#Vandfald

[dennisasp]

Island - Del 3

New Post has been published on https://dennisasp.dk/island-del-3/

Island - Del 3

Dag 9 og 10 – vand fra oven og fra neden

Det gode vejr kunne naturligvis ikke vare ved for evigt – det er jo Island. Om morgenen var det gråt og fugtigt, og da vi parkerede bilen ved Hengifoss, var det temmelig tåget og vådt i luften. Vi gik alligevel op ad vandrestien godt 2,5 km, men det var alt for gråt til, at vi overhovedet kunne se vandfaldet. På vej derop kunne vi dog heldigvis se Litlanefoss, inden alt blev gråt.

Litlanefoss.

Det slog os ikke ud, for vi havde større forventninger til vandfaldene Dettifoss og Selfoss. Førstnævnte siges at være Europas kraftigste vandfald, og de 193 m3 vand der hvert sekund strømmer igennem, kommer også fra Europas største gletscher, Vatnajökull. Vi parkerede på den mindre besøgte østlige side af floden, hvor man kunne gå helt ned til vandfaldet. På den side var der også markant mindre vandstøv, der primært drev mod vest. Desværre var det stadig enormt tåget, og selv ganske få meter fra vandfaldet, kunne man næsten intet se. Alligevel fortsatte vi de ca. 1,4 km langs floden til vandfaldet Selfoss i håb om bedre vejr. Netop som vi begyndte at gå tilbage mod bilen, klarede det pludseligt op. Så vi nåede at se Selsfoss, og dets specielle udformning, idet det løber langs med floden i flere hundrede meter samt Dettifoss i nogenlunde klart vejr.

Selfoss ved Dettifoss

Dagen var efterhånden også ved at rinde ud, så desværre nåede vi ikke at være ret længe i den hesteskosformede kløft, Ásbyrgi. Det havde formentlig været bedre på en dag med godt vejr, og vandre på toppen af den. I stedet kørte vi ud i spidsen af den nedefra, hvilket også var en oplevelse, at stå ved søen for enden med 100 meter høje klipper på 3 sider. Men udsigten fra toppen, må vi have til gode til en anden dag. Efter aftensmad overnattede vi ved Heiðarbær.

I Husavik på nordkysten, byen som er kendt for at være perfekt til at se hvaler og for filmen Eurovision Song Contest – The Story of Fire Saga, fik vi fisk til aften, men desværre oplevede vi ikke meget mere her. Byen skulle være Islands bedste sted at se hvaler, men vores hvalsafari blev aflyst på grund af dårligt vejr, og Café Ja Ja Ding Dong og dertilhørende mini museum (fra førnævnte film) åbnede sent. Så vi fandt et par af stederne fra filmen, og fortsatte vores tur trods det dårlige vejr.

Husavik, Island. Eurovision Song Contest – The story of Fire Saga

Dagen var noget præget af blæst, regn og kulde, så det blev mest til nogle korte stop ved Viti-krateret, Krafla udsigtsposten ved kraftværket af samme navn (eller Kröflustöð på islandsk) og deres lille gratis museum om udnyttelsen af den varme undergrund. Det var faktisk interessant nok, og så regnede det ikke indenfor. I nærheden var opsat en bruser (Endlose Dusche) med overskydende vand fra kraftværket, så havde vejret ikke været så elendigt, kunne man have taget et varmt bad i det fri. Vi gjorde et stop ved det geotermiske område Hverir, men det var ikke noget særligt sammenlignet med de mange andre steder vi havde set kogende vand. Vi var efterhånden både gennemblødte og gennemkolde, så det sidste sightseeing vi orkede var Stóragjá – en grotte med en lille lunken sø i. Og så højdepunktet for dagen: Mývatn Nature Baths – en blå lagune (ikke Den Blå Lagune, men i sammen stil og til den halve pris) med store dampende blå vandhuller, sauna, bar (i vandet selvfølgelig) og almindelige bade, hvilket også var lækkert, da det efterhånden var nogle dage siden, vi havde haft den mulighed. Det gjorde virkelig godt, og med varme i kroppen og ny energi, tog vi et stræk på vejene mod Camping Varmahlíð, og gjorde holdt ved vandfaldet Goðafoss for at spise aftensmad på vejen.

