#lys sværd

[thevagueambition]

Danish version of The Dawn Will Come. Less literal than my translations normally are bc @wackart-and-whatnot​ expressed an interest in singing it which calls for a practical translation and not a curiousity one

Mørket falder Og håbet flygter Vær stålsat Det dages snart

Natten er lang Og vejen er dunkel Kig på himlen For det varer ikke længe Det dages snart

Hyrden er faret vild Og hans hjem langt væk Stjernernes lys Det dages snart

Natten er lang Og vejen er dunkel Kig på himlen For det varer ikke længe Det dages snart

Træk dit sværd Og løft det højt Vær standhaftig Det dages snart

Natten er lang Og vejen er dunkel Kig på himlen For det varer ikke længe Det dages snart

[atomicsalmonblast-blog]

Ord kan forandre verden!

Mennesker er mennesker. Mennesker har evnen til at forandre verden. Det er et valg man tager, der kræver mod, styrke og beslutsomhed. 

Derfor er det fantastisk at se Sara Omar i hendes nytårstale hvor hun tager  “bladet fra munden”. Når folk tør stå frem, bruge deres evne til at forandre verden med ord og tackle vores fejl er det enestående eksempler på hvad vi som mennesker kan udrette!

“JEG HAR VALGT ORDET OG IKKE ET SVÆRD. DET HAR JEG GJORT FOR AT KASTE LYS OVER DE MØRKLAGTE OG TABUISEREDE AFKROGE AF EN VIRKELIGHED, DER FINDES. JEG HAR VALGT ORD, FORDI JEG VED, AT ORD KAN INSPIRERE OG SKABE FORANDRING. AT ORD KAN REFORMERE OG REVOLUTIONERE. FORDI DET ER MIT HÅB, AT VI MED ORD MÅ VÆRE I STAND TIL AT GØRE OP MED FORÆLDEDE NORMER, KULTURER, RELIGIONER OG LIVSØDELÆGGENDE OVERBEVISNINGER.”

Damn right

Mod er også et fravalg! Det er skidesejt når Sara fravælger sværet, men tværtimod insisterer på den fremmende samtale og diskussionen!

[sparklingoddnutella-theorist]

Ordets styrke

En stærk kvinde bør ikke bære et sværd. En stærk kvinde bør vælge ordet frem for alt..

Der eksisterer rigeligt med had og smerte i verden - det meste stadig mørklagt. At bekæmpe dette med mere had vil blot danne skygger i mørket og skabe endnu mere smerte. Løsningen? Lys i mørket, i form af ord der kan sprede budskaber ud til de mørkeste hjørner af vores virkelighed. 

[jaciraus-blog]

Ord

JEG HAR VALGT ORDET OG IKKE ET SVÆRD. DET HAR JEG GJORT FOR AT KASTE LYS OVER DE MØRKLAGTE OG TABUISEREDE AFKROGE AF EN VIRKELIGHED, DER FINDES. JEG HAR VALGT ORD, FORDI JEG VED, AT ORD KAN INSPIRERE OG SKABE FORANDRING. AT ORD KAN REFORMERE OG REVOLUTIONERE. FORDI DET ER MIT HÅB, AT VI MED ORD MÅ VÆRE I STAND TIL AT GØRE OP MED FORÆLDEDE NORMER, KULTURER, RELIGIONER OG LIVSØDELÆGGENDE OVERBEVISNINGER.

[qarajhcreations]

Fortidsmindeprojekt, fiktiv tekst

En forårsaften, 1372...

En mand kommer ridende af de mudrede små-veje, hans ansigt er sammenbidt, og hestens man er dækket af små perler af sved. Det er kun ganske kort tid siden at han så faklerne, så mændene, og hestene, og vognene komme rundt omkring bakketoppen. Fra hans gårdsted i udkanten Aasted har han holdt udkik, mens han passede sine marker. Den ulidelige ventetid siden Hr. Krabbe gav ham, og nogle af de andre bønder besked på, at værne imod en væbnet styrke. Hr. Krabbe havde hørt at fæstningen Hald ved Viborg skulle være faldet, og at den fjendtlige styrke nu var på vej i retning mod Salling.

