thinkout-consulting-blog - Tumblr blog

thinkout-consulting-blog · 8 years ago

Text

The cases rejected

Four different women have reported the same man to the police for paedophile abuse committed in childhood. Two of the cases were rejected on the grounds of obsolescence. A third case was dismissed due to lack of physical evidence and witnesses. The fourth case was recently barred because the police did not complied with a time limit.

In the autumn of 2008 was Simone 15 years old and hospitalized in a closed psychiatric department. Every Sunday used her mother to pick her up on the ward and take her out for a stroll, but an autumn Sunday mother to come. She asked instead, simone's father, as she for many years had been separated from, to go for a walk with the daughter. Simone says that her father on Sunday fetched her on the closed section and drove her in the car to Roskilde Harbour. Parked behind a closed ice-cream parlour and raped her in the car. Her mother can remember, to the staff later that day rang out from the closed department, and told him that Simone had been so suicidal after the trip, that they had been forced to fixate her with a belt. But Simone told no one about what had happened at the port. First, some months later, in the holiday season in 2008, told Simone her mother that she had been raped by the father. Simone also told me that it was far from being the first time that father had been abusing her. It had been going on for many years, but it was the first time she told a soul about it. "I couldn't keep quiet any longer when I could not even be in peace for him on the closed. He came and fetched me there, and then it happened again. Therefore I told about it. I would get rid of him, and I would have him punished," says Simone, who today is 21 years old. Politiken meet Simone and her mother in a home, where Simone now lives, because she still has it hard mentally. Simone is one out of four women, who have reviewed the same man to police for having committed sexual assault against them since they were children. The danger is never convicted of anything, and Politiken can of course not know whether he is guilty of the charges. This article is mostly about why none of the four women's cases ever come to court. The first daughter As Simone in 2008 told of his father's abuse, her mother shocked, but also concerned about whether it would be too hard for her mentally ill daughter, if she declared him to the police. "I talked much with her about it, because I know the system, and I know that it would be incredibly hard for her, if she had to go through interviews and surveys. But she would report it to the police," says the mother. So that's what they did. One of the first days in 2009, Simone an official notification to Copenhagen is Ranked the Police against his father. He was arrested and remanded in custody for two days. Then he was released, but police continued to investigate the matter. Simone was several times questioned by the police, also on video. She told investigators that the first assault, she could remember happened in 1999, when she was six years old. It was during the big hurricane in Denmark, where she had been at home alone with her father for a whole night, because her mother could not come and fetch her because of fallen trees. Therefore, she could remember the day. Ago had the danger been abusing her several times through the years, she told. Simone's mother was also questioned by the police. She had not been present during some of the episodes, so she could not testify to the abuse, but she could tell the police about the strange episodes from Simone's childhood. As for example one episode, when Simone was five years old. At the time it was simone's mother and father already divorced, and Simone had lived some days with his father. When she came home to her mother, she had tears at the genitals. Simone's mother wondered about it, but Simone told that she had been playing butt-play with some boys in the nursery, and that they had stuck pencils up in her. Simone's mother asked in the nursery if it could fit, and the staff said that they have not kept an eye on everything that was going on in the playhouse, so it it might well. It repeated itself later, when Simone had started in school. Again she came home from a night at the danger of nicks at the bottom, and again gave Simone the same story. Today think her mother, the scars were signs that Simone had been abused by her father. But the fact was, that there was neither physical evidence or witnesses who could back up Simone's story. Simone was also a diagnosed schizophrenic, and even though a physician who had treated the Simone, in a letter to the police stated that he did not believe that Simone's explanation of sexual assault was part of a delusional, entered into her mental illness in police considerations. Simone's father refused at the same time guilty and told police that his daughter was mentally ill and