#livet smiler

[wartina]

SKAM (2015 - 2017)

S04, E09: LIVET SMILER ~ dir. Julie Andem

[oneiriad]

Aziraphale amd Jessica Fletcher (optional cameos by Crowley or Death)

So, the last Danish crossover ficlet.

Der er ikke noget usædvanligt i at Jessica lige skal et smut ind i enhver boghandel hun kommer forbi.

Noget af det er rent professionelt, banket ind i knolden på hende af hendes agent: selv hvis hun ikke er på turne, så er det altid en god ide at stikke hovedet ind, se hvordan hendes bøger står, lige signere nogen stykker.

Og noget af det er hendes indre læsehest, altid på jagt efter en god historie eller lidt obskure fakta til at bygge en mordgåde op om. Sandt at sige, så har hun allerede forkøbt sig - London er fuld af boghandlere og antikvariater - og hvis hun skal ha' flere bøger med hjem, skal hun nok investere i en ekstra kuffert, og det er trods alt at gå til yderligheder...

Måske er det derfor boghandleren i Soho har åbent denne gang, i modsætning til første og anden gang hun tilfældigvis kom forbi.

Ikke at det var spild af tid. Den lille cafe på hjørnet serverede en himmelsk tiramisu og havde kun god sladder at diske op med om Hr. Fell.

Men tredje gang var lykkens gang.

Butikken er rodet, men ren og pæn - kaos uden spindelvæv - og tydeligvis mere antikvariat end boghandel. En mand sidder med en kop te og en åben bog, og sender hende et skeptisk blik henover kanten af sine læsebriller, men rejser sig ikke op.

Mere dagligstue end antikvariat.

Hun vandrer langs overfyldte reoler og fisker nu og da en bog ud, bladrer lidt før hun stiller den tilbage. Liget dansede ved midnatstide står kilet ind mellem Christie og Sayer, og hun fisker en pen op af tasken...

"Jeg må virkelig insistere på, at De ikke skriver i mine..."

Længere kommer boghandleren, der er dukket op som en trold af sin æske, ikke. Hun har efterhånden vænnet sig til det - den bratte genkendelse, der følger med hendes berømthed.

"Men måske alligevel i min bog?" smiler hun. "Og den står jo i så godt selskab. Men har de måske en pen? Jeg tro desværre min er ved at løbe tør."

Fem minutter senere sidder hun i en sofa og bytter en ny-signeret bog for en kop te. Mr. Fell lægger den åbne bog på et overlæsset skrivebord og draperer et par tunge snore over siderne for at holde den åben mens den tørrer.

"Sådan. En småkage til, Fru Fletcher. Og hvad bringer dem til England?"

"Jeg har såmænd været i skole. Et kort sommerkursus i Oxford, selvom jeg nu brugte lige så meget tid på at studere selve byen som på læsestoffet."

"Det lyder dejligt. Oxford er sådan en hyggelig by."

"De har ret - selvom det nu var lidt uhyggeligt. Professoren, der holdt kurset - han blev fundet død en uge før kurset skulle slutte. Politiet er overbeviste om at hans kone har forgivet ham med rottegift."

"Jamen, det var dog en grusom historie."

"Ja, ikke sandt - men ser De, jeg tror ikke det er sandt. Ser De, manden var bibliofil om en kam - og ja, han havde altså nogle bøger som - ja, politiet er jo ikke så tit bogfolk. Men jeg er forfærdelig bange for, at han havde nogle bøger, som han ikke var kommet ærligt til."

Mr. Fell sætter et passende bestyrtet ansigt op og læner sig længere frem, da hun sænker stemmen.

"Jeg tror, at det er bøgerne, som har kostet ham livet."

"De tror ligefrem, at nogen har myrdet ham for bogtyveri?"

"Altså, De skulle ha' hørt de herrer bibliotekarer fra Bodleian og British Library. Ja, og inspektøren så ganske rystet ud efter at ha' snakket i telefon med Sorbonne, Det Kongelige Bibliotek i København og Kungliga Biblioteket i Sverige. Og det var de bøger hvis ejere var nemme at fastslå - andre må ha' været i privat eje, og ja, De ved nok selv hvordan bibliofile kan være, hvis nogen kommer imellem dem og deres udkårne."

Hr. Fell har lænet sig så langt frem i stolen at han burde være faldet forover, som en dykkende rovfugl der har foldet sine vinger væk afvejen.

"Der var f.eks. et par utroligt smukke bøger. De fineste grønne bind, og den herre bibliotekar fra Bodleian var lige ved at savle ved synet. De må ha' været privat ejendom, men indtil videre har ingen kunne identificere deres eks libris. Men de er jo fagmand - sig mig, har de nogle kunder, som har et eks libris, der forestiller et brændende sværd flankeret af et par vinger?"

"Nej, det..." og Hr. Fell rysrer på hovedet. "Men jeg skal da gerne spørge mig for."

En ti minutters tid senere forlader hun butikken - ikke så hurtigt, at det vil virke påfaldende, men heller ikke så langtrukkent, at hun risikerer at blive smidt ud.

En mand går ind i butikken, da hun træder ud. Venter ikke engang til hun er ude, men snor sig rundt om hende - ranglet og sortklædt, med et par tonede briller, som bestemt må være på recept, for han gør ikke mine til at tage dem af, selvom butikken er dunkel.

"Åh, Crowley, er det dig? Og lige til te-tid."

***

To dage senere, dagen før hun skal flyve hjem, har hendes ven Hagarty inviteret hende ud at spise. En tidlig middag på Ritz, for flyet letter fra morgenstunden.

"Så det var ikke konen?"

"Nej, nej, hendes køb af rottegift var skam legitimt til rotterne. Nej, nu skal du høre - og ja, jeg var jo overbevist om, at det måtte være boghandleren, at han skjulte noget. Men dagen efter min visit mødte han åbenbart op på politistationen i Soho og anmeldte et tyveri af syv bøger. Han mente bestemt, at det var nogle "unge lømler fra Oxford," som havde været i hans butik et par måneder før, og han havde endda et videobånd fra et overvågningskamera i hans butik."