Endelig kunne han se faklerne, og lyset fra fæstningen på næsset i vandet, og i aftenens svindende lys, kunne han se Galgehøjens dystre omrids på sin venstre hånd. Vist havde han aldrig selv stjålet eller drevet ran, men med den rosa-røde sols forsvinden på den anden side af vandet, kunne han se en skikkelse, dingle svagt i aftenens stille vind. I skæret fra en fakkel, kunne han se to mænd i harnisk og hjelm stå, lige ved vandkanten hvor dæmningsvejen gik ud til fæstningen. Den ene med sit spyd og skjold, den anden sit skjold på ryggen. Fra hestens stønnende og forpustede åndedrag, og dens øjne stående hvidt i dens hoved, til mandens manglende udrustning, kunne de regne sig frem til at dette ikke var en af fjendens soldater. Manden, næsten lige så forpustet, eller måske skræmt, som hans hest, sagde blot, ”Slip mig igennem; fjenden kommer!”

Skønt det halvlune forårsvejr og højt solskin havde gjort dagen behagelig, var stemningen her på dæmningsvejen til Hr. Krabbes fæstning ganske trykkende. Det mørke, kolde vand på begge sider af den smalle vej, var om muligt mere skræmmende end de bevæbnede mænd, som manden havde set komme over og omkring bakken sydøst for Aasted. Han beroligede hesten, og satte farten ned. Dyret var et arbejdsdyr, til pløjning af marker samt til at trække vognen, når høsten skulle i hus. Skønt manden ikke ejede en saddel, var det alligevel hurtigere at ride på den, end skulle hans ben have ført ham frem i mørket. Endelig var han ved porten til Hr. Krabbes fæstning, broen var oppe og han steg af hesten, og hidkaldte vagtens opmærksomhed. ”Jeg bringer en vigtig besked til Hr. Krabbe! Fjendens mænd er i Aasted nu!” Broen blev ikke med det samme sænket; men bud blev sendt af sted til hovedbygningen. Snart efter tændtes flere fakler langs fæstningens palisader. Skulle fjenden komme helt herud, ville de få deres at se til mod Hr. Krabbes mænd. Nu blev broen sænket, langsomt lod de brede reb broen komme ned. Bonden klappede beroligende hesten, skønt han allerhelst ville ride så langt væk som muligt lige nu. Med et hult drøn var broen helt nede. Nu blev bonden vist ind af en vagt og to høje, bredskuldrede karle marcherede væk fra porthuset.

Den anspændte stemning var endnu mere udtalt her, hvor de røde gløder fra essen i fæstningens smedje afslørede et dystert et glimt af livet bag de høje palisader. Hr. Krabbe havde hyret tømrer og karle til at bygge denne fæstning for mindre end to år siden. Så længe Hr. Krabbe betalte var der ikke nogen der stillede nærgående spørgsmål, men snakken gik, når man var udenfor Hr. Krabbes hørevidde. Således var der en mand fra Nissum, der mente at Hr. Krabbe havde fornærmet en anden herremand fra Mors, og at fæstningen skulle bruges i den forbindelse.

Bonden havde ikke selv arbejdet på fæstningen, og det var første gang han havde været inden bag palisaderne. De aflange skjolde hver med et spyd stod klar. Enkelte af mændene bar også pilekoggere og buer, Hr. Krabbe havde ikke sparet på udstyret. Og fæstningen virkede også solid nok. Bonden var ikke helt tryg stemningen. Ud af øjenkrogen holdt han øje med en ung karl, der førte hans hest over en smal gangbro, til endnu en af fæstningens øer, hvor noget der lignede en stald var opført.