constantly invented lies, and after barely a year, the district attorney for north Zealand and Copenhagen Perform to drop the charges. "Actually, there is thus, that assertion stands against assertion, and I estimate that the case could lead to a conviction in court," stood by the decision. Today, Simone is hard to understand why her mental illness should have meaning. "I think it was so unfair that they used it as an argument, that I am schizophrenic, I can't do. Even when I have been most sick, I have never had any obsessions or delusions, or accused anyone of something they haven't done," she says. "All the people who have been exposed to it, I have been exposed to mental health problems. I'm absolutely sure. You can't review it, I have gone through, without being affected mentally. So I do not think that it is fair, that they use mental problems as an argument for that one is untrustworthy". Then, Simone the opportunity to appeal the decision, but she did not. "Throughout the year, in which the matter was investigated, I was constantly around and was afraid to meet him on the street," says Simone, who had repeatedly attempted suicide at the time. "I could do no more. So I was dead". The other daughter Simone's father also has another daughter with another woman. She is called Anna, and is currently 19 years old. Anna says that she, too, has been abused by his father in childhood, but since Simone's case was investigated by the police, she could not remember it. Anna says that she, for so many years had repressed the abuse, which stopped when she became a teenager, that she didn't even knew that they had found the place. "Throughout my childhood I was so afraid of my father, for he threatened and beat me and said that he would beat my mother and me to death if I told it to anyone, so therefore suppressed I it completely," says Anna. "When I was less begging I always my mother about to be separated from him, but I never told why". In the course of 2011 began Anna, however, suddenly to remember that her father had committed assault against her when she was little. She began to get nightmares about it, and the memories of being abused appeared in glimpses, but Anna could not remember the specific episodes or the details. She began to tell a friend about the memories that had begun to show up in her memory, and her friend gave her a phone number to a psychologist. Anna first visited the psychologist at the end of march 2011 and then it went fast. She told her mother about it, and the mother allowed herself to stand from the danger, while Anna even moved, and in may 2011 declared, Anna, his father to the police for sexual violations. For the second time sat, Copenhagen is Ranked the Police with a review of paedophiles assault against the same man. Excluded It was not the last. Shortly after that Anna told her father, approached the other two women to the police and told that they had also been sexually abused by the same man when they were children. Politiken has spoken with the two women, which today is in the mid 30’ies. They are a deal older than both Anna and Simone, so they have never been friends with the two half sisters, but they know them, and they know especially their father, because they have grown up in the same part of Denmark. Both women said they were about six years old, when he abused them sexually for the first time. As they turned to Copenhagen is Ranked the Police were well aware in advance that their own cases was long obsolete. "I just go around and waiting for that limitation periods be abolished, so I can report him", says one of the women. "But when I heard that Anna had reported him, I thought that we might be able to help the police, contact us and tell about what we had seen, such that the police could hear that it was not just something his daughters to invent". Copenhagen is Ranked the Police advised the two women to turn to their local police station, and they did. Therefore, they were both, separately, questioned by the police in Holbæk. One of the women tells that she was never subjected to enforced sexual intercourse. Her parents were friends with the suspect's parents. He was 16-17 years old, she was only six years old, and therefore he was set to fit her. "Our parents thought that he was so good with children, and therefore he should read the stories up for me in my room. While he read stories up, he would always have to be hardy the of on him at the same time, ' remembers one woman. She says, a he one time tried to implement consummated sexual intercourse with her, but that was not successful, because the parents downstairs came home. She never told anything to his parents. It made the other woman to return. Her parents and the suspect's parents were also good friends, and therefore he was set to fit her, when he was 16-17 years old. The woman says he raped her the first time, when she was six years old, and then it happened several times, until she was about eight years old.

