#weekendavisen

[julochka365]

17/3.2024 (2) - made a little spring perlemagi arrangement with a few mirabella branches

[hoghtastic]

N E W S !

According to Weekendavisen's Instagram, the new miniseries "En af os Ryster", featuring Alex, will be available on DRTV in October. Hopefully we'll all be able to watch it! 😉 Moreover, the miniseries has also got its own IMDb page, and even though there's not much info available, we now know that its runtime is 1 hour and 17 minutes. 🕰️

[nils-elmark]

Hummel Hummel - Mors Mors!

Schrott sei dank!

Moin, siger skipperen, da vi går ombord på Hansa IV. Han er en indfødt hamburger, udtaler sin by "Hamburch" og er glad for sin enorme havn. Hamburg er en ægte havneby, hvor havnen ligger midt i byen på samme måde som i København. Men i modsætning til vores hovedstad, der er blevet omdannet til badeland for turister og studerende på SU, så fungerer Hamburgs Havn efter 800 år stadig som et gigantisk transportcentrum med en vanvittig godstrafik. Omkring 8 millioner containere - 155 millioner tons varer - filtreres igennem de 4 store containerterminaler, inden de læsses på togvogne og lastbiler, så Europas forbrugere kan få alle de livsvigtige hvide sneakers, de har bestilt på Zalando eller Boozt.

Egentligt er Hamburg Havn helt tosset placeret. Før de store fragtskibe kan blive losset, nogle er 400 meter lange, skal de først sejle 150 kilometer op ad Elben i en smal gravet rende guidet af tre forskellige lodser, som tager sig godt betalt for ulejligheden.

Men Hamburg er stolt af sin position som Tysklands største havn og den tredjestørste i Europa. I morges hørte vi en præsentation af en havnens bestemmende mænd. Han refererede rutinemæssigt til "Hamburgs Havn" indtil spørgsmålet faldt på kineserne, som ville have øget indflydelse. Så hed det pludselig "vi bevarer selvbestemmelsen over vores havn", og som skipperen på Hansa IV siger, da vi sejler forbi det gigantiske containerskib Berlin Express med 24.000 containere: Uden havne som vores, var der ingen globalisering!

Det er derfor, vi er i Hamburg og har været her i tre dage. Byen er et laboratorium for, hvordan Europa i fremtiden skal styre sin varestrøm bæredygtigt og effektivt i konkurrence med Amazon og Temu. Vores gruppe af logistikfolk har holdt møder og talt med unge professionelle iværksættere, der har ideerne til, hvordan virkeligheden kan leve op til visionerne fra Bruxelles, København og Stockholm. Men de samme unge passionerede himmelstormere svigtes groft af internationale selskaber og politikere, som først og fremmest skal levere positive kvartalsregnskaber og hente stemmer til næste genvalg om to år.

I mere end ti år har jeg fulgt unge fintech startups i London, men i de seneste 3-4 år er min interesse for logistik iværksætterne vokset. Tro mig: Fremtiden tilhører dem med den bedste logitik, og et af stederne, hvor man finder det, er i Hamburg. Byen er på vej til at blive endnu et sted i Europa, hvor jeg føler, jeg hører til. Jo ældre jeg bliver, jo mere europæisk bliver jeg.

Jeg var ofte i Hamburg som barn og ung, min far havde kontor nær Mundsburg U-Bahn Station og min onkel havde et renseri i Schulderblatt; men i et halvt århundrede lå byen i dvale i min bevidsthed. Jeg glemte sproget, byen og dens historie. Men dette har ændret sig de seneste 3-4 år. Jeg er ved at genfinde sproget, på bogreolen bag mig står Siegfried Lenz, en række digtsamlinger af Joachin Ringelnatz og krimier af Cay Rademacher.

I de fleste af mine t-shirts, står Nils Sundström i nakken. Det er et varemærke fra Peek & Cloppenburg på Mönchebergstrasse - som i øvrigt ejer Magasin - og når man taler om "Das deutsche Wirschaftswunder", som var tysklands genrejsning efter 2. verdenskrig, tænker jeg uvægerligt på genrejsningen af Hamburg. Min aftershave køber jeg i Nivea Haus på Jungfernstieg og jeg skal altid forbi Die Zeits redaktion på Speersort og købe Hamburgs svar på den danske Weekendavisen, og hver gang irriterer avisen mig ved at være for venstreorienteret. Men jeg køber den stadig.

Hamburg er min indgang til Tyskland.

Den begynder nede ved havnen og Speicherstadt, der er det Unesco-beskyttede pakhuskvarter, gennemskåret af kanaler med flere broer end Venedig. Det er herfra, jeg ser mit indre bykort. Hammerbrook mod øst, hvor acceleratoren Plug and Play ligger, og havnen mod vest og herfra nordpå i området op mod Alsteren og Hovedbanegården. Hamburg er naturligvis mere, men lige nu er det dér, hvor jeg føler mig lokal.