Myvatn Nature Baths Blå Lagune

Dag 11-15 – Sæler, heste og stærkmand

På 11. dag var vi efterhånden i det man kan kalde det nord/nord-vestlige Island, og turen gik så småt tilbage mod Reykjavik. Vi var lidt trætte af at fare rundt i bilen efterhånden, så vi besluttede at springe den nordvestligste tange over. Vi gjorde dagens første stop i byen Blönduós, og gik ud på den lille ø, Hrútey, der er omgivet af den brusende Blanda-flod. Herefter gik vi omkring den alternativt udformede kirke, Blönduóskirkja, og bare tog tingene roligt og nød, at det nu var godt vejr igen. Det meste af dagen lå vores sokker mv. i forruden og blev varmet af solen på den ene side, og tørret af airconditionen på den anden. Vi fortsatte rundt langs kysten på grusvejene til Hvitserkur, for at se den meget karakteristisk klippe i havet og med håbet om at se sæler. Der var dog ikke nogen, men det var der til gengæld på vestsiden ved Illugastadir, hvor massevis af sæler lå på stenene i vandet og solede sig. De var dog langt væk, men med den store linse til kameraet, kunne vi tydeligt se dem. Andre havde også taget kikkerter med. Alternativt kan man også vælge Ytri Tunga, hvor man kan komme tættere på, hvor vi også var på dag 13.

Sælkoloni ved Illugastadir

Vi forsøgte os med en lille vandretur ved vandfaldene Benefoss, Ankafoss og Attifoss, men selvom Google hjalp os med at finde starten på ruten, var den ikke vigtigt vedligeholdt. Vi kom helt ned til vandet og gik en sjov med udfordrende rute (hvis man ville beholde sine fødder tørre), men ved foden af Benefoss, kunne vi ikke komme videre, og måtte gå retur. Til gengæld besluttede vi os for, at komme tidligt frem til campingpladsen, hænge tøj til tørre og tage en rolig aften med vores bøger. Hverinn Camping var perfekt til den plan, for der var en restaurant med billig mad og lokale øl, og så havde de tørresnore og en lille udendørs lounge, hvor vi kunne læse i læ og solskin, indtil det blev mørkt.

Surtshellir lavagrotter

Dagen efter havde vi taget ekstravarmt tøj på. Det havde netop for første gang på turen været nattefrost, og så var det planen at skulle ned at gå i nogle lavagrotter – Surtshellir. Desværre var de lukkede, angiveligt pga. sammenstyrtningsfare, så vi måtte nøjes med at se de åbne stykker oppe fra. Det var ganske fint og vejret kunne ikke fås bedre – og så var køreturen derud ad de snoede grusveje også meget sjov. Vi smed et par lag tøj og fortsatte til Husafell, og forsøgte at løfte den berømte strongman løftesten, der har givet form til sandsækkene af samme navn. Nu vejer stenen 186 kg, så det var ikke realistisk, men vi skulle lige prøve alligevel. Faktisk var det en anstrengelse bare at rejse den fra liggende til stående position. Til gengæld var det nu blevet vejr til shorts af nattefrosten.

Husafell Strongman Løftesten

Sidste stop i området var Hraunfossar, en 900 meter lang (eller rettere bred) samling af små tætte vandfald, der løber fra hvad der ser ud til at være ingenting og ned i en større flod, hvorefter vi fortsatte et stykke vest på. Vi vandrede først 6 km midt i ingenting ved den uddøde vulkan, Eldborg Crater, og kørte videre ud mod kysten, mens vi gjorde nogle små stop ved mindre vandfald (bl.a. Grundarfoss), islandske heste, og den store klippe Kirkjufell ude i vandet. Herfra kunne man køre langs vandet til byen Hellissandur længst mod vest, der er kendt som ”street art capital of Iceland”. Byen har efter sigende 30 store vægmalerier, og mange af dem kan man beundre helt ude ved vandkanten på Keflavikurgata. Så havde vi også fået nok for i dag, og lavede vores første hjemmelavede måltid på Hellissandur Camping inden vi gik i seng. Det er i øvrigt en fremragende campingplads, hvor det dog blæser en del, da det ligger højt og tæt på vandet.

Kirkjufell-klippen

Street art Capital of Iceland: Hellissandur – vægmaleriet her virker umiddelbart inspireret af Game of Thrones

Dag 13 var den sidste dag på vejene, og vi havde en masse mindre stop på en ellers lang køretur. Først efter få minutter ved Írskrabrunnur, en irsk brønd hvor en hvalknogle ligger henover hullet – det kan man roligt springe over og fortsætte til Saxhóll Crater, hvor vi gik ad trapperne op på kanten af krateret i kraftig blæst. Det var ikke noget særligt sammenlignet med Eldborg, men til gengæld skulle man kun gå et par minutter denne gang.

Strongman Løftesten, Djúpalónssandur Strand.

