#reelt bare en kvinde | Explore Tumblr Posts and Blogs

theeudaimoniac · 7 years

Text

En ting der virkelig er trist ved at have elever på mellemtrinnet og i overbygningen er at det er lige præcis i løbet af de år, at børnene/de unge i vidt omfang stopper med at undre sig og være videbegærlige, og i stedet lærer at det klogeste er at holde sin kæft, hvis der er noget man ikke helt forstår - for uha, tænk hvis læreren og de andre opdager det. Jeg ved ikke i hvor høj grad det er skolernes - eller rettere sagt, hele undervisningssystemets - skyld, og i hvor høj grad der er andre faktorer på spil, såsom det med at folk bliver en del af det etablerede voksenliv, hvor man begynder at tænke "Sådan er det nok bare" og trække med skuldrene i stedet for. Der er nok flere mulige faktorer. Men trist er det i hvert fald. Man får de mest fantastiske spørgsmål fra børn. Hvordan ved vi hvor varm solen er. Hvordan fungerer en computer egentlig. Hvordan lader det sig gøre, at en kvinde kan blive gravid og 9 måneder senere føde et barn. Alle mulige ting som man bare sådan er blevet vant til at acceptere, og slet ikke stille spørgsmål til. Som regel kan jeg slet ikke besvare dem, ikke noget der bare ligner, og det slår mig hvor absurd det er, at jeg også selv - ligesom praktisk talt alle andre voksne - er faldet i den fælde her. At jeg også er stoppet med at undre mig, og er blind for andet end pensum og Fælles Mål. (Der er sgu nok ikke noget håb for mig længere, tror jeg er ret fortabt i den kontekst her.) Det med svarene er i øvrigt langt hen ad vejen sekundært - det er ofte endnu mere vigtigt at stille nogle gode spørgsmål, ikke nødvendigvis hvor man så ender op henne, og hvor meget det lykkedes en at udrede det konkrete svar. Men hvorfor er det vi stopper med at undre sig? Og hvorfor er det vi lærer børnene, at det taktisk kloge valg er at sidde stille på sin plads og prioritere at kunne gentage det vi fortæller dem over alt andet? Sure thing, man skal også kunne nogle ting udenad, men er det ikke lige så vigtigt at kunne tænke originale selvstændige tanker, og ikke bare at kopiere det vi serverer for dem? Yngre børn undrer sig stadig, de er nysgerrige, og de har sådan en skøn umiddelbar tilgang til tingene, og vil rigtigt gerne finde svar på de ting, de undrer sig over. De er endnu ikke blevet påvirkede - skrev først "hjernevaskede", det er nok lige groft nok trods alt - til at være passive og lydige. Men det forsvinder stille og roligt i løbet af tween-årene. For det er jo pinligt at sige: "Det ved jeg ikke" eller "Gad vide hvordan det kan være, at x". I stedet skal man høre efter hvad læreren siger og læse kapitel 7 derhjemme til i morgen og kunne gengive hvad der står der. Det er det, der tæller - det er det, man gør de voksne glade og tilfredse med, ikke alt muligt drømmerisk pjat og tænkning udenfor skiven. Jeg har ikke noget svar på hvordan man ville kunne ændre på det her - det er nok desværre også ganske svært, hvis ikke umuligt. Måske bare een enkelt ugentlig time på alle trin, hvor man glemmer ligninger og tysk grammatik og danske stile, og så bare lige i den time har kreativitet og nysgerrighed og videbegærlighed som det primære omdrejningspunkt. Jeg ved det ikke. Jeg ANER det ikke. Men ugh, gid det var muligt at få det her fænomen dræbt på en eller anden måde. Eller bare bekæmpet. "Den der spørger, er kun dum een gang - den der aldrig spørger, er dum hele livet" - så lad os dog for pokker i stedet for prøve at fremelske, at børn og unge bliver ved med at spørge. At det at sige "det ved jeg ikke" ikke er pinligt eller skamfuldt, men tværtimod kan være det bedste i verden at sige, når det er et udtryk for intellektuel nysgerrighed og reelt betyder "jeg vil gerne blive klogere på det her, jeg vil gerne dykke ned i det". Så hvis jeg må komme med en enkelt lille stille bøn (til dem der prisværdigt nok har holdt ud hele vejen gennem denne rant hertil.) Så kæmp imod det fænomen her med næb og kløer, bliv ved med at undre jer og stille spørgsmål. Insistér på retten til at sige "Det ved jeg ikke", for det er der fandme ikke noget skamfuldt over - der er noget skamfuldt over at blive intellektuelt magelig og lade som om at man ved alt man har brug for at vide allerede. Vores lyst til at undersøge og opdage og udrede er fandme noget af det vigtigste vi har.

6 notes · View notes

innovativverden-blog · 7 years

Text

Emento: Digitale patientindkaldelser på patientens præmisser

I et tæt samspil mellem klinikere og digitale udviklere er patientindkaldelser på AUH blevet digitaliseret og tilrettelagt, så det matcher den enkelte patients forløb og behov.

Når hospitaler indkalder patienter til en undersøgelse eller operation, er den almindelige procedure at sende et indkaldelsesbrev forud med informationer om afdelingens navn, mødetidspunktet, parkeringsforhold, klagemuligheder og lignende. De seneste år er papirbrevet blevet digitaliseret og lander nu i e-boks i stedet for i den fysiske postkasse. Skiftet fra snailmail til e-mail har dog ikke ændret på, at mange patienter ikke dukker op, er uforberedte eller har glemt at faste forud for en operation. Tværtimod.

Der er ikke dækkende beregninger på området, men en aflyst operation koster mellem 11.000 og 14.000 kr., og hvis kommunikationen kunne reducere aflysningerne med blot 5-10 % ville det offentlige potentielt kunne spare 24 mio. om året. Og dertil skal man lægge reduktionen af tabt arbejdsfortjeneste for den enkelte patient og pårørende, for ikke at tale om den oplevede værdi af behandlingen.

