasi i flotte farver

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er prominente navne bag – og dermed også høje forventninger til – årets dukketeater hos Marionet Teatret i Kongens Have. ’Sol står op, fugl falder ned’ er en stille forestilling med sprælske farver, som mangler humor og forløsning for at fænge sit publikum. Der er høje forventninger til årets dukketeater i Kongens Have med seje navne i spil som jazzguitarist Jakob Bro. Sæt dertil den poetisk, finurlige forfatter og filmskaber Emma Rosenzweig, der her krediteres som ikke bare dramatiker, men også ’kunstnerisk konceptudvikler’ sammen med den farverige billedkunstner Tal R. Intentionen bag forestillingen er da også superfin og særdeles svær at have noget imod. Der inspireres til fri leg og fantasi – og at turde gå imod strømmen. Noget vores lille dukke undervejs er vældig skræmt over, som han kommer på afveje langt ud i skoven, da han egentlig bare skulle være gået den lige vej i skole. Helt ordret lyder opfordringen til slut i en lidt anstreng ’barnestemme i samklang med voksen-sang; ’Hvis du vil lære at flyve, må du først lære at falde… Deroppe flyver dit mod’.  Som voksen føler man det poetiske budskab, men det er samtidig tydeligt, at langt de fleste i stykkets målgruppe er stået af.

Genstridige fødder og krokodillesko Der grines lidt i starten af hovedpersonens genstridige fødder, der ikke makker ret og har deres egen vilje. Den fjollede kæmpesko med åben snude som et krokodillegab får også et par smil frem, og særlig fint fungerer ideen med at bruge snørebåndet som hundesnor. Alene pga. størrelsesforholdet imellem dukke og sko er det noget af en mundfuld for vores lille dreng at få den kæmpe sko til at makke ret, og som med en genstridig hund i snor er det tydeligvis ikke ham, der bestemmer vejen. Handlingen fortoner sig lidt til fordel for farver og effekter i form af bl.a. en kæmpe rød sol, der til smukke, håbefulde klavertoner stiger op midt i det hele. En lettere kluntet kæmpefugl kommer som en anden Fønix også til, og redder belejligt vores venner ud af skoven, som i bedste Tal R-stil har uregerlige træer, der naivistisk stritter i alle retninger, som et barn kunne have tegnet dem under entusiastisk forklaring af sin tegning. Mere sprælskhed Tal R’s farver og ekspressionistiske streg fylder på den måde forventeligt i scenografiens visuelle udtryk, hvor også det spraglede scenetæppe elegant agerer både seng, og vendt lidt på skrå; trappe, men undertegnede havde håbet på – og også forventet – mere sprælskhed. Både på billedsiden og i fortællingen. Publikums alder taget i betragtning og ikke mindst med det selverklærede mål om at være ’Et billedeventyr for hele familien om at lade fantasien flyve’, kunne der oplagt have været mere smæk på over hele linjen. Og i samme logik: Hvorfor vrider man ikke mere personlighed ud af den overdimensionerede, tamme fugl, når man nu har sådan en med? Det fremstår som en forspildt chance ikke at lokke mere børnelatter ud via den. På den varme forårsdag i strålende sol, hvor denne anmelder så forestillingen, er de sorte dukkeførere heller ikke helt så usynlige, som man kunne ønske sig, og noget af illusionen går lidt tabt med de mange tydelige arme og hænder. Særligt på flyveturen, hvor  størrelsesforholdet ændres, så dukke, sko og fugl skifter fra store til små, er dette ærgerligt. Lækker lydside Noget der til gengæld fungerer virkelig godt stykket igennem er lydsiden. De drømmende toner fra Jakob Bro får momentant det hele til at svæve og slår konsekvent en magisk, blød stemning an, der vækker minder om hans smukke Balladeering-album fra 2009. Og der er oveni det yderst gode lyde undervejs. Lyddesigner Markus Artved fortjener ros for alt fra varierede fuglefløjt, summen af bier og farlig tiger-knurren i skoven, rungende trampen på trappen, taktfast vækkeurs-tikken, høj kaffe-ophældning, brudstykker af nyhederne om bl.a. medvind på cykelstierne – igen et nik til de voksne. Lidt mere humor og sprælskhed til de små havde klædt projektet. FAKTA Marionet Teatret : Sol står op, fugl falder ned - Producent: Det Lille Teater. Dramatiker og kunstnerisk konceptudvikler: Emma Rosenzweig. Scenograf og kunstnerisk konceptudvikler: Tal R. Komponist: Jakob Bro. Instruktør: Rolf Søborg Hansen. Dukkemager: Karin Ørum. Lyddesigner: Markus Artved. Sanger og indtaler: Abel Roman Rosenzweig. Sanger: Dora Selma Rosenzweig. Dramaturg: Camilla Hübbe. Forestillingsleder: Morten Lyster. Scenemester: Rasmus Nordal Jørgensen. Regissør og syerske: Karin Rentsch Jørgensen.  Medvirkende: Yulia Bulankina Lystbæk, Maria Garde og Evi Arnsbjerg Brygmann. Alder: Fra 2 år. Varighed: 30 minutter. Set 26. maj 2023 i Marionet Teatret i Kongens Have, hvor forestillingen spiller til 23. juli. Gratis adgang. Spilletider: Tirsdag-fredag kl. 10.00 & 11.00 (20. maj-23. juni), Tirsdag-fredag kl. 14.00 & 15.00 (24. juni-21. juli), Lørdag-søndag kl. 14.00 & 15.00 (hele perioden)

https://detlilleteater.dk/forestilling/marionet-teatret/sol-staar-op-fugl-falder-ned

[kulturformidlet]

Vinterdvale og julehumør

Denne anmeldelse blev oprindeligt på teateravisen.dk

En stemningsskabende fortæller, akkompagneret af fint vinter-lydspor, sætter rammen for Teatret Zeppelins dukke-dramatisering af Tove Janssons bog om mumitroldenes første møde med – ikke bare vinter og sne, men også – julen, der ikke sådan er til at blive klog på. Det er finurligt og fint helt i tråd med forlægget. ’Da julen kom til Mumidalen’ er oplagt som underfundigt og hyggeligt indslag i en travl december.

Salens opmærksomhed fanges intenst fra start, hvor Mie Brandt med god dramatisk sans giver sig til at fortælle om mumiernes livscyklus.

Lige nu er de i vinterdvale, forstår vi. Alle er nysgerrige og stille for at få det hele med, og den yderst billedskabende stemningsopbygning forløses fornemt med det fineste vinterlandskab, som tæppet går fra. Det sner fra himlen, og alt ånder fred og idyl.

Johanne Eggerts smukke sne-scenografi er enkel med store snedynger, der glimter, bjerge i baggrunden og et lille blåt hus i midten, hvor der som prikken over i’et kan komme røg op fra skorstenen.

Det er en virkelig god begyndelse på en meget fin forestilling, der får os alle ned i tempo, og det kan undre, at aldersgrænsen er sat helt op til 5 år. Mange mindre børn ville også oplagt kunne suge stemningen til sig og nyde roen og detaljerne i fortællingen.  

’Men ikke alle sover…’

Inde fra det lille hus hører vi heftig snorken fra mumierne dybe vintersøvn. Der smaskes lidt og vi kan næsten mærke varmen under dynerne. Pludselig høres der også en prut, og hele salen sprutter af grin.

Vores dygtige fortæller viser sig også at være en ferm dukkefører. En god basrytme akkompagnerer hendes fine føring af Hemulen, der irriteret og lettere julestresset møffer rundt i vinterkulingen.

En helt anden ro skabes med varmt lys og svævende toner, når vi er med i Mumis rare drøm under dynerne. Stemningsskiftene er ligesom scenografien enkel og effektfuld. Dertil emmer dukkeføringen, med forskellige stemmer og gemytter til dalens mange beboere, af simpel børneleg, som publikum selv kunne have gang i hjemme på værelset. Her er plads til at dvæle ved detaljerne.

Alle skal op og ned ad stigen (da mumierne konsekvent går ind gennem taget!), og det tager både tid og er besværlig for de fleste mumitrolde. Mumifar falder endda, og affejer det som ingenting, som vi kender det fra Wulffmorgenthalers Dolph-figur, der stædigt fastslår; ’Jeg var lige oppe’, hver gang han falder.

Ligeledes opremses opskriften på Mumimors varme forkølelsessaft, og det slås fast med sødmefuld, myndig mine, at den ’smager af sommer og jul i en mundfuld.’

Sproglige billeder som disse er der mange af med fin reference til Tove Janssons bøger.

Julens forventninger

Trods forestillingens ro er forvirringen stor blandt vores mumitrolde. De har aldrig set sne før og er helt fortumlede af at blive revet ud af deres dybe vintersøvn. Ingen forklarer dem noget, men i forbifarten opsnapper de en halv vind om, at julen kommer, og de forstår så meget, at man skal bruge et træ for at klare sig. For dem er julen noget ukendt og farligt, som må formildes ved at opføre sig korrekt over for den.

Det er en skøn måde at se på det hele udefra, og bøgernes evne til at forene det trygge med det farefulde – og her også de højtidelige traditioner med det humoristiske – er smukt sat i scene.

Min lille ledsager synes, at det er noget så sjovt, at man kan tro, at julen er noget farligt, og han klukker lystigt over de mange forviklinger og forberedelser hos de stakkels mumier.

’Spiser den også?!’ udbrydes der forfærdet, da det går op for dem, at man også skal lave mad til julen. Alle i salen morer sig kosteligt over at vide bedre, og der er ikke et øje tørt, da der bliver disket op med alle mulige retter, som jo slet ikke er julemad.

På samme måde går det med juletræet, der skal ’pyntes smukt som muligt’. Mumimor finder efter bedste evne både perler og roser frem, og træet bliver faktisk fint, om end ikke ligefrem traditionelt.

På den måde bliver der efterhånden alligevel julestemning i den lille mumidal, som det hele skrider frem, og et smukt grønt lys indhyller himlen i den sidste idylliske scene. Som voksen er referencen til nordlys klokkeklar, men min lille ledsager mener nu nok, at det godt kunne være et stinkdyr.

Dermed får undertegnede – og nu også I – lige et ekstra billede med fra dette elskelige univers.

FAKTA Teatret Zeppelin: Da julen kom til Mumidalen - Manuskript: Mie Brandt ud fra Tove Janssons fortælling. Instruktør Mette Ovesen. Scenograf: Johanne Eggert. Dukkemager og violinist: Maja Linde Christensen. Komponist og  lyddesigner: Rasmus Christner Månsson. Lysdesigner: Michael Breiner. Konsulent: Rolf Søborg Hansen. Skrædder: Camilla Lind. Medvirkende Mie Brandt. Alder: fra 5 år. Varighed: 45 min. Set 27. november 2022 på Teatret Zeppelin, hvor den spiller til 23. december. https://www.zeppelin.dk  

[kulturformidlet]

En tørn med børn

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er charmerende storytelling i Kiosk-forestillingen ’Bedste Barnepiger’ i haven overfor Riddersalen. Kiosken er som altid centrum i denne gratis børneforestilling, der er ved at være ikke bare en sommerhyggelig teatertradition, men også en regulær Frederiksberg-attraktion.

Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll er veloplagte som barnepiger og tager sig qua deres roller ekstra godt af de små publikummer, så alle kommer godt på plads inden forestillingens start. Undertegnede kommer susende i sidste sekund med to små størrelser på slæb, der hurtigt finder plads forrest.

At veloplagtheden ikke kun gælder de små, mærker man med det samme, da Signe ser mig fortrække ned bagerst: ”Og hvad med moren – smutter hun i Frederiksberg-centret imens?”.

Alle griner og solen skinner. Her er umådelig god stemning sådan en strålende sommerdag.

Fup og fakta fra ende til anden At de her barnepiger er en Frederiksberg-institution i sig selv, bliver hurtigt klart, som de animeret begynder at fortælle løs med god sans for lokalkolorit, overdrivelse og fri fantasi. Der er ikke det, de ikke har oplevet, og der er ikke dem, de ikke har passet.

’Kan I se de her hænder?’ spørger Ragnhild og viser dem rundt til alle. ’De har tørret tårer væk, rørt øllebrød, fikset lynlåse…’ listen fortsætter så alenlangt, at alle griner. Næ, det er ikke småting de to barnepiger har oplevet igennem tiderne.

Under bæltet har de intet mindre end Frederik den Tredjes døtre og lille Palle (Huld), der efter sigende inspirerede til selveste Tintin med sin jordomrejse som 15-årig. Effektivt rulles den store Jules Verne-agtige rejse ud for øjnene af os med fjollet stumfilms-stemning og lavpraktisk logistik for den lille Palle. Verden er måske nok stor, men udfordringerne er i dette univers yderst håndgribelige. Det er charmerende enkelt og effektfuldt.

Associationerne fyger afsted På samme måde bliver historien om en panters flugt fra sit bur i Zoo levendegjort for os, og associationerne fyger afsted. Vi hører også om dengang Signe rullede Frederiksberg Rundkirke væk for at redde den fra en ildebrand, og om barnepigernes underjordiske lager fyldt med legetøj, der strækker sig vidt og bredt ud under Gammel Kongevej.

Det hele er på sin egen mulige og umulige måde forankret i Frederiksberg, og også helt aktuelle ting tages op, som den nylige konflikt omkring faren ved kirsebærtræer i børnehaver – og navnlig kirsebærsten i børns næser. ’Man har forsøgt sig med net’, lyder det lakonisk, men heldigvis har Signe hæklet et beskyttelsescover til brug på alle små udsatte børnenæser.

Selv de mindste kan se det sjove i den løsning, og når ’de varme hænder’ ligefrem begynder at ryge og fylder den lille kiosk med røg, er alle på et eller andet plan med. Mange af referencerne går dog hen over hovedet på de mindste.

Som voksen er man altid glad, når børneteater kan køre i to spor, og der er lidt til alle størrelser, men måske tipper doseringen lidt rigeligt i de voksnes favør her. Rastløsheden blandt de mindste publikummer er til at føle på til tider, men det er ikke konsekvent. De fanges ind igen af den næste fantastiske historie, der kommer som en perlerække gennem forestillingen, og ret beset lyder anbefalingen også ’fra 5 år’, hvilket publikum denne premieredag ikke helt afspejlede.

Lidt alvor bag løjerne Bag gak og gøgl – og pragtfulde pompon-dekorerede kostumer, der med støvler og puffede lange nederdele vækker minder til Mary Poppins; barnepigefiguren over dem alle – aner man dog en alvor. Tiderne har ændret sig, og måske er der ikke længere brug for barnepiger som Signe og Ragnhild mere. Dels er der selvfølgelig skærmene, men forældrerollen har også ændret sig, fremgår det af vores sandhedsvidner, der jo som bekendt har oplevet lidt af hvert og været ’i gamet’ siden Herodes tid.

Forældre tager deres børn med overalt nu, fortæller Signe lidt forpustet. ’Tag et pusterum så vi kan få lov’ lyder det opfordrende fra Ragnhild, der også tilbyder den bekymrede Signe en smuk Frederiksberg-løsning på problematikken: ’Hvis ikke der er business i børn, så kan vi passe hunde.’ I bedste børnelogik udspilles en længere hundesekvens, som begejstrer især min yngste ledsager. Grundlæggende charmeres vi alle af denne insisteren på ord, indlevelse og indfald og tager det med et gran salt, at der ses mere stort på hoved og hale.

FAKTA Riddersalen: Bedste Barnepiger - Manuskript: Signe Birkbøll. Instruktør: Geir Sveaass. Visuelt udtryk: Pille Behrendt, Maren Birkbøll Auzias. Kostumer: Pille Behrendt. Rekvisitør: Maren Birkbøll Auzias. Assistent: Kerstin Anderson. Lyddesigner: Joachim Holbek. Medvirkende: Ragnhild Kaasgaard, Signe Birkbøll. Alder: fra 5 år. Varighed: ca. 30 min. Set 2. juni ved Kiosken foran Riddersalen, hor den gratis spiller til 9. juli 4.-26. juni: Tirs.-fre. kl. 10.00, Lør. og søn. kl. 11.00 og 13.00 - 27. juni-9. juli: Tirs. – søn. kl. 11.00 og 13.00). www.riddersalen.dk

[kulturformidlet]

Moderne musemagi

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Med ’Nøddeknækkeren og Musedronningen’ har Det Lille Teater lavet en ny dramatisering af det klassiske juleeventyr af E.T.A Hoffmann for målgruppen 4-10 år. Og sammen med et godt lydspor kommer de magiske julekvaliteter fint frem i denne uomgængelige juleklassiker over dem alle. I Det Lille Teaters stærkt moderniserede version af ’Nøddeknækkeren’ er den vrisne musedronnings yderst forskellige museunger spredt ud over hele kloden, og lille Marie frygter med god grund for julestemningen. ’Du skal lære at kende forskel på virkelighed og fantasi’, formaner den travle mor sin lille datter, mens hun pønser på, om det kunne være smart at pynte juletræet helt ensfarvet i år. Rikke Bilde gør det særdeles overbevisende som fortravlet voksen, der vil sin datter det bedste, men eksempelvis ikke har nogen sans for datterens sirligt opstillede musebamsekoncert. Det har vi til gengæld som publikum. Via det fineste lydspor får vi magien fra hendes dirigent-leg helt ud på bagerste række i den lille teatersal. Legeværdien har reel værdi her, og det er en smuk start. Ganske morsomt er det også, at et par af musene spiller falsk, så vores lille dirigent med myndig mine må rette til. Mathilde Lundberg formår flot at formidle barnlig uskyld og nysgerrighed igennem hele stykket. Modernisering af Tjajkovskij Musikken er komponeret af Christian Balvig med udgangspunkt i Tjajkovskijs musik.  Det er sin sag ikke blot at ville modernisere opsætningen af så klassisk et juleeventyr som ’Nøddeknækkeren’, men også at ville pille ved selveste Tjajkovskijs toner. Må man overhovedet det? Det kunne nemt ende fladt, men Balvig slipper imponerende nok afsted med at give lydbilledet en lethed, der passer godt til den enkle opsætning. Samtidig inddrages de mest ikoniske temaer, så man enkelte steder tager sig selv i at savne tåspidsskoene ramme i takt. Det er godt balanceret. Og som sjovt, moderne nik til den manglende ballet har vi til gengæld her en Nøddeknækker (Michael Lundbye Slebsager), der læner sig tæt op ad Electric Boogie i sin bøjelige dans med sine træ-lemmer. Det er svært ikke at elske lidt, og salen tager ham til sig med åbne arme. Blues-blæs i legetøjstrompet På samme måde lykkes det ganske godt at modernisere den ret omfattende, klassiske fortælling. Mange af de eventyrlige figurer er helt barberet væk. Her har vi slet og ret at gøre med en musemor, der vil have sine unger hjem til jul. At de så alle tre er ved at realisere sig selv forskellige steder i verden, indlemmer elegant – og temmelig fjollet i ordets bedste betydning – små referencer til originales snefnug, Østens magi osv. Noget af originalens kant og dysterhed bevares også med musedronning-figuren, der slet og ret tager Maries lille dukke som gidsel for at få sine unger igen. Humørmæssigt skifter hun dramatisk imellem at være vrissen og ugidelig over i en rå, desperat sorg – komplet med blues og blæs i en lille legetøjstrompet. Det er en gylden scene, og Rikke Bilde er igen skøn i denne rolle, som min mindste lille ledsager (4 år), dog var en kende utryg ved. Kvadratisk – praktisk - god Scenografisk er der også god samling på moderniseringen af fortællingen. Meget ulig den klassiske versions kæmpe gemakker hos det bedre borgerskab er scenen her sat i et moderne hjem med en enlig mor og en fjollet onkel. Deres hjem har karakter af et såkaldt ’tiny home’, hvor alting har mange funktioner. At huset på den måde er godt udnyttet, betyder også at scenerummet bliver yderst fleksibelt. Sofaen er ikke bare en sofa, skorstenen ikke bare en skorsten.  det muliggør dygtigt et væld af enkle skift i fortællingen, der ikke mindst udnyttes når de store mus skal trylles små, så de er til at have med hjem i lommen til musemor, så julen kan reddes… FAKTA Det Lille Teater: Nøddeknækkeren og Musedronningen - Manuskript: Camilla Hübbe. Instruktion: Mia Lipschitz. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Lysdesign: Mads Lindegaard. Komponist: Christian Balvig. Lyddesign: Jes Theede. Musikere: Carolyn Goodwin, Damian Dalla Torre, Becca Toft, Rasmus Svale Lund, Cæcilie Balling, Maria Isabel Edlund & Björg Brjánsdottir. Medvirkende: Rikke Bilde, Mathilde Lundberg & Michael Lundbye Slebsager. Aldersgruppe: 4-10 år. Varighed: 45 min. Set 30. oktober 2022 på Det Lille Teater, hvor forestillingen spiller til 18. december. https://detlilleteater.dk  

[kulturformidlet]

Børnemagi i kalenderform

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Skynd jer til Amager og sæt tid af! Tiden flyver som bekendt, når man har det sjovt, og det har man virkelig med Børnekulturhus Ama’r og ZeBUs store julekalender. ’24 Hemmeligheder’ skaber slet og ret magi for børn. Her må man gerne røre og mærke efter, imens andre rum inviterer mere til at dufte og lytte. De 24 låger spænder vidt og byder på meget forskellige oplevelser, man som en skattejagt kan gå på jagt i med alle sanser.

