#ville bare små brokke mig

[kaotixka]

Døgnvagt idag... lame

Vil gerne hjem og putte i det blæsende regnvejr

Min thai Box er lidt mid, og jeg har lidt hovedpine://

[tankegangen]

“Det bliver bare for meget nogle gange”

Dude, du fatter virkelig ikke, hvordan det er at være i et forhold igen efter ens ex har været dig utro. Du forstår virkelig ikke, hvor fucked i hovedet jeg er blevet af, den person, jeg gav alt til og ville gøre alt for, vender sig rundt og skider mig i hovedet. Du forstår ikke, at jeg lægger mærke til alle små detaljer. Jeg overtænker alt. Jeg drager paralleller i mit hoved. “Min ex plejede at sige sådan noget” “han plejede at opføre sig sådan, når jeg spurgte ind til ting” “han svarede sådan og sådan”

Jeg husker stadig hans løgne, hvordan han var overfor mig, hvordan han skjulte ting, han ikke ville have jeg skulle se, hvordan han bildte mig ind, at der ikke var andre end mig, hvordan han prøvede at gøre det til min skyld, han var som han var, hvordan han vendte sin mobil, så jeg aldrig kunne se hans skærm, når han brugte den.

Undskyld for at være fucking forsigtig og prøve at passe på mig selv. Undskyld for at være i tvivl, når du siger bestemte ting. Undskyld for at være for meget for dig. Undskyld for at være usikker. Undskyld for at overreagere.

Du siger altid det er okay, men så bliver du halv-irriteret over noget jeg nævner, og pludselig, så er det ikke. Og du begynder at brokke dig over jeg “overreagerer”. Hvis det er så fucking åndssvagt for dig, og du har så svært ved at forstå det, så gider jeg slet ikke prøve. Jeg har fortalt så meget til dig, og virkelig prøvet at få dig til at forstå, hvordan det er. Men du kan ikke sætte dig ind i det. Jeg er selvfølgelig glad for, at du aldrig har oplevet sådan et tillidsbrud.

Jeg forstår bare ikke efter alle de oplevelser jeg har haft med folk, som jeg har fortalt dig om, og hvordan jeg er blevet trådt på, kastet rundt, stykket i ryggen, overfaldet og tvunge til ting, at du stadig tror, at jeg tror det bedste om folk, og at alle vil mig det bedste.

[pisogpapir]

Jeg ser for tiden mig selv som en flue på væggen i mit eget liv. Ser mig selv ude fra. Ser andre jeg er med indefra. Ser gennem deres øjne, ser mig. Udefra. Jeg er ude af mig selv, og inde i alle andre. Og alligevel fucking ligeglad. 

Jeg vil gerne tilbage til de der varme dage. Der var alt så pisse overfladisk, men i det mindste var det til at fucking overskue. Solen og heden jeg kunne brokke mig over så tosset jeg ville, men stadig vide at den tid var den bedste på alle måder og kanter; vide, at jeg, på givende tidspunkt, var midt i et harmonisk peak i mit liv, og at alt kun kunne gå ned ad bakke derfra. 

for lige at opsummere, så er jeg gået hen og blevet følelsesløs og har været det i god lang tid nu. Jeg har lyst til at gå ud af min krop, og tage hårdt fat i mine skuldre og bare ruske. rive. skubbe og sparke. skrige og stirre ind i mine blå øjne for at få kontakt. stikke mig en syngende lussing, og hive mig i øret. nive mig i armene, og give mig en knytter lige i mavesækken. 

bare for at mærke noget, selv hvis det er smerte. hvad som helst. 

Jeg ved ikke om det i virkeligheden bare er en forsvarsmekanisme, som jeg har glemt at slå fra. Måske sidder jeg bare i konstant beredskab, og forventer at der er noget eller nogen der kommer efter mig. Måske, er jeg bare blevet sådan her nu, og der er ikke en skid at gøre. Måske er det alt sammen hans skyld, måske har han ødelagt mig. Eller måske, har jeg slet ikke noget med ham at gøre længere, og nu kun bruger ham som roden til alle mine problemer, fordi det er det eneste jeg kan huske han var. Og det er let, for det er det han var. I hvert fald i den sidste tid. 