Videre til Djúpalónssandur Strand, der er belagt med små gråsorte sten og omgivet af barske klipper. På stranden ligger de rustne rester af en gammelt skibsvrag spredt udover bredden. Her havde vi også muligheden for at prøve kræfter med nogle stærkmandsløft, nu af mere realistisk karakter. På række lå fire løftesten, som man skulle løfte og placere på en klippe i hoftehøjde, for at bevise ens styrke, inden man kunne blive roer på fiskerbådene. De fire sten var 23 kg – Amlóði/svækling, 54 kg – Hálfdrættingur/Half-carrier og mindstekravet for en fisker, 100 kg – Hálfsterkur/Halv-stærk og til sidst 154 kg – Fullsterkur/Fuldstærk. Jeg var overbevist om, at jeg kunne klare 100 kg, men jeg kunne ikke holde godt nok på den, og måtte nøjes med de 54. Cecilie klarede desuden også de 54 kg, og kunne også få lov at ro… Vi fortsatte dog alligevel med firhjulstrækkeren, og kørte til byen Arnarstapi, hvor vi både så deres store statue af stablede sten, og den naturligt skabte stenbro samt de øvrige flotte klippeformationer. Og klipper var der rigeligt af, og vi forlod hovedvejen og kørte lidt op i bjerget for at se Songhellir-grotterne, der dog mere var nogle huller i bjergvæggene end egentlige huler. Så havde vi faktisk kun et stop tilbage før Reykjavik: Ytri Tunga Sælkoloni. Her skulle man modsat den tidligere sælkoloni betale for parkeringen, men kunne til gengæld gå lidt tættere på sælerne. Der var dog et stykke at gå og temmelig mange turister, så hvis man har en kigget eller en stor kameralinse til rådighed, vil jeg anbefale Illugastadir.

Stenbroen ved Arnarstapi.

Mens vi kørte retur mod Reykjavik, researchede Cecilie lidt på vandreruter, og fandt et rigtig lækkert område, hvor vi næsten kunne gå for os selv. Det var ikke med anviste betalingsparkeringer og ruter, så vi fandt lidt hjælp på de sociale medier og rejseblogs. Vi fandt en parkeringsplads ikke langt fra Nesjavellir Viewing Point (se det præcise sted her) og fulgte skiltene til ”educational route” i den modsatte retning ned i dalen til elværket, forbi Adventure Park og ION Adventure Hotel og tilbage op ad bjergsiden til bilen. En rute på 9 km, der tog ca. 2 timer og 40 minutter med et par rigtig flotte steder undervejs. Nu var kroppen og især hovederne også ved at være fyldte, og den sidste dag tullede vi bare rundt med en af Cecilies veninder, der også var i Reykjavik. Vi nåede også at få vinget den sidste ting på listen af: Cecilie fik sig noget lam og jeg fik smagt hvalkød. Det var utrolig lækkert, kan bedst beskrives som noget nær oksemørbrad, og egentlig ikke ret dyrt.

Vandrerute lidt uden for Reykjavik.

Samlet set endte vi med at vandre omkring 127 km eller 348.964 skridt (23.264 pr. dag)

Et par erfaring vi gerne vil give videre:

Når man ankommer til Keflavik lufthavn, bør man leje bilen med det samme, i stedet for at tage bus til Reykjavik og overnatte på hotel. Det er alt for besværligt og for dyrt. Vi kan til gengæld kraftigt anbefale, at man lejer en 4×4, hvis man kan leve med at bo i telt. Skal det være lidt mere luksuriøst, findes der også nogle campervans, hvor man sover i en ombygget varevogn. Vælger man en rigtig autocamper, bliver det både voldsomt dyrt og også meget langsommeligt i visse områder.

Campingpriserne varierer meget. På Google Maps finder man mange campingområder og folks anmeldelser kan give en indikation af faciliteter og priser samt hvordan og hvornår man skal betale (hvilket også er meget forskelligt). Jeg kan fint anbefale de steder vi har været, der alle har været i den billige ende.

Det kan godt betale sig på forhånd at undersøge, om man skal betale for parkering, der hvor man vil hen. Mange steder skal man betale for at parkere, og det kan godt løbe op, når man betaler for at holde 15 minutter ved en seværdighed. Måske kan man holde et alternativt sted, eller finde en anden seværdighed, der har det samme at byde på, men uden betalingsparkering.

Island må være ufatteligt smukt om vinteren. Jeg vil utroligt gerne opleve det dækket af is og sne. Dog er flere veje ufarbare om vinteren.

Islands Hest

[sommerpigen]

Har grædt som et vandfald hele dagen

[ditte-i-brisbane]

Trejde uge i New Zealand

Endnu en uge er gået i New Zealand, og det føles som om tiden går meget hurtigt nu. Vi har kun få dage tilbage på sydøen, før vi skal med færgen op til nordøen, hvor vores rejse slutter. Heldigvis har vi stadig masser af oplevelser til gode inden da.