"Men det frikender jo desværre ikke konen at Hr. Fell ikke er bange for at myndighederne sætter ham i forbindelse med bøgerne. Var han ikke den næstbedste mistænkte?"

"Jo, men ser du - det lå Hr. Fell meget på sinde, at politiet skulle være klar over, at hvis de fandt bøgerne, så var det meget vigtigt at de brugte handsker."

"Typisk bibliofil. Altid passe på bøgerne først."

"Nej, det var ikke det. Eller ikke kun det. Nej, ser du, bøgerne med de grønne bind - den farve blev lavet med schweinfurtergrøn, eller parisergrøn, som det blev kaldt, dengang det blev brugt som farvestof til f.eks. de tapeter der tog livet af Napoleon. Nutildags må det ikke engang bruges til skadedyr, og Hr. Fell var jo bekymret, for hvis nu en politimand rørte ved bindet og bagefter slikkede sine fingre..."

"Som hvis han bladrede i en bog."

"Korrekt. Så i sidste ende var der slet ikke en morder, bare en grådig mand."

"En frygtelig historie, men det var da godt at du fik din nye veninde frikendt. Men hør, Jessica, din Englandstur har da været alt for spændende. Trænger du ikke til en afslappende ferie før du tager hjem?"

Jessica sendte ham et skarpt blik.

"Hvad er du nu ude på at rode mig ud i, Michael?"

"Ha, gennemskuet. Men ser du..."

Jessica tog sit vinglas, mens hun lyttede efter med et halvt øre - Michael ville alligevel ikke fortælle hele historien et så offentligt sted - og fik til sin overraskelse øje på et par bekendte på den anden side af restauranten.

Hr. Fell hilste korrekt med sit eget glas, før han vendte hele sin opmærksomhed tilbage til sin sortklædte ven og tjeneren, der netop kom med deres forretter.

[linglinginjapan]

Ukesoppsummering uke 3:

Denne uken har vært en berg-og-dalbane av mange forskjellige følelser. Éne dagen smiler livet, mens neste dag er alt galt.

Det beste med denne uken var nok tennisklubben. Har blitt veldig glad i Yukki og Mei. Vi driver å tuller og flirer så mye hele tiden, som gjør en tung skoledag mye lettere.

På torsdag hadde de i klassen tentamen hele dagen. Det var egentlig bestemt at jeg ikke trengte å ta prøvene, men bare sitte på biblioteket hele dagen. Læreren sa det til og med foran hele klassen, så jeg følte det så inderlig de blikkene klassekameratene sendte meg. Det var sånn «Bare fordi du er utvekslingselev så slipper du å gjøre lekser, ta prøver, osv…», ivertfall så var det slik jeg følte at de tenkte om meg. Så da spurte jeg læreren om jeg kunne få ta engelsktentamen, bare for å kjenne på hvor vanskelig testene er. Engelsktentamen var faktisk mye vanskeligere enn jeg hadde forestilt meg, men det var nok også fordi nivået var ganske høyt, siden det var prøvetentamener for å komme inn på universitet og høyskole tror jeg.

Ble med to venninner på karaoke senere på torsdagen, men det skulle jeg ikke ha gjort. Ble ikke invitert av dem, men tenkte siden vi var på samme teklubb så spurte jeg dem om jeg også kunne få bli med, de svarte jo ja da men…. mildt sagt ble jeg veldig ignorert av hun éne, som var veldig vondt fordi trodde vi var veldig gode venner. Skriver ikke navn, men det var veldig lett å forstå at hun ikke ville ha meg der da for å si det sånn. Orket bare én time med det der, så fant på at jeg hadde noe å gjøre hjemme slik at jeg kunne få komme meg bort.

Dagen var enda ikke over! Dro til Totto-Chan senere på kvelden, der hvor jeg fikk kake og bursdagsgave av henne. Hun reddet dagen.

Lørdagsundervisning var det også denne uken. Det trengte jeg sørn meg ikke! Da jeg kom hjem bare lå jeg i sengen (hadde dritvondt i magen) helt til vi dro på hippo, som jeg måte dra fra tidlig siden det var “Nanami’s farvell party”, hun drar til Brazil på utveksling neste uke, så da får jeg dessverre ikke sett henne mer. Uansett, det var veldig koselig og utrolig mange som kom på partyet.

I dag/Søndag så dro jeg ut for å kjøpe Japansk lærebok, fordi jeg trenger det til japansk-klassene jeg tar på tirsdager. Siden jeg dro helt til Ikebukuro for å kjøpe boken, så bestemte jeg meg for å spise en ekstra god lunsj. Det ble Okonomiyaki! 😋

[pernilledamkier]

Elsker at smile til livet, håber så bare det smiler tilbage❤️❤️ @transgirls.portraits @trans.is.future @transwomengallery @transmtfgirl @transgirlsrock (her: Ballerup) https://www.instagram.com/p/Ch9ZuQ3oBd-/?igshid=NGJjMDIxMWI=

[minvaerrehalvdel]

Min åbenbaring

Jeg har lavet et meget dyb og kritisk tankestrøm omkring en potentiel åbenbaring. Jeg har backtracket mit humør, emotionelle tanker, lagt mærke til de positive og de negative samt min respons til hver af dem, kan ærligt sige, at det må være en rigtig åbenbaring.

Min bevidsthed har været på overarbejde, for jeg elsker nysgerrigheden, selvbevidstheden og det ukendte om mig selv. Jeg er føler mig nærmest afhængig af at lære mig selv at kende, kigge dybere ind i mig selv og være bevidst og stille spørgsmålstegn til hvordan jeg agere og responderer, både ude i verden og indeni.

Jeg har oplevet de mest abnorme tanker (I forhold til mig) og lyster de sidste 3-4 dage. Jeg kan pludselig relatere fuldt ud, til hvad jeg førhen ville kalde simple, kliché og ret cringe digte som "Live, Laugh, Love". Det jo virkelig absurd, i forhold til hvordan jeg normalt tænke om det.