0 notes

thinkout-consulting-blog · 8 years ago

Text

Pedophilia-case obsolete due to police error

The public prosecutor decided that the investigation should continue in a case where a 19-year-old girl had notified her father of sexual abuse. But the police did not tell the danger of the decision within a set time limit. Therefore, the matter is now out of date. Three other reviews from the same man for other reasons never come to court.

In 2013 declared Anna his father to the police for sexual assault. She told investigators that her father the first time had been abusing her since she was six years old. Since she was been subjected to enforced sexual intercourse and other sexual abuse regularly, until she became a teenager. The notification was submitted to Copenhagen is Ranked the Police. Anna was questioned and several witnesses gave evidence, but Anna's father refused guilty to all charges, and after seven months of investigation decided, Copenhagen is Ranked the Police to discontinue the investigation. In the decision described police prosecutor Anna's testimony as "very credible", but at the same time told, that it was the police view that you would not be able to lift the burden of proof during a trial. The alleged sexual violations were several years back in time, and there were neither witnesses or technical evidence. Therefore, it would end up to be an action against the claim. Anna complained against the decision to the public Prosecutor in Copenhagen, which, after a review of the police's material gave her favor in that there was more to come after in the matter. Therefore, the police were ordered to resume the investigation. But the investigation was never resumed. According to the code of civil procedure, the police have a time limit of two months to preach the opposite of a suspect, if investigation of a criminal case continues. Anna's father is living today in the Uk, and although the attorney general asked the british authorities to tell him that he was still a suspect in the case, so it failed within the time limit. "They reached it unfortunately did not, and so is the case of the death," says the deputy, Anders Riisager. Anna is today not able to go out to work, and she has a hard time accepting the reason why her case never gets finished. "I've been out for has ruined my life. It has taken hard on me and been very mentally straining to sit for interviews with the police, but I did it to get justice. I will not now," she says. Her lawyer Helle Rørbæk, also believes that it is problematic that a serious case of paedophile abuse end up undecided because of a missed deadline. "It is really a problem that you have so long an investigation and have my client come for more very mentally stressful interrogation, but that the case was shipwrecked on administrative things. It is very unsatisfactory for my client and obviously creates resentment," says Rørbæk, who will not criticize the police, but believes that it is the very complaint system, which does not work. The police decision to halt the investigation was sent to Helle Rørbæk in the middle of the Christmas holidays in 2013. She so therefore first the letter, when she returned from vacation in the beginning of 2014. Then appeal she the decision to the attorney general, which spent two weeks to review the complicated case. When the district attorney reached that the investigation would continue, there were only ten days left of the deadline to proclaim the opposite danger, and it failed. Deputy state prosecutor Anders Riisager stresses that the Code of civil procedure time limit for the service is in place to protect defendants ' rights. "A person who is charged with, are entitled to know whether the police decision is the final decision, and we have two months to decide and tell him / her", says Ager, who at the same time recognize that, in the concrete case has gone beyond consideration to the injured. "I can well understand that such a family, who have been told that now we will try to dig deepen in this case, is difficult to swallow it when they get to know that we do it anyway not because of a formality," he says. It is not the first time that the suspect in the case, has been accused of paedophile abuse. Three other women have also reported him to the police for sexual abuse when they were children, but none of the cases are ever come all the way to court. Expert in rape cases: XXX

0 notes

thinkout-consulting-blog · 8 years ago

Text

Sagerne afvist

Fire forskellige kvinder har anmeldt den samme mand til politiet for pædofile overgreb begået i barndommen. To af sagerne blev afvist på grund af forældelse. En tredje sag blev afvist på grund af manglende fysiske beviser og vidner. Den fjerde sag blev for nylig forældet, fordi politiet ikke overholdt en tidsfrist.

I efteråret 2008 var Simone 15 år gammel og indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

Hver søndag plejede hendes mor at hente hende på afdelingen og tage hende med ud for at gå tur, men en efterårs-søndag havde moren ikke mulighed for at komme. Hun bad i stedet Simones far, som hun i mange år havde været skilt fra, om at gå tur med datteren.

Simone siger, at hendes far den søndag hentede hende på den lukkede afdeling og kørte hende i bil til Roskilde Havn. Der parkerede han bag en lukket iskiosk og voldtog hende i bilen.

Hendes mor kan huske, at personalet senere den dag ringede fra den lukkede afdeling og fortalte, at Simone havde været så suicidal efter køreturen, at de havde været nødt til at bæltefiksere hende. Men Simone fortalte ikke nogen om, hvad der var sket på havnen.

Først nogle måneder senere, i juledagene i 2008, fortalte Simone sin mor, at hun var blevet voldtaget af faren. Simone fortalte også, at det langt fra var første gang, at faren havde forgrebet sig på hende. Det havde stået på gennem mange år, men det var første gang, hun fortalte en sjæl om det.

»Jeg kunne ikke tie stille længere, når jeg ikke engang kunne være i i fred for ham på den lukkede. Han kom og hentede mig der, og så skete det igen. Derfor fortalte jeg om det. Jeg ville slippe for ham, og jeg ville have ham straffet«, siger Simone, som i dag er 21 år gammel.

Politiken møder Simone og hendes mor på et bosted, hvor Simone nu bor, fordi hun stadig har det svært psykisk.

Simone er en ud af fire kvinder, som har anmeldt den samme mand til politiet for at have begået seksuelle overgreb imod dem, da de var børn. Faren er aldrig dømt for noget, og Politiken kan selvfølgelig ikke vide, om han er skyldig i anklagerne. Denne artiklen handler derfor mest om, hvorfor ingen af de fire kvinders sager nogensinde er kommet for en domstol.

Den første datter

Da Simone i 2008 fortalte om farens overgreb, blev hendes mor chokeret, men også bekymret for, om det ville blive for hårdt for hendes psykisk syge datter, hvis hun anmeldte ham til politiet.

»Jeg talte meget med hende omkring det, for jeg kender systemet, og jeg ved, at det ville blive utroligt hårdt for hende, hvis hun skulle igennem afhøringer og undersøgelser. Men hun ville anmelde det til politiet«, siger moren.

Så det gjorde de. En af de første dage i 2009 indgav Simone en officiel anmeldelse til Københavns Vestegns Politi mod sin far. Han blev anholdt og varetægtsfængslet i to døgn. Derefter blev han løsladt, men politiet fortsatte med at efterforske sagen.