Af Gudrun Hagen Undertegnede og en lille trio af 7-årige er klar på det meste, som vi bevæger os ud til ZeBU på Amager til, hvad de selv reklamerer med som Københavns største julekalender. Når 24 kunstnere fra teatret, musikken, arkitekturen, og billedkunsten går sammen om at skabe en oplevelses-julekalender for børn, kan hvad som helst ske, tænkte vi. Og det gjorde det! På trods af diverve corona-regler er det lykkedes at holde fast i interaktionen mellem installation og beskuer, og det her med, at man selv skal knække koden i forhold til, hvad hver enkelt station går ud på, og at der ligefrem inviteres til at røre, det gik rent hjem hos min lille entourage. Vi blev budt velkommen med et fint lille kort over placeringen af de mange kalenderlåger og en afslappet introduktion til, hvordan vi skulle gribe det hele an. Rækkefølgen var eksempelvis helt op til os selv. To af posterne er udenfor, og en del er ovre i Børnekulturhus Ama’r, så arealet, vi kan boltre os på, er betragteligt. Mine små ledsagere tripper af nysgerrighed, og i starten går det over stok og sten med at udforske. Langt det meste giver intuitivt mening for dem, som vi bevæger os rundt. Ned i tempo Første gang vi for alvor bremser op, sker dog allerede i et af de første rum, vi besøger. I nr. 22 med titlen ’Sand’ har billedkunstner Helle Hove skab et intimt, lille univers ved hjælp af en hævet, rund, sort skive, noget fint sand og div. remedier at forme det med. Børnene bliver aldeles opslugt af at tegne mønstre, og jeg selv finder meget inspiration i Helle Hoves egne små billeder af, hvad der er muligt at tegne frem, om end samme kreative højder ikke bare tilnærmelsesvis opnås. Et andet højdepunkt er ’I hulens ånd’ (nr. 4) ved Bob Lundgreen, der effektfuldt har mikset stenalder og clubbing-univers med selvlysende hulemalerier i en mørk setting med kunstig pejs. ’All my exes live in Texas’ Den helt store tidsrøver bliver ’Howdy’ (nr. 24 ). Koblingen mellem julehygge og westernbule rammer i den grad plet. Maria Lau Krogh agerer selv overbevisende saloon-værtinde og har skabt et veritabelt western-værksted med farlige limpistoler og overvældende mængder klippe/klistre materialer, så man med glimmer og andet godt kan kreere sin egen cowboyhat, kaktus el.lign. På et leje af Dolly Parton og masser af andre geniale country-koryfæers røst får krea-glæden frit løb. Bl.a. vugger George Straits ’All my exes live in Texas’ juleblidt afsted, imens jeg prøver at afkode de mange mugshots på væggen af datidens banditter. Her er virkelig kælet for detaljerne. Drinkskortet lyder på alt fra ’Lucky Luke mælk’ til ’Sticky cactus dråber’. Stedet emmer på den måde af stemning for både store og små, og vi bruger lang tid i dette seje åndehul. Poetiske rejsedrømme som minder Nr. 9 - ’Rejseminder fra steder du ikke har været’ - skal også fremhæves. Alene titlen tiltaler os meget. Lawaetz Aesthetic har skabt et decideret magisk rum, der ved første øjekast kun består af en kuffert og et par puder, men så snart man drister sig til at åbne kufferten spredes magien særdeles effektfuldt. Lyset skifter og eventyrglimt af rumrejser, koraldyk og nisser i snelandskab projekteres. Det er enkelt og poetisk, og det virker yderst overbevisende, at vi selv skal sætte det hele i gang. Kufferten bliver åbnet og lukket i et væk i håb om endnu flere eventyrlige ture, så flere projektioner havde vi kun hilst velkommen. Motion og leg i ét Nr. 8 - ’#resteniøret’ - af Hans Sydows lydinstallation er udenfor og kan kun høres en gang hver hele time. Det skal lige times, er følgelig den første tanke, men vi når den faktisk hele to gange, da vi leger så længe med den anden udendørs post ved siden af – nr. 6 ’Terningen bestemmer’. Efter at have sanset løs indenfor er det befriende for de små størrelser at få lov at kaste med store terninger, regne sammen hvad de har slået og løbe op og ned ad den skrå bakke til de 24 låger. Det er Balder Brøndsted (idræt-, lege- og bevægelseskonsulent) der med Legefabrikken står bag. Afhængigt af alder lægges der op til forskellige muligheder, og det lykkes til fulde at få os til at okse rundt. At denne post også kan fungere glimrende for en hel skoleklasse er nemt at se for sig.Forskellige aldre – forskellige favoritter Appellen til forskellige aldre er udtalt, og andre ting vil oplagt blive fremhævet hos dem med mindre eller større ledsagere. Personligt var jeg vældig glad for 1980’er-æstetikken i ’Julebanko og fotokomik’ (nr. 3) og den ret håbløse, men til gengæld gigantiske stand-up-bamse i ’Bamses store show’ (nr. 18), der med udtalt sceneskræk leverer dårlige jokes og fornærmelser til publikum. Begge dele gik lidt hen over hovedet på min lille trup af 7-årige, ligesom 'SeeSound’s lydelelevator' med otte forskellige lyduniverser uretfærdigvis heller ikke lige fængede. De fine eksotiske detaljer i Hans Sydows '#resteniøret 'lagde de heller ikke vægt på, men det gør andre sikkert. Her er så rigeligt med input at tage af, at det åbenlyst ikke gør noget, at alting ikke fascinerer lige meget.  Sikke en oplevelse Der skal lyde stor ros herfra for en imponerende gennemført oplevelse, man ville ønske ikke kun var tilgængelig i den travle juletid. Tidsmæssigt var det svært at vide, hvad man skulle forvente på forhånd, men at vi først så småt var ved at være færdige 3 ½ time senere, kom bag på os alle. Sikke en oplevelse. Tusind tak for magi. Spred den gerne ud hele året.

[kulturformidlet]

Blandt julehadere og intergalaktiske stjernetræer

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Gunnar Willes sprælske radiojulekalender, 'Ritas Jul', fra 1980 kan nu opleves i en teaterversion på Zangenbergs Teater, hvor man forsøger at få de mange muntre og kaotiske indskydelser til at spille sammen. Gunnar Willes senklassiker af en juleføljeton i 24 små gakkede dele byder på julehadende fædre, intergalaktiske stjernetræer og stribede nullermands-nisser. Selvom alle disse elementer (imponerende nok) også er til stede i den enkle teateropsætning, stritter stykket lidt i alle retninger og nogle af de skønne figurer kommer ikke rigtig til deres ret.

Vi har bl.a. et postbud, der hader pakker og en far, der om sommeren arbejder på en kravlenissefabrik, og derfor bruger vinteren på at hade julen. Begge pointer går lidt tabt på scenen, men vi forstår da, at faderen hader julen og at postbuddet ikke gider sit job.

Midt i det hele står Rita med sine brødre og prøver at redde julestemningen. De er klædt i hhv. blå, rød og grøn sweater og dækker samtlige roller på scenen med dukker, masker og mimikskift.

Juletræet med sin pynt

Mette Kjeldgaard Jensen fylder mest som hovedperson og fortæller. Som Rita er hun flere gange i fare for at virke dum fremfor ung med sit overtydelige kropssprog og sin langsomme børnelogiske eftertænksomhed.

Som postbuds-dukkefører er hun ikke usynlig nok og kommer gang på gang til at stjæle dukkens rampelys og overdøve det stakkels postbud med sit eget kropssprog. Den figur står i det hele taget svagt.

Faderen (spillet af Elias Munk) gør heller ikke meget væsen af sig. Det lykkedes de tre børn at få ham ud af skabet, og publikum klukgriner, som han vikles ind i juletræspynten og står bundet til træet med glitterguirlande omkring sig fra top til tå.

Hvorfor det får ham til at droppe sit julehad, står her hen i det uvisse, men pyntet op bliver der i hvert fald til stemningsfuldt brusende klavertoner live fra scenen, og momentet med stille juleidyl er en fin kontrast, inden galskaben for alvor tager fart.

Elskelig farmor

Stemningen skifter brat og dommen er hård, da den nisseforskrækkede farmor ankommer. ’Du er håbløs!’ lyder det prompte fra den fine trædukke, som tydeligvis har opdraget faderen strengt med sin nissefrygt. Smukt dukkeført af Louis Nathan Bodnia Andersen er denne forstokkede trædukke et charmerende bekendtskab, der kommer flot til live.

Effektivt og komisk får hun formidlet sin nisseskræk til salen. ’Nisser er usynlige’, fortæller hun os alvorligt og holder en kunstpause, inden hun fortsætter: ’Det vil sige – man kan ikke se dem!’ Alle griner.

Gunnar Wille er god til lyde

At 'Ritas Jul' oprindeligt dengang i 1980’erne var en radiojulekalender, fornemmer man via de gode lydindslag undervejs, og lyddesigner Ingvild Njølstad Skandsen fortjener ros. Udover almen tumult, gløggeksplosion(!) og tegneserieagtig stjernetræsankomst, går det heller ikke stille af, når dukkerne med et afslappet forhold til tyngdeloven hopper fra A til B på scenen, eller når farmoren skal lave lagkage ’på en sur måde’ for at holde de farlige nisser på afstand.

Et lydspor af beats og klirren får hele LiteraturHaus til at svinge.

Det er også effektfuldt med den båndede stemme til vores stribede nullermand af en nisse, der ikke er så usynlig endda og minder undertegnede om en særdeles rund Snøvsen.

Det skal nok blive jul i år

Højdepunktet er – meget passende i en juleforestilling – Bodnia Andersens hæse trompet fra scenen og nissens sang, der afføder spontant klappe-akkompagnement i salen. At vi alle også skal op at hoppe for at lave feststemning til nissen, fungerer også fornemt til målgruppen, ligesom Ritas fællessang med ’På loftet sidder nissen’.

Det skal med andre ord nok blive jul i år, men 'Ritas Jul' skal ikke kun opleves på scenen.

FAKTA Zangenbergs Teater: Ritas Jul - Forfatter: Gunnar Wille. Dramatisering: Gunnar Wille og Camille Sieling Langdal. Instruktion: Camille Sieling Langdal. Instruktørassistent: Sofie Kallan. Scenografi: Gunnar Wille. Lyddesign: Ingvild Njølstad Skandsen. Klaverkompositioner: Ingvild Njølstad Skandsen & Louis Bodnia Andersen. Lys: Anni Klitmøller.  Dukker: Sigurd Røge Dissing. Masker: Katrine Karlsen. Rekvisitør: Linda Klein. Medvirkende: Mette Kjeldgaard Jensen, Elias Munk og Louis Bodnia Andersen. Alder: Fra 5 år. Varighed: 50 min. Set til premieren 26. november 2021 på Zangenbergs Teater (der nu holder til hos Literaturhaus på Nørrebro), hvor den spiller til 19. december. https://www.zangenbergsteater.dk

[kulturformidlet]

Måge med ejerfornemmelser

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er indlagt søde sommerhusdrømme, muntre forviklinger og mågefrækheder i en lettere bedaget revystil i Randers Teaters hyggelige teateroplevelse for de mindste.