Fra det mere turistede Queenstown kørte vi nordpå mod bjergene. Vi skulle nemlig nu bruge tre overnatninger ved Aoraki (Mount Cook). Det var virkelig noget af det, vi havde glædet os allermest til at se, da Aoraki befinder sig i alpelandskab. Hjemmefra havde vi kigget på en hytte oppe på bjerget, som man kunne overnatte i, men den var desværre fuldt booket i flere uger. Heldige som vi var, var der pludselig plads i den, dagen efter vi kom! Uden at tænke over, hvorfor der havde været en del afmeldinger, bookede vi straks to senge i hytten! Derefter fik vi lige kigget på vejret. Av. Der stod bare stærk vind og masser af regn på menuen. Når jeg skriver stærk vind, er det virkelig stærk vind. Som i vindstød med op til 100 km/t. Meeeen, vi tænkte at det skulle vi nok klare, da turen jo kun var lidt over 5k og ca. 1000 højdemeter. Og vi havde jo regntøj og vandtætte sko, så hvor slemt kunne det lige være.

Efter en overnatning i dalen, vågnede vi altså tidligt og drog afsted i op mod hytten. Det var ikke den hårdeste tur fysisk, men den pressede os en delt mentalt. Flere gange måtte vi søge ly bag sten og vente i minutter, før vi kunne bevæge os videre pga vindstødende. Vi var heldigvis gode til at tale sammen og støtte hinanden. Vi kom i hvert fald op til hytten uden noget skader, dog lidt våde og kolde.

Oppe ved hytten fik vi smidt alt vores våde tøj af, og fik skiftet til tørt tøj. Udsigten var desværre rimelig tildækket af skyer da vi ankom, så det var ikke meget af det smukke landskab vi fik af se. Dog klarede vejret sig op hen mod aftenen, og vi kunne se de bjerge og gletsjere der omringede hytten. Det var så smukt! Og pga det dårlige vejr, var den ellers fuldtbookede hytte, kun besat af enkelte andre end os. Det var så hyggeligt, og vi fik mulighed for at spille spil og lære de andre bedre at kende. Super fed aften!

Og for det næsten ikke kunne blive bedre, vågnede vi op til en skyfri dag uden så meget vind. Vi fik altså den flotteste udsigt, og på vejen ned, kunne vi stoppe ved alle de lookouts, vi havde misset på vejen op. Vi fik altså set alt det flotte, uden at skulle dele hytten med de 100+ mennesker, der var på vej op, da vi gik ned. Det kunne næsten ikke blive bedre.

Efter dagene ved Aoraki, kørte vi lidt sydpå til Wanaka. Wanaka er en by der minder lidt om Queenstown med masser af aktiviteter og masser af sport. Vi fik brugt vores tid i Wanaka på at nyde solskinnet ved Wanaka sø, og selvfølgelig fik vi gået New Zealands flotteste hike. Det er i hvert fald det Roys Peak bliver kaldt. Og den var virkelig også flot. Man fik set græssende får, Wanaka sø oppefra og bjerge, nogle endda med sne på. Den var virkelig flot, men også meget stejl og hård. Men vi klarede den, og fik spist frokost på toppen!

Efter dagene i Wanaka ændrede vores planer sig lidt, da der kom storm på vestkysten. Derfor kørte vi til Arthur's Pass, hvor der også skulle være flotte bjerge. Det var der også, men desværre var regnen og blæsten også kommet hertil, så vi kunne ikke se så meget af dem. Dog fik vi igen set New Zealands værste side, sandflies. Vi troede vi havde sluppet fra dem, da vi ikke har stødt på dem siden Fiordlands, men de lavede sku lige en comeback. Øv. Ingen bjerge og nye hævede stik. Ikke en god kombo. Vi fik dog gået en lille tur, hvor vi fik set nogle ret fede vandfald. Det kan man da i hvert fald se i regnvejr ;)

Nu er vi ankommet til Franz Josef gletsjer, hvor der altså er storm. Vi nåede heldigvis at ankomme til byen, inden den eneste motorvej lukkede. Her skal vi være de næste to nætter, første nat på hostel i ly for stormen, anden nat i telt, hvor vi skal vandre, se på gletsjer og ud og sejle kajak, med en pige jeg blev venner med i Australien. Det håber vi i hvert fald vi kan, når stormen burde falde til ro i morgen tidligt, og der da vil være tørt, og muligvis komme lidt sol. Man kan vel håbe!

Alt i alt går det bare virkelig godt, men vi er begge begyndt at savne kollegieværelset i Lyngby. Det er virkelig dejligt at opleve New Zealand, men det bliver også rart endelig at komme hjem til leverpostejsmadder og minimælk.