Jeg har prøvet. Prøvet lidt. Jeg kan ikke lige finde overskuddet til egentlig at gøre noget drastisk. Jeg skubber lidt imod, men ikke nok til at nogen mærker noget. Og jeg ved det godt selv. Jeg flyder med strømmen, og stritter kun imod når der er nogen der kigger. Siger “føj, nej, jeg er ikke en fårehjerne”. Men måske er det alt jeg egentlig er. Måske har jeg aldrig været original, men ligesom alle andre. Selv dem jeg hader. Måske er jeg bare en kopi, som et mix af alle de mennesker jeg har beundret hele mit liv igennem. Det ved jeg sgu ikke lige hvordan jeg har det med. 

Der er pisse koldt i lejligheden. Vi holdte hyggedruk i stuen i går, og jeg stod med oprydningen i dag. Jeg ved ikke hvad der skete helt præcist i går. Jeg ved der var vodka, og jeg ved at det var jeg ikke van til. Jeg ved, at vi spillede meyer og jeg ved at vi røg en pind. Og massere af smøger. Men lige nu fryser mine hænder så meget, at det føles som om de er ved at revne. 

jeg føler at min hjerne måske er eksploderet lidt. Den flyver rundt, besøger alle de små steder omkring i min bevidsthed, og tænker over dem. Den løber med 100 km/t og jeg kan ikke gøre andet end at løbe med. Jeg ved, at det ville hjælpe at begynde at meditere igen, men hvordan skal jeg nogensinde få skruet farten ned. To-do lister spredt over alle væggene i mit hoved, men min hjerne drejer rundt, så hurtigt at jeg ikke kan nå at se hvad jeg skal huske at gøre. og så bliver jeg rundtosset. 

jeg hører frank ocean. det har jeg ikke gjort længe. det er faktisk meget rart. lade tankerne strømme, samtidig med at lytte. jeg ved ikke engang om man kan kalde det her at tænke, fordi det bare strømmer. 

Jeg tænker på, at jeg gerne vil kunne noget enestående. Jeg vil kunne noget helt fantastisk, og ikke kun få komplimenter, men få opmærksomheden.

Se alle de mennesker, som jeg finder intimiderende, lytte til mig og sige at det der. Der der er rent talent. Spørge mig, om jeg nogensinde er blevet undervist. Få lov at svare dem, med et skævt, ydmygt smil; nej, det er selvlært.

Se deres øjne, når jeg rammer plet på en måde, som ingen nogensinde regnede med at jeg ville kunne nå. Tænke på alle dem der betvivlede mig, se dem se mig have succes, og se dem ærgre sig over at de ikke troede mere på mig.

Se alle dem der elsker mig, og som jeg elsker være ved mig som de altid har været. Ikke ændre sig, men bare være der. 

Det er det jeg har brug for at gøre. Noget stort. Noget jeg vil, uafhængigt af alle andre. Noget jeg gør for mig.

Synge igennem, selvom alle kan høre det.

Danse helt utroligt, uafhængigt af om musikken er der eller ej.

Male, og sammensætte farver og strukturer som ingen har gjort det før.

Skrive tekster, der er umulige at stoppe med at læse.

Ikke bare gøre det stille og fint, men gøre det hele vejen igennem.

Ramme skævt, fejle, lyde rusten, misse et trin, finde typos i allerede udgivede tekster, men stadig være så helt igennem klar at jeg føles som et ægte menneske.  

[sorengroth-blog]

