#spandauer | Explore Tumblr Posts and Blogs

sarcastic-sketches · 2 years

Text

Been watching those tiktoks of Dylan’s Kitchen and the chaos suddenly gave me an idea for another AU.

Anakin raised as Mace Windu’s padawan and the way the man manages to wrangle Anakin’s resentment/bitterness/anger at the Galaxy as a whole is to turn him towards... Baking.

Mace: Try and make pastry Anakin: I thought there was no try, only Do or Do Not, Master. Mace: ... Come back to me on that in an hour.

1 hour later

Anakin: Pastry can kiss my ass. Mace: Can’t make pastry then? Anakin: I didn’t say I couldn’t.

Just, Mace knowing exactly how to get Anakin to work on a problem ... by insinuating he can’t and Anakin being all ‘how dare you’ and doing his damnest to prove to his Master that he can thank you very much. Mace, who had his own issues with anger (still does from time to time) before he found peace in the structure of the Jedi Order, clocking exactly how Anakin’s mind works and sighing with the force of a thousand suns. Before giving him a poke to get him to work on an issue. He considers teaching Anakin Vapaad before realising that could encourage his arrogance and heavy bias towards dueling. The boy needs other outlets...

And if there’s one thing baking does it’s humble you.

Anakin presents Mace with a Spandauer pastry one day and now his padawan is on baking duty for council meetings for the rest of his life. Anakin is very proud of himself and has discovered the wonders of stress baking. It’s so much better to create when he’s feeling emotional and stressed, keeping his hands busy, instead of getting destructive. Physically working out the building tension by absolutely annihilating mixing ingredients into a bowl. Kneading bread.

Mace even suggests specific bakes to test him. Then the Clone Wars starts and Anakin considers the rations they all eat to be a crime against the living and insists that their soldiers need to know what macarons taste like.

And everything worked out fine and Mace’s biggest headache was his Padawan only realising he might not be straight when he was suddenly surrounded by thousands of identical men.

#star wars #the clone wars #star wars au #Anakin Skywalker #Mace Windu #does this fandom need more Mace and Anakin partnership? Yesss it does #did I choose that pastry specifically because it's my favourite? Yesss I did #Baking AU #sure lets go with that

172 notes · View notes

germanpostwarmodern · 2 years

Photo

Wohnbebauung Spandauer Damm (1968-71) in Berlin, Germany, by Johannes Uhl (Jokisch & Uhl). Photo by Gunnar Klack.

#1960s #apartment building #concrete #architecture #germany #nachkriegsarchitektur #nachkriegsmoderne #architektur #berlin #johannes uhl #wolfgang jokisch

75 notes · View notes

minnichan · 5 months

Text

Missing cat / Kater vermisst! Berlin-Spandau.

(non-Germans please reblog for your German followers as well)

Der Kater von einer Freundin wird seit dem 22.04.2024 vermisst in Berlin-Spandau 13629.

Hier geht es zur Anzeige

Bitte die Augen nach ihm offen halten und an Spandauer Freunde weiterleiten/rebloggen! Bei Infos gern direkt eine DM an mich oder bei TASSO melden.

#cats #berlin #spandau #pets #missing cats #signal boost #bitte teilen #please reblog

4 notes · View notes

gepetordi1 · 2 months

Text

Female photographer over the Altes Stadthaus construction site looking to Molkenmarkt Spandauer Str. In the backgrouynd: Dom, Rotes Rathaus and Marienkirche. Berlin. 1909

2 notes · View notes

ask-sebastian · 1 year

Note

*Waddles towards you to give you a cosy hug, then waddles towards your nightstand to put an Espresso and a Spandauer on your nightstand, and does not waddle away this time.*

*groggily yawns and stretches, reaching over to pat your head*

tusind tak, kære ven

*retrieves my wand and transfigures a waddler-sized plate and cup and shares this most delicious surprise*

#ask-sebastian #sebastian speaks

13 notes · View notes

greaseonmymouth · 1 year

Note

"I posen er to spandauere, en håndværker med rejeost til Carl og en grovbirkes med smør og ost til Assad. Carl spiser sin håndværker stående, tror ikke han kan rejse sig igen hvis han sætter sig. Han tager låget af sin kaffe og stiller den i mikroovnen, et minut så burde den være varm igen."

måske "DVD commentary" om scenen med deres domestic fluff og mad/kaffe valg i "Iskaffe?"