En anden vild oplevelse som jeg har været så glad for at kunne observere inde i mig selv - Jeg har ualmindelige stærke følelser af at min underbevidsthed snakker til mig og kommunikere til min bevidsthed. F.eks hver gang jeg har oplevet en negativ tanke, som kommer fra angst såsom "Stilheden gør det akavet nu" - Så har min indre stemme på automatik sagt "Det er okay" - nærmest før at den negative tanke er tænkt og før jeg er blevet helt bevidst om den? Det føles som om at min underbevidsthed passer på mig, og jeg hører konstant den indre stemme sige "Det er okay", og når jeg høre den, smiler jeg, griner lidt dumt og det negative er helt væk.

Jeg går dagligt flere gange med tanken om, at jeg føler mig som en hel ny person? En bedre person, mere frisk, mindre tilbøjelig til computerspil, nikotin og andre toxic vaner.

Jeg græd af glæde, da jeg sad i min seng og blev bevidst om hvor glad jeg er og hvordan det er en hel ny følelse og hvor naturligt og spirituelt det føles.

Jeg har backtracket og tænkt meget over hvordan det skete, hvordan kan jeg pludselig bare føle mig sådan her?

Der er mange små faktorer som har skubbet mig lidt op, som jeg kunne snakke om, men ingen af dem ville have kunne trykket på knapperne og fundet den rigtige kode som åbnede mig op.

Er slet ikke i tvivl om at det var hende. Fra hendes synspunkt og enhver andens ville de nok ikke føle at de havde gjort noget ekstraordinært, men hun skulle bare være hende selv og hun skulle skrive med mig og jeg skulle skrive med hende.

Hun har været så nysgerrig på mit sind, og jeg har fundet ud af, at tale om mit selvbevidsthed og min nysgerrighed er mindst 50% af hvad jeg virkelig har at byde på, som ingen andre på samme måde har formået at åbne op på, på den måde hun gjorde, som bare har slået klik. Det er så dumt og absurd at tænke på, at vi slet ikke har mødtes endnu. Jeg har ikke lyst til at skræmme hende væk, og jeg har endda fortalt det meste til hende af det her og hun er der stadig. Men jeg tror, at jeg ikke kan være andet end forelsket, men det er på en hel anden måde. Jeg er så forelsket i hendes sind. Yin og Yang er det mest fucking relaterbart jeg kan tænke på, det er såå absurd, jeg ved det men er også bare så lykkelig, så det må gerne være cringe og absurd for mig.

Slutter mit psykopat rant af med lidt flere indre observeringer jeg har haft:

Stærk spirituel følelse af at min hoved er blevet lettere, mere ro i sindet.

Stærk følelse af, at jeg ikke gad at have sort tøj på, men en masse farver, fordi jeg følte at det ville udstråle min glæde. Følte mig nærmest utilpas i sort tøj?

Konstant følelse og bevidsthed af hvor overvældende og chokerende (på en dejlig skeptisk og nysgerrig måde) jeg føler mig.

Jeg snakker meget mere, griner meget ofte og typisk meget lettere tilbøjelig til at grine.

Det små ting i livet taler meget til mig nu.

Verden føles bare anderledes og jeg føler mig tilpas i den og forstår min tilstedeværelse.

Jeg kunne ikke forestille mig have lyst til at skrive mørke tanker, men ved ikke om det kan undgås og om det ville være bedst med, tænker lidt der stadig skal være en balance, men føler ikke for det. Har derimod så meget positiv at skrive ned, som jeg aldrig har kunne finde frem til før nu.

Forstå mig ret, det er surrealistisk til det ekstreme, er selv konstant "awe". Skørt, absurd, ja. Det så mange ting, men jeg er bare så taknemmelig.

Spørg endelig hvis du er i tvivl om noget eller vil tage noget op.

Velkommen til min sind.

[dagdroemme]

Nogle gange er det så hårdt at være kvinde. Siden barns ben er jeg blevet fortalt, hvad man må og ikke må som pige. Piger er smukke. Piger smiler sødt. Piger opfører sig pænt. Piger er rolige. Piger er gode. Piger er kloge. Og således bliver titlen som pige, senere hen kvinde, sat op af disse standarder, som nogen har fundet på, og det bliver en enorm byrde at være født ind i disse kønsstereotyper. Hele livet har jeg jagtet idealet om at være smuk, smile sødt, opfører mig pænt, være rolig og god, og klog. Alligevel føler jeg mig utilstrækkelig. Aldrig smuk nok, smiler ikke sødt nok, opfører mig ikke pænt nok, er ikke rolig og god nok, er ikke klog nok. Det er lidt som om at alle kan se, hvor meget jeg prøver, hvor hårdt jeg arbejder, og selv hvis jeg rammer standarden, skal nogen alligevel kommenterer på noget helt andet, jeg slet ikke var usikker på i forvejen. Hver morgen er et kapløb med en karikatur af, hvad der vil sige at være en kvinde. Jeg fik ikke redt min seng, eller gået ud med skraldet her til morgen, så hvis nogen kommer uanmeldt på besøg, vil de vide, hvor ikke feminin jeg er. Jeg fik ikke morgenmad, og har skreget over at mit hår ikke vil sidde, som jeg vil have det til, så nu er jeg sulten og stresset og føler mig ikke smuk nok. Jeg kan ligge i timevis og spekulerer på, hvad jeg skal tage på af tøj næste morgen i flere timer, bare så jeg kan få nok komplimenter til at føle mig kvinde nok. Hvis jeg ikke går gode karakterer, så er jeg ikke klog nok. Det værste ved det hele er, når en anden kvinde føler sig bitter over min “succes”. Bitter over at jeg er smuk, som om vi ikke begge er underlagt en umulig standard, og jeg ikke har måtte bruge utallige timer på at regne ud, hvordan man er smuk. Bitter over at jeg klog og velbegavet, som om vores forkvinder ikke har kæmpet for vores rettigheder til at kunne læse og lære. Bedst af alt, er når kvinder begynder at kommenterer på min alder, som om de ikke bliver underlagt selv samme ulidelige standard et par år senere. Og på en måde, så forstår jeg det godt. Det er nemt at være medløber, det er rart at holde med drengene og vinde mændenes accept. Og ja ja, mænd har det også hårdt. Men jeg er bare et menneske. Et menneske, som er så træt af at man altid skal påmindes om alle mulige idealer, som bliver malet som en standard. Jeg er træt. Hvis ville det dog være befriende ikke altid at skulle tænke på, at være smuk, smile sødt, opfører sig pænt, være rolig, god og klog.