[naturalswimmingspirit]

gitteholtze

CAMINOTIP: Vidste I, at man kan bade i vandfald på Caminoen? “Skal vi have guide med?? Hvorfor det? Caminoen er da nem at følge med alle de muslingeskaller og pile over det hele?” Tænkte jeg, da jeg først hørte om, at der skulle spanske lokalguider med på den Caminotur, jeg var på i sidste uge. Men nogle gange skal jeg simpelthen pakke min “jeg kan godt selv”-attitude sammen, for udover at nogle af de 100 mennesker, vi var afsted på den Caminotur i projekt Gå for BørneTelefonen, ikke havde så meget erfaring med at følge en rute på den måde, skete der det, at den guide kom med et tip, som jeg helt sikkert ikke havde fundet selv, OG som blev et af turens højdepunkter: At der med en detour på under en kilometer fra den portugisiske Camino ligger en helt amazing naturpark med et helt vildt flot vandfald. Som man kan bade i. Sidst jeg gik der, var i påsken, hvor vejret ikke var specielt badeagtigt (og hvor jeg jo så heller ikke vidste, at vandfaldet var der :)), men den her gang var det +30 grader, og SÅ er der ikke noget ret meget mere fantastisk end at smide sko og sokker og dyppe fødderne i iskoldt klart vand, mens man sidder der midt i naturen og kigger på og lytter til, hvordan vandet vælter ned over klipperne. Og så kan man - som jeg og et par andre gjorde - mosle op ad en lille sti ved siden af vandfaldet og bade i et bassin/plateau næsten ved toppen af faldet. Hvor vi smed det meste af tøjet (løsning, når man ikke lige har badetøj med, fordi man ikke ved, der er et vandfald at bade i :)), og pjaskede rundt uset af dem, der sad ved bunden af vandfaldet. Heaven! 💚 Parken er et turistspot, så i højsæsonen er der helt sikkert mere crowded, end der var her i september - især i bunden af faldet, hvor der er en café og et hav af bord-bænke sæt i skyggen. Men selv der ville jeg tage den detour for at opleve det. Hvis I skal gå den portugisiske Camino og vil se det, hedder stedet Parque Natural Ria Barosa (på googlemaps Cascadas Rio Barasas), og ligger mellem Pontevedra og Caldas de Rei - til højre lige efter landsbyen A Seca. Gør det - det er klart den ekstra km værd (især hvis det er varmt)!

[underligtmeddetliv]

Jeg prøver virkelig ikke at tænke på dig

Men det er så svært

For jeg føler virkelig at du kunne se mig

Hvis du åbnede dig

Og det tror jeg du kunne

Jeg tror du ville åbne dig op som en blomst

Og jeg ville ønske jeg var et vandfald

Så du kunne bade i mig

Og jeg tror at jeg kunne sole mig i dine stråler

Jeg tror du ville se hvor smuk jeg er

Så det er bare svært ikke at tænke på dig

[diddeoglaurapaatur]

Terra Tree House i Cameron Highlands

Vi endte med at være på øen i 8 dage før vi tog videre. Så den 15/2 tog vi med a godt pakket båd til fastlandet og tog i mod et område på den modsatte side af Malaysia, der hedder Cameron Highlands. Det tog os en dags tid, da vi trods alt skulle fra østkysten til det vestlige og også lidt syd på.

Vi kunne tage en bus hele vejen, så det var meget rart.

Vi havde lige et par dage i en by, der hedder Ipoh, inden vi egentlig kom op i bjergene og Cameron Highlands.

Vi lavede dog ikke det store i Ipoh, da Didde og jeg hver i sær skulle planlægge, hvad vi egentlig skulle ift. Australien.

Vi tog dog hen til et tehus, hvor vi fik eftermiddagste på en meget traditionel britisk måde. Det var et af vores dyreste måltider, og det var kun nogle og 150 kr for os begge to.

- Vores andet dyreste måltid var KFC, som ikke lige frem er meget fint i og med, det er friturestegt kylling og pommes frites.

MEN vores eftermiddagste var skøn!

Vi prøvede tre forskellige te, som alle tre var gode, og vi fik agurkesandwich og lækre kager.

Efter tog vi til Cameron Highlands, hvor vi skulle ud i traditionelle malaysiske træhuse i 3 dage og 2 nætter.

Det var enormt charmerende!

Vi var først og fremmest de eneste "turister", dvs. vi var de eneste ikke malayer, men det var okay, for det følte mere som en skjult perle af den årsag.

Vi tog først en taxa hen til, hvor vi blive hentet. Vi blev hentet i en firhjulstrækker, da vi skulle ud på små og dårlige veje.

Vi stod bag på ladet af firhjulstrækkeren og tog en tur op ad bjerget på 30 min.

