dedicatedtononsens - Tumblr blog

[dedicatedtononsens]

Behold Drag-Megoosa in pleaser rollerskates

[dedicatedtononsens]

Dog Days

En gammel en fra arkivet...

Dogdays

Solen banker ned i nakken på mig, selvom klokken er over tre. Min skygge glider lang og tynd hen ad jorden, uformelig og sløret på grund af varmedisen. Når jeg går i det røde støv lægger det sig på mine sko og min ben. Støvet er næsten blevet som et ekstra lag hud; det dækker mig overalt på kroppen  og beskytter mod solen. 

Taskens læderstropper gnaver sig ned i mine skuldre og efterlader røde mærker. Jeg hanker op i den og tænker om den også var så tung da jeg tog afsted i morges. Gud hvor  bliver jeg tynget af Nationalhistorie og Landbrug for Gårdejere. De bøger må veje to kilo hver mindst. Nationalhistorie er et skræmmende fag. Det fortæller os om hvordan landet her var før omverdenen truede os så præsidenten måtte boykotte handel og lukke os ned. Vi hørte om Nord-et-eller-andet, et land med bomber, der kunne lægge hele byer øde og gøre jorden giftig i flere hundrede år. Vi hørte også om FE, forenet europa, det er en gruppe lande som rottede sig sammen i et økonomisk forsvar mod os. Min historielærer havde en powerpoint hvorpå der var billeder fra 1950 med store biler, danseklubber og ‘milkshakes’. Her på den varme vej kunne en milkshake gøre godt. De blev beskrevet for os som en  kold drik, der bestod af rystet flødeis med smag af jordbær, med flødeskum på toppen og chokolade krymmel. Jeg tænker sådan en vil være god til at slukke tørsten, selvom jeg aldrig har fået en. Fløde er svært at få fat i og jeg har ikke set skyggen af is nogensinde. Det er fryserene som gør det umuligt, de æder for meget energi, stort set ingen har råd til at drive frysere mere. Jeg drejer omkring hjørnet og grusvejen bliver til et hjulspor som fører ned til farmen. Herfra kan jeg allerede  se far og mor stå bøjede over den gamle traktor. De sidste hundrede meter får jeg hurtigt lagt bag mig. Ah, det er skønt at være hjemme! Jeg slynger tasken af i bryggerset og klør vores golden retriever Roxanne bag øret. “Gode gamle Roxy” mumler jeg. Mine udtrådte arbejdssko står på den vævede dørmåtte og venter på jeg trækker i dem. Mine fingre efterlader 5 mærker, hvor det røde lag støv er tværet ud. Squashplanterne skal vandes som det første, så jeg går ud og fylder vandkanden. Rislen af det lunkne vand fra bliktanken til slangen og fra slangen til vandkanden er beroligende. Den fyldte vandkande bærer jeg hen til højbedet. Det er et sølle syn. Squashene, som vi skal leve af, er små, slatne og udtørrede. Jeg føler på bladene af de planter som ser ud til at have taget størst skade af solen og mærker hvordan de papirtynde blade smuldrer til gult støv mellem mine fingre. De er ikke værd at forsøge at redde, så der er ingen grund til at spilde vand på dem. Hvis vi er heldige er de 3 stykker i bedet som jeg ikke vander for små til at sælge, og så kan vi selv beholde dem. Mere vand til sunde planter og mere mad til os. Solen bager stadig ned i nakken på mig og jeg kan mærke t-shirten klæbe til min ryg. Jeg misser op mod solen, klokken må være tæt på 16:30 så jeg sætter vandkanden fra mig ved redskabsskuret og går ind. Da jeg vasker hænderne blandes det røde jordstøv med vandet så det ligner blod, som rinder ud i den hvide porcelænsvask. Vasken og vandhanen er gammel, den er endda fra før ‘Den store hamstring.’ Mange ting her i huset er fra før aflukningen, faktisk. Da vi lige flyttede ind på farmen, brugte jeg mine frie timer på at rode i kasserne på loftet. Jeg fandt så mange gamle ting. En iPhone SE, VR-briller og en computer fyldt med musik fra gamle dage. Jeg kan huske jeg viste computeren til far og hans blik blev fjernt. Han lod fingrene glide hen over det glatte metal og mindes dengang energikrævende elektronik var allemandseje. Det ved jeg det var, for vi har lært om det i Nationalhistorie. Vores land var en teknik gigant, inden omverdenen vendte sig mod os i 2020. Det var ‘Den store nedlukning.’ Al handel og kontakt med omverdenen blev boycottet på ubestemt tid, så derfor blev vi selvforsynende på alle niveauer lige fra fødevareproduktion og råstofudvinding til forsvarets software. Alt er nationalt, så ingen udefrakommende, kan ramme os. Den aften jeg viste computeren til ham beholdt han den hos sig. Om aftenen, da ham og mor troede jeg sov, fik de på mærkelig vis gang i det bleggrå apparat og spillede gammel musik på den. De dansede og lo. Det var som at se andre mennesker i min stue, mors panderynke var væk, og far ludede ikke længere med skuldrene. Jeg smilede for mig selv og trak mig tilbage på hemsen. Senere samme aften kunne jeg høre deres gråd. “Beverly, hvor er du?” 