[bodoposten]

Henrik Fladseth lover drøy humor på TV 2

Som en del av TV 2s humorsatsing hentes Henrik Fladseth (33) inn som ny profil. I høst er han klar med en egen humorserie på TV 2. I serien møter vi komiker Henrik, som har innsett at det er blitt for mye reklame og reality de siste årene. Han ønsker å fremstå som mer kredibel. Han får muligheten til å være skuespiller på Nationaltheatret og gi ut bok hos Gyldendal. Livet smiler, og nå kan han…

[psykedeliskedikt]

Campingvogndrømmer

lever helt for meg selv i denne lille boks skapt av plast og aluminium her kan jeg være for meg selv stenge resten av verden ute ingen krig, ingen skrik i kamp

jeg har en plan en gylden mulighet rømme fra alt flykte fra sivilisasjonen finne en helt egen fred langt oppe på fjellet der finner du meg - en dag gror en helt egen hage hvor alle tenkelige vekster får blomstre fra jord til sky tar vitaminer for å bli sterk nok til å bekjempe eneveldets roboter løfter tungmetall for å bekrefte det forberedelser til morgendagens kamp

fortidens kjølige pust kan blåse forbi min dør men enn så lenge er jeg fredelig alene her i disse campingvogndrømmer

livet smiler bredt jeg smiler ekstatisk tilbake en dag, en herrens vakker dag skal jeg dra campingvognen med opp, langt på topptur vil aldri komme ned, aldri igjen på fjellets stigende horisont her med reinsdyrene, skal jeg bo

midnattssol til frokost nordlys til kvelds

i min lilla og blå campingvogn på to hjul, en stolpe til støtte vil jeg klare meg fint,

helt fantastisk faktisk

i disse campingvogndrømmer skal jeg stå opp

[arneasulf]

HMMMMMM

Hvem vet hvor bodde jeg før jeg kom hit, til Trondheim? Det var en period av livet mitt når bodde familien min i Russland, Saint Petersburg. Det husker jeg hvor merkelig var det for meg å se folket som ikke liker å smile til hverandre. Russere har et ordtak som låter denne måten :"Hvis du smiler eller ler uten grunn, er du kanskje dum!" I tillegg er det svært vanskelig å finne venner der. Det er så fordi Russere ser vennskap som noen veldig seriøs. Det er nødvendig å være tålmodig til å bli venner. Nå har jeg 3 venner fra denne byen og vi kommunisere av og til. De er fantastiske mennesker!

[lyrics724]

Jeg er en Seiler

Jeg er en Seiler

Jeg er en seiler på livets hav På tidens skiftende bølge Min venn og sønn har meg kursen gav Og denne kurs vil jeg følge Jeg stevner frem mot de lyse lande Med livsens trær på de skjønne strande Hvor evig sol og sommer erIblant jeg seiler for medvinds bør I andres kjølvann og følge Som just lik meg denne reise gjør Hen over jordlivets bølgeOg havet smiler og solen skinner Min dag så stille og…

[wellenoughaboutme]

Lovsang // fra bjerget og dalen 

Hvem er værdig de dybeste drømme, banebrydende ideer, hvor ord og tanker skaber sig i brystkamret på mig, de kreative strømme, der hvor jeg selv regerer, hvor jeg næsten skaber ting ud af intet li’som Dig? Du er!

Hvem er værdig de genstridigste pletter og hjertets sorte skygger - som sovs, der er brændt fast og bare ikke vil gå af, de mange bange nætter, hvor anger-tanker trykker, med synd og skyld og skam og ting, jeg ikke selv kan ta’? Du er!

Hvem er værdig den varme ægte latter, som visne træer, der falder, og børneøjne gløder over smil i fuld spil-op, når alting er i vatter, og ingenting har alder, så vi forstår, at vi er skabt til livet uden stop? Du er!

Hvem er værdig den vilde røde vrede, som bobler i min mave i lava-eksplosioner, selvcentreret hidsighed, de dyr, som bor hernede, den gøende enklave, det, som er mig, men som jeg kun nødtvunget kendes ved? Du er!

*

Nogle gange er min lovsang himmelvendte katedraler, Du gør indbrud i min brudte fantasi og slår Dig ned. som en sommersol i opgang, sø-medvandrende sandaler, hvad du støder på derinde, det er Dit, tag Du det med!

Andre gange er min lovsang nærmest desperate sukke, som et barn uden andet, jeg kan ofre, end behov. Det er så hårdt i modgang, det at slippe og oplukke! Men jeg sanser, at du smiler gladest, når jeg giver Dig lov.

[gabaltdk]

Work in progress - tekstuddrag fra arbejdsværket “Into the purple haze.”

Uddrag fra work in progress roman om et kærlighedsforhold mellem to kvinder, et jeg og et du. Her møder vi dem på et særligt godt tidspunkt i livet.

Vi har sat os på en bænk i parken med hver vores to-go kaffe fra den lille, lokale hipstercafe rundt om hjørnet, hvor vi bor.

Det var dig, der foreslog, at vi lod det sidste ligge og gik ud, som vi var. De smilede og kiggede lidt ekstra, da vi kom ind og bad om vores sædvanlige kaffer, men jeg tror ikke, at de genkendte os.