”Vi har kigget på en struktur, som havde nogle åbenlyse huller i patientkommunikationen. For os har det handlet om, at sætte nogle langsigtede og visionære målsætninger, i stedet for bare at forbedre det eksisterende.” Klaus Veng, Emento

Klaus Veng og Mikkel Bech - begge erfarne i offentligt udviklingsarbejde - kastede sig over problematikken med patientindkaldelserne og så stort potentiale i at tænke processen anderledes og optimere på kommunikationskanalerne mellem patienter og personale. Efter to års udviklingsarbejde med utallige workshops og feltdage på Aarhus Universitetshospital, står drengene i dag med en 13-mand stor virksomhed og en implementeret digital platform, der er designet til at skabe et værdifuldt første møde mellem patienter og hospitalet – allerede inden patienten sætter sine fødder på hospitalet.

Ementos nye digitale platform er resultatet af to års udviklingsarbejde og workshops.

”Traditionelt set er informationen fra hospitaler afsendersikret, men der er sket en udvikling fra at man ikke har haft fokus på patientinformation til at patienten sættes i centrum for al ageren. Begge dele er ekstremer og ikke gavnlig for nogen parter. Vi forsøger at finde den gyldne middelvej, hvor kommunikationen i et patientforløb bliver et fælles projekt.” siger CEO i Emento, Klaus Veng.

En brugerdrevet sundhedsløsning Den gennemgående tilgang i Ementos arbejde mod en færdig prototype har været co-creation. Igennem hele processen med feltarbejde, konceptudvikling, kodning og prototypetest, har det kliniske personale haft faste dage på Ementos kontor, ligesom Ementos antropologer og digitale udviklere har haft deres daglige gang på afdelingerne på Aarhus Universitetshospital.

”Ligegyldig hvor dygtig en designer man er, så vil det bud man kommer med altid kun være et godt gæt, indtil man ser det i hænderne på dem, der virkelig kender konteksten.” Mikkel Bech, Emento

Mange informationer om patientforløb og patientkommunikation findes i Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men ifølge Mikkel Bech giver ikke et reelt billede af virkeligheden:”I de indledende brugerundersøgelser var der en kvinde, som stillede et spørgsmål om hævede ankler. Den første reaktion fra jordemoren var ’det har hun fået at vide til det første møde og det står også på hjemmesiden’. Udfordringen var bare at informationen var blevet tildelt på det forkerte tidspunkt i forløbet og svaret på hjemmesiden var både svært at finde og forstå. Man skal turde bevæge sig ud af sin egen forståelsesramme hele tiden. Det er først som ligeværdige parter at udviklingen sker. Ligegyldig hvor dygtig en designer man er, så vil det bud man kommer med altid kun være et godt gæt, indtil man ser det i hænderne på dem, der virkelig kender konteksten.”

”Kvinderne får en kvalificeret og individuel behandling og det har stor betydning for vores 25 jordemødre der er på arbejde om ugen og som rundt regnet har 1000 konsultationer hver om året.” Joke Habben, afdelingsjordemoder

Digitale patientindkaldelser med empati Ementos løsning med digitale patientindkaldelser manifesteres i to produkter; en app til patienterne og en desktop-applikation til klinikerne. Det radikale i løsningen ligger i det system, som binder de to applikationer sammen. Systemet sørger for at patienten får den rette information, på den rigtige måde, på det rigtige tidspunkt. Alle kontaktpunkterne er systematisk doseret til det enkelte patientforløb, som små perler på en snor. Ved behov kan patienten desuden søge information i små videoklip. For eksempel om hævede fødder under graviditet eller proceduren ved operation af tragtbryst. Teamet har været fokuserede på at bruge billeder og videoer af personalet i app’en, ganske enkelt for at højne tilliden. På desktop-applikationen kan klinikerne følge med i, hvilken information der er sendt til den enkelte patient, om patienten har læst og forstået informationen og om patienten har spørgsmål undervejs i forløbet.

Ementos app benytter sig af billeder af personalet for at højne tilliden.

På desktop-applikationen kan klinikerne følge med i, hvilken information der er sendt til den enkelte patient.

Afdelingsjordemoder, Joke Habben, som har været med i udviklingen, ser allerede et stort potentiale: ”Med den nye løsning kan jeg se, at vi får en helt nye måde at være sammen med vores kvinder på i graviditeten. Jeg ser at mødet mellem to mennesker bliver meget mere relationsbåret, når vi har fakta og alt det praktiske på plads. Kvinderne får en kvalificeret og individuel behandling og det har stor betydning for vores 25 jordemødre der er på arbejde om ugen og som rundt regnet har 1000 konsultationer hver om året.”

Et sundhedsvæsen i forandring Prototypen, som er udviklet og testet i tæt samarbejde med blandt andre jordemødre og vordende forældre, bliver også testet på blandt andet Lungekirurgisk afdeling, Dagkirurgisk afdeling og Endometriose Klinikken på AUH. På Lungekirurgisk afdeling er målet, at app’en skal stå i stedet for den forberedende samtale, som patienterne på nuværende tidspunkt skal møde op til dagen før operationen. Afdelingen forventer, at informationerne i app’en klæder patienterne så godt på, at det er muligt at spare en hel dag.

“På sigt kan vi spare tid. Vi regner med at kunne aflyse forberedelsesdagen og på den måde få mere tid til patienterne” siger Pernille Brasch Andersen, sygeplejerske, Lungekirurgisk afsnit.

I tæt samarbejde med afdelingens sygeplejersker, sekretær, kirurger og patienter har Emento sammensat et fyldestgørende forløb i app’en, der fra uge 18 bliver det foretrukne informationsværktøj til alle pectus- patienter på afdelingen. I indkaldelsesbrevet i E-boks bliver patienterne som noget af det første bedt om at hente app’en til deres iPhone eller smartphone, og anvende det som deres primære informationskilde igennem hele deres forløb.