lyden afbryder min tankestrøm “Beverly?” Fars stemme river mig ud af trancen. “Nå så du står herude og hænger” siger han. Jeg glor fåret ned ad mig selv og ser mine hænder, som ligger slapt i den hvide porcelænsvask “Det er tid til markpatrulje, find din pandelampe frem, Bev” Jeg betragter mine hænder. Ser de nedgnavede negle og den hårde, solbrændte hud overstrøet med fregner og jordfyldte sprækker og rifter. Han ved jeg hader markpatrulje. Tanken om krybskytter gør mig bange.

Vi mødes bag redskabsskuret alle tre, far, mig og Roxanne. Vores eget lille vagtkorps. Pandelampen sidder på mig og hvilende på skulderen, er mit gevær. Vi bevæger os mod majsmarkens høje ranglede stængler og tørre blade. “Sluk pandelampen, så er det nu det gælder” For pokker, jeg troede han ville glemme det. Pandelampen skal være slukket, når man fanger krybskytter, for de stikker af hvis de ser ens lyskegle, eller værre, de angriber. Krybskytter har ikke rifler som os, men de har deres desperation og hjemmelavede våben, hvilket er meget værre. Det er forbandet svært at skyde dem, hvis man har fået hånden knust af deres hjemmestrikkede våben. Sammen går vi ind i det tætte mørke mellem majsplanterne. Lydløst lister vi frem med nogle rækker imellem os. Roxanne løber forrest, ude af syne. Far til venstre, mig til højre. De tørre majsblade strejfer mine overarme og gør det svært at være lydløs. Stjernerne funkler højt op over os, men hernede tæt ved jorden er der kvælende varmt og mørkt. Jeg hører lyden af noget stort, som kommer susende gennem majsplanterne. Jeg stopper op, afsikrer mit gevær og holder mig klar. Lad der ikke være en vildhund tænker jeg. Væsenet kommer tættere på i galopperende fart, planterækkerne kløves i to og ud suser Roxanne forbi mig, forrest igen. Mit hjerte sidder i halsen på mig og hamrer derudaf. Jeg kan høre lyde længere fremme.  Tumult og knurren runger i natten.

Der lyder et enkelt riffelskud. Dernæst et hundehyl. Jeg bevæger mig i retning af lyden, langsomt, sidelæns for ikke at få de tørre majsblades raslen til at afsløre mig. Jeg kan høre ophidsede mandestemmer til venstre for mig. Min venstre fod rammer en jordklump der triller gennem de tørre stængler. Beder til den ikke rammer noget og afslører min position. Jeg kan mærke sveden pible frem i håndfladerne og ned langs ryggen. Nu er jeg så tæt på at jeg kan se dem ved udkanten af majsmarken. De står omkring en uformelig sammensunket klump. Den ene mand prikker til den med foden. Klumpen ruller om på siden og selv her i mørket kan jeg se hvad det er. Det er Roxanne. En rød plamage folder sig ud på den gule pels. Lige midt på brystet.