På toppen skulle vi op ad enormt mange trapper for at komme hen til, hvor vi kunne hente vores bagage. Derefter skulle vi op ad flere trapper for at komme op til træhuset, hvor vi spiste mad og hyggede.

Didde og jeg valgte at lade store rygsæk blive der, fordi vi skulle op ad ENDNU FLERE trapper for at komme til, hvor vi selv skulle sove.

Det var en god beslutning kun at tage det mest nødvendige, for vi skulle gå op ad trapper i nogle minutter, og det ville ikke være sjovt at gøre det med 16 kg på ryggen. Specielt når trapperne er ujævne, høje og der er langt.

Men oppe i vores lille hytte havde vi hver vores dobbeltseng, der var et myggenetrundt om sengen, for der var åbent ud til, og vi var midt i junglen. Vi skulle ud af hytten og ned af to trapper for at komme til vores badeværelse, hvor vi kunne få et lækkert varmt bad!

Stedet, Terra Tree House, gik meget op i, at alt var økologisk, og det var også vegetarisk. Dvs., jeg ville kalde det økologisk, men de sagde det var et trin bedre end økologisk (biodynamisk?). De brugte ikke gødning, sprøjtede ikke med nogle kemikalier. Meget naturligt!

Vores vært troede også meget på energier i maden, så det "demonstrerede" han på forskellig vis.

Her blev det lidt hokus pokus for mig, men maden var lækker, så jeg dømmer ikke.

Næste morgen fik vi morgenmad (igen mega lækker mad) og derefter gik vi ned til et vandfald.

Vi smed næsten skoene med det samme, fordi vi fik at vide, at så undgik vi bedst at vrikke om eller bare komme til skade generelt. Vi gik derfor en 30 min ned i junglen for at komme ned til vandfaldet.

Der gik to børn bag Didde og jeg. En var omkring en 10 år, og den anden var omkring en 13-år. De var meget sjove at gå foran, for de hadede det begge to. De gik og snakkede om, at de måske trådte på snegle og i lort, og hvordan de hellere ville lave lektier end at gå, hvor vi gik. Det var underholdende.

Stedet var flot, og vandet var forfriskende, og Didde og jeg kom da begge i med hovedet.

Det var ikke dybt, men vi skulle gå op til vandfaldet, sætte hovedet mod klippevæggen og så skrige alt, hvad vi kunne. Derefter kom vi ned i et lille hul oppe ad klippemuren, hvor vi sad og fik vand ned over skuldrene og hovedet. Meget befriende og afslappende.

Vi gik derefter op igen og fik et varmt bad før vi fik frokost. Igen, helt vildt god mad.

Bagefter slappede vi bare, læste lidt og nød udsigten fra spisehytten - den var åben.

Efter aftensmaden blev Didde og jeg introduceret til, hvordan man laver og drikker kinesisk te. Det var spændende og smagte godt. Vi fik også del i lidt risvin.

Aftenen sluttede med et lille bål i en gammel overskåret olietønde.

Vi havde fået at vide, det var en barbeque, og derfor troede vi, at vi skulle riste skumfiduser eller noget over ilden, men det skete ikke. I stedet gav vi hinanden lidt ryg og skuldermassage, gav os selv fodmassage. Det var alt sammen med olie og efter hver massage, skulle man vende kropsdel mod ilden, så den blev godt opvarmet. Enormt lækkert og afslappende.

Næste morgen var sidste morgen i hytten, og det var også sidste morgen, Didde og jeg havde sammen før, hun tog tilbage til Australien.

Det var dog en gode måde at slutte turen på.

Inden hun dog tog bussen lufthavnen i Kuala Lumpur nåede vi at få frokost sammen.

Vi stødte tilfældigvis ind i en fyr, Patrice, som vi havde mødt i bussen på vej til Cameron Highlands. Vi havde håbet på at se ham igen, fordi vi havde hygget os med ham, og vi havde ikke fået et billede sammen.

Han så os tilfældigvis på gaden, da vi var på vej hen til mit (Lauras) hostel. Så ham nåede vi også at sige farvel til ordentligt.

Vi brugte de sidste timer på at slappe lidt af sammen og bare nyde, at være i hinandens selskab.

Det var mærkeligt og lidt hårdt (for mig i hvert fald) at sige farvel, fordi vi trods alt har rejst sammen i 6 måneder.

Jeg har da også savnet Didde efterfølgende, men jeg er virkelig glad og taknemlig for alt, vi nåede at opleve sammen. Gode minder og jeg glæder mig til på et tidspunkt at se hende igen og give hende et kæmpe kram.