Nok er boligmarkedet glohedt for tiden, men ligefrem at købe et sommerhus aldeles ubeset, det er alligevel vildt. Ikke desto mindre er det, hvad vores hovedperson (fint spillet af Nanni Lorenzen) har gjort.

’Uuuh – ferie er herligt’ synger hun kækt i små hæle og pæn nederdel med rullekuffert. Farverne matcher og der er tjek på tingene. Dette til trods har hun stort besvær med at finde det rigtige hus langs kysten.

Sommerhygge og god stemning

Vi møder hende, som hun leder rundt på stranden, der enkelt er kreeret med lidt prydgræs og en blå himmel i baggrunden. Med målrettet fokus på husnumre passerer hun scenens iøjnefaldende lille laksefarvede fiskerhytte.

Man ser for sig, hvordan publikum ivrigt vil hjælpe hende, når der er nok af den rigtige målgruppe i salen. De kvikke vil hurtigt pointere, hvordan nr. 6 og nr. 9 kan forveksles, men under Aprilfestivalen må hun selv finde ud af at få vendt tallet rundt, så virkeligheden stemmer med hendes købspapirer.

Igen overraskes vi lidt af hendes karakter. Ved første øjekast ligner hun en klassisk fin dame. En temmelig pertentlig og sirlig type, der godt kan lige at planlægge og farvekoordinere, men skindet bedrager. Hun tager det hele i stiv arm med glad revy-sang, som huset bliver ved med at overraske.

Intet kan forstyrre den gode sommerglade stemning, som Jakob Venndts musik fint understreger.

Første udfordring vælter ud, da hun får åbnet døren og står med dørhåndtaget i hånden. Den fine lille fiskerhytte er yderst faldefærdig og fyldt med gammelt ragelse. Det tackles med imponerende gå-på-mod og mere sang. Ikke engang den frække måge, som viser sig at bebo huset, kan pille ved vores fine dames muntre humør. Modvillig måge

Nanni Lorenzen er alene på scenen stykket igennem, hvilket til tider har sine udfordringer timing-mæssigt. Hun agerer dog flot både dame og måge, og når de to er på scenen samtidig, fungerer det imponerende godt, at fuglen lige kan dreje hovedet lidt ’af sig selv’, når den ellers er sat væk i scenekanten. Det gør den yderst livagtig, og flere af de mindste vil meget gerne røre det fine dyr, der har godt med fylde og fjer.

Her er helt tydeligt tale om en af de store havmåger, og den frække fugl føler sig så absolut hjemme. Fuld af ballade og ejerfornemmelser over stedet pakker den damens kuffert sammen, og stjæler hendes solhat.

I starten er det ren ’titte-bøøh-teater’. Mågen kigger kun frem, når hun er væk, og når hun er tilbage, forsvinder den. Igen ser man publikums entusiastiske tilråb for sig.

Da de to endelig mødes, er det ikke kun i kamp om solhatten, men også mere grundlæggende om retten til huset. Vores hovedperson forstår udemærket, hvad den siger, uden vi hører en lyd fra den, og den gode måge undskylder sig med både højdeskræk og dårlig mave for ikke at blive smidt på porten af den foretagsomme dame. Plads til alle

Aftale på aftale indgås, men den modvillige måge snyder hende igen og igen. Vores fine dame, viser sig fortsat imponerende overskudsramt og er helt utrolig flink af sig. Fuglen får mange chancer, og til sidst forbarmer hun sig helt. Fuglehuset udvides, og de deles om huset.

At Nanni Lorenzen er så elskelig, og at mågen også er helt umulig ikke at holde af, bærer i al sin enkelhed det hele. Dette er om noget en letfordøjelig, light sommerforestilling, der ikke udfordrer det store, men man er garanteret god sommerstemning for de mindste med noter af retro revy-stil.

FAKTA Randers Teater: Hattemågen - Forfattere: Nanni Lorenzen og Kurt Bremerstent. Instruktør: Kurt Bremerstent. Scenografkonsulent: Sus Haugland. Komponist: Jacob Venndt. Dukkemager: Paul Arne Kring. Medvirkende: Nanni Lorenzen. Alder: 2-5 år. Varighed: 35 min. Turneforestilling (bl.a. 8.9.-15.10.2021). Set 19. juni 2021 på Aprilfestival i Holbæk. www.randersteater.dk

[kulturformidlet]

Ordløs krokodillemagi

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Marionet Teatret brillerer med den smukkeste fortælling om forskellen på at være alene og på at være ensom. Her er god tid og ingen ord, men masser af bid i budskabet. Det er fremragende børneteater til de mindste, der varmer om hjertet og giver stof til eftertanke på fineste vis. Både forventninger og vejr er i top. Publikum sidder klar i Kongens Have i strålende sommersol. Forestillingen, der skulle have spillet sidste sommer, men blev aflyst pga. corona-pandemien, har nu endelig premiere.

Tre sortklædte dukkefører træder over det lille afgrænsende reb og hilser hjerteligt på alle børn, inden de går ind bag det lille teaters skodder og gør klar. Et heftigt trafik-lydspor med dytten, båtten og bremsen vælter ud over os, så ingen er i tvivl om hvorvidt forestillingen er begyndt.

En krokodille prøver at krydse vejen med livet som indsats. Det er voldsomt, og ganske håbløst. Og han er sur, vores krokodille. Det passer ham virkelig dårligt det her, det fornemmer vi tydeligt via flot dukkeføring.

Også dukken i sig selv – og dermed dukkemager Sigurd Dissing – fortjener rosende ord med på vejen. Med skæve tænder, buskede øjenbryn, strikhue og lommeur har vores krokodille god taktil tyngde, og er med det samme en helstøbt figur, der udspiller sig for øjnene af os. Aldrende og vrissen, men slet ikke uden charme.

Lykken må ligge på en øde ø

I næste scene har denne elskelige, vrantne krokodille taget konsekvensen af det hektiske byliv. I en fiskekutter futter han ud til en øde ø med titlens fyrtårn. En skøn, temmelig slidt måge, indikerer, at der muligvis ikke er helt så øde som han ønsker, men alle aldre fornemmer, at det her er et sceneskift, der batter.

Og allerede på bådturen er vi nede i tempo, væk fra byens stress og jag. At der er god tid nu, understreges igen flot af det drømmende, fejende lydspor og alverdens sightings i form af den smukke stjernehimmel, der dukker frem, en hval der vipper med halen, et isbjerg, en færge og sågar en havfrue. Eventyret kan begynde. Stemningen er sat.

Filmiske effekter

Christian Q Clausens enkle scenografi veksler legende mellem perspektiverne i at være tæt på og langt fra. Ved momentvis at vise alt i miniature, er der pludselig zoomet ud, og vi ser det hele med overblik, langt fra. I næste nu, er vi så tæt på fyrtårnet, at det slet ikke kan være på scenen. I stedet dukker mere og mere af det frem nedefra, til vi til sidst kun kan se indgangsdøren forneden. På samme måde ”synker” det i scenerummet, når der er close-up på toppen.

Det er en enkel effekt, der igen fungerer for alle størrelser.

Eneboerlivet forstyrres

Publikum griner højt, når den frække måge skider lige der, hvor vores krokodille går og fejer. Der fjolles med snøren, inden fiskeriet kan begynde, og da der endelig er fangst, er mågen der igen og spiser hans fisk. Der er ikke noget at sige til, at krokodillen er træt af sin ubudne gæst. Irriteret og gnaven genner han mågen væk igen og igen.

Da den ligefrem bygger rede på fyrtårnet, bliver det ham for meget. Til trods for at den i første omgang blot snupper den kost, han prøver at skubbe den væk med – til stor morskab for publikum – sætter han foden ned med et imponerende krokodillebrøl, der til sidst får mågen til at fortrække.

Tilbage ligger et æg i reden, og en voldsom storm trækker op. Lydsporet er igen yderst overbevisende, og der tilsættes støv i luften for maksimal effekt. Det er godt lavet, og vi forstår, hvorfor vores sure krokodille forbarmer sig og med fare for liv og lemmer må op at redde ægget. Det er godt nok en voldsom storm det her. Og nok er han træt af forstyrrelser, men han er jo på ingen måde hjerteløs, vores fine, vrisne krokodille.

Der er ikke et øje tørt Faktisk er det aldeles rørende, som han lige når at blive glad for den krævende lille mågeunge, før måge-mor vender tilbage. At lade dem alle leve lykkeligt på den lille ø havde været oplagt, men stykket vil mere end det, og igen er man rørt til tårer, mens de to fugle bliver mindre og mindre, som de flyver længere og længere væk.

Vores krokodille er dermed endelig helt alene, som oprindeligt ønsket, men båndet til mågeungen har ændret noget grundlæggende ved udgangspunktet, og afskeden har mere end et skær af trist ensomhed over sig.

Til gengæld sidder man nærmest lykkelig som anmelder, og nyder at følelserne udfordres, og at man selv her til de mindste, har været modig nok til at vælge den nogle gange nemme lykkelige slutning fra, til fordel for en noget mere rå og åben slutning, hvor vi selv må tænke videre.

For hvad gør krokodillen nu? Og kommer mågerne mon tilbage på besøg? Det gik hjemturen med at debattere for undertegnede, der havde hele to små publikummer med i målgruppen, der var aldeles grebet af både fortælling og figurer.

'Fyrtårnet' er med andre ord et absolut must at nå forbi i år. Det kan dårligt blive bedre for de mindste.