!! det her bliver lidt en lang post fordi du lige ramte kernen i hele serien. :') jeg vil prøve at gøre det så kort som muligt.

du skal lige forstå om mig først at jeg generelt har en ting om mad når jeg skriver - det er en form for smutvej til at skrive om følelser. det hænger nok sammen med den måde jeg er vokset op på, min familie elsker at bage og lave mad til hinanden og det er den måde vi fortæller hinanden at vi holder af hinanden. vi er ikke gode til at sige til hinanden (og slet ikke højt) at vi elsker hindanden - så det er bare mad, hele vejen. vi ved hvad hinanden kan lide og vi samles om mad, hver gang, hvis ikke vi bare lige smutter forbi hindanden med noget vi har bagt osv. (eller, det vil sige, mine søskende gør, fordi jeg nu bor i et andet land og ikke bare lige kan komme forbi.)

noget af det allerførste jeg lagde mærke til den første gang jeg så filmene jeg ved ikke hvor mange år tilbage, er at Assad stort set aldrig taler om sig selv. vi ved næsten intet om ham. men noget af det første han gør når han møder Carl er a) tilbyde ham kaffe b) lave kaffen mildere til Carl næste gang c) tage ham med på sin yndlingsrestaurant hvor han spiser hver dag. han prøver at skabe et venskab eller et partnerskab eller et eller andet form for forhold til sin nye chef/makker igennem mad. det er vel også den mest socialt acceptable måde at gøre det på, på en arbejdsplads i Danmark når man ikke kender hinanden (idé: en fic hvor Rose prøver at skabe en kageordning i Afdeling Q og det falder fuldstændig fra hinanden allerede første gang.)

den restaurantscene har jeg set så mange gange nu fordi jeg bare VIL forstå hvad der foregår. Carls reaktion 'du spiser her hver dag?' skeptisk? forundret? uforstående? fordømmende? Assads modreaktion 'de har også salat' som om det var en joke, som om han måske føler sig lidt dømt. hvorfor spiser han der hver dag? har han ingen familie at spise med? har han aldrig lært at lave mad? der er nok rigtigt mange måder at tolke den scene på, men jeg vælger at tage a b og c som tegn på at Assad gerne vil være venner i det mindste, han giver Carl små bidder af sig selv (og får så ingenting tilbage...i hvertfald til at starte med)

Carl ved vi er et vrag af et menneske som ikke kan finde ud af at snakke om sine følelser (ærligt) til andre mennesker. han ringer til Vigga fordi han bare lige vil høre 'hvordan det går'. han bliver overrasket over at Jesper gerne vil bo hos ham nogle dage, og virker ikke rigtigt som om han kan håndtere det. i Fasandræberne når Jesper vækker ham er han stadig overrasket over at Jesper er der, selvom det nu efterhånden må være et godt stykke tid siden skilsmissen! og så - mega vigtigt i mine øjne - vælger Carl at anerkende det ved at spørge om de ikke skal spise middag sammen. han vil endda købe ind! de skal lave mad sammen! (at han så ender med at spise sammen med Assad på hans yndlingsrestaurant i stedet er så en anden sag) og til sidst i filmen ser vi ham banke på Jespers dør med forsoningsøl fordi han kludrede i det og han vil jo gerne Jesper. Carls reaktion på Kimmies stedmor som ikke gad hende tror jeg har ramt ham dybt. så det har jeg selvfølgelig låst mig fast på, at måske Carl lider af samme fejl som jeg og min familie og vi simpelthen bare...vælger at udtrykke vores følelser igennem mad i stedet for at sige det højt.

nu kommer vi så til stykket!