I forgårs spiste vi på det lokale bryggeri Gröninger, og i går var vi på Schönes Leben, som ligger et par klasser over bryggeriets currywurst. Bagefter gik jeg en omvej langs kanalerne over St. Annen broen. Natten gør noget ved gamle byer. Når mennesker og trafik forsvinder, får fantasien frit løb og jeg gribes af en følelse af at være frisat af tiden. Det er i familie med den følelse, som den tyske filosof Hartmut Rosa kalder "resonnans" - man breder sig ind over tiden, forstår den og fornemmer fremtiden.

_ _ _ _

Skipperen på "barkassen Hansa IV" fortalte med et bredt grin, at hamburgerne for ikke så længe siden hilste hinanden med det plattyske "Hummel Hummel - Mors Mors". Det er mest fun fact, men da vi gik i land, stak jeg for sjov hovedet ind på havnekontoret for at sige farvel til Sabine, som havde hjulpet med at arrangere turen:

Hummel Hummel!

Mors Mors, svarede hun glad med tommelfingeren i vejret, og jeg lærte samtidigt, at det udtales "moss moss".

Det er ikke så svært at komme på bølgelængde med mennesker.

In Hamburg lebten zwei Ameisen, die wollten nach Australien reisen. Bei Altona auf der Chaussee da taten ihnen die Beine weh, und da verzichteten sie weise dann auf den letzten Teil der Reise Joachim Ringelnatz (1933)

[christineforevigt]

weekendavisen

så fucking ligegyldig

[astriddalum]

Jens, Thylejren

Weekendavisen, januar 2024.

[feelingsmixed]

Running up that hill

Three times a week, I go running. Not particularly long or particularly fast, I don’t set goals for improvement or anything of that kind - I just run. However, spending a considerably amount of your time running necessarily leads to thinking about running as well. I also spend a lot of time reading, and eventually, I thought I would like to read about running. However, I could only find books written by men on the subject. “Why are there no books about women running?” I complained to my boyfriend. A couple of weeks later, Amalie Langballe asked the same question in Weekendavisen. Training for a Marathon, she similar to me had been unable to find satisfactory literary accounts of women running. Why does the gender of the author matter? Langballe points to that 1) these cismen know nothing of running with period pains or trying to find a fitting sports bra and 2) that these accounts often get very man-ish, lofty, and pretentious. She names the running classic What I talk about when I talk about running by Murakami as an example.

Despite this pretentiousness, I enjoyed reading Murakami’s What I talk about when I talk about running, but then I came to this section where he describes being passed by female runners on his jog:

Fatigue has built up after all this training, and I can’t seem to run very fast. As I’m leisurely jogging along the Charles River, girls who look to be new Harvard freshmen keep on passing me. Most of these girls are small, slim, have on maroon Harvard-logo outfits, blond hair in a ponytail, and brand-new iPods, and they run like the wind. You can definitely feel a sort of aggressive challenge emanating from them. They seem to be used to passing people, and probably not used to being passed. They all look so bright, so healthy, attractive, and serious, brimming with selfconfidence. With their long strides and strong, sharp kicks, it’s easy to see that they’re typical mid-distance runners, unsuited for long-distance running. They’re more mentally cut out for brief runs at high speed.

When Murakami himself is running, it is connected to his creation of art, to existential questions, almost to the human condition. When he sees women running though, he silently mocks them for their competitiveness, while at the same time admiring how they look. That he himself participates in multiple races a year where he cares a great deal about his performance, is apparently an entirely different case.

Whenever women runners do appear in literature, them running is always a sign of something being wrong with them. In Samlade verk by Lydia Sandgren, the main character Martin’s wife has purposefully disappeared without a trace. Prior to the disappearance, she was a runner, and in the story, these two facts appear connected. She runs long-distance because she is obviously running from something. As such, running appears as a compulsory, almost pathological, activity. It is not only in literature that running women are viewed with suspicion. At a party, I mentioned this to some friends. Sara mentioned the famous photo of Kathrine Switzer who in 1967 joined the Boston Marathon as the first woman runner. To avoid drawing attention to herself, she wore a hoodie. When it fell off, she was attacked by fellow male runners who wanted to stop her participation. Simon added an anecdote from the book Born to run about a woman in a small town in USA who starts running long distances. Everyone in the town thinks there is something wrong with her; in reality, she just likes running.

When women exercise isn’t view as proof of something being wrong with them, it is most often seen as a sign of her attempt to conform to beauty standards. In her essay Always be optimizing, Jia Tolentino analyzes the history of women’s self-optimizing, arguing that the recent decade’s proliferation of fitness culture should be understood as a continuation of the age-old pressure for women to mold their bodies in a certain way. We might have re-termed it to be about being ‘strong’ or ‘healthy’, but this is essentially what it is about. While I think there is a lot of truth in Tolentino’s diagnosis, which also includes a critique of the billion-dollar fitness industry and the way this optimizes our participation in capitalism, I think she is a tad pessimistic or determinist about women’s relationship to sports. Can’t we have a genuine interest in the sports discipline we partake in or truly enjoy the rush following physical exhaustion?