Simone blev flere gange afhørt af politiet, også på video. Hun fortalte efterforskerne, at det første overgreb, hun kunne huske, skete i 1999, da hun var seks år gammel. Det var under den store orkan i Danmark, hvor hun havde været alene hjemme med sin far en hel nat, fordi hendes mor ikke kunne komme og hente hende på grund af væltede træer. Derfor kunne hun huske dagen. Siden havde faren forgrebet sig på hende flere gange gennem årene, fortalte hun.

Simones mor blev også afhørt af politiet. Hun havde ikke været til stede under nogle af episoderne, så hun kunne ikke bevidne overgrebene, men hun kunne fortælle politiet om mærkelige episoder fra Simones barndom.

Som for eksempel en episode, da Simone var fem år gammel. På det tidspunkt var Simones mor og far allerede skilt, og Simone havde boet nogle dage hos sin far. Da hun kom hjem til sin mor, havde hun rifter ved kønsorganerne. Simones mor undrede sig over det, men Simone fortalte, at hun havde leget numse-leg med nogle drenge i børnehaven, og at de havde stukket blyanter op i hende. Simones mor spurgte i børnehaven, om det kunne passe, og personalet sagde, at de jo ikke holdt øje med alt, hvad der foregik i legehuset, så det kunne det måske godt.

Det samme gentog sig senere, da Simone var startet i fritidshjem. Igen kom hun hjem fra en overnatning hos faren med rifter forneden, og igen gav Simone den samme historie. I dag tror hendes mor, at rifterne var tegn på, at Simone var blevet misbrugt af sin far.

Men faktum var, at der hverken var fysiske beviser eller vidner, som kunne bakke op om Simones historie. Simone var desuden diagnostiseret skizofren, og selvom en overlæge, som havde behandlet Simone, i et brev til politiet erklærede, at han ikke troede, at Simones forklaring om seksuelle overgreb var led i en vrangforestilling, indgik hendes psykiske sygdom i politiets overvejelser.

Simones far nægtede sig samtidig skyldig og fortalte politiet, at hans datter var psykisk syg og konstant opfandt løgne, og efter knap et år besluttede Statsadvokaten for Nordsjælland- og Københavns Vestegn at droppe sigtelsen.

»Reelt er der således tale om, at påstand står mod påstand, og jeg vurderer, at sagen ikke vil kunne føre til domfældelse i retten«, stod der i afgørelsen.

I dag har Simone svært ved at forstå, hvorfor hendes psykiske sygdom skulle have betydning.

»Jeg synes, at det var så uretfærdigt, at de brugte det som argument, at jeg er skizofren, for det kan jeg jo ikke gøre for. Selv når jeg har været mest syg, har jeg aldrig haft tvangstanker eller vrangforestillinger eller beskyldt nogen som helst for noget, de ikke har gjort«, siger hun.

»Alle der har været udsat for det, jeg har været udsat for, får psykiske problemer. Det er jeg helt sikker på. Man kan ikke gennemgå det, jeg har gennemgået, uden at blive påvirket psykisk. Så jeg synes ikke, at det er fair, at man så bruger de psykiske problemer som argument for, at man er utroværdig«.

Dengang havde Simone mulighed for at anke afgørelsen, men det gjorde hun ikke.

»I hele det år, hvor sagen blev undersøgt, gik jeg konstant rundt og var bange for at møde ham på gaden«, siger Simone, som flere gange havde forsøgt selvmord på det tidspunkt.

»Jeg kunne ikke mere. Så var jeg død«.

Den anden datter

Simones far har også en anden datter med en anden kvinde.

Hun hedder Anna, og er i dag 19 år gammel.

Anna siger, at hun også er blevet misbrugt af sin far i barndommen, men da Simones sag blev efterforsket af politiet, kunne hun ikke huske det. Anna siger, at hun i så mange år havde fortrængt farens overgreb, som stoppede, da hun blev teenager, at hun ikke selv vidste, at de havde fundet sted.

»I hele min barndom var jeg så bange for min far, for han truede og slog mig og sagde, at han ville slå min mor og mig ihjel, hvis jeg fortalte det til nogen, så derfor fortrængte jeg det fuldstændig«, fortæller Anna.

»Da jeg var mindre tiggede jeg altid min mor om at blive skilt fra ham, men jeg fortalte aldrig hvorfor«.

I løbet af 2011 begyndte Anna dog pludselig at kunne huske, at hendes far havde begået overgreb mod hende, da hun var lille. Hun begyndte at få mareridt om det, og minderne om at blive misbrugt dukkede op i glimt, men Anna kunne ikke huske de konkrete episoder eller detaljer.