Baklava skulle have været en meget længere fic men jeg stødte ind i det problem at de to halvdele af den ikke rigtigt passede sammen. Den er fra Assads synspunkt og handler rigtigt meget om den tvivl jeg forestiller mig han føler om hans og Carls forhold efter at Carl har været på sygeorlov i nok en hel del måneder uden at give lyd fra sig og uden at tage telefonen når Assad ringer, især hvis man antager at de var sammen inden og nu måske ikke er det. og han føler sig såret også fordi Carl er så udreagerende hele vejen igennem Flaskepost fra P. Assad går meget varsomt om Carl hele første halvdel af filmen, det er først efter det der med walkie talkien han ligesom begynder at slappe af igen synes jeg? så det jeg ville med Baklava var at få dem tilbage til et punkt hvor de godt kunne finde sammen igen. Og når så jeg havde gjort det, skulle der være noget domestic fluff og kissemissen og hvad ved jeg, men det hang bare ikke sammen. Så jeg afsluttede der hvor Assad tager beslutningen om at lukke Carl ind igen i sit følelsesliv: "Tag tøjet af, siger Assad og slår dynen til side." og gik så videre med næste fic i serien.

Iskaffe er den anden halvdel af Baklava, men efter jeg fandt ud hvorfor jeg ikke kunne få det til at virke første gang (første skridt var at skifte synsvinkel og starte forfra). I forlængelse af Baklava, hvor vi kort ser at Assad ved at Carl hader oliven: "Assad sætter sig ved siden af ham, og tager de oliven som han ved Carl ikke gider spise, og giver ham i stedet kibbeh fra sin egen tallerken." - altså jeg tænker jo at fordi de har kendt hinanden i en del år på det her tidspunkt, må de have en idé om hvad hinanden kan lide at spise! vi ser dem ikke spise sammen ofte i filmene, men filmene viser dem jo heller ikke ofte i hjemlige situationer. det var det her kendskab til hinanden jeg gerne ville afspejle, men fra Carls synsvinkel.

Så: Carl har googlet sig til hvornår Ramadanen slutter så han kan foretage sit smoove og tage Assad på sengen. men! han har også tænkt så langt at han har bestilt en kaffe som han ved Assad kan lide (stærk kaffe, med sirup - bare min headcanon men jeg forestillede mig efter Carls ansigtsudtryk i Kvinden i Buret at Assad laver stærk tyrkisk kaffe, som jo er ufiltreret og forholdsvis sød fordi den koges med sukker). I forhold til morgenbrød - jeg må kort afsløre at da jeg gik i gymnasiet arbejdede jeg to år i den lokale familieejede bager, så jeg ved hvordan wienerbrød og morgenbrød bliver lavet. franskbrød og morgenbrød er lavet på den samme dej, den eneste forskel er størrelsen, formen, og om der er birkes på (og om det er blå eller hvide birkes) eller ej, så jeg synes det er lidt sjovt når folk synes det ene eller andet smager bedre når det er nøjagtig samme brød :D nå men spandauere solgte vi langt de fleste af så det tænkte jeg var meget normalt Carl havde valgt sådan to fremfor kringlestykker eller hindbærsnitter eller noget andet.

tilbage til morgenbrødet. man kunne også for en ekstra skilling få smurt morgenbrød hos os så det går jeg ud fra man også kan hos andre bagere. hvis du ikke har prøvet grovbirkes med smør og ost - og helst en forholdsvis moden ost, som fx blå eller sort klovborg - så går du glip af noget her i livet min ven. det er min yndlings og jeg valgte det til Assad udelukkende af den grund. (jeg tænkte også lidt at fordi Assad ligesom jeg ikke er dansker, ikke har det samme forhold til dansk morgenbrød som en dansker har så han måske også ligesom mig vælger det lidt mere utraditionelle fordi han jo ikke er vokset op med rundstykker, jordens meste kedelige morgenbrød (sorry).) Jeg tænkte også at Carl og Assad har på det her tidspunkt i deres forhold spist morgenmad sammen ofte nok til at Carl ved hvad han kan lide fra bageren, og valgte ud fra det. han har jo en Plan om at få Assad tilbage, han har taget de sikre valg!

