#jo skriver

[ohnoresources]

She's so sweet.

[joskriverdaily]

Josephine Skriver & Shanina Shaik at a Hourglass’ Event in Los Angeles - July 27, 2022.

[anonymiskabet]

lang update!

jeg har længe villet skrive en update. om mig og R, vores sexliv, mit sexliv. der er sket en hel masse siden min sidste update, og jeg tror bare jeg har haft en masse at tænke over (warning: langt post!)

om mig og R

først og fremmest, så er jeg så lykkelig med R. jeg føler at vi på kun 9 måneder forstår hinanden og hinandens behov så godt. vi har en vildt god kommunikation, hvor vi kan snakke om alt og ingenting. jeg føler jeg kan fortælle ham hvad som helst og han vil lytte uanset hvad. samtidig føler jeg også bare, at vi er på samme bølgelængde om næsten alt - og selv når vi er uenige, er vi gode til at se hinandens synspunkter og ikke grave grøfter mellem os. jeg synes det hele føles så sundt og rent!

derudover har vores sexliv bare været vildt godt de seneste par måneder. allerede fra vi mødtes første gang var han god, men det er som om, at for hver dag der går bliver han bare bedre og bedre til at få mig til at komme. begynder seriøst at tude nogle gange, fordi jeg får så kraftig en reaktion 🥺🥺

også selvom vi har haft et par dage på det seneste hvor jeg ikke har boet hos ham, har han stadig haft tid til at komme forbi til en quickie 😇

om mig og en ny

på trods af at R og jeg har så godt et sexliv, havde jeg alligevel tid til at ses med en ny fyr for noget tid siden. vi havde matchet på tinder for næsten 2 år siden og skrevet lidt on/off. fik lyst til at skrive til ham igen fordi han stadig så sød ud, og vi endte med at skulle mødes hjemme hos ham.

i forhold til hvordan jeg har haft sex med R, S og ham på j-dag, var det her meget, meget anderledes. jeg plejer at blive domineret/være lidt underdanig og lade fyren bestemme. den her gang var det helt omvendt. det var mig, der lagde op til det, og mig, der tog kontrollen. derudover er jeg blevet helt vant til at blive slikket eller rørt inden sex. this guy gjorde seriøst intet for mig, men jeg suttede og red ham …og jeg kunne faktisk godt lide det 🥺

jeg kom obviously ikke, men jeg var simpelthen så liderlig da jeg kom hjem igen, at jeg kom næsten med det samme. et eller andet med at føle mig så "slutty" gjorde åbenbart et eller andet for mig den dag… jeg tror ikke vi skal ses igen tho. det var en sjov og lærerig oplevelse for mig, men tror ikke jeg får så meget mere ud af den relation.

så han når aldrig at få set mine bryster, selvom det var noget han gerne ville 😇

om C

hvis i troede det var slut med at høre om C, så tro om igen. jeg har nemlig fortalt hende ret meget om mit og R's sexliv. som den eneste af mine irl veninder, ved hun nu at R og jeg er i et åbent forhold.

få dage efter valentins fortalte jeg hende på en meget diskret at jeg og R var i et åbent forhold. det virkede til at komme en del bag på hende, men hun var glad på vores begges veje. som jeg forstod det på hende, var det der overraskede hende at vi er så stærkt og tætknyttet et par, men alligevel må ses med andre. hun var dog meget fordomsfri, så det er dejligt - også at have i hvert fald én veninde som kender lidt mere til vores dynamik.

i fredags var jeg så i byen med hende alene. jeg spurgte hende bl.a. hvordan det gik med fyrene, og hun sagde hun havde været på mange dates, men kun kysset nogen af dem. lidt øv for hende. har set nogle af de fyre hun skriver med, og de virker søde nok. hun spurgte så hvordan det gik med mig og fyre, og jeg fortalte at jeg havde set en siden vi snakkede sidst og fortalte lidt om ham (ham fra "om mig og en ny" ☝️☝️).

jeg sagde så, at han ikke kunne måle sig med min tidligere langtidsbolleven S, som jo var R's ven. hun virkede ret chokeret over det haha. både at jeg havde haft en fast bolleven i over et halvt år, og at han var en af R's venner. jeg viste hende nogle billeder af ham, og hun synes han var cute - og jeg fortalte om hvorfor vi sluttede tingene mellem os, og hun synes det var sødt

hun spurgte om R havde været sammen med andre endnu. jeg sagde "nej, han kigger stadig". hun spurgte hvordan jeg ville have det hvis han var sammen med en anden, og jeg svarede bare sådan "godt. håber han finder en snart". hun virkede til at synes det var lidt mærkeligt haha, og spurgte om jeg ikke ville blive jaloux. jeg svarede lidt bold at "jeg synes det ville være synd hvis andre ikke kunne få glæde af ham" (🤭). senere på aftenen snakkede vi også om tidligere kærester/flings, hvor jeg sagde at "de eneste gange R har fået mig til at græde, har været når han fik mig til at komme lidt for hårdt" 🥺

om C og R

efter vores bytur endte jeg med at overnatte hos C. vi havde kysset lidt i løbet af aftenen, men intet vildt, og intet sensuelt lol. hun slikkede dog salt af min hånd da vi tog tequilashots haha. vi endte med at falde i søvn mens vi lå og snakkede/puttede.

C er meget, meget flot, og det tror jeg ikke der er tvivl om. jeg er bi, men er ikke som sådan tiltrukket af hende, hvis det giver mening. hun er dog objektivt fantastisk smuk, og jeg er ret tiltrukket af, at R er tiltrukket af hende 🥺

jeg fik tanken, at hvis R skulle være sammen med nogen jeg kender, måtte det allerhelst gerne være C. hun er sød, åben og til at stole på. jeg har kendt hende længe, og jeg ved hun altid ville kunne holde på en hemmelighed. og så er hun som sagt også meget, meget flot, og jeg ved der allerede er en tiltrækning fra R's side.

jeg har ikke spurgt om der er tiltrækning den anden vej.

altså jeg tror det, men har ikke turdet lægge for meget op til noget (endnu?). og selv hvis der var tiltrækning, er det jo ikke sikkert hun ville have lyst alligevel.

tl;dr

det går fantastisk mellem R og mig - også med vores sexliv. vi er et mega stærkt par, hvilket også er hvorfor vores åbne forhold kan fungere. C har fået at vide som den eneste af mine irl veninder, at R og jeg er i et åbent forhold, hvilket hun var ret overrasket over. jeg går med tanker om at det stadig kunne være en idé at sætte C og R op med hinanden, hvis de begge kunne have lyst. jeg ved dog ikke om C overhovedet har de tanker eller ønsker.

sorry for det lange post 🥺

[greaseonmymouth]

"I posen er to spandauere, en håndværker med rejeost til Carl og en grovbirkes med smør og ost til Assad. Carl spiser sin håndværker stående, tror ikke han kan rejse sig igen hvis han sætter sig. Han tager låget af sin kaffe og stiller den i mikroovnen, et minut så burde den være varm igen."

måske "DVD commentary" om scenen med deres domestic fluff og mad/kaffe valg i "Iskaffe?"