“Jeg synes, app’en er et godt værktøj til at få et indblik i, hvordan det hele foregår. I E-boks står der måske ikke lige, hvordan de forskellige ting ser ud, og hvad man skal være opmærksom på. Så er det nemmere at have en app, der er relevant for en selv.” Rasmus, Pectus-patient

Prototypen er udviklet og testet i tæt samarbejde med patienter og personale på Lungekirurgisk afsnit.

I kølvandet på dette arbejde regner virksomheden med fortsat at udnytte de digitale teknologiers potentiale til at skabe bedre patientoplevelser i det offentlige sundhedsvæsen.

”Dette forløb er ikke igangsat på grund af nogle årlige målsætninger i systemet. Vi har kigget på en struktur, som havde nogle åbenlyse huller i patientkommunikationen. For os har det handlet om, at sætte nogle langsigtede og visionære målsætninger, i stedet for bare at forbedre det eksisterende.” udtaler Klaus Veng.

https://danskdesigncenter.dk/da/emento-digitale-patientindkaldelser-paa-patientens-praemisser

0 notes

thinkout-consulting-blog · 7 years

Text

Sagerne afvist

Fire forskellige kvinder har anmeldt den samme mand til politiet for pædofile overgreb begået i barndommen. To af sagerne blev afvist på grund af forældelse. En tredje sag blev afvist på grund af manglende fysiske beviser og vidner. Den fjerde sag blev for nylig forældet, fordi politiet ikke overholdt en tidsfrist.

I efteråret 2008 var Simone 15 år gammel og indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

Hver søndag plejede hendes mor at hente hende på afdelingen og tage hende med ud for at gå tur, men en efterårs-søndag havde moren ikke mulighed for at komme. Hun bad i stedet Simones far, som hun i mange år havde været skilt fra, om at gå tur med datteren.

Simone siger, at hendes far den søndag hentede hende på den lukkede afdeling og kørte hende i bil til Roskilde Havn. Der parkerede han bag en lukket iskiosk og voldtog hende i bilen.

Hendes mor kan huske, at personalet senere den dag ringede fra den lukkede afdeling og fortalte, at Simone havde været så suicidal efter køreturen, at de havde været nødt til at bæltefiksere hende. Men Simone fortalte ikke nogen om, hvad der var sket på havnen.

Først nogle måneder senere, i juledagene i 2008, fortalte Simone sin mor, at hun var blevet voldtaget af faren. Simone fortalte også, at det langt fra var første gang, at faren havde forgrebet sig på hende. Det havde stået på gennem mange år, men det var første gang, hun fortalte en sjæl om det.

»Jeg kunne ikke tie stille længere, når jeg ikke engang kunne være i i fred for ham på den lukkede. Han kom og hentede mig der, og så skete det igen. Derfor fortalte jeg om det. Jeg ville slippe for ham, og jeg ville have ham straffet«, siger Simone, som i dag er 21 år gammel.

Politiken møder Simone og hendes mor på et bosted, hvor Simone nu bor, fordi hun stadig har det svært psykisk.

Simone er en ud af fire kvinder, som har anmeldt den samme mand til politiet for at have begået seksuelle overgreb imod dem, da de var børn. Faren er aldrig dømt for noget, og Politiken kan selvfølgelig ikke vide, om han er skyldig i anklagerne. Denne artiklen handler derfor mest om, hvorfor ingen af de fire kvinders sager nogensinde er kommet for en domstol.

Den første datter

Da Simone i 2008 fortalte om farens overgreb, blev hendes mor chokeret, men også bekymret for, om det ville blive for hårdt for hendes psykisk syge datter, hvis hun anmeldte ham til politiet.

»Jeg talte meget med hende omkring det, for jeg kender systemet, og jeg ved, at det ville blive utroligt hårdt for hende, hvis hun skulle igennem afhøringer og undersøgelser. Men hun ville anmelde det til politiet«, siger moren.

Så det gjorde de. En af de første dage i 2009 indgav Simone en officiel anmeldelse til Københavns Vestegns Politi mod sin far. Han blev anholdt og varetægtsfængslet i to døgn. Derefter blev han løsladt, men politiet fortsatte med at efterforske sagen.

Simone blev flere gange afhørt af politiet, også på video. Hun fortalte efterforskerne, at det første overgreb, hun kunne huske, skete i 1999, da hun var seks år gammel. Det var under den store orkan i Danmark, hvor hun havde været alene hjemme med sin far en hel nat, fordi hendes mor ikke kunne komme og hente hende på grund af væltede træer. Derfor kunne hun huske dagen. Siden havde faren forgrebet sig på hende flere gange gennem årene, fortalte hun.

Simones mor blev også afhørt af politiet. Hun havde ikke været til stede under nogle af episoderne, så hun kunne ikke bevidne overgrebene, men hun kunne fortælle politiet om mærkelige episoder fra Simones barndom.

Som for eksempel en episode, da Simone var fem år gammel. På det tidspunkt var Simones mor og far allerede skilt, og Simone havde boet nogle dage hos sin far. Da hun kom hjem til sin mor, havde hun rifter ved kønsorganerne. Simones mor undrede sig over det, men Simone fortalte, at hun havde leget numse-leg med nogle drenge i børnehaven, og at de havde stukket blyanter op i hende. Simones mor spurgte i børnehaven, om det kunne passe, og personalet sagde, at de jo ikke holdt øje med alt, hvad der foregik i legehuset, så det kunne det måske godt.

Det samme gentog sig senere, da Simone var startet i fritidshjem. Igen kom hun hjem fra en overnatning hos faren med rifter forneden, og igen gav Simone den samme historie. I dag tror hendes mor, at rifterne var tegn på, at Simone var blevet misbrugt af sin far.