Hr. Krabbe selv kom ud, en presset mand kunne, bonden se. Bonden tog sin kutte af, og bøjede hovedet i respekt. I dette lys fra faklernes skær virkede Hr. Krabbe, som han kom der flankeret af bevæbnede mænd, og med et sværd ved siden, som en kriger. Bonden tog mod til sig og kiggede op, ”Hr. Krabbe, Hr. Krabbe! Fjenden kommer, ganske som De forudsagde! De står i Aasted nu!” Hr. Krabbe blev om muligt mere bekymret end de var før, han havde håbet på bedre tidener, og bedre tid til klargøre den nyligt opførte fæstning. Hans ansigtsudtryk til trods, var hans stemme rolig da han talte: ”Meget vel, og du er helt sikker på de kom denne vej, og ikke blot var rejsende?” Mens han talte havde Hr. Krabbe bevæget sig nærmere bonden, denne lugtede ikke af øl eller vin, og virkede klar i mælet. Bonden nikkede ivrigt, ”Jovist er jeg sikker, jeg kunne se deres hjelme skinne i faklerne, da de kom over bakken ved Aasted. Med sikkerhed vil de komme her inden midnat, Hr. Krabbe.” Hr. Krabbe nikkede eftertænksomt, ”Nu vel,” han vinkede til en af de unge karle, der havde taget sig af bondens hest, ”bring mig pergament og min fjerpen, og lad det gå lidt tjept!”. Den unge karl nikkede og løb ind hvor Hr. Krabbe just var kommet ud. Mens de ventede, takkede Hr. Krabbe bonden for hans troskab, ”Du er en mand af ære, hvad er dit navn, min gode mand?” Bonden så helt paf ud førend han svarede, ”Jeg er Jens-Peder, af Aagarden, Hr. Krabbe.”

Hr. Krabbe skrev ganske hurtigt, omend bonden ikke var i stand til at læse hvad der stod. Pergamentet blev rullet sammen og lukket med Hr. Krabbes segl, og Hr. Krabbe holdt det frem til bonden, ”Bring dette til min forpagter på min gård i Nissum, og du skal få din belønning.” Bonden bukkede dybt og stak det sammenrullede pergament ind under sit tunge slag. En række ordrer blev råbt til de bevæbnede mænd i Hr. Krabbes tjeneste, og bonden fandt sin hest iblandt køer og kvier i stalden. Han trak det godmodige dyr ud, over den smalle bro til den befæstede ø, og ud igennem porten. Først da han kom ud på dæmningsvejen med det mørke vand, satte han sig op fik hesten i trav. Vel inde på det faste land, drejede bonden hesten mod nord, det var næppe en god idé at blive stoppet af bevæbnede mænd sånær Galgehøjen. Således red han langs den mudrede bred, og i nattemørket bag ham, lod et horn sit dystre kald gjalde gennem luften.

Hr. Krabbe spejdede mod land. Det var nu flere dage siden at fjenden var ankommet, men ingen herold havde meldt fjendens hensigt, ingen rytter med krav om overgivelse. I stedet havde hans folk på fæstningen blot kunnet se til, imens at fjendens krigere arbejdede med at flytte store mængder jord. De spærrede vejen af, med blokader og svært bevæbnede; ingen fik lov til at komme ud til øen og fæstningen via dæmningsvejen. Det var tydeligt at fjenden ikke var interesseret i at kæmpe på Hr. Krabbes præmisser. Men Hr. Krabbe kunne se, ud fra lejren som blev bygget og de forsvarsværker der blev rejst, at denne styrke var stor, måske op til flere hundrede mand. Selv havde han blot tredive svende fra Nissum og de nærliggende landsbyer, som han havde betalt i dyre domme. I åben kamp, mod så stor en styrke, ville de blot blive slagtet.

De første tegn på desperation, indtrådte efter et par uger, en af de unge staldknægte tilbød at svømme over vandet til Nissum for, at bede Hr. Krabbes fjerne slægt om at komme til undsætning. Man havde fulgt knægtens svømmetag i skæret fra faklerne, indtil man ikke længere kunne se ham. Vist så han ud til at kunne svømme bedre end de fleste, men man hverken set eller hørt noget til knægten. Alt i mens var lejren på bredden blot vokset sig større og mere truende dag for dag. Hr. Krabbe beordrede at broen og porten skulle forblive lukket. Ikke så meget fordi han forventede et angreb i ly af mørket, men Hr. Krabbe vidste godt at hvis først een mand overgav sig, ville det ikke vare længe førend resten ville følge efter. Hans bedste chance var at holde ud indtil der kom forstærkninger, eller til den fjendtlige styrke besluttede sig for at drage videre. Det sidste virkede dog mere og mere usandsynligt, da lejren kun blev større og større, og Hr. Krabbe kunne have svoret på at endnu flere mænd havde sluttet sig til den belejrende hærstyrke.