!! det her bliver lidt en lang post fordi du lige ramte kernen i hele serien. :') jeg vil prøve at gøre det så kort som muligt.

du skal lige forstå om mig først at jeg generelt har en ting om mad når jeg skriver - det er en form for smutvej til at skrive om følelser. det hænger nok sammen med den måde jeg er vokset op på, min familie elsker at bage og lave mad til hinanden og det er den måde vi fortæller hinanden at vi holder af hinanden. vi er ikke gode til at sige til hinanden (og slet ikke højt) at vi elsker hindanden - så det er bare mad, hele vejen. vi ved hvad hinanden kan lide og vi samles om mad, hver gang, hvis ikke vi bare lige smutter forbi hindanden med noget vi har bagt osv. (eller, det vil sige, mine søskende gør, fordi jeg nu bor i et andet land og ikke bare lige kan komme forbi.)

noget af det allerførste jeg lagde mærke til den første gang jeg så filmene jeg ved ikke hvor mange år tilbage, er at Assad stort set aldrig taler om sig selv. vi ved næsten intet om ham. men noget af det første han gør når han møder Carl er a) tilbyde ham kaffe b) lave kaffen mildere til Carl næste gang c) tage ham med på sin yndlingsrestaurant hvor han spiser hver dag. han prøver at skabe et venskab eller et partnerskab eller et eller andet form for forhold til sin nye chef/makker igennem mad. det er vel også den mest socialt acceptable måde at gøre det på, på en arbejdsplads i Danmark når man ikke kender hinanden (idé: en fic hvor Rose prøver at skabe en kageordning i Afdeling Q og det falder fuldstændig fra hinanden allerede første gang.)

den restaurantscene har jeg set så mange gange nu fordi jeg bare VIL forstå hvad der foregår. Carls reaktion 'du spiser her hver dag?' skeptisk? forundret? uforstående? fordømmende? Assads modreaktion 'de har også salat' som om det var en joke, som om han måske føler sig lidt dømt. hvorfor spiser han der hver dag? har han ingen familie at spise med? har han aldrig lært at lave mad? der er nok rigtigt mange måder at tolke den scene på, men jeg vælger at tage a b og c som tegn på at Assad gerne vil være venner i det mindste, han giver Carl små bidder af sig selv (og får så ingenting tilbage...i hvertfald til at starte med)

Carl ved vi er et vrag af et menneske som ikke kan finde ud af at snakke om sine følelser (ærligt) til andre mennesker. han ringer til Vigga fordi han bare lige vil høre 'hvordan det går'. han bliver overrasket over at Jesper gerne vil bo hos ham nogle dage, og virker ikke rigtigt som om han kan håndtere det. i Fasandræberne når Jesper vækker ham er han stadig overrasket over at Jesper er der, selvom det nu efterhånden må være et godt stykke tid siden skilsmissen! og så - mega vigtigt i mine øjne - vælger Carl at anerkende det ved at spørge om de ikke skal spise middag sammen. han vil endda købe ind! de skal lave mad sammen! (at han så ender med at spise sammen med Assad på hans yndlingsrestaurant i stedet er så en anden sag) og til sidst i filmen ser vi ham banke på Jespers dør med forsoningsøl fordi han kludrede i det og han vil jo gerne Jesper. Carls reaktion på Kimmies stedmor som ikke gad hende tror jeg har ramt ham dybt. så det har jeg selvfølgelig låst mig fast på, at måske Carl lider af samme fejl som jeg og min familie og vi simpelthen bare...vælger at udtrykke vores følelser igennem mad i stedet for at sige det højt.

nu kommer vi så til stykket! 

Baklava skulle have været en meget længere fic men jeg stødte ind i det problem at de to halvdele af den ikke rigtigt passede sammen. Den er fra Assads synspunkt og handler rigtigt meget om den tvivl jeg forestiller mig han føler om hans og Carls forhold efter at Carl har været på sygeorlov i nok en hel del måneder uden at give lyd fra sig og uden at tage telefonen når Assad ringer, især hvis man antager at de var sammen inden og nu måske ikke er det. og han føler sig såret også fordi Carl er så udreagerende hele vejen igennem Flaskepost fra P. Assad går meget varsomt om Carl hele første halvdel af filmen, det er først efter det der med walkie talkien han ligesom begynder at slappe af igen synes jeg? så det jeg ville med Baklava var at få dem tilbage til et punkt hvor de godt kunne finde sammen igen. Og når så jeg havde gjort det, skulle der være noget domestic fluff og kissemissen og hvad ved jeg, men det hang bare ikke sammen. Så jeg afsluttede der hvor Assad tager beslutningen om at lukke Carl ind igen i sit følelsesliv: "Tag tøjet af, siger Assad og slår dynen til side." og gik så videre med næste fic i serien.

Iskaffe er den anden halvdel af Baklava, men efter jeg fandt ud hvorfor jeg ikke kunne få det til at virke første gang (første skridt var at skifte synsvinkel og starte forfra). I forlængelse af Baklava, hvor vi kort ser at Assad ved at Carl hader oliven: "Assad sætter sig ved siden af ham, og tager de oliven som han ved Carl ikke gider spise, og giver ham i stedet kibbeh fra sin egen tallerken." - altså jeg tænker jo at fordi de har kendt hinanden i en del år på det her tidspunkt, må de have en idé om hvad hinanden kan lide at spise! vi ser dem ikke spise sammen ofte i filmene, men filmene viser dem jo heller ikke ofte i hjemlige situationer. det var det her kendskab til hinanden jeg gerne ville afspejle, men fra Carls synsvinkel.

Så: Carl har googlet sig til hvornår Ramadanen slutter så han kan foretage sit smoove og tage Assad på sengen. men! han har også tænkt så langt at han har bestilt en kaffe som han ved Assad kan lide (stærk kaffe, med sirup - bare min headcanon men jeg forestillede mig efter Carls ansigtsudtryk i Kvinden i Buret at Assad laver stærk tyrkisk kaffe, som jo er ufiltreret og forholdsvis sød fordi den koges med sukker). I forhold til morgenbrød - jeg må kort afsløre at da jeg gik i gymnasiet arbejdede jeg to år i den lokale familieejede bager, så jeg ved hvordan wienerbrød og morgenbrød bliver lavet. franskbrød og morgenbrød er lavet på den samme dej, den eneste forskel er størrelsen, formen, og om der er birkes på (og om det er blå eller hvide birkes) eller ej, så jeg synes det er lidt sjovt når folk synes det ene eller andet smager bedre når det er nøjagtig samme brød :D nå men spandauere solgte vi langt de fleste af så det tænkte jeg var meget normalt Carl havde valgt sådan to fremfor kringlestykker eller hindbærsnitter eller noget andet.

tilbage til morgenbrødet. man kunne også for en ekstra skilling få smurt morgenbrød hos os så det går jeg ud fra man også kan hos andre bagere. hvis du ikke har prøvet grovbirkes med smør og ost - og helst en forholdsvis moden ost, som fx blå eller sort klovborg - så går du glip af noget her i livet min ven. det er min yndlings og jeg valgte det til Assad udelukkende af den grund. (jeg tænkte også lidt at fordi Assad ligesom jeg ikke er dansker, ikke har det samme forhold til dansk morgenbrød som en dansker har så han måske også ligesom mig vælger det lidt mere utraditionelle fordi han jo ikke er vokset op med rundstykker, jordens meste kedelige morgenbrød (sorry).) Jeg tænkte også at Carl og Assad har på det her tidspunkt i deres forhold spist morgenmad sammen ofte nok til at Carl ved hvad han kan lide fra bageren, og valgte ud fra det. han har jo en Plan om at få Assad tilbage, han har taget de sikre valg!