Du strækker benene ud foran dig på bænken og vipper med de store, brune sko. De ternede bukser stumper, så jeg kan se dine lange, hvide ankler. Du lader dig glide ned af ryglænet, så du kommer i niveau med mig, drejer hovedet og smiler.

Vi gik uforstyrrede hele vejen herhen, hånd i hånd. Folk smilede mest, når de så os, og nogle pegede lidt, men der var ingen, der standsede op for at bede om din autograf og et billede.

Vi skulle gå ud sådan her lidt oftere, sagde du til mig bag ansigtssminken og den regnbuefarvede paryk.

Så grinede vi og lænede os ind mod hinanden, mens du klemte om min hånd, og mine lige så store sko faldt ind i rytmen med dine.

Festen var et hit, og vi taler lidt om den nu. Hvor sjov dagen har været, hvor godt det hele forløb. Folk var festlige og opstemte, og alle havde gjort meget ud af deres udklædning. Forestillingen fik os alle til at hyle af grin, klappe i takt og heppe højlydt.

Folk sad med champagne og varme popcorn og sang og råbte med, når artisterne henvendte sig til dem. Vi kunne ikke have ønsket os et bedre udfald af vores skøre event.

Vi må gøre det igen næste år, siger du, gøre det til en tradition.

Skal vores lille trold så også klædes ud som os, siger jeg og stryger din mave med bagsiden af min frie hånd.

Bestemt, ler du. Hvis vi kan finde et kostume så lille.

Det bliver nok mest parykken, der bliver en udfordring, griner jeg.

Du lægger din pande ind mod min, og sådan sidder vi lidt og ser ind i hinanden, mig med hånden på din mave, og tænker på, hvordan vores liv ser ud om under et år.

Jeg skal til at læne mig ind til et kys på din meget røde mund, da en lille stemme pludselig spørger, om vi laver ballondyr.

Vi ser op på den lille lyshårede dreng, der står lige ved siden af dine lange, strittende fødder.

Jeg har ét tilbage, siger du, og finder en lang, slatten, blå gummiballon op af din lomme.

Du har kun denne ene dags øvelse, så drengen ser lidt skeptisk ud, da du rækker ham det færdige resultat.

Det er en gravhund, siger du.

Han ser stadig ikke helt overbevist ud, så du hiver en håndfuld karameller op af din anden lomme og sender ham afsted med dem også.

Don’t quit your day job, griner jeg ned i mit ærme, hvor jeg har skjult halvdelen af mit hvidmalede ansigt, mens du asede og masede med ballondyret.

Du niver mig i siden, og jeg spjætter rundt på bænken, til vi begge er helt forpustede af grin. Jeg finder to bolsjer fra min dybe frakkelomme og giver dig det røde, fordi jeg ved, det er det, du bedst kan lide. Her, siger jeg, stadig forpustet, mens jeg klapper dig på den skaldede isse.

Du griner med den røde sukkerrubin mellem tænderne, mens du krøller bolsjepapiret sammen i hånden og smider det mod skraldespanden overfor.

Det lander halvvejs på stien, og du rejser dig, mens du stadig taler til mig, bøjer dig ned, samler det op og læner dig det sidste stykke frem mod spanden og smider papiret i.

Bevægelserne får det ellers så store, posede tøj til kort at lægge sig ind til din krop, og jeg kan ane dine former bag. Jeg bliver varm under den hvide sminke og helt ned til bænkens sæde.

Du sætter dig ned igen og ser på mig, mens du afslutter den sidste sætning. Jeg har lyst til dig, siger jeg. Der farer et lidt forvirret udtryk hen over dit ansigt, så ser du på mig med det her bløde smil, der er dit.

Sådan her, spørger du, og slår ud med armen, og så knækker vi begge sammen af grin.

Det var, da du stod ovre ved skraldespanden, da du bukkede dig ned efter det bolsjepapir, hikster jeg.

Så fik du simpelthen lyst til at hump’e mig lige der?

Ja, klukker jeg.

Og vi ler begge så hårdt over det billede af os, den lille klovn, der hump’er den store bagfra, bøjet ned foran en skraldespand i en offentlig park i L.A., at tårerne triller ned ad kinderne, og du må holde dig på maven med begge hænder.

Til sidst vender du dig mod mig, løfter armene op fra din mave og tager mit ansigt mellem dine hænder.

Min lille liderlige klovn, siger du, og løfter min mund op til et blødt og meget rødt kys.

copyright@gabaltdk

[itsskamfyfaen-blog]

i loved this clip so so so much. not only was it filmed to perfection (cinematic masterpiece is all i can say!), i just love yousana so much. <3 the only think i could complain about is yousef’s leaving tomorrow, but I WON’T. i’ll just pretend it’s not happening. haha

[pernilledamkier]

Smil til livet og det smiler tilbage❤️❤️#trans #transgender #transmodel #mtftransgender #crossdressers (her: Ballerup) https://www.instagram.com/p/CcpXjbTO_6f/?igshid=NGJjMDIxMWI=

[therealvinelle]

Det skjønner jeg veldig godt! Men du kan jo ta sjansen for at noen i fam Cullen snakker norsk xD De kan jo i canon dritmange språk men jeg hadde håpet at de hadde ikke kunnet det og heller blitt imponert av det (amerikanerne jeg bor med sier det høres ut som fairy-språk haha)

Ok, siden jeg selv tok opp temaet "hva om Bella bare snakket norsk?" i forrige post tolker jeg dette som at det er ok at jeg skriver nettopp det her. Ærlig talt har jeg bare veldig lyst til å gjøre det.

Så, ok, da Renée forlot Charlie dro hun ikke til Florida, hun dro til Oslo. Og gikk 100% inn for at datteren hennes skal være helnorsk! Hun ansatte norske barnepiker og passet på å ikke snakke engelsk rundt ungen. Siden transatlantiske flyturer er rådyre, ble det da til at vesle Bella Swan sjelden besøkte sin far, og dermed aldri lærte seg det som skulle vært morsmålet hennes.