Til Carl havde jeg oprindeligt valgt rundstykke med ost og skinke, men så tænkte jeg, nej, han er jo taget ud til Assad fordi han vil have him tilbage, han er ikke dum nok til at putte hamburgerryg på sit rundstykke. der er ikke nogen muslimer jeg kender der vil blive fornærmet over at jeg spiser bacon foran dem, så det er ikke sådan det skal forstås, men mere i retning af, denne morgen vil Carl ikke begå et eneste fejltrin. Han vil simpelthen ikke risikere at Assad bliver skuffet eller ked af det eller smider ham ud. Jeg forestiller mig også at han er meget bevidst om at hans bemærkning i Flaskepost fra P om at Assad aldrig ville opleve stegt flæsk med persillesovs var meget sårende. Hans ordvalg her er også interessant, fordi han kunne jo have sagt flæskesteg med rødkål, eller bare bacon for den sags skyld, men han valgte en dansk ret som jeg ville betegne som meget mere traditionel dansk end flæskesteg. det fortæller mig lidt at Carl nok er ret meget kartoffeldansker og godt kan lide ganske almindelige danske ting, så derfor blev det rejeost, som jeg har svært ved at forestille mig en mere dansk ting at smøre på sit morgenbrød. (rejeost er sjovt nok også en af de få danske oste du kan få i scandikitchen her i London.)

Og til sidst: grunden til jeg valgte det skulle være en håndværker i stedet for et rundstykke var KUN fordi jeg tænkte at den måtte være svær for google translate at oversætte og jeg meget trodsigt ikke ville gøre det nemmere. jeg skrev på dansk; jeg ville gerne gøre det så dansk som muligt, så. derfor blev det en håndværker med rejeost til Carl.

og til aller sidst: jeg kender kaffesnobber som aldrig nogensinde kunne finde på at varme deres kaffe i mikroovnen og hellere hælder den ud i vasken for så at lave en frisk kop kaffe til sig selv, men jeg kender også folk som er skideligeglade fordi kaffe bare er kaffe og den skal drikkes varm. så hvis de ikke når at drikke deres kaffe før den bliver kold så ryger den en tur i mikroovnen. den sidste synes jeg er mere Carls stil. :D

og til aller aller sidst: jeg havde ikke planlagt fra starten at der skulle være en serie, men da jeg tog beslutningen om det og skulle finde en titel fordi ao3 vil jo gerne have man giver serier en titel...jeg havde intet andet valg end at kalde den afdeling q men det handler om mad i stedet for mord :'D fordi. kernen i serien er. det handler om mad :'D i stedet for følelser mord :'D

...det var så det om MAD, men noget andet jeg også rigtigt gerne ville vise med Iskaffe (og Ingefærte) er at når man har været sammen så mange år, så kender man hinanden rigtigt godt og man har etableret nogle rutiner og et indbyrdes sprog/forståelse for hinanden. så da Carl fik ondt i ryggen var det ikke en overraskelse for nogen af dem, det er sket før, de kommunikerer om det (en af de få ting de kan finde ud af at kommunikere om? :'D), de har en rutine. de har slet ikke et gnidningsfrit forhold, men nogle ting må godt være gnidningsfri, hvad er pointen ellers? :) de hjemlige scener er der hvor jeg giver dem lov til at læne sig op ad hinanden og udvise lidt ømhed og omsorg for hinanden, fordi når de er på arbejde er der ikke plads til det.my fi