Til Carl havde jeg oprindeligt valgt rundstykke med ost og skinke, men så tænkte jeg, nej, han er jo taget ud til Assad fordi han vil have him tilbage, han er ikke dum nok til at putte hamburgerryg på sit rundstykke. der er ikke nogen muslimer jeg kender der vil blive fornærmet over at jeg spiser bacon foran dem, så det er ikke sådan det skal forstås, men mere i retning af, denne morgen vil Carl ikke begå et eneste fejltrin. Han vil simpelthen ikke risikere at Assad bliver skuffet eller ked af det eller smider ham ud. Jeg forestiller mig også at han er meget bevidst om at hans bemærkning i Flaskepost fra P om at Assad aldrig ville opleve stegt flæsk med persillesovs var meget sårende. Hans ordvalg her er også interessant, fordi han kunne jo have sagt flæskesteg med rødkål, eller bare bacon for den sags skyld, men han valgte en dansk ret som jeg ville betegne som meget mere traditionel dansk end flæskesteg. det fortæller mig lidt at Carl nok er ret meget kartoffeldansker og godt kan lide ganske almindelige danske ting, så derfor blev det rejeost, som jeg har svært ved at forestille mig en mere dansk ting at smøre på sit morgenbrød. (rejeost er sjovt nok også en af de få danske oste du kan få i scandikitchen her i London.)

Og til sidst: grunden til jeg valgte det skulle være en håndværker i stedet for et rundstykke var KUN fordi jeg tænkte at den måtte være svær for google translate at oversætte og jeg meget trodsigt ikke ville gøre det nemmere. jeg skrev på dansk; jeg ville gerne gøre det så dansk som muligt, så. derfor blev det en håndværker med rejeost til Carl.

og til aller sidst: jeg kender kaffesnobber som aldrig nogensinde kunne finde på at varme deres kaffe i mikroovnen og hellere hælder den ud i vasken for så at lave en frisk kop kaffe til sig selv, men jeg kender også folk som er skideligeglade fordi kaffe bare er kaffe og den skal drikkes varm. så hvis de ikke når at drikke deres kaffe før den bliver kold så ryger den en tur i mikroovnen. den sidste synes jeg er mere Carls stil. :D

og til aller aller sidst: jeg havde ikke planlagt fra starten at der skulle være en serie, men da jeg tog beslutningen om det og skulle finde en titel fordi ao3 vil jo gerne have man giver serier en titel...jeg havde intet andet valg end at kalde den afdeling q men det handler om mad i stedet for mord :'D fordi. kernen i serien er. det handler om mad :'D i stedet for følelser mord :'D

...det var så det om MAD, men noget andet jeg også rigtigt gerne ville vise med Iskaffe (og Ingefærte) er at når man har været sammen så mange år, så kender man hinanden rigtigt godt og man har etableret nogle rutiner og et indbyrdes sprog/forståelse for hinanden. så da Carl fik ondt i ryggen var det ikke en overraskelse for nogen af dem, det er sket før, de kommunikerer om det (en af de få ting de kan finde ud af at kommunikere om? :'D), de har en rutine. de har slet ikke et gnidningsfrit forhold, men nogle ting må godt være gnidningsfri, hvad er pointen ellers? :) de hjemlige scener er der hvor jeg giver dem lov til at læne sig op ad hinanden og udvise lidt ømhed og omsorg for hinanden, fordi når de er på arbejde er der ikke plads til det.my fi

[maelkevejen]

De der sange der

Nogle gange falder jeg over tilfældige sange og kommer i tanke om, at de på et tidspunk noget særligt, fordi de mindede mig om en bestemt person - som regel en ekskæreste - og at jeg har haft en hel playliste dedikeret til den her person på Spotify. Jeg bliver lidt ærgerlig over, at jeg har slettet de her playlister, for det ville være skægt at høre dem nu og se, om jeg kan huske følelserne. Jeg mener, det giver mening, at jeg har slettet dem, fordi breakups er “the wooooorst 🎶”, så jeg holder det ikke op imod mig selv eller noget. Det ville bare være skægt at hive dem frem senere. Jeg har fx lige hørt The Pina Colada song, og jeg har en fornemmelse af, jeg engang har skrevet noget ned her om at være ved at brække mig over, at den blev spillet i radioen, fordi den mindede mig om Emanuel, og det gjorde mega ondt. Det er… pudsigt… ? hvordan det slet ikke rør mig nu. Altså det giver god mening, men det er bare en løjerlig tanke. Det føles enormt fjernt. Hvad lå der egentlig ellers på den playliste? Hvad hed den overhovedet? Hvis jeg kender mig selv ret, hed den et eller andet mærkeligt hehe. Jeeeeeg… tror nærmest at hele soundtracket til Guardians of the Galaxy lå på, en masse Vulfpeck (især Back Pocket, bless that song) og sikkert også noget fra Muse’ Drones. Uh, og den der sang han støvsugede til…! Hvad sævens var det nu for en… Jeg ledte Emanuels tag her for at finde den video (Den er i øvrigt stadig vildt skæg) og fik kastet en masse andet gammelt musik i hovedet. Better Together! Åhr, det kan jeg godt huske. Jeg hørte den på vej til toilettet da jeg var ude og spise med mit arbejde (meget romantisk) kort tid efter Emanuel var taget til Tanzania, og den røg direkte på playlisten. Føler det var sangEN. Det havde jeg helt glemt. Og Tårn! Det er virkelig mærkeligt, hvordan det ingenting betyder længere. Eller… er det vel ikke. Og det er ikke fordi, det ikke betyder noget længere, der er bare ikke nogen følelser tilknyttet sangene. Kun minder. Det er spøjst.

Jeg har haft den samme oplevelse med sange, der engang lå på en tilsvarende playliste til Gustav. Den ville jeg ekstra ønske, jeg ikke havde slettet; jeg kan endda huske, da jeg tog tilløb til at gøre det. Jeg ville ikke rigtigt ønske, jeg ikke havde slettet den, for det var det rigtige at gøre, men jeg ville alligevel ønske, at man kunne grave den frem fra et eller andet arkiv. Jeg har nogle sange tingene på en gammel CD, jeg engang gav ham i fødselsdagsgave, og måske (?) har jeg også en gammel I-pod-playliste liggende et sted fra dengang vi sagde farvel til hinanden på efterskolen for… fucking… 13 år siden, hvad fuck sker der 🙃. Jeg ved i hvert fald at der lå noget Saybia på og Drott & Marsk. Ærligt, det er derfor, jeg skriver kunstner og navn på alle sange jeg lægger op, i tilfælde af at videoen forsvinder fra YouTube eller sådan noget, for så kan jeg altid se, hvad det var for en sang.