“Den er død” erklærer den ene mand nøgternt.

“Det kan jeg sgu godt selv se” siger en anden, tydeligt oprevet.

De har skudt Roxanne! Det kan ikke passe de røvhuller har skudt Roxanne. Vreden bobler ud i blodet på mig. Grumt og sort flyder det ud i armene på mig. Jeg tager sigte, ombestemmer mig og løfter geværkolben lodret op i luften med tårer i øjnene.

“Hvad gør vi nu? Nogen har måske hørt os, så at fortsætte jagten vil være direkte dumt.” siger en mand grænsende til det hysteriske.

Krybskytter. Mine fingre føltes tykke og klodsede om geværkolben. De står lige der.

“Vi tager køteren og skrider”

I gør så absolut ingenting tænker jeg og strammer grebet om geværet. Klar til at affyre advarselsskud. RRRRR Jeg affyrer min salve og de vender sig mod mig. Bag ved dem affyrer min far sin salut. Jeg affyrer igen og panikken breder sig. Igen skyder far, da erkender krybskytterne de er omringet. Jeg slutter mig til ham og i et kor af semi-automatiske skudsalver driver vi krybskytterne væk. Jeg løber i armene på ham og klynger mig til hans t-shirt. Den lugter af jord og sved fra en lang dags arbejde. I lyset fra stjernerne, kan jeg se hans sammenbidte ansigt. Krybskytter, det er det tredje angreb i den her måned. En tåre løber ned ad kinden på mig.

“Så-så, Beverly det er slut nu.” Siger far og tørrer trøstende min kind med sin tommelfinger.

Enten bliver krybskytterne modigere eller også bliver de dummere. Eller mere sultne, påpeger en lille stemme bagerst i hovedet. Ja, eller mere sultne…

Mens vi går mod farmen er der underligt stille. der er end ikke engang lyden af filende græshoppeben - kun lyden af os som smyger sig gennem majsplanterne.

Da vi er tilbage på farmen tænder vi igen vores pandelamper.

“Gå ind i skuret og hent to meter filtdug, den vi bruger omkring græskarene”

Jeg går ind i redskabsrummet og hiver den tunge rulle frem, lægger den på jorden og skærer et stykke af. Mine arme er som bly da rullen skal løftes på plads. Jeg går ud til far og stiller mig ved siden af ham. Han tager filtdugen og ruller Roxanne ind i den. I stilhed går vi ned bagerst i haven. I det syd-vestvendte hjørne står et kroget gammelt æbletræ hvori der hænger et bildæk i et reb og gør det ud for en gynge. Far lægger Roxanne ned og går mod redskabsskuret. Filten er nu plettet af små røde roser der breder sig ud på fiberdugen. Han kommer tilbage med to spader og vi begynder at grave. Mørket og varmen lukker sig totalt om mig. Stik spaden ned. Træk en skovlfuld op. Igen og igen. Jeg bliver som lullet i en trance mens lyskeglerne fra vores pandelamper danser over den stadig voksende bunke jord. Hullet er dybt nok nu. Forsigtigt lemper vi bylten nen i det mørke hul. Jeg giver slip og rejser mig. Endnu engang fattes spaden. Nu er det ikke længere røde plamager der titter frem på filtdugen, nu er de sorte. Hvert spadestik gør indhug i bunken og tager Roxanne længere væk fra mig. Mens hullet dækkes til mindes jeg hende. Hun var meget mere end en vagthund. Om sommeren, mens jeg var lille lå vi her under gyngen og kiggede op skyerne der gled forbi på den dybblå himmel så længe at vægten af mig på græsset efterlod mærker på mine lægge. Jeg mindes hendes bløde pels, som kunne opsluge ens hænder, når man aede hende. De lange eftermiddage i sommerferien, hvor middagsheden toppede lå vi bare her under træet og ventede på den kølige aftenstund. Jeg driver ud af virkeligheden og vender først tilbage, da far siger arbejdet er gjort. Han lægger hånden på min skulder og siger

“ I morgen efter skole planter vi nogle blomster her”

Jeg nikker apatisk

“Du siger ikke noget til mor i aften, vel?”