Men faktum var, at der hverken var fysiske beviser eller vidner, som kunne bakke op om Simones historie. Simone var desuden diagnostiseret skizofren, og selvom en overlæge, som havde behandlet Simone, i et brev til politiet erklærede, at han ikke troede, at Simones forklaring om seksuelle overgreb var led i en vrangforestilling, indgik hendes psykiske sygdom i politiets overvejelser.

Simones far nægtede sig samtidig skyldig og fortalte politiet, at hans datter var psykisk syg og konstant opfandt løgne, og efter knap et år besluttede Statsadvokaten for Nordsjælland- og Københavns Vestegn at droppe sigtelsen.

»Reelt er der således tale om, at påstand står mod påstand, og jeg vurderer, at sagen ikke vil kunne føre til domfældelse i retten«, stod der i afgørelsen.

I dag har Simone svært ved at forstå, hvorfor hendes psykiske sygdom skulle have betydning.

»Jeg synes, at det var så uretfærdigt, at de brugte det som argument, at jeg er skizofren, for det kan jeg jo ikke gøre for. Selv når jeg har været mest syg, har jeg aldrig haft tvangstanker eller vrangforestillinger eller beskyldt nogen som helst for noget, de ikke har gjort«, siger hun.

»Alle der har været udsat for det, jeg har været udsat for, får psykiske problemer. Det er jeg helt sikker på. Man kan ikke gennemgå det, jeg har gennemgået, uden at blive påvirket psykisk. Så jeg synes ikke, at det er fair, at man så bruger de psykiske problemer som argument for, at man er utroværdig«.

Dengang havde Simone mulighed for at anke afgørelsen, men det gjorde hun ikke.

»I hele det år, hvor sagen blev undersøgt, gik jeg konstant rundt og var bange for at møde ham på gaden«, siger Simone, som flere gange havde forsøgt selvmord på det tidspunkt.

»Jeg kunne ikke mere. Så var jeg død«.

Den anden datter

Simones far har også en anden datter med en anden kvinde.

Hun hedder Anna, og er i dag 19 år gammel.

Anna siger, at hun også er blevet misbrugt af sin far i barndommen, men da Simones sag blev efterforsket af politiet, kunne hun ikke huske det. Anna siger, at hun i så mange år havde fortrængt farens overgreb, som stoppede, da hun blev teenager, at hun ikke selv vidste, at de havde fundet sted.

»I hele min barndom var jeg så bange for min far, for han truede og slog mig og sagde, at han ville slå min mor og mig ihjel, hvis jeg fortalte det til nogen, så derfor fortrængte jeg det fuldstændig«, fortæller Anna.

»Da jeg var mindre tiggede jeg altid min mor om at blive skilt fra ham, men jeg fortalte aldrig hvorfor«.

I løbet af 2011 begyndte Anna dog pludselig at kunne huske, at hendes far havde begået overgreb mod hende, da hun var lille. Hun begyndte at få mareridt om det, og minderne om at blive misbrugt dukkede op i glimt, men Anna kunne ikke huske de konkrete episoder eller detaljer.

Hun begyndte at fortælle en veninde om de minder, som var begyndt at dukke op i hendes hukommelse, og veninden gav hende et telefonnummer til en psykolog. Anna besøgte første gang psykologen i slutningen af marts 2011 og derefter gik det stærkt.

Hun fortalte sin mor om det, og moderen lod sig skille fra faren, mens Anna selv flyttede, og i maj 2011 anmeldte Anna sin far til politiet for seksuelle krænkelser.

For anden gang sad Københavns Vestegns Politi med en anmeldelse for pædofile overgreb mod den samme mand.

Udstødt

Det var ikke den sidste.

Kort efter, at Anna meldte sin far, henvendte to andre kvinder sig til politiet og fortalte, at de også var blevet seksuelt misbrugt af den samme mand, da de var børn.

Politiken har talt med de to kvinder, som i dag er i midten af 30’erne. De er en del ældre end både Anna og Simone, så de har aldrig været veninder med de to halvsøskende, men de kender dem, og de kender især deres far, fordi de er vokset op i samme del af Danmark.

Begge kvinder fortæller, at de var omkring seks år gamle, da han misbrugte dem seksuelt første gang. Da de henvendte sig til Københavns Vestegns Politi var de godt klar over på forhånd, at deres egne sager for længst var forældede.

»Jeg går bare rundt og venter på, at forældelsesfristerne bliver afskaffet, så jeg kan anmelde ham«, siger den ene af kvinderne.

»Men da jeg hørte, at Anna havde anmeldt ham, tænkte jeg, at vi måske kunne hjælpe politiet ved at henvende os og fortælle om, hvad vi selv havde oplevet, sådan at politiet kunne høre, at det ikke bare er noget, hans døtre opfinder«.

Københavns Vestegns Politi anbefalede de to kvinder at henvende sig til deres lokale politistation, og det gjorde de. Derfor blev de begge, hver for sig, afhørt af politiet i Holbæk.

Den ene af kvinderne fortæller, at hun aldrig var udsat for fuldbyrdet samleje. Hendes forældre var venner med den mistænktes forældre. Han var 16-17 år gammel, hun var kun seks år gammel, og derfor blev han sat til at passe hende.

»Vores forældre mente, at han var så god med børn, og derfor skulle han læste historier op for mig på mit værelse. Mens han læste historier op, ville han altid have, at man skulle gokke den af på ham samtidig«, husker den ene kvinde.

Hun siger, en han en enkelt gang forsøgte at gennemføre fuldbyrdet samleje med hende, men at det ikke lykkedes, fordi forældrene nedenunder kom hjem. Hun fortalte aldrig noget til sine forældre.

Det gjorde den anden kvinde til gengæld.

Hendes forældre og den mistænktes forældre var også gode venner, og derfor blev han sat til at passe hende, da han var 16-17 år gammel. Kvinden siger, at han voldtog hende første gang, da hun var seks år gammel, og derefter skete det flere gange, indtil hun var cirka otte år gammel.