Jeg…! Kan godt lide at gemme lidt på den slags ting. Lidt på samme måde som at føre dagbog. Det er noiern, hvordan ting bare glider ud af ens hukommelse og bliver til én stor pærevælling af ligegyldighed, jo mere voksen man bliver, fordi tid bare sådan… flyder sammen. Jeg ved ikke, om det lyder fucked, men jeg bliver glad af at falde over minder, jeg troede, jeg havde glemt, og jeg kan genkende, at jeg på et tidspunkt mærkede noget andet, end jeg gør nu, rigtig, rigtig, rigtig meget. At komme i kontakt med de her perioder af mit liv på en meget klarere måde en som et spredt, falmet minde. Det lyder lidt som om, jeg er fyldt 110… men… jaer. Jeg føler, jeg er nødt til at holde lidt fast på mig selv og hvad jeg har været. Ikke fordi jeg ikke er noget nu eller der hvor jeg er nu i mit liv ikke er vigtigt, og heller ikke fordi, jeg skal leve i fortiden, men det er alligevel bare rart at komme i tanke om, at der har været andet. Og at jeg er vokset. På en måde? Hvis det giver mening.

Sidenote: Havde jeg overhovedet nogen sange med Jeppe…? Der er ikke rigtigt noget, der dukker op. Ah! Ja okay, Aerosmith, haha, det havde jeg glemt. Hehe. Åhr man.

[fantasifuld]

Jeg tror, at jeg bliver nødt til at fortælle det her til jer. Ved ikke hvem jeg ellers skal sige det til.

Men jeg var i byen for et par uger siden, og der mødte jeg en fyr. Jeg var virkelig fuld. Men vi havde det grinern, og dansede sådan set bare. Vi førte en meget kort samtale, da vi var oppe i baren. Det var sådan set bare hinandens navne vi fik, og så ville han gerne vide hvor gammel jeg var hahah. Og så var det ellers bare på floor igen, hvor vi dansede med hver vores gruppe. Da jeg er på vej hjem, tager han fat i mig (jeg havde håbet, at jeg kunne snige mig udenom haha). Nå, men jeg er sådan set meget fuld og ret iskold (sådan er jeg tit når jeg er fuld). Så jeg er meget afvisende, og han fisker (efter min tolkning) efter at få mig med hjem. Men det skal jeg jo self ikke. Men for ligesom at kunne slippe af med ham og komme hjem, så giver jeg ham mit nummer. Og i stedet for at give ham et forkert nummer, giver jeg ham mit rigtige (så dumt jo). Nå, men han skriver og ringer der om natten, og jeg svarer meget koldt. Har lige set beskederne igennem igen, og jeg er jo faktisk næsten tarvelig den måde jeg svarer ham på. Tror faktisk bare jeg sur over, at man nu ikke kan have det grinern og have haft det sjovt på floor, uden at fyren tror at man er interesseret i mere. Nå, men han giver ikke op og skriver dagen efter. Der har jeg jo selvfølgelig både fysiske og moralske tømmermænd. Både over for ham og min kæreste. Da jeg ikke føler jeg kan være helt ærlig, så skriver jeg ligesom bare, at jeg ser en. Rigtig dumt endnu engang. Men han tager faktisk alt rigtig pænt. Han prøver stadig at invitere mig ud, men jeg får ligesom hurtigt sagt at jeg ikke kan tage på en date osv., hvilket han forstår. Vi får ligesom forventningsafstemt og er enige om ikke at lægge noget i det. Så vi aftaler at mødes helt chill. På daværende tidspunkt havde jeg været ærlig om, at det kun kunne blive til et venskab, det er vigtigt for mig lige at pointere. Men jeg savner så meget at møde nye mennesker, og endelig var der en som var frisk og ikke havde forventninger om alt muligt. Dog er jeg sådan lidt, det er lidt mærkeligt ikke at have nogle forventninger på den måde som fyr, når man havde prøvet så meget. Der er også nogle andre ting, som fortæller mig, at der er et eller andet med denne fyr. En eks som han ikke er kommet sig over eller sådan noget. Det var hvad jeg havde af fornemmelser ud fra vores samtaler. Men han skriver så en aften, at han skal fortælle mig noget. Og jeg får en klump i maven. Han fortæller så, at han havde en kæreste og forlovede (de skulle giftes til sommer), men at hun på tragisk vis havde mistet livet i efteråret. Puha. Det var noget af en mundfuld, og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Dog havde jeg det lidt på fornemmelsen, så samtidig var jeg ikke så overrasket. Det er jo så forfærdeligt. Jeg tror slet ikke man kan sætte sig ind i det. Men pludselig gav alting ligesom også mening. Hvorfor han ikke ville lægge for meget i det, hvis vi mødtes, fordi han føler det stadig er utroskab, bare han skriver med mig. Men nu står jeg lidt i en underlig situation. Jeg vil jo ikke trække i land, men shit jeg synes også lige pludselig, at det er en stor mundfuld, og ved ikke om jeg kan håndtere det. Og samtidig har jeg dårlig samvittighed over for min kæreste, selvom jeg ikke har gjort noget. Der er bare så mange tanker og følelser.

[linglinginjapan]

Uke 15: Nytt skoleår, ny klasse, nye muligheter?

Etter noe som føltes alt for kort ut til å kalle en ferie, begynte skolen på igjen på mandagen. Fikk nesten ikke sove noe dagen før, for var så spent på den nye klassen jeg skulle få. Vil jeg komme i samme klasse med noen fra den gamle klassen? Eller vil jeg komme i en klasse med bare nye fjes? Prøvde å ikke tenke for mye på det, for det ville ikke endret noe uansett.

Da jeg fikk vite hvem som var i den nye klassen, var jeg både glad og trist på samme tid. Jeg var glad for at Mei-Chan fra gamle klassen fulgte meg videre i den nye, og for at Yukki fra tennis var i samme klasse. På den andre siden var det trist å ta farvel med Yuna og Marika som jeg dro til Yomiuriland sammen med. Vi har ikke noen felles timer sammen, så at vi ikke kom i samme klasse vil bety at vi ikke kommer til å krysse hverandre så mye på skolen lenger, utenom da vi ellers møtes i gangen for å bytte time eller bare tilfeldigvis. Så klart det er trist, men kan ikke gjøre så mye med det. For bare håpe på at de vil finne på noe med meg i ny og ned, utenom skoletiden.

Fikk andreplass på Engelsk lyttetest. Den var faktisk veldig vanskelig, spesielt der lydfilen bare spilles av én gang, og du fortsatt sitter igjen på det forrige spørsmålet mens den nye spilles av. Allikevel hadde jeg lykken med meg, selv om jeg ikke klarte å slå Alesia med hun og hennes full score.