Der kom endnu et opslag om Cameron Highlands, fordi jeg endte med at blive nogle dage, inden jeg tog videre.

- Didde og Laura (for sidste gang sammen for nu)

12/3-2023

[juliaewaser]

lige pludselig var jeg hjemme igen og det føles som om det hele var en drøm. miv jeg vil ik tilbage til hverdagen. jeg vil snorkle med hvalhajer, spise pasta og dåsemad, ræse på scooter og hoppe i vandfald.

[texanheatwave]

På køretur med Wille og hans forældre: vandfald tæt på Eikedalen

[steelbroken]

View this post on Instagram

A post shared by Ольга Права (@olga_prava_)

Saksun, vandfald og historie Faroe Islands

[dennisasp]

Bali 2/2 - Abud og Amed

New Post has been published on https://dennisasp.dk/bali-2-2-abud-og-amed/

Bali 2/2 - Abud og Amed

Vores rejse fortsatte til Ubud, hvor vi udforskede et forladt hotel, så en masse vandfald, risterrasser og besteg en vulkan, inden vi fortsatte nordpå til dykkerbyen Amed. Her var vi så heldige endelig at få lov at komme helt tæt på en havskildpadde. - Amed, Aperitif, Bali, Bali Swing, Banyumala Waterfall, Bjerge, Delfiner, Fiji, Fine Dining, Gecko, Ghost Palace, Havskildpadde, Hotel Pondok Indah Bedugul, Indoneisen, pool, Rejse, rismarker, Sekumpul, Snorkling, Tegallalang, Tempel, Tockay, Twin Waterfall, Ubud, Ubud Palace, Ulun Danu Beratan Temple, Urban Exploring, Vandfald, Vulkan, Yellow Flower Café

[kennethpingelcom]

Uden for droneværksteds rækkevidde , så må man selv igang og se om den ene forarm kan fixes , så det lige kan komme lidt film i kassen de næste 2 dages rejse hjemad 😄 i mellem tiden kan i jo se filmen fra en dejlig dag i dovre og oppdal omegn😄 hvor det både blev til de fede naturoplevelser med moskus, vandfald , brusende elv og højfjeld 😄 #canonphotography #djimini3pro #scandinavia #norden #duster4x4 https://youtu.be/mlPJLzcs15I https://www.instagram.com/p/Cj76lyGIUt8/?igshid=NGJjMDIxMWI=

[ditte-i-brisbane]

Første uge i New Zealand

Så gik turen endelig til New Zealand, og første uge er nu gået. Mikkel og jeg mødtes i Christchurch lufthavn d 30 december kl. 00:30 efter over fem måneder fra hinanden. Det var virkelig dejligt!

Vi startede vores tur med tre dage i Christchurch, hvor vi ikke lavede meget andet end at sove, hygge på vores hostel og gøre lidt klar til vores roadtrip. Vi brugte nytårsaften på en tapas restaurant med lækker mad og vin. Derefter tog vi hjem på hostel og begynde Ringenes Herre 1, hvor Mikkel faldt i søvn efter omkring 20 min. Vi gik altså i søvn kl 23:00 nytårsaften <3

Den 1. januar hentede vi vores lejebil, en Toyota Corolla, også begyndte vi vores rundtur. Vi skal køre rundt på hele New Zealand, og bo i telt. Vi starter i Christchurch på sydøen og afleverer bilen i Auckland på nordøen d 29. januar. Det bliver altså ca. en måned, hvor vi skal bo i bil og telt.

Første dag kørte vi fra Christchurch til Oamaru. På vejen stoppede vi ved Mt. Sunday, hvor vi så vores første Ringenes Herre lokation. Dette bjerg er nemlig lokation for byen Edoras. Det var en kort tur til toppen af Mt. Sunday, men udsigten var virkelig spektakulær. Virkelig godt startskud for vandreture i New Zealand.

Da vi landede i Oamaru, havde Mikkel fundet en campingplads, hvor der boede pingviner. Ved solnedgang sad vi altså ved havnen og spottede pingviner i vandet. Vi fik set to pingviner svømme, og en der hoppede op på land og gemte sig under en kano. Det var en meget hyggelig aften.

Dagen efter kørte vi til Dunedin, hvor der var masser af stop undervejs. Vi så Moeraki Boulders, som var nogle seje runde sten på stranden, vi så vanvittig mange sæler, som i heeelt vildt mange, også så vi seje sten i vandet. Det var en dag med mange stop og meget kørsel.

D 3. januar brugte vi dagen i the Catlins, som er et skov område i den sydlige del af sydøen. Her gik vi en vandretur langs en flod, hvor der var mange bregner og en sej hængebro. Bagefter kørte vi lidt rundt og fik set en del vandfald, med masser af vand i! Derudover så vi også Cathedral Caves, som var nogle stor klippehuler i strandkanten. De var ret vilde at være inden i. Inden dagen sluttede, kom vi også lige forbi Curio Bay, hvor vi fik udsigt over sandstrand og store bølger.