På det tidspunkt fortalte hun det til sine forældre. Hun mener ikke, at hun dengang fortalte alting til forældrene, kun at han havde »pillet ved hende«. Hendes forældre tog det alvorligt, men sagen blev aldrig anmeldt til politiet.

Både den mistænkte og de to kvinder var dengang en del af den samme kristne menighed, og det var ifølge kvinderne de religiøse ledere, som afgjorde sagen. Den mistænkte mand blev udstødt fra menigheden i cirka et år, siger kvinderne. Men da han efter et år igen blev lukket ind i menigheden, måtte man ikke længere tale om, hvad han havde gjort.

Siden blev først Simones mor og siden Annas mor gift med den pågældende mand, da de blev en del af den religiøse menighed. Begge kvinder siger i dag, at der aldrig var nogen, som fortalte dem, at de giftede sig med en mand, som havde været udstødt for at have forgrebet sig på et barn.

»Hvis man har været udelukket og kommer tilbage, så er ens synder tilgivet. Og hvis Gud har tilgivet, så skal menighedens medlemmer også, sådan fungerede det dengang«, siger Annas mor.

Flere af kvinderne understreger dog, at de ikke bebrejder menighedens religiøse ledere. I dag ville det være blevet håndteret anderledes, men dengang for snart 30 år siden, havde samfundet ikke den samme viden om pædofili, mener de.

Vidner

Da Anna anmeldte sin far i 2011, indledte politiet en efterforskning, og Anna blev videoafhørt. Men da hun ikke kunne huske nogle konkrete episoder, hvor faren skulle have misbrugt hende, besluttede politiet efter fire måneder at stoppe efterforskningen, fordi det ikke kunne forventes, at sagen ville føre til domfældelse.

Annas advokat Helle Rørbæk var enig med politiet i, at der ikke var tilstrækkelige beviser mod faren.

Anna havde dog stadig store problemer, og hun blev tilbud et behandlingsforløb på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. Om det var samtalerne med psykologer, der fik minderne til at dukke frem, ved hun ikke. Men frem kom de i hvert fald.

På hendes 16 års fødselsdag i slutningen 2012 brød Anna pludselig sammen, mens hun og hendes mor var på restaurant for at fejre det. Anna ved godt, at nogen måske vil synes, at det er mærkeligt, at hun først kunne huske overgrebene efter flere år. Men hun siger, at det var, som om der pludselig gik hul på boblen til hendes fortrængte minder. Nu kunne hun tydeligt huske de gange, hvor hendes far havde voldtaget hende. At første gang var i 2002, da hun var seks år gammel. At overgrebene fortsatte til hun blev teenager. Og at faren som regel kun misbrugte hende i de perioder, hvor han ikke havde kontakt til hendes ældre halvsøster.

I maj 2013 – to år efter hun første gang havde anmeldt sin far til politiet – indgav Anna derfor endnu en anmeldelse af sin far til politiet.

De kommende måneder afgav Anna detaljerede forklaringer til politiet, men som i sagen mod hendes storesøster var der hverken fysiske beviser for overgrebene eller vidner, som kunne bekræfte hendes historie.

Der var kun de to andre kvinder, som på eget initiativ havde henvendt sig hos Holbæk Politi for at fortælle, at de havde oplevet noget lignende med den mistænkte. Københavns Vestegns Politi kendte godt til de to kvinder, men valgte ikke at indkalde dem til afhøring.

»Sagen vedrørende de to kvinder blev rekvireret fra Holbæk Politi. De blev ikke yderligere afhørt af Københavns Vestegns Politi, da de ikke kunne bidrage med oplysninger om det konkrete forhold, der var blevet anmeldt«, skriver Københavns Vestegns Politi i et brev til Politiken.

Fordi der manglede fysiske beviser og vidner besluttede juristerne hos politiet endnu engang at indstille efterforskningen mod den mistænkte far.

»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har grund til at betvivle deres klients forklaring om det passerede, som jeg finder troværdig«, skrev en senioranklager i afgørelsen til Annas advokat.

Men sagen var et spørgsmål om Annas ord mod hendes fars.

»Der er ikke vidner til episoderne, for så vidt angår de seksuelle overgreb. Der er afgivet vidneforklaringer i sagen, men det er min opfattelse, at de ikke vil være tilstrækkelige til at få XX dømt. Det er også min opfattelse, at retten vil tillægge det vægt, at der er gået lang tid fra de overgreb, som deres klient har forklaret om, fandt sted frem til anmeldelsestidspunktet«, konkluderede politiet.

Politifejl

Afgørelsen om at indstille efterforskningen blev kun sendt til advokat Helle Rørbæk, og det landede på hendes kontor fredag 20. december, hvor hun var gået på juleferie.

Derfor blev advokaten først bekendt med afgørelsen, da hun vendte tilbage fra ferie 6. januar 2014. Hun skyndte sig at orientere Anna og hendes mor om politiets afgørelse, og de behøvede ikke meget betænkningstid: De ville klage til Statsadvokaten over afgørelsen.

Statsadvokaten for København gik i gang med at behandle klagen og modtog alle sagsakterne fra politiet en af de sidste dage i januar 2014. Efter gennemgang af den komplicerede sag var Statsadvokaten ikke enig med politiet i, at det ikke var mere at komme efter. Statsadvokaten mente, at sagen kunne blive bedre oplyst ved at foretage flere afhøringer

»En gang imellem vurderer vi anderledes end politikredsen og siger, at der er flere sten, der skal vendes i en sag. Det gjorde vi i det her tilfælde«, siger vicestatsadvokat Anders Riisager.

»Efterforskningen fortsætter«, lød overskriften derfor på den afgørelse fra Statsadvokaten, som landede hos Anna og hendes advokat 10. januar 2010.

Anna blev lykkelig over afgørelsen, men følelsen varede ikke mange dage.

Ifølge Retsplejeloven har en mistænkt krav på at få besked indenfor to måneder, hvis efterforskningen alligevel fortsætter i en sag, som politiet først har droppet. Reglen er til for at sikre, at sigtede indenfor rimelig tid ved, om politiet opretholder en sag imod dem.