Når jeg skriver dette har det jo egentlig godt nokså én uke siden skolen begynte på igjen. Tenke jeg skulle deler mine tanker om den nye klassen. Skal jeg være helt ærlig så var det ingenting å bekymre seg om i det hele tatt. Heller motsatt, jeg kom faktisk til å like den nye klassen bedre enn den forrige, og jeg har jo bare vært i den nye klassen i en drøy uke. Det er kanskje fordi at alle i den nye klassen er ikke kjent med hverandre fra før av, så det er ikke dannet så mange grupper og slikt enda. Føler også på at den nye klassen er litt mer avslappet enn den forrige, siden forrige klasse var jo klasse 2-1, der de smarte elevene oppholder seg i. Nå går jeg i klasse 3-4.

Har til og med snakket litt med guttene også, som for eksempel snille Nabeken som sitter foran meg, pluss Shige som jeg kom i samme gruppe med da vi spilte badminton. En annen positiv ting er at jeg sitter bakerst i klasserommet igjen! <3 Tror jeg skal komme til å få en god tid de siste tre månedene jeg har igjen her. I japan.

Tennis treneren som kommer innom av og til ga oss dango på mandagen.

Hadde ikke skole eller klubb på Tirsdagen, som betyr at jeg har tid til å finne på noe med Hotaru. Dro han med ut på karaoke og kattekafe da han kom hjem igjen fra skolen.

Har tatt ett veldig stort valg igjen. I juli så holdes testen som jeg ville ta; JLTP (Japanese-language Proficiency test, men påmeldingen til den avsluttet torsdagen denne uken. Jeg har brukt mye tid på å tenkte over hvilket nivå jeg vil ta, siden det er 5 stykker. JLPT N5 er den enkleste, mens JLPT N1 er den vanskeligste. Mitt nivå er nok mellom JLPT N3 og N2, så læreren min fra Japansk klassen sa til meg at jeg mest sannsynlig ville bestå JLPT N3 med en ganske grei poengsum om jeg tok den. Hun sa også til meg at om jeg ville satse høyere kunne jeg prøve å ta N2, men med de prøve eksamene vi har tatt i timene så var det 50 prosent sjanse for godkjent bestått.

Etter vi vandring fram og tilbake om hvilket nivå jeg skulle velge, så endte det opp på N2. Hvorfor? jeg ville ha noe å strekke meg etter, så velger helder ett nivå høyere enn det som er trygt for meg her og nå. Ved at jeg valgte N2 istedenfor N3, vil bety at jeg MÅ gjøre en stor innsats fremover for å i det hele tatt ha en sjanse til å bestå. Bare tenk! om jeg skal være så heldig å bestå vil det gi meg muligheten til å få meg jobb her i Japan, men min grunn er heller bare det at jeg vil ha det på CVen min. Ville ikke det ha vært veldig kult å skryte om?

Neida, den største grunnen til at jeg valgte N2 er fordi jeg ikke bryr meg så mye om resultatet, men heller om selvforbedring i språket. Det kommer som en selvfølge at en forbedrer seg mer ved å satse høyt enn lavt tror jeg.

Ut med TottoChan på torsdagen for å spise soba før Hippo.

Søndagsselfie imens vi ser på Tokyo Revengers.

[ejendommelig]

Har haft et virkelig kaotisk semester so far, fordi jeg har to kaotiske undervisere i hver sit fag. Den ene er ny på KU, og har derfor ‘arvet’ en del ppt, materiale, osv. fra tidligere undervisere, hvilket resulterer i at han ofte ikke kan finde rundt i ppt. Desuden føler jeg, at han ikke har lyst til at hjælpe jo mindre han får penge for det, fx vil ikke give feedback til dage hvor vi skriver opgave jo mindre han får penge for de timer han er her. Det er jo FAIR NOK men behøver han at smide det i ansigtet på os, at han som underviser er fucking ligeglade med os? :D når man spørger ham om ting, svarer han abstrakt tilbage, eller spørger, om man ikke lige kan uddybe det, eller spørger igen, “hvad synes du?”, når man spørger ham om, hvad han synes.

Mit andet fag har ændret struktur og eksamensform, fordi studerende på faget konsistent har klaget over faget, og vi er de første der skal teste det :D så min underviser ved ikke, hvad vi reelt skal skrive i vores opgave, samtidig med at hun ikke ved hvad vi egentlig skal snakke om til den mundtlige del af eksamen. Fedest!

Så har generelt været lowkey stresset siden semesterstart, som bare har resulteret i, at jeg har været konstant syg i ca. 3 uger nu. Sådan, det var slemt lige til at starte med, men nu er det mere vedvarende forkølelseslignende symptomer, a la tilstoppet næse, slim i halsen og hosten. Tre uger med forkølelse, er i klar over, hvor fucking nederen det er XD og nu tænker jeg både på eksamer og praktik, og aaaaaaa

Glæder mig til sommerferie :D

[vingefang]

har været væk fra tumblr nogle år men er lykkeligt tilbage og glad for at se at du stadig deler dine tanker her. det er underligt. måske fordi vi deler så sårbare og direkte tanker, herinde, ufiltrerede... det gør det nemt at holde med og på en måde af dig. jeg er bare en rando men jeg blev glad da jeg genkendte navnet vingefang og bliver glad når jeg læser dine ord, selvom ordene rummer smerte eller tvivl eller måske ikke er en lovsang til livet. det er ærlige ord og det hele skal nok gå i sidste ende for dem som tør åbne sig op som du gør.

sød besked, tak for at tage dig tid til at skrive og sende den og tænke på mig<3

jeg tror dog egentlig, at jeg tænker, at meget af det jeg skriver og tænker, egentlig er en slags lovsang (selvfølgelig ikke religiøs) til livet. at det hele bare følger med, at det kan rumme alting, og at jeg håber, at det hele jo nok skal gå! forstår du hvad jeg mener?

kram fra mig til dig!

[oneiriad]

Aziraphale amd Jessica Fletcher (optional cameos by Crowley or Death)

So, the last Danish crossover ficlet.

Der er ikke noget usædvanligt i at Jessica lige skal et smut ind i enhver boghandel hun kommer forbi.

Noget af det er rent professionelt, banket ind i knolden på hende af hendes agent: selv hvis hun ikke er på turne, så er det altid en god ide at stikke hovedet ind, se hvordan hendes bøger står, lige signere nogen stykker.

Og noget af det er hendes indre læsehest, altid på jagt efter en god historie eller lidt obskure fakta til at bygge en mordgåde op om. Sandt at sige, så har hun allerede forkøbt sig - London er fuld af boghandlere og antikvariater - og hvis hun skal ha' flere bøger med hjem, skal hun nok investere i en ekstra kuffert, og det er trods alt at gå til yderligheder...

Måske er det derfor boghandleren i Soho har åbent denne gang, i modsætning til første og anden gang hun tilfældigvis kom forbi.

Ikke at det var spild af tid. Den lille cafe på hjørnet serverede en himmelsk tiramisu og havde kun god sladder at diske op med om Hr. Fell.

Men tredje gang var lykkens gang.