Hun glemte engelsk fort, med unntak av småord som "Yes", "No" og "I'm Bella" og snakket snart bare norsk.

De få turene hun tok til faren for å besøke ham var desto mer kleine enn i canon når hun ikke kunne leke med noen av Black-barna. Her skal skylden ikke falle på Charlie: han tok norskkurs, så han kan faktisk snakke litt med Bella. Ikke med Renée, for hennes Norwenglish er uforståelig selv for nordmenn, men han kan kommunisere med Bella.

Ikke at han har fått så mange anledninger.

Bella rekker å bli sytten, hun går på andreklasse på Handels og er tidenes outsider blant alle sossene der, og Renée møter en kjekk skiløper som hun gifter seg med. Sammen skal de to reise rundt hele vinteren for å få med seg flest mulig renn, og om sommeren skal de ta jobb på Hurtigruta for å få sett kysten.

Bella, som er helt forjævlig på ski og for ung til å jobbe på Hurtigruten, tar hintet.

Med gru i magen og ordbok i hånda drar hun til faren sin i Amerika.

Der hun ikke kan språket.

Faen.

Hun får en bil av ham, og jeg skulle nesten ønske denne metaen var satt til nåtiden fordi da kunne jeg dratt en vits om elbiler og automatlappen, men Evighetens Kyss er satt til 2005 så det kan jeg ikke. Så dette med bilen går udramatisk for seg.

Skolen er verre enn i canon, fordi nå er hun jo tusen ganger mer sensasjonell enn om hun bare var en ny elev. Hun er jo utenlandsk! Hele Forks faller over seg i spenning.

Og det blir enda verre, for hun skjønner jo ingenting av det folk sier.

Hun er for klein til å si fra at hun ikke kan engelsk. Da vil det bli en greie, og de vil kanskje tro at hun er dum også. Det er jo ikke helt bra at hun har vært gjennom hele grunnskolen og nå halvannet år på VGS og fortsatt har elendig engelsk.

Så hun nikker, smiler, mumler "Hi, I'm Bella," til de nye ansiktene, og rødmer kraftig når noen sier noe.

Folk går ut ifra at hun er sjenert. Litt kjedelig, men ja ja.

Hun har biologitimen sin med den rødhårete kjekkasen hun la merke til i lunsjen. Hun satt og så på han og familien, de var fascinerende pene alle sammen, men vet ikke noe mer om dem enn at de er veldig pen. Hadde vært bra om hun kunne spurt den knøttlille jenta (var det Jess hun het?) om dem.

Biologitimen går som i canon - han har veldig lyst til å spise denne deilige jenta, men gjør det heldigvis ikke.

Hun treffer så vidt på ham i kontoret når han prøver å bytte til en annen biologitime, men skjønner ikke hva han sier så hun har bare en mistanke om at det gjaldt henne på en eller annen måte. Fortsatt ubehagelig, men her er det nok Bella som er problemet. Ikke den dritkjekke fyren der.

Han er borte fra skolen en uke, Bella synes det er rart.

Så kommer han tilbake, og til hennes store skrekk begynner han å snakke med ham.

"Hello," sier han.

Bella dør innvendig. Han er jo altfor kjekk!

"I'm Edward Cullen," fortsetter han, og ok, det forsto hun. Kjekkasen heter Edward, det er jo godt å vite.

Han sier noe mer, det er grøt for Bellas ører selv om hun konsentrerer seg, og konkluderer med "Bella Swan".

Hun gulper.

"I'm Bella Swan," sier hun nikkende. Det burde fungere.

Han smiler et skjevt, gutteaktig smil, og hun hadde ikke trodd det var mulig å være så vakker som det han er nå.

Han sier noe mer.

Bella skjønte ikke hva han sa.

Hun rødmer så det holder, og har vel aldri hatt et pinligere øyeblikk i sitt liv. Her er verdens kjekkeste gutt, og hun har ingenting å si til ham. Bokstavelig talt, fordi de snakker ikke samme språk.

Hun burde si det til ham. Det er en ting å kleine ut av å si til de andre at hun ikke kan engelsk, men det er noe annerledes over Edward Cullen. Han fortjener sannheten.

Men...

Han er det vakreste mennesket hun har sett i sitt liv. Han er også amerikansk, og sjansene for at han tilfeldigvis kan norsk er mikroskopiske. Om han finner ut at hun ikke skjønner hva hun sier kommer han til å slutte å snakke med henne, og det vil hun ikke.

Så med litt dårlig samvittighet (men ikke nok til at hun forteller ham at hun ikke skjønner hva han sier) bidrar hun til samtalen med nok småsvar og smil til at det går. "Yes", "No", "Thank you", og "That's nice".

Han virker overrasket over flere av svarene, og blir faktisk mer engasjert i samtalen, ikke mindre.

Biologitimen ringer ut.

Nestenpåkjørselen skjer, og han redder henne såvidt. Hun gjør store øyne - herregud, flyttet han nettopp på en hel bil? Etter å ha teleportert over skolegården..?

Snart er hun på akutten, og mer enn litt stressa over det fordi amerikanerne har visst elendig helsesystem. Hun håper Charlie har forsikring.

En råvakker blond mann sprader inn på akuttrommet, og Bella får helt sjokk. Han er jo like kjekk som Edward og familien!

Han introduserer seg som Carlisle Cullen, og Bella kan bare gå ut ifra at dette må være en eldre bror. Kanskje i slekt med den blonde jenta.

Dr. Cullen smiler til henne, sier noe, og hun svarer "I'm Bella Swan."

Han rynker på panna. Det var visst ikke riktig svar.

Hendene hans går tilbake til å undersøke skallen hennes, og til hennes store sjokk slår han over til flytende norsk, "kjenner De noe ubehag når jeg holder her?"

Han skynder seg å legge til, "Norsk lærte jeg i... fjor sommer. Det var et nettkurs."

"Hvilket da?" spør Bella med en gang, for dette nettkurset må jo Charlie få vite om. Doktoren har helt nydelig, om litt gammeldags, uttale.