Hun begyndte at fortælle en veninde om de minder, som var begyndt at dukke op i hendes hukommelse, og veninden gav hende et telefonnummer til en psykolog. Anna besøgte første gang psykologen i slutningen af marts 2011 og derefter gik det stærkt.

Hun fortalte sin mor om det, og moderen lod sig skille fra faren, mens Anna selv flyttede, og i maj 2011 anmeldte Anna sin far til politiet for seksuelle krænkelser.

For anden gang sad Københavns Vestegns Politi med en anmeldelse for pædofile overgreb mod den samme mand.

Udstødt

Det var ikke den sidste.

Kort efter, at Anna meldte sin far, henvendte to andre kvinder sig til politiet og fortalte, at de også var blevet seksuelt misbrugt af den samme mand, da de var børn.

Politiken har talt med de to kvinder, som i dag er i midten af 30’erne. De er en del ældre end både Anna og Simone, så de har aldrig været veninder med de to halvsøskende, men de kender dem, og de kender især deres far, fordi de er vokset op i samme del af Danmark.

Begge kvinder fortæller, at de var omkring seks år gamle, da han misbrugte dem seksuelt første gang. Da de henvendte sig til Københavns Vestegns Politi var de godt klar over på forhånd, at deres egne sager for længst var forældede.

»Jeg går bare rundt og venter på, at forældelsesfristerne bliver afskaffet, så jeg kan anmelde ham«, siger den ene af kvinderne.

»Men da jeg hørte, at Anna havde anmeldt ham, tænkte jeg, at vi måske kunne hjælpe politiet ved at henvende os og fortælle om, hvad vi selv havde oplevet, sådan at politiet kunne høre, at det ikke bare er noget, hans døtre opfinder«.

Københavns Vestegns Politi anbefalede de to kvinder at henvende sig til deres lokale politistation, og det gjorde de. Derfor blev de begge, hver for sig, afhørt af politiet i Holbæk.

Den ene af kvinderne fortæller, at hun aldrig var udsat for fuldbyrdet samleje. Hendes forældre var venner med den mistænktes forældre. Han var 16-17 år gammel, hun var kun seks år gammel, og derfor blev han sat til at passe hende.

»Vores forældre mente, at han var så god med børn, og derfor skulle han læste historier op for mig på mit værelse. Mens han læste historier op, ville han altid have, at man skulle gokke den af på ham samtidig«, husker den ene kvinde.

Hun siger, en han en enkelt gang forsøgte at gennemføre fuldbyrdet samleje med hende, men at det ikke lykkedes, fordi forældrene nedenunder kom hjem. Hun fortalte aldrig noget til sine forældre.

Det gjorde den anden kvinde til gengæld.

Hendes forældre og den mistænktes forældre var også gode venner, og derfor blev han sat til at passe hende, da han var 16-17 år gammel. Kvinden siger, at han voldtog hende første gang, da hun var seks år gammel, og derefter skete det flere gange, indtil hun var cirka otte år gammel.

På det tidspunkt fortalte hun det til sine forældre. Hun mener ikke, at hun dengang fortalte alting til forældrene, kun at han havde »pillet ved hende«. Hendes forældre tog det alvorligt, men sagen blev aldrig anmeldt til politiet.

Både den mistænkte og de to kvinder var dengang en del af den samme kristne menighed, og det var ifølge kvinderne de religiøse ledere, som afgjorde sagen. Den mistænkte mand blev udstødt fra menigheden i cirka et år, siger kvinderne. Men da han efter et år igen blev lukket ind i menigheden, måtte man ikke længere tale om, hvad han havde gjort.

Siden blev først Simones mor og siden Annas mor gift med den pågældende mand, da de blev en del af den religiøse menighed. Begge kvinder siger i dag, at der aldrig var nogen, som fortalte dem, at de giftede sig med en mand, som havde været udstødt for at have forgrebet sig på et barn.

»Hvis man har været udelukket og kommer tilbage, så er ens synder tilgivet. Og hvis Gud har tilgivet, så skal menighedens medlemmer også, sådan fungerede det dengang«, siger Annas mor.

Flere af kvinderne understreger dog, at de ikke bebrejder menighedens religiøse ledere. I dag ville det være blevet håndteret anderledes, men dengang for snart 30 år siden, havde samfundet ikke den samme viden om pædofili, mener de.