Jeg ryster på hovedet for gråden har slået knude på mit stemmebånd.

Far tager fat i mig og trækker mig ind til sig i et knus. Mit ansigt bliver begravet i hans favn. Vi står sådan længe. Jeg kan mærke hans vejrtrækning som små abrupte ryk. Nej, tænker jeg. Du må ikke græde. Men jeg forstår ham godt for vi har ikke kun mistet en hund i dag, vi har mistet en værdifuld del af vores lille tremands vagtværn. De store gårde har et helt kobbel hunde de sender ud for at få eventuelle krybskytter til at afsløre deres position i markerne, så landarbejderne ikke vader lige i armene på dem. De hunde er nogle bidske sataner, så det gør vel ikke lige så ondt hvis de bliver skudt. Vi havde kun en hund og hun gjorde sin pligt lige til det sidste. Far trækker mig ud i armslængde og betragter mig. Hans ansigtsudtryk siger ‘Det kunne have været dig.’ Ja, tænker jeg, men det kunne også have været dig. Og et eller andet sted er den tanke mere skræmmende end min egen død. Markarbejdet er hårdt når man er 3. Det ville være umuligt hvis vi kun var 2.

Jeg ligger i min seng på ryggen og kigger op på de solblegede knaster på hemsens loft. Klokken er over midnat og jeg skal i skole i morgen. Jeg magter ikke ‘Landbrug for gårdejere’. Jeg tænker på hvad de store drenge siger om krybskytter. Krybskytter. Ordet får mig til at knytte hænderne i vrede, men med et gisp af smerte må jeg give slip. Mine håndflader er røde og fyldt med hvide væskefyldte blærer efter at grave med spadens ru håndtag. Krybskytter… De store drenge sagde at krybskytter bor i forladte lader og bygninger. De nægter at indordne sig efter systemet så derfor stjæler de fra os andre for at få mad. Det ironiske er at der går rygter om at det er de selvsamme og deres efterkommere som stemte regeringen, der nationaliserede landbruget, ind i tidernes morgen. Nå, men det de sagde var at de spiser alt. Og her mener jeg alt. De fortalte skrækhistorier om at børn, som var for små til det, var kommet med ud på markpatruljering og aldrig var vendt tilbage. Krybskytterne snakkede om at tage Roxanne med hjem som bytte. Tanken giver mig kvalme. Vi landarbejdere kender også sulten godt. Efter lange vintre er der altid et par børn mindre i de mindste klasser og flere med hule kinder og store tomme øjne. 

Jeg må være døset hen. Varmt, gult morgenlys vækker mig. Veltilpas strækker jeg mine arme og gaber. Jeg trækker søvndrukkent min t-shirt over hovedet og knapper mine beige smækbukser. Langsomt kravler jeg ned ad stigen og ned på køkkengulvet. Her er helt stille. Er mor og far allerede i marken og bare har ladet mig sove? Hvorfor? Gårsdagens hændelser rammer mig som et højhastighedstog. Der var krybskytter i marken, Roxanne blev skudt, Far havde troet det var mig. Jeg sætter kursen mod hoveddøren. Ud af ruden kan jeg se en en underlig mørk plamage som breder sig fra hjørnet af huset. Vandbeholderen. Tanken rammer mig som et lyn. Jeg stavrer ud af døren tværs over verandaen og ud på gårdspladsen. Mor står med røde ophovnede øjne og far holder om hende, med en sammenbidt mine. De kigger op på bunden af vandtanken, hvor tre grupper af huller pryder metallet. Krybskytter. I nattens mulm og mørke har de svin listet sig hen og boret hul i vores vandtank! Det er ikke fair, det er slet ikke fair. Vi gør bare vores for at bidrage til systemet, det er dem som har sat sig uden for. Jeg er på randen af hysteri, men må passe på. Hverken mor eller far kan klare mere tror jeg. Vandet fosser ned i jorden, bare synet får min mund til at tørre ud. Tanken var vores et og alt, hvad skal der ske med vores afgrøder og med os? Mor og far har sat spande og kar under for at redde det vand de kunne, men den grådige jord har drukket det meste. Tanken i sig selv kan fikses allerede i morgen, men genopfyldningsbilen kommer først ved udgangen af måneden. De 8 dage virker uoverskuelige. I den bagende sol lader jeg en enkelt tåre falde, for Roxanne, for afgrøderne og for os.