Doktorens smil blir usikkert. Hun følelsen av at han skjuler noe. "Husker ikke," sier han etter en litt vel lang pause.

Det var synd. Og rart.

"De hadde hellet med Dem i dag, som ikke ble truffet av den bilen." sier han deretter, merkbart for å endre temaet.

"Det var ikke hell, det var Edward," sier hun skarpt.

Doktoren ser ukomfortabel ut et øyeblikk.

Hun fortsetter, "Han krysset skolegården på et blunk, og plukket opp hele bilen. Jeg så det," sier hun.

Doktoren ler. "Om han kunne det hadde nok gymkarakteren hans vært meget bedre. Nei, frøken Swan, jeg beklager å si at det høres ut som at De er litt omtåket. Det er helt normalt ved hjernerystelse."

Hvorfor har Bella følelsen av at han lyver?

Hun blir utskrevet.

Vi hopper fram til at hun drar til La Push - denne turen bærer ikke mange fruktene, siden Jacob vet hun ikke snakker engelsk og de dermed ikke har annet å gjøre sammen enn å stikke hendene i lomma og stirre på sjøen.

Dagen etter blir hun shanghaiet til Port Angeles, fordi hun hadde visst sagt "Yes" på feil spørsmål fra Jessica (Viste seg at det var Jessica, ikke Jess) og ved et uhell sagt ja til å dra på heldagstur til Port Angeles.

Som i canon virrer hun seg vekk fra de andre, og som i canon blir hun nesten gjengvoldtatt. Og igjen som i canon blir hun heldigvis reddet i siste øyeblikk av Edward.

Han spanderer middag på henne, og hun kan ikke tro sin egen flaks og uflaks. En date med den kjekkeste fyren på jorda (derav flaksen) og hun kan ikke si noe som helst til ham (derav uflaksen)!

Han prater med henne, og låner henne jakka si, og dette er vel toppen for Bella, livet kan umulig bli bedre nå.

Han er så fantastisk.

Hun har blitt ganske god på å navigere samtaler med ham, så hun småsvarer seg gjennom.

I bilen hans på vei hjem blir tonen litt mer alvorlig.

Han spør henne om noe, det er et alvorlig spørsmål, såpass forstår hun. Hun svarer bekreftende.

Han blir lenge stille.

Har hun sagt noe galt?

(Edward, on his end, just asked if she knows what he is. She said yes, so calmly, not even a trace of fear in her.)

Noen dager senere tar han henne med på tur ut i skogen.

Han viser henne vei til en lysning i skogen, og når han går inn i den så lyser han opp i sollyset.

Bella er i sjokk.

Hun visste det var noe annerledes med ham, men- herregud, fyren er jo ikke menneskelig.

Dater hun en gud?

Hun snubler inn i lysningen etter ham, og de tilbringer en dag sammen der han sier ting, og hun knapt hører noe av det (bare glem å forstå det) fordi hun er for opptatt med å se på hvor vakker han er.

Dagen etter tar han henne med til et hus midt i ingenmannsland. Hun tør nesten ikke å gjette at det er her han bor. Har guder noe så alminnelig som hjem?

Han tar henne inn i huset, og introduserer henne for Dr. Cullen og en dame med at navn hun ikke får med seg.

Litt rart at de oppfører seg som et foreldrepar, de er jo altfor unge og guddommelige for det.

Han viser henne rundt i et gammeldags kontor, og hun vet ikke hva hun skal tro når hun ser et maleri av Carlisle. Edward langer ut i en lang fortelling når han ser henne se på det, dessverre fanger hun ikke opp noe årstall eller kunstnernavn. På et tidspunkt hørte hun ordet "Suicide", da, og det er ikke bra.

Hun får ikke stort ut av den fortellingen.

Baseballkampen blir ikke noe av, for Bella misforsto hva Edward ville og fikk ikke med seg at hun ble invitert på noe. De tilbringer kvelden med en god film.

Forholdet fortsetter, om med litt kommunikasjonsvansker som hun heldigvis klarer å glatte over, helt til det blir bursdagen hennes.

Hun får et papirkutt.

Jasper flyr på henne helt plutselig, Edward kaster henne inn i et glassbord, og så må alle dra.

Carlisle er vennlig nok til å slå over til norsk når han syr sammen armen hennes, kanskje på grunn av sist gang hun var pasienten hans. "Jasper har ikke vært på dietten vår så veldig lenge."

"Diett?" spør hun. Hun har da aldri sett Edward spise noe som helst. Hun var ikke sikker på hvordan Cullen-familien spiste, ærlig talt trodde hun de var hevet over slikt. Hun kunne sett for seg fotosyntese som et alternativ. Men mat? Dietter?

"Dyreblod istedenfor menneskeblod," klargjør Carlisle.

Hvafornoe?

Carlisle smiler såvidt. "Jaspers liv som vampyr fikk en brutal start."

...

Vampyr?!

Her har Bella gått glipp av noe.

Herregud og fy faen, hun har gått glipp av noe.

"Åja," er alt hun klarer å si, og er plutselig veldig ops på at hun sitter der med en blødende arm.

Og Carlisle.

Som er en vampyr.

I løpet av samtalen som følger gjør Bella en rekke oppdagelser.

Edward har vært en vampyr hele tiden, og han er en telepatisk vampyr. Og det har visst vært et tema om hun skulle bli vampyr eller ei, men av religiøse grunner vil han ikke det.

Hun får mer informasjon ut av Carlisle, og viste seg at Edward døde av spanskesyken.

"Jeg var under den oppfatning at Edward fortalte deg bakhistorien min?" spør Carlisle på et tidspunkt, og Bella må jo bare pent spørre om han kan gjenta seg.

Viser seg at fyren er nesten fire hundre år gammel.

Jaha.

Jahahaha jaa ha.

Dette var da litt å ta inn.

Hun vandrer ut av huset i sjokk, og legger knapt merke til at Edward oppfører seg litt rart i løpet av de neste dagene.