Den sidste ko var slagtet, og rent vand var også slippe op. Flere af mændene beklagede sig højlydt, når de troede at Hr. Krabbe ikke lyttede. Også Hr. Krabbe begyndte at mærke manglen på nærmest alt. Han havde skrevet breve, før fjenden var ankommet, men havde ikke nået at få dem sendt. De fint-oprullede pergamenter med hans segl og sirlige håndskrift, lå nu på hans bord i rummet i hovedbygningen. Mændene opholdt sig på øen med den tomme staldbygning, skønt Hr. Krabbe havde sagt at alle tre øer skulle have vagt-poster, mest for at man kunne se hvorvidt fjenden ville angribe eller pakke sammen og drage videre. Hr. Krabbe havde hørt om sine forfædres bedrifter, som lensmænd og krigere under konger, om storslåede dueller om land og ære, og hans sværd var såmænd smedet af den bedste våbensmed i Aalborg, dets værdi kunne betale adskillige af de mænd han hyret. Men Hr. Krabbe var ingen kriger. I adskillige dage nagede tanken om, at han skulle forsvinde ud af denne verden, uden at have efterladt sig et mæle som var en stormand værdig. Hans hjelm stod pudset og klar. Skulle han drive mændene frem i et overraskelsesangreb? Der var nu gået så mange dage at fjenden næppe ville forvente det. Imens han tænkte, lukkede han sig inde i sit rum, og lod mændene klare dagligdagen.

Men Hr. Krabbes mænd kom hans egne tanker i forkøbet; der lød en skarp banken på hans dør, hans hånd var med det samme på sværdets skæfte. ”Hr. Krabbe, vi beder Dem lytte til vor bøn; lad os slippe vore våben og bede om nåde, vi har gårde og familier som venter derhjemme.” Hr. Krabbes første tanke var vrede over, at de mænd som han ellers havde vurderet var blandt de mest loyale folk i hele Salling, og som han havde betalt ganske vel, nu vendte ham ryggen. Disse kujoner skulle få lov til at smage hans sværd.

Men Hr. Krabbe havde også selv en familie, og det ville næppe gå ham vel, skulle han forsøge, ene mand, mod tredive karle samt den fjendtlige styrke efterfølgende. Måske var fjenden til at tale med? Hans tanker om gården derhjemme og hans egen familie, skubbede helt de glorværdige bedrifter som hans forfædre havde udført, ud af hans hoved. Det var, når det kom til stykket trods alt, bedre at miste ansigt, end at miste livet. Træt og afkræftet åbnede Hr. Krabbe døren; karlene stod klar med deres spyd og skjolde, deres ansigtsudtryk var fyldt af samme træthed og udmattelse som hos ham selv, men også med sammenbidte miner; de havde været klar til at bryde hans dør med magt, om nødvendigt. Hr. Krabbe løftede en åben hånd, han ville tale. Mændene var lidt usikre, Hr. Krabbe havde godt nok sit sværd ved siden, men var ikke i nærheden af at gribe til det. ”Ved daggry i morgen, vil jeg, at I alle kaster spyd og skjolde i vandet, fra den inderste ø. Således kan fjenden se det. Vi går dem i møde, under en hvid fane, med rejst pande, som stolte Sallingboere.”

Som sagt, så gjort. De trætte mænd lod, ved solens stråler, deres våben forsvinde ned i vandet, kun Hr. Krabbe lod sit sværd blive i bæltet. De to karle der stod for at sænke broen, som for nogle få uger siden havde været kraftfulde unge mænd, kunne nu ikke ikke engang holde broen oppe; de svære knuder løsnedes, og faldt broen med et brag. I samlet, forhutlet, flok drog Hr. Krabbe og hans mænd over den smalle dæmning, og da de kom nærmere bredden, kunne de se, at fra vandets kant og hele vejen op til Aasted, var omformet til en stor lejr. De høje jordvolde med stejle sider og palisader rejste sig over dem. En vagtpost fik øje på dem, og den hvide fane man havde lavet af Hr. Krabbes sengelinned. Han råbte ind til lejren, der straks begyndte at myldre af liv. Det gibbede i de trætte mænd, da de passerede imellem de første jordbanker, hvorpå bueskytter stod parate på begge sider over dem. De passerede stumme, sammenbidte mænd iført jern-hjelme og harnisk, og en rytter i ringbrynje ventede dem midt inde i den store lejr. Bortset fra den karl der bar fanen, og Hr. Krabbe selv, lod alle mændene deres åbne hænder løfte over hovederne, i tegn på overgivelse.