[dedicatedtononsens]

Nattevagt

Jeg mødte djævlen på en TexaCo tank.

Den summende lyd af lysstofrørene flyder ud i rummet mens Jonas vasker gulvet på den lille TexaCo døgntank. Han svajer langsomt fra side til side delvist til rytmen af køleskabenes evindelige dunken, delvist til bassen fra sin walkman. 

Langsomt mens han fortsætter ned gennem  slikafdelingen, lader han slapt blikket falde på det gamle analoge ur. Klokken er næsten tre om natten konstaterer han tørt. Fucking nattevagter, tænker Jonas. Da han mødte klokken 22, mens sommervarmen, stadig hang i luften lod han ofte trøjen blive hjemme. Det ville han altid komme til at fortryde når natten var koldest. Det altid kørende Airconditionsystem  var en velsignende på de varme sommerdage, men en forbandelse når det sendte iskolde fingre ned langs ens rygsøjle i de tidlige morgentimer. 

Jonas klør sig eftertænksomt på hagen, som er sporadisk dækket skægstubbe og den akne han for længst burde være vokset fra.

 Langsomt fortsætter Jonas sin rute ned langs slikhylden. At udføre sit job notorisk langsomt var en af de ting han selv betragtede som et “personalegode”. Når klokken alligevel var lort om natten og TexaCo tanken tom, kunne man gøre lige som man havde lyst til mente han. Om det så var at vaske gulv i slow-motion eller holde rygepauser efter for godt befindende. Her til aften var det sidst nævnte.

Bag containeren lader han den tunge røg fylde sine lunger. 

‘Fantastisk gemmested!’ Tænker han ved sig selv og skutter sig lidt i natten. 

Åndsfraværende glor han ind gennem ruden, ind på fjernsynet på skrivebordet, som viser overvågnings båndene fra butikken. Smart, hvisker han for sig selv og lader blikket glide ud over markerne. Her fra kan jeg både se og høre hvis der kommer nogen besøgende. De sølle rester af cigaretten bliver kvalt på siden af containeren og derefter kastet ud på parkeringspladsen.

Da Jonas træder indenfor ser han en mand stående foran kassen med en flaske whiskey i hånden og et skævt grin. 

‘Der står han og studerer etiketten, tænker Jonas med en vis afsky. Som om der er noget godt at komme efter her på stedet. 

Han tager manden i kort øjesyn og lægger mærket til at han er ulasteligt klædt. Sjældent noget man ser hos folk som køber sprut på en tankstation kl lort om natten.

Surt skal Jonas til at spørge manden, som tydeligt er over 18,  om han kan få lov til at se noget ID. Lige da han skal til at åbne munden og stille det forhadte spørgsmål, får han kigget ordentligt på manden på den anden side af skranken. Åh gud, der er noget galt med hans ansigt, tænker Jonas. Er det hans pande? Hage? øjne måske? Synet af den fremmede gjorde ham utilpas og han slog blikket ned.

“Har du noget ID?” Mumler Jonas ned i disken

“Selvfølgelig min gode butiksekspedient” svarer manden og hiver med stor fingersnilde et ID ud af inderlommen på sin blazer.

Tavst tager Jonas plastikkortet og kaster et blik ned på det. ID kortet er tydeligvis en forfalskning fordi på det er et billede af Elvis Presley med tilsvarende oplysninger. 

“Jeg skal bruge dit rigtige id”

“Hvad får dig til at tro at det ikke er mit rigtige ID” Siger en velkendt stemme.

I et øjebliks overraskelse synes Jonas han hørte manden tale med Elvis stemme. Paf Skyder Jonas øjne op fra kortet. Hans ansigt, normalt. Normalt? I forhold til hvad? Hvad var det da hvis ikke det var normalt før? Spørger Jonas sarkastisk sig selv. Det var Elvis svarer en lille stemme bagerst i hovedet på ham. Han var Elvis lige før jeg kiggede op. 