Da vi vågnede d 4. januar kørte vi ud på den sydligste del af sydøen, Slope Point, inden vi fortsatte mod Te Anau. På vej mod Fiordlands, stoppede vi ved nogle Lime Stone Caves, hvor man altså kunne gå nede i huler i jorden. Vi skulle frem med lommelygterne for at manøvre os rundt dernede, da der var bælgravende mørkt. Her fik vi også set vores første Glow Worms, som er orme der skinner i mørket. Det var en lidt skræmmende, men også vildt fedt tur! Vi fik da også lige vores første regnvejr på turen, så der blev lavet mad udenfor iført regntøj fra top til tå. Heldigvis stoppede det ca. en timer efter vi havde lavet mad (vi vidste ikke, hvornår det stoppede), så vi kunne sætte telt op i tør vejr. Men regntøjet blev testet, og det holdt!

I dag, d 5. januar, har vi gjort os klar til vores tre dags vandretur på Kepler Track, som vi skal på i morgen, d 6. januar. Det glæder vi os helt vildt meget til, da vi får mulighed for at opleve Fiordlands på helt tæt hånd.

[hjorthoej]

🇩🇰 Vandfald Waterfall 🇩🇰 #sony #DSC #HX400V (at Sjælsø) https://www.instagram.com/p/CjJTLLGrDHP/?igshid=NGJjMDIxMWI=

[travel-in-pictures]

Bigăr, Caraș-Severin County, Romania 

by Nᴏʀʙᴇʀᴛ Lɪᴇsᴢ from Deutschland 

Source | Google Maps

[diddeoglaurapaatur]

Great Ocean Road

27/10 hentede vi autocamperen, som var fuldstændig magen til den, vi havde i Queensland, så vi var stort set allerede på plads i den lige så snart, vi fik den.

Det regnede også den dag, som I kan i videoen, og det var desværre ikke sidste gang. Vi skulle ud at køre på den flotte strækning, der ligger vest for Melbourne, the Great Ocean Road. Det betyder noget i retningen af den flotte havvej.

Vejen blev bygget af australske soldater, som var hjemvendt fra 1. verdenskrig og som til minde for de døde pga. krigen.

Men inden vi nåede så langt, skulle der lige kigges i en stor genbrugsbutik. Didde og Laura havde nemlig være lidt for optimistiske og tænkt, 15-17 grader - det kan godt klares i en enkelt sweater og shorts og få lange bukser.

Det kunne ikke klares i en enkelt sweater og få lange bukser, for der var ikke taget højde for, at selvom der er 15-17 grader, så føles det ikke altid sådan, og der ville være 6-9 grader om natten, og det ville regne og blæse....

Der blev købt lidt i genbrugsbutikken, og Laura fik bl.a. købt en blazer til brylluppet, så hun ikke nødvendigvis ville fryse, Didde fik bl.a. købt nogle lange bukser og en uld sweater.

Derefter gik turen ud af Melbourne og mod kystvejen.

Vi havde nogle stop undervejs, selvom meget af det også bare var at nyde udsigten langs vandet.

Vi startede den første dag med at tage en afstikker op til Erskine Falls. Man skulle ned af 230 trin for a komme ned til bunden af vandfaldet, hvilket var nemt nok. Dernede fik man en god udsigt til det 30 meter høje vandfald. Derefter var det 230 trin op igen. Det var knap så nemt...

Vi var i Great Otway National Park. Her er en del af skoven blevet dedikeret til sequoia træer (rødtræ). De er ikke en naturligt hjemmehørende træsort i Australien, men blev for mange år siden plantet som eksperiment. I al fald er de kæmpe store, og det er en fantastisk oplevelse at gå blandt dem. Man får lidt følelsen af at gå i en skov taget ud af et eventyr. Jeg blev helt fortalt i følelsen af at være i en anden verden.

Vi tog en gåtur i trætoppene i 25-30 meters højde. Der var et enkelt udsigtstårn, der rakte op til 40-45 meters højde. Det var imponerende at se skoven oppe fra. Man får lidt et andet syn på, hvordan livet i skoven kæmper om sollys og formerer sig.

VI var nu nået ned til den sydligste spids af The Great Ocean Road, og det betyder, at jeg stopper her og så kommer der et nyt opslag med mere senere.

- Didde, Jan, Annemette og Laura

12/12-2022

[destinationbrazil]

Cascata Conde d'EU - Sumidouro / RJ

Foto: @thiago_costaa