FAKTA Marionet Teatret: Fyrtårnet - Idé og historie: Jesper Bræstrup Karlsen. Instruktion: Astrid Kjær Jensen. Scenografi: Christian Q Clausen. Dukker: Sigurd Dissing. Musik og lyddesign: Emil Assing Høyer. Dukkespillere: Bo Carlsson, Yulia Bulankina. Lystbæk og Maria Garde. Byg og teknik: Brian Kousgaard Kristensen og Christian Q Clausen. Alder: fra 2 år. Varighed: 25 min. Set søndag den 29. maj 2021 til premieren i Kongens Have, hvor den spiller til 4. juli - og der er gratis adgang. www.marionetteatret.dk

[kulturformidlet]

Juleevangeliet i baggården

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Nisserne driller og englene synger igen i år på Anemonen, hvor juleklassikeren ’Når du ser et stjerneskud’ fornemt mikser det moderne med det traditionelle – og leverer eftertænksom god julemagi til både store og små. Juleforestillingen ’Når du ser et stjerneskud’ er stadig en fast tradition på Anemonen efter navneskiftet fra Anemone Teatret. Siden 1994 har den været en sikker succes hvert år og med god grund. Fortællingen fungerer nemlig godt på flere niveauer, så både små og store går derfra med smil og stof til eftertanke i den søde juletid. Lad os starte med handlingen, der bæres flot frem af persongalleriet. Christine Gaski er rørende som den storby-tilflyttende Sofie med jysk accent og positivt sind trods livets anseelige udfordringer.   Enlig, højgravid og temmelig boligdesperat lejer hun et usselt baggårdsværelse til himmelhøj pris af den sure vicevært Hr. Madsen – godt spillet af en veloplagt Morten Bo Koch. Her er al leg naturligvis strengt forbudt, og mundvigene vender konsekvent nedad, lige meget hvor ukueligt livsmod Sofie sender imod ham. Den lokale nisse og den rapkæftede baggårdskat Hannibal vejrer derimod straks morgenluft (såvel som risengrød og mælk) ved hendes ankomst. Liberale julelys i øjnene Julemagi for vicevært Madsen betyder indtjening, og man trækker på smilebåndet over hans fede fidus med at sælge plastic-juletræer fra Kina til ågerpris. De kommer dryssefri, færdigpyntede og i guld. Intet mindre. Og udover at slippe for bøvlet med at pynte, behøver man heller ikke engang at danse rundt om det, da det selv kan dreje rundt. Ifølge Madsen, er det ’fremtidens juletræ’ og den tilhørende fjernbetjening har sågar en lommeregner, ”så man kan regne differencen ud på det man har givet og det man har fået.” At den kalkule helst skal falde ud til egen fordel, giver sig selv, og det er tæt på, at de små publikummer buh’er af kynismen. I samme kategori af voksne hører også stykkets drømmende teoretiker af en forfatter (Asbjørn Agger), der bor oppe på kvisten og sandsynligvis aldrig får færdiggjort sit håbløse bogprojekt om, hvorfor engle og nisser ikke findes. At puste til julegløden indeni os alle Ifølge forestillingens to vældig konkrete engle har d’herrer begge brug for – næsten lige så konkret – at få en urtepotte i hovedet for at genopdage julemagien. Komplet med Halleluja-kor i baggrunden forkynder de, hvordan glæde på Jorden, stjerneskud og børnefødsler hænger uløseligt sammen. En del af stjernens glød går nemlig ind i barnets hjerte og øjne, forklarer de, så det kan glædes, græde, lege og undres. Desværre har mange voksne glemt deres stjerneglød, tilføjes det med slet skjult henvisning til alle os julestressede voksne i salen, og disse voksne må mindes om, hvad julen egentlig handler om.    Den påmindelse kommer godt ud over scenekanten på Anemonen, og den enkle fortælling serveres således på et fint småfilosofisk leje, der støttes godt op scenografisk med skæve vinkler og fine åbne-lukke detaljer, der effektivt illuderer dybde. Sofies sødme smitter Der er langt fra en københavnsk baggård til Betlehem, og så alligevel ikke. Den gode Sofie har tydeligvis været afsted på en lang og vanskelige rejse, før hun finder et usselt lille sted at føde sit barn. Meget betegnende hedder hun også Maria til mellemnavn, og hvis tiøren ikke falder før, så bliver referencen til Bibelens juleevangelie mejslet fast, da d’herrer til slut – nu komplette med næstekærlighed i overflod og juleglød indeni – står rundt om det lille barn, der ligger i en krybbe, som hr. Madsen barmhjertigt har snedkereret, endda helt uden blik for indtjening.   Her kan man virkelig tale om et ikonisk billede og om personlig udvikling. Og sådan bliver det alligevel en rigtig glædelig jul. Det er banalt på bedste julemagiske vis; Lad de små børn komme til mig, rør blot ikke ved min gamle jul og i den dur. Ikke noget der rokker ved traditionerne, tværtimod! Og tak for det. FAKTA Anemonen: Når du ser et stjerneskud -Manuskript: Jan Mogensen. Instruktion: Holdet. Scenografi: Niels Secher. Dukke-og maskedesign: Katrine Karlsen. Dukke- og maskeværksted: Katrine Karlsen & Genevieve Tremblay. Komponist: Joachim Holbek. Medvirkende: Christine Gaski, Asbjørn Agger og Morten Bo Koch. Alder: fra 4 år. Varighed: Ca. 60 min. Set 22. november 2020 på Anemonen, hvor den spiller til  22. december. www.anemonen.dk ***For de historisk interesserede: AnemoneTeatrets første udgave af 'Når du ser et stjerneskud' blev anmeldt i BørneTeaterAvisen tilbage i december 1994 (BTA nr. 91) af Randi K. Pedersen. Den kan ses via et dyk i 'Arkiv'...

[kulturformidlet]

Verden rundt i roligt tempo

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Langsom dvælen og masser af fremdrift. Det lyder som modsætninger, men Peter Holst vender med den fineste balance op og ned på verden og tager nænsomt de mindste Jorden rundt på en halv times tid. Med et knips starter forestillingen 'Blåt barn'. Lyset slukkes og stille piano flyder (desværre kun båndet) mod os. Allerede her fornemmer man Peter Holsts fine nærvær med målgruppen. Hans knips starter magien på scenen og opmærksomheden fanges imponerende effektivt. En stor kugle står i centrum med tilhørende styrehjul til at dreje den rundt. I det Peter Holst holder månen over den store kugle på scenen, starter magien på samme måde som med knipset. Kuglen bliver med ét til en jordklode i alles øjne, og det sorte bagtæppe bliver en nattehimmel.Det er så enkelt og effektfuldt, at man må smile bredt over udførelsen. Som en anden styrmand drejer han på hjulet og den sorte jordklode bliver til en blå planet. Den slags skift i farver og indtryk er et gennemgående element i forestillingen, men selvom vi hele tiden skal videre, er der god tid til at sanse og dvæle ved de mindste ting. Det er charmerende fint. Hvad sker der mon nu? På den blå planet, placeres en seng med en sovende dreng. Peter Holst agerer lige dele dukkefører og fortæller. ’Han strækker sig’, får vi at vide, imens dukken vågner op og gaber højt. At han også tisser, må man selv forstå via lyden. Mange små ansigter lyser fnisende op, da det går op for dem. Det er en sød detalje. Der bliver også børstet tænder og gurglet grundigt. Publikum er helt med. ’Hvad sker der nu?’ spørger dukken, og ’Ja – hvad sker der mon nu?’ gentager vores dukkefører undrende. Trods sin fortællerrolle giver han ikke indtryk af at vide mere end os andre om det videre forløb, og denne udveksling gentager sig nogle gange forestillingen igennem. Og det har gjort indtryk. Sætningen er nu en fast vending hos min lille to-årige og bruges i flæng; ’Hvad sker der nu?’. Den barnlige undren inkorporeres som en del af fortællingen, og den får god tid, rum og plads. Stykket er på den måde både langsomt og fuld af handling på sin egen stille måde, idet der hele tiden sker noget nyt. Det er godt balanceret. Døre som kaninhuller Døre til andre verdener åbner sig, og vores dukke går nysgerrigt på opdagelse. En blå dør i den blå planet åbner op ind til et snelandskab. At denne hvide verden vitterligt også er den store vide verden understreges fornemt ved, at dukken bliver en hel del mindre. Et Pingu-univers (målgruppen vil kende referencen til det fine modellervoks-børnefjernsyn ’claymation’ af Otmar Gutmann) åbenbarer sig. Pingviner hopper rundt og en fjollet sæl leger titte-bøh ind og ud af hullerne i isen. Som en anden Alice i eventyrland hopper vores dukke også selv fra kaninhul til kaninhul. I den grønne verden møder vi en ’brumlebasse, der skal nå en masse’, og et træ folder sig ud for øjnene af os med irriterede ’av’-lyde, fordi dukken uforvarende er kommet til at træde på dets rødder. Det er eventyrligt og jordnært i ét. Og ganske svært at stå for. Verdens navle Et rødt hul i den grønne verden frister og fører os videre. Styrehjulet drejes på ny. Jazz-klimpreri akkompagnerer stemningsskiftet. Lydtæppet forestillingen igennem understøtter i det hele taget fornemt de forskellige verdeners stemninger. Nu er det Verdens indre, essensen af det hele, det gælder, og Jordens kerne er af hunkøn, kan vi se på den hvide maske og de dramatiske røde gevandter. Det er næsten uhyggeligt, og øjnene er på stilke hos det lille publikum. Men vi skal selvfølgelig videre, og hvor kan det dog gå hen herfra, undrer man som voksen. Med ét er vi under vand. En lyskegle giver os – igen enkelt og effektfuldt – skyggefisk og søgræs. Vores dukke svømmer med fiskene og nyder både musik og vand. En stor blå hval sætter punktum for det hele. Pludselig ser vi sengen, der startede forestillingen på toppen af verden, stå på bunden af havet. Sløjfen er bundet. Har det hele bare været en drøm? Magisk veludført er det i hvert fald. Imponerende ’Umiddelbart efter forestillingens start brød Peter Holsts projektor sammen og et helt “billedspor” manglede, hvilket gav en noget anden forestilling end planlagt'. Sådan lød det i en mail efterfølgende fra Amager Børneteaterfestival, i hvis regi forestillingen blev afviklet, og det er selvfølgelig beklageligt. Tilsvarende imponerende er det dog også, hvor godt forestillingen fungerede til trods for dette, selvom det altså blev en endnu enklere forestilling end tiltænkt. FAKTA Det Lille Turneteater: Blåt barn. Forfatter/dramatiker: Peter Holst. Ide & koncept: Holdet. Instruktør: Simon Boberg. Scenografi og rekvisitter: Sanne Mejse Ystrøm. Scenografi og lys: Pernille Plantener Holst. Lysdesigner: Janus Jensen. Dukkeværksted: Kristian Knudsen. Medvirkende: Peter Holst. Aldersgruppe: 1-5 år. Varighed: 35 min. Turneforestilling. Set 17. oktober 2020 på Solvang Bibliotek ifm. Amager Børneteaterfestival. www.detlilleturneteater.dk

[kulturformidlet]