Tidsfristen på to måneder starter den dag, hvor politiet beslutter at indstille efterforskningen. Der var gået tid med juleferie, med at klage og med at gennemgå sagen, så da Statsadvokaten besluttede, at politiet skulle fortsætte efterforskningen, var der kun ti dage tilbage af tidsfristen.

Den mistænkte mand var på det tidspunkt flyttet til Storbritannien med sin nye kone. Statsadvokaten bad britiske myndigheder om at fortælle ham, at efterforskningen fortsatte, men det lykkedes først efter, at tidsfristen var udløbet.

»Havde den sigtede boet i Danmark, så havde vi nok også fået det forkyndt i tide. Det skete desværre ikke på grund af et sammenfald af uheldige omstændigheder«, siger Anders Riisager.

»Det er jo også sådan, at folk kan gå under jorden og gemme sig. Sådan er det«.

Anders Riisager mener ikke, at statsadvokaten kunne have behandlet klagen meget hurtigere.

»Det her er en relativ kompleks og alvorlig sag. Den involverer mange papirer og familiestridigheder, og det er en sagskategori, hvor tingene sjældent er sort-hvide. Det skal læses ordentlig igennem. Vi brugte ti dages tid på det, og det synes jeg egentlig ikke er for lang tid«, siger Anders Riisager, som er ked af, at efterforskningen strandede på grund af den overskredne tidsfrist.

»Reglerne om at forkynde indenfor to måneder er der af hensyn til den sigtede, men der er jo bestemt også et hensyn til de forurettede. Jeg kan godt forstå, at sådan en familie, som har fået at vide, at nu vil vi prøve at grave et spadestik dybere i sagen, har svært ved at sluge det, når de får at vide, at det gør vi alligevel ikke på grund af en formalitet. Det er da svært at synke, særligt når det er sådan en sag med en masse børn involveret«.

Advokat Helle Rørbæk mener, at politiets efterforskere gjorde et fint stykke arbejde, men at sagen viser, at der er et grundlæggende problem med klagesystemet.

»Der er noget principielt og grundlæggende galt med systemet. Man kan jo ikke have et ankesystem, som reelt ikke giver en mulighed for anke. Når administrative ting betyder, at politiet af forskellige årsager ikke når at forkynde, at efterforskningen fortsætter, og sagen dermed aldrig bliver færdig-efterforsket, så er der jo åbenlyst noget galt med systemet«, siger hun.

Svært at synke

For Anna er det ganske rigtigt svært at synke, at sagen strandede på grund af formaliteter.

»Jeg blev meget vred, da jeg fik beskeden. Det har ikke været sjovt for mig at sidde til alle de afhøringer hos politiet. Det har taget hårdt på mig og været så forfærdeligt, men jeg gjorde det, fordi jeg vil have retfærdighed. Så jeg er stadig ked af det og vred over, at sagen ikke kommer videre, fordi politiet ikke nåede at finde min far i tide«, siger hun.

Anna går stadig i behandling for at komme videre med sit liv efter oplevelserne i barndommen. Hun har stadig psykiske problemer, og hun har det med at trække sig ind i sig selv.

»Det har ødelagt mit liv. Ødelagt det«, siger hun da Politiken møder hende. Hun smiler.

»Jeg smiler, mens jeg siger det, men det er kun fordi det er nemmere end at græde, når jeg sidder her«, forklarer hun.

Anna bor med sin mor, og hun er ikke i stand til at passe et arbejde. Men hvis hun får det bedre, ved hun godt, hvad hun skal lave.

»Hvis jeg nogensinde bliver i stand til at arbejde, så vil jeg gerne bruge mit liv på at hjælpe andre i samme situation som mig«, siger hun.

»Men lige nu er det svært at komme videre, når jeg ved, at min far ikke får sin straf«.

Politiken har flere gange forgæves forsøgt at få kontakt til den i dag 45-årige mand, som tilsyneladende stadig bor i Storbritannien. Der har han stiftet ny familie, og Anna og hendes mor frygter, at historien vil gentage sig med farens lille søn. Det har de også fortalt på det center for seksuelle overgreb på Rigshospitalet, hvor Anna har gået til behandling.

»Center for Seksuelle Overgreb deler samme bekymring«, konkluderede en socialrådgiver i en underretning til kommunen.

0 notes

annelea · 7 years

Text

Min kronik

Først blev jeg fyret på mail, så døde min søster. Da jeg undersøgte mulighederne for at få hjælp, var der reelt kun en: Opgiv og bliv arbejdsløs. Det blev et nej tak

Af Anne Lea Landsted, freelancejournalist Jeg overvejer at melde mig ud af a-kassen. Det er bestemt ikke nogen nem beslutning. Jeg har nemlig altid holdt på, at man skal være medlem af både a-kasse og fagforening. Det er et mantra, jeg er vokset op med. Det kan bare ikke betale sig for mig - længere. Det vender jeg tilbage til.

Jeg har betalt til a-kassen, siden jeg blev uddannet som journalist for efterhånden ret mange år siden, men har aldrig nogensinde været på dagpenge, fordi jeg elsker at arbejde og altid har sat en ære i at klare mig selv. Det er også noget, jeg er vokset op med. Mine forældre havde penge nok til både at betale lommepenge og støtte økonomisk, hvis der skulle være behov for det, men det gjorde de ikke. Hvis jeg ville have fritidsinteresser, måtte jeg selv tjene pengene til det. Senere afviste de at kautionere for et lån. Det blev jeg godt nok sur over, men jeg klarede den – og fik mit boliglån uden hjælp fra mine forældre.