Således slutter historien om Hr. Krabbe og fæstningen på Sallingholm, hvad der skete med Hr. Krabbe og mændene vides ikke, men fæstningen var virkelig og tiden blev dens fjende. Den fjende der havde belejret dem, var ingen anden end Kong Valdemar, ham der siden fik tilnavnet Atterdag. Han samlede det danske rige efter lang tid pantsættelse til Holstenske og Lübske hertuger – men det var ikke alle, der overgav sig frivilligt. Herremanden på Sallingholm var en af dem udstod en belejring, førend han måtte bøje sig for overmagten.

[tesrotica]

Rejsningsholdet

Rigspolitiets rejsehold har fået en assistancemelding fra den nordjyske by, Mørke, grundet en voldsom drabssag i byens eneste bagerforretning. Ingrid, Gabby og J.P kører sammen, mens Fischer og La Cour kører med den gamle fodboldstjerne og chauffør af mobilkontoret, Johnny Olsen. Der er dog ikke plads til Fischer og La Cour i lastbilens forrum, da Johnny O. er flyttet derind efter voldsomme gnidninger med Gabby. I stedet må La Cour og Fischer sidde omme i mobilkontoret, mens de kører. De sidder tæt sammen omme i det dunkle og dårligt belyste mobilkontor og nærstuderer billederne fra obduktionen af den dræbte fra Mørke. Mens de sidder dér, får La Cour et ”syn”. Han ser to muskuløse, nøgne kroppe i et sparsomt belyst rum. Han kan ikke tyde deres ansigter, men de holder lidenskabeligt om hinanden, mens deres erigerede manddomme strutter ud i luften. Pludselig kan han hører Fischer råbe ”La Couurrr???!”, og kommer med ét tilbage til virkeligheden ”skal vi ikke få tændt et par stearinlys? Der er pisse mørkt herinde” siger Fischer, mens han rejser sig op og bevæger sig ud i det lille køkken. Han henter 2 store tykke bloklys, sætter dem foran La Cour og tænder både dem og en smøg med sin kraftfulde stormlighter. Da han har tændt alt, hvad der tændes kan, kigger han lidt på La Cour og spørger: ”hvad så du?”. La Cour svarer med rødmende kinder ”Hva?.... nå… ikke noget særligt”. Johnny O. råber ude fra forrumet ”der kommer lige et par bump, så hold godt fast”. Desværre for sent, for lastbilen er allerede på vej over bumpene. Det kommer lidt bag på Fischer, der ellers er en massiv totempæl med begge ben solidt plantet på jorden, og han får overbalance og vælter direkte ned i La Cours skød. De får øjenkontakt, Fischer forsøger hurtigt og lettere panisk at rejse sig, men bliver holdt fast af La Cours stærke arme. Pludselig kan Fischer mærke noget, der stikker ham i bagen og siger: ”La Cour…. Hvorfor har du taget din tjenestespistol med i mobilkontoret? Der er jo ikke nogen der ved vi er her..”.