#afdeling q #department q #ja sorry det blev langt men!! det er det hele serien handler om #det kommer nok heller ikke som en overraskelse at jeg har planer om at binde serien sammen i en bog og jeg har valgt papir med køkkengrej p #jeg skal bare få taget mig sammen og få gjort det #dansk #my fic

8 notes · View notes

sigalrm · 2 months

Video

flickr

frittenwerk by Pascal Volk

2 notes · View notes

acrossthewavesoftime · 2 years

Text

A Grave(s) in Berlin

Recently, I had the opportunity to visit the Sophienkirche in Berlin-Mitte, a hidden baroque treasure tucked away behind a row of grey 19th century houses whose walls still bear the scars of WW2.

Exterior of the Sophienkirche.

Those of you who have read my post on early modern ghost hunts will recall the fate of Sophie Luise zu Mecklenburg-Schwerin, third wife of Friedrich I., King in Prussia, from whom the church receives its name. At first, following her having been sent away from the Prussian court on account of an incident in which she, unaware of her surroundings due to her mental illness, had barged into her dying husband's bedroom covered in blood, the church was dubbed Spandauische Kirche according to its location in the Spandauer Vorstadt (Spandau Suburb) quarter. Curiously, Friedrich Wilhelm I., de facto stepson of Sophie Luise, had the name changed to its originally intended name Sophienkirche (Sophie's Church) a few years later.

Its tragic patron aside, the church can boast a few more celebrity connections: on 13 September 1964, Martin Luther King preached in the church on a surprise visit to East Berlin.

Interior of the Sophienkirche, viewed from the altar room.

But while I am always one for the particular charm of Prussian baroque architecture, another object of interest is located in the former churchyard.

The grave of Leopold (1795–1886) and Clara (1808-1871) von Ranke and their youngest son Albrecht (1849–1850) is easy to miss, seeing as it is located in a part of the former church grounds that has in recent history been converted into a playground for the church-owned kindergarten (am I a tad jealous that my run of the mill kindergarten did not have a playground with historic monuments in it? Absolutely.) and quite overgrown, which is a shame, considering the significance of Leopold and Clara.

Leopold von Ranke was a leading historian of the 19th century, often credited with shaping history as a scholarly discipline as we know it today and his wife Clara (Helena Clarissa, though she seems to have preferred the nickname Clara) was a leading salonnière in mid-19th century Berlin.

Having grown up academically in the shadow of Leopold, it is Clara who has captivated my interest. Helena Clarissa von Ranke, née Graves, was a member of the family I research and sometimes post about among the more light-hearted content. For those of you who do, suffice to say that Clara's great-great-grandfather Henry "Claymore" Graves and Admiral Samuel Graves's (the man around whom most of my research revolves) grandfather James John Graves were brothers.

Born in Dublin in 1808, Clara met Leopold von Ranke in Paris in July of 1843. They married the same year and moved to Berlin together, where the Rankes were renowned for their salon, visited by foreign and domestic intellectuals alike, two of the most famous of whom may have been the Brothers Grimm.

Historically, most of the historiography concerning the von Ranke family has mainly focussed on Leopold, and Leopold's work; which seems natural enough, given his importance to history as a modern academic discipline, but leaves out Clara's equally important role as her husband's equally academically-versed aide (among other things, she was competent in the use of 20 languages, half of whom she spoke fluently and sometimes did translations of Leopold's work into English) without whom a lot of his work would not have been quite so easily possible, an influential salonnière, and most importantly, a woman with literary ambitions (she was a poet, though found having her works published rather difficult), views and opinions on the politics of her time.

This is particularly vexing seeing as their granddaughter Ermentrude Bäcker-von Ranke was, according to different sources, either the first or second woman in Germany to study history and obtain a doctorate. Luckily, this changed in 2012 when Andreas Boldt's The Clarissa von Ranke Letters and the Ranke-Graves Correspondence 1843-1886 was published, allowing for a greater insight into Clara's everyday life as an integral and beloved part of the extended von Ranke family, her political opinions and friendships with influential people such as, to give only one example, Florence Nightingale.