Jeg har i løbet af livet som selvstændig og indimellem lønmodtager haft noget svingende indtægter, men aldrig nogensinde overvejet at gå på dagpenge, selvom kolleger indimellem har rystet på hovedet af mig, og revisoren undrende spurgt, hvordan jeg i perioder har kunnet leve af nærmest ingenting. Men det kan jeg – leve på en sten, og som min mor plejede at sige: Der kommer også en streg over den uge – hvis det i en periode gik dårligt.

Men indimellem sker der ting, der vender op og ned på alting og sætter selv en hardcore overlever som mig på hård prøve. Jeg mistede mit faste job, blev sparet væk. Min chef, der mest var optaget af sit eget CV, valgte at stikke hovedet i busken og lade sin overordnede gøre det beskidte arbejde og han sendte en mail. Sådan. Fyret på mail på grund af besparelser. Den sved. Ikke mindst fordi jeg nu var nået en alder, hvor man ikke ligefrem vader i jobs plus at mange af de kunder, jeg otte år tidligere havde haft som freelancer, var væk, men som min mor sagde: Der kommer også en streg over den uge.

Jeg rankede ryggen og gjorde mit arbejde færdigt, selvom mange opfordrede mig til at melde mig syg. Det ville være forståeligt i sådan en situation, som de sagde, og det gør mange alligevel – melder sig syge efter sådan en omgang. Aldrig i livet tænkte jeg og tog i stedet på kursus for at lære, hvordan man bygger sin eget virksomhed op. Supplerende dagpenge blev nævnt som en mulighed, mens man fik gang i biksen. Jeg nåede ikke engang at overveje det, da telefonen ringede.

”Din søster ligger på hospitalet i Bruxelles. Hun har kun kort tid tilbage at leve i.”

Da skred tæppet væk under mig. Du er stærk mor, du klarer det, som min datter sagde. Jeg har aldrig nogensinde opfattet mig selv som stærk – en overlever, ja, men stærk, nej. I dag aner jeg knap nok, hvordan jeg kom til Bruxelles, og hvordan jeg overhovedet kom igennem det. Men det havde ikke noget med styrke at gøre, fandt jeg senere ud af. Jeg kom igennem det, fordi omstændighederne krævede, at jeg holdt hovedet koldt og parkerede min egen sorg på sidelinjen, mens det hele stod på. Og fordi jeg fik fantastisk hjælp af venner og kolleger til min søster. Men der kom aldrig en streg over den uge og de følgende for den sags skyld.

Pludselig græd jeg over de mindste ting – en dag måtte jeg ligefrem forlade et supermarked, fordi jeg pludselig brød hulkende sammen. Jeg begyndte at sove dårligt eller slet ikke om natten. Jeg mistede hukommelsen – kunne knap huske, hvad jeg selv hedder. Jeg glemte, hvorfor jeg gik ud om morgenen eller hvad jeg havde lavet dagen før. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, fik ondt i maven, gik i ring eller sad blot og stirrede ud i luften, mens hullet i økonomien bare voksede.

Der kom ingen streger i kalenderen. Det blev bare værre. Uge efter uge gled forbi uden der skete noget. Du har stress – det kan man godt få af sorg, sagde en veninde. Du har brug for en pause til lige at få ladet batterierne op. Jeg undersøgte mulighederne for at komme på sygedagpenge, men fik afslag, fordi jeg ikke havde tjent nok. Det betød samtidig, at jeg heller ikke ville kunne få dagpenge, hvis det skulle blive aktuelt. De regler blev ændret et par måneder senere, så man i dag optjener dagpenge baseret på indkomst over tre år og ikke kun et. Men det var som sagt senere. Lige nu befandt jeg mig i et catch 22. Uanset hvilken løsning, jeg valgte, var den umulig.

Jeg var i frit fald.

Så var det jeg kom til at tænke på mit virksomhedskursus og muligheden for supplerende dagpenge. Selvom tanken om dagpenge stadig var mig imod, måtte jeg erkende, at livet efterhånden havde givet mig så mange tæsk, at jeg havde brug for et pusterum og en hånd til at rejse virksomheden og mig selv igen. Eller rettere. Det var et spørgsmål om overlevelse.

Jeg ringede til a-kassen, fortalte kort om min situation og forhørte mig om mulighederne for supplerende dagpenge. Jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at kvinden i den anden ende slet ikke hørte efter, hvad jeg sagde. Det viste der sig at være en ret god grund til. Der var nemlig kun en mulighed. Luk virksomheden, sælg alle aktiver - efter tre uger kan du så få dagpenge.

Jeg havde det sidste år levet af min opsparing og de få indtægter, jeg kunne hente hjem i virksomheden. Det var bedøvende ligegyldigt, at jeg endnu ikke var CVR registreret. Alene det at jeg afleverede selvangivelse om sommeren, diskvalificerede mig, selvom jeg på ingen måde havde ligget samfundet til last.

Jeg var målløs. I min naivitet havde jeg opfattet dagpengesystemet som et sikkerhedsnet – en slags trampolin om man vil – hvor man landede blødt og var i bevægelse, men sjældent faldt igennem. Men der var ingen bevægelse. Hvis jeg ville have dagpenge måtte jeg lukke alt ned og begynde forfra med jobsøgning og jobtræning. I løbet af den korte tid samtalen med a-kassen varede bevægede jeg mig lige så stille fra at være trist til at føle mig som taber. Hvis jeg sprang ville jeg ryge direkte igennem nettet og lande på jorden. Bang.

Kvinden fra a-kassen prøvede at virke forstående. Hvis du kan vente et år, bliver reglerne ændret. Men det var nu, jeg havde brug for hjælp. Desuden ville de nye regler ikke hjælpe mig som selvstændig. Jeg ville stadig skulle lukke virksomheden og stille mig i jobkø – hvis jeg ville på dagpenge. Supplerende eller ej. Det måtte kvinden i den anden ende af røret indrømme.