”Fischer…. Det er ikke min pistol” svarer La Cour mens han bevarer øjenkontakten med Fischer og kører sin store indpakkede manddom rundt på sædet under Fischers opvarmede balder.   Fischer kigger chokeret op og siger: ”Undskyld. HVAD FANDEN HAR DU GANG I?!?!”, men rykker sig ikke fra La Cours hede overlår. De to politimænd deler en lang og intens øjenkontakt. La Cours øjne stråler af begejstring. Fischers, normalt stålfaste øjne, er ramt af en slags chok. Chokket har manifesteret sig i hans krop som en enorm rejsning (af pjorten), der sprænger hans bukser. Idet knapperne flyver rundt om ørerne på La Cour trækker han Fischer hårdt ind til sig og kysser ham på hans chokerede og stramme mund. Fischer forsøger først at stoppe det, men giver så efter og kysser La Cour så kraftigt, at de sammen falder ned fra stolen. De ligger nu sammen på gulvet og tumler rundt. Fischers store sværd fremme er i verden, til skue for La Cours sultne blik. La Cour rækker hovedet ned og napper blidt efter Fischers, nu opsvulmede, pikhoved. Fischer brummer fornøjet, og forsøger med ivrige fingrer at få La Cours hævede politistav frem i mobilkontorets dårlige lys.  Da den kommer frem kigger Fischer imponeret og begynder at køre sin hånd hårdt op og ned af den, mens La Cour fortsætter sit lystige arbejde på Fischers pjort. De ligger i mobilkontorets dunkle lys og tilfredsstiller hinandens pludseligt opståede lyster. De ligger tæt sammen og sveder i det nu ophedede rum, da trykket i deres møbelbankere bliver så voldsomt, at de begge,  mens de kigger hinanden i øjnene, når den lille død. De ligger forpustede, mens Fischer tænder en ny cigarat og siger ”hold kæft. Du er en idiot, du er”. Pludselig mærker de, at lastbilen stopper, og Johnny O. råber: ”SÅ ! er vi ved Mørke politistation”. La Cour kigger drømmende på Fischer, mens han siger: ”godt, vi også skal hjem igen, hva?” ;)

RimJob eller Piksak Dinesen

[partoutmoi]

Når

når finheden i simpelheden bliver smukheden i merheden

når små ting får større betydning og bliver dansetrin

når det svævende bliver til drømme og drømme til virkelighed

når musikken åbner op og dybden i toner lyttes til igen og igen

når der findes åndehuller i by og på land og stilhed sætter ind

når smagen af en morgen smages dagen efter smages glans i kind

når du beriges

når du forkæles og favner vind

når en vandring er en længsel mod den

når himlen er høj og du ikke kan nå

når vind i natten klirrer glas og du hellere ville gå

når nøgenheden svøber dig ind i vat

når han siger “kom lad os gå hen til min skat”

når projiceringer af dyr bliver en afhængighed

når flimrende virkelighed bliver som blade der falder ned

når solbær plukkes af busk og mases til ukendelighed

når læder bliver til bånd og sværd til storhed

når dimensioner af ord er en kraft i saglighed

når han flænser din hud og lyst bliver som regn der vælter ned

når Guggenheim Museum stjæler opmærksomhed

når honning smages på den samme ske

når kroppe står

når kroppe går og ligger ned

når æbletræet er ikke mindre end fint at betragte

når vægge i Paris henter skygge fra nål i din jakke

når fortællinger åbner sind og bliver historier

når vin smages og der mærkes tåge som skyer rammer én

når mennesker favner bredt favner sind

når torsdag bliver til fredag og lørdag lukker ind

når røg pustes ud ring i ring

når stjerner forvandles i blødhed af lys

når sommer bliver til efterår

når efterår ser lys i edderkoppespind

når jeg øver mig på at blive verdensmester i lykkerus

[fitflopdkse-blog]