Det er ramme alvor Hr. Krarup

Det kan godt være jeg er kandidat til byrådsvalget; men politiker betragter jeg ikke mig selv som. Jeg stiller op fordi, jeg har holdninger om hvordan der prioriteres og hvilke rammer forskellige dele af den kommunale service arbejder under. Det hjælper jo ikke meget at klage til sin nærmeste chef over manglende resurser, når det er på rådhuset beslutningen fattes. Man kan så sidde og brokke sig over det, eller bestemme sig for at ville prøve at få plads, der hvor rammerne sættes. Når Lars Krarup kalder kritikernes budskaber om flere penge til socialområdet for »enerverende« i Herning Folkeblad 16/9, ja så tager jeg det da nærmest som en kompliment, og synes det er noget sludder, hvis han dermed mener alle skal stå og klappe i deres små hænder, bare fordi alle byrådets partier står bag budgetforliget. Når et parti har absolut majoritet i byrådet, er det selvfølgelig sådan, at de prioriteringer dette parti finder fornuftige er fremtrædende, og alle andre må så glædes over de skridt på vejen der kan opnås mod det de finder mere rimeligt. Vi lever da heldigvis i et demokrati, hvor vælgerne hvert 4 år, kan tage stilling til, om de ønsker en anderledes prioritering end den Hr. Krarup finder fornuftig. Jeg må indrømme, at jeg nærmest betragter det som nedladende når han derefter udtaler "Jeg betragter det mest som teatertorden, fordi nogen har set, at der kommer et valg 21. november" Jeg vil gerne have frabedt mig at få skudt i skoene at mit engagement i politik, og da særligt vilkårene for handicap/psykiatri, skulle udspringe af en eller anden trang til at lave teater. Jeg tvivler såmænd også på at der er særlig mange stemmer i at insistere på ordentlige rammer for de psykisk syge og de udsatte grupper blandt os; men skam den der kun ser på hvilke sager der er stemmer i, som motiv for at ville gå ind i politik. Jeg håber Hr Krarup i sin samtale med journalisten havde et par tanketorsk, og ved nærmere eftertanke godt kan se det er en yderst underlig tilgang til kommunalt demokrati han lægger for dagen. Jeg håber da han ikke virkelig mener, at fordi der er indgået et forlig, skal alle partier aflyse valgkampen og ikke tale om, hvordan tingene vil komme til at se ud i tilfælde af de får magt som agt !! Nu stiller jeg jo så op for et parti, der ikke var del af forrige budgetforlig, og i den forbindelse netop lagde et gennemarbejdet eget budgetforslag frem. Det kan derfor undre når Hr. Krarup "efterlyser klarere prioriteringer fra dem, der gerne ville have udvidet den økonomiske ramme yderligere". Vi kan jo begynde med Hr. Kraups påstand at "Vi har ikke noget pengetræ stående i rådhusgården", det er en sandhed med modifikationer. I regnskabet for 2015 brugte man 441 millioner kroner på administration, i budgettet for 2016 tildeles så 534 millioner; men selvfølgelig bruges der ikke 100 millioner mere end året før, faktisk ender regnskabet på 425 millioner - og vupti har administrationen været dygtige og sparet 100 millioner; mens man vel vidende at handicap/psykiatri med et resultat i 2015 på 364 millioner, i budgettet for 2016 anses kunne klare sig på 350 millioner; men selvfølgelig kommer ud med et resultat på 363 millioner - så man presser personale og brugere med en historie om at de går med underskud ( ja i forhold til et urealistisk budget ), trods de faktisk lykkedes bruge en million mindre end året før. Det er da selvfølgelig en håndsrækning med 5,5 millioner ekstra; men at konstatere området sandsynligvis behøver godt 5 millioner mere om året, for at kunne fungere uden konstant stress, er ikke en farce Hr. borgmester, det er en konstatering baseret på flere års tragedie !! Skal jeg følge Hr Krarups logik, kan jeg jo så påstå at når borgmesteren og majoriteten ikke lægger op til nogle besparelser, og giver ekstra penge til de sociale områder, så kan det skyldes det er valgår - anderledes hård kamp kan det erfaringsmæssigt blive til næste år, da sparekniven igen trækkes frem, jeg har ikke glemt hvordan kandidaten for Handicapdemokraterne i valgkampen 2013 blev lovet guld og grønne skove, hvorefter første punkt på dagsorden efter valget var at der skulle spares 20 millioner på handicapområdet !! Så, kære vælger, tro ikke det er spil for galleriet den 21 november, at styrke de partier, der mener de bløde værdier skal vægtes højere i Herning Kommune ! Jeg mener  skam ramme alvor ! Skulle du være for blå til at vælge en rød som mig, så er det mit indtryk, at de Konservative faktisk også mener ramme alvor når de siger at ville sikre bedre rammer for de handicappede, psykisk syge, sårbare ældre, og de socialt udsatte. Vi skal sætte mennesket i centrum, ikke i kasser