En kæk modernisering

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Folketeatrets 'Robin Hood' er på bedste vis omgjort til en middelalder-meta-fortælling med moderne twists & turns og kan anbefales varmt for alle aldre. Der er fart over feltet, britisk lavkomik, anakronistiske meta-jokes og eventyrsymbolik i rå mængder i Folketeatres familieforestilling om den gode Robin Hood, der tager fra de rige og giver til de fattige.   Forestillingen giver til gengæld gavmildt både til de små og store publikummer og slipper umådelig godt fra sin kække modernisering af det gamle eventyr i Sherwoodskoven. Munken Broder Tuck (Jesper Riefensthal), så lummer som var det Rytteriet, agerer både fortæller og biperson komplet med buuh-skilte og afstemninger hos publikum som ivrig folkedomstol. Effektfuld scenografi Scenografien, særligt i første akt, er uhyre enkel. Skuespillerne hiver selv de sort/hvid tegnede kulisser frem på lærredet bag dem efterhånden som handlingen går fremad.  Alt fra brusende elve, slotsmure og bål at varme sig ved klares på denne måde. Det er enkelt og effektfuldt, og så stor en del af den bevidst punkterede fiktionspagt, at ingen andet end smiler over de fredløse børn, der kommer ind som karikerede tegninger på et kosteskaft (stadig holdt i sort/hvid som perler på en snor), der følgelig rystes overbevisende, når de bævrer af skræk over Sheriffen af Nottingham og særligt Sir Guy of Gisbornes ondskab. Han spilles i øvrigt mesterligt af Mathias Sprogøe Fletting, der blander sin tegneserieondskab med en sleskhed, der er en pervers Frank Hvam værdig. Det er ren fryd. Lady Marian ikke så klassisk ladylike I det hele tage  er der stærke figurer i denne forestilling. ’Hende vil jeg være’, hvisker min lille ledsager benovet, da Lady Marian dukker op i fuld korset-brynje som en anden superwoman af skoven og klarer ærterne for drengene. Trods den anseelige blomsterdekoration i håret er Marion ikke nogen bly viol i denne opsætning. Selv i bueskydningens ædle disciplin – Robin Hoods trademark om man vil – giver hun ham tørt på i knap så ladylike stil. Det er vældig politisk korrekt, men det batter altså noget på scenen med så handlekraftig en wing-woman til den folkekære hovedperson, og Emilie Rasmussen gør det godt. Dannelsesrejsen hos Robin Hood Robin Hood (Christopher Læssø) følger vi helt fra en temmelig fjollet fødsel og op igennem livet, til de unge teenageår, hvor han boltrer sig i kvinder og sprut, som en rigtig fredløs livsnyder in spe. Socialt indigneret er det dog nemt at blive, når man ser på de pragtfulde skurke – ikke mindst over-the-top Prins John (en sarkastisk, kimsende Jon Lange) i guldglitterstøvler til knæene, oversize guldkrone og guldure hængende fra guldkåben – der efter eget udsagn ’prøver at spare’. De er mindst lige så ligeglade med ret og rimeligt som Robin bliver med de regler, der opretholder status quo, og så går det ellers over stok og sten. Robin Hood vil ændre verden og han har hele publikum med sig. Det er en fin udvikling i karakteren at få med. Musikalske referencer med spredehagl Særligt er det dog blandingen af regulær handling og de mange lavpandede reference-indskydelser, der virkelig løfter denne familieforestilling. Her er både noget for store og små som det sig hør og bør i denne genre. Min 6-årige ledsager klukgrinede længe af, at Broder Tuck blev til Broder Tik Tok, hvor undertegnede på samme vis morede sig kosteligt over den spontane fællessang på scenen af Bryan Adams-hittet ’(Everything I do) I do it for you’ som et kærligt, anmassende nik til Kevin Costners blockbuster af en Robin Hood-film fra 1991. Vi var begge flade af grin, da det på samme måde – helt malplaceret pga. en enkel kommentar om Afrika – var kampråbet fra Løvernes Konge, der gjaldede kortvarigt fra alle på scenen med stor kraft. Drama og britisk lavkomik Musikken bruges også mere alvorligt, om end lige så skamløst anakronistisk, i den dramatiske åbning af 2. akt, der sker til Eurythmics ’ Sweet Dreams’ i langsomt tempo, mens alt foregår i slow motion på scenen, der er badet i rødt lys. Der er med andre ord både reelt drama at kaste sine følelser efter og reel social ulighed at harmes over, sideløbene med en møller, der hedder Graham Spelt og en Lille John, der elsker ramasjang. Undervejs er der også indskrevet korte små referencer til den corona-forskyldte krammeforskrækkelse og meetoo omfavnes med en velplaceret ’hænder på lår’-oneliner under den store bueskydningsturnering mod slut. Det er reelt underholdende for alle aldre. Varme anbefalinger herfra. FAKTA Folketeatret: Robin Hood – Eventyr i Sherwood - Dramatiker: Ken Ludwig. Oversættelse: Henrik Lykkegaard. Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Julie Forchhammer. Koreografi: Sofie Akerø. Kampkoreografi: Klaus Hjuler. Komponister: Jullie Hjetland, Kirstine Lindemann, Hans Find Møller. Medvirkende: Christopher Læssø, Emilie Rasmussen, Morten Christensen, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermoes, Mathias Sprogøe Fletting, Jesper Riefensthal. Fra 6 år. Varighed: 2 timer og ti minutter inkl. pause. Set søndag 18 oktober 2020 på Folketeatret, hvor den spiller til 2. december 2020. Forestillingen turnerer fra 13. januar til 18. marts 2021. www.folketeatret.dk

[kulturformidlet]

Form over indhold i ’Storm over Ramasjang’

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Med tre populære figurer fra DR tv’s børnekanal i en flot opsætning kan man slippe af sted med meget – og overraskende lidt hæsblæsende børneteater. Kunstnerisk er der sprunget over, hvor gærdet er lavest med ’Storm over Ramasjang’ i Østre Gasværks smukke teaterrum. Stor eller original scenekunst er det virkelig ikke, men min lille ledsager elskede ikke desto mindre hvert sekund.

Historien går ganske kort ud på, at Onkel Reje – uvist af hvilken grund – keder sig på den nuttede, barnlige Ramasjang-ø og vil ud i den rå, vide verden og opleve noget ægte. Et ærværdigt foretagende vel egentlig, men vennerne Motor Mille og Hr. Skæg tager efter ham, for at få ham tilbage til Ramasjang-øen. DR lader ikke en hit-figur som ham løbe væk, tænker man stille, men den slags er ikke flettet ind til de voksne. Vi må nøjes med en flad Arnold Busck-reference via en busk, der hedder… Arnold. Indfangning eller redningsaktion Belejligt nok bliver indfangningen en legitim redningsaktion, da Motor Mille og Hr. Skæg modsat den forheksede/ forelskede Onkel Reje forstår, at Frk. Storm (flot spillet af Andrea Pellegrini) er ond, og at han har brug for hjælp. Hans eget bedste er ikke noget han længere kan vurdere selv. Ø-heksens eneste mission i livet er – uvist af hvilken årsag – at blive gift, og man har på fornemmelsen, de ikke vil leve lykkeligt til deres dages ende, som man kigger rundt på hendes golde klippeø, hvor end ikke blomsterne tør blomstre. Frk. Storm er på den måde en god og effektfuld skurk, om end hun fremstår mere barnligt stædig end noget andet og mere giftelysten af nød og ensomhed, end af ond, overlegen herskersyge. Frk. Storm-furiens vrede er et højdepunkt Forestillingen fungerer godt musikalsk med sin blanding af genrer og fine saloon-pianist i siden, der live leverer fin underlægning til alverdens ting. Undervejs har hver figur et solonummer, og især Onkel Rejes rockede ’Farvel til børne-tv og pjat’, som selvfølgelig får godt med elguitar, tager kegler og får salen til at mærke, at der faktisk er ramasjang og gang i gaden på scenen. Også Hr. Skægs vrede sang har en fin tekst og fungerer godt i det store scenerum, ligesom Frk. Storm-furiens operasang, der kan piske en vokalstorm op i ren råstyrke, hvis ikke hun får sin vilje i hvad som helst. Hendes vrede overgår Hr. Skægs med mange længder i drama, når hun svinger sig op i de høje toner godt understøttet af rødt, blinkende lys over den golde ø og mørkt klaverdunder fra vores pianist. Det er yderst kærkomment til målgruppen, der højst sandsynligt aldrig har hørt noget lignende og både undres og forbløffes og skræmmes en lille smule. Her får de en flig af, hvad det er, at teatret kan, og hvor måtte der gerne have været mere af den slags i denne flinke forestilling, der holder sig så pænt indenfor det forventelige. Ros til kostumieren En anden ting, der fortjener ros, er kostumerne. Her er det igen Onkel Reje og Frk. Storm der fanger øjet. Sidstnævnte i sort og hvidstribede strømper til pangrøde laksko, og fjer og frynser i lange baner. Allerede i første scene, er Onkel Reje et ømt syn, som han entrerer med en lille træbåd spændt fast over skuldrende i hawaiiskjorte, glimmer-guldhjelm, korte shorts og lange lyserøde sokker. Dette er dog for intet at regne mod hans ø-outfit, der fornemt fremhæver hans ølmave, der fint stikker ud under lyserøde flæser i en disko/indianer-udklædning, der ville gøre selv den største høvding misundelig.  Bryllupstøjet, der helt bogstaveligt strammer til sidst, er også et fint touch. Intet nyt eller hæsblæsende under solen Når undertitlen netop lyder ’Hæsblæsende børneforestilling med de elskede værter’ forbavser det noget, hvor stillestående og fodslæbende forestillingen bliver. Der skal alt for mange forklarende ord til at få den enkle fortælling over rampen, og enkelte steder går det helt i stå.  Særligt slutningen fungerer slet ikke. De dansende børnebuske gør det ellers godt. De anføres af den føromtalte Arnold-busk, spillet af breakdanceren Bobby Atiedu, der bliver ét med hvert et beat uden nogle synlige kropslige begrænsninger. Replikkerne mod slut kommer knap så flydende og naturligt dog. Det virker påduttet og snublende, når han som en hurtig hovsaløsning tilbyder sig som Frk. Storms gom, så selv vores onde heks ikke skal stå alene til slut, nu de kære Ramasjang-venner har så rigeligt i sig selv og deres oprindelige ø. Mainstream og billige point Motor Mille mister modet undervejs og Hr. Skæg sit gode humør, det samme gør sig næsten gældende for anmelderen. Pointen med, at vi skal tro på os selv og hjælpe hinanden, trækkes i belærende langdrag. Selv i banal børneteaterlogik er der tale om relativ tynd substans, og det virker næsten tarveligt, blot at læne sig op ad en taknemmelig målgruppe, der her også er særdeles starstruck. Der er ikke sparet på glitter, lys eller lyd, men ’Storm og Ramasjang’ er en flot opsætning, der fortjener bedre, og det kan undre, at man ikke har ønsket at løfte niveauet mere - med de ressourcer der har været til rådighed. Der er ingen skam i at være mainstream, men udelukkende at gå efter billige, forudsigelige point virker alligevel voldsomt på denne anmelder. FAKTA Østre Gasværk Teater: Storm over Ramasjang - Manuskriptforfatter: Pelle Møller. Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenograf og kostumedesigner: Mie Riis. Koreograf: Christel Klan Stjernebjerg. Medvirkende: Hr. Skæg (Mikkel Lomborg), Motor Mille (Mille Gori), Onkel Reje (Mads Geertsen) & Andrea Pellegrini. Danser: Bobby Atiedu. Børnedansere: Sisse Kilde Jensen, Lærke Clara Dissing Lausten, Valdemar Simbold Jakobsen, Frederik Roland Augustsen, Alba Kragh Wickstrøm og Agnete Wassard Hald. Kapelmester: Anders Ortman. Lysdesigner: Brian Njie. Tonemester: Morten Frank Nebelong. Aldersgruppe: Fra 4 år. Varighed: 75 min. uden pause. Set 10. oktober 2020 på Østre Gasværk, hvor den spiller til 29. november. www.osterbroteater.dk