“Dit ID kort” gentager Jonas og laver en gestikulerende håndbevægelse.

“Så gerne” Manden hiver endnu et kort op af lommen til Jonas.

Han tager imod det og kaster kun et kort blik på det inden han ser det også er falsk. På det plastikkortet er påtrykt et billede af en storsmilende Danny DeVito. 

“Hr..” begynder Jonas, men stopper så, for da han kigger op er det ikke Danny DeVito han ser, som han halvvejs havde forventet, men derimod en djævel. Askegrå hud, kulsorte øjne og horn Så tykke som Jonas underarme springer fra  djævlens pande. Jonas ville have skreget hvis ikke hans strube havde snøret sig sammen som knuden på en ballon, så luften hverken kunne komme ind eller ud. Halvkvalt vælter han baglæns ind i kaffemaskinen og lukker øjnene i smerte idet håndtaget fra maskinen borer sig ind mellems han skulderblade.

Da Jonas åbner sine øjne igen står han oprejst bag kassen som om intet var hændt. Det eneste som fortæller ham dette ikke er sandt, er en lille dump smerte øverst på ryggen mellem skulderbladene. Manden smiler til ham og spørger

“Hvor meget for sjælen?”

“Hvor meget for sjælen?” gentager Jonas lavmælt. Koldsved danner sig i armhulerne på hans forvaskede unifromspolo.

“Woah, knægt ikke sjælen,” Han gestikulerer mod flasken “ Jeg sagde sjatten”

“Åh, ja selvfølgelig” får Jonas fremstammet. “Det bliver 95kr”

Manden rækker ham en hundrede lap og i det Jonas tager imod den lægger han mærke til den lugter brændt. Jonas giver byttepengene og på vej ud af butikken stopper manden dem i inderlommen, kigger sig over skulderen og ønsker Jonas en god nat.

Hans øjne, de er kulsorte, flyver det gennem Jonas tanker. 

Ude på parkeringspladsen gasser manden op og drøner ud i natten. Jonas går formålsløst ud på parkeringspladsen og glor efter den fremmede og hans billygter som forlængst er forsvundet i mørket. Han ser ned på parkeringspladsen hvor bilen holdt og lægger mærket til at skoaftryk er ætset ind i asfalten på førersiden. Han lader fingrene glide over den ru asfalt. Nej, tænker han ved sig selv ikke ætset, smeltet.

Inspiration fra dette post, som jeg ikke kan finde rip

https://www.google.com/search?q=fake+id+devil+tumble&sxsrf=AOaemvKJB07LaAw1Rh3bOCnXDDYxX0lErw:1633446627493&tbm=isch&source=iu&ictx=1&fir=Qyhn7iWQEXYRIM%252CNVQdak-B1GSy2M%252C_%253BZdHg3F0VHn7HZM%252CDgXo_GccnkYeoM%252C_%253BRuRL-lWmZmY_3M%252CUNEFGJEjBhjD8M%252C_%253BjdxYoyoRHOfiiM%252CfWrBJAzVFZmkAM%252C_%253BdgHJXohFFEEiWM%252Cc3SUrVLGsCMEPM%252C_%253BtLIxU9zmYsQ6wM%252CfWrBJAzVFZmkAM%252C_%253B0gyTWrmIZU-ckM%252CK5_M3_-SeclgGM%252C_%253BzMuQlWZN9pvNiM%252CFWRY3qV9oUBIhM%252C_%253Bw5_qKsytrk9KVM%252CRx54Fhw5JakHmM%252C_%253BSrSB3z8ZFp_j7M%252CEmGK-qJg2zrgwM%252C_&vet=1&usg=AI4_-kSnpbPlREWScxpk6s4j_NH2F5UsHg&sa=X&ved=2ahUKEwjlq_bvxrPzAhUoR_EDHcr-DDMQ9QF6BAgIEAE#imgrc=Qyhn7iWQEXYRIM