Butikken er rodet, men ren og pæn - kaos uden spindelvæv - og tydeligvis mere antikvariat end boghandel. En mand sidder med en kop te og en åben bog, og sender hende et skeptisk blik henover kanten af sine læsebriller, men rejser sig ikke op.

Mere dagligstue end antikvariat.

Hun vandrer langs overfyldte reoler og fisker nu og da en bog ud, bladrer lidt før hun stiller den tilbage. Liget dansede ved midnatstide står kilet ind mellem Christie og Sayer, og hun fisker en pen op af tasken...

"Jeg må virkelig insistere på, at De ikke skriver i mine..."

Længere kommer boghandleren, der er dukket op som en trold af sin æske, ikke. Hun har efterhånden vænnet sig til det - den bratte genkendelse, der følger med hendes berømthed.

"Men måske alligevel i min bog?" smiler hun. "Og den står jo i så godt selskab. Men har de måske en pen? Jeg tro desværre min er ved at løbe tør."

Fem minutter senere sidder hun i en sofa og bytter en ny-signeret bog for en kop te. Mr. Fell lægger den åbne bog på et overlæsset skrivebord og draperer et par tunge snore over siderne for at holde den åben mens den tørrer.

"Sådan. En småkage til, Fru Fletcher. Og hvad bringer dem til England?"

"Jeg har såmænd været i skole. Et kort sommerkursus i Oxford, selvom jeg nu brugte lige så meget tid på at studere selve byen som på læsestoffet."

"Det lyder dejligt. Oxford er sådan en hyggelig by."

"De har ret - selvom det nu var lidt uhyggeligt. Professoren, der holdt kurset - han blev fundet død en uge før kurset skulle slutte. Politiet er overbeviste om at hans kone har forgivet ham med rottegift."

"Jamen, det var dog en grusom historie."

"Ja, ikke sandt - men ser De, jeg tror ikke det er sandt. Ser De, manden var bibliofil om en kam - og ja, han havde altså nogle bøger som - ja, politiet er jo ikke så tit bogfolk. Men jeg er forfærdelig bange for, at han havde nogle bøger, som han ikke var kommet ærligt til."

Mr. Fell sætter et passende bestyrtet ansigt op og læner sig længere frem, da hun sænker stemmen.

"Jeg tror, at det er bøgerne, som har kostet ham livet."

"De tror ligefrem, at nogen har myrdet ham for bogtyveri?"

"Altså, De skulle ha' hørt de herrer bibliotekarer fra Bodleian og British Library. Ja, og inspektøren så ganske rystet ud efter at ha' snakket i telefon med Sorbonne, Det Kongelige Bibliotek i København og Kungliga Biblioteket i Sverige. Og det var de bøger hvis ejere var nemme at fastslå - andre må ha' været i privat eje, og ja, De ved nok selv hvordan bibliofile kan være, hvis nogen kommer imellem dem og deres udkårne."

Hr. Fell har lænet sig så langt frem i stolen at han burde være faldet forover, som en dykkende rovfugl der har foldet sine vinger væk afvejen.

"Der var f.eks. et par utroligt smukke bøger. De fineste grønne bind, og den herre bibliotekar fra Bodleian var lige ved at savle ved synet. De må ha' været privat ejendom, men indtil videre har ingen kunne identificere deres eks libris. Men de er jo fagmand - sig mig, har de nogle kunder, som har et eks libris, der forestiller et brændende sværd flankeret af et par vinger?"

"Nej, det..." og Hr. Fell rysrer på hovedet. "Men jeg skal da gerne spørge mig for."

En ti minutters tid senere forlader hun butikken - ikke så hurtigt, at det vil virke påfaldende, men heller ikke så langtrukkent, at hun risikerer at blive smidt ud.

En mand går ind i butikken, da hun træder ud. Venter ikke engang til hun er ude, men snor sig rundt om hende - ranglet og sortklædt, med et par tonede briller, som bestemt må være på recept, for han gør ikke mine til at tage dem af, selvom butikken er dunkel.

"Åh, Crowley, er det dig? Og lige til te-tid."

***

To dage senere, dagen før hun skal flyve hjem, har hendes ven Hagarty inviteret hende ud at spise. En tidlig middag på Ritz, for flyet letter fra morgenstunden.

"Så det var ikke konen?"

"Nej, nej, hendes køb af rottegift var skam legitimt til rotterne. Nej, nu skal du høre - og ja, jeg var jo overbevist om, at det måtte være boghandleren, at han skjulte noget. Men dagen efter min visit mødte han åbenbart op på politistationen i Soho og anmeldte et tyveri af syv bøger. Han mente bestemt, at det var nogle "unge lømler fra Oxford," som havde været i hans butik et par måneder før, og han havde endda et videobånd fra et overvågningskamera i hans butik."

"Men det frikender jo desværre ikke konen at Hr. Fell ikke er bange for at myndighederne sætter ham i forbindelse med bøgerne. Var han ikke den næstbedste mistænkte?"

"Jo, men ser du - det lå Hr. Fell meget på sinde, at politiet skulle være klar over, at hvis de fandt bøgerne, så var det meget vigtigt at de brugte handsker."

"Typisk bibliofil. Altid passe på bøgerne først."

"Nej, det var ikke det. Eller ikke kun det. Nej, ser du, bøgerne med de grønne bind - den farve blev lavet med schweinfurtergrøn, eller parisergrøn, som det blev kaldt, dengang det blev brugt som farvestof til f.eks. de tapeter der tog livet af Napoleon. Nutildags må det ikke engang bruges til skadedyr, og Hr. Fell var jo bekymret, for hvis nu en politimand rørte ved bindet og bagefter slikkede sine fingre..."

"Som hvis han bladrede i en bog."

"Korrekt. Så i sidste ende var der slet ikke en morder, bare en grådig mand."

"En frygtelig historie, men det var da godt at du fik din nye veninde frikendt. Men hør, Jessica, din Englandstur har da været alt for spændende. Trænger du ikke til en afslappende ferie før du tager hjem?"

Jessica sendte ham et skarpt blik.

"Hvad er du nu ude på at rode mig ud i, Michael?"

"Ha, gennemskuet. Men ser du..."

Jessica tog sit vinglas, mens hun lyttede efter med et halvt øre - Michael ville alligevel ikke fortælle hele historien et så offentligt sted - og fik til sin overraskelse øje på et par bekendte på den anden side af restauranten.

Hr. Fell hilste korrekt med sit eget glas, før han vendte hele sin opmærksomhed tilbage til sin sortklædte ven og tjeneren, der netop kom med deres forretter.

[joskriverdaily]

bohnes: happy 30th @selenagomez. you are a 💎.

[ditte-i-brisbane]

Trejde uge i New Zealand

Endnu en uge er gået i New Zealand, og det føles som om tiden går meget hurtigt nu. Vi har kun få dage tilbage på sydøen, før vi skal med færgen op til nordøen, hvor vores rejse slutter. Heldigvis har vi stadig masser af oplevelser til gode inden da.