[kulturformidlet]

Store skraldetanker

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Skraldeforestillingen' Spoiiiiiiiiing' er momentvis magisk, men mest af alt en noget rodet affære, hvor projektet med at give skraldet nyt liv bliver fortænkt og for langsomt. Man kender udtrykket: ’One man’s trash, another man’s treasure’ (Én mands skrald en anden mands skat) pryder bl.a. en husgavl på Nørrebro i store type  og er blevet helt symbolsk for bydelens selvopfattelse. En understregning af, hvor subjektivt vi oplever verden, og hvordan nogle evner at se skønheden i noget, andre slet ikke har blik for. Logikken er den samme i Kitt Johnsons forestilling om skrald. Og indbygget er også en slet skjult kritik af den, der ikke evner at forstå magien i denne leg med skraldets skønhed. Sidder man lige så stille og savner fremdrift i den lange dvælen ved udsmidte dingenoter, ligger det implicit fra start, at man ikke har forstået noget som helst, og denne anmelder kæmper bravt for at bevare det åbne sind, som forestillingen langsomt skrider frem. Legen med skraldets potentiale, viser sig nemlig også at være en leg med langsomhed og mangel på handling. Her er om noget tid, rum og plads til at dvæle og zoome ind. Børnene undres indledningsvist. Hvad er det dog for et univers? Tydeligvis gælder der helt andre regler her, og så langt så godt. Vedvarende at pirre nysgerrigheden viser sig sværere. Finurlig og fåmælt Genanvendelse er et nøgleord, og det er de to finurlige og fåmælte svenske skraldesorteringseksperter, Samuel og Ericson, der helt konkret står for den del. Forestillingen starter stærkt med at de klovnende kommer ned ad trappen i AFUK’s store lokale, som vi står og venter på at blive lukket ind i selve salen. Koste og sække akkompagneres af bulder og brag. Som det ene Gøg og Gokke-agtigt samles op, tabes det andet, og publikum sprutter af grin. Et enkelt hvin høres også, da Samuel insisterende kalder på en eller anden Aksel, og det pludselig pusler under deres medbragte presenning. Noget lader til at slippe ind i salen, og som vi selv lukkes ind, gyses der ved tanken om en løssluppen skralderotte. Jo mere sortering, jo mere rod Vel inde på scenen lægger d’herrer en så omstændelig grundighed for dagen, at det bliver komisk. Papir, plast eller metal? Hver enkelt ting tages frem, vendes og drejes. Der sanses og skramles i sorteringen. Samuel får i processen rodet mere og mere udover det hele til Ericsons store irritation. At de to har vidt forskellige personligheder og kender hinanden godt, kommer fint til udtryk. Den omstændelige sortering bliver momentvis magisk, når vi via lyd og lys pludselig befinder os under vand på undervandsjagt med en gammel cykelpumpe som harpun. Ericson dypper sågar sin saxofon i en skål med vand, hvilket afføder fine akkompagnerende blob-lyde. I det hele taget er han god til at få klang frem i hvad som helst, ligesom Samuel er dygtig til at jonglere og trylle med div. genstande. Forestillingen fungerer i det hele taget godt i mange sekvenser, men der sker helt grundlæggende for lidt til at holde opmærksomheden fanget hos målgruppen. Dissekeringen af en tom chokoladeæske, hvor hvert lille indpakningspapir åbnes og tjekkes, bliver decideret langtrukken. Også selvom Samuel til stor morskab slikker et papir rent. Et andet eksempel er billardlegen, der opstår midt på den rodede scene, og hvor selv min lille ledsager noterer sig, hvor mange glaskugler, der ligger på gulvet, og stille hvisker til mig: ’Det der kommer til at tage 100 år’. Genbrug som dogme At give skraldet nyt liv og insistere på at komme ned i tempo, er et sympatisk projekt, men i praksis halter udførelsen. Det hele bliver fortænkt og for langsomt undervejs, og særligt slutningen skuffer. Her får vi fladt at vide, at alle normalt ville være blevet inviteret op på scenen for at hjælpe med at sortere skrald, men at det nu – pga. corona – ikke sker. På den måde kommer udførelsen til at stå i skarp kontrast til, hvor flot genbrugsdogmet tales frem (til de voksne) i forestillingens flyer: ’Intet er for ringe til en genoplivning, for slidt til en genfødsel eller for usselt til en genfortryllelse’ står der forførende. Lydsiden er endvidere skabt af ’reallyde fra skrald’ (samt Ericsons saxofon), og der er ret fint tak til både Stena Recycling og Brøndby Genbrugsstation. Undertegnede er også glad for beskrivelsen af de to skraldesorteringseksperter. Den ene med øre for skraldets hemmelige musik. Den anden med øje for dets skjulte skønhed – men stykket løfter sig desværre ikke op til samme højder som intentionerne bag.

FAKTA Kitt Johnson X-act: Spoiiiiiiiiing - Idé og instruktion: Kitt Johnson. Medvirkende: Samuel Gustavsson & Sture Ericson. Komposition og live musik: Sture Ericson. Lysdesign: Mogens Kjempff. Magikonsulent: Axel Adlercreutz. Produ-cent: Sarah Garde. Aldersgruppe: 6-10 år. Varighed: 45 minutter. Turneforestilling. Set lørdag den 12. september 2020 på AFUK. www.kittjohnson.dk

[kulturformidlet]

Digitalt selvmordsdrama derhjemme

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Teater Nordkraft kalder det et ’formmæssigt one take-eksperiment’, når de prøver kræfter med at spille deres succesfulde opsætning af ’Dig og mig ved daggry’ digitalt. Som et andet konferencekald er publikum med som tavse mødedeltagere, og skuespillerne sidder hjemme hos sig selv hver især og bruger kamera og mikrofon på deres private computere. Det er på en gang imponerende nøgent og effektfuldt. Nød lærer nøgen kvinde at spinde og man må som bekendt sno sig i disse vilde corona-tider. Det har Teater Nordkraft i den grad gjort ved at lancere en digital opsætning af deres Reumert-vindende forestilling, 'Dig og Mig ved Daggry' (Årets Børne-/Ungdomsforestilling 2019, red.). Man logger på via en kode, og snedigt nok er både video og lyd slået fra hos én selv. Det er god service, og hvis det øvrige publikum ligner denne anmelder en smule, er de både taknemmelige for initiativet og temmelig teaterhungrende. Teknikken virker – gode effekter At teknikken så oven i købet virker, forstærker kun forventningerne hjemme i stuen. Kun enkelte steder undervejs er der lidt lydforsinkelse, som forstyrrer fiktionspagten. Det er minimalt. Vi mødes af en split screen med fire vinduer. Fem ansigter præsenterer sig. De to hovedpersoner Liam (Alexander Clement), og Louise (Jela Natius Abildgaard) sidder sammen, fordi de bor sammen, forklares det, inden vi når at tænke mere over, om det nu også smittemæssigt er forsvarligt. Efter præsentationen skal de alle ret fint lige gøre sig klar. Som om det hele ikke allerede er i gang. Som publikum føler man sig med backstage, som de lægger make-up, klæder om, drikker vand etc. Det er et fint stunt, og allerede her tænker man, at de udnytter det nye format godt. Noget der yderlige understreges undervejs, hvor nærbillede og bip-lyde problemfrit bliver til et hospitalsleje, og et frøperspektiv med åbent skab i baggrunden ganske overbevisende agerer trang, klaustrofobisk campingvogn. Undertegnede smiler også over Liams fjollede leg med diverse baggrunde af Golden Gate Bridge o. lign. midt i Louises forsøg på at råbe ham op. Lidt flad nordjysk Romeo og Julie Stykket starter for alvor med, at én skærm overtager hele billedet. Ansigtet af Louise tæt på med vådt hår og udtværet mascara viser med al tydelighed, at noget er helt galt. Det hele er allerede for sent. Hun er druknet. Lænket til sin elskede Liam med håndjern og dødsromantik har de sammen begået selvmord ved at hoppe ud fra Limfjordsbroen. Nu er der kun tilbage at forstå, hvordan det hele kom så langt ud. Den dramatiske kærlighedshistorie er hørt før. Usikker og almindelig forstadspige drages af den intense og ganske grænseløse Liam, der er halvt irsk og ikke kan blive mere eksotisk i Louises unge, romantiserende øjne. De to tager konsekvent håbløse livsvalg, involverer sig med de forkerte og er svære at få ordentligt ind under huden. Måske er det delvist formatets skyld, men det store drama de to imellem falder lidt fladt ud. At Louises bedårende uskyld og manglende evne til at sige fra grænser det irriterende, er i og for sig flot gået af Jela Natius Abildgaard. Men at man ikke for alvor gribes af deres stormende forelskelse – fordi man aldrig selv forføres af Liams energiske udadrettethed og har svært ved både at føle og følge Louises valg – det er en regulær skam.Lærke Schjærff Engelbrecht som hhv. bedste ven og veninde til de to turtelduer gør heller ikke meget væsen af sig. Til gengæld rammer det én lige i mellemgulvet at se den døde Louise kigge på sin mor sluge piller og magtesløst prøve at få hende til at lade være. Bifigurer og dobbeltroller til UG I det hele taget er sorgbearbejdelsen hos forældrene aldeles gribende. Og det, at hver skuespiller har flere roller, fungerer i det henseende fremragende. Jacque Lauritsen får yderst imponerende spillet to meget forskellige knudemænd frem i hhv. Liams og Louises fædre. En dåseøl, lidt irsk accent og kropsholdning adskiller fornemt den ene fra den anden.Med helt modsatrettede tilgange til livet er de begge slet ikke til at stå for eller ryste sig fri af. Stakkels sørgende mænd er de. Impulsivt har man bare lyst til at trøste og lade dem græde ud ved sin skulder. Petrine Agger er også fabelagtig som træt, skuffet mor, der er hæmmet i alt, hvad hun gør. Har man læst Leonora Christina Skovs ’Den der lever stille’, kender man typen. Derfor er skiftet til hendes opblomstring mod slut også noget af et kunststykke - for slet ikke at tale om den forvandling der foregår, når hun med et lille hvidt overskæg tager rollen som Johannes på sig.Ansigtstrækkene ændrer sig umærkeligt. Pludselig er den spagfærdige kvinde kontant, perfid og decideret farlig i sin fremtoning. Perversiteten lyser ud af øjnene. Det er ren teatermagi direkte ud gennem computerskærmen. Det er på den måde nogle andre ting end forventet, der løfter denne forestilling. Men anbefales skal den. Også i digitalt format. FAKTA Teater Nordkraft: Dig og Mig ved Daggry -Instruktør og dramatiker: Minna Johannesson. Lyddesign: Ditlev Brinth. AV-tekniker: Mikkel Ove Hansen. Lydtekniker og afvikler Mikkel Munk Iversen. Produktionsleder: Louise Kirkegaard. Medvirkende: Alexander Clement, Jela Natius Abildgaard, Lærke Schjærff Engelbrecht, Petrine Agger og Jacque Lauritsen.  Alder: Ungdom/voksen (egnet for 8. klasse og op). Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. pause. Set som digitalt betalingsteater mandag 4. maj 2020. www.teaternordkraft.dk