fitflop dk

i deres hjemby for at fejre solen som en lige ud af nye fitflop dk svigerdatter, jorden sne billeder, krystalklart, på denne vidunderlige dag sammen, vi fejrer nytår. i morgen, jeg kom ud af sengen, har lugtet en dejlig mad smag, jeg røræg med nyt tøj, børste tænder, vaske dit ansigt, kan ikke vente med at løbe ud i køkkenet, og bedstemor spørger, ‘ &lsquo. godt nytår ’ ’ en rotor med alle former for mad på bordet., der er marineret fisk, rejer med spyt, gryderetter, dongpo svinekød, frikadeller simmered grøntsager · · · · · ·, så disse fødevarer, min mund kunne ikke lade være med at stille strømme i floden, så jeg prøvningsstedet, straks at sætte et stykke dongpo kød i munden.‘ &lsquo. åh, lækkert! ’ ’ efter morgenmad, min mor kom tilbage fra hangzhou, hun pakker, som er fuld af nye supplerer og giv mig mad, og jeg gik ind i hendes mors arme, og sagde ‘ &lsquo. godt nytår &rsqufitflop footwearo, ’ mor trak mig, smilede og sagde: "kom, mor tager dig til at købe varer i det nye år." her på gaden, biler, som f.eks. vand, såsom zhuang shan.en bås var placeret i en kuplet, røde lanterner og lys blinkende ‘ ‘ omvendt fu ’ ’ røde kinesiske knude og mange lykkelige, lovende hænger julepynt, en fristende farvestrålende slik, fritid, snacks, fristelse, jeg ville ikke forlade min mor for at se mig, at spise, og straks gav mig nogle fitflop sandaler udsalg nødder, chokolade, melonfrø, jordnødder, nødder, mandler, chokolade, frugtsaft · · · &middjeg fitflops arbejdeot; · · vi har også købt et par vers, og en rød ‘ ‘ omvendt fu ’ ’ tæt på døren, på en gang, og jeg følte nytår festligt stil. blink med øjet, det er tåget, det sidste glimt af lyset forsvandt i horisonten, maden er en bedstemor og bedstefar, fyrværkeri, højt, vi havde spist middag, vi har givet røde, store som små, forskellige pakker er fyldt med alle vores nye år ønsker og velsignelse.jeg har tilbage, til min familie, der ofte op i en følelse af, at den kolde vind drevet ud. efter middagen, min mor havde købt snacks, når middag, dessert, alle side spiser dessert, sagde ‘ &lsquo, virkelig lækkert!’ ’ alle rundt om bordet eller kontinuerlig, bedstemor vasker op, mor og tante i snak, far, onkel, han er sammen med en årlig indkomstfitflops electrasituation, min søster og jeg lavede lektier, alle venter på 12 punkt nærmer sig.vi er ikke ledig, og sammen præstationer for at slå tiden ihjel, mor, far og jeg udførte en skitse, det fik alle til at grine, fordi tante, onkel, og søster spille eventyr "kloge kvinder i landdistrikter", bedstemor, bedstefar synge, en familie med dem. ubevidst, nr. 12, bedstefar at tænde mange fyrværkeri, kun at høre ‘ ‘ detonation ’ ’ bang qiming, et fyrværkeri som et sværd brød direkte op i mørke, pludselig bloom og eksplodere fyrværkeri som en guld chrysanthemum blomstrer i luften - efterfulgt af en række flip flop sko fyrværkeri fra tønden til affyring, som utallige blændende meteor på himlen over, blomstrer, er blomstrende scene, er sort, rød, grøn, sølv, hvid, gyldne gul, som tusindvis af sommerfugle dans.den østlige del af himlen skinner med en buket, en efter en, og en række fyrværkeri, som eksplosionen pot.himlen var livlig, altid ikke stoppe den festlige scene. det nye år er meget vigtigt, som wang anshi i "yuanri": fyrværkeri, et år, varmt forår brise ind i vin.alle elev elev dag, altid nye ferskner erstatte gamle karakter.

[tesrotica]