En dag henter han henne på skolen, og tar henne med bak huset.

Det passer vel bra.

Han er en vampyr, men han har aldri skadet henne. Han er uendelig vakker, kanskje lettere å elske nå som hun vet han ikke er en gud. Han er fortsatt hennes Edward.

De kan fortsatt være sammen.

Men nå som hun vet dette om han, så er det på tide at han vet noe om henne også.

Hun er nødt til å bli ærlig med ham.

Så når han åpner munnen, åpner hun munnen også, men hun kommer ikke lenger i setningen enn til "Edward-" før han gir seg utpå en lengre monolog.

Hun får vel vente til han er ferdig før hun sier sitt. Det blir pinlig, men det ser ikke ut til at han har tenkt å slutte å snakke uansett.

Og det han sier virker til å være alvorlig, så det er best å la ham snakke ferdig.

Edward fortsetter å prate, kysser henne til sist på hodet, og så forsvinner han.

Hvor ble det av fyren?

Litt usikker går Bella tilbake til huset. Hun får vel bare vente til han kommer tilbake.

Hun vet ikke hva hun skal tro når Charlie kommer tilbake og sier at Cullen-familien har reist.

Herregud.

Edward må ha funnet ut at hun ikke snakket engelsk.

Han hadde all rett til å dra - hun har jo holdt ham for narr!

Men det gjør det ikke mindre uholdbart.

Bella synker ned i sin depresjon, akkurat som i canon.

Hallusinasjonene begynner, som i canon, skjønt Hallusinward snakker gudskjelov norsk.

Vennskapet med Jacob (med ordbok i hånd) påbegynnes, igjen som i canon.

Klippehoppet skjer, og Alice dukker opp. Bella er ikke sikker på hva dette gjelder, men har blitt sterk nok i engelsk nå til å vite at noe dumt har skjedd og at Alice vil at de skal gjøre noe.

Hun er jo litt overrasket når hun havner på et fly til Italia, da.

Alice gir henne beskjed om "Run to Edward" og ok, det der skjønte hun faktisk.

Så hun redder Edward.

Etter det tas hun ned i kloakken, der det viser seg å bo flere dusin vampyrer.

Hun, Edward og Alice tas i mot i en slags hall, der en usedvanlig vampyr har veldig mye å si. Hun skjønner noe av det, i hvert fall det om "la tua cantate". Hun kan nemlig litt italiensk, så hun vet at nå snakker han om en sang.

Hun lurer veldig på hva samtaletemaet er.

På et tidspunkt tar han hånden hennes, og er veldig fascinert av den. Hun lurer på om han leser håndflater. Ikke særlig vampyraktig, men hva vet vel hun.

Han spør henne om noe.

"Yes," sier hun.

Har jo funka så langt.

Men når han lyser opp og klapper henne sammen, og Edward og Alice stirrer på henne i sjokk og bedrag, har hun en følelse av at hun sa noe veldig galt.

Men de to blir vist ut av rommet i løpet av kort tid, og Bella rekker ikke gjøre noe. Hun hører Edward skrike og smelle ute i gangen.

Dette lover ikke godt.

Fyren tar henne med ned i en kjeller som er enda dypere i dette kloakkpalasset, og hun får noen komfortable klær å skifte inn i.

Dette begynner å bli alvorlig skummelt.

Fyren lener seg mot henne - og hun feiger ut.

"Jeg snakker ikke engelsk!" piper hun ut. "Non habla ingles!"

Han stanser, og ser forvirret ut. "Que- Hva behager?" spør han etter et øyeblikk.

Hulkende forteller Bella hele historien, fra å ville unngå kleinhet på Forks videregående skole til å nå ende opp i Italia uten å vite hvorfor eller hva det er hun har sagt ja til.

Når hun er ferdig med å fortelle begynner fyren å le, av alle ting.

"Dette forklarer jo en hel del," ler han. "Men, kjære Bella, jeg er redd det ikke endrer noe."

Han forteller henne at hun visstnok sa ja til å tjene han og hans armé av udødelige krigere inn i evigheten.

Fyttirakkern.

"Du skal få slippe det, når du ikke visste hva du samtykket til - men skjebnen din forblir den samme. Loven er loven."

Etter et øyeblikks pause, der hun ser vettskremt ut, skynder han seg å legge til, "Vi har en lov. Du må bli en av oss."

En lov om at Bella Swan må bli vampyr?

Bella er rimelig tapt bak denne vogna, men det begynner å bli kleint å spørre fyren om absolutt alt. Så hun nikker.

Fyren gir henne et glimrende smil, og biter henne.

Når hun våkner opp tilbyr Aro henne språkkurs, og da blir det jo til at hun blir værende i Volterra.

Noen år senere bryter Edward seg inn i Volterra for å redde sin Rapunzel, og han kjenner henne nesten ikke igjen nå som hun er vampyr og prater hele tiden. HVA ER DET ARO HAR GJORT MED HENNE.

Bella kleiner ut av å innrømme at hun ikke snakket engelsk, og sier at hun ble hjernevaska.

Aro har det for gøy til å rette på henne, og dette starter dessverre en svært beklagelig rykteflom.

[nordic-language-love]

Det er noe trøstende om havner. Smaken av salt i lufta. Den beroligende lydspor av milde bølger og skrikende måker. Skipene fortøyd i bryggen som lover muligheter: eventyr; frihet; kjennelsen av havluft i kinnene. Det er noe åndelig med det å sitte alene på kaia og se ut på vannet, dypt og mystisk og lovende.

Noe synger navnet mitt fra fjernet, en kjent og fullførende stemme som hvisker til meg: «kom hjem, barnet mitt. Løft seilen din og gi slipp på tauet som ankrer deg. Du hører ikke til på landet.» Jeg hører på stemmen, og jeg smiler til meg selv. Den har rett; jeg hører til havet. Vi kan ikke forenes - ikke ennå, og kanskje ikke i dette livet - men det å vite at det finnes et sted jeg hører hjemme, er nok for meg.