Vidner

Da Anna anmeldte sin far i 2011, indledte politiet en efterforskning, og Anna blev videoafhørt. Men da hun ikke kunne huske nogle konkrete episoder, hvor faren skulle have misbrugt hende, besluttede politiet efter fire måneder at stoppe efterforskningen, fordi det ikke kunne forventes, at sagen ville føre til domfældelse.

Annas advokat Helle Rørbæk var enig med politiet i, at der ikke var tilstrækkelige beviser mod faren.

Anna havde dog stadig store problemer, og hun blev tilbud et behandlingsforløb på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. Om det var samtalerne med psykologer, der fik minderne til at dukke frem, ved hun ikke. Men frem kom de i hvert fald.

På hendes 16 års fødselsdag i slutningen 2012 brød Anna pludselig sammen, mens hun og hendes mor var på restaurant for at fejre det. Anna ved godt, at nogen måske vil synes, at det er mærkeligt, at hun først kunne huske overgrebene efter flere år. Men hun siger, at det var, som om der pludselig gik hul på boblen til hendes fortrængte minder. Nu kunne hun tydeligt huske de gange, hvor hendes far havde voldtaget hende. At første gang var i 2002, da hun var seks år gammel. At overgrebene fortsatte til hun blev teenager. Og at faren som regel kun misbrugte hende i de perioder, hvor han ikke havde kontakt til hendes ældre halvsøster.

I maj 2013 – to år efter hun første gang havde anmeldt sin far til politiet – indgav Anna derfor endnu en anmeldelse af sin far til politiet.

De kommende måneder afgav Anna detaljerede forklaringer til politiet, men som i sagen mod hendes storesøster var der hverken fysiske beviser for overgrebene eller vidner, som kunne bekræfte hendes historie.

Der var kun de to andre kvinder, som på eget initiativ havde henvendt sig hos Holbæk Politi for at fortælle, at de havde oplevet noget lignende med den mistænkte. Københavns Vestegns Politi kendte godt til de to kvinder, men valgte ikke at indkalde dem til afhøring.

»Sagen vedrørende de to kvinder blev rekvireret fra Holbæk Politi. De blev ikke yderligere afhørt af Københavns Vestegns Politi, da de ikke kunne bidrage med oplysninger om det konkrete forhold, der var blevet anmeldt«, skriver Københavns Vestegns Politi i et brev til Politiken.

Fordi der manglede fysiske beviser og vidner besluttede juristerne hos politiet endnu engang at indstille efterforskningen mod den mistænkte far.

»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har grund til at betvivle deres klients forklaring om det passerede, som jeg finder troværdig«, skrev en senioranklager i afgørelsen til Annas advokat.

Men sagen var et spørgsmål om Annas ord mod hendes fars.

»Der er ikke vidner til episoderne, for så vidt angår de seksuelle overgreb. Der er afgivet vidneforklaringer i sagen, men det er min opfattelse, at de ikke vil være tilstrækkelige til at få XX dømt. Det er også min opfattelse, at retten vil tillægge det vægt, at der er gået lang tid fra de overgreb, som deres klient har forklaret om, fandt sted frem til anmeldelsestidspunktet«, konkluderede politiet.

Politifejl

Afgørelsen om at indstille efterforskningen blev kun sendt til advokat Helle Rørbæk, og det landede på hendes kontor fredag 20. december, hvor hun var gået på juleferie.

Derfor blev advokaten først bekendt med afgørelsen, da hun vendte tilbage fra ferie 6. januar 2014. Hun skyndte sig at orientere Anna og hendes mor om politiets afgørelse, og de behøvede ikke meget betænkningstid: De ville klage til Statsadvokaten over afgørelsen.

Statsadvokaten for København gik i gang med at behandle klagen og modtog alle sagsakterne fra politiet en af de sidste dage i januar 2014. Efter gennemgang af den komplicerede sag var Statsadvokaten ikke enig med politiet i, at det ikke var mere at komme efter. Statsadvokaten mente, at sagen kunne blive bedre oplyst ved at foretage flere afhøringer

»En gang imellem vurderer vi anderledes end politikredsen og siger, at der er flere sten, der skal vendes i en sag. Det gjorde vi i det her tilfælde«, siger vicestatsadvokat Anders Riisager.

»Efterforskningen fortsætter«, lød overskriften derfor på den afgørelse fra Statsadvokaten, som landede hos Anna og hendes advokat 10. januar 2010.

Anna blev lykkelig over afgørelsen, men følelsen varede ikke mange dage.

Ifølge Retsplejeloven har en mistænkt krav på at få besked indenfor to måneder, hvis efterforskningen alligevel fortsætter i en sag, som politiet først har droppet. Reglen er til for at sikre, at sigtede indenfor rimelig tid ved, om politiet opretholder en sag imod dem.