Møde i underskoven

Det var tredje dag i træk, hun lå på lur. Med maven presset hårdt mod den fugtige mos holdt hun øje med den lille lejr under træerne. De røde telte stod i stærk kontrast til den tætbevoksede svenske skov. Hun vidste ikke, hvorfor soldaterne havde slået sig ned i skoven, men deres fine heste og flotte rustninger tydede på, at de fremmede havde rigdomme med sig, der var værd at undersøge nærmere. Det var i de sidste par år ikke gået godt med røvertogterne, og Mathisborgen havde på det seneste været et sørgeligt sted at være. For meget øl havde gjort Birk doven og slap, og det var nu kun minderne om de hede sommernætter i Ulvegrotten, som underholdt Ronja i sovekammeret. Det var ti år siden hende og Birk havde haft deres første sommer derude. De sidste tre dage havde der dog sneget sig en ubuden gæst ind i Ronjas natlige tankeeskapader: den smukke ridder i den spejlblanke rustning fra lejren i skoven. Tanken om hans stærke kæbe og lange, gyldne, bølgede hår, som mindede hende om manken på en vildhest, havde holdt hende vågen til langt ud på natten. Det var den gyldne ridder, som hun nu liggende på maven kiggede efter. Han var ingen steder at se i lejren, og ved solnedgang forlod Ronja modvilligt sin udkigspost og begav sig hjemad mod borgen. Hun var ikke kommet langt ind den tætte skov, før hun hørte en lyd og så solen reflektere sig i en blank rustning mellem træerne. Det gav et sæt i Ronja og et gib i hendes underliv, da hun pludselig stod ansigt til ansigt med den flotte ridder. Han slap tøjlerne til sin hvide hest og trak behændigt sit lange sværd op af skeden. Ridderen sagde noget på et sprog, Ronja ikke forstod. Hun svarede ikke, men lod blikket falde på hesten ved siden af ridderen og det åbne kødsår på siden af dens mave. Spørgende kiggede hun fra såret op på ridderen og gik derpå forsigtigt hen imod hesten. Ridderen sænkede langsomt sit sværd, da Ronja stak hænderne op under sin kjole og begyndte at binde stofstykket, der var viklet om hendes underliv, op. Hun kunne mærke hans blik hvile på sig og hendes hænder rystede let. Da det var lykkedes hende at få stofstykket af,  viklede hun det forsigtigt om hestens mave, som hun havde gjort det den første sommer sammen med Birk. Dengang havde stofstykket dog ikke været vådt, som det var nu.

Ronja kunne mærke skovbrisen kilde sine nu blottede kønslæber. Hendes vejrtrækning var uregelmæssig, og hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv. Da hun endnu engang mødte ridderens blik, havde noget i hans øjne ændret sig. Han kiggede nysgerrigt og grådigt på hende. Nærmest ubevidst trak Ronja sin kjole over hovedet, så hun nu stod fuldstændig nøgen blandt træerne. Ridderen bevægede sig langsomt hen imod hende, og da der ikke var mere end to centimeter mellem dem, lod han sig synke på knæ ned i den fugtige skovbund og begravede næsen i hendes kraftige busk. Ronja gispede, da hun mærkede hans tunge finde vej til hendes kilder. Han slikkede lystent, og Ronja måtte gribe hårdt fat i hans gyldne hår for ikke at vakle. I en pludselig bevægelse rejste han sig og stak fingrene dybt op i hendes drivvåde skede. Den kølige fornemmelse kom bag på hende og fik hende til at sitre over hele kroppen. Da hun kiggede ned, opdagede hun, at den hånd, som var presset op i hendes underliv, var lavet af guld. Ridderens arbejde med guldhånden var ikke som noget, Ronja nogensinde havde prøvet i Ulvegrotten med Birk, og hun stønnede højlydt. Da han trak de gyldne fingre ud af hende, satte hun sig ned på knæ, ivrig efter at få resten af ridderens udrustning at se. Hun blev ikke skuffet. Hans store, udspændte lem nærmest sprang ud af benklæderne, og hun tog hele det dunkende skaft i munden på én gang. Nu var det hans tur til at stønne højt. Hun blev ikke ved længe, men rejste sig og stillede sig op af et træ, mens hun sendte ridderen et drillende blik. Barken føltes ru mod hendes ryg, da han pressede hende op ad stammen. Ronja udstødte et lille forårsskrig, da ridderen pressede kæppen op i hendes varme grotte. Hesten vrinskede uroligt, mens Ronja gispede og stønnede i takt med de hårde, dybe stød. Ronja og ridderen udstødte hver et brøl, da de på samme tid nåede klimaks. Da ridderen udmattet sank sammen op ad Ronja, fik han overbalance og væltede med hovedet ned i en sten. Han gik ud som et lys. Ronja iførte sig sin kjole og tog hestens tøjler. Inden hun forlod den besvimede ridder, sørgede hun for at fjerne guldhånden fra hans højre arm og pakke den ned i sin bylt. Hun glædede sig til mange kommende søvnløse nætter i sovekammeret.

-Gina Vulvarina