Fra det mere turistede Queenstown kørte vi nordpå mod bjergene. Vi skulle nemlig nu bruge tre overnatninger ved Aoraki (Mount Cook). Det var virkelig noget af det, vi havde glædet os allermest til at se, da Aoraki befinder sig i alpelandskab. Hjemmefra havde vi kigget på en hytte oppe på bjerget, som man kunne overnatte i, men den var desværre fuldt booket i flere uger. Heldige som vi var, var der pludselig plads i den, dagen efter vi kom! Uden at tænke over, hvorfor der havde været en del afmeldinger, bookede vi straks to senge i hytten! Derefter fik vi lige kigget på vejret. Av. Der stod bare stærk vind og masser af regn på menuen. Når jeg skriver stærk vind, er det virkelig stærk vind. Som i vindstød med op til 100 km/t. Meeeen, vi tænkte at det skulle vi nok klare, da turen jo kun var lidt over 5k og ca. 1000 højdemeter. Og vi havde jo regntøj og vandtætte sko, så hvor slemt kunne det lige være.

Efter en overnatning i dalen, vågnede vi altså tidligt og drog afsted i op mod hytten. Det var ikke den hårdeste tur fysisk, men den pressede os en delt mentalt. Flere gange måtte vi søge ly bag sten og vente i minutter, før vi kunne bevæge os videre pga vindstødende. Vi var heldigvis gode til at tale sammen og støtte hinanden. Vi kom i hvert fald op til hytten uden noget skader, dog lidt våde og kolde.

Oppe ved hytten fik vi smidt alt vores våde tøj af, og fik skiftet til tørt tøj. Udsigten var desværre rimelig tildækket af skyer da vi ankom, så det var ikke meget af det smukke landskab vi fik af se. Dog klarede vejret sig op hen mod aftenen, og vi kunne se de bjerge og gletsjere der omringede hytten. Det var så smukt! Og pga det dårlige vejr, var den ellers fuldtbookede hytte, kun besat af enkelte andre end os. Det var så hyggeligt, og vi fik mulighed for at spille spil og lære de andre bedre at kende. Super fed aften!

Og for det næsten ikke kunne blive bedre, vågnede vi op til en skyfri dag uden så meget vind. Vi fik altså den flotteste udsigt, og på vejen ned, kunne vi stoppe ved alle de lookouts, vi havde misset på vejen op. Vi fik altså set alt det flotte, uden at skulle dele hytten med de 100+ mennesker, der var på vej op, da vi gik ned. Det kunne næsten ikke blive bedre.

Efter dagene ved Aoraki, kørte vi lidt sydpå til Wanaka. Wanaka er en by der minder lidt om Queenstown med masser af aktiviteter og masser af sport. Vi fik brugt vores tid i Wanaka på at nyde solskinnet ved Wanaka sø, og selvfølgelig fik vi gået New Zealands flotteste hike. Det er i hvert fald det Roys Peak bliver kaldt. Og den var virkelig også flot. Man fik set græssende får, Wanaka sø oppefra og bjerge, nogle endda med sne på. Den var virkelig flot, men også meget stejl og hård. Men vi klarede den, og fik spist frokost på toppen!

Efter dagene i Wanaka ændrede vores planer sig lidt, da der kom storm på vestkysten. Derfor kørte vi til Arthur's Pass, hvor der også skulle være flotte bjerge. Det var der også, men desværre var regnen og blæsten også kommet hertil, så vi kunne ikke se så meget af dem. Dog fik vi igen set New Zealands værste side, sandflies. Vi troede vi havde sluppet fra dem, da vi ikke har stødt på dem siden Fiordlands, men de lavede sku lige en comeback. Øv. Ingen bjerge og nye hævede stik. Ikke en god kombo. Vi fik dog gået en lille tur, hvor vi fik set nogle ret fede vandfald. Det kan man da i hvert fald se i regnvejr ;)

Nu er vi ankommet til Franz Josef gletsjer, hvor der altså er storm. Vi nåede heldigvis at ankomme til byen, inden den eneste motorvej lukkede. Her skal vi være de næste to nætter, første nat på hostel i ly for stormen, anden nat i telt, hvor vi skal vandre, se på gletsjer og ud og sejle kajak, med en pige jeg blev venner med i Australien. Det håber vi i hvert fald vi kan, når stormen burde falde til ro i morgen tidligt, og der da vil være tørt, og muligvis komme lidt sol. Man kan vel håbe!

Alt i alt går det bare virkelig godt, men vi er begge begyndt at savne kollegieværelset i Lyngby. Det er virkelig dejligt at opleve New Zealand, men det bliver også rart endelig at komme hjem til leverpostejsmadder og minimælk.

[soelvfisk]

Er nytår bare en måde at fucke en masse menneskers døgnrytme op på samme tid

Sådan hej 2024 jeg vågner klokken 12 og falder i søvn kl 04

Jeg skriver “godnaaaat<3” kl 23.30 og doomscroller til mine øjne er helt indtørrede og ømme

Jeg spiser frokost til morgenmad og går tur i nattøj mens folk er på vej hjem fra job!?

Og så græder jeg det ene øjeblik over at føle mig nedern i en dum verden og det næste øjeblik laver jeg nytårsfortsæt om at bestige et bjerg!!?????? SOM OM bjergbestigning er dét der skal motivere mig til at få styr på mit liv!?

Og så HVER ENESTE MORGEN er der IKKE ENGANG permanent våbenhvile i G@z@ endnu!!???? WTF

Jeg vil jo bare være stabil nok til at læse en bog og strikke en trøje færdig og tage i svømmehallen hver tirsdag og det KNUSER MIT HJERTE at noget så basic føles umuligt, midt mens det faktisk ER umuligt for millioner af mennesker!!!????!! Som bare venter på hjælp der ikke kommer og ikke har en døgnrytme fordi lyden af b0m6efly og følelsen af sult og smerte og sorg og angst holder dem vågne…

HVAD ER VERDEN

HVORDAN GIVER NOGET MENING

[maelkevejen]

Og jeg har lyst til at sige, at jeg er RASENDE over at alt information ikke bare er samlet ét sted og jeg skal RODE rundt alle mulige steder for at finde informationer uden at jeg åbenbart kan stole på, om de stadig er holdbare