Tidsfristen på to måneder starter den dag, hvor politiet beslutter at indstille efterforskningen. Der var gået tid med juleferie, med at klage og med at gennemgå sagen, så da Statsadvokaten besluttede, at politiet skulle fortsætte efterforskningen, var der kun ti dage tilbage af tidsfristen.

Den mistænkte mand var på det tidspunkt flyttet til Storbritannien med sin nye kone. Statsadvokaten bad britiske myndigheder om at fortælle ham, at efterforskningen fortsatte, men det lykkedes først efter, at tidsfristen var udløbet.

»Havde den sigtede boet i Danmark, så havde vi nok også fået det forkyndt i tide. Det skete desværre ikke på grund af et sammenfald af uheldige omstændigheder«, siger Anders Riisager.

»Det er jo også sådan, at folk kan gå under jorden og gemme sig. Sådan er det«.

Anders Riisager mener ikke, at statsadvokaten kunne have behandlet klagen meget hurtigere.

»Det her er en relativ kompleks og alvorlig sag. Den involverer mange papirer og familiestridigheder, og det er en sagskategori, hvor tingene sjældent er sort-hvide. Det skal læses ordentlig igennem. Vi brugte ti dages tid på det, og det synes jeg egentlig ikke er for lang tid«, siger Anders Riisager, som er ked af, at efterforskningen strandede på grund af den overskredne tidsfrist.

»Reglerne om at forkynde indenfor to måneder er der af hensyn til den sigtede, men der er jo bestemt også et hensyn til de forurettede. Jeg kan godt forstå, at sådan en familie, som har fået at vide, at nu vil vi prøve at grave et spadestik dybere i sagen, har svært ved at sluge det, når de får at vide, at det gør vi alligevel ikke på grund af en formalitet. Det er da svært at synke, særligt når det er sådan en sag med en masse børn involveret«.

Advokat Helle Rørbæk mener, at politiets efterforskere gjorde et fint stykke arbejde, men at sagen viser, at der er et grundlæggende problem med klagesystemet.

»Der er noget principielt og grundlæggende galt med systemet. Man kan jo ikke have et ankesystem, som reelt ikke giver en mulighed for anke. Når administrative ting betyder, at politiet af forskellige årsager ikke når at forkynde, at efterforskningen fortsætter, og sagen dermed aldrig bliver færdig-efterforsket, så er der jo åbenlyst noget galt med systemet«, siger hun.

Svært at synke

For Anna er det ganske rigtigt svært at synke, at sagen strandede på grund af formaliteter.

»Jeg blev meget vred, da jeg fik beskeden. Det har ikke været sjovt for mig at sidde til alle de afhøringer hos politiet. Det har taget hårdt på mig og været så forfærdeligt, men jeg gjorde det, fordi jeg vil have retfærdighed. Så jeg er stadig ked af det og vred over, at sagen ikke kommer videre, fordi politiet ikke nåede at finde min far i tide«, siger hun.

Anna går stadig i behandling for at komme videre med sit liv efter oplevelserne i barndommen. Hun har stadig psykiske problemer, og hun har det med at trække sig ind i sig selv.

»Det har ødelagt mit liv. Ødelagt det«, siger hun da Politiken møder hende. Hun smiler.

»Jeg smiler, mens jeg siger det, men det er kun fordi det er nemmere end at græde, når jeg sidder her«, forklarer hun.

Anna bor med sin mor, og hun er ikke i stand til at passe et arbejde. Men hvis hun får det bedre, ved hun godt, hvad hun skal lave.

»Hvis jeg nogensinde bliver i stand til at arbejde, så vil jeg gerne bruge mit liv på at hjælpe andre i samme situation som mig«, siger hun.

»Men lige nu er det svært at komme videre, når jeg ved, at min far ikke får sin straf«.

Politiken har flere gange forgæves forsøgt at få kontakt til den i dag 45-årige mand, som tilsyneladende stadig bor i Storbritannien. Der har han stiftet ny familie, og Anna og hendes mor frygter, at historien vil gentage sig med farens lille søn. Det har de også fortalt på det center for seksuelle overgreb på Rigshospitalet, hvor Anna har gået til behandling.

»Center for Seksuelle Overgreb deler samme bekymring«, konkluderede en socialrådgiver i en underretning til kommunen.