[kulturformidlet]

Svigt i sneen

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Med enkle virkemidler får Carl Martin Norén en rørende fortælling frem om en skrøbelig opvækst, hvor han sanseligt udfolder vores 12-årige hovedpersons følelsesliv uden for mange voksen-forklaringer indover. Lydsporet støtter ham særdeles godt i denne en-mands-forestilling, som man må tage hatten af for. 'Kan man overleve på en løgn', spørges der retorisk i undertitlen til ZeBU's forestilling 'Sne og sand' - og som voksen får man lyst til at vende det rundt med et: Kan man andet? Man skal som bekendt ikke tage livsløgnen fra folk, og uden sine røverhistorier ville det hele blive vældig gråt og socialrealistisk for vores 12-årige hovedperson. Han har så rigeligt at slås med, og man forstår ham så inderligt, når han føler trang til at pynte på virkeligheden. Socialrealisme så det batter Komplet med en opvækst i beton-boligblok, en alkoholiseret (muligvis også psykisk syg) far og en mor, der arbejder hårdt som rengøringskone, er scenen sat for den 12-årige Johan. Med snilde og fantasi prøver han på bedste beskub at tackle livet og sine forudsætninger. Han har sin bedste ven Ahmed, og en susen i maven, hver gang han ser klassens smukke pige Veronica. Mor er væk og ikke nok med det. Der er hverken nogen madpakke derhjemme eller noget at lave den af. Johan har bare sig selv og sin kat, og han må selv komme af sted i skole. Hos de andre hører vi ham hjerteskærende bide mærke i, at der er billeder og tæpper på væggene, og uden flere ord forstår vi så udmærket, at det ser anderledes ud hjemme hos ham selv. Skrabet scenografi og solidt skuespil Det er et yderst enkelt set-up, og stykket ligner et, der oplagt skal rundt på hver en folkeskole i landet. Et par spots på en bar scene med blot et standard skole-skrivebord, andet er der ikke. Hertil kommer dog et usædvanlig fint lydspor, der effektivt styrker indlevelsen i fortællingen stykket igennem. Carl Martin Norén står i almindeligt tøj, men leverer overbevisende mimik og kropslig kejtethed nok til at agere troværdig 12-årig. At han uden problemer også evner at udfylde diverse bifigurs-roller med charme og bid, er decideret godt gået. Bedst er han som Ahmeds far, når han på gebrokkent dansk advarer sin søn om, at Johan er dårlig indflydelse, og som Veronicas dansende, svenske livsstykke af en mor med evig kyssemund og overskud. Lydlig stoflighed Som en fin begyndelse rammer Norén forestillingen ind ved at afspille tre lyde, publikum skal gætte hvad er. De to vender vi tilbage til, loves der, men lyden af de knitrende spor i sneen er det, det hele starter med. Således nysgerrige og introduceret for hinanden er vi dermed i gang, og det bliver hurtigt klart for enhver, at alting langt fra er som vores 12-årige Johan udlægger det. Vi har på den måde med en klassisk upålidelig fortæller at gøre, og hver gang historierne løber løbsk, er lydsporet der igen med den samme baggrunds-tone, til at understøtte vores skepsis ift. sandhedsværdien af de utrolige forklaringer. Løgn og latin Faren – forstår vi eksempelvis på Johan – bor i Saudi-Arabien og tjener masser af penge, imens han skihopper til den store guldmedalje og er bedste venner med sheiken dernede. Der bliver smurt tykt på, men Johan kan ikke stoppe sig selv, han har brug for disse luftkasteller for at klare sin hverdag. At hans venner lader den slags vilde løgnehistorier passere, vidner om en hjerteskærende overbærenhed fra deres side, og man skal være en hård negl for ikke at have lidt ondt af den stakkels knægt. Hvorvidt løgnene ligefrem skulle være en reel alternativ virkelighedsopfattelse, virker ikke overbevisende, men et mareridt i tørrerummet gør aldersgrænsen forståelig og introducerer nye aspekter til Johans sind. Det er en fin kvalitet, at alt ikke forklares, og stykket fungerer især godt som et velspillet oplæg til videre diskussion i skole-regi. FAKTA ZeBU: Sne og sand -Idé, manuskript og dramatiker: Carl Martin Norén. Instruktør: Jørgen Carlslund. Konsulent: Jan Overgaard Mogensen. Medvirkende: Carl Martin Norén. Lyddesign: Asger Kudahl. Fotograf: Jens Hemmel. Alder: fra 10 år. Varighed: 50 minutter. Turneforestilling. Set 9. januar 2020 på ZeBU, hvor den spiller til 17. januar. Er tilmeldt Aprilfestival 2020 i Holbæk. www.zebu.nu

[kulturformidlet]

Morfar-jokes og mænd i dametøj

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Det er ’All for fun and fun for all’ når Brexit forklares i en absurd version af ’De Tre Musketerer’ – ganske vittigt omdøbt til ’The Three Brexiteers’ – i årets Crazy Christmas Cabaret. Intet er for plat eller for langt ude. Alt er med andre ord som det plejer i denne tour-de-force af outdated humor, der falder så tilpas ved siden af, at det ender med at blive temmelig underholdende – også for den yngre generation. Historien er ny hvert år, men formen ligger fast. The Crazy Christmas Cabaret er med sine 37 år på bagen blevet en hel institution i dansk teaterliv og Vivienne McKee nærmer sig vel efterhånden kultstatus. Det er dermed også et traditionsbundet og ualmindeligt trofast stampublikum, der støtter op om cabaretens vante koncept, der i stil og udtryk flirter ikke så lidt med, hvad man kunne betegne som en campet skolekomedie. Same procedure as last year Scenografien er holdt enkel og kostumerne er karikerede som veritabel udklædning. Monty Python og Dame Edna har ikke levet forgæves, men mest sender man bakkesangerinder og Cirkusrevy kærlige tanker undervejs i dette morads af mænd i dametøj, publikumsmedvirken og dansk/engelske ordspil á la ’ She did it in a fart’, ’I have a pudsig thought’ og ’We look like each other on the prick’. Fromme mænds syndige lyster og dertilhørende penisjokes skorter det selvfølgelig heller ikke på, og som et ekstra krydderi i år, er der et væld af åbenlyse og mere subtile Beatles-referencer undervejs. Fortællerammen halter dog noget, og Brexit bliver halvt glemt undervejs i den absurde fortolkning af 'De Tre Musketerer', der byder på et hav af figurer og indfald. Digressionerne vil faktisk ingen ende tage, og hvad der starter med i hvert fald ideen om et plot, fortoner sig efterhånden fuldstændigt. Ikke at det anfægter et livstykke som Vivienne McKee, der kan slippe afsted med hvad som helst overfor sit taknemmelige publikum. Deriblandt at redde det hele smukt i land henimod slutningen: ’It’s a mess! An endless story – just like Brexit’, proklamerer hun til kæmpe latterbrøl fra hele Glassalen. Voila! Så er den ged ligesom barberet.

Tragedy tomorrow – comedy tonight Selvom alt synes tilladt, er det hele dog ganske harmløst og aldeles ufarligt. Humoren er i ældre revy-stil, og man fristes til at skrive uden kant, men både MeToo og Frankrigs gule veste får da et par dask. En del bogstavforvirring omkring LGBT, der både bliver til DSB og G&T, morer også publikum kosteligt. Humor-mæssigt føler undertegnede sig nemt lidt ved siden af målgruppen og læner sig nysgerrigt, lettere vantro tilbage og prøver at tage det hele ind. Og der er virkelig blevet plads til lidt af hvert. Højdepunkterne for denne anmelder var afstikkeren til Trump, der ret vittigt forvandles til Boris Johnson ved blot at ugle sit hvide parykhår. Og Katrine Falkenberg, der rent faktisk kan synge, som skøn Les Miserable-diva, i en cheek-in-tongue klagesang over sit køns kår. Vi skal længere ned Det hele er noget rod og i længden – ja noget langtrukkent, med de mange gentagelser af den samme type jokes. Eksempelvis er Andrew Jeffers alene på grund af sin anseelige størrelse vild som madamme i fuld makeup, men den ’pointe’ får også så mange gange i manegen med den ene mere vanvittige robe efter den anden, at det er helt skamløst. Og salen er med hele vejen. Det er ganske mageløst. Faktisk er mange ting så platte, at det næsten burde være forbudt overhovedet at opføre, og det er vel i virkeligheden det, der er kvaliteten ved The Crazy Christmas Cabaret. Det er netop fordi, der ikke er noget nedre niveau, at det bliver ustyrlig sjovt. At elskerinden hører forkert og kaster en kat ud til sin musketer i stedet for den hat, han beder om – det er så åndsvagt, at alle i salen elsker det, så tårerne triller. Summa summarum Det er, hvad det er, men det skal næsten opleves, for når man sidder der med forbehold og elsker at hade lidt på det hele, ja så sker det hverken værre eller bedre, end at stemningen begynder at smitte. Pludselig fanger man sig selv i at grine med på disse morfar-jokes, og selvom det hele er for plat og for rodet, så er The Crazy Christmas Cabaret samtidig charmerende dårlig humor i bedste forstand – og lidt af en tidslomme. FAKTA London Toast Theatre: Crazy Christmas Cabaret: The Three Brexiteers - Forfatter: Vivienne McKee. Medvirkende: Vivienne McKee, Kevin Kiernan-Molloy, Andrew Jeffers, Katrine Falkenberg, David Bateson, Bennet Thorpe, Jefferson Bond og Claus De Lichtenberg. Musik: Stuart Goodstein, Søren B. Petersen, Tom Højlund Olsen. Koregrafi: Peter Friis, Anete Lotus Jensen. Kostumedesigner: Kirsten Brink. Alder: fra 15 år. Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause. Set 17. december 2019 i Glassalen i Tivoli, hvor den spiller til 11. januar 2020 www.londontoast.dk/crazy-christmas-cabaret