Hvorfor FANDEN har naturstyrelsen en kæmpestor, detaljeret elaborate områdeplan liggende for mit projektområde uden at skrive nogen som helst steder, hvornår den er fra, og når jeg så kontakter dem for at høre nærmere, får jeg svar efter halvanden uge, at områdeplanerne slet ikke er relevante længere og nu bruger de forvaltningsplaner i stedet og her er et link til den seneste, der lige har være i høring. Og så er det et webgis-system. Og informationerne giver ikke mening for mig, for så er der markeret alle mulige områder som urørt skov, der slet ikke er skove, altså...?!??? Og det giver ikke mening, hvordan tingene er afgrænset heller, jeg forstår ingenting af, hvorfor et bestemt område er markeret som det er, og det ligger lige op til tre andre områder, der er markeret på samme vis men som er deres egne områder, og jeg er bare sådan HVAD FUCK er det, I prøver at fortælle mig her. Og deres signaturer er dårlige, og ting bliver ikke forklaret ordentligt og hvis jeg klikker kommer der fucking mærkelige informationer frem, der 100% kun giver mening, hvis man er geograf og ansat i naturstyrelsen. En masse værdier, jeg ikke kan bruge til en skid. Og informationerne stemmer ikke altid overens med dem fra miljøGIS heller. Ifølge MiljøGIS er der kun en lille afdeling af den ene skov, der er markeret som urørt, men nu er det pludselig alle skovene (og markerne og søbrederne og et fucking sommerhusområde wtf) der er markerede som urørte skove ifølge forvaltningsplanswenbGIS-systemet. Og signaturen for urørte skove hdder noget med "udenfor NNP" også, hvad jeg tolker som "udenfor naturnationalparkerne" men det lag, der viser, hvor naturnationalparkerne er, det inkluderer også alle de her fucked up markede områder af urørt skiov. Så det giver jo mening. Og så er der et link til Halsnæs Kommuneplan, men det er den fra 2013! Helt ærligt!! Og jeg ville ønske, jeg bare kunne læse den nuværende kommuneplan, men Halsnæs Kommune har valgt at lave det til en hjemmeside i stedet for et overskueligt dokument, så man skal ind og klikke på alle emner i universet for at finde ud af, om der står noget om mit område - hvis hjemmesiden altså virkede, that is..! Men det gør den ikke, så jeg kan ikke læse en skid. Ingen af emnerne indeholder noget tekst. Man kan ikke folde dem ud.

SÅ jeg sidder med uopdaterede oplysninger galore og en konstant usikkerhed om hvorvidt det jeg læser stadig er relevant. Jeg... jeg har lyst til at bide mig selv i armen. Og jeg er så træt og jeg har slet ikke ret til at være så træt, for jeg har slet ikke lavet noget i dag. Jeg er så skuffet over mig selv. Jeg føler mig som en kæmpe fiasko. Jeg ved, jeg ville kunne klare det her så godt, hvis bare jeg... Hvis bare jeg virkede ordentligt. Hvis jeg jeg havde det der overblik, alle andre lader til at have, og som jeg trods alt i et eller andet omfang har mønstret før. Hvis jeg havde lyst. Hvis jeg havde motivation. Hvis jeg havde inspiration. Men jeg... sidder bare og piller i et lille hjørne og jeg har desperat brug for, at nogen tager mig i hånden og hjælper mig, men det er der ikke, for jeg er kandidatstuderende og jeg skriver speciale og hele pointen er, at vi selv skal kunne. Og jeg kan bare ikke åbenbart. Ikke engang i det omfang, jeg plejede. Jeg kan slet ikke genkende mig selv.

[ridofme1993]

ludvig ligger og sover, jeg sidder ved skrivebordet i hans lejlighed og skriver. jeg har hængt vasketøj op. han bruger uparfumeret sæbe, når tøjet er færdigt dufter det bare af sæbe, ligesom hans også uparfumerede håndsæbe, den der rene ikke-duft, i samme kategori af duft som duften af en babys hud eller agurk eller mælk. han snorker og ligger halvt på maven med det ene ben hævet sådan som jeg også godt kan lide at ligge når jeg sover. 

i går da jeg mødtes med tanja var det en lettelse. jeg er meget glad men også lidt frygtsom og dvask. jeg har samme frygt som mange andre unge kvinder, der som jeg har haft en ustabil opvækst med fx mange flytninger/skilsmisse/psykisk syge forældre osv. frygten lyder: når man elskes stabilt og konsekvent og troværdigt, så føles det så berusende, så uvant og varmt og lullende, at man er bange for, man lægger sig ned og svælger i det uden nogensinde at rejse sig igen. man er bange for, at man, når man elsker og lader sig blive elsket med hele sin krops styrke, kommer til at negligere sit arbejde, sit kunstneriske virke, sit hellige private selv. det sted i en, der trives i ensomhed. og så kan frygten gøre en underlig, så man bliver nødt til at forklare sig. men jeg er faktisk blevet ret god til at forklare mig, synes jeg. i hvert fald i forhold til, hvor dårlig jeg har været til det tidligere. 

man kan f.eks. også være bange for, at man kommer til at have for meget sex, og at man så derigennem optager den anden persons energi ind i sig, og ens egen krops grænser derved kan blive lidt udviskede. 

vi har meget sex. 

det ærgrer mig, at jeg må ud i verden nu, fordi jeg først lige er begyndt at skrive. som at prikke hul på en byld! men altså. pligter og ansvar. 

folk har altid fortalt mig, at jeg var meget feminin. da jeg var teenager, var det fordi jeg var lille og forsigtig, tror jeg, men nu antyder folk, det er sådan en slags urfemininitet, hvilket jeg ikke er sikker på, om jeg ved, hvad betyder. synes det er lidt triggering i women who run with the wolves, når forfatteren bliver ved med at skrive, at hun kan mærke ting i sine ovarios. 

jeg ville gerne være mindre feminin i virkeligheden, måske. eller, jeg ved det ikke. måske er jeg faktisk i virkeligheden fuldstændig ligeglad. jo, det føles rigtigere, det tror jeg måske, jeg er. 

[linglinginjapan]

Torsdag 28. Mars: Vintercamp dag 雪学３日目

Jeg skriver bloggen flere dagen etter den virkelige dagen alt dette skjedde, men det er slik det har blitt i det siste pga. er opptatt. Skriver som oftest når jeg er på toget. Lol.

Jesus fra Mexico og en fyr fra Thailand. (Navn?)

Den tredje dagen var for meg den artigste dagen. Spør du hvorfor, så er det fordi jeg hang mye med de andre utvekslingsstudentene, selv om det ikke er anbefalt av Hippo. Kan ikke noe for det, det er ikke så ofte jeg treffer dem, så det bare skjer.

You-kun fra Kina. Hadde pågående snøballkrig med han hele dagen egt. Vil si at jeg vant til slutt.

Ingen av oss bor i samme hytte, verken er i samme gruppe. Heldigvis møttes vi de gangene hele leiren samlet seg for å gjøre noe sammen.

Gruppen til Hotaru lagde den aller største snøhulen.

Hadde faktisk helt glemt av Hotaru også var her på leiren, men da jeg fikk øye på han måtte jeg bort for å gi han klem.

You-kun som tok bilde. Felt cute might delete later.

Fra frokosten i dag. Prøver å lære meg å si いただきます og ごちそうさまでした！på kinesisk, men er ikke vant til lydene så det går bare ikke. (Ord som man sier før og etter én spiser).

Siste natten her, så det var mange som valgte å være oppe langt, langt til natt. Jeg og Wen-chan fra kina valgte å legge oss i 1 tiden, som er mer enn sent nok spør du meg. Vi var de aller første som la oss da, mens de andre fikk jeg høre gikk til sengs i 4/5 tiden. Vi skulle jo stå opp sånn halv 7 tiden!! Selv barneskoleelevene var oppe lenger enn oss. Hva skjer??

For real, hvor er vinterklærne til Jesus??