0 notes

thinkout-consulting-blog · 8 years ago

Text

Pædofili-sag forældet på grund af politifejl

Statsadvokaten besluttede, at efterforskningen skulle fortsætte i en sag, hvor en 19-årig pige havde anmeldt sin far for seksuelle overgreb. Men politiet nåede ikke at fortælle faren om beslutningen indenfor en tidsfrist. Derfor er sagen nu forældet. Tre andre anmeldelser mod samme mand er af andre årsager heller aldrig kommet for en domstol.

Morten Skjoldager

I 2013 anmeldte Anna sin far til politiet for seksuelle overgreb.

Hun fortalte efterforskerne, at hendes far første gang havde forgrebet sig på hende, da hun var seks år gammel. Siden var hun blevet udsat for fuldbyrdet samleje og andre seksuelle overgreb med jævne mellemrum, indtil hun blev teenager.

Anmeldelsen blev indgivet til Københavns Vestegns Politi. Anna blev afhørt og flere vidner afgav forklaring, men Annas far nægtede sig skyldig i alle anklager, og efter syv måneders efterforskning besluttede Københavns Vestegns Politi at indstille efterforskningen.

I afgørelsen betegnede politianklageren Annas forklaring som »meget troværdig«, men fortalte samtidig, at det var politiets opfattelse, at man ikke ville kunne løfte bevisbyrden under en retssag. De påståede seksuelle krænkelser lå flere år tilbage i tiden, og der var hverken vidner eller tekniske beviser. Derfor ville det ende med at være påstand mod påstand.

Anna klagede over afgørelsen til Statsadvokaten i København, som efter en gennemgang af politiets materiale gav hende medhold i, at der var mere at komme efter i sagen. Derfor blev politiet pålagt at genoptage efterforskningen.

Men efterforskningen blev aldrig genoptaget. Ifølge Retsplejeloven har politiet en frist på to måneder til at forkynde overfor en mistænkt, hvis efterforskningen i en straffesag fortsætter. Annas far bor i dag i Storbritannien, og selvom Statsadvokaten bad britiske myndigheder om at fortælle ham, at han stadig var mistænkt i sagen, så lykkedes det ikke indenfor tidsfristen.

»De nåede det desværre ikke, og så er sagen død«, siger vicestatsadvokat, Anders Riisager.

Anna er i dag ikke i stand til at passe et arbejde, og hun har svært ved at acceptere årsagen til, at hendes sag aldrig bliver færdigefterforsket.

»Det jeg har været ude for har ødelagt mit liv. Det har taget hårdt på mig og været meget psykisk belastende at sidde til afhøringer hos politiet, men jeg gjorde det for at få retfærdighed. Det får jeg ikke nu«, siger hun.

Hendes advokat Helle Rørbæk, mener også, at det er problematisk, at en alvorlig sag om pædofile overgreb ender uafklaret på grund af en overskredet tidsfrist.

»Det er virkelig et problem, at man har så lang en efterforskning og har min klient inde til flere meget psykisk belastende afhøringer, men at sagen så strander på administrative ting. Det er meget utilfredsstillende for min klient og skaber selvfølgelig bitterhed«, siger Rørbæk, som ikke vil kritisere politiet, men mener, at det er selve klagesystemet, som ikke fungerer.

Politiets afgørelse om at indstille efterforskningen blev sendt til Helle Rørbæk midt i juleferien i 2013. Hun så derfor først brevet, da hun vendte tilbage fra ferie i starten af 2014. Derefter påklagede hun afgørelsen til Statsadvokaten, som brugte to uger på at gennemgå den komplicerede sag. Da Statsadvokaten nåede frem til, at efterforskningen skulle fortsætte, var der kun ti dage tilbage af fristen for at forkynde det overfor faren, og det lykkedes ikke.

Vicestatsadvokat Anders Riisager fremhæver, at Retsplejelovens tidsfrist for forkyndelse er til for at beskytte sigtedes rettigheder.

»En person, der er sigtet, har krav på at få at vide, om politiets afgørelse er den endelige afgørelse, og det har vi to måneder til at afgøre og fortælle vedkommende«, siger Riisager, som samtidig erkender, at det i den konkrete sag er gået ud over hensynet til den forurettede.

»Jeg kan godt forstå, at sådan en familie, som har fået at vide, at nu vil vi prøve at grave et spadestik dybere i den her sag, har svært ved at sluge det, når de får at vide, at det gør vi alligevel ikke på grund af en formalitet«, siger han.

Det er ikke første gang, at den mistænkte i sagen, er blevet beskyldt for pædofile overgreb. Tre andre kvinder har også anmeldt ham til politiet for seksuelle overgreb, da de var børn, men ingen af sagerne er nogensinde kommet hele vejen til en domstol.

Ekspert i voldtægtssager: XXX

0 notes