Of course, running is not only about the activity in itself (is there any activity there is?). But how come, for women, it must necessarily be connected to mental illness or body issues while for men, it is connected to art and existential questions? But the bigger question is, why are there so few women who write about running when evidently, there are so many women who run? One answer could be that women have less time than men due to our disproportionate participation in reproductive labor. Journalist Anders Legarth wrote the book Jeg løber [I run] based on a column series he wrote in the newspaper Politiken about starting to go long-distance running as a way to cope with the tragic death of his six-year-old daughter. I read the column sporadically and while I was sympathetic to it, I couldn’t help but think about what his wife was doing all those hours he was running – I guess she was probably taking care of their other two children. Perhaps women don’t feel the same need to write about every single hobby they pick up as something life changing. Or maybe it is just me who has not found the books yet. I will continue searching.

References:

Langballe, Amalie. 2023. ‘Afdæmpede besyngere’. Weekendavisen.

Legarth, Anders. 2018. Jeg løber. Politikens Forlag.

Murakami, Haruki. 2009. What I talk about when I talk about running. Vintage.

Sandgren, Lydia. 2020. Samlade verk. Albert Bonniers förlag.

Tolentino, Jia. 2019. ‘Always be optimizing.’ In Trick Mirror: Reflections on self-delusion. Random House.

[pepikhipik]

Reportáž o dopadech růstu průměrné globální teploty na moře a oceány

Zastavit stoupání hladiny moří už momentálně nelze. I tak se teď musíme snažit emise snížit, upozorňují američtí oceánografové

Výzkumná mořská laboratoř konsorcia univerzit státu Louisiana stojí logicky u vody. Není tu ještě otevřené moře, to začíná vzdušnou čarou zhruba po dvou kilometrech. Tady ještě výhled na souvislejší vodní plochu přerušují travnaté ostrovy, pásy mokřadů se zálivy a uměle vybudované kanály mezi nimi – typický výjev pro tuto část pobřeží Mexického zálivu.

Autorka reportáže: Daniela Vrbová

V Českém rozhlase pracuje od roku 2007, předtím pracovala na Královské dánské ambasádě v Praze. Vedle toho překládala a psala články pro česká média, například pro Respekt.

Vystudovala žurnalistiku na Fakultě sociálních věd UK v Praze a dánštinu a anglistiku-amerikanistiku na Filosofické fakultě UK. Část studií absolvovala na Kodaňské univerzitě, v Dánsku nějakou dobu žila a pravidelně se do něj vrací. Několik měsíců žila i v Argentině.

V letech 2003 a 2005 až 2006 moderovala a editovala pořad Cosmopolis na kodaňském univerzitním rádiu (Universitetsradioen). V roce 2009 absolvovala třítýdenní stáž v BBC World Service v Londýně v produkčním týmu pořadu World Have Your Say. V roce 2013 byla na stáži v respektovaném dánském týdeníku Weekendavisen.

[nordnews]

According to the Danish queen's second son Prince Joachim, the world is now moving into a new modern age, which necessitates that Denmark rethink its strategy again. In a recent...

[daniel-hjorth]

Ida Prætorius for weekendavisen, june 2020.

Photographs by Daniel Hjorth

[musiciansbykarolina]

Óttarr Proppé.

Reykjavík, 2013.

© Karólína Thorarensen

[julochka365]

28/5.2023 (2) - what a beautiful day it’s been.

[verynicepage]

sund frokost

[sorjes]

Reposted from @gyldendalfamily - Ny science fiction-roman om en fremtidsverden af Søren Jessen er netop udkommet! 🙌 Po lever i en udtørret verden uden vand, og klarer sig ved at fragte pakker for andre. 🏜 Han har mistet sin eneste ven og lever et ensomt liv i sit store terrængående køretøj. Så møder han Ina. Hun påstår, at der er en anden og frodigere verden bag Muren; og hun har i sinde at finde frem til den. 🌳💦 - #regrann #clifi #scifi #børnebog #gyldendal #weekendavisen #klima #klimaforandringer #climate #climatechange https://www.instagram.com/p/BtVPVNiH1cP/?utm_source=ig_tumblr_share&igshid=1tvd9oikrm3z9

[nikolailinares]

Women's self defense class last week. The young man to the right had a pretty tough day at work. Keep on fighting girls. #weekendavisen #assignment #womensrights #iwd2017 #iwd #internationalwomensday #kvinderneskampdag #selfdefense #selvforsvar

[astriddalum]

Stephanie og Theis Dinsen

Weekendavisen, februar 2023.

[beingernst]

Illustration for a Weekendavisen article on green energy and nature conservation