While the Rankes were politically on a conservative spectrum in Germany, Clara maintained a keen interest in Irish politics and expressed her desire for a peaceful coexistence of Catholics and Protestants in the country.

The grave of Leopold and Clara von Ranke, viewed from a flowerbed on the other side of the fence.

I wish I could enclose a better picture of the von Ranke grave; alas, it now being situated in a kindergarten playground, there was no way to access it; a lovely lady who I believe was of the church's friend's association was however so kind as to, after checking for the keys to the gate and not finding them, give me the telephone number of the parish office, with whom a closer look at the grave might be arranged. A few pictures on Wikipedia indicate that they occasionally let people visit the premises, so I am hopeful that I might be lucky. Next time I am around, I might try and call them- stay tuned!

#graves family #leopold von ranke #clara von ranke #19th century #british history #irish history #german history #sophienkirche #berlin #history #my pics #my photography

11 notes · View notes

diddeoglaurapaatur · 2 years

Text

George Town

Jeg var i George Town en 5 dages tid. Jeg skulle lige finde mig til rette som solorejsende og også finde ud af, hvor jeg ville hen efterfølgende.

Generelt har jeg fundet ud af, at jeg er en langsom rygsækrejsende. Jeg kan godt lide at blive et sted nogle dage, specielt hvis det er en by, hvor det handler om byen i sig selv. Hvis det er steder, hvor man kun er i byen for at sove, er det fint at rejse videre efter et par dage, når man har været på de eventyr i området, man gerne vil på.

Jeg kan godt lide at få en fornemmelse af at kende byen en smule og mærke, hvordan dagligdagen er.

Jeg tænker, det er præget delvist af, at jeg nu har været på farten i noget tid og er ved at være mættet af indtryk, men også dels, fordi jeg har tiden til det. Jeg tror meget, det kommer an på min rejsetype.

Jeg havde dog nogle dage til bare lige at slappe af i George Town, og jeg kom også lidt rundt i byen.

Til min glædelige overraskelse fandt jeg et dansk bageri. Det var ikke KUN et dansk bageri, men også ejet af en vaske-ægte dansker. Han solgte 4 forskellige kager: spandauer, frøsnapper, chokoladebolle og kanelsnegl. Han havde også et godt, groft brød, og det var ordentligt groft. Det var ikke helt rugbrød, men det var det tætteste, jeg var kommet i 6 måneder, så jeg var lykkelig.

Min næste mission, efter det grove brød var købt, var, at jeg skulle finde ost at komme på. Det var nærmest lige så svært, som at finde et godt groft brød. Faktisk sværere, for det lykkedes ikke. De har kun plastikost til toast, og det ville være syndt for mit brød, hvis det skulle udsættes for dårlig kvalitets ost. En skændsel. Arla reddede mig heldigvis, for jeg fandt en smøreost.

Jeg var i himlen, og jeg kom tilbage til bageren flere gange. Jeg havde da også en sjov oplevelse med en malaysisk kvinde, som kom ind til bageren på samme tid som mig. Hun var en gammel dame, og hun havde nogle indisk i blodet. De muslimske malayer har åbenbart de bedste vilkår i Malaysia, fordi de er muslimsk land, og regering er også muslimsk orienteret. Hun var derfor lettere racistisk og diskriminerende overfor alle muslimske malayer stort set.

Jeg tror ærlig talt, hun var lidt gak i låget, for hun sagde flere mærkelig ting, som ikke helt gav mening.

Men jeg fandt ud af, at hun var lettere racistisk, fordi de første 2 minutter i bageriet gik nogenlunde som følgende:

Det skal lige nævnes, der var den danske bager og en malaysisk fyr, som han havde ansat bage kassen.

Racistisk kvinde: Er dette en ægte dansk bager?

Dansk bager: Ja, det er jeg.

Racistisk kvinde: Hvad er der i brødet?