Det er ikke hendes skyld. Hun er blot sagsbehandler og formidler af et absurd system, der groft sagt kategoriserer folk i to grupper. Der er snylterne eller tyvene, om man vil. Det er sådan nogle som dovne-Robert, der ifølge politikerne kun er ude på at stjæle penge fra systemet og nyde uden at yde – det er dem, der fylder mest i medierne og dem, der kan få den politiske forargelse helt op i det røde felt. Selvom de måske i virkeligheden er færrest.

Så er der taberne – det kunne være sådan en som mig - der egentlig helst vil arbejde, men befinder sig i et limbo forårsaget af sorg, stress eller sygdom. Som har brug for hjælp til at komme videre, men i stedet bliver slået tilbage til start. Vi fylder ikke ret meget i medierne, og slet ikke hos politikerne. Vi er besværlige, fordi det er lettere at indrette systemet efter dovne Robert’er og gøre os til tabere ved at placere os i en jobkø fremfor at gøre systemet mere fleksibelt eller mangfoldigt, for nu at bruge et moderne ord, og måske i sidste ende spare penge.

I psykologisk litteratur er stressbegrebet især baseret på den amerikanske psykolog Richard S. Lazarus definition: ”Stress defineres som et særligt forhold mellem personen og omgivelserne, som opfattes som en belastning af personen, eller som overstiger hans eller hendes ressourcer og truer hans eller hendes velbefindende.”

Ifølge Stressforeningen har mellem 10 og 12 procent af danskerne symptomer på alvorlig stress. Det koster rundt regnet det danske samfund 14 mia. om året i sygefravær, for tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet. Langvarig stress kan desuden føre til hjertekar sygdomme og depression og så bonner det for alvor ud på udgiftssiden. En ti år gammel opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at den gennemsnitlige indlæggelse for en kvinde, som mig med en lang videregående uddannelse, er 5,7 dage til en dagspris på ca. 7.400 kr. Det var dengang. Beløbet er formentlig højere i dag.

Jeg balancerer på kanten af velfærdsstaten. Jeg er endnu ikke bukket under, fordi jeg nægter at give op, og fordi jeg ved, at det ikke er en tur på jobcentret med dertilhørende jobtræning, kurser i at søge stillinger og to jobansøgninger om ugen, der vil få mig på højkant – tværtimod – det vil formentlig være lige præcis det, der skal til for at sende mig definitivt ud over kanten og ned i en sump af sammenbrud og sygdom.

Eller som Lene Romer Halby skrev for nylig i et blogindlæg om den tour-de-force gennem systemet, der forvandlede hende fra at være ansvarlig leder til at blive samfundsnasser.

”Da jeg gik ind ad døren (til jobcentret, red) var alt, hvad jeg havde behov for, en lille håndsrækning til at gå direkte i job. I stedet valgte man at give mig et skub. Et skub, der sender mig ud over kanten, et skub, der i de næste år skal holde mig ude af arbejdsmarkedet, et skub, der skal sende mig fra syge-dagpenge og over på en kontanthjælpslignende ydelse. 100 % social, faglig og økonomisk deroute. For første gang i mit liv oplever jeg hvad det vil sige at miste livslysten.”

Det er lige præcis der, jeg ikke ønsker at havne, og det er lige præcis derfor, jeg overvejer jeg at melde mig ud af a-kassen. For den giver mig nemlig ikke længere tryghed. Den skaber frygt. Frygt for at blive stemplet som taber, frygt for at havne i en jobkø, der alligevel aldrig ville udløse et job, fordi man er enten for meget, for gammel eller for langt ude.

Det er heller ikke det, os, der pludselig bliver slået ud af kurs, har brug for. Vi har masser af ressourcer, men mangler en hånd og lidt beroligende ord for at rejse os igen efter knock out. Den får man ikke i et system, der i udgangspunktet betragter alle, der mister jobbet, bliver syge eller går ned med stress som snyltere eller tabere. Jeg tillader mig endnu en gang at citere fra Lene Romer Halbys blogindlæg og hendes oplevelse med jobcentret, fordi det rammer lige præcis ned i det, vi frygter allermest. Transformationen.

”Samme sekund jeg træder over dørtærsklen sker det. Transformationen. Med et slag ændrer alt sig. Jeg bliver en, der vil forsørges af det offentlige.

Jeg mærker tyngden i mit bryst – tyngden fra det mærke, der klæber sig til mig – og er synligt for alle der ønsker at se det.”

Engang for snart længe siden kunne man få iværksætterydelse, mens man byggede sin virksomhed op. Det var der mange, som benyttede sig af – jeg deler kontor med en af dem, der startede på den måde og i dag, mange år senere, stadig har en velfungerende virksomhed. Pointen var, at man fik fred og ro i et år til at få forretningen til at fungere og ikke skulle bruge tid på jobtræning, ligegyldige kurser eller at skrive to ansøgninger om ugen.

Ordningen blev afskaffet i 1997. Siden er der brugt ufattelig megen energi og ressourcer på at gøre velfungerende mennesker til vatpikke, så snart de træder ind ad døren på jobcentret. Kan det virkelig passe, at det i dag – hvor stress er ved at udvikle sig til en folkesygdom, og fyresedlerne flagrer rundt – ikke kan lade sig gøre at skabe et mere fleksibelt system eller mangfoldigt, for nu at bruge et populært ord, der giver en hånd til prekariatet i stedet for at pege fingre og skubbe os ud over kanten. Det kunne fx være at tilbyde supplerende dagpenge i en periode uden at man behøver lukke virksomheden.

Personligt har jeg indstillet mig på, at det kommer til at tage lidt tid, inden jeg kan sætte en streg over min uge. Men det kommer der. Takket være stor hjælp fra en god kollega og ven, er jeg begyndt at tro på, at det nok skal gå alt sammen, selvom jeg økonomisk er ved at være helt i bund og stadig kæmper med min sorg over tabet af min søster.

Men jeg har fundet en metode til at håndtere min stress – ja overvejer ligefrem at skrive stress coach på mit CV, så jeg skal nok klare mig, men det er sgu ikke samfundets skyld.

0 notes