Dansk bager forklarer, at han bruger groft mel osv.

Racisitisk kvinde: Ja, for der er en dansk bager i Paris, som nu er blevet en restaurant, og den er ejet af en dansker. Så er brødet groft?

Dansk bager: Ja, det er groft, men du kan måske bedre stole på hende, da hun også er danker.

Dansk bager peger på mig, og jeg bekræfter kvaliteten af det grove brød.

Racistisk kvinde: Så lad mig få et.

Den malaysiske kassearbejder pakker sammen.

Racistisk kvinde: Er du muslim?

Malaysisk kassearbejder: Nej.

Den stakkelse malaysiske medarbejder ser meget forvirret ud, og det er vi andre også.

Racisitisk kvinde: Godt! Jeg hader muslimer!

Det var nogenlunde de første to minutter. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan vi kom så langt omkring så hurtigt, og jeg har efter 2 uger stadig ikke fundet ud af, hvor den parisisk-dansker bager kom ind i billedet, eller hvorfor den var vigtigt. Vi snakkede også om den efterfølgende, hvilket var meget forvirrende.

Mit gæt er, at hun troede, den danske bager måske havde noget at gøre med det danske bageri i Paris. Hun var meget insisterende om den parisisk-danske bager. Men det var ikke længere en bager, men nu en restaurant, og det var faktisk også 12 år siden.

Jeg tror, hun var gammel og måske havde en skrue eller to løs. Hun var heldigvis sød nok overfor mig, og hun komplimenterede mig og kunne rigtig godt lide mig.

Jeg var dog lidt forvirret om hendes oprindelige racistiske holdninger, da hun sluttede sit besøg med at insistere på, at man skulle elske alle mennesker, for det var den eneste måde, der ville være fred på jorden, så jeg var mildelst talt forvirret. Men det var underholdende og en historie.

Jeg nåede da også forbi hospitalet. Ikke for mig selv heldigvis.

Jeg havde været ude at gå i lidt jungleområde med 3 andre kvinder. En belgisk kvinde blev stukket af, hvad vi tror var en bi. Hun er allergisk og fik en voldsom reaktion, hvor vi fik udslæt på arme og ben. Hendes øre, øjenlåg og hals hævede, men ingen vejrtræksningsproblemer heldigvis.

Jeg tog med hende på hospitalet, for hun var begyndt at få det dårligt.

Vi kom hurtigt til, og hun kom igennem 3-4 læger, før der var nogen der gav hende noget mod den allergiske reaktion. Jeg tror, de var forvirret over, hvad hun blevet stukket af, for det var vi også.

Hun kom ned at ligge med drop og fik noget medicin. Det var ikke anafylaktisk chok, men det var en meget voldsom allergisk reaktion.

På afdeling hvor vi var kom, ser jeg pludselig en mand klædt i orange bukser og bluse. Han var som taget ud af et amerikansk fængsel i film. Der var da også en grundt til hans tøj, for han havde håndjern på og to politibetjente med sig. Han virkede fredelig i og med, han gik mellem mindst 10 patienter med kun to betjente, men stadig skør oplevelse.

Men vi kom fra hospitalet i god behold - mest den belgiske kvinde, da jeg havde det fint i forvejen. Hun er heldigvis kommet oven på igen.

Ellers mødte jeg bare søde mennesker på mit hostel, som jeg spiste med de fleste dage og gik lidt rundt i byen med. Der er en del gademalerier i Malaysia, så det var spændende at gå rundt at lede efter.

På min sidste aften kom der en dansk kvinde på 70 år, som jeg havde mødt på internettet. Vi nåede at snakke lidt og få aftensmad sammen.

Jeg nåede også at sige farvel til hende dagen efter, inden jeg tog afsted mod Thailand. Hun er også fra Aarhus, så vi blev enige om, at det kunne være hyggeligt med en kop te eller kaffe, når vi begge er i Aarhus igen.

- Laura

21/3-2023

4 notes · View notes